Jeg har fået lov til at stå for borddækningen til et august-bryllup, hvilket jeg glæder mig helt vildt til. Bryllupslokationen, danner i følge mig, rammerne om et meget romantisk og hyggeligt bryllup. Bryllupsfesten skal nemlig holdes i et bindingsværkshus, som er omgivet af skøn natur, men stadig centralt. Og med det sødeste brudepar er jeg sikker på, at de får et fantastisk og uforglemmeligt bryllup. Min kreativitet har fået frit spil, og min første kreative udfoldelse er disse fine bordnumre.

Jeg lavede i juni måned bogstaver og tal til min søsters studentergilde, som I kan se her. Nu har jeg været i gang igen med at dekorere tal til bordnumre til syv runde borde, således det er nemt at finde sin plads. De er samtidig virkelig dekorative og pæne at se på. I får her min guide til, hvordan I nemt selv kan lave fine glimmer bordnumre såvel som bogstaver.


Glimmer bordnumre - det skal du bruge:


  • MDF tal (jeg fandt dem her)
  • Sølv spraymaling (eller guld spraymaling)
  • Lim (vigtig at den tørrer klart op)
  • Sølvglimmer (eller guldglimmer)
  • pensel
  • Bøtte til blanding af lim og glimmer
  • Aviser/papir/plastik til afdækning


Sprøjtemal tallene
Start med at sprøjtemale tallene (udenfor på aviser/papir eller plastik) - det behøves ikke at være helt perfekt, da det kun udgør en base, for ikke at skulle påføre uendelig mange lag glimmer efterfølgende, i så fald får det nemlig svært ved at tørre.

Jeg fandt både spraymaling, lim og sølvglimmer i Panduro. 

Påfør glimmerlim
Bland derefter lim og glimmer sammen (i en bøtte, du kan smide ud efterfølgende) - jeg blandede cirka halv/halv. Det bliver en lidt kedelig grå masse, men det skal du ikke bekymre dig om, det tørrer nemlig klart op. Nu kan du gå i gang med at påføre tallene det første lag glimmer, med din pensel. Det er bedre at male flere tynde lag end få tykke lag, da det således tørrer hurtigere. Husk at lad dem tørre, inden du påfører det næste lag. Lad dem tørre helt i omkring 24+ timer, inden du pakker dem væk. Jeg har gemt dem i de små plastikposer, de ankom i, så nu er de klar til en dag i kærlighedens tegn.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - klik hér!

Likes

Comments

Denne uge har været sådan virkelig god, når jeg tænker over det. Jeg har døjet meget med mit helbred på det seneste, hvilket sommetider har været helt intimiderende. Jeg kan ikke slappe af, fordi der sker så meget, jeg gerne vil være en del af. Men selvom jeg nu laver noget, jeg inderligt brænder for, så kan min krop jo stadig godt sige fra, og jeg skal stadig huske at passe på mig selv. Det tror jeg, jeg har fundet en måde til, nemlig yoga og valg af fokuspunkter.


​Men i denne uge har det hele taget en positiv drejning, selvom det stod til at blive en meget travl uge, da jeg startede op i H&M igen. Min veninde har længe sagt, at jeg skulle tage med hende til yoga, da hun var sikker på, at det kunne være godt for mig. I torsdags tog jeg endelig med til yoga, og det skulle jeg have gjort længe før. Men jeg er ikke god til at starte til noget nyt, hvor jeg skal bruge min krop, da jeg føler mig helt malplaceret. Men ikke her. Det virkede så godt på mine gener i nakken, og det var så forløsende, at jeg havde lyst til at tude, da lektionen var færdig. Jeg var nærmest et helt nyt menneske - min krop føltes svævende let.


Overskud - hvad er det?

Jeg havde et overskud, som jeg ikke har haft længe. Jeg endte med, spontant, at tage ud at spise med min veninde, og vi endte med at drikke en drink, hvilket resulterede i, at klokken blev 01.00, før jeg var hjemme i seng. Det sker ellers aldrig på en hverdag, når jeg skal arbejde den efterfølgende dag, da jeg slet ikke har noget overskud efter kl. 16-17. På det tidspunkt er min nakke og mit hoved begyndt at tage modet fra mig. Men jeg havde slet ikke ondt i nakken og min spændingshovedpine har jeg endnu ikke mærket til - og det er hele tre dage siden, jeg var afsted.

