Okay, det er så løgn. Hun havde kræft (meget glad for at kunne sige at hun ikke har det længere!). Lige nu går hun gennem efterbehandling.

Forestil dig at du kommer hjem efter en vildt fed dag med din bedste veninde, en ny episode af din yndlings serie er kommet ud, og du finder ud af at din mor har lavet din livret til aftensmad. Dagen bliver bare ikke bedre, vel? Efter aftensmad, skal du lige til at gå fra bordet, da dine forældre beder dig om at sætte dig igen.

Det første jeg tænkte var, at min far ville rette mine manerer, så jeg satte mig ned og spurgte: "Må jeg rejse mig?" Det er ikke det, svarer han. Så satte jeg mig ned forvirret, gloede på dem begge to. Mor med tårer i øjnene, og lillebror med samme forvirrede ansigt.

Det første der kommer ud af min fars mund, er noget jeg aldrig ville tro han skulle sige.

"Din mor har brystkræft."

Forestil dig, at du får det at vide som barn/teen? Altså bare i det hele taget at få det at vide nogensinde?

Jeg ved at det her er et meget personligt emne, og at du måske har været så uheldig selv at have gået igennem det/eller kendt nogen gå igennem det.

Jeg græd af en eller anden grund ikke. Jeg var selvfølgelig ked af det, jeg havde bare ikke helt forstået at det rent faktisk var sket. Min mor er og har altid været et meget sundt menneske: aldrig røget, spist sundt, motioneret mm. Og det var heller ikke gået gennem gener. Men for at være 100% ærlig, var jeg ikke overrasket. Et år tideligere havde jeg en drøm, nærmere mareridt, hvor jeg så min mor skaldet og med et manglende bryst. Jeg fortalte det ikke til mine forældre, altså det mareridt jeg havde haft. Meget senere, omkring to måneder før vi fandt ud af det, havde jeg et andet mareridt. Det var igen med min mor. Hun lå i en hospitalsseng med et eller andet vandrør til hendes arm. En læge trådte ind og dér sluttede drømmen. Ikke engang en måned senere (nu 1 måned til vi fik det at vide), havde jeg IGEN en drøm, hvor hun var skaldet. Så havde jeg igen en blot en uge efter. Og ugen efter igen. De kom hele tiden. Helt op til et par dage til vi fik det at vide, havde jeg dem hver nat.

Det der med drømmene, er sket før (noget jeg nok skriver om en anden gang...). Hvor jeg drømmer noget, og så kommer der flere og flere drømme op til hvor det sker.

Da jeg kom i skole første dag efter jeg fik det at vide (min far havde sendt email til klasselæreren om hvad der var sket), skulle læreren lige fortælle klassen det (af en eller anden grund, ved ikke helt hvorfor - min far tænkte nok, det var en god ide læreren sagde det i stedet for mig, da jeg nok ville græde mens jeg fortalte).

Det er i sådan her situation, man virkelig sætter pris på de venner og klassekammerater man har. De hjalp mig alle sammen. Spurgte ind til det (på en god måde, hvis du forstår), krammede mig, prøvede at gøre mig glad. Alle vildt forstående over hvad jeg gik igennem.

Næste dag, finder jeg ud af at en af mine venner vidst ikke helt er min rigtige ven. Hvis du har læst et par af mine tideligere indlæg, ville du nok vide hvem det er. I min ven som ikke er en ven skrev jeg at 'vennen' var virkelig sød den første dag efter noget forfærdeligt havde sket for mig, og bare lod som om intet var sket og alt var godt, bare en dag efter. Sådan noget kommer man sig altså ikke over så hurtigt? Men ja, det var det her. Hun var helt ligeglad den næste skoledag. Mine andre veninder var vildt søde dog.

Jeg er normalt meget emotionel, og havde troet at jeg ville græde meget tit over det med min mor, men jeg har faktisk til min overraskelse stadig ikke grædt, til den dag i dag (nu næsten et halvt år siden, vi fik det at vide - hun er stadig i hård efterbehandling der hedder kemoterapi). Jeg ved endnu ikke helt hvorfor. Altså jeg har grædt, men ikke på grund af det.

Men efterbehandlingen er snart ovre, som betyder en ny start. Og jeg er glad for at alt er gået godt, og at der ikke blev nødt til at blive skåret nogen bryster af, og håret kommer til at gro tilbage endnu tykkere end før.

Jeg har aldrig rigtig brudt mig om at tale med folk om det (måske derfor jeg ikke har grædt. Hvis jeg havde gå i dybden med det mens jeg snakkede, ville jeg nok græde), ikke engang med mine aller nærmeste venner. Men jeg skulle altså få det sagt eller endnu bedre, skrevet ned.

