Lige i tiden er det store hit herhjemme bogstaver - og vi øver og øver og øver!

Jeg har ingen intention om at min datter i en alder af tre et halvt skal kunne skrive eller stave, men jeg ønsker i den grad at imødekomme hende når hun gerne vil skrive sit eget navn - og en helt masse andres!

Mens jeg sad ved spisebordet sammen med hende og skrev det ene navn efter det andet som hun bare så gerne ville prøve at skrive, kom jeg til at sidde og tænke på, om jeg helt uden at ville det gør noget forkert. Forsøger jeg at skubbe mit barns udvikling for hurtigt frem?

Jeg tror det ikke, idet hun selv frembringer et ønske om at forsøge sig med bogstavernes svære kunst, så synes jeg faktisk at det er sådan det bør være. Kan hun endnu, nej, men hun vil gerne, og så prøve vi! Ligesom med alt muligt andet. Når Juliane selv ønsker at prøve at tørre sig efter badet, jamen så får hun lov at prøve, det samme gælder med vasketøj og kartoffelskrælning.

Min måde at opdrage på indebær at Juliane får lov til alt det jeg kan forsvare at give hende lov til at prøve, jeg vil gerne hun forsøger, også når det går galt.

Jeg tror og håber på, at ved at imødekomme hende i alt det jeg kan, så skaber jeg et barn der tør prøver kræfter med sig selv. I bund og grund handler det slet ikke om at vi i dag har skrevet bigstaver i halvanden time, det handler om hvordan jeg ønsker min datter skal opdrages

Selvfølgelig får hun ikke lov til hvad som helst, og nej er absolut et ord der bruges herhjemme. Men jeg har fundet ud af, at mit barn kan rigtig mange ting, og det ved jeg kun, fordi vi forsøger. Tilgengæld, kan jeg også mærke at mine forventninger til hende stiger, når jeg ved, at hun selv kan, så forventer jeg også hun gør det ❤😊

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Herhjemme er cholkolade/banan muffins den absolutte favorit når der skal bages kage - de smager skønt og er super nemme at bage, det er totalt win-win. Eneste minus er, at Juliane æder dejen, hvis moren vender ryggen til.

Opskriften følger her:

  • 150 g. smeltet fedtstof
  • 150 g. sukker
  • 2 æg
  • 175 g. mel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. vanillesukker
  • 1-2 moset banan
  • 50-100 g. Hakket chokolade


  • Den smeltede margarine og sukkeret røres sammens
  • Æggene vendes i
  • Melet vendes i sammen med bagepulver og vanillesukker
  • Banan og chokoladebonde i
  • Bages ved 200* i ca 15 min

God appetit

Likes

Comments

Normalt er jeg typen der allerhelst holder mit barn hjemme når der er ferie og helligdage, for jeg synes, det er vigtigt for os begge. Men sådan har det ikke været i denne påske, desværre!

Mit bachelorprojekt skal afleveres på tirsdag, så påsken har jeg brugt på at få gjort bacheloren færdig, hvilet har betydet at Juliane har været i børnehave mandag, tirsdag hvor onkelen hentede hende og onsdag hentede bedsterne Julianebarnet i børnehaven og så var hun der tid i går eftermiddags, så føler faktisk næsten ikke jeg har set hende. Jeg ved dog hun har haft en skøn uge, men kan også mærke, at vi nu er der hvor hun bare har brug for at vi er herhjemme - hende og jeg!

Ikke at vi laver noget særligt, faktisk løber barnet bare rundt og leger Motor Mille der redder verden mens jeg sidder her og skriver, men det betyder heller intet hvad vi laver, bare det at vi kommer ned i gear, det kan jeg mærke vi har brug for!

Jeg ved godt at den dårlige samvittighed skal pakkes væk, for jeg ved godt hun ikke tager skade af børnehave og pasning og slet ikke når det er hos folk hun elsker og som elsker hende ubetinget, det er bare følelsen af ikke helt at slå til jeg ikke helt kan sige mig fri for.

Men i dag har været fantastisk, vi har tegnet, bagt kage, lavet perleplader, hygget med tegnefilm og nu leger barnet en Motor Mille leg! Vi har i den grad hygget, og det har været tiltrængt, og jeg kan ikke lade være at sidde her og nyde, at jeg har en datter der nu er så stor at hun kan være med til næsten alting og bagefter underholde sig selv så mor her luge kan få en pause og pleje den forkølelse som lige blev mig tildelt oven i bachelorskrivningen også.


