Header

Part 2.

Et liv med angst er et liv med alt for mange samtaler og alt for meget snak! Nye specialister hele tiden, som skal have den samme historie og følelsessnak, som allerede har fundet sted hos alle de andre man har snakket med. Til sidst gider man bare ikke snakke mere, og da slet ikke at skulle fortælle det samme om og om igen.

Positiv samtale og sendt videre til en specialist ~ Ca. Et halvt år siden.

Som nævnt i forrige indlæg, blev jeg for et ca. et halvt år siden sendt videre til Lokal Psykiatrien til en forsamtale omkring hvad de mente jeg havde brug for, og om jeg havde brug for hjælp hos dem. Inden samtalen var jeg helt vildt nervøs, jeg var bange for bare at blive sendt hjem igen, og bange for ikke at blive taget seriøst - Hvad nu hvis jeg faktisk bare var mærkelig, eller sindssyg. Men samtalen gik over alt forventning, jeg havde for første gang lyst til at græde under en samtale, for han ramte bare fuldstændigt plet på hvordan jeg gik og havde det, og de følelser jeg havde indeni. For første gang hørte jeg ordene "Du har brug for hjælp.

Jeg fik af vide at han kun var en slags mellemmand, og at han blev nødt til at snakke med hans "Team", om de kunne tilbyde mig hjælp. Der gik en uge før jeg fik tilbagemelding om at de gerne ville hjælpe mig, og at jeg skulle møde op hos en specialist oppe på psykiatrien. Så det gjorde jeg.

Får en fast diagnose ~ Ca. En måned senere.

Jeg mødte op til samtalen med højere forventninger end normalt, men var forbedredt på måske bare at blive sendt hjem igen. Sådan gik det heldigvis ikke. Samtalen gik godt, jeg snakkede med den sødeste kvinde - En specialist i angst og OCD. Hun spurgte ind til en hel masse ting, som ingen andre havde spurgte mig om, gav mig en masse spørgeskemaer og sendte mig hjem, med en ny tid i ugen efter.

Jeg udfyldte skemaerne med hjælp fra min mor, for det var mere kompliceret end forventet - Skemaer omhandlende OCD og Autisme. Ugen gik og jeg mødte op til samtale nummer 2. Først blev jeg testet for autisme og dernæst ADHD, men ingen af delene havde jeg. Dernæst begyndte hun at spørge mere specifikt ind til min angst og min hverdag. Efter ca. en times samtale, sagde hun endelig " Jeg ved hvordan du har det, og jeg har en fast diagnose klar til dig". En uge efter den samtale, fik jeg af vide at de gerne ville tilbyde mig behandling, men at ventelisten var lang. Nu, 2 måneder senere er jeg stadig ikke igang med min behandling, men står fortsat på den meget lange venteliste, og er nogenlunde optimistisk.

~Min diagnose~

Min diagnose er nu fastlagt og jeg føler den passer perfekt på mig - Endelig føler jeg mig afklaret! Jeg lider af Agorafobi og OCD. En del af jer ved nok ikke hvad der går ud på, så her kommer lige hovedtrækkende for mine diagnoser.

Agorafobi - er en fobi for at bevæge sig udenfor sin egen husdør, at opholde sig på store åbne pladser, og sociale situationer med mange mennesker. Det er også angsten for at skulle få et panikanfald i offentlige rum, eller i de overnævnte situationer. Tit giver det også transportskræk, altså angst eller angstanfald i fly, busser, tog osv. På mange måder kan agorafobi ligne Socialfobi ret meget, for begge dele drejer sig mod angsten for det sociale og mange mennesker.

OCD (Obsessive Compulsive Disorder) - er en sindssygdom med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Jeg har primært tvangshandlinger, som er tilbagevendende handlinger, som skal udføres på bestemte måder, og på de samme måder eller antal gange hver eneste gang. Det er oftest for at undgå en frygtet situationen man opsætter i hovedet, og er helt overbevist om vil ske, hvis ikke handlingen bliver udført. Derfor hæmmer tvangshandlinger rigtigt meget i hverdagen, for der er rigtigt mange ritualer som skal gøres hele tiden og på den rigtige måde, før man kan gøre det man egentligt skal igang med.

Så nu ved i både hvordan min vej til en diagnose og hjælp har været, men ikke mindst hvad min diagnose er og hvad det egentligt er jeg går og arbejder med for tiden. Hvis nogle af jer lider af Agorafobi, OCD eller bare en helt anden angsttilstand, så smid lige en kommentar så jeg kan se hvad i går og arbejder med eller måske allerede har lært at leve med.

~QueenE over and out~

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Part 1.

En endeløs horisont. Ja, med den sætning vil jeg helt klart beskrive hvor svært det er at få afklaring i det danske system. Vejen til hjælp i vores skønne danske system, går igennem diagnoser, så har du ikke en diagnose har du åbenbart ikke ret til hjælp... Problemet er så bare, når du gang på gang får puttet nye og forkert diagnoser ned over hovedet, begynder at forholde sig til sin diagnose og får en ny, helt tiden. Ja, sådan er min erfaring og sådan har min vej til en fast diagnose været.

Første gang jeg begyndte at mærke, at der var noget helt galt med mig ~ Ca. 2 år siden.

Jeg har altid været et ængsteligt og usikkert barn, men har altid klaret mig igennem alt det jeg nu var nødt til at skulle igennem, derfor har der ikke før for et par år siden været stærke tegn på at jeg var "anderledes" og måske ikke fungerede helt som alle andre.