Nu har jeg fået det skrevet, og jeg har det meget bedre. Jeg føler lidt at jeg har fået vægten af skuldrene.

Tusind tak fordi du læste her til (hvis du altså gjorde). Det betyder altså virkelig meget for mig, at folk faktisk læser hvad jeg har at sige. Så tak. Det mener jeg.


Pige Online går offline xxx

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Forestil dig, at du vågner på et tidspunkt midt om natten. Normalt. Men det næste der sker, gør dig rædselsslagen: Du kan ikke bevæge dig, lige meget hvor meget du prøver, vil din krop ikke.

Det kaldes for søvnparalyse (også kaldt søvnlammelse eller hypnagogia).

Det er noget hvor man er vågen, men alligevel ikke er. Altså, man ér vågen, men ens krop er fuldstændig lammet. Altså man kan godt se, men man kan ikke røre sig eller tale.

Det er normalt forbundet med frygt, angst og panikfølelse. Faktisk helt normalt. De fleste mennesker oplever det et eller to gange i sit liv (ja, selv Kendall Jenner har det - *mindblown*), men så er der dem som har det igen og igen. Og det er virkelig skræmmende.

Hvad sker der ved søvnparalyse?

Nu da jeg ikke er ekspert, har jeg copy-pastet fra Wikipedia:

"Nervesystemet i rygraden fungerer som en 'motorvej' for nerver til alt i kroppen, bortset fra de dele der er direkte forbundet med hjernen, for eksempel øjne og ører. Nervesystemet har en slags "slukknap" så man ikke bevæger sig og handler efter, hvad man drømmer, når man sover, så når man falder i søvn, deaktiveres rygraden. Fejlen opstår så ved, at rygraden ikke bliver aktiveret, når man vågner, eller bliver deaktiveret for tidligt, inden man falder i søvn. Det gør altså, at man ligger og ikke kan bevæge sig eller tale, kun se og høre. Denne tilstand vil for det meste kun være få sekunder, men kan i slemme tilfælde være flere minutter. Dog skal det siges, at evnen til at opfatte tid er stærkt svækket i denne tilstand, og man vil for det meste føle, at der er gået længere tid, end der faktisk er. Personer, der har været så heldige at kigge på et ur samtidig med, at de oplevede søvnparalyse, blev forbløffede over hvor lidt tid, der faktisk gik.

Fænomenet kaldes søvnlammelse eller søvnparalyse og tilstanden sker, når man vågner. Kroppen kan ikke bevæge sig, og det er normalt at opleve hallucinationer. De fleste finder oplevelser som disse ret skræmmende, specielt hvis de ikke ved noget om fænomenet i forvejen. For nogle kan det at blive bevidst om, og øge dybden af, vejrtrækningen afhjælpe tilstanden mens man er i den."      - Wikipedia

Men ja, da jeg for første gang oplevede det (nu cirka to år siden), troede jeg helt ærligt at jeg skulle dø! Jeg var virkelig bange, og græd da jeg faktisk vågnede.

Jeg har prøvet at forklare mine forældre, men de tror vist ikke helt på mig. De tror nok at jeg er for "drama-queen", og at jeg overdriver. Siden jeg sagde det til dem, har jeg ikke gjort det siden. Hvis jeg forklarer dem det nu, vil de sikkert ikke huske det, og de vil nok stadig ikke tro på mig. Den eneste anden jeg har sagt det til, er Bella.

Jeg har vænnet mig lidt mere til det, men hver gang det sker, bliver jeg stadig enormt bange.

Har I hørt om det før? Noget I har oplevet?


Pige Online går offline xxx

Likes

Comments

Alle der har søskende, har på et eller andet tidspunkt oplevet at de har skændtes med hinanden. Det normalt, ik?

Mine veninder, og stort set alle fra klassen, har søskende. Og de er kvalmende søde mod hinanden. Hver gang jeg er hos dem, er de så søde mod deres søskende og broren eller søsteren er også virkelig sød mod min veninde. De siger også hele tiden at de aldrig slås eller skændes med deres søskende, og at det er mærkeligt at jeg gør det.

Nu lyder jeg nok som en eller anden 5-årig, men det ER altså ikke mig der starter skænderierne med min bror. Min bror er bare røv-irriterende, og det er hans "venner" som har gjort denne indflydelse på ham. Siden han startede i folkeskole, som nu er omkring seks år siden, blev han bare anderledes.