​I bund og grund skal jeg jo bare smide den dårlige samvittighed lang pokker i vold, for jeg ved godt, at min datter INTET mangler, hverken materielt eller følelsesmæssigt, og i virkeligheden er det jo bare en bonus at jeg har muligheden for at låne hende ud til andre der i den grad gerne vil hende når jeg selv er lige rigeligt presset!

Likes

Comments

...på mit køkkenbord

Juliane har fået køkkenhave - midt på køkkenbordet, og hun er tosset med det - eller i alt fald var hun tosset med atplante dem. Men hvilken treårig ville ikke være det?

  • åbne potte
  • tage tør jordklump, papir med frø og planteskilt op af potte
  • lægge tør jordklump i tallerken, hælde vand på og så tør jordklump bliver rigtig jord
  • putte jord i potte efterfulgt af frøpapir og mere jord
  • putte planteskilt i potte

Juliane havde en fest! 39 potter havde vi der skulle ordnes, så oven i købet havde hun en lang fest! Jeg er dælme glad for onkelen var der til at hjælpe barnet med processen, for havde det kun været hende og jeg, er jeg ikke sikker på mit temperament kunne have klaret alt det jord, rod og vand på mit spisebord 😳

Nå, men nu har vi altså en køkkenhave - på mit køkkenbord!

Og det er skønt og dejligt, men jeg kan blive helt stresset i mit hoved over at gå og tænke på hvordan de her små planter skal passes, såvi faktisk kan få nogle grøntsager - for en ting er sikkert, JEG er IKKE sådan en med GRØNNE fingre! Til gengæld er jeg typen der kan slå en kaktus ihjel, så det her bliver spændende! Det skal ikke forstås som at jeg ikke gider have de her små potter, jeg er bare frygtelig bange for de skal gå hen og dø for os, for jeg dur ikke rigtigt til det.

VI havde også gang i køkkenhave fra dansk supermarked sidste år, og Juliane på dengang kun knap tre år, syntes det var sjovt og skægt at vande dem og se på dem, men da det meste døde for os var der ikke så meget mere i det jo.

Jeg fornemmer bare det er lidt anerledes i år, hun gik vældigt op i det i går, og var også meget opmærksom på lige at kigge til dem igen her til morgen. Jeg indrømmer at jeg er lidt nervøs for at komme til at slå lortet ihjel, for så har jeg en pige (og en bror) der slet ikke vil synes om det! Heldigvis ved jeg, at ham onkel Morten nok skal tjekke til dem hver gang han er og - og det er han ret tit - så vi må bede guderne om det går godt!

Lige nu er er det vel heldigvis bare at sørge for potterne ikke tørrer ud! De er placeret strategisk lige ved siden af kaffemaskinen, så kan jo faktisk ikke undgå at se på dem HVER dag, OG om ikke andet er jeg sikker på Juliane nok skal minde mig om at HUN SKAL VANDE HENDES GRØNTSAGER!

Likes

Comments

Midt i denne periode, hvor mit hoved konstant er fyldt med bachelortanker og dårlig samvittighed, er et helt rart at opleve kvalitetstid, ro, skønhed og tilstedeværelse.

Vi var egentligt ikke afsted længe, og som oftest havde vo også denne gang Onkel Morten med. Men turens længde og hvem der ellers var tilstede har sådan set ingen betydning, det der er vigtigt, er at jeg følte jeg havde ro og overskud til at rumme mit barn - til bare at være tilstede sammen med hende.

At tale sammen, om den smukke store sø, træerne med sjove faconer og de smukke anemoner, der ligner titter frem - men snart overtager skovbunden, at grine sammen. Bare at være - i den reneste forstand længe - bare at være Julianes mor, uden at tage stilling til alt muligt andet!

Likes

Comments

I slutningen af juni skulle jeg meget gerne kalde mig lærer. Egentligt burde jeg snart have været lærer i et år, men en sygemelding med stress, har udskudt min uddannelse et år. Lige nu føles det som om der er VIRKELIG lang tid til juni, for alle de opgaver, og især bacheloropgaven som jeg for øjeblikket kæmper med, giver det allervigtigste i mit liv nogle MEGET lange dage i børnehaven.

