Header


Jeg orkede ikke at leve. Tanken om at skulle gennemgå bare et minut mere af dette helvede, løb mig koldt ned af ryggen. Jeg kunne ikke mere. Jeg ville ikke mere. Jeg turde ikke gå i skole. Jeg turde ikke se min egen familie. Jeg orkede det heller ikke. Jeg ville bare forsvinde.

Og sådan kan jeg stadig have det. At leve med psykisk sygdom, er ikke let. Det er ikke bare sygdommen i sig selv, men også alt omkring den. Folk forstår det ikke, medmindre de selv har prøvet det. De forstår ikke, at det ikke er dovenskab, der gør at man ikke kan komme ud af sengen. De forstår ikke, at det ikke er fordi man ikke gider, men fordi man er så helveds bange.

De ser jo ikke, når man en sen onsdag aften, er opløst i gråd, fordi man lige har haft et angstanfald. De ser ikke, når ens hjerte slår så hårdt, at man bliver svimmel og dårlig. De ser ikke, når ens hænder decideret bløder, fordi man lige har vasket hænder for 25 gang. De ser ikke, når man græder ved synet af sit eget spejlbillede, og derefter tvinger sig selv til at kaste op. De ser ikke, når man falder sammen i brusebadet, fordi ens hjerterytme er så plaget af bulimi. De ser ikke, når man sidder i flere timer og søger efter symptomer på netdoktor, fordi man er overbevist om at man er alvorligt syg. De ser ikke når man for 8. Dag i træk tager panodiler, ikke fordi man har ondt, men fordi man er bange for at få det. Hypokondere er jo bare noget man laver sjov med. Men de ser jo heller ikke, hvordan ens tanker prøver at forberede sig selv på, at inden længe skal man dø og aldrig se dem man elsker mere. De ser ikke, hvordan man hver aften skal huske sig selv på, at tage sine anti-depressive, for ellers bliver det hele bare endnu være.

Men hvordan skulle folk også kunne det? Psykisksygdom svinger konstant. Man har gode og dårlige perioder. Det er aldrig til at styre. Derfor kan man sagtens finde sig selv, have det pisse sjovt den ene dag, lave aftaler, drømme, og livet køre derud af. For derefter at være nede i det dybeste hul den næste dag.

Den vigtigste pointe i dette flyvende og dybt forvirrende indlæg er; Det er ikke fordi man ikke vil, men fordi man ikke kan se nogen anden mulighed, end at lade være.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

De fleste af os kender dem, eller har stiftet bekendtskab med dem på et tidspunkt. Nemlig de mennesker, som evigt og altid har et behov for at fremme dem selv, ved at udpege fejl ved andre. Dem som altid skal flytte et hurtigt fokus over på noget en anden person gør eller har gjort, for at stå i bedre lys selv. Ofte er det ikke noget der bliver nævnt direkte, men hvis man læser mellem linjerne, så det tydeligt, at det altid er med henblik på latterliggørelse.

Jeg har så svært ved at forstå, hvorfor man ikke kan føre en samtale, uden at skulle pege fingre ad andre. Hvordan kan det være så umuligt for nogen, at begå sig socialt, uden at skulle komme med nedladende hentydninger og kommentarer. Hvorfor ikke bare føre en samtale uden at skulle bringe andre ind i det på den måde. Men hvad stiller man egentlig op, med de mennesker som har et unormalt stort behov for at nedgøre eller hævde sig selv over for andre mennesker?

Hvis du muligvis føler dig truffet af ovenstående tekst - Så vil jeg i den forbindelse rigtig gerne stille dig nogle spørgsmål, og bede dig tage stilling til nogle forskellige ting.

Først og fremmest, hvorfor? Hvorfor har du behovet for at høvle andre ned? Er det fordi du har det dårligt indeni? I så fald, hjælper det så at udpege ting ved andre, som du finder forkerte? Er det virkelig så tilfredsstillende, at du sover bedre om natten på grund af det?

Hvorfor finder du det nødvendigt at nævne andre menneskers måde at gøre tingene? Er det virkelig så essentielt at flytte fokus over på andres tøj, ar, øjenvipper, udseende eller noget helt femte – bare for at fremme det DU gør? Får du det bedre? Eller har du så svagt udviklede sociale evner, at det er den eneste måde du kan kommunikere på? Hvad er det, der giver dig ret til at fortælle andre, at deres mening er nederen, at den er forkert, eller at den ikke tæller? Spørg engang dig selv, hvorfor har du det behov?

