Jeg sidder her i skrivende stund med en varm kop kaffe og ser lidt baggrunds TV, mens mine tanker flyder. Min smukke datter ligger og sover dejligt efter en hel eftermiddag i familiens lag og min søde kæreste er oppe og træne med sine brødre og svigerinder. 

Disse tanker kommer på baggrund at vi er inviteret ud at spise af min kærestes fantastiske moster på næste lørdag, på Herreford i København. Og her er det at mit hjerte slår et dobbeltslag og jeg kan mærke en knugende følelse i min mave. 

For jeg er hunderæd. Som i oprigtigt bange helt ind til knoglerne og jeg har ufattelig svært ved at slippe frygten. 
Frygten for at havne midt i en terroraktion. Alle de forfærdelige angreb på uskyldige mennesker rammer mig i sådan en grad at jeg egentlig har svært ved at forlade min comfort-zone og bevæge mig ind i større byer og jeg HADER at sådan nogle mennesker har fået magten over mit liv. Når jeg åbner munden og fortæller omkring mine tanker og frygt for terror, bliver jeg ofte modtaget med svar som ​"Det er jo det de vil opnå, de skal da ikke have magten over dit liv" "Ej, nu må du stoppe, så kan du jo aldrig forlade dit hjem"​ Og nej de skal ​ikke​ have magten over mit liv, men det har de fået og hvis jeg kunne stoppe den inderlige og oprigtige frygt, så havde alting da også være meget nemmere. Men jeg tror simpelthen ikke at folk forstår at jeg er oprigtig bange og forfærdelig utryg ved situationen og at svar som disse på ingen måde støtter eller hjælper med med at slippe angsten, som i slet slet ikke. Det er især svært for mig nu hvor jeg har født min datter. Tanker som ​"Hvis jeg dør, skal hun vokse op uden sin mor" ​eller omvendt ​"Jeg kan ikke leve uden min datter, hun må ikke dø fra mig"​ tærer så voooooldsomt på mig at jeg ikke har lyst til at tage væk fra hende. Og nej - jeg kan ikke styre hvor den næste terroraktion vil finde sted, men jeg kan styre ikke at opsøge større mulige steder at udføre sådan en tankeløs handling, såsom i f.eks. København.

Lillepigen havde sin første tivolitur i sommers med farmor, farfar, hendes far og jeg. Og jeg var bange. Jeg var bange hele turen igennem til vi igen sad i bilen på vej hjem mod vores lille landsby. Nicoline lagde ikke mærke til min angst og det tror jeg heller ikke at min kæreste, eller hans forældre gjorde. Nicoline havde en fest hele dagen og jeg gjorde ALT for at hun ikke skulle mærke at mor var utryg. En time før vi skulle afsted mod København, stod jeg på vores badeværelse og græd af skræk for ​tænk nu hvis.​ Og hvor er det dog belastende for mig, for jeg vil som mor give min datter HELE verdenen hvis jeg kunne, give hende alle de oplevelser hun overhovedet kan magte men for fanden hvor det begrænser mig når man lever med så dyb en frygt som jeg gør. For jeg VIL jo gerne ud, jeg VIL jo gerne opleve byen, jeg VIL jo gerne kunne opleve tivoli, bakken og sådan nogle ting. Det er ikke fordi jeg ikke har lyst, for lysten er der i dén grad! Jeg ville så gerne kunne slippe frygten og bekymringerne men jeg kan bare ​ikke!

Nåh, men hele dette indlæg bunder jo ud i at vi skal til København på lørdag, både hendes far og jeg. Og ​hvis​ nu at der skulle dukke nogle vanvittige psykopatiske indavlede kujoner frem til det sted hvor vi netop befinder os - Jah, så er min datter forældreløs. Argh - Jeg kan simpelthent ikke holde tankerne ud. Hvor er det unfair at de kan få magten over nogens liv på den måde, for jeg nægter at tro at jeg er den eneste der frygter at havne midt i terror.


Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Okay, altså ikke i den oprigtige forstand.

I en uge har lillefisen og jeg været alene mens far knokler for at gennemfører sit kursus som nu har varet 12 uger. Gennem hele lillepigens korte liv, har far med jævne mellemrum måtte drage afsted til Jylland for at få hvervet sig mere erfaring. Min mand er sgu sej - for det skal efter sigende være et ret hårdt kursus at gennemføre.

Nå, men jeg har den dybeste respekt for alenemødre! Jeg synes det er eddersatme hårdt at få hverdagen til at gå op i en højere enhed, når man lige mangler de to ekstra arme (og kærlighed og omsorg for den sags skyld) for med en lille bandit med ekstrem meget krudt i rumpetten, 2 hunde som også kræver opmærksomhed og et hus at passe, samt tøjvaskning og madlavning - puuh, det kræver sgu en god omgang logistik (og en fandens fantastisk familie!)

Endnu mere hårdt er det at tøsen er blevet syg med mund- fod og håndsyge og skal være hjemme fra dagpleje OG at hun har kaldt omkring 30 gange om dagen på sin far og hvordan forklare man lige en 1 årig at far altså ikke er hjemme men kommer hjem om en uge!? Jesus.

Idag kommer farmand hjem, desværre først når hun er puttet men vi har aftalt af han står op med hende imorgen så de kan få kvalitetstid sammen og jeg kan sove længe!

Så til alle jer singlemoms out there - i er for seje!

Rigtig god fredag ♡

Likes

Comments