Personligt

Efter et par øv dage, går det endelige den rigtige vej igen. Men sådan er det jo. For at nogle dage bliver virkelig gode, så skal man igennem nogle dårlige.

Jeg er tilbage med træningen, der er ikke flere hospitalsbesøg pt, samt jeg har de bedste veninder, man kunne tænke sig!
OG JEG ER SÅ TAKNEMLIG!

Hvor føles det så godt at leve. At trække vejret. At grine konstant og mærke en dejlig øm krop efter træning!

Igår havde jeg en helt perfekt dag. Jeg sov ved min veninde, som havde lovet, hun ville vække mig, så snart hun vågnede (for jeg vågner aldrig af mig selv, ved mindre jeg er virkelig tissetrængende!)
Igår blev så en undtagelse. Jeg vågnede af min egen hosten kl. 11, og min veninde var ikke længere i værelset.
Jeg bevægede mig så ud i huset, for så at opdage, at hun var i færd med at lave proteinpandekager til os, yay!

Det er måske en lille ubetydelig ting for nogen, men det gjorde mig bare glad lige fra morgenstunden, for hvis der er noget, jeg elsker, så er det lækker mad, som jeg kan spise med god samvittighed!

Jeg er halvt flyttet hjem til min veninde for tiden, hvis vi selv skal sige det. Skulle jeg udpege den person, som jeg ser mig selv mest i, så er det hende. Vi forstår hinanden ind og ud, og har det bare godt i hinandens selskab. Vi sætter pris på de samme ting, og har den samme form for humor, så jeg nyder virkelig at bruge min tid med hende!

Efter morgenmaden blev der shoppet lidt, derefter for at tage ud og nyde denne skønne natur. Det hele bliver bare lidt smukkere i frost vejret.

Dagen sluttede af med arbejde, men det gør slet ikke noget efter sådan en dag.

Jeg håber, I alle nyder weekenden!

Kærlighed herfra - Michelle 💋

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Barn af en alkoholiker, Personligt

Jeg havde egentlig skrevet et langt, negativt indlæg igår fyldt med bandeord. Jeg var noget så vred og ked af det, da jeg skrev det.. Jeg sad længe og tænkte over, hvorvidt jeg skulle poste det eller ej. Jeg spurgte tilmed nogen til råds, om jeg skulle offentliggøre det. Men dér midt i det hele gik det op for mig.. Ved mine sidste indlæg har jeg været spændt på at poste dem. Det har føltes godt, og jeg har ikke spurgt nogen forinden, om jeg skulle poste dem eller ej, fordi de gav mig en god følelse i kroppen. Det indlæg igår gav mig ikke en god følelse i kroppen, og den ville heller ikke ha’ gavnet nogle af Jer som læsere. Så jeg har valgt at lade det ligge i udkast. Jeg fik mine frustrationer ud, men den tjente ikke det rigtige formål på bloggen.

Man kan se det ligesom det med at tage ud og handle. Du skal aldrig tage ud og handle, når du er sulten, for så køber du formentlig noget, der ikke står på indkøbsseddelen. På samme måde, skal jeg tydeligvis ikke skrive et blogindlæg, når jeg er vred, for så kommer de forkerte hensigter ud på bloggen.

Engang for mange år siden, mindede livet mig om, at man aldrig skal tage nogen for givet, og det gør den så igen nu.. Øv! Historien bag dette minde, får I en anden gang, for det udgør en stor del af, hvem jeg er idag, og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør.

Det var egentlig noget af det, jeg ville fortælle med mit indlæg igår. Jeg havde en øv dag i lørdags, hvor jeg var godt træt af det hele. Jeg var rasende på min mor og en af hendes bekendte indenfor aa, da de ikke forstod et nej, og ikke respekterede mine grænser. Jeg brød grædende sammen overfor dem begge to. Det var en ydmygende og frustrerende oplevelse, men det har de også fået af vide. Og når det så er sagt, så ved jeg jo godt, at de kun gjorde det for at hjælpe mig. Det blev bare gjort på en helt forkert måde.

Og jeg ved, min mors bekendte, som var på besøg, formentlig læser med. Til dig vil jeg gerne sige undskyld. Det er ikke dig, jeg ikke vil høre om, men din baggrund. Du er alt, hvad jeg ikke ønsker at blive.

Mit navn er Michelle, og jeg er pårørende.