Jeg ved godt, at når den står på fast arbejde, så vil hun også være nødt til at have lange dage, men indtil nu har vi bare været så priviligerede, at jeg har kunnet aflevere 7.30-7.45 og hente igen omkring kl 15 de allerfleste dage, sådan er det bare ikke lige nu!

Jeg knokler røven ud af bukserne ude på seminariet hver dag fra ca 7.30 til 16-16.30, hvilket betyder at Juliane bliver afleveret mellem 7 og allersenest 7.30 for gørst at blive hentet som en af de sidste børn mellem 16 og 16.45. Jeg HADER det, og sidder med kronisk dårlig samvittighe, fordi jeg synes det er synd for hende vi kun har to max to en halv time når vi kommer hjem inden hun skal puttes.

Disse få timer er ofte oven i købet ofte præget af konflikter, fordi jeg har en træt pige der ikke kan rumme at hun fx skal spise aftensmad og ikke bare kan få havregryn (indrømmet, nogle dage får hun havregryn til aftensmad bare for at vi ikke skal have en konflikt), eller som ikke kan rumme et nej til en ostehaps eller en salamistang ti minutter før spistid. Jeg kan ikke lide at jeg hele tiden føler mig som den onde mor, omvendt ved jeg også at det bare er sådan vores hverdag er ligenu, for vi er kun hende og jeg og der er bare ikke en far jeg kan trække på. Heldigvis har vi verdens bedste onkel der i en snæver vending lige vender forbi seminariet og agerer chauffør så gåturen på en km hjem i alt fald ikke er det der skal være konflikter omkring, eller som lige tilbyder at hente prinsessen så jeg kan arbejde en time længere på skolen. Eller som bare lige er der, så der i det mindste er en ekstra til at kunne rumme det lille trætte barn og den lige så trætte mor, hvis rummelighed lige i tiden kan være på et meget lille sted.

Når jeg så, som i weekenden, lader opgave være opgave og kun vælger at fokusere på hende den lille, som jeg ved, i den grad har brug for at mærke mor har TID, så spøger den forpulede opgave stadig. For burde jeg ikke lige.., og jeg kunne også lige når hun er puttet..., eller hvis jeg nu sætter en film på til hende kan jeg lige... Det føles som om jeg ikke er 100% tilstede lige meget hvad pokker jeg laver! Jeg har dårlig samvittighed når jeg skriver opgave, når jeg hygger med mit barn, selv når jeg sover vågner jeg og tænker på det jeg burde.

Jeg ved det er pisse farligt, for jeg har været nede med stress, og jeg ved at der hvor jeg er lige nu er farlig, men jeg håber og tror jeg har så meget kontrol at stressen aftager i det øjeblik kl. er 10 den 18. april for der skal den forbistrede opgave være uploaded og afleveret!

For VORES skyld vil jeg være færdig med den uddannelse nu, jeg undlod ikke at holde min barsel for at være evighedsstuderende, jeg fravalgte den for at kunne blive færdig så længe Juliane var lille, og det er hun altså efterhånden ikke mere, men som billedet herunder viser er hun stadig en chamerende lækkerhaps <3

Likes

Comments

Sådan en aften som i aften, hvor Juliane gik kold på sofaen kl 18.10 og jeg bare har siddet og kigget på hende, indtil jeg endelig for nogle minutter siden fik overbevist mig selv om, at hun sov tungt nok til at kunne bæres i seng, så vandrer tankerne fri mens jeg sidder og nyder hende. Oftest er det bare tanker om hvor vidunderlig jeg jeg i bund og grund synes hun er, selvom hun lige i tiden godt nok til tider er MEGET tung at danse med. Men i aften, i aften af en eller anden uforklalig grund, kom jeg til at sidde med tårer i øjnene, mens jeg kiggede på min sovende yndighed. Der er så mange mennesker jeg ville ønske hun kunne have mødt, og som jeg gerne ville havde lært hende at kende.

To af disse mennesker er mine bedsteforældre, min mormor og bedstefar, Julianes oldeforældre. Det er efterhånden mange år siden de døde, jeg var selv kun en lille pige på elleve år. Men til trods for det er snart er 19 år siden de døde med to måneders mellemrum, så spøger de stadig ofte i min bevidsthed.

