I torsdags skrev jeg første del af min fødselsberetning. Anden del kommer her.

... da jeg langsomt havde fattet situationen, og var klar over, at nu var det altså alvor, blev jeg overvældet over tanken og jeg smilede til min Henrik og vi snakkede om hvor skønt og fantastisk det hele var. Jeg var stadig ved godt mod og da min søde jordemoder spurgte om jeg ville have noget at drikke, var der kun én ting, som kunne gøre situationen endnu bedre, end den i forvejen var - Mathilde cacao mælk! Jeg drak halvanden liter, før jeg får alvor blev presset af veerne.

Omkring kl. 7, havde vi været på hospitalet i godt halvanden time og hun undersøgte mig igen. Jeg var nu 7 cm åben og jeg synes selv at tiden gik hurtigt og var stadig fuld af gå-på-mod.
Det var lige indtil, at jeg ca 15 min senere begyndte at få koblede veer, hvilkede jeg panikkede lidt over. Indtil nu, havde det høje humør og min egen overbevisning om at min krop var bygget til et formål - nemlig at spytte babyer ud - været resultatet af gode pauser og effektive veer. Men uden de her pauser, havde jeg svært ved at fokusere på nuet og på min vejrtrækning. Vi begyndte at snakke om, hvad vi kunne gøre. Jeg blev tilbudt et karbad. Der lå jeg i ca 20 min. Indtil jeg ville op igen, da vestormen og den trange plads, gjorde mig både klaustrofobisk og hysterisk.

Vi havde ikke snakket anden smertelindring. Jeg havde ikke noget ønske om at gennemgå fødslen au naturel men havde indtil nu ikke noget behov for hverken epiduralblokade eller bistik.
Det fik jeg på intet tidspunkt men på vej op af badekaret, blev vi enige om at lidt lattergas, måske kunne hjælpe mig igennem, hvad der den sidste time havde føltes som én lang ve, uden den mindste pause.

Inden jeg fik lattergas, blev jeg undersøgt igen. Jeg havde nu åbnet mig 8 cm og det løftede situationen lidt og gav mig nye kræfter, at jeg fortsat havde god effekt af veerne.

Jeg fik masken med lattergas for næse og mund og fra det ene sekund til det andet, befandt jeg mig ikke længere på bornholms hospital, men nok nærmere på en eller anden undergrunds natklub i Berlin, hvor de sælger gas i ballonform. Det føltes som om at hele rummet trak sig sammen omkring mig og alle lyde forandrede sig. Og så grinte jeg. Og det blev jeg ved med - trods veer. Og midt i et kæmpe glædeligt kaos af latter og veer, var der vagtskifte. Min nye jordemoder hyggede sig meget over at blive mødt, midt i en fødsel, få minutter fra pressefasen, i et kæmpe grinflip og skål i Mathilde cacao.

Jeg blev undersøgt igen og var nu 9 cm åben. Jeg valgte nu lattergassen fra, da jeg følte at påvirkningen var for voldsomt og jeg ikke ville være alt for rundtosset, første gang jeg mødte min søn.

Herfra og til jeg skulle møde ham, var stemningen dog en helt anden, og kaos gik fra at være glædeligt til at være traumatisk.

Da jeg blev undersøgt igen, fortalte de mig at der var en halv centimeter, som var i vejen for, at han kunne komme ud. De ville kunne skubbe den ned med fingrene, men han lå forkerte. Han lå med hovedet for langt mod venstre og ligegyldigt hvor meget vi kæmpede, vendte han sig ikke. Jeg var nu i pressefasen. Jeg er ikke klar over hvor længe, da den sidste del af fødslen er lidt tåget for mig. Men jeg ved at jeg kæmpede længe.
På et tidspunkt var jeg ved at give op. Jeg følte at mine kræfter var brudt op og smerterne var åndssvagt voldsomme.

Nu faldt hans hjerterytme. Og den faldt hurtigt og meget. Han var presset derinde, men han kunne bare ikke komme ud.
Der blev kaldt efter en læge men ingen kunne få fat på hende. Jeg husker det ikke selv, men Henrik fortalte mig efterfølgende, at jordemødre og sygeplejesker, som var kommet for at hjælpe, så skeptiske og bekymrede ud.

"Nikita, du skal vende dig om og sætte dig om på alle 4 og det skal du gøre lige nu, så din søn kan blive lettet lidt".

Jeg var forvirret over, hvad der foregik men gjorde, som jeg fik besked på.

Lægen kom og på magisk vis, fik hun ham til at vende sig og forlod stuen igen. Men nu vendte han sig for langt og vendte mod højre. Frække knægt.
Lægen kom tilbage og det blev lynhurtigt besluttet at han skulle tages med cup. Han skulle ud og det skulle gå hurtigt nu.