Pårørende er titlen. Jeg ønsker ikke at blive som dig, der har måttet tilføje den ekstra titel “alkoholiker”. Efter jeg for 5 år siden er blevet bekendt med, hvad det egentlig vil sige at være alkoholiker, at det er en sygdom, som de ikke selv har valgt, så har min største frygt været, at jeg selv skulle blive indehaver af den sygdom. Ikke at jeg har et problem med alkohol, for det har jeg ikke. Jeg drikker på det nærmeste aldrig. Men jeg har et problem med mine tanker omkring det. Nogle gange kan det være svært for mig at nyde et glas vin med mine veninder, uden tanken plager mig, om jeg nu bliver som min mor. Dog holder det mig ikke fra at hygge med mine veninder alligevel til et glas eller to. Det handler vel bare om at tænke sig om?

Men derfor undskylder jeg til dig. Det er som sagt ikke dig, men alle der er indehaver af de samme to titler, som du er. Det er jeg bare ikke klar til at høre om.

Min dag i lørdags blev så heller ikke bedre, da jeg senere skulle blive mødt med lugten af hospital, da en, der står mig nært, er blevet indlagt og fortsat er det.

Personen ønsker ikke, at nogen skal vide noget omkring dette, og derfor ønsker jeg ikke, at I stiller mig yderligere spørgsmål ind til hvem det er, samt hvad det drejer sig om. Jeg havde bare brug for at komme ud med det..

Det hele blev bare lidt for meget for mig i denne weekend.. Jeg har haft 2 fridage i det nye år, været syg hele året, ikke kunnet træne i 5 uger pga min ryg, og så har der været 3 indlæggelser på hospitalet. Alle 3 med nogen, der står mig nært. Det har ikke været den bedste start på året, må jeg ærligt indrømme.

Men for at se lyst på det hele. Jeg har verdens bedste og mest støttende veninder. Den ene var klar med vin, frugt og en god snak til langt ud på natten i lørdags, så tak - det var guld værd!

Derudover har jeg været til fysioterapeut idag, som siger, at jeg godt må træne, dog kun til smertegrænsen, og nu skal jeg så begynde ved kiropraktor i stedet for. Så det er da positivt!!

Badevægten sagde også minus 4,4kg imorges siden d. 20 november. Der kan man så vælge at se glasset halvt tomt eller halvt fyldt. Jeg ved, at flere af de kg sikkert er muskler grundet min manglende træning, men min mave er til gengæld også blevet fladere, så jeg vælger at se det som noget positivt, og at min krop nu er klar til at blive bygget op igen, endnu stærkere og endnu mere kurvet!

Tak, fordi I læste med derude. Håber, I alle får en fantastisk uge! Husk nu at elsk jer selv, og ikke tage nogen for givet. Tilgiv de små ting, i stedet for at bære nag. Du ved aldrig, hvad det næste øjeblik bringer ❤️

Kærlighed herfra - Michelle 💋

Likes

Comments

Personligt, Barn af en alkoholiker

"Mit navn er Michelle, og jeg er pårørende.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er meget ligesom min mor.. Jeg græder nemt."

Fuck.. Og med et kom vandfaldet af tårer, for ikke at tale om smerten..
Det var dette, jeg havde frygtet hele mødet igennem. Dét øjeblik, hvor det var min tur til at sidde med de 5 mønter i hånden, og fortælle, hvad jeg havde på hjertet til de 5 seje ædru alkoholikere, der nu har haft endnu en mærkedag. Men jeg var ikke længere sej..
Hele mødet igennem havde jeg holdt min mor i hånden for at vise hende, at jeg var der for hende. Og det gik fint, indtil mønterne begyndte at blive sendt rundt. Vi var 24 til mødet, og jeg var selvfølgelig den sidste i rækken til at skulle varme mønterne, og give dem nogle ord med på vejen.
Hver gang mønterne rykkede sig fra person til person, tættere og tættere på mig, fik jeg det værre og værre. Det føltes som om, at jeg var ved at blive kvalt. Luften i rummet blev mindre og mindre, og tårerne pressede sig på.

Det skulle bare overståes, NU!


Der skulle gives henholdsvis en 2 måneders, en 1,5 års, en 2 års, en 5 års samt en 22 års mønt. Der blev sagt en masse ting, men noget af det, der rørte mig mest, var da en af ældre kvinde med tårer i øjnene og rystende hænder talte direkte til den unge mand med sin 2 måneders mønt.
"Det kan godt være, at du lige nu 'kun' modtager din 2 måneders mønt, men hold ved for fanden! Det er fandme sejt! Og en dag vil du takke dig selv for det! Du er en ung mand, og der kommer en dag, hvor du selv får børn. Gør det for dig selv og for dine børn. Du ønsker ikke, at dine børn skal ha' en far, som drikker. Vær' en far for dem. Jeg fortryder, jeg ikke var der for mine børn, og det ser man først bagefter. Så kæmp videre for fanden!"
Der var ingen tvivl om, at det var hårdt for hende at få sagt. Tårerne begyndte at trille hos hende, og klumpen i mit bryst voksede sig større..

