Header
Underestimate me. That'll be fun.

(Beklager på forhånd, at dette nok bliver rodet og kliché fyldt. Igen.)

Jeg ved godt, at ting ender. Jeg ved godt, at følelser og, ikke mindst, mennesker, ændrer sig. Jeg ved det godt.
Men jeg kan ikke fordrage det. Jeg dur ikke til forandringer - og da slet ikke, når de gør ondt.

Jeg troede, i lang tid, at jeg havde mistet mit livs kærlighed. Det tror jeg ikke længere. Det ved jeg godt, at jeg ikke har. Jeg er ikke idiot - for ens "livs kærlighed" er nok bare en myte.
Men derfor er det altså stadig ikke sjovt, at sidde og slette to års minder.

Et bestemt citat kører på repeat i mit hoved; "Memories are a broken heart's worst nightmare" - og jeg tror egentlig, det er meget rigtigt.
Misforstå mig ikke; Jeg hverken savner eller mangler C længere. Jeg er kommet videre (tror jeg nok), men jeg er stadig knust.
Jeg er nok, mest af alt, knust over, at min "illusion" forsvandt, da han gjorde. At vi sagde "for evigt", men for evigt ville ikke vente. Jeg er knust over, at den person, jeg legit troede, jeg skulle bruge resten af mit liv med, han var "bare" et, i mangel på bedre ord, bump på vejen. Jeg er knust over det faktum, at jeg ikke har ham, jeg troede, var min bedste ven, hos mig længere.
Jeg synes, det er drøn træls, at det hele fylder så meget, endnu. For det handler ikke om, at jeg stadig er forelsket i Casper - det er jeg bestemt ikke. Men der er en eller anden del af mig, der nok altid vil elske ham.. Og det er fucking frustrerende.
Men måske er det sådan, når man først har sagt "ja" til, at gifte sig med en person. Det gjorde jeg jo ikke for sjov, og jeg troede oprigtigt på, at det var sådan, det ville ende. Guess not.

Jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver den samme. Jeg tvivler stærkt. Men måske er det også okay. Måske er det, det bedste. Lige nu.

"I never think about you, but you're always on my mind."

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Jeg indrømmer blankt, at følelser er noget af det, jeg synes, er mest svært her i verden. Jeg fatter hat af det, og jeg hader det.

Måske handler det om, at jeg, i mange år, var så kraftigt medicineret for bare at overleve, at jeg ikke rigtigt kunne mærke noget - andet end, at jeg havde det helt og aldeles forfærdeligt. Der var ikke rigtigt plads til så meget andet.
Og, her bliver det morsomt, nu hvor jeg (det meste af tiden) har det bedre, og er kommet ud af 5 slags medicin, så kan jeg pludselig mærke... alt - for der er, åbenbart, blevet plads til det, selvom jeg helst ville være foruden.

Kombiner det med "forelskelse" (ugh, bare ordet...), og så har du en forvirret Sjellebelle - og ikke mindst en frustreret én af slagsen.

Min misbrugsrådgiver spurgte mig, om jeg oprigtigt mente, at jeg ikke var skabt til at holde af mennesker. Det har jeg tænkt over siden i torsdags, og mit svar er klokkeklart; Ja, det mener jeg oprigtigt.
Misforstå mig ikke; platonisk er jeg super god til det. Hvis jeg elsker dig, platonisk, er du fucking ikke i tvivl. Så går jeg gerne gennem ild og vand.

Men.. så går vi over i romantikken, og der bliver det rigtig svært for mig. Jeg føler ikke, jeg dur til det, og jeg kan ikke finde ud af det. Jeg er, for det første, autist. Det indebærer bare, desværre, at jeg har SÅ svært ved at aflæse kropssprog, signaler og hentydninger. Med mindre, jeg får en pude i hovedet, mens personen siger "I LIKE YOU FOR FUCKS SAKE", så fatter jeg det ikke - og det er fucking frustrerende.
Derudover, er det (blevet) rigtig svært for mig at vise en person, hvis jeg er romantisk interesseret i ham/hende. Jeg bryder mig simpelthen ikke om det, og jeg vil egentlig helst være fri.

