Jeg tror på, at hovedfundamentet til et godt liv, er en god barndom. Jeg tror på, at man har muligheden for, at blive helt exceptionelt godt udrustet til at klare livets senere udfordringer, hvis man vokser op under gode vilkår. Alting har sine fordele og ulemper, men lad mig sige det sådan, at hvis jeg selv kunne vælge, så havde jeg helt sikkert ønsket min barndom anderledes.

*OBS.* Jeg vil lige starte med at pointere, at jeg ikke deler dette indlæg for at få medlidenhed, eller opmærksomhed på dét jeg har oplevet - og som jeg vil fortælle jer om. Jeg deler dette i håb om, at kunne hjælpe andre, som muligvis har oplevet lignende ting og som ikke ved hvordan de skal bearbejde det, og komme godt videre. For jeg VED, at der er flere derude.

Det er helt uhyggeligt, så mange ting man kan skjule bag facaden. Med dette mener jeg, at jeg i nogens øjne nok vil fremstå som indbegrebet af et ''kernefamiliebarn''.

Når jeg møder nye mennesker og der åbnes op for ''følsomme'' emner, er folk ofte skeptiske omkring min viden omkring det/og eller min indsigt i det. Jeg bliver ofte mødt med følgende kommentarer af nye bekendtskaber; ''Det er tydeligt, at du kommer fra en fin familie'' ''Du har sikkert fået alt det du pegede på'' ''Du ved ikke hvordan jeg har det'' - OG NEJ, jeg kan umuligt kende til alle dine følelser, for jeg har ikke været i din krop, men ''try me''. Jeg kan alligevel sætte mig ind i langt det meste.

Jeg ved ikke om jeg skal synes, at det er godt eller skidt, at folk ser mig på den måde, fordi egentlig så ville det jo nok have været rart, hvis det var sandheden, men det er det ikke. Jeg er på en måde træt af, at blive mødt på den måde, når jeg i virkeligheden egentlig er så langt fra dét de tror. Skal jeg straffes for, at være kommet godt ud på den anden side? - Tænker jeg så for mig selv.

Jeg kender SÅ mange mennesker, som i realiteten intet ved om mig, eller hvor jeg kommer fra. Jeg VED også, at dette vil chokere mange mennesker omkring mig, men jeg føler ét eller andet sted, at jeg med dette indlæg har muligheden for, at være med til at bryde tabuet om den negative sociale arv og dermed MÅSKE også hjælpe andre til at bekæmpe den. Så her kommer den lange smører.

Jeg var dét man kalder for ''det glemte barn''. Da jeg var lillebitte, blev mine forældre skilt. (Skilt og skilt, de var i dette tilfælde aldrig gift), men de gik altså fra hinanden. Hvad må jeg have været... et halvt år, max et år gammel. Jeg flyttede så med min far, hvor min bror derimod flyttede med min mor. Det skal lige siges at min far er alkoholiker og faktisk (i min optik), nok ikke skulle have haft nogle børn.

Min mor fandt sig så en ny kæreste, som hende og min bror flyttede ind til. De boede i et lille fint rækkehus, med have og fuglebur til. Jeg kom selvfølgelig på weekend hos dem, men der følte jeg mig aldrig helt hjemme, for det var jo ikke mit værelse, mine ting, eller mit legetøj. Jeg kan ikke huske ret meget helt tilbage fra dengang, da jeg jo ikke har været ret gammel. - men noget kan jeg huske. Jeg kan huske at jeg forgudede min far og, at han i mine øjne var den allerbedste i hele verden (hvilket han stadigvæk er, den dag i dag, NÅR han er ædru).

Da jeg var omkring 4 år, flyttede min far til Canada i 3 år, så fra den alder af, boede jeg hos min mor igen.

Som barn ved man ikke hvad der er ''rigtigt og forkert'', det er jo meningen at ens forældre skal lære en dét. Jeg kan huske hvordan jeg intet opdagede (mht. til min fars misbrug), før jeg blev omkring 12 år. Jeg kunne selvfølgelig godt mærke når der var dårlig stemning, eller når jeg var utryg, hvilket jeg ofte var. Jeg kunne også godt se øl-dåserne på bordet, men jeg vidste bare ikke bedre.

