Header
Underestimate me. That'll be fun.

Det her er noget af det sværeste, jeg nogensinde har skulle gøre.

Ham, der var min bedste ven, min klippe - ham, jeg troede, jeg skulle bruge resten af mit liv med, og som engang elskede mig betingelsesløst... ham skal jeg nu klare mig uden.

Jeg har det som om, at hele min fremtid er revet væk under fødderne på mig. Alle de drømme om små, mørkhårede børn med fregner og blå øjne. Brudekjolen, der egentlig var fundet. Vores lejlighed, fælles hjem, den er nu min, ikke vores. Hold nu kæft, hvor gør det her ondt.

Jeg synes ikke normalt, at jeg er den "whinende" type - i hvert fald ikke online - men jeg synes sgu ikke, det her er super fedt. I løbet af 6 måneder har jeg mistet min bedste ven, farmor og ham, jeg troede, var mit livs kærlighed.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, og jeg vil egentlig bare gerne sove. Men det kan jeg ikke, og jeg burde heller ikke gøre det.

Jeg synes, det er skræmmende, at man kan elske hinanden SÅ højt, og så være SÅ forkerte for hinanden. Alle mine illusioner om kærlighed er bristet, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen.

Jeg er, for at sige det lige ud, røv bange. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver glad igen - selvom jeg ved, at det skal jeg nok. Jeg er bange for, at jeg aldrig finder den form for kærlighed igen, og jeg er bare generelt bange.

Jeg har lige vadet rundt i lejligheden og sagt "Jeg vil have min C tilbage" - men guess what, Sjelle? That's not gonna happen...

"We said forever, but forever wouldn't wait for us." 

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Jeg er drøn træt af det.

Jeg er træt af, at jeg ikke rigtigt kan lave noget socialt, uden at få trangen. Jeg er pishamrende træt af, at jeg bliver super frustreret, vred og ked af det, hver gang jeg får det sådan her. Fordi, for fanden, det er jo ikke okay overfor dem omkring mig.

Jeg kan ikke lade være med at tænke.. gad vide, hvor længe de giver stå model til det? Gad vide, hvor længe der går, inden jeg er blevet single (poof, you know), jeg ikke har flere venner tilbage, og inden jeg er endnu mere ensom, end jeg er lige nu? Selvom det ikke føles som om, det kan blive værre lige nu, så ved jeg jo godt, at det kan det sgu sagtens.

Jeg er møg træt af, at jeg ikke.. føler mig som mig selv, uden alkoholen, I guess. Jeg ved ikke, hvem jeg er, når jeg ikke drikker - jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere/agere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige - og jer, der har set mig stang Bacardi ved, at jeg ikke har svært ved de ting, når jeg er i dén tilstand.

Jeg ved godt, at jeg skal lære det. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at jeg skal lære mange ting på ny, som jeg vist har nævnt før. Men.. for fanden, jeg gider ikke lære alting igen.

Jeg har, hele mit liv, øvet mig i at "spejle mig" i andre, fordi jeg, pga. min autisme, aldrig ved en flying fuck om, hvad jeg skal gøre af mig selv. Men hvem fanden skal jeg spejle mig i, når jeg er til koncert, og alle er pisse stive og har en fest, mens jeg står og siger til mig selv, nærmest chanter, "Don't drink, don't drink, don't drink"?
Det skal jeg åbenbart også til at lære igen, hvem der ville være det "rigtige" valg - for tro mig, jeg aner det ikke. Jeg er egentlig for det meste bare hende, der står i et hjørne lige for tiden, fordi jeg føler mig så.. akavet.

Akavet og forkert. Fordi jeg ikke kan drikke. Isn't that the saddest thing you've ever heard?

Likes

Comments

Jeg har det svært for tiden. Og jeg tror, det er gået op for mig, hvad der foregår.

Jeg ved ikke, hvem jeg er - det lyder pudsigt, gør det ikke? None the less, tror jeg, det er der, den ligger.