Fy for helved, hvor var det ikke en fest. De forsøgte med en blød cup men det var slet ikke en løsning, så det blev den hårde. Ad. Men han skulle bare ud og jeg var klar på at bruge min aller sidste kræfter.

Få pres og mange træk og så blev kl. 10:56 og min søn var født. Min Adam.
Han havde navlesnoren rundt om halsen og skulle lige gnubbes lidt før han gav lyd fra sig. Men så græd han. Han kom på mit bryst og jeg kiggede på Henrik som også græd. Henrik har senere beskrevet dette øjeblik som det smukkeste i hans liv. Jeg beskriver det nok mere som.. lettende.

Trods sugekop, var jeg ikke gået ret meget i stykker, så jeg fik et par få kosmetiske sting og kom over i en anden seng. Adam fandt brystet med det samme og vi var lykkelige.

Jordemoderen fortæller at der ikke havde været ret meget fostervand og moderkagen havde forkalkninger, så det var godt han var kommet ud nu. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg bad om den hindeløsning.

Han vejede 3610 g. Og var 50 cm lang.

Idag er Adam 10 måneder gammel og går i vuggestue. Jeg husker stadig min fødsel, som var den igår. Men jeg husker ikke smerten. Sådan er vi kvinder jo stykket meget godt sammen.
Og jeg nyder Adam og jeg nyder Henrik, som var den bedste støtte under fødslen og efterfølgende har været den mest fantastiske mand og far.

Tak
<3


Likes

Comments

D. 8. september 2016 var jeg gået 2 dage over min termin og havde allerede været utålmodig siden jeg ramte den gyldne milesten, 37+0 uger, og officielt var indenfor den periode, som man anser for at være "født til tiden".

Men jeg var førstegangsfødende og havde jo gang på gang fået af vide, at jeg skulle forvente at gå over tid. Havde det ikke været for Noora, William, Isak og mine andre bedste venner fra SKAM, er jeg ikke sikker på at jeg havde holdt ventetiden ud.

Lige præcis den torsdag havde jeg en aftale med min jordemoder. 2 uger forinden havde jeg fået af vide at jeg havde 1 cm livmoderhals tilbage og var 2 cm åben, så idag ville jeg bede hende udføre en hindeløsning på mig.

Det havde hun absolut ingen indvendinger imod. Ikke andet end jeg skulle huske at jeg som førstegangsfødende ikke havde ret stor sandsynlighed for nogen effekt. Og det var jo kun ca. 50 % som gik i fødsel efter en hindeløsning. Og så skulle jeg forberedt på en hård nat med masser af plukveer, som i mange tilfælde blot gik i sig selv igen. Men jeg var så ligeglad. Jeg skulle bare have den hindeløsning, så jeg kunne møde min dreng. For jeg vidste det var en dreng. Det havde jeg vidst siden uge 14+3 og jeg ville bare have ham ud nu. Helt ærligt.... Jeg glædede mig til at møde ham og jeg ville bare mærke ham og hans hud mod min. Men jeg glædede mig også til at få min krop for mig selv, at hoppe tilbage i et par højtaljede mom-jeans og til at mødes med veninder over et glas vin og en cigaret. JA! jeg sagde det. En cigaret. For nej, jeg røg ikke under min graviditet. Jeg stoppede den dag testen var positiv. Det gjorde min kæreste iøvrigt også. Men vi vidste begge at vi ikke var færdige med at ryge. Hvor åndsvagt det så end må være, når man nu har været stoppet i næsten et år. Ligemeget. Sidespring.

Hun lavede hindeløsning på mig og det synes jeg egentlig var okay. Jeg er generelt bange for smerte men det var jeg ikke i forbindelse med graviditeten. For jeg vidste hele tiden at udfaldet af gener og ubehagelige undersøgelser af Henriks private paradis og af min babys hule, alt sammen var min søn. Og når folk spurgte mig om jeg var bange for fødslen, sagde jeg nej. Og det var jeg helt ærligt ikke. Hvordan skulle jeg være bange? jeg havde ikke født et barn før og anede ikke hvad jeg skulle forvente, andet end at min baby skulle ud og jeg havde forberedt mig alt hvad jeg kunne, på hvordan det skulle foregå, men meget andet kunne jeg ikke gøre, så hvorfor frygte noget, jeg alligevel ikke ved hvad er.

Det skal lige siges at den her meget modne og fornuftige tilgang til tingene, ikke er sådan jeg agerer normalt. Jeg er det mest latterligt vanvittige kontrolmenneske, men under min graviditet, formåede jeg på en eller anden måde at lægge den side fra mig. Altså, efter at jeg havde læst hver eneste bog og artikel, som fandtes omkring emnet, naturligvis.

