Okay, det er måske lidt dårlig stil at forsvinde efter 3 indlæg, men der skete meget i mit liv, okay!?!

De sidste par uger har ærligt været mentalt drænende og ét spørgsmål, som jeg har haft oppe og vende et par gange nu lyder: Skal jeg bestræbe mig efter tynd? Dette mener jeg ikke så meget som i, at mit fysiske ideal har ændret sig, men snarere en undren om dét, jeg virkelig søger findes i en lidt mindre version af mig?

Jeg er nemlig nået et punkt, hvor jeg føler, at jeg lægger for meget i det. Jeg skubber og presser hele mit liv væk til den dag, jeg er blevet tynd. Det hele står nærmest på stand-by for mig, indtil jeg vejer dét, som jeg gerne vil veje – og jeg føler mig faktisk usikker i, om det nu også er helt sundt. For der er mentale kampe, jeg ignorerer, og indre komplexer, som jeg sluger, fordi jeg har en idé om, at det løser sig, når jeg taber mig. Jeg føler, jeg er i en lufthavn i Phuket, og jeg venter bare på mit fly videre til Sydney. Jeg er bare en mellem-mand. Det er måske ikke en optimal selvforståelse.

Der er mange ting, jeg ville ønske, at jeg vidste inden, jeg gik i gang med min vægttabsrejse. Først og fremmest gad jeg da godt vide, at det var normalt at miste håret, og at jeg ikke ender med at blive skaldet (øhhh skriver jeg med shaky fingers og smiler nervøst haha vel??? VEL??). Så havde jeg da sparet en masse panik og nerver på dét. Men en af de mere fundamentale ting, jeg ville ønske, jeg vidste gennem hele min opvækst som ’stor’ var, at min vægt aldrig fjernede noget af mit værd.

At jeg gennem min vægttabsrejse da nok er blevet mere moden, glad og klog, men jeg er ligeså sjov, sød og god, som jeg altid var. Mine bryn er blevet tykkere, men mine ansigtstræk er forblevet de samme, og det er stadig den samme krop, som jeg er i, den ser bare anderledes ud. Jeg er stadigvæk mig, som jeg altid har været, og som jeg altid vil være. For dig virker det måske ikke sådan, når du ser den drastiske forskel mellem to billeder – og så hjælper det ikke, at du ikke har snakket med mig siden dengang, der var noget der hed Formspring – men jeg kan godt forstå, at jeg synes, som en helt anden person. For mig selv også, jo.

Det giver måske ikke helt mening det her, men man føler sig hurtigt som en vederstyggelighed, når man kigger tilbage på sine gamle billeder. Desuden må jeg jo nok indrømme at jo mere åben, jeg er blevet omkring det og jo oftere, jeg snakker med folk om det, desto mere føler jeg, at det fjerner det menneskelige ved ’pigen jeg engang var’. Det føles slet ikke som om, at jeg snakker om mig selv længere. Men det var jo mig, det ér jo mig. Jeg har fuldkommen beholdt min kærlighed til videospil og film, og jeg er stadigvæk hjælpsom og empatisk, og jeg er stadigvæk PISSE sjov. Det er alle sammen karakteristikker, jeg også besad dengang.

Der var meget, der var galt, da jeg var stor, men mit værd var aldrig én af de ting. Dén forståelse er måske dét, jeg skal bestræbe mig efter at opnå. For jeg bærer på mange af de samme usikkerheder nu, som jeg gjorde for 47kg siden, og hvis det ikke er en garanti for, at svaret ikke findes om de -14kg, så ved jeg ikke, hvad er. Jeg har aldrig været mindre fortjenende af kærlighed eller venskab, end jeg er nu, og jeg bliver heller ikke mere fortjenende af det, når jeg er tyndere.

