For mig er tid blevet en mærkelig ting. Da jeg var lille synes jeg, at tiden gik så langsomt. Det føltes som om, at det ville tage en evighed at blive voksen. Nu sidder 20 år gammel og er voksen. Hvor blev tiden af? Tiden er ligesom sand, der løber ud af mine hænder. Og der er intet jeg kan gøre. Ofte ville jeg ønske, at tiden ville gå hurtigere. Især når jeg ser frem til noget. Samtidigt gør det mig ked af det, for jeg får en følelse af ikke at udnytte tiden optimalt. Jeg har ikke lyst til at spilde tiden. Ikke når alting går så hurtigt på godt og ondt.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Jeg hader at have det. Simpelthen. Min mave opfører sig mærkeligt, og den første dag får jeg som regel diarré. Virkeligt ulækkert og upraktisk. Det skete så i dag. Med de største mavesmerter tog jeg på arbejde kl. 7. Jeg har det ganske enkelt forfærdeligt. For at gøre dagen endnu bedre blødte jeg også igennem, så der kom en plet på kontorstolen! Heldigvis er det en gammel stol, så man ligger ikke umiddelbart mærke til det og mine bukser var sorte. Alligevel er det bare pinligt.
Mit humør er fuldstændig ustyrligt, når jeg har menstruation. Jeg ved det godt, men det gør ikke følelserne lettere.
Noget jeg har tænkt meget over er, om det at være gravid føles som en kronisk menstruation?

Likes

Comments

Jeg er fuld på en onsdag. Mit hoved snurrer. Når jeg ligger ned føles det som om mine tanker løber i ring. Jeg skal op om 6 timer.

Likes

Comments

Jeg savner mit hjem. Min familie. Det vante.

Likes

Comments

Jeg får en mærkelig følelse i byen, når jeg er forholdsvist ædru og min hjerne ikke er sløret af alkoholen. Jeg kan ikke give mig selv hen. Jeg kan ikke fange det modsatte køns blik. Føler at drengene ikke ser mig. Kun en krop. Jeg ved godt, at det er spillets regler, men hvad hvis det ikke var. Hvad hvis jeg havde lyst til at tale, før at du kysser mig og tager på mig?
For jeg gider ikke længere det ligegyldige. Jeg vil have noget ægte. Byen er et dårligt sted at finde det. Hvor skal jeg lede?

Likes

Comments

To bokse. Hvor passer jeg ind? Jeg plejede at elske at være alene. Nu har jeg det svært med det. Jeg hader, at skulle måle mit værd i hvad andre synes om mig. Det er faktum nu desværre. Tit når jeg er sammen med andre, vil jeg allerhelst være alene. Jeg tænker aktivt over, hvornår jeg kan komme væk. Jeg kræver ensomheden. Når jeg så er selv, føler jeg mig tom. Værdiløs. Jeg nyder ikke længere mit eget selvskab som før. Hviler ikke i mig selv.
Denne konstante konflikt skaber et splid inde i mig. Jeg er aldrig tilfreds. Mere kronisk utilfreds.

Likes

Comments

Jeg er ved at acceptere, at jeg nok kommer til at være alene for altid. Det lyder måske overdramatisk, men det er sådan, at jeg har det. Tunge tårer triller ned af mine kinder. Sorgprocessen er igang. Jeg græder over den tosomhed, jeg aldrig kommer til at føle. Græder over den manglende lykke. Hvorfor gør det mig så ked af det ikke at have en partner? Jeg ser dem overalt. I min omgangskreds, endda under min gåtur i skoven. Jeg følte mig nærmest forkert. Hænder som holdte i hånd passerede mig på skift. Det at blive mindet om ikke at have en partner gør, at jeg føler mig uønsket. Jeg bliver usikker på min væremåde, mit udseende generelt alt der gør at jeg er mig. Det er virkelig ikke en rar følelse.

Likes

Comments

Tinder. Indeni skammer jeg mig over, at jeg har appen. Jeg bliver urolig, hvis folk skal låne min telefon. Hvad sker der, hvis de swiper til højre, og tinder kommer frem som et appforslag? Hvad vil de tænke om mig? Der er helt klart fordomme om, at tinder kun er for personer, som søger et hurtigt knald. Dem har jeg også selv.

Alligevel besluttede jeg mig for at gå til bekendelse overfor min veninde, da vi en aften var ude og få et par drinks. Hun kom med en interessant pointe, som jeg har tænkt på siden. Det er svært at møde potentielle partnere. De mest oplagte steder er; studiet, arbejdet, i byen. For mig er studiet udelukket, da halvdelen af pigerne på mit hold allerede har været sammen med en stor del af klassen. Til trods for at vi indgik en pagt, da vi startede om ikke at skide, hvor vi spiser. Den gik så ikke helt.. Det er lidt samme tankegang, jeg har ift. arbejde. I byen føler jeg, at nogle af de drenge jeg møder, er fuldstændig ligeglade med hvem de scorer. Bare at de scorer. Men det gider jeg ikke at være længere. Jeg vil ikke blot være en eller anden. Jeg vil ikke vælges, fordi der ikke er andre. Det er slut.