Mine forældre er gode til det der med at opdrage, men af en eller anden grund tror min bror stadig at vold er løsningen. Han bliver også sur over de latterligste ting! Lad os sige at vi lige har parkeret bilen, og jeg ikke har nok plads i min side til at komme ud. Jeg går jo så ud af hans bildør, og så bliver han hammer sur og skælder mig ud sådan "HVORFOR GÅR DU UD AF MIN DØR?!" Og jeg er stadig helt chill og undskylder sådan en million gange i minuttet. ("undskyld undskyld undskyld undskyld undskyld" *med hænder i vejret for at vise at jeg er uskyldig*). Han vil så stadig være sur på mig, og det er her han begynder at være enormt irriterende.

Mens vi går, vil han gå en lille tand hurtigere og gå ind foran mig, og SÅ gå langsomt. Jeg kunne prøve at gå forbi, fordi han går så forbandet langsomt, men så går han sgu ind foran mig igen! Og hvis jeg så går forbi ham, tager han alle chancer han kan få, på at træde mig over tæerne hvor det "ikke er med vilje". OG han giver mig det der sure udtryk i ansigtet, altså CHILL DET ENESTE JEG GJORDE VAR AT GÅ UD AF DIN DØR?

Af og til råber han også til mig... ok "af og til", med det mener jeg sådan hver gang vi skændes hvor vores forældre IKKE er der, som stort set er de fleste gange.

Der går aldrig én dag uden et skænderi, og jeg ved ærgerlig talt ikke hvad jeg skal gøre længere. Det har været sådan her i snart seks år, hvad skal jeg stille op? Jeg bliver fra gang til gang så ked af det at jeg græder mig selv i søvne, og når jeg siger det til mine forældre (og de har snakket med ham - hvor der så stadig ikke sker en forskel i hans opførsel), siger de at det bare er en fase, det skal nok gå over.

Det er nok liiiidt svært at tro på det der med at det er en fase, når de har sagt det samme uge efter uge efter uge i snart seks år. SEKS ÅR, for lige at understrege det. Altså hvad fanden gør jeg?

Det her har faktisk været ret svært at skrive om, da det virkelig går mig på. Jeg har prøvet så meget, ja, jeg gik faktisk hele vejen til ligefrem at be i kirken! Stadig ingen forskel i opførslen.

Er jeg den eneste der har det sådan? Jeg håber ikke at jer er, altså sådan virker det, men jeg håber det ikke.

Pige Online går offline xxx

Likes

Comments

Har I nogensinde oplevet at blive "erstattet"?

Hvis I er heldige, er svaret nej. Men jeg ved at mange har prøvet det.

Pigen fra indlægget Min ven som ikke er en ven, var en gang bedste veninde. Det her skete faktisk lidt før det der skete i det indlæg (hvis du ikke har læst indlægget, long story short: hun begyndte at virke meget sur over de mindste ting, og var ikke glad på mine vegne når noget godt skete. Hun var altså ikke en god veninde. Det var det man kalder et toxic friendship).

Men da hun stadig var min bedste veninde, begyndte ting lige pludselig at gå i en anden retning end jeg havde forestillet mig, men venskabet.

Det hele startede med en shopping tur: Jeg skulle lige til at gå ud af døren og cykle til stationen, da jeg fik en sms der skrev noget i stilen med: "Hey, er et okay hvis ______ kommer med? Vi er begyndt at snappe meget sammen, og jeg sagde at hun godt måtte, men hun venter lige et svar fra dig :) " Jeg var lidt chokeret, jeg ville ikke have hende med, da hun ikke er en af mine veninder (fun fact - hun var en af dem der drillede mig aller mest i de første skoleår). Men hvad kunne jeg gøre? Hun havde allerede spurgt hende om hun ville med, og hvis jeg skrev at jeg ikke ville have hende med, ville det bare virke ondt. Så det blev til et ja.

I toget var det viiiildt akavet. De to sad ved siden af hinanden og talte om Fie Lauersen og sådan meget om hende, fordi de skulle møde hende. Og jeg ved faktisk ikke noget om Fie, jeg kender hendes navn og ved hun er blogger, men ikke andet. De sad ved siden af hinanden og talte om noget de skulle sammen, og noget jeg ikke kunne være med til.

I byen brugte de vildt meget tid sammen i alle mulige makeup butikker, og min ex-bedste veninde vidste godt at jeg ikke var glad for at bruge så lang tid på at kigge på makeup (jeg synes helt ærligt at det er ret kedeligt at kigge på noget i 20 minutter, som man alligevel ikke har råd til).

