Igen er det en af de aftener hvor jeg ikke kan falde til ro og myldretankerne fylder for meget, til at jeg kan falde i søvn.. Jeg er er træt!! I det sidste lange stykke tid, har jeg ikke haft én nat, hvor jeg ikke er vågnet hver nat mellem kl. 03.00-04.00 mit hoved kører rundt og jeg skal op og tjekke om alt er som det skal være, før jeg kan prøve og falde til ro igen.. jeg tænker og tænker og tænker KONSTANT og hold nu op hvor er jeg træt af og tænke så meget, jeg har noget pn/beroligende til at ligge som jeg kan tage, men selvom jeg tager dette får jeg ikke min søvn..

Efter jeg er stoppet på mit ene præparat så er søvnen blevet mindre og mit hoved er blevet endnu mere træt, jeg kan jo ikke overskue dagens gøre mål, når jeg ikke får min søvn..

Nååå, jeg skal i hver fald snakke med lægen næste uge inde på psykiatrien i Vejle og håber hun har nogen gode forslag til hvad jeg kan gøre 😊 god aften/nat herfra.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Jeg har næsten altid været en del af systemet og haft en del psykologer/psykiatere, som jeg skulle snakke med. Min første gang i psykiatrien må være da jeg var 14 år og havde en depression og en lille spiseforstyrrelse, men selv der tog de ikke fat i det der var problemet selvom jeg faktisk stod og råbte om hjælp derinde, men ville snakke om hvorfor jeg ikke havde kontakt med min far og om jeg ikke skulle genoptage denne kontakt.. undskyld mig, men hvordan kan i presse en 14 årig pige til at se en person, som tydeligvis kun gør skade på hende? Jeg synes bestemt ikke, det er mig der er forkert på den her, men dem!

Jeg endte så i psykiatrien igen, i foråret 2016 hvor jeg blev indlagt og blev udskrevet efter 2 dage.. ja, 2 dage! Fordi jeg havde behandlinger hos en privat praktiserende psykiater, så kunne de ikke hjælpe mig..
Jeg blev udskrevet og det hele blev kun værre, fordi jeg ingen hjælp fik. De samtaler jeg havde ved min psykiater handlede kun om medicin, ja medicin tager lidt af det, men det fjerner jo ikke problemet!

Jeg endte meget langt nede psykisk og havde en person tæt på mig, som kun kørte mig endnu længere ned og til sidst så jeg ingen udvej.. jeg tog derfor en overdosis af mit medicin, og endte på intensiv.. dagen efter, skulle jeg til samtale på psykiatrisk afdeling i Odense og ville de hjælpe mig selvom jeg sagde at jeg ikke ville love nogen at jeg ikke gjorde det en gang til? Nej det ville de ikke, de sendte mig derfor hjem igen..

Hvad gik der, 4 dage og jeg lavede samme nummer igen, og endte igen på intensiv, men denne gang i Svendborg.. og skulle igen dagen efter have samtale med psykiatrien og denne gang blev jeg indlagt og overlægen var ikke sikker på jeg kun havde OCD og ADHD, så jeg var til nogen samtaler og svarede på en masse spørgsmål på et spørgeskema og hun konstaterede så, at jeg også har borderline. Jeg blev udskrevet dagen efter jeg fik min diagnose (Jeg var indlagt 3 dage) og jeg vidste ikke hvordan jeg nu skulle håndterer min nye diagnose, men jeg blev sendt videre til at få nogle samtaler på psykiatrien i Svendborg og Jeg fik faktisk tilbudt DAT behandling, efter én samtale...

Men jeg tog en stor beslutning lige da jeg fik tilbud på behandling i Svendborg, om at flytte til Jylland. Jeg havde brug for at komme væk, starte på en frisk og det gjorde jeg så, men det betød også at jeg skulle starte forfra i systemet, og jeg har siden august 2016, ja godt et år kæmpet inde på psykiatrien i Vejle med at få behandling til min borderline og jeg føler mig egentlig bare tabt på gulvet herovre, jeg føler virkelig ikke de vil høre på mig.. de forventer at jeg efter 4 samtaler med 2 forskellige psykiatere, at jeg har åbnet mig op og fortalt min livs historie! Hvem gør det? Ikke mig i hvert fald.. det eneste de vil i Vejle, er at stoppe en masse medicin i mig og så klarer jeg mig fint, sådan føles det i hvertfald.. jeg er i hvert fald snart ved at opgive og få hjælp igennem dette system vi har.. 🤦🏻‍♀️🤦🏻‍♀️

Nå, men god aften herfra👋🏼

Likes

Comments

Jeg var idag ude og få lavet mine negle, jeg var væk hjemmefra i 3-4 timer og mit hoved var fuld af tvangstanker og katastrofe tanker.. havde jeg nu husket og slukke komfuret, ovnen, lyset. Ja alt hvad der nu kan sætte ild til det hus, hvordan havde mine babyer det? (Hunde) var de brændt inde i lejeligheden? 😢.. åh’ alle de tanker, jeg er så forbandet træt af dem og hvor vil jeg dog gerne være foruden dem!

Jeg kom hjem og alt var som det skulle være og jeg tog mine babyer til mig, som jeg aldrig havde troet at jeg skulle se dem igen.. ❤️

Likes

Comments

Halløj derude. 👋🏼

Her kommer der lidt info om hvem jeg er.
Jeg hedder Maja Rosenkrantz og er 23 år gammel, jeg er bosat i Jylland i en lille by der hedder Givskud, ja der hvor løveparken er🦁..