Her kommer, lad os kalde ham "X", ind i billedet. Det er så fucking kompliceret, og jeg føler ikke, jeg kan gøre noget godt nok.
X er ikke idiot, og derfor sikkert også godt klar over, hvordan jeg har det - for jeg har, højest sandsynligt, også drukket mig fuld og fortalt ham det. Jeg har valgt ikke at læse beskederne igennem, så jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det er så frustrerende, at jeg ikke føler, jeg ved noget - ligefra, om X kan lide mig, selvom X har gjort det klart, til om vi skal ses igen - hvilket jeg også tror, X har gjort klart..
Jeg er bare pisse træt af det her, og jeg hader, hader, HADER at have følelser for en person. Jeg kan ikke finde ud af det, og "recent events" har ikke ligefrem gjort det lettere for mig. Gang det med en omgang usikkerhed og en stolthed, der siger spar to, og, well, så har du mig.

Må jeg gå i seng nu???

Likes

Comments

Jeg er træt. Sådan, virkelig, inderligt, ulideligt træt.

Jeg er træt af den der fucking afhængighed.
Jeg er ved at brække mig over, at jeg ikke kan styre det. Jeg er ved at brække mig over, at jeg sårer folk, uden det er min mening, fordi jeg ikke kan forblive ædru.
Jeg er ved at brække mig over, at jeg var SÅ tæt på, at miste en af mine tætteste veninder, fordi jeg, igen, fuckede op. Hvornår stopper jeg? Hvornår finder jeg styrken til at sige, at NU er det fandeme nok - for good?
P!nk's "Sober" har kørt på repeat i aften, og især linjen "That's not the way I want my story to end" bider sig fast i min hjerne. For det er jo sådan, det hænger sammen - jeg kan bare ikke få det stoppet, og det frustrerer mig på et punkt, jeg ikke er sikker på, jeg har prøvet før. Like, at all.

Jeg er træt af følelser.
Jeg læste et meget fint citat den anden nat, da jeg ikke kunne sove, om, at når man forelsker sig (så alvorligt er det ikke endnu, men forsøger lige at male et billede her, så shhh), så forventer man, at det er den fedeste følelse i verden. Det er det måske også - for nogen - bare ikke for mig. Jeg hader det. Jeg kan ikke udstå det.
Jeg føler mig fucking sårbar, og er der noget, jeg hader, så er det dét. Jeg dur ikke til at vide, at en person kan ødelægge min dag, bare ved at sende en "forkert" besked. Det kan control freak'en i mig slet ikke håndtere og/eller overskue.

Jeg er træt af, at føle, at jeg mangler noget.
At der er noget, der ikke hænger sammen, og ikke har gjort det i flere år. At jeg føler mig tom, ensom og uduelig. Det er heldigvis ikke konstante følelser længere, men de er der stadig oftere, end jeg er tryg ved. Jeg er træt af, at jeg er nødt til at have musikken til at spille så højt, at jeg næsten får dårlig samvittighed, for ellers kan jeg slet ikke være i det.

Og så er jeg træt af afstand. Virkelig træt af afstand. 

The quiet scares me 'cause it screams the truth.

Likes

Comments

Disclaimer; Rodet indlæg coming up!

Som de, der har fulgt mig/kender mig ved, så er jeg ikke indehaver af det største ego i hele verden. Jeg er faktisk ret tit overbevist om, at jeg ikke dur til en fuck, og at jeg ikke er livet "værdig". (Det sidste er der overhovedet ingen grund til at blive nervøs over - sådan har jeg legit altid haft det, and I'm still here.)