Dagen endte heldigvis hurtigt, fordi jeg sagde at jeg skulle hjem tideligere en ventet (jeg løj, what a surprise). Men det var altså bare så kedeligt at være sammen med dem. Jeg havde håbet på endelig at være sammen med min på-det-tidspunkt bedste veninde, og bruge en hel dag sammen. Den vi havde planlagt i en uge, og kun skulle være os to.

I skolen blev det værre. Vi skulle finde makkere til et projekt, og da jeg gik op til hende sagde hun at hun skulle være med hende den anden. Okay så.

Nu er der gået nok fire måneder siden den "succesfulde shopping tur" og vi er stort set ikke meget sammen mere (ikke kun på grund af de ting man kan læse om i indlægget Min ven som ikke er en ven, men fordi hun aldrig mere har tid til mig. Hun er sammen med hende den anden 24/7 og det gjorde mig ret knust at se mig selv blive erstattet.

Jeg mener personligt, at det er værre at se sig selv langsomt blive erstattet AF SIN BEDSTE VEN, end at de siger det lige ud til en, at de ikke vil være bedste venner længere.

Jeg ved ikke, overdriver jeg? Har I haft det på samme måde?

Pige Online går offline xxx

Likes

Comments

Her forleden oplevede jeg at blive lukket ude af min vennegruppe, i et "event".

To uger før inviterede jeg dem alle sammen (og det skal lige siges, at det er en forholdsvis stor gruppe - cirka syv er vi) i sommerhus. Det var ret dyrt, men vi havde det vildt hyggeligt.

Nu kommer vi til stykket:

Jeg skrev til gruppechatten om der var nogle der kunne sove sammen, og en af dem svarede med det samme at de andre ikke kunne. Jeg spurgte så hvordan personen vidste at alle de andre ikke kunne. Det er her hvor en anden skrev at de havde planer sammen, som det ville være "svært at få mig med til, da de havde planlagt det I to uger (altså der hvor de var på sommerhus med mig".

Okay, tænkte jeg. Det var sgu da lidt ærgerligt at jeg ikke var en del af den plan. Jeg spurgte hvorfor jeg var den eneste der ikke var blevet inviteret, og jeg fik så svaret at en af de andre piger heller ikke ville være med til det, fordi de skulle noget andet.

Jeg skrev det så til min bedste veninde, Bella (hun er ikke med I den vennegruppe, da hun ikke kender dem så godt. Og hvis du ikke har læst de første to indlæg, skal du lige vide at Bella ikke er hendes rigtige navn). Hun svarede på 0.5 og skrev også at det var lidt nedern, om vi to så ikke skulle være sammen. Det gjorde vi så.

Dagen senere fik jeg en snap fra Bella da jeg vågnede. Hun skrev at jeg skulle se på pigernes My Story på snapchat. Jeg gjorde det så, og så at de alle var taget til sommerhus sammen. De havde planlagt en sommerhus tur uden mig, IMENS de var på sommerhus tur, som jeg havde inviteret dem til.

I så nok at der står + løgn i overskriften, ja. Hende der skrev at hun ikke "kunne komme", var sjovt nok I flere af snapsne. Det værste var nok (udover at hun fortalte en løgn) at de andre blev ved med at sende snaps til mig i en hel UGE de var væk sammen, af dem på stranden, med is, på skovtur, i haven med kortspil. Dejligt at blive mindet om at være den eneste der ikke blev inviteret.

Jeg skrev så på gruppen og spurgte igen, hvorfor jeg var den eneste der ikke blev inviteret, og svaret var så: der var ikke nok plads, der måtte kun tages blah antal personer med blah blah. Okay fedt, inviter alle andre på sommerhus end den der inviterede dig på sommerhus to uger før.

I må undskylde at det her måske blev lidt for meget, men det skulle bare siges. Og havde jeg helt glemt at nævne, at pigen der inviterede de andre, var hende fra mit sidste indlæg?


Pige Online går offline xxx

Likes

Comments

Er det muligt at vokse fra en ven?

Min såkaldte 'ven' har opført sig virkelig anderledes her de sidste par måneder. Hun virker ikke glad på mine vegne når noget godt sker for mig, og næsten hver gang jeg snapper noget, til en snap gruppe hun er i, skal hun altid kommentere det på en lidt negativ måde.

I de første skoleår var hun en af dem der drillede mig, men det blev bedre hen af årene. Alle de 'onde' fra klassen blev gode og vi lagde alt bag os.

Vi to blev venner for nu tre år siden og vi var enda engang bedste venner i en overgang. Nu her på det seneste er det somom hun har genskabt et eller andet mod mig (som jeg ikke forstår, for jeg mener ikke at jeg har gjort noget forkert, det synes Bella heller ikke).

Hun virker bare ikke somm den samme mere.