Derfor bliver tid til yoga prioriteret højt fremover, og jeg vil give jer det min varmeste anbefaling, hvis I, ligesom jeg, endnu ikke har afprøvet yoga. Se at kom afsted det gør noget godt for jer, det lover jeg!


Valg af fokuspunkter

Samtidig udgav jeg sidste søndag et blogindlæg omkring, hvordan min tilværelse har taget en drejning i år, hvordan jeg har erfaret, at ens tankesæt har stor betydning for, hvad vi får ud af vores liv, og hvordan jeg fik mit drømmejob i boligbyggebranchen. Det har jeg fået virkelig god respons på, og folk har rost mig for de valg, jeg har truffet, og kalder mig inspirerende. Det har bidraget med virkelig meget glæde i denne uge, og det er noget, jeg vil huske på, når tvivlen kommer for tæt på. Jeg tror, vi er mange, der sommetider glemmer de små glæder i hverdagen, især når vi møder lidt modgang. Men jeg tror, det vil føre noget godt med sig, hvis vi begynder at huske bedre på dem, eller måske skrive dem ned. Jeg skriver dagbog, hvor jeg blandt andet noterer, når der er opstået et lille lykkeglimt i hverdagen, så kan jeg altid kigge tilbage, når jeg har en trist dag.

En anden ting, jeg tror, kan have en positiv indvirkning på vores hverdag og overskud, er at sætte sig nogle fokuspunkter for, hvordan vi gerne vil have det, og hvad vi så kan gøre for at nå det punkt. Det tror jeg, vil kunne hjælpe til at prioritere, når der er lidt for meget, vi gerne vil. Så har vi nemlig vores fokuspunkter som rettesnor for, hvordan vi helst ønsker at prioritere vores tid. Når jeg ikke vælger at bruge ordet mål, er det fordi, det ikke er et endegyldigt mål, jeg ønsker at sætte mig. Det skal være et fokus, som gør, at når jeg blot rykker mig en lille smule, så får jeg stadig følelsen af fremgang.

Jeg er nysgerrig, hvad gør I for at have det godt i jeres egen krop, og hvordan vælger I at prioritere jeres tid?


Likes

Comments

Knagerækker er blevet en tendens i indretningen, som jeg synes, er ret så fin. Der er langt flere anvendelsesmuligheder i en knagerække, end til ophængning af overtøj og tasker. De kan blandt andet bruges som magasinholder i stuen, som ophæng til billeder og blomster i soveværelset eller til diverse køkkenredskaber, forklæder, viskestykker, spækbrætter og krydderurter i køkkenet - kun fantasien sætter grænser.

Jeg har længe søgt en knagerække i træ, men har ikke kunne finde den, som jeg forestillede mig i Danmark. Man har kunne få dem flere steder i Sverige, men jeg har desværre ikke haft et hul i kalenderen til at tage afsted. Men så fandt jeg denne i H&M Home til kun 80,-, og jeg kunne næsten ikke få armene ned. Jeg hapsede 2 stk., af den ovenfor viste model, som måler cirka 60 cm (find den her) og 2 stk. af en mindre model, som måler cirka 40 cm til kun 40,-. (find den her). Det synes jeg altså må siges at være budgetvenligt.

Jeg er måske gået lidt i selvsving på grund af min begejstring, så jeg har hængt en op i køkkenet, som jeg har vist på billedet, en i mit læsehjørne under trappen til bøger og magasiner, som jeg vil male samme farve som væggen og en ovenfor min trappe til indkøbsnet. Jeg manglede lidt indretning i vores køkken, efter vi havde fået udskiftet hylderne med overskabe. Jeg synes, træknagen tilfører køkkenet den varme, som manglede, og den gør vores køkkengenstande dekorative. Er I også vilde med knagerækkens mange anvendelsesmuligheder, eller er det ikke noget, I vil benytte jer af i indretningen?

Likes

Comments

I 2017 er jeg allerede blevet beriget med så meget mere lykke, end jeg havde turde håbe på. Jeg havde efter et hårdt år 2016 truffet beslutningen om, at jeg selv måtte gøre noget ved min situation. Jeg var udbrændt og fuld af tristhed. Det resulterede i, at jeg droppede mit kandidatstudie tilbage i januar - jeg havde brug for en pause til at finde ind til mig selv og mine drømme for fremtiden.