Jeg har altid gået alt for meget op i, hvad folk mente om mig. Altså, jeg er decideret blevet væk fra ting/taget hjem/faket sygdom, fordi jeg var overbevist om, at alle tænkte alt muligt mærkeligt om mig. Nuvel, jeg har også en paranoid psykose og social angst, som faktisk er = med de tanker i mit hoved, but you get the point.
Men, det vilde er, at det er ligesom om, at det er ved at gå op for mig, at det ikke er andres job at kunne lide mig. Det er da for helvede mit. Det er mig, der skal leve med mig, det er mig der skal stå til ansvar for de ting, jeg gør, og det er mig, der skal kunne se mig selv i spejlet om morgenen. Så... er det egentlig ikke lidt ligegyldigt, hvad folk tænker?

Om de tænker, at jeg da egentlig er en tyk, lille prop, der slet ikke burde være i fitnesscenteret, for mig er der da intet håb for alligevel? Om de tænker, at jeg ikke er særlig pæn, super intelligent, sjov, spændende eller what-fucking-ever. Det eneste, jeg egentlig "behøver" at være, og det er jo kun ifølge mig selv, er rar. Jeg vil gerne være et godt, rart menneske, men guess what, peeps? Det er jeg faktisk allerede.

Det er utroligt, hvad enden på noget, der var helt forkert for mig, kunne føre med sig. Jeg ved faktisk ikke, om jeg nogensinde har hadet mig selv mindre, end jeg gør i skrivende stund - og det er edersparkme en mærkelig følelse.
Og det en følelse, jeg ikke kan genkende. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har tænkt "Ved du hvad, Sjelle, du er sgu okay", som jeg gør nu. I hvert fald ikke i den grad.

Jeg er nødt til at stoppe med at sælge mig selv for billigt - fuck det udtryk fungerer ikke på dansk - for jeg er helt okay, præcis som jeg er. Jeg er lige, som jeg skal være, lige nu, på dette tidspunkt i mit liv. Det har jeg i hvert fald besluttet med mig selv. Jeg er ikke perfekt, men jeg er okay.

Og den beslutning har satme givet ro.

"She remembered who she was, and the game changed." 

Likes

Comments

Okay... jeg vil starte med at sige, at jeg, de sidste 2 år, har nægtet at skrive om dette på det sociale medier - så meget, som det nu har været muligt. Der har nemlig været, og er, folk på mine sociale medier, som jeg ikke ved, om ville kunne håndtere dette - og som jeg egentlig havde lovet mig selv, at jeg altid ville holde det hemmeligt for.
Men tiden er kommet nu, hvor jeg hverken skal, kan eller vil holde det hemmeligt længere. For det er simpelthen sådan en inkarneret del af den person, jeg nu engang er blevet. Jeg bliver garanteret "carried away" i løbet af dette indlæg, og det bliver nok møg rodet. Bær venligst over med mig.
Here goes nothing.

Jeg ved ikke, om du har læst om hashtagget #metoo" - hvis du ikke har, har du nok levet under en sten den sidste uges tid. Jeg har også en historie, der omhandler dette hashtag.
Jeg vil ikke gå i for mange detaljer, da det er en historie, der stadig kan få mig til at kaste op af angst. Det har, højest sandsynligt, udløst en paranoid psykose og en omgang PTSD, der muligvis, muligvis ikke, ville være kommet frem alligevel. Det kan jeg ikke svare på. Jeg kan bare svare på, at jeg ikke har været den samme siden den sommerdag i 2010. Ikke det, der ligner.

Jeg var på daværende tidspunkt kæreste med en mand, som troede, han kunne bestemme, hvad jeg ville og ikke ville. Og, skulle det vise sig, det kunne han også. Han var væsentligt ældre end jeg, der kun var 16, og jeg var egentlig mest en forsagt, lille anorektisk teenager, der var pisse angst. Fedt af ham lige at udnytte det, ikke?
Jeg havde altid troet, at voldtægt - fuck mand, bare ordet giver mig kvalme - var noget, der skete for alle andre. For jeg havde jo lært, at man skulle passe på sig selv, og så ville det ikke ske for mig.
- For det første, er det et drøn forkert udtryk. Ved at sige det, siger man "Vær sikker på, han voldtager en anden end dig", og det er fandeme ikke okay.