Selvfølgelig vil jeg stadigvæk gerne tabe mig, men nok ikke for at blive glad. For i virkeligheden bestræber vi jo os nok alle sammen efter at være glade og tilfredse, men misleder os selv ved at tage alle mulige ruter, der aldrig leder os derhen. I en optimal verden havde jeg tabt mig og automatisk blevet mega glad for mig selv, men i virkeligheden er jeg nok et sted, hvor jeg aldrig kan tabe mig nok.

Jeg ved ærligt talt ikke, hvad I kan trække ud af det her. Jeg aner ikke, hvilken værdi denne blog har for Jer overhovedet. Jo, ved I hvad, måske kan det vise, at Jeres evige søgen efter selvtillid ikke kommer til nogen ende ved at søge svar i håndgribelige ting. Der er ikke den frisure, den vægt, det tøj i verden der kan give Jer den selvtilfredshed, som I craver. Det er en indre kamp, og selvom I også samtidigt kan stræbe efter sundhed ved at træne og spise sundt, så er vægttab totalt nytteløst i den forstand.

Så mens jeg bestræber mig efter yderligere vægttab, er jeg nok ved at komme til en forståelse for, at jeg samtidigt også skal bestræbe mig efter selvtillid og forhøjet selvværd. Ikke fordi, jeg ser anderledes ud nu, end jeg gjorde før, men fordi jeg altid har været den samme.

Og jeg har altså altid fortjent at være glad for mig selv.

Jaer, det var så også det.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

​Ja, hvorfor var jeg også tyk?

Hvorfor er jeg stadig tyk? Synes jeg, at jeg er tynd nu? Hvornår er man tynd? Hvorfor er du tyk? Det er egentlig vigtigere for dig at vide, hvorfor du er tyk. Er du tyk? Hvorfor er du usund? Men det er altså ikke noget jeg kan svare på, så nu får du at vide, hvorfor jeg var/er tyk.

Før jeg går i gang, så ved jeg godt, at der er nogle der bliver lidt underlige i hovedet over, at jeg stadigvæk synes, at jeg er tyk. Det synes jeg heller ikke altid! Ifølge BMI er jeg normalvægtig, jeg går i tøj der passer 12-14 årige og de jeans der passer mig bedst er en str. 36. Nogle gange føler jeg mig ret nuttet og ganske normal.

Jeg nævnte det også i mit første indlæg, men den svære del af vægttab er den mentale udvikling. Jeg er stadigvæk usikker, og 46kg senere ligger jeg stadig i sengen, klemmer mig selv om maven og føler mig tyk. Jeg vender mig stadig 80 gange, hver gang jeg kigger i spejlet, og jeg ønsker stadigvæk ofte at ligne en anden. Jeg håber og håber, at denne følelse forsvinder i takt med de 15kg, jeg stadigvæk vil tabe mig, men en del af mig tror også, at denne her usikkerhed stædigt forbliver, ligegyldigt hvilket tal lyser op, når jeg træder på vægten.

En af mine teorier er, at det er fordi det skete så hurtigt – 10 måneder og så lignede jeg en anden person. Måske kan min hjerne ikke sluge forandringen, og derfor kan jeg simpelthen ikke forstå, hvordan jeg selv ser ud. Mit spejlbillede er ikke længere dét, jeg var blevet vant til. Fordi tyk er det eneste jeg nogensinde har kendt til. Så måske er det derfor, jeg er usikker; fordi jeg simpelthen har et miskonstrueret mentalt billede af mig selv. Men det er bare én teori.

Men hvorfor skriver jeg det her, udover for at være sørgelig på nettet? Fordi jeg gerne vil give dig et realistisk billede af, hvad denne her rejse indebærer, og hvad du får ud af det. Fordi din selv-kærlighedsrejse ikke skal begynde når du er ’tynd’, og ikke kommer per automatik, når dine lår ikke længere rør hinanden. Det er en meget lille og meget håndgribelig glæde der kommer periodisk, og den rigtige kamp, du skal tage op med dig selv er, at lære at værdsætte dig selv. Og det første trin er simpelthen, at finde ud af, hvorfor du er tyk. Eller hvorfor du synes, du er tyk. Eller hvorfor du ikke er hvor du gerne vil være i din fitness-rejse.