Personligt, tager jeg ikke længere den slags til mig, da jeg er meget bevidst om hvem jeg er som person. Jeg bliver bare vred over den slags opførelse. Jeg ved dog fra erfaring, at mennesker der render rundt med netop den  opførelse, ofte har helveds dårligt selvværd. Det er dog vigtigt at huske på, at nedgørelse andre mennesker, hverken er med til at gøre dig smukkere eller bedre. I virkeligheden ender det bare med, at du en dag ikke har flere, der gider finde sig i det. 

Likes

Comments

“Hvorfor ser du så sur ud.. Prøv engang og smil lidt mere” brager Johan Olsen ud med i  L.O.C’s hit ‘Libertiner’ fra 2011. Hvorefter den kære Liam kommer med et modsvar, der uden tvivl kan sammenlignes med det samfund vi lever i. Vi alle nikker, smiler, og gør hvad der socialt set forventes af os. For hvis ikke, ender vi med at blive ramt af en mur af utilfredshed, som sandsynligvis resulterer i en bitchet omgang bagtaleri og surmuleri i det skjulte – Og så kører hjulet ligesom.

Det at føje andres behov, og det de mener er rigtigt, er efterhånden vigtigere end ens egen mentale tilstand. Men gu’ vil jeg røv smile, sidde pænt, og sætte mine egne behov til side. Nej, jeg vil ikke deltage i det ene og det andet, når mit mentale og fysiske helbred ikke er på toppen. Kald mig asocial, træls eller nederen, ligeså meget det end måtte behage herskabet. 

Så mange mennesker går ned med stress og angst. Det er blevet en folkesygdom, og jeg tror personligt, at det er fordi alle er så helveds dårlige til at sige nej. Det er blevet vigtigere at passe ind, gøre hvad der forventes, og tie om hvad end der foregår bag lukkede døre. Men hvad vil du gøre den dag, problemerne hober sig op, og det ender ud i et angstanfald, hvor du frygter din sidste time er kommet? Er det så det hele værd? 

Hvis folk ikke kan acceptere, at aftaler af og til ændres, så er det slet ikke det værd. Det er trist når en aftale bliver ændret, selvfølgelig er det det, men det er altså mindst ligeså ubehageligt at være den der aflyser. I stedet for at blive pigefornærmet, og gøre det hele til en ubehagelig affære, så snak for helvede sammen. Find en anden løsning. Hvis man aflyser, er det ofte fordi overskuddet ikke er der. Dette kan være på grund af angst, depression eller stress. Af og til er der slet ikke en grund, så orker man det nu engang bare ikke, og det er for satan da også helt okay. Ergo; pas på helbredet og til helvede med dem, som ikke kan acceptere det. At sige nej, er helt okay.

Likes

Comments

Kære ...

Hvor skal jeg starte, og hvor skal jeg slutte. Vores historie går langt tilbage, og jeg har for længst glemt hvordan vi mødtes. Ligesom jeg har også har glemt, hvornår du fangede mig i dit jerngreb og fortærede vær eneste del af det, som jeg skulle have kaldt ”min lykkelige barndom”. Nogle gange var dine besøg korte, andre gange var de lange, men din konstante tilstedeværelse, var aldrig til at tage fejl af. Du var der når jeg skulle sove, når jeg vågnede, når jeg gik alene på gaden, eller når jeg stod blandt mange mennesker. Du var der altid, lige der, som en skygge der indhyllede mig i skam og had.


Du stjal ikke bare mine timer, mine uger, måneder, eller år, men også mine venner, familie, min sundhed, min glæde og min krop. Du stjal mit liv. Du var smerten i mit bryst, der holdt mig vågen om natten, Du var vejrtrækningsproblemerne, der ramte mig når jeg mindst ventede det. Du var mit skrig, når jeg prøvede at løbe fra dig. Du var rystelserne i min krop. Du var pletterne for mine øjne, og snurren i mine tænder. Du var følelsen af mindeværd. Følelsen af frygt for afvisning. Du var min angst. Du var mine indre dæmoner, der kæmpede imod selv den mikroskopiske lille glæde der en sjælendt gang i mellem fandt sted. Du fratog mig forhold, oplevelser og minder for livet. Du var roden til alt ondt, og jeg hadede dig. Hver eneste lille celle i min krop frastød dig - Lige indtil den dag jeg forstod, at dette had også betød, at jeg hadede mig selv. For du, min kære angst, er en del af mig, og det vil du altid være.