Eftersom, at jeg havde lært, at jeg skulle passe på mig selv, havde jeg da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at det skulle ske af en, jeg havde inviteret ind i mit hjem. Én, jeg endda var kærester med, og én, jeg faktisk (somewhat) stolede på. Jeg troede, at sådan noget altid skete i en mørk skov midt om natten. Men nej, det skete i min egen seng.

Jeg har desuden ikke tal på, hvor mange gange jeg, efterfølgende, har gjort ting mod min vilje, for at "beskytte" mig selv - for hvis jeg holdt min kæft, lukkede øjnene og tænkte på noget andet, så var det ikke et overgreb, for personen vidste jo ikke, hvad han gjorde forkert - eller at han overhovedet gjorde noget forkert. Kan I høre ironien? Der er noget, der hedder kropssprog, people. Selv autisten her kan læse sådan noget.

Men.. sandheden er nok den, at jeg er mærket for livet. Det er de fleste efter sådan en oplevelse, så I må ikke føle, at jeg negligerer andres oplevelser, for det gør jeg bestemt ikke. Jeg forsøger at få dette frem i lyset, som den feminist jeg nu engang er - og så kan min far lave korsets tegn nok så mange gange, for det ændrer sig ikke.

Jeg er konstant i alarmberedskab. Mistro er nok det, jeg føler oftest. Jeg stoler ikke rigtigt på nogen. Jeg var, da jeg boede hjemme, konstant angst og paranoid over, om han nu skulle dukke op igen. Så voldsomt, at min mor blev nødt til at få sikkerhedskæder på hendes døre. Noget, jeg, stadig, ikke sover uden at have sat på, i min "nye" lejlighed, efter jeg er blevet alene.

Vi er simpelthen nødt til at lære vores sønner, nevøer, brødre, fætre og venner, at forstå et nej. Inden du begynder på det der "Not all men" pis, så tænk på, hvor mange der har deltaget i denne her "bevægelse" - hvor mange, der har oplevet noget lignende.

For nej, ikke mænd - men, jo, alle kvinder. Stop making everything about you.

Likes

Comments

Disclaimer; Dette er ikke henvendt nogen. Der er ingen skjulte hentydninger, agendaer, eller noget i den dur. Når det så er sagt - if the shoe fits, feel free to wear it.
Derudover, er dette ret rodet... deal with it.

Jeg forstår ikke altid mennesker. Granted, det gør jeg sjældent.
Men jeg kan ikke, og kommer aldrig til det, forstå, hvordan man kan knuse en, man påstår at elske. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man, fra det ene øjeblik til det andet, bliver totalt følelseskold, og lige pludselig har personen "aldrig haft følelser for én".

Nu har jeg, som du, min kære læser, måske har gættet, ikke verdens største ego. Jeg forstår fuldt ud, hvis folk ikke har følelser for mig - I don't blame them.

Men nogle ting nægter jeg at tro på. Og det er ikke pga. ego, selvtillid, eller storhedsvanvid. Det handler simpelthen bare om, at jeg ikke kan få det til at passe. Hvordan kan man se en person i øjnene, med julelys og beundring strålende ud af dem den ene dag, og så næste, der er der ingen følelser. Jeg forstår det ikke, men måske er det fordi, jeg altid føler alting så fucking meget. Like... det tager meget, før jeg elsker en person, men når jeg så gør... så er der nærmest ikke noget, jeg ikke ville gøre for vedkommende.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man kan tillade sig at tage én med i faldet, når man selv knækker - med vilje. Hvorfor jeg skal stå model til alt muligt bullshit, man egentlig ikke bør udsætte et andet menneske for.
For, guess what.. jeg ér faktisk et menneske. Og jeg bliver også ked af det - nok mere, end de fleste tror - og jeg bliver også vred. Jeg bliver også træt af det, og jeg fatter heller ikke noget.