Det var en af de sværeste beslutninger, jeg har truffet, da jeg aldrig har opgivet noget, jeg er gået i gang med. Men hvorfor denne tankegang? Hvis ikke det gør dig en smule glad, men helt igennem udbrændt og trist, det du laver, hvorfor så lave det hver evig eneste dag? Hvorfor ikke give plads til de lykkebringende stunder, og det der egentlig giver dig overskud og glæde i hverdagen?

Jeg valgte endelig at stoppe op og trække vejret dybt, hvilket der er kommet noget helt fantastisk ud af, som jeg aldrig nogensinde havde forestillet mig, ville ske for mig. Men jeg har taget stilling til mig selv, og jeg kæmper nu for at skabe mig en hverdag, hvor jeg kan beskæftige mig med det, jeg brænder allermest for. På den måde kommer jeg aldrig til at føle, at mit arbejde bare er et arbejde, men det faktisk er noget, der samtidig bringer mig glæde.

Der er åbnet sig nye døre for mig, som jeg er meget overvældet og taknemmelig for. I april måned dumpede der en mail ind i min indbakke. Den var fra Ditte, hvis gode ven, Kristian, havde peget på mig. Vi skrev frem og tilbage, da vi ikke rigtig kendte noget til hinanden. Hun inviterede mig på morgenmad inde i byen - jeg var nervøs, men stadig rolig - det var jo det her job, jeg så brændende ønskede. Det indeholdt alt det, jeg elskede at bruge min egen fritid på; boligindretning, tekstforfatning og sociale medier.

Min begejstring blev ikke mindre, da jeg mødte Ditte i virkeligheden - det er længe siden, jeg har mødt en så passioneret og nærværende person. Kemien var utrolig god, og vi fik snakket om løst og fast - mest af alt kom det til at føles mere som en kaffeaftale snarere end en jobsamtale. Jeg var virkelig glad og tryg, da jeg gik derfra - det job ville jeg bare gerne have. Men jeg turde næsten ikke tro på, at jeg kunne få mit drømmejob. Jeg måtte knibe mig en ekstra gang i armen, da hun, til vores næste møde, fortalte, at jeg havde fået jobbet hos KFS BoligByg A/S. Den dag var jeg fyldt op med lykkebobler, og glæden er stadig ikke aftaget. Lige nu er vi i gang med at udvikle et indretningskoncept til private, således vi ikke kun bygger et hus, men også tilbyder at indrette og skabe et hjem. Hvis man vælger at investere i indretningshjælp, så er det mig, man kommer til at møde. Jeg er på nuværende tidspunkt allerede i gang med min anden indretning - et udpluk af resultatet af min første indretning kan findes her.

Med indholdet i dette indlæg tror jeg på, at man kan skabe sig en tilnærmelsesvis lykkelig hverdag, hvis man begynder at stoppe op og lytte til sig selv. Det kræver, at man handler på de tanker og følelser, man ligger inde med, istedet for bare at følge med. Jeg er i hvert fald glad for den beslutning, jeg traf i starten af 2017, selvom det har været en hård erkendelse ikke at gennemføre kandidatstudiet, så er det det bedste, jeg har gjort for mig selv. Jeg er samtidig også blevet overbevist om, at det i høj grad handler om vores tankesæt, og hvordan vi tiltrækker det i livet, som vi tænker på - hvis vi tænker positive tanker, så får vi noget positivt igen.

Og måske var det slet ikke så tilfældigt, at mailen fra Ditte tikkede ind kort tid efter, at jeg havde sprunget ud i mit første boligoplæg for en masse mennesker til et boligevent - mit tankesæt var nemlig langt mere positivt, da det blev en rigtig god oplevelse - således troede jeg også i langt højere grad på mig selv og mine drømme for fremtiden.

Jeg arbejder hver dag på at have en overvejende positiv tankegang, da jeg, personligt, har erfaret, at man får noget meget bedre ud af det. Det fungerer ikke at tænke negative tanker hele tiden, de trækker os i den forkerte retning. Jeg tror, jeg vil tale meget mere omkring tankesæt og tiltrækningens kraft i et kommende blogindlæg. Hvad tænker I om sådan et perspektiv? Tror I, at vores tankesæt har betydning for, hvad der sker for os i livet?