Som årene gik, opdagede jeg hvor forkert det hele var. Da jeg begyndte at have mange ''lege-aftaler'' fandt jeg jo hurtigt ud af, at det jeg var vant til, var langt fra normen. Det var en lang proces med ét. kæmpe tankemylder.. ''Hvorfor gør min far sådan der, når deres far ikke gør det?''. Som barn er man ekstremt loyal når det kommer til ens forældre, så jeg fortalte selvfølgelig aldrig pædagogerne, vennerne, eller min mor, om hvad jeg oplevede når jeg var på weekend hos min far. Det turde jeg jo ikke, for så vidste jeg ikke hvad jeg havde i vente, næste weekend. - men mit spørgsmål er stadigvæk, den dag i dag; HVORFOR SÅ DE DET IKKE? HVORDAN KAN DE IKKE HAVE OPDAGET MIG? - Når jeg kigger tilbage, så er alle tegnene bare usunde. Jeg begriber ikke, at man ikke har opdaget det (og jeg er ikke engang pædagog). Dét er min mor så, for at det ikke skal være løgn og lyde helt fucked' up.

Min far har aldrig lagt hånden på mig, MEN han har kørt psykisk terror på mig, hele mit liv. Jeg ved ikke hvad der er værst.. blå mærker forsvinder i det mindste igen, psykisk terror giver dig evige ar på sjælen. Al' den uro jeg har i kroppen i dag, kommer af mine brister fra dengang, det ved jeg. Forestil dig, at stå fuldstændig splittet i mellem den ubehagelige utryghed og dét ikke at turde at fortælle om det til din mor, som barn. Jeg var et nemt barn, fordi jeg alt for hurtigt, selv lærte at blive voksen.

Jeg har SÅ mange ubehagelige oplevelser og episoder fra da jeg var lille, at jeg har fortrængt nogle af dem. Men jeg husker tydeligt alle de fester, som jeg som barn deltog passivt i, fordi min far ikke kunne holde bare den ene weekend, hver fjortenesdag fri. Der var sprut, der var røg og der var stoffer - ALTSÅ, indbegrebet af alt hvad et barn ikke skal i nærheden af. (Jeg kunne godt uddybe det meget mere, men jeg vil helst undgå hverken at hænge nogle ud, eller støde nogen.)

Min far lovede guld og grønne skove altid, men svigtede gang på gang. Jeg kan slet ikke tælle hvor mange gange, jeg har vågnet op som barn og HOPPET OG SPRUNGET af glæde, fordi min far havde lovet, at vi skulle i Legoland, badeland, zoologisk have (you name it) for, at han så sov sine tømmermænd væk, hele dagen, i stedet. Jeg kan ikke engang huske hvornår jeg sidst har fået en fødselsdagsgave, eller en julegave, som jeg ikke selv var med ude at købe og pakke ind, for derefter at skulle se overrasket ud, når jeg åbnede den foran de andre. Han glemte sågar flere gange at ringe til mig, på min fødselsdag.

Det er dét alkohol gør, den stjæler folks hæmninger og deres samvittighed. Den kan forvandle selv de bedste mennesker, til "ondskabsfulde væsener". Alkohol er til dels skyld i, at jeg næsten ingen kontakt har, med min far. For uanset om du stiller folk et ultimatum mellem dig og alkoholen, vil alkoholen desværre ofte sejre.

Hvis jeg udelukkende var vokset op hos min far, uden at have haft min mor, så kan jeg med ét hundrede procent sige, at jeg IKKE stod det sted, som jeg gør i dag. Hendes kærlighed har båret mig igennem det meste. Nogle gange stopper jeg op og tænker.. ''Hvor er det egentlig vildt, at jeg er nået hertil'' - taget i betragtning af, at jeg ikke har haft forudsætningerne for ''det gode liv''. Jeg har hele vejen igennem mine folkeskole-år og efterfølgende, ALDRIG haft hverken en støttepædagog, skolepsykolog, kontaktperson eller anden hjælp at hente. Hvordan har jeg overhovedet båret mig ad?