Jeg var nok ude i noget af det værste. Jeg kendte slet ikke til andet. Jeg har simpelthen altid været større, selvom det har svinget lidt i forhold til at være buttet vs. tyk. Jeg var en ganske lille (fysisk) pige indtil mine forældre blev skilt, og dér begyndte kvaliteten af maden i huset at dale. Jeg bebrejder ikke mine forældre, da de kæmpede deres egne kampe, men jeg var simpelthen for lille til at forstå, at der var noget i vejen. Jeg synes jo bare, at pomfritter smagte godt – og at det var skønt, at spise mange af dem. Når man er lille forstår man sig ikke på ernæring eller sundhed, og når man ikke får den rigtige viden derhjemme, så får man ofte heller ikke så meget at vide af andre. Vægt er jo tabulagt, og hvad får du egentlig også ud af, at belære en 4-årig? Det er jo ikke fordi en tyk 4-årig pige kan gå hjem, hive et forklæde frem og gå fuld Gordon Ramsay i køkkenet og tælle kalorier, macros, micros og hvad ved jeg. Jeg havde jo næsten kun lige lært, at man ikke skal lave lort i bukserne.

Det betød altså, at da jeg gik i gang for et år siden skulle jeg lære, hvad der svarer til 19 års viden om ernæring. Jeg skulle rekonstruere 19 års madvaner, inklusiv spisehyppighed, portionsstørrelser, drikkevaner osv. Jeg skulle acceptere, at cirka ALT jeg vidste og fulgte havde altså ledt mig til det her punkt i mit liv, og at ALT skulle skrottes. Det er ikke noget, jeg kunne lære på ét enkelt år, og jeg ved ærligt talt ikke, hvor længe der kommer til at gå før det er normaliseret, eller om det her bliver et livslangt projekt. Det er også fint nok for mig, faktisk. Jeg synes jo, at det er spændende, og mit helbred er blevet ret vigtigt for mig.

Der kommer til at være mange af Jer derude, som finder Jer selv i dét, som jeg fortæller Jer. Det er også okay, hvis du aldrig har kendt til andet. Det skal ikke skræmme Jer, at I er i den ende, hvor der er meget mentalt arbejde! Jeg vil hellere end gerne støtte Jer, og bevar nu troen på, at det kommer til at være det hele værd. Det er faktisk en meget fed rejse, og super duper givende. Man vokser en del selvom man skrumper, kan jeg hilse og sige.

Men der kommer også til at være mange af Jer, som ikke har samme problem. Nogle af Jer var måske tynde, da I var små, men så startede I på gymnasiet, begyndte at drikke en masse alkohol, spise en masse lort og nu har I lagt mærke til forskellen. Det kommer til at være relativt nemt for Jer, da I nok har et normalt forhold til mad ellers. I skal bare lære at droppe midnatsturene til McDonalds og skrue ned for Vodka/Red Bull mixturen. Det kan også være, at der skete noget traumatisk i dit liv, og du som konsekvens begyndte at danne et følelsesbaseret forhold til mad. Det ved jeg ikke. Jeg ved jo ikke engang, hvem du er. Min pointe med det her er, at du bliver nødt til at finde ud af, hvorfor du er, som du er. Hvordan er dit forhold til mad?

Jeg blev større, da jeg mistede min far, men ikke nødvendigvis, fordi jeg fandt en trøst i mad. Det tab var bare noget, jeg ikke helt kunne finde ud af at snakke om. Men det var også svært ikke at snakke om det. Så det blev til en masse selv-isolation, og når man ofte er alene og ikke snakker med nogen, så bliver det pludseligt til mange timer, hvor man ikke laver noget. Så spiser man bare. Ikke fordi det er en trøst, men nok nærmere fordi man keder sig. Selv-isolation er stadig noget, jeg kæmper med, men jeg kan med stolthed fortælle, at jeg ikke længere spiser i de momenter, jeg er alene – med mindre jeg er sulten. Øh. Jeg spiser altså også stadigvæk alene, haha. Sygt mærkeligt sagt.