Da jeg forlod min jordemoder, den torsdag, med en aftale om igangsættelse den kommende uge, begyndte plukveerne allerede at drille mig. Det havde de dog gjort de sidste 4 uger, så det var ikke noget jeg lod mig rive særligt meget med af. Det vil sige.. Mit indre jeg, fuldstændige ærlige Nikita - hende uden filter - tiggede og bad om at dette var starten på fødslen og hvis ikke det var, vidste jeg godt at jeg ville ligge og tude på badeværelses gulvet, præcis som jeg havde gjort aftenen før. Her ville jeg ligge og bande og svovle over, hvor uretfærdigt det var, at babyer ikke bare kommer ud på den dato de har lovet, og alle de andre irrationelle tanker som hormonnelle, hysteriske gravide kællinger ellers kan finde på at kaste sig over. Men ikke den ydre Niki - hun holder sig til fakta og tingene må gå sin gang. Kontrol.

På vejen hjem fra hospitalet, smuttede jeg forbi den lokale pub, og sagde hej til Henrik, som var på arbejde og først havde fri kl 24. Han var sikker på at fødslen ville starte den dag. Mit ydre, rolige jeg, fortalte ham, at han ikke skulle have for høje forventninger.

Jeg spiste aftensmad hos mine forældre den aften. Det var en fantastisk varm september. Sensommer når det er bedst og vi grillede i haven. Min søster og jeg tog pis på min far og jeg grinede. Men et kort jag af smerte i lænden, ændrede mit smil til en skør grimasse og min mor var hurtigt til at smide om kommentar om, at nu havde jeg veer. Igen lagde jeg en dæmper på situationen og var sikker på at det bare var en tarvelig plukve.

Jeg gik hjem da vi havde spist, og gik en tur med svinet. Vores franske bulldog Karla. De der jag kom et par gange på min gåtur og jeg smilede lidt hver gang. Men kun fordi, at ingen så det.

Resten af aftenen lå jeg på sofaen og jagene varede længere og længere og kom oftere og oftere. Kl 24 kom Henrik hjem og det var fristende at fortælle ham hvad der måske var igang. Men jordemoderen havde jo fortalt mig, at jeg kunne forvente en hård nat, som ikke nødvendigvis betød af jeg havde en baby i armene hverken næste dag, eller dagen efter.

kl. 01 tog jeg i smug tid på de her.. jag. som jeg endnu ikke kaldte veer. De kom med 12-15 minutters mellemrum og varede 1-1,5 minut. Men jeg havde fået af vide alt for mange gange, at man ikke var i tvivl, når man har veer. Og så kunne det ikke være veer, for det var helt klart til at holde ud. Så længe jeg koncentrerede mig og trak vejret. Inhale - exhale.

Da kl var 5 tog jeg et screenshot, af min ve-tæller, og lagde billedet op i min terminsgruppe. Jeg var stadig i tvivl og havde brug for at nogen fortalte mig, om jeg skulle ringe til jordemoderen eller ej. Dem som var vågne, mente helt klart at jeg skulle kontakte hospitalet med det samme men jeg ville vente til kl. 6. Der mødte jordemoderen ind på arbejde og der var jo ingen grund til at vække hende. Jeg ringede dog 5.30, for min tålmodighed var ikke til mere, og hun ville møde mig på afdelingen indenfor 10 min.

Jeg vækkede Henrik. Jeg havde sagt til ham, at han skulle gå ind og få noget søvn, for der var ingen grund til at han var vågen med mig. Så pakkede jeg de sidste ting, redte vores seng og ryttede lidt op. Herefter kontaktede vi min far, som hentede os og kørte os på hospitalet, som heldigvis kun lå 5 minutter væk. I bilen tog smerten til og jeg kaldte det, for første gang, en ve. Jeg var ikke i tvivl om at fødslen var igang nu, men da jeg stadigvæk synes at det var forholdsvist lette smerter, var jeg bange for at blive sendt hjem igen.

Det blev jeg ikke. Hun undersøgte mig og sagde at jeg var 6 cm åben og godt i gang med fødslen. Om bare 4 små cm skulle jeg endelig møde min søn og midt i forvirringen fik jeg spurgt hende, om jeg så bare skulle tage hjem og vente lidt. Det skulle jeg bestemt ikke. Jeg skulle ikke hjem før jeg havde født mit barn og jeg var lykkelig. Jeg var stolt over at jeg var nået så langt og var sikker på at jeg måtte være den fødte babymakingmachine. Det skulle dog ikke blive ved med at gå så nemt..


Læs om resten af fødslen, i mit næste oplæg: Fødselsberetning Del. 2, på Lørdag d. 15/7.


Likes

Comments