Header

Selvtillid, hvad er det for noget? Det samme som selvværd? Spørgsmålende er mange, og idag vil jeg forsøge på at forklare hvad henholdsvis selvtillid og selvværd er, og hvor meget det bliver påvirket i et liv med angst.

~Hvad er selvtillid og selvværd?~

Jo, begge dele indeholder jo en følelse af hvordan man selv er, og præsterer. Forskellen på de to er dog større end de fleste er klar over. I bund og grund kan man sætte det sådan her op:

Selvværd, er som navnet lidt siger, hvordan man ser sig sig, og hvad man synes man er værd. Altså hvad en "selv" er værd. Det er lidt mere ens personlige syn eller underspillede tanke om sig selv, og sin krop og personlighed. Selvværd, går for at nævne et eksempel, ud på hvor sikker man er på sig selv, og hvor højt man værdsætter sig selv. Dårligt selvværd viser sig derfor fx. ved usikkerhed, ensomhed, at man sætter meget høje krav til sig selv, og rangere andres meninger omkring en meget højt.

Selvtillid derimod handler mere, om tilliden til ens evner, Tilliden til at hvad man gør og opnår er godt nok. Så i modsætning til selvværd, er selvtillid lidt mere de ting der ligger på overfladen, frem for de ting man har indeni. Altså om man har tillid til ens egne evner og færdigheder. Dårlig selvtillid viser sig fx. ved præstationsangst og at være lidt mere introvert, fordi man helst ikke vil ses, for hvad nu hvis de ser mine evner ikke er gode nok.

~Hvordan påvirker angsten, min selvtillid og selvværd?~

Selvtillid og selvværd er begge dele noget jeg hverken har helt vildt meget af, eller helt vildt lidt af. Jeg har som alle andre gode og mindre gode perioder i mit liv, som jo også påvirker ens syns på sig selv utroligt meget! Overordnet har jeg nok ikke helt vildt meget selvværd eller selvtillid, men jeg forsøger hver dag, at gøre alt for at få mig selv til at tro på jeg er god nok, og at mit liv er i orden. Men som angstramt kan det godt være utroligt svært, og for den sags skyld er det der med troen på sig selv og sine evner, desværre en svær ting for de fleste mennesker.

Personligt kan det være rigtigt svært for mig at holde min selvtillid og selvværd høj, for et liv med angst, er et liv med mange nederlag - For det meste, desværre nok flere nederlag end succeser. For at kunne bekæmpe angsten kræver det at mange grænser overskrides, om og om igen, for at kunne vænne sig til, og blive tryg ved en situation. Det giver mange tilbageslag, man overvinder sig selv og begiver sig ud i en "farlig" situation, og fejler, det giver ikke lige frem mere tro på sig selv.

~Er jeg god nok?~

JA! Ja og ja! Vi er alle perfekte som vi er! Selvom mit selvværd nok ikke er det bedste, ved jeg jo godt inders inde at vi alle er helt okay, lige som vi er. Vi har alle vores problemer, og flaws men det er lige præcist de ting, der gør og hver især så utroligt unikke og perfekte lige som vi er. Vi er alle helt okay, selv mig. Det er bare troen på det, det ikke altid vil samarbejde, desværre. Lær at tro på jer selv derude, sig til jer selv at i er gode nok og så utroligt smukke hver og en! Lær at elske jer selv, uanset hvor svært det lyder, er det muligt! For man bliver nødt til at elske sig selv 100%, for at kunne elske et andet menneske, uden på nogen måder at skulle føle sig usikker.

Håber min viden og erfaring, har været brugbar. Tak for at du læste med!

~QueenE over and out~


Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Heeey Derude!

Velkommen tilbage, eller jeg skulle nok hellere sige velkommen tilbage til mig selv. Hvis i har fulgt med derude, har i nok bemærket, at jeg har været offline fra min blog i godt stykke tid. Jeg har nemlig ikke skrevet et indlæg, i over 5 måneder nu. Det bunder ud i at jeg har haft meget at tænke over - Primært min angst.

Siden sidst, har jeg været ude og rejse. Jeg var på en dejlig ferie med min familie, som var super skønt - Masser af sol og dejlig mad. Da vi kom hjem, var det tid til at jeg skulle forsøge at presse mig lidt udover mine grænser - Prøve at starte i skole. Desværre gik det ikke, endnu et nederlag, som har taget meget hårdt på mig! Jeg landede straks i min seng, efter første skole dag. Sov resten af dagen, og brød fuldstændig sammen.