.. Men det er ikke længere dig, der skal leve med mig, men derimod mig der skal leve med dig. Dette er mit liv.

Likes

Comments

Jeg er hende, der blev født foråret 1993. Jeg er hende, der har et ar på hagen, efter at have slået hovedet ned i et løbehjulsstyr. Jeg er hende, der helst legede alene. Jeg er hende, der blev valgt sidst i idræt. Jeg er hende, i kaldte den tykke pige. Jeg er hende, der blev spurgt hvad jeg vejede, udelukkende for at blive gjort til grin. Jeg er hende, der ikke var god nok at være ven med, men derimod var god nok til at få et lift af. Jeg er hende med OCD. Jeg er hende, der blev slæbt hen ad gulvet og slået i hovedet. Jeg er hende, der sjælendt var i skole, fordi jeg skulle til samtaler på børnepsykiatrisk ambulatorium. Jeg er hende læreren snerrede af og gjorde til grin foran klassen, da jeg ikke ville sige hvorfor jeg ikke var i skole. Jeg er hende, der fortalte 2 personer hvorfor, og dagen efter vidste alle i klassen det. Jeg er hende, der blev kaldt klam, da jeg blev bedt om at komme op til læreren. Jeg er hende, der endelig fik samlet mod til at komme tilbage i skolen, men så fik kommentaren “se hende lige”. Jeg er hende, der blev kaldt punker. Jeg er hende, der blev bange for andre mennesker. Jeg er hende, der brugte alt sin tid på nettet, for der blev man ikke dømt. Jeg er hende, der blev indlagt på psykiatriskafdeling. Jeg er hende, der stak af fra afdelingen for at blive piercet. Jeg er hende, der skar og rev i sig selv. Jeg er hende med en ængstelig personlighedsforstyrrelse. Jeg er hende, der gik ud af folkeskolen i 6. klasse.Jeg er hende, der blev anbragt udenfor hjemmet. Jeg er hende, der rummede så utroligt meget had og vrede. Jeg er hende, der lod det gå ud over ikke kun sig selv, men også alle andre. Jeg er hende, der tabte sig en helt masse, men nu ikke kan finde ud af at spise, som alle andre. Jeg er hende hvis hus brændte ned. Jeg er hende der tager ting alt for nært. Jeg er hende med arrene.

MEN jeg er også andet end det.

Jeg er hende, der lavede begravelser for bænkebidere. Jeg er hende, der kunne bruge timer på at lege i haven.  Jeg er hende, der elsker at tage billeder. Jeg er hende, der nyder at skrive. Jeg er hende, der finder det afslappende at sidde i bussen med musik i ørene. Jeg er hende, der græder til filmen “click”. Jeg er hende, der i mgp tiden havde et seriøst crush på Razz. Jeg er hende, der elsker at gå lange ture. Jeg er hende, der er mest kreativ på en regnvejrsdag. Jeg er hende, der gemmer hovedet når jeg griner. Jeg er hende, der elsker at spille playstation og computer hele dagen. Jeg er hende, der er kilden på lårene. Jeg er hende, der tænker alt for meget over de mindste ting her i livet. Jeg er hende, der holder sig vågen, for at være den første der skriver tillykke til sine tætteste venner. Jeg er hende, der på trods af manglende skoleår, tog matematik på A. Jeg er hende, der finder larm afslappende. Jeg er hende, der elsker gyserfilm, men derefter ikke tør gå på toilettet alene. Jeg er hende, der foretrækker at sidde på gulvet. Jeg er hende, der har en drøm om en dag, at være med til at gøre en forskel for andre. Jeg er hende, der elsker kjoler, men hader bukser. Jeg er hende, der tror på kærlighed, uanset hvor mange slag jeg får. Jeg er hende, der vågner når andre går i seng. Jeg er hende, der elsker dyr mere end noget andet. Jeg er hende, hvis dag bliver bedre, når en fremmed smiler. Jeg er hende, der elsker at danse natten lang.  Jeg er hende, der tør skrive tingene som de er. Jeg er hende, der vil gøre alt for at ændre synet og forståelsen på psykiske sygdomme. Og jeg er hende, der kan stå ved sin historie.