Mit bud på, hvordan jeg begyndte, at bryde med ''den negative sociale arv'';

Jeg lærte i en tidlig alder, at tilpasse mig enhver slags situation, hvilket jeg faktisk tror har hjulpet mig, til at til-lære ''normale mennesker's'' normer og værdier. Jeg var meget opmærksom på, hvad andre gjorde - og så gjorde jeg egentlig bare det samme. Jeg ønskede altid, at passe godt ind. Måske fordi jeg ikke følte jeg gjorde det, hjemme. Jeg havde lige nogle ''wake-up''-år, hvor jeg primært var styret af ''medløber-tilgangen''. I mit tilfælde tror jeg bare, at det var sundt! Sundt, at lære at være en del af noget, noget som var helt normalt. Jeg knyttede mig tættere til mine veninder, end jeg gjorde til min familie. Jeg tror også dét var med til at ''redde mig''. På den måde var jeg nemlig mest omgivet af det ''normale''. Jeg var stort set aldrig hjemme, men altid hos veninderne. Og selvom jeg ved, at min mor gjorde det bedste hun kunne, dengang, ja så tilgiver jeg hende nok aldrig helt, for at have haft for travlt til, at opdage hvordan tingene reelt stod til..

Man vælger ikke selv sin familie, men man vælger selv sine venner. Nogengange er blod ikke tykkere end vand, det siger min erfaring i hvert fald.

Selvom jeg ikke skylder min far nogen undskyldning, så er mit ønske ikke at "hænge ham ud", blot at fortælle om, hvad hans misbrug/dets medfølgende adfærd har gjort ved mig.

Jeg har lært at den bedste måde at bearbejde mine brister på, er ved at acceptere fortiden som en del af mig selv, men at kæmpe for en anderledes nutid - i håb om en lysere fremtid. - Dét, det netop handler om er, at besidde styrken til at acceptere det du ikke kan gøre noget ved og modet til at ændre, på det du kan ændre på. (how poetic)

Det her var blot et kort og sammenfattet udpluk, af en hel række begivenheder. Noget af det sværeste der findes, er helt klart at blotte sine følelser - og stå tilbage ''helt bar''. I denne her omgang, har jeg åbnet op for emnet, så må vi se (ud fra respons), om der er stemning for flere indslag. - og om mine oplevelser og tanker omkring dem, kan have nogen indflydelse på andre. I hvert fald vil dette i kunne med til, at bryde et større tabu.


"Don't judge a book by it's cover"

//miraonthewall



Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Dagene er blevet koldere og mørkere.. hvis man står lidt for sent op en dag, så føles det som om, at dagen er næsten er gået (how depressing). Eftermiddagen når nærmest kun at nærme sig, før mørket falder på. Puha. ❄️🌛🌌

Nogle mennesker er mere styret af lys og varme, end andre og jeg er så én af dem. 🕯 Jeg bliver HELT vildt pårvirket af vind og vejr - og jeg HADER det. For nyligt stoppede jeg mig selv op, og tænkte.. Hvordan kan jeg vende det her til noget positivt? Og ja, det jeg så gjorde var, at jeg handlede lidt julepynt, noget gavepapir og nogle småting. Udover dét, så var jeg et smut i Plantorama for at finde mig en lys-kæde (som ses på billedet herunder). I Plantorama ramte julestemningen mig, for alvor! For hvis der er nogle som forstår at pynte op til jul, så er det dem! ☃️❄️💙

Det kan godt være jeg så måske er lidt tidligt ude i år, men nogengange må man ty til handling og gøre noget ved de negative følelser man står med. Måske er julepynt blot en lille bitte ting for nogle, men for mig ændrede det hele mit syn syn på ''de kolde tider'', samt min måde at komme igennem hverdagen disse måneder.

Det er ingen hemmelighed, at jeg om vinteren ellers er deprimeret, at det er helt vanvittigt - og uden grund. Vinter for mig, er som flere måneder, med rene mandage. Heldigvis fandt jeg mig en måde, at omdanne den negative energi, til glæde. Nu hygger jeg mig over de levende lys, lyskæder og den hyggelige stemning, jeg har skabt herhjemme. ✨

//miraonthewall

Likes

Comments

Øverst har vi pigeserierne!