Her til aften, med en sovende Juliane ved min side, kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor meget jeg er sikker på mormor og bedstefar ville have elsket at få oldebørn. Jeg ved at jeg, mine brødre og min fætter var det vigtigste i deres liv, jeg ved de elskede os til bevidstløshed og at de ville gøre alt for os. Jeg tilbragte alle ferier og weekenden jeg kunne komme afsted med i det lille dejlige hus i Gramrode. Jeg elskede at tage med mormor ud på mejeriet og hente bedstefar. Elskede at komme med i i halkiosken og sælge slik og is. Elskede turene i Bilka og Føtex, hvor bedstefar ventede i cafeteriet med en kop kaffe eller en øl mens mormor og jeg tømte supermarkedet for alle de ting vi lige syntes kunne være skønne at få med hjem - sådan husker jeg det i alt fald. Elskede alle besøgene hos mormor og bedstefars søskende og venner, og ikke mindst besøgene hos moster. Elskede alle vennerne på vejen, muligheden for at løbe ned til en af naboerne og sadle hestene sammen med Jeanette og ride ud i det blå på Paw og Lotte. Jeg elskede i det hele taget bare at være hos min mormor og bedstefar, det var mit fristed, et sted fyldt med kærlighed og forkælelse og når jeg var der alene uden irriterende små brødre at dele opmærksomheden med. Og jeg savner dem stadig, ikke hver dag mere, men især når der nærmer sig en fødseldag eller dato for dødsfald, for af uransagelige årsager står begge dele stadig knivskarpt i min bevidsthed nu snart 19 år efter.

I år ville de begge have kunnet fylde 79, de døde alt for tidligt. Min bedstefar var meget syg det sidste halve år, og jeg ved inderst inde det var det bedste han fik fred. Men allerede to måneder efter døde min mormor, d 8. februar, ti dage før min fødselsdag, og to dage efter jeg havde besøgt en helt rask og kærlig mormor. Jeg var vred og såret over hun bare sådan bildte sig ind at dø, og i lang tid var jeg utroligt vred på hende, så vred og ked af det jeg fysisk ikke kunne besøge mine bedsteforældres gravsted. Men i bagklogskabens klare lys, er jeg sikker på hun døde af savn, hun kunne ikke leve videre uden bedstefar, de to hørte sammen - også i døden.

Egentligt var det jo slet ikke de her tanker jeg sad og rodede med, da jeg sad her i sofaen og kiggede på min sovende, smukke datter. Egentligt gik mine tanker på, at jeg ville ønske at jeg kunne have delt alle mine oplevelser med det lille væsen der kom til verden for snart 4 år siden. Jeg ville ønske at jeg kunne have kigget på min bedstefar og sagt: Se, det her er dit oldebarn, et lille menneske der kommer til at elske dig lige så højt som jeg og på min mormor og fortalt: hun er en del af os, en del af vores historie, en del af al vores kærlighed. Og jeg ved, de ville have elsket hende lige så betingelsesløst som de elskede mig.

Jeg var i den grad både bedstefar og mormors pige, og jeg taler ofte med Juliane om at lige som hun har sin mormor og bedstefar, så havde jeg også mine, hun har set billeder af dem, og ved hvem de er og kender dem i det omfang en tre årig nu engang kan kende mennesker hun aldrig har mødt. Det er vigtigt for mig hun kender dem, vigtigt for mig hun ved hvem de er, jeg ved hun aldrig kommer til at møde dem rigtigt, men de lever stadig gennem mig, gennem de ting jeg kan fortælle hende, og gennem de ting min mor, moster og onkel kan fortælle hende om dem.

På min mors side af familien er vi ikke ret mange i linjen fra mine bedsteforældre og ned: min mor, moster, min onkel, min fætter, mine brødre, min datter og fætter lækker er de eneste der stadig bære en del af den genpulje der var mine bedsteforældres og jeg ønsker vitterligt ikke de skal forsvinde med min mor og hendes søskende, de skal stadig leve videre i os andre, det fortjerner de!

Jeg ved at mine bedsteforældre ville være stolte af den lille pige der hver eneste dag udvikler sig og lærer nyt. Den lille pige der udforsker verden og som charmerer alle hun møder på sin vej. Den lille pige der har sin bedstefar i sin hule hånd, i lige så høj grad som jeg selv havde min. Den lille pige der elsker verden, elsker mennesker - det lille kærlighedsbarn jeg bar i ni måneder og som nu snart har charmet verden i 4 år. Og vigtigt af alt så ved jeg mine bedsteforældre ville have kigget på mig og sagt:

Det har du gjort godt, hende kan du godt være stolt af!