Hver gang jeg opnår noget, et eksempel kunne være et 10 tal i biologi (som ikke er min stærkeste side), så skal hun med det samme lige tilføje at hun fik et 12 tal. Det er bare ét lille eksempel.

Det eneste tidspunkt for nylig (når jeg skriver for nylig mener jeg det sidste halve år) hvor hun virkelig har været sød, var dagen efter noget forfærdeligt havde sket for mig. Hun var så sød i skolen og hun viste omsorg. Dagen efter og jeg mener altså dagen efter, var det alt sammen helt ligemet. Som om intet var sket for mig - sådan noget kommer jeg mig altså ikke over efter kun en dag!

Der har også været tidspunkter (meget tit) hvor jeg ville snappe noget til alle mine streaks, måske et hurtigt billede af noget jeg var igang med, det kunne for eksempel være en tegning. Så ville hun snappe tilbage: Lol, er du stolt????? *masse grine emojis*

Det gør mig lidt ked af det for at være ærlig - den eneste der ved om alt det her er nin bedste veninde Bella (hvis du læste mit første indlæg ville du vide at Bella ikke hendes rigtige navn, ellers ville bloggen ikke være anonym).

Jeg har nu endelig set det i øjnene, at hun ikke er en god ven, og jeg har i et par uger overvejet at droppe venskabet da det ikke er et godt et. Men hvad hvis hun nu bliver sur? Hun bliver nemlig meget hurtigt sur over de mindste ting.

Jeg er faktisk også ret bange, for hvis jeg kommer til at gøre eller sige noget 'forkert' vil hun kunne ødelægge skoleåret for mig. Hun er et af de eneste mennesker, udover Bella og en anden af mine virkelig gode veninder (som vi fra nu af kalder Anna - ikke hendes rigtige navn for, igen, ellers ville det ikke være en anonym blog), som kender en virkelig dyb hemmelighed. Noget meget personligt, og jeg tvivler ikke det minste på at hun vil sige det videre hvis hun bliver sur på mig.

Jeg ved ærligt talt ikke hvad jeg skal gøre i den ber situation

1. Droppe 'venskabet' men have hende sige min største og mest personlige hemmelighed videre til en masse?

eller

2. Beholde 'venskabet' men konstant have hende kommentere på stort set alt, og jeg vil blive ked af det hele tiden?

Det er som det modsatte af win/win. Kan I hjælpe? Har i været i den her situation eller oplever I denne situation lige nu? Skriv løs i kommentarfæltet hvis I har et godt råd jeg kan bruge.


Pige Online går offline xxx

Likes

Comments

Jeg har besluttet mig for at starte en blog.

Den her blog.

Og hvorfor det, spørger du måske...


Jeg har så super mange ting jeg gerne vil få sagt, men jeg altid har været for genert til at fortælle nogen de ting. Min mor foreslog at jeg kunne skrive dagbog og hun købte en til mig - en rigtig fin en endda. Jeg prøvede at skrive, men det hjalp mig ikke at skrive alt ned på et stykke papir, som kun jeg ville læse. Det var meningsløst.

Jeg vil skrive det et sted hvor andre, måske med samme oplevelser eller problemer som jeg, kan læse det, jeg har at sige. Min bedste veninde foreslog at oprette en blog. Mit eneste krav var at den skunne være anonym, for så skulle jeg ikke bekymre mig om at det jeg skrev lød sejt. Min bedste veninde, lad os kalde hende Bella (jeg bruger ikke hendes rigtige navn, da det så ikke ville være anonymt), synes det er 'tragisk' at jeg er nødt til at være anonym for at være mig selv.

Jeg er en helt normal teenagepige med helt normale teenagepige problemer og bekymringer - lad os indse det, det er ret bekymrende at være en teenagepige.


Liste over grunde til teenagepigers bekymringer

1. Man skal konstant se næsten Barbie-perfekt ud

2. Det skal man mens man har vilde hormoner

3. Når man har vilde hormoner kommer der bumser, og så er nummer 1 umuligt.

4. Man skal være vild attraktivt for det andet køn

5. Det skal man mens man slås med alle de punkter ovenover!


Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive endu 537891 punkter, men det ville nok blive liiiiidt langtrukkent. Min pointe er, at det er meget svært at være en teenagepige - der er så mange ting man bekymrer sig over.

Jeg kan da umuligt være den eneste der har det på den måde?


Okay, men tak fordi du læste med (hvis du altså gjorde!). Vær sød at bruge kommentarfæltet til at fortælle mig, hvordan DU har det med det hele. Tak


Pige Online går offline xxx

Likes

Comments