Likes

Comments

Jeg har siden sidste forår gået med drømmen om at få mit eget lille kolonihavehus, hvor jeg kan trække mig tilbage og fordybe mig i mine mange kreative projekter. Jeg har som sædvanelig en meget travl hverdag - og med to personer på kun 35 kvadratmeter, kan det være svært at få sin alene-tid. Selvom vi er gode til at give hinanden plads, er det sommetider begrænset, hvor meget alene-tid man føler, at man får, når vi for det meste opholder os i det samme rum. Derfor har jeg længe sukket efter at købe mit eget kolonihavehus, hvor vi samtidig får et udendørsareal – sidstnævnte har fået enorm stor betydning for mig, da naturen giver mig en særlig ro, som er med til at afbalancere mig, når jeg døjer med min krop.

Kolonihaven har jeg fundet her

I starten af sommerferien fandt jeg denne perle af et kolonihavehus i Aalborg - er det ikke bare fint? Det er nyt, hvilket er godt til os, da vi ikke er de store håndværkertyper. Jeg brugte mine dage i sommerhus på at tegne plantegning og udforme en indretningsplan over stedet (typisk mig). Indretningsmulighederne trækker ihærdigt i mig - her kan jeg indrette mig, ligesom jeg har lyst til, samtidig med at det er 15 kvadratmeter større end vores nuværende lejlighed. Det behøves ikke at være så praktisk, når det ikke er der, hvor vi har vores almindelige hverdag. Jeg vil indrette det enormt hyggeligt, og udgangspunktet for en hyggelig indretning er allerede skabt, da alle overflader, ude som inde, er lavet i træ. Fokusset i indretningen skal være med henblik på kreativ udfoldelse - der skal være plads og ro til, at jeg kan fordybe mig i alle mine mange projekter. Her kan jeg fordybe mig uden at stresse over alle de praktiske gøremål, som jeg i stedet burde foretage mig - her skal der ikke være noget "burde", man skal gøre lige det, man har lyst til.

Se flere billeder af kolonihaven her

Drømme koster heldigvis ikke noget, men det gør de, hvis de skal blive en realitet. I mit tilfælde er økonomien med til at spænde ben for min drøm, i den forstand at vi til næste sommer skal flytte fra vores lille lejlighed, da min kæreste bliver færdiguddannet. Vi ved endnu ikke, hvor vi ender henne, da Kris gerne vil arbejde som aktie- og værdipapirsanalytiker, hvorfor jobmulighederne måske er bedre i andre dele af landet. Når man ejer et kolonihavehus, skal man selv have adresse i samme kommune. Vi risikerer derfor allerede at skulle sælge kolonihaven om et år, og hvad hvis nu vi ikke kan få det solgt? Så kan det være, at det lige netop er de penge, der er bundet i kolonihavehuset, der gør, at vi ikke kan købe vores drømmebolig. Samtidig tror jeg, vi er ved at blive enige om, at vi gerne vil have et hus, hvor vi før bedre kunne se os i en lejlighed. Men vi vil rigtig gerne have mulighed for at komme ud i vores egen lille have, samtidig med at vi vil fungere bedre i roligere omgivelser, end der højest sandsynligt er i og omkring en lejlighedsopgang. Derfor vil det heller ikke give mening at have en kolonihave, da vi således får opfyldt ønsket om egen have og mere frihed, i et hus - og det vil nok også være lidt optimistisk at tro, at vi får tid til at vedligeholde begge dele - jeg tror, det er en stor nok mundfuld med ét hus og én have for os herhjemme ;-).

Og så har jeg også nogle meget "fornuftige" mænd i min familie (Kris og min far), som mener, at det er en dum idé, når vi står over for at skulle flytte om et år. De mener, at vi skal vente og se, hvad der så kommer til at ske. Jeg er sommetider lidt utålmodig, men jeg kan jo samtidig også godt se fornuften i, at det er mange penge at have bundet for måske kun et år. Så det må blive ved drømmen, og så må jeg vente og se, hvad der skal ske. Jeg glæder mig i hvert fald til, at vi forhåbentligt får lidt mere plads at boltre os på, således jeg får et bedre grundlag for at opretholde min alene-tid. Hvad gør I, når I har brug for alene-tid?

Likes

Comments