~Hvad så nu?~

Jo, nu har jeg det okay. Mit humør og mine tanker er stadig ikke helt i top, og jeg går fortsat hjemme det meste af tiden. Jeg er startet op på noget angstdæmpende medicin (Sertralin), selvom jeg var kæmpe modstander af det. Jeg stod et sted i mit liv, hvor jeg ikke kunne klare mig normalt i samfundet, og derfor var jeg nødsaget til at sige ja til medicinen. Den beslutning er jeg så glad for nu! Jeg har stadig min angst med i baggagen, og er ikke i stand til at leve normalt. Men vigtigst af alt, er jeg glad igen, og er begyndt at kunne finde lidt overskud og glæde til at deltage lidt i hverdagsopgaver.

Fremadrettet vil jeg begynde at skrive lidt herinde igen. Det vil både give mig en mere rigtig hverdag, og noget at stå op til og beskæftige mig med. Men vigtigst af alt, håber jeg på at kunne have det her sted, til at komme af med mine tanker og følelser, og på den måde måske at kunne hjælpe og vejlede nogle af jer derude, som sidder i samme situation som mig, og har det svært.

Jeg kommer de næste par uger, til at fokusere lidt på de ting, som jeg personligt selv synes er de hårdeste og mest forvirrende ved at leve et liv med angst. Bla. kommer jeg til at fokusere en hel del på selvværd og selvtillid, som jeg synes er en utroligt stor del af angsten. Den dræner en fuldstændig for alle former for selvtillid, og motivation. Derudover kommer jeg til at snakke lidt om et emne, jeg kalder for "Venner og angst". Et liv med angst betyder nemlig tit at man kommer til at skubbe sine venner og bekendte ud af sig liv. Og hvad nu, hvis mine venner ikke forstår hvordan jeg har det, eller vil synes jeg er mærkelig??

Jeg håber meget på, at der er nogle derude der gider at læse med, og måske kan finde mine indlæg brugbare og relaterbare. Hvis i læser det her indlæg, så tak!

~QueenE over and out~

Likes

Comments

Part 2.

Et liv med angst er et liv med alt for mange samtaler og alt for meget snak! Nye specialister hele tiden, som skal have den samme historie og følelsessnak, som allerede har fundet sted hos alle de andre man har snakket med. Til sidst gider man bare ikke snakke mere, og da slet ikke at skulle fortælle det samme om og om igen.

Positiv samtale og sendt videre til en specialist ~ Ca. Et halvt år siden.

Som nævnt i forrige indlæg, blev jeg for et ca. et halvt år siden sendt videre til Lokal Psykiatrien til en forsamtale omkring hvad de mente jeg havde brug for, og om jeg havde brug for hjælp hos dem. Inden samtalen var jeg helt vildt nervøs, jeg var bange for bare at blive sendt hjem igen, og bange for ikke at blive taget seriøst - Hvad nu hvis jeg faktisk bare var mærkelig, eller sindssyg. Men samtalen gik over alt forventning, jeg havde for første gang lyst til at græde under en samtale, for han ramte bare fuldstændigt plet på hvordan jeg gik og havde det, og de følelser jeg havde indeni. For første gang hørte jeg ordene "Du har brug for hjælp.

Jeg fik af vide at han kun var en slags mellemmand, og at han blev nødt til at snakke med hans "Team", om de kunne tilbyde mig hjælp. Der gik en uge før jeg fik tilbagemelding om at de gerne ville hjælpe mig, og at jeg skulle møde op hos en specialist oppe på psykiatrien. Så det gjorde jeg.

Får en fast diagnose ~ Ca. En måned senere.

Jeg mødte op til samtalen med højere forventninger end normalt, men var forbedredt på måske bare at blive sendt hjem igen. Sådan gik det heldigvis ikke. Samtalen gik godt, jeg snakkede med den sødeste kvinde - En specialist i angst og OCD. Hun spurgte ind til en hel masse ting, som ingen andre havde spurgte mig om, gav mig en masse spørgeskemaer og sendte mig hjem, med en ny tid i ugen efter.