Jeg er altid lidt bange for at dele nogle af de her personlige ting, og jeg synes måske stadigvæk, at det er lidt pinligt at snakke om. Men jeg håber, at det her fortæller dig, at det altså er okay at snakke om det. Overkonsumption af mad er et stort problem i den vestlige verden, og bare i Danmark er hvert 5. barn overvægtigt. Du er slet ikke alene i det her, næsten halvdelen af Danskere er overvægtige!!!! HALVDELEN! What, hvor sygt!! Jeg anede det ikke før, jeg googlede det for 3 sekunder siden, og nu er jeg helt stunned. Halvdelen. Og halvdelen af verden sulter stadigvæk. Sjovt. Ikke sjovt.

Så altså, hvorfor er du tyk? Eller usund? Hvilken mentalitet, skal du kæmpe med? Jeg var tyk, fordi jeg altid havde været det. Jeg var tyk på grund af mine forældre lyder bare også mærkeligt at sige. Men det var jeg altså.

(Og en lille bonus ting: det er okay, at du ikke har styr på det. Selv de tynde, flotte piger har oftest ikke styr på det. Vi ér bare pisse dårlige til det med mad, og det bliver værre, fordi vores kroppe simpelthen ikke kan holde til det. Mad er jo blevet til hygge, og vi spiser jo fandme til enhver lejlighed og hele tiden. Det skal vi slet ikke! Vi skal spise, når vi er sultne. Vi putter benzin i bilen, når den er tom. Mad i munden, når maven er tom. Det har vores kultur bare ikke helt fat i.)

Analysér dig selv til et 12-tal, fordi det bliver du nødt til for at kunne komme videre. Det er ligesom at hele et sår, der er gået betændelse i. Plaster hjælper ikke, hvis ikke du renser dit klammo sår først.

Jeg vil rigtig gerne høre mere fra Jer, jeres respons til det her so far har været sindssygt givende for mig, og jeg er så glad for, at I følger med i mit rod. Forhåbentlig også får lidt hjælp og inspiration, he he.

SES fitness-freaks. Ej hvor pinligt. Mine venner fortæller mig, at jeg skal finde på en fast afslutning, men det kan jeg slet ikke finde ud af endnu.

Ses snart igen

Kh Sara

Likes

Comments

Det er pisse svært.

Ja, det er så måske ikke den bedste måde at motivere dig på, men det er ærligt, og det ér pisse svært. Men det er ikke umuligt. Overhovedet ikke – og det er heller ikke så svært, som man tror. Selv hvis det er endnu sværere, end du troede, så er du fuldkommen i stand til at gøre det alligevel.

Slut med de der mandage der aldrig kommer, og slut med det ubrugte fitnesskort i pungen!!! Jeg har vinklet det lidt, så det primært handler om vægttab, men med små justeringer, så gælder følgende for alle som gerne vil være sundere i deres hverdag. Så her er mine 7 tips, til dem som bare gerne vil i gang.

  • Acceptér at det aldrig i hele dit liv kommer til at være perfekt timet. Der er jul hvert år, du har fødselsdag hvert år, og der kommer altid en fest, et arrangement, en restaurant der venter dit instagram billede. ”Jeg gør det efter Viktor’s fødselsdag, jeg skal virkelig være stiv.” Luk nu røven, Gud gør du da ej. Selv hvis du drak igennem OG fik en gigantisk durum, druknede i salatmayonnaise og blev kvalt i pomfritter, så er der stadig 6 andre dage i dén uge, hvor du arbejdede hårdt og spiste fornuftigt. Der kommer altid til at være noget der sker, som kommer til at teste din viljestyrke. Timingen er aldrig korrekt – gør det alligevel. Også hvis du vågner søndag morgen med pomfritsauce ned af skjorten.