- Gossip Girl (Drama og intriger, livet på første klasse)

- Pretty Little Liars (Hvem er A? De blackmailes alle af ham/hende)

- The Vampire Diaries (Little too much sci-fi, men ret spændene)

- Jane The Virgin (Hun er gravid, men jomfru)

Nederst har vi serierne for både ''ham og hende''

- Orphan Black (Kloner - nogle er efter dem, hvorfor?)

- The Fall (Psykotisk seriemorder)

- The Killing (baseret på den danske serie ''forbrydelsen''.)

- Lethal Weapon (To betjente, vidt forskellige. Action når det er bedst!)

Likes

Comments

For 2 år siden tog jeg skridtet og flyttede fra Vejle/Jelling, til Odense. Jeg ELSKER Odense, jeg elsker virkelig, at der er plads til forskellighed her. - og ja, så er det jo også her jeg er født, samt har tilbragt de første 5 år af mit liv, så jeg føler jeg hører til her.

Jeg elsker det her sted, men jeg må indrømme, at jeg blev grueligt overrasket over mange af menneskerne her. Der er tilsyneladende (i min optik) kæmpe forskel på humoristisk sans, om man er fra Jylland, Fyn eller Sjælland. Jeg SAVNER inderligt at være omgivet af "Vejle-humor" når den er bedst, for hér er det bare ikke det samme. (Truth be told, sarcasm could be my middle name).

Da jeg startede på gym herovre, for to somre siden, var det i håb om, at udvikle nye venskaber. For ellers havde jeg jo bare valgt VUC.. ("meget nemmere"🤣). Til at starte med gik alt godt, jeg fandt dog flest kammerater, ikke ret mange veninder. Det passede mig til gengæld fint, da jeg har det nemmest med drenge, sådan generelt. Vi havde det så fedt, med introfest, fredagscafe og generelt bare i fritiden. 

Jeg startede dog ud med, at have nogle få ''veninder'' iblandt, men det er sjovt som nogle "venskaber" glider ud i sandet, når man ikke vil med i byen hver fredag - og når ens liv ikke kun går ud på pizza, druk og at slå sig løs. Så ja, de forsvandt hurtigt, men det rører mig langsomt. Hvis ikke mine såkaldte veninder kan acceptere, at jeg går op i min træning, kost og at jeg helst af alt, egentlig bare gerne vil hygge hjemme fredag aften til en god film, ELLER tage på cafe/i biografen, frem for byen, ja så er de nok heller ikke mere værd end ''dét''.. So yes, I sticked with the boys.

Skæbnen ville så dét, at en af drengene fra "gruppen" begik selvmord. Vi vidste godt han havde det svært til tider, men INGEN havde set den komme 'nu og her'.

Udover at dét var vildt sørgeligt, ja så splittede det også hele "gruppen" ad. Nogle stoppede på skolen, nogle tog afstand til hinanden og ja.. intet var det samme længere. Som tiden gik, stoppede flere fra klassen og andre fandt nye kredse. Et eller andet sted tror jeg, at det gjorde for ondt på folk, at samles på samme måde som før, når nu vi ikke alle var der..

Resten af min gymnasietid var, for mig bogstaveligttalt et helvede. Det siges jo at gymnasietiden skulle være ''den bedste tid i livet'', men nej. Ikke for mig, jeg hadede det. Alligevel kæmpede jeg mig igennem det. Med en fraværsprocent på 43, men hey.. jeg afsluttede stadigvæk med samlet set ni 10-taller og et godt gennemsnit (hele samfundet i dag, er bygget på de skide gennemsnit, desværre), så jeg havde adgang til min foretrukne uddannelse på universitetsniveau, som jeg så går på nu.

Jeg elsker Odense, jeg elsker den fine 3-værelses lejlighed (med egen have til), som vi bor i, jeg elsker mine to små missere og jeg elsker i det hele taget omgivelserne!

Jeg mangler bare mine "yndlingsmennesker".. Ligemeget hvor mange nye personer jeg møder herovre, så kan de aldrig hamle op med "de gamle" fra Vejle. Okay, det er løgn. Jeg kender TO personer her, som jeg har det på samme måde med, men ellers er der ingen med sammenligning.