Jeg udfyldte skemaerne med hjælp fra min mor, for det var mere kompliceret end forventet - Skemaer omhandlende OCD og Autisme. Ugen gik og jeg mødte op til samtale nummer 2. Først blev jeg testet for autisme og dernæst ADHD, men ingen af delene havde jeg. Dernæst begyndte hun at spørge mere specifikt ind til min angst og min hverdag. Efter ca. en times samtale, sagde hun endelig " Jeg ved hvordan du har det, og jeg har en fast diagnose klar til dig". En uge efter den samtale, fik jeg af vide at de gerne ville tilbyde mig behandling, men at ventelisten var lang. Nu, 2 måneder senere er jeg stadig ikke igang med min behandling, men står fortsat på den meget lange venteliste, og er nogenlunde optimistisk.

~Min diagnose~

Min diagnose er nu fastlagt og jeg føler den passer perfekt på mig - Endelig føler jeg mig afklaret! Jeg lider af Agorafobi og OCD. En del af jer ved nok ikke hvad der går ud på, så her kommer lige hovedtrækkende for mine diagnoser.

Agorafobi - er en fobi for at bevæge sig udenfor sin egen husdør, at opholde sig på store åbne pladser, og sociale situationer med mange mennesker. Det er også angsten for at skulle få et panikanfald i offentlige rum, eller i de overnævnte situationer. Tit giver det også transportskræk, altså angst eller angstanfald i fly, busser, tog osv. På mange måder kan agorafobi ligne Socialfobi ret meget, for begge dele drejer sig mod angsten for det sociale og mange mennesker.

OCD (Obsessive Compulsive Disorder) - er en sindssygdom med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger. Jeg har primært tvangshandlinger, som er tilbagevendende handlinger, som skal udføres på bestemte måder, og på de samme måder eller antal gange hver eneste gang. Det er oftest for at undgå en frygtet situationen man opsætter i hovedet, og er helt overbevist om vil ske, hvis ikke handlingen bliver udført. Derfor hæmmer tvangshandlinger rigtigt meget i hverdagen, for der er rigtigt mange ritualer som skal gøres hele tiden og på den rigtige måde, før man kan gøre det man egentligt skal igang med.

Så nu ved i både hvordan min vej til en diagnose og hjælp har været, men ikke mindst hvad min diagnose er og hvad det egentligt er jeg går og arbejder med for tiden. Hvis nogle af jer lider af Agorafobi, OCD eller bare en helt anden angsttilstand, så smid lige en kommentar så jeg kan se hvad i går og arbejder med eller måske allerede har lært at leve med.

~QueenE over and out~

Likes

Comments

Part 1.

En endeløs horisont. Ja, med den sætning vil jeg helt klart beskrive hvor svært det er at få afklaring i det danske system. Vejen til hjælp i vores skønne danske system, går igennem diagnoser, så har du ikke en diagnose har du åbenbart ikke ret til hjælp... Problemet er så bare, når du gang på gang får puttet nye og forkert diagnoser ned over hovedet, begynder at forholde sig til sin diagnose og får en ny, helt tiden. Ja, sådan er min erfaring og sådan har min vej til en fast diagnose været.

Første gang jeg begyndte at mærke, at der var noget helt galt med mig ~ Ca. 2 år siden.

Jeg har altid været et ængsteligt og usikkert barn, men har altid klaret mig igennem alt det jeg nu var nødt til at skulle igennem, derfor har der ikke før for et par år siden været stærke tegn på at jeg var "anderledes" og måske ikke fungerede helt som alle andre.

Men for et par år siden begyndte alting at blive meget svært - Jeg fik svært ved de mindste ting, hvis bare jeg skulle gå ned til postkassen begyndte mit hjerte at banke helt vildt, og jeg følte jeg skulle til at gå i panik! Flere og flere ting blev umulige og jeg begyndte at lukke mig inde på mit værelse, for her var trygt - Ingen nye mennesker eller situationer jeg kunne havne i, som ville fremprovokere den her følelse af at miste kontrollen over sin egen krop og gå i panik. Sådan gik det i en godt stykke tid, indtil jeg til sidst havde så svært ved alting at min mor valgte at søge hjælp til mig hos vores læge.

Mange ligegyldige samtaler senere ~ Ca. et par måneder senere.

Efter mange ligegyldige samtaler med lægen, begyndte jeg at blive meget frustreret. Gang på gang fik jeg af vide, at der ikke var noget galt, og at jeg bare var træt eller stresset over skolen. Til sidst ville jeg ikke med til samtaler ved lægen længere, jeg følte ikke at jeg blev hørt eller taget seriøst alligevel, så hvorfor tage afsted..?