Likes

Comments

Lige for øjeblikket har jeg drøn travlt på studiet, om fjorten dage skal bacheloropgaven afleveres. Det betyder, at Juliane har nogle meget lange dage i børnehaven, og at jeg sidder rigtig mange timer ude på seminariet. Vi er begge to done når vi kommer hjem mellem kl 16 og 17 hverdag, og dagens resterende timer står for Juliane nærmest kun på aftensmad, bad og putning. Derfor er weekender virkelig vigtige for os lige nu MEGET vigtige. Sidste weekend forkælede onkel Morten Juliane med en tur til Odense Zoo, sammen med mormor, så jeg kunne få en ekstra skrivedag. Denne weekend lod jeg bachelor være bachelor og nød min datter og vores tid - for det fortjerner vi, og det har vi brug for!

Lørdag tog vi en tur til Struer sammen med Onkel Morten, vi spiste frokost sammen med mormor og bedstefar, og kæmpe bonus, min yngste bror kom forbi sammen med sin kæreste og vores allerdejligste Fætter Lækker. Juliane elsker ham, og jeg ville elske at vise et billede af de to sammen, for kærligheden stråler når de to forenes, Juliane er fuldstændig forgabt i ham, men af respekt til hans forældre, der ikke ønsker Fætter Lækker postet i tide og utide på diverse medier, bliver der ikke noget billede af de to i denne omgang.

Søndag blev en dag jeg vil huske som fantastisk i meget lang tid, for den endte med at blive fuldstændigt fantastisk, ikke fordi der egentligt skete en helt masse, men fordi det blev en af de dage der bare var helt igennem dejlige og nærmest uden konflikter.

Morgenen begyndte egentligt med at Juliane opdagede at Onkel Morten havde glemt sin vest heromme aftenen forinden, og eftersom barnet syntes det var synd han skulle fryse, ringede jeg og hørte ham til om det var okay vi kom ned med den, selvom vi faktisk også var sammen hele lørdag. Jeg er ikke i tvivl om at Onkel Morten elsker at tilbringe tid sammen med os, men det ville faktisk også have været fair, hvis han syntes han havde tilbragt nok af hans weekend sammen med os. Men han ville gerne have besøg (igen, igen, igen), så vi pakkede skoletasken (mor har en skoletaske = Juliane har en skoletaske), fandt dukke Alma Olivia og fik hende pakket i lift og barnevogn, og afsted det gik.

Jeg indrømmer gerne, at jeg var en lille bitte smule nervøs for at skulle have treåringen med ud på den knapt 2 km lange tur ned til Onkel Morten, hun brokker sig nemlig altid over at skulle gå den knapt 1 km tur hen til børnehaven. Men der var bare ingenting, hun gik ligeså fint hele vejen, uden en eneste gang at brokke sig, hun gik bare og hyggede med barnevognen og stoppede ind i mellem, for lige at tjekke at Alma Olivia nu også var okay dernede i dukkevognen. Vi snakkede, hyggede, grinede og havde i det hele taget en fest på gåturen ned gennem Gymnaieparken og ned langs Skive Å, vi kiggede på blomster, snakkede om togene, for det er dem, man kan køre med når turen går hjem til mormor og bedstefar i Struer.

Hjemme hos onkelen fik vi hjemmelavede burgere til frokost, for derefter at gå endnu en tur om i anlægget, så Juliane og Onkel Morten kunne afprøve Mortens nye vikingespil. Tiden løb hurtigt, for når der bare nydes, hygges, leges og snakkes, så render tiden. Jeg har faktisk aldrig været i anlægget før, men det er bestemt et sted vi skal ned igen, for Juliane var i sit es, fri leg og masser af græs - det var simpelthen lykken. Oveni og som ekstra bonus var der et fuglevoliere med blandt andet påfugle, eneste minus i Julianes (og vi andres) optik var at påfuglen ikke gad vise os sin flotte hale opstået.

Inden vi igen gik om til Onkel Morten, rundede vi midtbyens legeplads - Børnenes Paradis - så Juliane lige kunnebrænde det sidste krudt af, og få lov at lege lidt.