Jeg fik i 2015 diagnoserne OCD og ADHD og i 2016 fik jeg diagnosen Borderline oveni. 🤦🏻‍♀️

Ocd og ADHD er noget vi egentlig altid har vidst jeg har haft, men aldrig fået det tjekket, før jeg selv kontaktede lægen. Og borderline kom da jeg sidste sommer i 2016 blev en del indlagt i psykiatrien i Svendborg, ja jeg har næsten altid boet på Fyn i min opvækst og voksne år, men da det hele eskalerede for mig sidste sommer 2016 valgte jeg og starte livet på ny og flytte tilbage til Jylland og sikke en ro omkring mig det har givet.

Jeg har siden sommer 2016 gået hjemme, grundet jeg ikke kan holde fast i en uddannelse eller et arbejde grundet mine diagnoser, men jeg kæmper en kamp for en dag komme ud og lave noget 💪🏼..

Denne blog kommer primært til at handle om min kamp om at vende tilbage til livet igen, på godt og på ondt! Jeg håber i vil følge med og én dag se sejren, hvor jeg har lært at styre mine diagnoser og de ikke styre mig.

Nå, det var lidt om mig. Ha en dejlig dag derude 🙂

Likes

Comments

Kære Borderline

- Vi to har efterhånden kendt hinanden i et år, vi har kæmpet med hinanden – men oftest mod hinanden. Jeg forsøger, at leve med dig – alt imens du forsøger, at at gøre min tilværelse mere kompliceret og fuld af forhindringer.

Jeg var nødsaget til, at erkende at du altid ville bo sammen med mig – og du vil bo under huden på mig.

Du har krævet samtaler, du har kostet tåre og du har sat mig i så mange frustrerende situationer.

Jeg ved, at vi to – i en eller anden grad altid vil skulle følges ad igennem livet, jeg ved – at jeg er nødt til, at lade dig komme til udtryk igennem mig – men jeg ønsker vi kan opnå et kompromis, for jeg ønsker at leve mit liv – og ikke kun igennem dig.

Der er dage, hvor jeg føler mig ovenpå – dage, hvor jeg føler at jeg har kontrollen over dig – hvor livet ikke virker så svært og uretfærdigt, hvor jeg har overskud til, at vise dem jeg elsker, at jeg holder af dem. De dage, hvor jeg kan smile oprigtigt og ikke behøver fremtvinge et påsat smil. Tingene er de dage nemme, at overskue og usikkerheden omkring mig selv ikke er synlig.

Så er der dagene som kaldes off-dagene, det er de dage, hvor du sidder på tronen og bestemmer, hvad dagen end måtte bringe. Dagene, hvor jeg ønsker at smile, men hvor det ganske enkelt er umuligt, fordi at alt vendes til begrænsninger, ulemper, mistro, konstante spekulationer og omfattende katastrofetanker.

Hvordan du får følelsen af mindreværd frem i mig – hvordan du overbeviser mig, om at jeg ikke fortjener tosomhed i anden form end med dig ombord som mit tætteste relation. grunden er? - dagene hvor al min energi går på, at kunne overskue et simpelt bad eller at gå ud med skraldespanden.

I dag kan jeg igen mærke dit intense greb omkring mig – jeg kan mærke, hvordan du suger energien ud af mig og fodre min dårlige selvtillid med madding. Jeg kan mærke, hvordan du lystigt fortæller mig, om hvad alle andre mennesker tænker og synes om mig.
Hvordan du får følelsen af mindreværd frem i mig – hvordan du overbeviser mig, om at jeg ikke fortjener tosomhed i anden form end med dig om-bord som mit tætteste relation.

Jeg har været nødsaget til, at stoppe venskaber og forhold på grund af dig – der er som regel kun plads til to – men eftersom jeg altid har dig med, og du til tider er enormt dominerende, så kunne det ikke fungere.

Hvorefter du altid har fået mig til, at bebrejde modparten mens argumentet var, at de ikke forstod mig – men, hvordan skulle de kunne forstå mig, når de ikke kan se, høre eller mærke hvad du gør ved mig?

Hvordan skal de vide, at det ikke er mit ønske, at ødelægge noget så godt – men at jeg er klørene på dig, du kære borderline – og at det netop er mig, som udføre og bliver draget af dine handlinger og ikke nødvendigvis fordi, at jeg har lyst?

Det er jo kun mig, som ved at vi er to eksistenser gemt i et individs sind!

Du kaster mig impulsivt og hovedkulds ud i situationer, som jeg ikke er forberedt eller klar til. Hvilket oftest ender ud i et nederlag, som kræver vi to bruger flere dage i træk hjemme uden kontakt til omverdenen.

Du fastholder og begrænser mig i ting, som jeg ved – at jeg er klart til og ting, som jeg ved, at jeg kan gennemføre – men du roser mig aldrig? - du står kun forrest i køen, når jeg fejler.

Du hæmmer mig og du kvæler mig – mens jeg ironisk drømmer om frihed og livsglæde.

Jeg har ikke selv valgt, at du må bo hos mig – men jeg kan heller ikke bare smide dig ud. Du er en del af mig, og derfor skal vi arbejde sammen og ikke mod hinanden.

Jeg ønsker, at du lader mig trække vejret frit, jeg ønsker at jeg får lidt tid til, at rette op på nogle af de situationer, som du har sat mig i.

– jeg ønsker, at leve mit liv. Jeg ønsker at føle mig elsker, at føle mig god nok og at kunne modtage noget så enkelt som et kompliment uden du fortæller at der er en ironisk mening bag.

Jeg er ikke bange for at fejle – men jeg vil stadig gerne gribes når jeg falder.

Likes

Comments