Mønterne blev sendt videre rundt, og nogle personer senere, nåede de den unge mand.

"Jeg vil gerne starte ud med at sige tak for dine ord, men jeg har skam børn, og de er grunden til, jeg sidder her. Jeg gør det her for dem nu, imens de er små, inden de bliver større, hvor de vil kunne begynde at kunne huske ting."
Jeg blev mundlam. Jeg blev ør. I et kort øjeblik forsvandt jeg helt væk. Jeg blev så rørt, men samtidig så ked af det. Hvor er det flot, men det gjorde mig samtidig bange. Sæt nu, han ikke kan overholde det? Ligesom min mor..
Min mor lovede mig, lovede min bror, lovede min far, lovede min mormor, lovede sit arbejde og lovede andre en masse gange, at hun ikke ville drikke mere, men holdte aldrig sine løfter til nogen af os! I stedet drak hun i smug.. Det bragte en masse minder frem i mig. Gjorde mig vred, ked af det og rørt på en og samme tid, og jeg fik pludselig lyst til at kaste op, men holdte det inde..

Jeg ruskede op i mig selv, og forsøgte at fokusere igen.. Vi var godt halvvejs rundt nu.. PIS. Så var vi halvvejs mod jeg selv, og jeg var ikke klar.. Min krop var fyldt med angst, og jeg var klar til at tude hvert øjeblik det skulle være..

Klask.. Så kom det.
"Jeg er sikker på at himlens klareste stjerne blinker ned til dig og siger, "Jeg er stolt af dig min pige."".

Jeg kunne ikke længere holde dem tilbage. Tårerne begyndte at trille. En fyr, der står min mor nært, kender udemærket til min mors tro og støtte. Den klareste stjerne på himlen, Niels Erik - min morfar.
Den morfar, jeg aldrig nåede at møde eller ha', men en far, som min mor mistede i en alt for tidlig alder. Han er hendes skytsengel, har hun fået fortalt, og jeg tror, det er meget godt for hende, da en pige behøver sin far. Den stærke mand ved sin side. Og jeg er overbevist om, at tabet af ham, har været en af årsagerne til, at grebet om flasken blev strammet til, til at begynde med.
Jeg er sikker på, at hendes formåen om at få vendt tabet af ham til noget mere positivt og støttende, kun gør hende stærkere i sit liv uden flasken ved hånden.

"Det blev sagt meget kort, men tiden er også ved at være gået."
Piiis... Jeg nåede ikke at registrere meget andet, end tiden er ved at være gået, og så kom de 5 klirrende varme mønter i min hånd. Har vi ikke mere tid? Skal jeg gøre det kort? Kort. Okay. Der er så meget, jeg gerne ville sige. Hvad var det nu?
Varmen i min krop steg pludselig adskillige grader, og min krop begyndte at ryste.

Tilbage på sporet..
"Mit navn er Michelle, og jeg er pårørende.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg er meget ligesom min mor.. Jeg græder meget nemt.
Men hvis jeg ikke lader mig selv græde, så vil jeg ikke være ærlig. For dette kan ikke siges, uden at jeg græder."
Tårerne var ikke til at stoppe, og min hals knugede sig helt sammen. Jeg kunne ikke få vejret. Jeg skulle ud med ordene, NU! Folk kigger på mig. Tiden er ved at være gået. Kom nu Michelle, for fanden da også!

"Jeg har nu lyttet til Jer alle rose min mor, og det rører mig virkelig meget. Men sådan, har hun ikke altid været. For 5 år siden, var jeg sikker på, jeg skulle lægge min mor i graven.. Hun havde ikke lyst til at være her mere. Juleaften for 5 år siden gik det helt galt, og jeg var sikker på, at hvis vi lod hende komme ud af syne.. Gå ud af døren, som hun sagde, hun ville, fordi hun mente, vi ville være bedre stillet uden hende, så var jeg sikker på, at den næste person jeg ville se, var en politmand for døren, som ville sige, at de har fundet min mor, død."
Vrælende med åndedrætsbesvær fortsatte jeg i et hurtigere og hurtigere tempo. Dette skulle stoppe. Jeg skulle ud med mit budskab hurtigst muligt, så jeg kunne få luft igen.
"Så jeg vil gerne takke Jer alle sammen, for den støtte I giver hende. Jeg er sikker på, at Jeres fællesskab, er med til at holde hende på rette spor. Og til Jer andre vil jeg gerne sige, at I skal holde ved! For det kan godt være, at det for Jer bare er én dag, én måned, ét år eller flere. Men for os som pårørende, er det en livstid! Jeg fik min mor igen for 5 år siden, og det var som at hive min mor op af graven! For os som pårørende er det ikke bare én dag! Det er ikke bare én måned eller nogle år!. Vi får et familiemedlem igen, som vi havde mistet.."
Fuck.. Ikke nu..
"Så jeg vil bare sige tak. Tak, det var alt, jeg havde at sige."