  • Snak om det! Denne her, synes jeg, er mega vigtig og faktisk broen mellem mine forsøg til min succes. Der er ingen der ved, hvor mange gange jeg faktisk ville tabe mig, fordi jeg altid var så stille omkring det. Så blev det også rigtig nemt at give op. Ingen vidste jo, at jeg havde gang i noget alligevel - og Gud forbyde, at der var nogle der vidste, at jeg var utilfreds eller tyk. Ved at snakke om det, så bliver du også holdt ansvarlig for de mål, du sætter dig. Det er lige dét stykke pinligere at give op, når alle omkring dig ved, at du er gået i gang

  • Omring dig selv med dit mål. Om det er at tabe dig, få større muskler, blive tonet, stoppe med at ryge, whatever – det er meget mindre sandsynligt, at du får lyst til at stoppe med at ryge, hvis du, hver gang du åbner instagram, ser på billeder af lækre Rihanna med en elegant cigaret i munden. Giver det mening? Det gør noget ved hjernen, at se en petite, flot blondine med 2 Big Macs i munden i forhold til en hvordan-siger-jeg-grim-men-forbliver-politisk-korrekt, overvægtig pige. Det underbevidste associationstrick! Der var den. Vi bliver underbevidst påvirket til at tro, at man godt kan se sådan ud og samtidigt spise Big Macs. Det kan man også godt. Det kan jeg bare ikke – og hvis dit mål er at tabe dig, så kan du heller ikke. Unfollow hende.

  • I forbindelse med det tidligere: lad være med at omringe dig selv med fitnessmennesker, hvis mål har været anderledes end dit. Denne her føler jeg ikke man snakker om nok, hvilket er smadder ærgerligt, særligt hvis dit mål er at tabe dig, for det kan fuldkommen spolere din proces. Instagram flyder i tynde piger med gigantiske røve, som har kæmpet sindssygt hårdt for deres kroppe. Følgende siger jeg ikke på en nedgørende måde, men hvis du finder gamle billeder af de piger, så voksede de alle op som meget tynde piger. De har altså et højt stofskifte og har haft en fuldkommen anderledes kamp med fitness, end du har. De kan godt drukne i Peanut Butter, chiafrø, kokosnødder og 3 protein shakes om dagen, og mange af de her piger har aldrig været i kalorieunderskud. Det kan godt være pænt nederen, at kigge på billeder af overdådige avocadomadder og sunde, glutenfri veganske brownies (med 750kcal per kvadratcentimeter), når du står og skal presse din aftensmad ned på 300 kalorier, for at holde dig indenfor dit daglige indtag. Følg derimod folk, hvis kamp ligner din, og vær opmærksom på kalorier, når du endelig følger en sund opskrift!!

  • Lav små, specifikke og håndgribelige mål oveni i dit store mål – og sæt tid på alle mål, du sætter dig. ”Tab dig” er alt for uoverskueligt, for hvornår er det lige, at du skal have tabt dig? Du kommer da nok til at være lidt mere spinkel, når du er 99 år på dit dødsleje, men det er vel ikke det, du mener. Jeg havde selv 1 stort mål, som var, at tabe mig 60kg på 1 år. Det gik… ikke så godt, og jeg nåede faktisk ikke mit mål, men derunder havde jeg en masse små mål, som jeg ofte krydsede af listen, når jeg klarede dem. Det kan være noget så småt, som at lave flere squat reps eller blive på løbebåndet i et minut ekstra. Jeg opfordrer dig derudover til, at lave månedlige vægtmål, som du skriver ned på et papir, ligegyldigt hvordan din måned er gået. Hold dig selv ansvarlig, selv når du skammer dig.