"Er du blevet bitter, Sjellbells?" Ved du hvad, det ved jeg ikke.. lidt, måske? Eller måske er jeg bare træt af det her pis. Jeg er træt af, at folk tror, de kan træde lige hen over mig, som det passer dem, fordi "du siger jo alligevel ikke noget" - okay.. og det giver dig ret til alt, eller hvad? Nej, sådan fungerer det ikke.

Jeg er træt af, at jeg først skal have smidt i fjæset, at en eller anden person ikke har følelser for mig, for at h*n derefter skriver 2-3 dage efter, at h*n savner mig. Du kan ikke knuse mit hjerte, og derefter sige, at du savner mig. Sådan fungerer verden altså bare ikke.

Noget siger mig, at jeg er lidt træt...

Likes

Comments

Sensory Overload er en spøjs ting. Jeg ved ikke, om NT’er kender det – det der med, at man bare er brugt, og ens sanser nærmest er smadret, og man ikke ved, hvad der er op og ned?

Sådan har jeg det lige nu. Jeg sidder i min seng, med mit vægttæppe, 21 Guns spillende ud af højtalerne på min iPad, og jeg har svært ved at trække vejret. Jeg tror lige, jeg med nød og næppe undgik et angstanfald.

For det er det ”fede” ved, at være mig, og blive ramt af SO – det sker så sjældent, fordi jeg efterhånden har lært at trække mig i tide, at jeg går i panik, når det så sker. For jeg glemmer, hvordan det føles.

Men jeg har simpelthen fået så fandens mange indtryk i dag, at ikke engang min nødløsning kunne stoppe det, og nu sidder jeg så her. Alt larmer i mit hoved, som derudover også dunker. Ting føles mærkelig på min hud, mine fingre sitrer og jeg er bare træt.

Normalt er jeg, som de fleste, der kender mig, ved, ret glad for Green Day. Bl.a. fordi, jeg hører dem, når jeg har lyst. Det er pludselig noget helt andet, når jeg er nødt til det – don’t get me wrong; Jeg elsker stadig Green Day. Det ændrer lidt (læs; ret meget) SO ikke på.

Men når jeg er der, hvor jeg kan mærke, at hvis jeg ikke hører 21 Guns NU, så går det her galt, så bliver jeg lidt træt. Og jeg bliver lidt træt af mine ritualer, for jeg ved bare, at jeg ikke får det bedre, inden Billie har sunget mindst hen til først omkvæd, men der er bare så meget andet, der skal fikses først, når man har en autistisk hjerne.

Eller måske er det bare mig. Det ved jeg ikke


Likes

Comments

Okay.. dette bliver rimelig ærligt. Og der er ingen grund til at blive bekymret over det, men ud, det skal det.

Jeg ved ikke helt, hvad der foregår. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive psykotisk eller depressiv igen, eller om jeg bare er stresset - jeg ved vitterligt intet. Udover, at jeg har det af helvedes til, for at sige det pænt.

Jeg er træt. Jeg ser ikke rigtigt mening i tingene længere, og jeg har bare lyst til at drikke mig i hegnet - konstance, fra nu af og til om en måned. Eller noget i den dur.

Og jeg føler mig lidt som en kost. For når folk spørger mig, hvordan jeg har det, så siger jeg bare "Jeg har det fint!" - men det er nok fordi, jeg godt ved, hvad de virkelig mener, når de spørger; "Hvordan har du det, efter Casper er gået?"
Og ser vi det i dét perspektiv, så har jeg det oprigtigt fint. Jeg havde forventet, at jeg ville rende rundt og sukke efter ham, og stadig græde mig i søvn hver nat. Ingen af delene er virkelig, og det er meget rart.