Min krop var ved at slå fra, så jeg var nødt til at stoppe.. Dette sker nogle gange, når jeg bliver meget ked af det, eller meget vred. Årsagen til dette, kan I få en anden gang..

Hvad der skete lige efter, var ret så uklart, for mit hoved tågede fuldstændigt. Jeg fik givet mønterne videre og tårerne stoppede ikke. Jeg kastede et hurtigt blik rundt i lokalet, imens der blev sagt noget videre i ritualet. Det var ikke kun mig, der sad med tårer i øjenene. Jeg må ha' ramt nogen, men det var nok mig selv, jeg ramte mest..


Mødet sluttede kort tid efter, og selvom jeg stadig var helt omtåget, husker jeg dog, at jeg fik en masse knus og søde ord med på vejen. "Tak" var et ord, der gik igen hver eneste gang. "Tak". Øhm, ja... For at være ærlig, så husker jeg ikke så meget mere af, hvad de sagde, andet end "tak".
Et kort ord, men af så stor betydning.

Og min mor? Ja hun var stolt! Hun blev ved med at fortælle mig, hvor stort det var af mig at dele, hvad jeg havde på hjertet, og at jeg havde rørt dem alle sammen. At alle havde siddet med tårer i øjenene, selv dem, der normalt aldrig får én eneste tåre frem. At det jeg gjorde, var så stort, og at jeg hjælper så mange ved at dele det, så de har en chance for at forstå, hvordan det er for de pårørende.

Jeg lå søvnløs hele den pågældende nat. Jeg havde så mange tanker, og så meget jeg gerne ville sige!
Det havde lettet en sten fra mit hjerte, da jeg fik åbnet munden til mødet..

.. Og derfor tog jeg beslutningen. Derfor er jeg her nu.

Jeg vil med min blog gerne kunne hjælpe alkoholikere, aktive eller ej, til at forstå, hvad deres sygdom har af betydning for de pårørende.
Derudover vil jeg gerne kunne give folk udefra en forståelse for, hvordan det er at være pårørende, og hvad det har af betydning for ens liv.
Ikke mindst, vil jeg gerne nå ud til alle de pårørende, så de ved, at de ikke er alene. For det var noget, jeg havde brug for at vide og føle dengang. Jeg følte mig lille og alene i verden, uden noget andet valg end at blive stor og ansvarlig, for jeg havde ikke nogen til at hjælpe mig. Ingen til at forstå mig.

Vigtigst af alt, vil jeg med denne blog hjælpe mig selv videre.

Tak, fordi du læste med.
- Michelle, barn af en ædru alkoholiker.
#brydtabuet #barnafenalkoliker


Likes

Comments

Barn af en alkoholiker, Personligt

“Mit navn er Michelle, og jeg er pårørende.”
De ord røg ud af min mund for første gang igår, hvor jeg sad overfor en masse mennesker, jeg ikke kendte, til mit aller første aa møde, da jeg ville være der for en af de mennesker, der betyder mest for mig i denne verden, nemlig min mor.
Jeg var ikke klar til det. Men jeg vidste, at min mor ønskede, jeg skulle være der.

Det har taget mig 5 år at komme hertil. 5 år, at kunne sidde foran en masse mennesker, og varme en mønt for min mor, og fortælle, hvor stolt jeg er af hende.
Men ikke bare, hvor stolt jeg er af hende, men også kort om det at være pårørende.
Og med kort, så mener jeg meget kort. Hvert ord, hvert åndedrag, og hver eneste tåre flåede min sjæl i tusind stykker indefra.

Jeg har fået min mor igen for 5 år siden. Men jeg blev også voksen i en alt for tidlig alder. Og selvom jeg glædes over samtlige 24 timer, min mor vælger at lade flasken stå, så er der en stor del af mig, som stadig er ødelagt. Som stadig græder ved tanken om dengang, hvor min mor ikke ønskede at være her, og hvor flasken var vigtigere end vores familie.
Det første år i hendes ædruelighed vågnede jeg tit om natten grædende, fordi jeg havde haft mareridt om, at hun havde grebet flasken igen..