Engang imellem, så kan jeg godt føle mig lidt ramt af ensomhed herovre, men det er nok mest fordi jeg "ikke bare" lige kan mødes med mine tætteste ''om 10 minutter'', agtigt. En afstand på 60 minutter er egentlig ikke slem, men alle har sit at se til - og pludselig løber hverdagen af med én. Der kan gå flere måneder i mellem, at jeg ser min familie, eller mine veninder. Heldigvis er jeg så priviligeret nu, at jeg har fået mig min egen bil, hvilket gør tingene lidt lettere. MEN det står stadig sløvt til, på den front.

Efter lidt over to år, er jeg heldigvis endelig begyndt at føle mig mere hjemme her i Odense, end i Vejle. Det tog sin tid, alt kræver tilvænning, hvilket jeg ellers normalt ingen problemer har med. Der er nok heller ikke rigtig nogle der har kunne gennemskue, at jeg har haft det svært i forhold til omrokeringen i mit liv, netop fordi man på de sociale medier altid skal fremstille ting i den bedste belysning.. ''Welcome to the perfect parts of my life'', dét kunne lige så godt være overskriften for Instagram. Jeg har ikke selv været bedre. Fremover er min plan, at beholde mine ''perfect moment's'' på min IG-profil, men derudover, vil jeg dele lidt mere ud af de personlige, herinde - på min blog.


//miraonthewall




Likes

Comments

Ja hvad gør jeg.. det er ellers et godt spørgsmål, som jeg faktisk bliver mødt med, op til flere gange om ugen.

Jeg er efterhånden vant til at der hele tiden er folk der kommenterer på, hvor stort, hvor langt, eller hvor tykt mit hår er - og hvordan min "knold" kan sidde 'sådan der'. Jo ser i, den kan faktisk ikke rigtigt sidde anderledes. 👆🏾😂 Almindelige elastikker kan ikke holde mit hår, jeg springer dem simpelthen på stribe.

"Scrunchies" er det ENESTE der duer for mig. Og alligevel, ja så er det stadig stort og fyldigt, for sådan ER det.

Jeg vil lige skynde mig at sige, at jeg har tykt hår og meget af det, fra naturens side, så hvad dét angår, har jeg ikke rigtigt andre råd, end "spis dig til det".

Men når det kommer til længden, så er mit hår jo vokset ca. 40 cm. på 2 år (lige i gymnasietiden). Jeg har egentlig stort set altid brugt hår olie, så det er nok ikke der den ligger.. Mit hår røg op i en knold de fleste dage da jeg gik på gym, det må jeg nok indrømme.. det har skånt mit hår for meget varmebehandling, hvilket nok har været den ene årsag.

Udover dét, så har jeg nok gennemsnitligt spist 3 avocadoer om ugen på de to år, efter jeg flyttede hjemmefra. Det lyder syret, men jeg giver avocadoerne skylden. 🥑 Jeg er helt sikker på, at de har haft en stor del i processen. 🤓

Jeg smider et indlæg op inden længe, omkring mine daglige rutiner med hensyn til hår og hårprodukter. ✌🏾

//miraonthewall

Likes

Comments

T-shirts, solbriller og crossover-bag fra -> https://www.junkyard.dk/?__k

Sucker for hoodies og generelt bare pænt 'street' tøj? - Det er jeg i hvert fald!

Det kan være svært, at beslutte sig for én webshop, fordi der findes et utal af dem. MEN jeg tror hurtigt vi kan blive enige om, at det er online man finder de fedeste catch's!

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at størstedelen af min beklædning består af 'hoodies & sneaks'. Heldigvis kan man tillade sig mange ting, hvis bare håret og make-up'en er on point. ;-) Det korte af det lange er, at jeg endelig har fundet frem til min absolut foretrukne webshop! (Kæmpe udvalg, unikke brands og kollektioner, HURTIG levering)

1. https://www.junkyard.dk/?__k -> SPAR 15% VED KØB OVER 500,- MED KODEN: ''Mira15''. Gyldig til-og med d. 27/11-17

//miraonthewall


Likes

Comments