Jeg kan ikke sove. Og når jeg gør, så har jeg mareridt. Jeg har ingen appetit, indtil jeg begynder at spise, og så kan jeg ikke stoppe igen. Jeg ryger enten hele tiden eller slet ikke - det samme med alkoholen.
Jeg har ikke rigtigt lyst til at ses med nogen, og når jeg så endelig gør, så ønsker jeg, at de bliver for evigt.

Jeg er blevet meget alt eller intet, igen, og det trætter mig. Når jeg står op, har jeg lyst til at gemme mig under dynen igen. Når jeg går i bad, har jeg aldrig lyst til at gå ud fra bruseren igen - men hold kæft, det er en kamp at komme ind i bruseren til at starte med.

Jeg har sværere ved at stole på mennesker, end jeg har haft længe, og det gør mig også træt. Jeg vil egentlig bare gerne sove i et par uger, hvis I kan fornemme det?

Men jeg tror ikke, hvis jeg skal være helt ærlig, at det er fordi, at der ikke er "mening" i tingene længere, at jeg ikke gør dem - for det er der til tider - jeg har bare virkelig intet overskud. Jeg har ikke engang overskud til at skrive til min søster for at høre, hvordan det går. Jeg har ikke overskud til at gå i "rigtigt" tøj, og gemmer mig derfor for meget i min sparkedragt. Jeg har ikke overskud til at lægge makeup, og jeg kan ikke huske, hvornår/hvordan jeg fik rød læbestift på i dag. Jeg har ikke overskud til at skulle i skole, for jeg er efterhånden godt træt af det - selvom jeg kan "se til ende på det", så virker den næste måneds tid helt uoverskuelig lige nu.
Jeg har ondt i maven, mit hoved dunker, jeg er svimmel, og jeg er, igen, røv fucking træt.

Likes

Comments

Jeg er ikke god til singlelivet.

Jeg kan ikke flirte, jeg har aldrig forstået konceptet i dating, og ensomhed er nok den følelse, jeg har lettest ved at kategorisere efterhånden - for den kommer hver. eneste. fucking. dag. Eller, rettelse, aften.

Jeg forstår det simpelthen ikke - jeg har ikke som sådan et "behov" for en kæreste, som jeg havde før i tiden. Jeg har det, oprigtig talt, fint! Så længe det er lyst. Og jeg ikke er alene. Så er der ingen problemer.
Så falder mørket på, folk går stille og roligt i seng, og jeg sidder sådan lidt "..hvad nu? Hvad skal jeg nu bruge min tid på?" Den rationelle del af min hjerne ved godt, at jeg skal læse, lave lektier, træne eller fucking gå i seng - bare lave alt andet end at drikke eller skrive til ham, jeg synes, er lidt sød - men det er som om, at når jeg først har nået det stadie, så er jeg ikke i stand til nogle af delene. Så forsvinder hende den rationelle, fornuftige og "kloge". Hun er simpelthen væk.

Så hvad gør jeg? Jeg bruger min tid på Tinder! Lyder det ikke også bare fucking fornuftigt? Nej, vel? Ensomhed + Tinder = dårlig kombi. Don't get me wrong - der er nogle søde, rare, dejlige (og flotte.. hæh) mennesker på Tinder.. men for helvede, jeg dur ikke til det der anyways.

Og, selv hvis jeg gjorde, så ville min hjerne simpelthen ikke give mig lov. Den fortæller mig ikke andet end, at jeg ikke dur til det, jeg er ikke pæn nok til ham, jeg er for grim til hende, jeg er alt for uinteressant - og så er jeg forresten også utroligt fed - og jeg vil være alene resten af mine dage.

Jeg elsker aftener.

Likes

Comments

(Dette er oprindeligt skrevet til Kaspersunge.dk , hvor jeg igen har æren af at gæsteblogge, men jeg er ret stolt af det, så det ryger også ud her. Bear with me, please).

Angst er en spøjs størrelse.