Så derfor prøvede jeg tinder. Måske er det den moderne måde at date?

Tinder. Inside I feel ashamed about having the app. I get worried when people have to lend my phone. What happens when they swipe right and tinder shows up as an app-suggestion? What are they going to think about me? A prejudice about tinder is that it is only for people seeking a quick no strings attached hookup. I have them myself.

Despite these thoughts I decided to confess to my friend when we were getting drinks. She had an interesting point, which I have pondered over since. It is hard to meet potential partners. The most common places is; your education place, work or at a party. To me the university is off limits. A lot of my classmates have already been together despite our pact: Don't shit where you eat. It didn't go so well. I have the same mindset about work. At a party I feel that some of the boys I meet don't care who they hook up with. They just want a hot body to take home. But I don't want to do that any more. I don't just want to be somebody. I don't want to be chosen because nobody else wants to. I'm done.

That is why I tried tinder. Maybe it is the modern way of dating?

Likes

Comments

​Jeg vil gerne have en kæreste. En der værdsætter mig, giver mig opmærksomhed. En der elsker mig. En der giver mig plads til at være alene. En der er offensiv og udtrykker sine følelser. En jeg ved, hvor jeg har henne. En jeg stoler på. En jeg ikke behøver at gemme mig for. En jeg kan være ærlig med. 

I want a boyfriend. One who values me and gives me attention. One who loves me. One who gives me space to be alone. One who knows what he wants (me) and expresses his feelings. One I know where I stand with. One I trust. One I don't have to hide myself from. One I can be honest with. 

Likes

Comments

Da jeg kom hjem fra min lange rejse, gik der to dage, og jeg startede med at arbejde fuldtid ligesom før, at jeg tog af sted. Alt var det samme, undtagen mig. Da jeg stoppede på mit arbejde, gik der to dage og jeg var havnet i storbyen. Jeg tømte mit værelse derhjemme på gården for de mest nødvendige ting. Dagen efter tog min mor og jeg i IKEA. Fuck en kæmpe labyrint. Men jeg havde glædet mig til at købe nye møbler. Månederne inden havde jeg været inde på massevis af bolighjemmesider og gemt tusindsvis af pins. Så jeg var forberedt. Hurtigt fandt jeg da også en fin seng og et skab. Min mor og jeg samlede sengen, hvilket tog timer! Klokken elleve skulle hun køre, for det var mandag næste dag. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Normalt udtrykker jeg ikke særligt godt mine følelser. Slet ikke med tårer. På en eller anden måde gjorde visheden om, at min mor ville blive berørt mig ked af det. Hun har meget let til tårer. Det sker, når hun ser sporløs, folk der holder taler til familiesammenkomster. ALT. Så da hun vendte sig om og sagde farvel, græd jeg allerede.

Jeg sad tilbage i det store nye hus, jeg var flyttet ind i. Helt alene. I mit meget fine kælderværelse i min nye seng. Skabet kunne vi ikke nå at samle. Så alle mine ejendele lå i sorte plastikposer omkring mig. Jeg gnaskede fem kanalsnegle fra IKEA og hulkede og græd mig i søvn.

De næste tre dage græd jeg konstant. Jeg kunne ikke gå udenfor, fordi mine øjne var så hævede. Måtte handle ind med solbriller, selvom det regnede udenfor.

(fortsættes)

When I returned from traveling, two days went past, and I started working full-time like before. Everything was the same, except me. When I stopped working, two days went past, and I were in the big city. I had cleaned out my room for the most necessary stuff. The day efter my mum and I visited IKEA. Fuck one maze. But I had looked forward to buying new furniture. Months before I had researched websites about styling and saved tons of pins. I was prepared. Quickly, I found a bed and a closet. My mum and I put together the bed. It took hours! At eleven o'clock, she had to drive home, because the next day was monday. I could feel the tears pressing. Normally I'm not expressive about how I feel. And I don't do it with tears at all. The knowledge about how my mum felt made me sad. She cries very easily. It happens when she watches tv, hears speeches. EVERYTHING. When she turned around to say goodbye, I was crying already.

I was left in that big new house, I just had moved into. All by myself. In my own pretty basement room in my new bed. We didn't get to assemble the closet. Every thing I owned was lying around me in black plastic bags. I was eating cinnamon buns from IKEA while crying myself to sleep. 

I cried for the next three days straight. I couldn't go outside, because my eyes were puffy. Had to get groceries with sunglasses, even though it rained outside. 

(to be continued) 

Likes

Comments