Fordi jeg er hende, der faldt, men kom ud på den anden side og vandt.

Likes

Comments

(OBS; Dette indlæg er et repost i anledningen af Eating Disorders Awareness Week - det oprindelige indlæg finder i her; )

Er et program på dr1, som handler om 12 forskellige mennesker, der fortæller og viser sin krop til skræk og advarsel. Hvis i ikke har set det, vil jeg råde jer til at gøre det, da det giver en del at tænke over. Nu vil jeg gøre det samme. Dette er den 100% ærlige historie om mit vægttab og hvad det endte med at gøre ved mig. At jeg har været overvægtig er ingen hemmelighed, men konsekvenserne der har ramt mig efterfølgende, kender kun mine nærmeste. Måske vil nogen ændre syn på mig, måske vil nogen blive provokeret eller forarget, men det her skal gøres og det her er derfor min krop til skræk og advarsel.

(OBS; jeg beklager diverse stavefejl og lign.. men jeg ville bare gerne få det her indlæg ud hurtigst muligt, imens jeg har modet til det)

Jeg har altid været den buttede pige og husker da også altid, at jeg har været utilfreds og usikker omkring hvordan jeg så ud. Jeg ville jo bare være, som alle de andre. Dette forsatte i langtid og da jeg blev syg med OCD, tog jeg bare endnu mere på. Mad var min glæde, det var min måde at håndtere tingene på. I takt med at min vægt blev større, blev kommentarerne omkring det også. De ord der blev sagt, husker jeg som var det i går. Man kan nærmest sige at sidder, som et stort brandmærke i min hukommelse. ”Pernille, hvis du forsætter med at spise eksploderer du” ”Pernille, hvad vejer du egentlig? For dine deller falder ud over” , ”Flødebolle” , ”Du er så klam”. Ordene var som slik for min angst og inden jeg fik set mig om, havde jeg taget så stor afstand rent socialt, at simple ting, som at gå igennem et indkøbscenter med andre unge mennesker, blev den største kamp. Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt var jeg næsten helt stoppet med at gå i skole. Jeg sad bare der hjemme alene, ensom og maden, som min eneste coping metode. Vægten steg og det hjalp bestemt heller ikke, da jeg kom på antidepressiv.

Jeg vil ikke gå totalt i detaljer omkring selve vægttabet, da jeg har fortalt det så mange gange, men jeg vil selvfølgelig lige gå hurtigt ind over det. Jeg husker ikke præcis hvornår og hvordan det startede, men på et tidspunkt sagde vægten 90 kg. Jeg skulle på opholdssted og jeg ville ned i vægt inden. Jeg holdte øje med hvad jeg spiste og jeg nåede nok ned på omkring de 78 kg. Alt var stadig fint og dagen kom hvor jeg skulle anbringes uden for hjemmet. Her tog det for alvor fart og det blev langt mere kontrolleret. Måske var det min måde at håndtere de nye omgivelser, jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at kontrollen over mine portioner, nærmest gjorde mig høj, spændt, glad - you get the picture. Inden for et par måneder, sagde vægten 57 kg og jeg fik min første kæreste. Hvilket var spændende, nervepirrende og skræmmende. Jeg skulle pludselig vise min krop til en anden. Den krop der var blevet mishandlet og kritiseret så længe. Den krop, som jeg har hadet og forbandet langt væk. Jeg overvandt frygten og gjorde det, men et par måneder senere, fik jeg kommentaren ”Jeg savner bare en pige med et stramt maveskind”. Det var, som at blive gennemtævet med et baseball bat. Det jeg havde kæmpet så meget for, blev nu alligevel kritiseret.

Anyway, efterfølgende gik det ned ad bakke. Ikke at det er hans skyld, slet ikke. Det var alligevel bare et spørgsmål om tid, før kontrollen ville tage over. Jeg spiste en stor portion, en gang om dagen, og det var det samme slags mad, hver eneste dag. Vægten gik yderligere ned og ramte til sidst 52. Det var et tvangshelvede og der var aftener, hvor jeg sad og tudede over ikke at kunne spise, når jeg var sulten. Jeg var bange for at blive den tykke pige igen og derfor, måtte jeg vente til mit daglige måltid dagen efter. Jeg tænkte konstant på mad. 24/7. Jeg var på det her tidspunkt 17 år og skulle snart flytte hjem igen. Endnu en omvæltning, men det gik fint!