Angst er træthed. Det er mavesmerter, det er usikkerhed i sådan en grad, at de fleste, der ikke selv har oplevet det, ikke forstår det - overhovedet. Det er rysten og hjertebanken, når man skal handle. Det er frygten for, at folk taler om én, også selvom ens fornuft godt ved, at mennesker har mere spændende ting at gå op i, end hvorfor jeg nu igen skal have en kanelgiffel fra Netto’s bake off – men alligevel er man overbevist om, at alle ser det. De ser, at man spiser for meget, og man er overbevist om, at det tænker ”Tro da fanden, at hun vejer det, hun gør”.

Angst er intet overskud. Angst er, at man ikke kan gå i et fitnesscenter, fordi man, igen, er overbevist om, at man gør sig selv til grin. På trods af, at ham den personlige træner sagde, at man gjorde hans job nemt, fordi man havde ”styr på sit shit” – hold kæft, hvor er vi gode til at lade som om, hva’?

Angst er, for mig, at leve efter mantra’et ”Fake it till you make it”. Angst var, i mange år, at tage makeup på og flade håret, så det sorte pandehår meget præcist landede over det ene øje, for så var jeg sikker på, at ingen så, hvordan jeg virkelig havde det. At de ikke så, at jeg var millimeter fra, at gå i stykker.

Angst er det faktum, at jeg har skrevet og slettet hele det her 10 gange, i frygt for ikke at være ”god nok. ”

Angst er, at have svært ved, at have folk tæt på, fordi man konstant frygter, at de forlader én. Lyder det trættende? Det er det sørme også. Angst er frygten for, at være alene resten af livet. For hvem i al verden gider bruge sit liv med en, der alligevel ikke kan noget så simpelt som at gøre et toilet rent, fordi hun er overbevist om, at der kommer en rotte op?

Angst er, i mit tilfælde, perfektionisme. At være ude af stand til at lave noget så simpelt som en tegning, selvom det udelukkende er for sjov, for tænk nu, hvis det ikke er godt nok. Det er følelsen af, at man aldrig har noget at byde ind med, f.eks. til familiefester – for alt, hvad man har at sige, at det er jo lige gyldigt... ikke?

Det er, at have den der lille stemme i hovedet, der faktisk er ens egen, der konstant fortæller én, at man ikke er god nok. Man dur ikke til det. Man er for tyk, for dum, for grim, for uintelligent, for dårlig til alt, man forsøger sig med – så hvorfor overhovedet forsøge?
Det er, at sidde alene i skolen, i et andet lokale med støjreducerende høretelefoner, fordi man ikke kan koncentrere sig, hvis der er over 10 mennesker i lokalet. Det er det faktum, at man går i panik ved tanken om, at skulle aflevere en opgave på HF. Selvom man allerede har gjort det flere gange, og har fået god respons – for man kan ikke tage responsen ind. Det er simpelthen ikke muligt.

Angst er voldsom skyldfølelse. Skyldfølelse over, at man ikke ser sine søskende nok, at man ikke har et job, at man bliver væk fra familie tam-tam, at man ikke bare kan tage sig sammen – for det mener mange mennesker, at vi burde. Tabuet er noget af det værste.

Jeg møder stadig mennesker, der simpelthen ikke tror på, at angst eksisterer. Og det på trods af, at det nærmest er blevet en folkesygdom. De mener, at jeg bare har ”et svagt sind”. Jeg er dybt uenig.

For hvis man kigger på, hvad jeg har været igennem, siden angsten slog sine klør i mig for 20 år siden, så er jeg ikke svag. Ikke det, der ligner.
Jeg er ufattelig stærk. Jeg har overlevet ting, jeg ikke i min vildeste fantasti havde forestillet mig, overhovedet kunne ske for et menneske. Og jeg havde da slet ikke, da jeg stod i det, set, hvordan fanden jeg skulle klare mig igennem.

Men jeg gjorde det. Og hvis jeg kan – så kan dig, der læser det her og føler, at jeg har ”hit home”, også klare det. Det lover jeg dig.

Likes

Comments