  • Start så småt eller så stort, som du har overskud til. Nogle mennesker bliver overvældet af store ændringer, og skuffer sig selv, når de ikke kan spise økologisk, sundt, glutenfrit, vegansk, paleo uden pasta, ris, kartofler eller brød 3 gange om dagen, mens de træner 2 timer dagligt og husker at tage makeup af hver aften. Du behøver ikke at have styr på det hele!! Identificér dine problemer først! Spiser du altid inden seng? Spiser du altid af flere omgange? Drikker du dine kalorier? Glemmer du at spise hele dagen og går i binge-mode, når du kommer hjem? Spiser du vitterligt aldrig nogensinde grøntsager? Tror du zucchini bare er en overvurderet agurk? Skriv de ting, som du gerne vil ændre ned på et stykke papir, og forsøg i første omgang at ændre 1 ting om ugen. Eksempelvis: lad være med at drikke Cola de næste 7 dage. Så når du har styr på dine madvaner, så begynd at inkorporér noget træning. Jeg gjorde faktisk intet udover at gå en tur hver aften de første par måneder, og tabte mig 20kg på den måde. En udfordring er nødvendig – en umulig livsstilsændring er ikke.

  • Adoptér dine nye vaner i 21 dage af gangen. De siger, at det tager 21 dage for noget til at blive en vane, så forsøg i første omgang bare at få tingene til at hænge sammen i 21 dage. Bedøm derefter, hvordan du har det, og om du kræver yderligere forandring i din livsstil. Vær realistisk omkring situationen, for det her handler i virkeligheden om, at lære dig selv at kende. Der er ikke noget, der hedder ”one life fits all”, når det kommer til fitness og ernæring! En mor til 4 med fuldtidsjob har simpelthen ikke samme værktøjer, som en 19 årig pige med 12 ugentlige timer i 7-eleven og sabbatår har – så hvorfor tror du, at du skal kunne alt det, pigerne på nettet kan? Det er nemt at bruge timevis i fitnesscenteret i neon-farvet Lululemon gear og lave grønne smoothies dagen lang, når du lever af det! Så push through de første 21 dage, selvom det er svært – men acceptér også, at du ikke skal kunne det hele. Det handler om at finde en balance, der fungerer i dit liv.

  • En lille nummer 8: tro nu på dig selv. Du kan jo godt. Det er bare i gang.

Likes

Comments

Så. Øh.

Tja, altså, alle som har kendt mig og ikke set mig i noget tid har lagt mærke til det, og de modige har allerede kommenteret på det. Jeg har tabt mig. 46kg for at sætte tal på det.

Når det endelig kommer på banen (oftest efter folk har fået noget indenbords og deres mod er vokset i takt med deres promille), så bliver der altid spurgt ind til hvorfor, hvordan, hvornår etc. – hvilket ærligt talt er nice. Folk interesserer sig for mig. Sikke et koncept.

Men jeg er, som jeg er, halvgenert og privat, selv når jeg er fordrukken, så selv efter et år fyldt med komplimenter og spørgsmål, har jeg endnu ikke lært at tale om det med ærlighed. Måske har min promille bare ikke været høj nok. Indtil nu!

Nytårsaften blev jeg spurgt, om jeg muligvis havde lyst til at holde foredrag for nogle unge eller lignende, som vidst også måske muligvis jegveddetikkeærligt havde haft problemer med vægten. Hele idéen om, at jeg skulle snakke om mit vægttab med andre ord end ”tak” ”hehe” ”jaaaa” (måske et modigt ”ja, jeg er blevet flot nu, hva?”, hvis jeg var rigtig vild) fik mig virkelig til at gå i selvsving. Hvad siger jeg? Hvad gjorde jeg? Så meget har jeg jo ikke tabt mig endnu.

Men noget magisk skete, og jo mere jeg tænkte over det, jo varmere blev hele konceptet for mig. Jeg kunne jo muligvis hjælpe folk. For selvom min rejse endnu ikke er færdig og indtil videre ikke har været perfekt, så kunne det være, at jeg kunne holde nogen i hånden til resten af den. Så kunne vi følges ad.

Så here goes!