Hvis vi piller alle labels af mig - datter, autist, søster, kæreste, ven, "hende den spøjse", psykisk syg, recovering alcoholic, kusine, niece osv... hvem fanden er jeg så? Ikke hvem jeg er til dig - men hvem er jeg, når jeg er alene?
Hvem er jeg, når jeg sidder for mig selv og skriver dette? Jeg ANER det ikke. Men det sjove er, at selvom jeg ikke aner, hvem jeg er, når jeg er alene, vil jeg faktisk allerhelst være alene for tiden. Så er det da i det mindste svært at fucke ting op.

Jeg kan ikke finde ud af, om alt dette handler om, at jeg allerede har mistet flere labels i år (allerede... vi er i juni, Michelle).
Jeg føler mig, oprigtigt, ikke som den samme gamle Sjelle længere. Jeg ved ikke, hvad der foregår, og jeg HADER det. Jeg dur ikke til ikke at vide ting. Jeg bliver angst, og så bliver jeg stresset, og så bliver jeg paranoid, og så starter møllen forfra. Så godt kender jeg dog mig selv efterhånden.
Måske handler det også om, at jeg synes, det er skræmmende ikke at være fuld så ofte som muligt. Der er fandeme meget, der skal arbejdes med, når man FORSØGER at holde op med at drikke sine følelser væk.

Jeg er inde i en process, det er jeg godt klar over. Jeg går i to forskellige behandlingsforløb, og jeg forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned - både med Martin og Anna, men også dag til dag.
Jeg forsøger at lære alt det, jeg enten aldrig har lært, eller min sygdom har fået mig til at glemme. Jeg ved ikke, hvad der er mest af, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg prøver. Det gør jeg. Men det er fandeme svært at finde ud af, hvad man skal gøre i en situation, når man ikke ved, hvem man er. Så er det nærmest umuligt at vinde.

Likes

Comments

Det er sjældent, at jeg bliver vred - sådan, rigtig vred.

Men når jeg, gang på gang, bliver valgt fra, for så at blive valgt til, for så at starte forfra et par år senere, så er det safe to say, at jeg bliver træt.
Når en person, jeg kendte godt, bliver alt det, han altid har hadet, så ved jeg ikke, hvad der er op og ned.

Når der bliver smidt salt i såret, på de mest mærkelige måder, igen og igen, så får selv Sjellbells her nok.
Når man finder ud af, at kommunikation åbenbart er en by i Rusland, og at personen, garanteret oprigtigt, er blevet pisse ligeglad, så er det fandeme lige før, at laver en Maude og hopper i seng
- rettelse, det har jeg faktisk gjort. Jeg sidder i min seng med min iPad og skriver dette.

Jeg har det som om, at jeg er gået i stykker, og jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg ved egentlig bare, at det gør ondt helt ned i min mave, og at jeg har svært ved at trække vejret - noget, han var god til at hjælpe mig igennem. Var. Føj, det ord føles underligt.
The truth is, jeg kender ham ikke længere. Og tbh, så ønsker jeg det ikke.

Jeg tror bare, at dette er noget, jeg skal igennem. Der er ingen quickfixes, for det føles som om, at jeg har mistet min anden halvdel - og det gør fandeme ondt. Jeg skal bare sørge ind i mellem, og have lov til, at mærke smerten. Men jeg ved, at jeg kan komme igennem det - jeg har gjort det før, after all.

We had good run, but now I'm setting you free.

Likes

Comments

Jeg sidder her på min sofa, klokken 23:33, ude af stand til at finde ro. Jeg har for mange tanker.

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op uden dig.. jeg mangler dig hver. Eneste. Dag. Alt er forkert uden dig, og jeg hænger ikke sammen - 8 år uden at hænge sammen... fedt liv.

Jeg var heldig nok til, at få (næsten) 15 år med dig, men det var på ingen måde nok... jeg skriger stadig af skyerne/træerne/whatever, når det hele bliver for meget... og ved du hvad, bedstefar? Det gør det tit. For jeg har ikke dig at vende det med.

Jeg har ikke dig til at lytte på mig, til at sige, at det hele nok skal gå
- misforstå mig ikke.. jeg har en masse andre, men for filan da også, de er ikke dig.
C spurgte her til aften, om jeg troede, at han og jeg nogensinde fik en connection, som du og jeg havde - long story super short, nej, det gør vi ikke. Aldrig nogensinde.

Jeg tvivler på, at jeg nogensinde får den connection med nogen, som jeg havde med dig. Du var jo hele min verden, for fanden.