Jeg glæder mig igen og igen over, hvor lidt der egentigt skal til for at min datter har en dag hvor det bare stråler ud af hende at hun er i sit es og fuldkommen lykkelig. Hun var bestemt også glad efter sidste uges tur i zoo og mødet der med søkoen der hedder det samme som mor (tak for den Onkel Morten), men så meget behøves der jo slet ikke førend hun er glad, det kræver så lidt, og selvom jeg ved det, tænker jeg ofte at jeg burde gøre en helt masse mere.

Jeg kan godt forstå min datter i går aftes var fuldstændig bombet og klagede over trætte ben, for hun gik dælme også næsten fem km uden et kny. Og ja, jeg ved godt vi slet ikke gik nok i forhold til hvad jeg bør, men kan ikke lade være med at være lidt stolt på vores vegne alt des lige, for har aldrig før på den måde haft hende med på tur uden en klapvogn, så de trætte ben om nødvendig kan aflastes.

Likes

Comments

Jeg er opvokset i Vestjylland ti km vest for Lemvig, i en lillebitte landsby (hvis den overhovedet kan kaldes det), ikke ret langt fra Vesterhavet. Jeg savner ikke ret meget ved at bo på den egn, men jeg savner næsten dagligt vestenvinden, havgusen og de knapt to km ud til havet.

Juliane og jeg bor i lejlighed i Skive, vi bor skønt og dejligt - ingen tvivl. Men der er nogle ting jeg savner at kunne give hende, fx en have at lege i, masser af plads både ude og inde og friheden til at kunne udforske verden uden at have mor hængende i skørterne hele tiden. Men nu bor vi altså i byen, ikke midtbyen trods alt, men byen alt des lige, så hun bliver altså ikke bare lukket ud!

For et par uger siden, besluttede min ældste lillebror og jeg vi ville en tur ud til æ' hav, for fjorden er altså bare ikke det samme, som at komme ud og blive blæst rigtigt igennem, og sidst jeg havde Juliane med til havet var hun halvandet, så det kan hun ikke huske. Som sagt så gjort, vi inviteede os selv på frokosts i Struer hos vores forældre også så videre ud til havet. Og hvilken succes! Onkelen og jeg blev blæst igennem (og godt våde i småregnen) og Juliane havde en fest, både med stenkast og løben fra bølgerne.

Jeg blev faktisk helst forbavset da jeg stod derude hvor himmel og hav mødes. Jeg vidste godt jeg savnede havet, blæsten og roen, men jeg anede faktisk ikke hvor meget. Det er ren mindfulness at stå derude i blæsten og hører vandet der slår op på stranden, min krop og mit hoved følte en ro jeg ikke har følt længe. Og selvom det var koldt, så er det længe siden jeg i den grad har haft det så godt i min krop, som jeg havde det derude.

Lige der, midt ude i ingenting på stranden i nærheden af Bovbjerg Fyr, kunne jeg mærke at vestjyden i mig, der ellers har svoret at Lemvig ikke er et sted jeg savner, savnede livet helt ruder hvor kragerne vender.

Nej, vi kommer ikke til at skulle bo derude nogensinde, men der findes altså ikke et smukkere eller roligere sted - og det til trods for vinden altid suser

Likes

Comments

Lampe og troldegren i en 

Både Juliane og jeg synes det er hyggeligt at sidde sammen og lave perleplader, det er et af de tidspunkter hvor jeg føler hun virkelig nyder at vi laver noget sammen, måske fordi hun i den grad kan mærke at det her gider mor godt, hvor dukkelege, bamsedoktor osv. er lege jeg deltager i for hendes skyld.

For ikke så længe siden satte vi gang i produktionen af påskepynt, eller moren og onklen gjorde, barnet lavede en smuk prinsesse og et hjertet. Jeg har bare desværre ikke ret mange steder hvor de her hjemmeproducerede yndigheder kan blive hængt til skue, og så er gode råd jo dyre! Men så bar det jeg fik en idé:

For jeg har jo den her lampe! Så når nu mor her hverken har en troldegren eller andet smart man kan hænge noget op i, så er det da smart med en lampe der kan bruges! Der er rigtig mange der har meninger om den her lampe, men jeg er helt tosset med den, og den bringer minder helt tilbage til mine bedsteforældres hjem da jeg var barn, jeg elsker den! Og lige nu nyder jeg at alle vores perleproduktioner kan hænge der, så vi kan se på dem og snakke om hvad det er når vi sidderog spiser.

Likes

Comments