Hånden på hjertet; jeg anede ikke noget om sundhed, da jeg først gik i gang d. 1/8/16. Intet. Og selvom den fysiske forandring har været mucho grande, så er den simpelthen så uendeligt lille i forhold til hvad der er sket indeni mig på det her år. At jeg er blevet mindre som resultat er bare… en bivirkning. Det lyder underligt at sige, når jeg gik ind i oplevelsen med en meget overfladisk idé om, at jeg bare skulle blive tynd og lækker. Men alás, her er jeg, 46kg lettere og somehow en del tungere i hovedet. Så hvad gjorde jeg?

Som sagt anede jeg intet om sundhed. Jeg var vokset op med 2 kvinder, som i ny og næ havde prøvet den ene periodiske kur efter den anden, og det eneste jeg rigtig havde trukket fra det var: spis mindre. Det er ikke et dårligt sted at starte, men det skaber muligvis en misforståelse af mad og danner måske et lidt skævt forhold til ernæring. En tilfældig dag i de første par måneder kunne nemlig se sådan her ud for mig:

Morgenmad

1 Grapefrugt (Jeg havde jo læst, det var godt for forbrændingen, ikke?)
1 Kop Grøn The (Igen, forbrændingen er jo så vigtig at holde styr på. Din krop kan ikke klare noget selv nemlig.)

Frokost

1 Tomat
1 Kyllingebryst

Aftensmad

1 Tomat
1 Kyllingebryst

Sagen er bare, jeg var ikke sulten. Eller, rettere sagt, jeg var sulten, men jeg var helt og aldeles blændet af idéen om at være tynd og flot, og motivationen var så høj, at jeg ikke lagde mærke til, at jeg havde gang i noget usundt inden mit hår begyndte at falde af, jeg fik galdesten, og et halvt år var gået uden min menstruation. Hvis bare jeg havde været ligeså målrettet, da jeg gik i skole. Det var først, da jeg blev svimmel og jern-tilskud ikke virkede, at jeg begyndte at lege med tanken om, at jeg muligvis spiste for lidt. Jeg kan jo ikke engang lide grapefrugt, faktisk.

Så lærte jeg noget lidt revolutionerende (for mig): kalorier er ikke dårlige. Det gælder faktisk ikke om, at få så lidt af dem som muligt. Og her sad jeg og pillede de store tomater fra, halverede mine sørgelige kyllingebryster (? Er det sådan man bøjer det, når det er mad? Det lyder ikke rigtigt.) og samtidigt tæskede mig selv igennem timevis af cardio. Jeg fortryder ikke en eneste del af det, men jeg kan godt slå mig selv lidt på hovedet over, at jeg ikke var klogere.

Mad er nemlig din benzin. Kulhydrater, protein, fedt, det er alt sammen bare aspekter af den benzin der skal holde dig kørende. Jo længere du skal køre, jo mere benzin skal du have. Du behøves bare ikke fylde bilen op for 500kr, når du kun skal ned til Bilka. Det er faktisk bare matematik. Hvor meget benzin skal du have, for liiige at få bilen ned til Bilka? Det er dét antal kalorier, du skal indtage. Der er ingen der forsøger at køre en bil, hvis tank er tom. Det er aldrig det, det handler om.

Jeg begyndte derefter at undersøge videre, hvor mange kalorier, jeg skulle indtage og stadigvæk være i underskud. Så gik det ellers i gang med at veje mad, udregne kalorier og begynde at være lidt smart omkring det hele. Menuen blev skiftet ud med noget nyt (en masse opskrifter, jeg muligvis kan dele med jer?) og jeg har ikke spist en eneste grapefrugt siden sidste år! Fuck grapefrugter. Ærligt.

Dét, som der desværre skete var, at jeg havde indtaget så få kalorier så længe, at min krop var begyndt at tilvænne sig og begyndte at forbrænde omtrent så meget, som jeg indtog – og det var endda efter, jeg havde svedt røven af i fitness centeret. (Røven er endnu ikke kommet tilbage, men vi kæmper for hende.)