Men for et par år siden begyndte alting at blive meget svært - Jeg fik svært ved de mindste ting, hvis bare jeg skulle gå ned til postkassen begyndte mit hjerte at banke helt vildt, og jeg følte jeg skulle til at gå i panik! Flere og flere ting blev umulige og jeg begyndte at lukke mig inde på mit værelse, for her var trygt - Ingen nye mennesker eller situationer jeg kunne havne i, som ville fremprovokere den her følelse af at miste kontrollen over sin egen krop og gå i panik. Sådan gik det i en godt stykke tid, indtil jeg til sidst havde så svært ved alting at min mor valgte at søge hjælp til mig hos vores læge.

Mange ligegyldige samtaler senere ~ Ca. et par måneder senere.

Efter mange ligegyldige samtaler med lægen, begyndte jeg at blive meget frustreret. Gang på gang fik jeg af vide, at der ikke var noget galt, og at jeg bare var træt eller stresset over skolen. Til sidst ville jeg ikke med til samtaler ved lægen længere, jeg følte ikke at jeg blev hørt eller taget seriøst alligevel, så hvorfor tage afsted..?

For prøve noget andet, begyndte jeg at gå til samtaler ved en privat psykoterapeut, hvor jeg skulle komme et par gange om ugen. Her følte jeg for første gang at jeg blev hørt, men det føltes alligevel helt forkert, jeg blev nemlig "stemplet" med stress. Det kan da godt være jeg var en lille smule stresset, og at det er det, der helt til begyndelsen fremprovokerede min angst, men jeg vidste at det ikke var det, som gjorde min hverdag så hård. Men jeg fortsatte med at tage til mine samtaler, hvilket da også var meget rart, for her havde jeg en helt anden at dele mine tanker og følelser med.

Første angstdiagnose jeg får stillet ~ Ca. 1 år siden.

Efter en lang periode med uro i mit hoved og masser af samtaler hos min psykoterapeut, forstår min læge endelig at jeg faktisk har brug hjælp, så han sender en henvisning til en samtale ved børne og ungdoms psykiatriskafdeling. Endnu en samtale, nej tak, men jeg vælger alligevel at tage af sted. En time senere blev jeg diagnoseret med socialfobi og generaliseret angst, endelig en diagnose jeg kunne begynde at forholde mig til. Men de mente ikke jeg havde brug for behandling igennem psykiatrien, så jeg blev bare sendt hjem igen, og fortsatte hos min psykoterapeut.

Jeg begyndte også selv at arbejde med min angst, og blev ved med at forsøge at presse mig ud af min comfortzone, som jo er en af de vigtigste ting, for at kunne komme til at leve med sin angst. Jeg begyndte at få det bedre og bedre og begyndte at kunne leve et nogenlunde normalt liv igen. Hver eneste dag opdagede jeg nye små fremskridt, som nu var blevet mulige for mig, det var virkeligt fantastisk!

Ingen fremskridt og endnu en diagnose ~ Ca. et par måneder senere.

Jeg valgte en aften i december 2016, at stoppe hos min psykoterapeut. Jeg sad grædende ved bordet og fortalte min mor, at alt bare var gået i stå. Ja, jeg havde rykket mig langt, og mit liv var da også blevet bedre, men jeg kunne stadig på ingen måder leve optimalt. Jeg rykkede mig ikke længere og mine samtaler hjalp ikke mere. Jeg var så ked af det, og sur over at jeg ikke bare kunne være som alle andre og leve mit liv uden problemer.

Et par dage senere blev min læge kontaktet igen, og jeg blev sendt til endnu en samtale (Der er alt for mange samtaler i det danske system) dog var det denne gang ved lokal psykiatrien, nu når jeg var blevet 18, og ikke længere gik ind under børne og ungdoms psykiatriskafdeling, skulle jeg snakke med nogle helt nye mennesker. Endnu en gang skulle jeg til at fortælle det samme, som jeg allerede havde fortalt til 100 andre personer, jeg var ved at blive sindssyg over at skulle snakke og snakke om mine følelser, hele tiden...

Alle meninger og holdninger er selvfølgelig mine egne, så er du ikke enig, er jeg bare glad for at du har en anden og bedre opfattelse end jeg.

Fortsættelse følger omkring det sidste stykke vej, til min endelige diagnose...

~QueenE over and out~

Likes

Comments

Heeey derude!

Velkommen til min blog! Jeg er vildt glad for at du som sidder og læser det her lige nu, har fundet vej til min blog, det er helt vildt! Som du nok kan fornemme på navnet "Mit Liv Med Angst" kommer temaet på min blog primært til at omhandle de lidt mere skjulte sider af mange mennesker liv - Nemlig et liv med angst, OCD, Depression, Stress og selvfølgelig alle de følger sådan et liv har - Manglende selvtillid og meget mere!

~Lidt information om mig~

For nu er mit navn QueenE, men nu må vi se om jeg en dag får selvtillid nok til at afsløre mit rigtige navn (Det gør jeg da forhåbentligt!). Jeg er en jysk pige på 18 år, som lige pt. går sygemeldt med angst og OCD (Indlæg nærmere omkring min diagnose følger).

Hvis du synes teamet på min blog lyder interessant, eller bare har lyst til at lære mig lidt bedre at kende, er du mere end velkommen til at følge med her på min blog - Mit Liv Med Angst!

~QueenE over and out~

Likes

Comments