Det var dog igen, kun et spørgsmål om tid, før denne ekstreme kontrol ville gå galt og det gjorde den. Dagen efter nytår 2012, kastede jeg min mad op efter jeg havde spist. Jeg så nu muligheden for, at spise lige hvad jeg ville uden at tage på. Jeg så bare ikke, at dette ville føre til en dødsensfarlig afhængighed. Det er min hemmelighed og det er min ulækre sandhed, som lige siden den ene dag, har budt på perioder med overspisning og opkastninger. For mange kan det virke, som en nem løsning, det samme gjorde jeg – men denne ”nemme” løsning, har budt mig så meget smerte og skam. Jeg kan ikke tælle hvor mange løgne jeg har fortalt for at dække over det, eller hvor mange gange, jeg har droppet skolen, fordi afhængigheden blev for stor. Det har givet mig perioder med et hævet ansigt, ødelagte knoer, break downs, smerter, mærkelig hjerterytme og en ulidelig følelse af, at være det mest ulækre menneske på jorden. Lige præcis denne del af mig, er så svær at indrømme. For det kan sætte mig i et helt nyt lys hos mange, men det er det værd.

Jeg fortæller ikke dette for opmærksomhed eller medfølelse. Tværtimod. Jeg vil bare gøre alle opmærksom på, at et vægttab ikke kun er lig med en masse selvtillid og glæde. Den kan også skabe en kæmpe forvirring, da mange ofte glemmer, at under et vægttab, er det ikke kun ens krop der skal gennemgå en kæmpe omvæltning, nej, det skal psyken også. Specielt fordi tankerne fra tiden, som overvægtig, ikke bare lige bliver glemt. Det samme gælder for de hadefulde kommentarer – de vil nok altid puste en i nakken og være en reminder om, at man aldrig er god nok. Det er den i hvert fald for mig. Jeg fortryder ikke mit vægttab, på ingen måde. Det er det bedste jeg har gjort for mig selv og jeg har det på rigtig mange områder så meget bedre. Når det så er sagt, så kæmper jeg stadig med en enorm usikkerhed, som er med til at bremse mig i en del ting. Jeg ville ønske, at jeg havde tænkt lidt mere på mit helbred, fremfor at stræbe så ekstremt efter at blive perfekt – Så havde jeg måske ikke stået i den situation, jeg står i den dag i dag. Så ja, måske har jeg nu ændret dit syn på mig.. men hvis jeg kan vise hvordan hadefulde kommentarer kan give alvorlige konsekvenser, eller hvordan det aldrig er det værd, at ødelægge sin egen krop fordi man stræber efter det perfekte. Så er det uden tvivl det værd.

Likes

Comments

PHOTO CREDIT : Johan Karpantschof

Tømmermændene har lagt sig. Nat er blevet til dag, og jeg er stadig i live. 2015 var et sindssygt år, og jeg valgte at fejre det ved at arbejde med de bedste kollegaer, og efterfølgende et brag af en morgenfest med de samme mennesker.

Nå, men hvordan var mit 2015 egentlig? Var det godt? Var det som jeg håbede? Er jeg tilfreds?

2015 har uden tvivl været et turbulent år, og af og til har det været svært at følge med mit eget tempo. Jeg har måtte kæmpe med min bulimi, og den dag i dag er jeg stadig i tvivl om, hvorvidt jeg kommer ud af det i live. Det kan ikke tælles hvor mange timer der er blevet brugt på et koldt badeværelses gulv, eller hvor mange gange jeg har tænkt, at nu var min tid kommet. Det har gjort mig usikker på min fremtid, og hvorvidt jeg overhovedet havde lyst til at se den forsætte. Men når det så er sagt, så har 2015 også rummet så meget mere end det.