Jeg tuder til film og serier, hvor et familiemedlem vælger flasken over livet med sin familie, fordi jeg selv har været der. Og det gør ikke bare ondt at se, men det får minder frem i mig, som ødelægger mig fuldstændig. Det giver mig lyst til at gemme mig væk, tude og trøste spise. Er jeg ked af det, så tyr jeg til chokolade. Det er det eneste, der hjælper. Eller det var det i hvert fald engang. Min træning er som terapi for mig, og derfor er jeg så stolt af mine fremskridt. For hvert fremskridt jeg når med min krop, er et fremskridt, jeg når med mit indre. Mange tror, jeg poster billeder af mig selv og min krop, fordi jeg er selvglad eller gerne vil score på den. Jeg modtager også ofte kritik på det, og bliver stadig kaldt tyk. Men det handler om mig, mit indre og min vilje til at blive stærkere. Min vilje til ikke at gå ned med en depression igen, men i stedet blive et bedre jeg, som elsker sig selv, uden undtagelse.

Det hele er ikke en stor tragedie, for jeg har min mor nu. Det er der mange, der ikke har. Det at være barn af en alkoholiker er ofte et tabu. Det har det ikke været for mig, siden hun blev ædru. Men inden hun blev ædru, var jeg bare et lille barn, som var tvunget til at være den voksne, så jeg kunne holde hånden over min mor og forsøge at holde sammen på min familie, som i forvejen var blevet splittet i to grundet mine forældres skilsmisse.
Jeg var flov og benægtede alt, da jeg blev konfronteret med sandheden udefra af venner og bekendte.
“Din mor er alkoholiker!”
Jeg ville ikke selv tro det dengang. Men som tingene blev værre derhjemme, kunne jeg godt selv se det.
Dog var det ikke svært at lyve. Det er jo noget, voksne gør. Og nu var jeg jo voksen. 13 år gammel, men voksen. Det havde jeg jo været i et stykke tid nu.
“Mor er du fuld?”, spurgte den oprevede datter, imens hun så sin mor falde i gangen grædende. “Nej jeg er bare træt”, svarede den hulkende mor, der nu sad i skrædderstilling på gulvet. Men det var jo ikke første gang..

Til Jer, der har læst med så langt. Alkoholikeren er oftest ikke dem, I ser sidde på bænken med en øl i hånden. Alkoholikeren er oftest et ganske almindelig familiemedlem, som desværre er indehaver af denne forfærdelige sygdom, og det påvirker alle omkring dem.

Tak, fordi du læste med.
- Michelle, barn af en ædru alkoholiker.
#brydtabuet #barnafenalkoholiker


PS, jeg er stolt af dig mor ❤️
#5årsomædru

Likes

Comments

Kære kommende læsere.

Her er jeg.
Mit navn er Michelle Ulrichsen. Jeg er 21 år, og nu har jeg valgt at starte en blog.
Det er noget, jeg har overvejet i en længere periode, men efter en speciel oplevelse igår, så blev jeg overbevist om, at det var dette, jeg ville. Jeg har ligget søvnløs i nat på grund af alle mine tanker om mit næste indlæg, og jeg er spændt på, hvordan I vil tage imod det. Det er noget, der fylder rigtig meget indeni mig, og det var som om, der lige blev prikket hul på det igår.

Min blog kommer generelt til at handle om lidt af hvert. Der vil komme personlige indlægs, der fortæller om, hvordan jeg er blevet til den, jeg er.
Der vil være indlægs om mine interesser, samt hvad jeg foretager mig.
Der vil stensikkert komme indlægs om sundhed, både i form af mad og træning, da jeg skal til at uddanne mig til kostvejleder, fitnessinstruktør, personligtræner samt fysioterapeut (ja, sikke en mundfuld!).
Min blog vil vise Jer, hvad jeg drømmer om, samt mine ambitioner.
Jeg har blandt andet en passion for at skrive og fortælle, hvilket også er en af årsagerne til, at jeg har valgt at starte denne blog.
Mit vigtigste budskab med min blog er, at man skal elske sig selv, og det kommer til at bære præg i mine indlægs.

I årevis har jeg haft så meget på hjerte, og nu er det på tide, jeg får lukket op.

Jeg håber, I vil følge med.

Kærlighed herfra

- Michelle 💋

Likes

Comments