For dem som ikke ved det, så skal du forbrænde flere kalorier end du indtager, for at tabe dig, men din krop er adaptiv og efter en lang periode, hvor du ikke indtager meget, så stopper kroppen også med at forbrænde så meget. Klogt væsen. Det er egentlig ikke så tragisk, som det lyder, og det sker per automatik, når du har været i underskud af kalorier for længe. Det krævede altså, at jeg satte pause på mit vægttab og begyndte at øge kalorierne til vedligeholdelses-niveau, altså de 2000 kcal for de fleste kvinder. Hvis ikke du indtog så få kalorier, som jeg gjorde, så havde du i min situation muligvis kunne skære 100 kalorier af dit daglige indtag og fortsætte rejsen, men det er svært at skære mere af 700-800 kalorier uden at blive sindssyg.

Pisse svært var det at acceptere, at vægten ikke kom til at bevæge sig. At det endda var meningen!! Jeg mangler stadig 15kg for at nå mit mål, og der gik noget tid, før jeg accepterede, at jeg altså blev nødt til at forholde mig til virkeligheden – og i virkeligheden sad jeg med halvdelen af mit hår tilbage, ingen menstruation, galdesten, svimmelhed og så er jeg endda stadigvæk lidt fluffy at se på. Komplimenterne og de tynde piger på instagram, jeg så op til, var ikke længere nok til at holde mig mæt. Mad skulle der til.

Nu er jeg her så og har vedligeholdt min vægt i nogle måneder. Jeg har distraheret mig selv ved at fokusere på træning, og har skrottet cardio til fordel for styrketræning. Jeg elsker stadigvæk min cardio, men jeg gør det for følelsen nu og ikke for at tælle, hvor meget jeg forbrænder eller for at straffe mig selv for at synde i køkkenet. Det mentale aspekt af vægttab er nemlig essensen af det hele og egentlig, hvad jeg gerne vil bruge den her blog til. Min nye viden indenfor ernæring er faktisk den største gave, jeg har fået i de her 10 måneder. Jeg har lært en masse, og rejsen tvang mig ud i nogle kreative hjørner på mange forskellige måder. Derfor var tanken, at nu hvor jeg snart skal i gang med del 2 af vægttabet, så ville jeg kunne dele lidt ud af mine oplevelser, opskrifter, erfaringer og muligvis inspirere Jer derhjemme.

Eller I kan bare vise lidt støtte til pigen med skumfiduskroppen.

Vægt er et super tabulagt emne, og på mange måder ender man i en sindssyg sårbar situation når man åbner op omkring sin egen vægt, men jeg tror på, at sårbarheden og ærligheden fremmer personlig vækst - og at dét, at se andres åbenhed muligvis kan inspirere én selv. Jeg håber inderligt, at der er noget af dette, der kan resonere hos dig, min kære læser, om dit mål er at blive tyndere, stærkere, sundere, større eller absolut ingen af delene.

Vi er alle sammen på vores egen rejse igennem livet, og selvom Jeres liv og mit eget følger vidt forskellige veje, så mødes vi en gang imellem i samme kryds - og det er i dét kryds, jeg gerne vil have, at I ikke føler Jer så alene. Det kan nemlig godt være lidt ensomt.

Det er helt umuligt, at tage alle de væsentligste ting fra et helt år med i et enkelt opslag, særligt når man i forvejen er en flyvsk person. Dog håber jeg, at dette gav Jer en idé af, hvad der kommer til at foregå herinde, og hvad I kan regne med at få af mig. Hvis der er nogle der har særlige ønsker eller brænder inde med spørgsmål, er I altid velkomne til at smide en kommentar nedenfor, eller fange mig på diverse sociale medier.

Så, jo. Her er vi, I har fået et lidt bedre billede af mig (literally), og det er bare fint. Jeg håber, at I gerne vil følge med i mit lille univers.

SES
kh Sara

Likes

Comments