For prøve noget andet, begyndte jeg at gå til samtaler ved en privat psykoterapeut, hvor jeg skulle komme et par gange om ugen. Her følte jeg for første gang at jeg blev hørt, men det føltes alligevel helt forkert, jeg blev nemlig "stemplet" med stress. Det kan da godt være jeg var en lille smule stresset, og at det er det, der helt til begyndelsen fremprovokerede min angst, men jeg vidste at det ikke var det, som gjorde min hverdag så hård. Men jeg fortsatte med at tage til mine samtaler, hvilket da også var meget rart, for her havde jeg en helt anden at dele mine tanker og følelser med.

Første angstdiagnose jeg får stillet ~ Ca. 1 år siden.

Efter en lang periode med uro i mit hoved og masser af samtaler hos min psykoterapeut, forstår min læge endelig at jeg faktisk har brug hjælp, så han sender en henvisning til en samtale ved børne og ungdoms psykiatriskafdeling. Endnu en samtale, nej tak, men jeg vælger alligevel at tage af sted. En time senere blev jeg diagnoseret med socialfobi og generaliseret angst, endelig en diagnose jeg kunne begynde at forholde mig til. Men de mente ikke jeg havde brug for behandling igennem psykiatrien, så jeg blev bare sendt hjem igen, og fortsatte hos min psykoterapeut.

Jeg begyndte også selv at arbejde med min angst, og blev ved med at forsøge at presse mig ud af min comfortzone, som jo er en af de vigtigste ting, for at kunne komme til at leve med sin angst. Jeg begyndte at få det bedre og bedre og begyndte at kunne leve et nogenlunde normalt liv igen. Hver eneste dag opdagede jeg nye små fremskridt, som nu var blevet mulige for mig, det var virkeligt fantastisk!

Ingen fremskridt og endnu en diagnose ~ Ca. et par måneder senere.

Jeg valgte en aften i december 2016, at stoppe hos min psykoterapeut. Jeg sad grædende ved bordet og fortalte min mor, at alt bare var gået i stå. Ja, jeg havde rykket mig langt, og mit liv var da også blevet bedre, men jeg kunne stadig på ingen måder leve optimalt. Jeg rykkede mig ikke længere og mine samtaler hjalp ikke mere. Jeg var så ked af det, og sur over at jeg ikke bare kunne være som alle andre og leve mit liv uden problemer.

Et par dage senere blev min læge kontaktet igen, og jeg blev sendt til endnu en samtale (Der er alt for mange samtaler i det danske system) dog var det denne gang ved lokal psykiatrien, nu når jeg var blevet 18, og ikke længere gik ind under børne og ungdoms psykiatriskafdeling, skulle jeg snakke med nogle helt nye mennesker. Endnu en gang skulle jeg til at fortælle det samme, som jeg allerede havde fortalt til 100 andre personer, jeg var ved at blive sindssyg over at skulle snakke og snakke om mine følelser, hele tiden...

Alle meninger og holdninger er selvfølgelig mine egne, så er du ikke enig, er jeg bare glad for at du har en anden og bedre opfattelse end jeg.

Fortsættelse følger omkring det sidste stykke vej, til min endelige diagnose...

~QueenE over and out~

Likes

Comments

Heeey derude!

Velkommen til min blog! Jeg er vildt glad for at du som sidder og læser det her lige nu, har fundet vej til min blog, det er helt vildt! Som du nok kan fornemme på navnet "Mit Liv Med Angst" kommer temaet på min blog primært til at omhandle de lidt mere skjulte sider af mange mennesker liv - Nemlig et liv med angst, OCD, Depression, Stress og selvfølgelig alle de følger sådan et liv har - Manglende selvtillid og meget mere!

~Lidt information om mig~

For nu er mit navn QueenE, men nu må vi se om jeg en dag får selvtillid nok til at afsløre mit rigtige navn (Det gør jeg da forhåbentligt!). Jeg er en jysk pige på 18 år, som lige pt. går sygemeldt med angst og OCD (Indlæg nærmere omkring min diagnose følger).

Hvis du synes teamet på min blog lyder interessant, eller bare har lyst til at lære mig lidt bedre at kende, er du mere end velkommen til at følge med her på min blog - Mit Liv Med Angst!

~QueenE over and out~

Likes

Comments