Foråret 2015 har budt på de vildeste oplevelser, fester og rejser, som alt sammen har givet mig så meget, at jeg af og til må nive mig i armen. Da året startede, frygtede jeg, at det ville forsætte med mavesmerter, hjertesorg, og klamme episoder. For en tid gjorde det da også det, men da jeg besluttede at acceptere fortiden og dets spøgelser, skete der pludselig en ændring. Jeg begyndte at vokse med mig selv, tog chancer, og så livet på en helt anden måde. Fester for at glemme, blev udskiftet med fester, der vil blive husket til evig tid. Der blev danset i københavns gader under distortion, festet i et drivhus til min bedste venindes bryllup, Paris’ gader blev udforsket, og natklubberne blev weekend efter weekend væltet. Det har været en fest uden lige, og et job som bartender på verdens bedste arbejdsplads, har kun bidraget med endnu mere glæde.

Jeg har i dette år mødt så mange fantastiske mennesker, som alle har gjort mig dybt taknemmelig for mit liv. Alt lige fra skønne venner og veninder, til en dejlig kæreste. Ja, 2015 blev det år, hvor jeg endelig kunne glemme dem der havde gjort mig ondt, og give mig hen til en fyr, som har vist sig, at være verdens bedste. Jeg er så vanvittigt heldig, at dette skønne menneske, som nu er trådt ind i mit liv, kan rumme alle sider af mig. Sider, som jeg ikke engang selv vidste jeg havde. Jeg kan være hysterisk, stædig, opfarende, og jeg er i forvejen, som person, uden tvivl svær at håndtere med alle de problemer jeg har – Men med bare en berøring, kan han få mig ned på jorden igen. Fucking cheesy, I know. Dem der har lært mig at kende i min single periode, er nok ved at få deres økologiske ostestænger galt i halsen. Haha.

Jeg ved virkelig ikke hvad 2016 vil bringe, og jeg tror ikke på et nyt år, et nyt jeg. Jeg kan kun håbe, håbe på at det bliver godt. Jeg går i hvert fald et år i møde, med en helt ny motivation og lyst til at leve. Der er så meget at glæde sig til – alt lige fra studie start på min drømme uddannelse, rejser, og til at forsætte med at fyre den af med verdens bedste venner og veninder. Jeg håber også, at 2016 bliver året, hvor jeg endelig får sparket min bulimi af helveds til, så jeg kan nyde alt, hvad dette fantastiske liv har at byde på. Bliver det svært, Hell yes, men det er det værd. Det er det værd, ikke at skulle droppe aftaler og uddannelser, eller at være nødsaget til at stoppe på verdens bedste arbejdsplads. Mest af alt, er det dog det værd, ikke at skulle risikere at miste livet.

Jeg går i hvert fald 2016 i møde med en helt ny forståelse for mig selv og mit helbred. Jeg ved at hvis jeg ikke gør noget nu, så ender det med at skade endnu mere, end jeg nogensinde vil kunne håndtere. Nej, det bliver som sagt ikke let, og jeg falder helt sikkert tilbage 100 tusinde gange, men jeg har de bedste mennesker omkring mig, og med dem, ved jeg, at det en dag nok skal lykkedes. Jeg tror egentlig ikke, at jeg vil tilføje yderligere. 2016 bliver, som alle andre år, vildt spændende og jeg glæder mig så meget! Tak til alle de mennesker, som jeg er så heldig at have i mit liv! 2015 var en fest, så lad os gøre 2016 til det samme :D

Likes

Comments

'''.png Sort kjole HER | Hvid playsuit HER | Sort playsuit HER| Blomstet playsuit HER | Pudder HER | Palette HER | Concealer HER

Hey alle. Jeg er en evig sucker for alt der hedder sommer, varme, sol, strand og pool. Jeg elsker det, og kan virkelig ikke vente længere. Derfor måtte jeg foretage mig lidt januars shopping, og drømme mig tilbage til frankrig, varme og sol. Det hjalp en del, må jeg sige. Derudover røg der da også lidt ekstra make up med i farten, da det jo også er en af mine helt store interesser. Specielt the contour palette fra Anastasia Beverly Hills, har været på ønskelisten længe, og jeg kan ikke vente med at tage den i brug. Kunne i være interesseret i et make up indlæg? jeg prøver på, at få indarbejdet mere mode og skønhed, så det bliver en stor blanding af ALT der interessere mig! Nu skal jeg dog til at sove, da jeg har et spændende møde hos Illum i morgen. Wish me luck. Kram.

Likes

Comments