Jeg savner dig. Stadig lige så meget, som jeg har gjort de sidste 8 år. Jeg håber, du sover sødt, og hygger dig med noget te, et stykke kage, faster og farmor. Jeg joiner dig, når jeg engang er færdig her. I promise.

"If love could have saved you, you would've been here forever."

Likes

Comments

Okay. Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ville holde min kæft omkring dette emne. Det havde jeg virkelig. Men jo mere jeg læser om det, jo mere aggressiv bliver jeg. For det kan sgu da ikke være rigtigt.

Long story super short - "Kernesunde Ninka" har udtalt, at hun har "helbredt" sin søn for autisme med kostomlægning. Og hold nu kæft, hvor gør det mig træt.

For det første - det er ikke muligt. Hvis I vidste, hvor mange, selv valgte, diæter, jeg har været på - glutenfri, laktosefri, low carb, (stort set) ingen mad, for meget mad, jeg skal fandeme komme efter jer. Og guess what? Jeg er stadig lige så autistisk.
Der er ikke hold i det, hun forsøger at bilde folk ind, og hun udnytter forældres frustration på det groveste. Så voldsomt, at jeg faktisk synes, det bliver helt ulækkert.
Jeg synes, det er lidt skræmmende, at hun får så meget mediedækning. At der findes folk derude, der rent faktisk tror på, at et handicap kan fixes ved, at man liiige spiser lidt anderledes.
- For hvis du mangler et ben, og du spiser 1 kg gulerødder om dagen, så vokser benet da også ud igen, ikke?

For det andet - jeg skal fandeme ikke "helbredes". Jeg behøver ikke blive helbredt.
(Disclaimer; Inden, du udbryder, at jeg så ikke er "ret hårdt ramt", så sæt dig ned, tag en kiks, og hold din kæft. Du skulle bare vide, hvilke udfordringer min autisme giver mig, hver. eneste. dag.)
Jeg skal ikke fixes, for jeg er ikke gået i stykker. Jeg er ikke "broken", jeg er ikke et eller andet andenrangs menneske. Jeg har simpelthen bare et andet styresystem end de fleste andre.

For det tredje - hvad helvede er det lige, hun bilder sig ind? Hun siger, baiscally, at hendes søn (som jeg kunne tvivle på, nogensinde har haft en autisme-diagnose...) skulle fixes, fordi han ikke var god nok, som han var.
- misforstå mig ikke. Jeg kan faktisk godt sætte mig ind i, at man gerne ville være foruden sin diagnose. Sådan har jeg det da også selv nogle dage - og sådan havde jeg det især som barn, selvom jeg ikke vidste, at det var det, der var galt med mig.

Men du, dit barn, din ven eller din fætter er ikke forkert, fordi han har 3 bestemte bogstaver i sine diagnosepapirer.

Så, Ninkaninus, så holder vi lige kæft. ok?

Likes

Comments

Jeg ved ikke, om I kender det... det der med, at man pludselig bliver overvældet af, utrolig stærke, følelser, som man ikke helt ved, hvad man skal stille op med, for man ved ikke helt, hvilken skuffe, de hører i?

Der er glæden. That's a given - for hvordan kan man være andet end glad, når man tænker på, at man har den bedste i sit liv? Hvordan kan man være andet end glad, når man ser et billede af hende og tænker "Fuck.. jeg håber, at alle har én som dig i deres liv"?
Der er savnet, for hold nu kæft Nørrebro er langt væk fra Vestjylland. Jeg kan ikke andet, end at savne hende. Med det samme, hun er trådt op i toget/bussen igen, så har jeg bare lyst til at smide mig på banegården, som en eller anden 5-årig tøs, der ikke fik den slikkepind, hun pegede på.

Og så er der, ikke mindst, stoltheden. Stoltheden over, at man, igen, har dette ufatteligt smukke menneske i sit liv. Dette lille, fine, dreadlock bærende sikkerhedsnet - for dét er hun. Hun er definitionen på et sikkerhedsnet, på tryghed, på glæde, på alle de der ting, jeg normalt har svært ved at putte i skuffer. Det bliver bare lidt lettere, når hun er i nærheden.
- granted, alt bliver bare lidt lettere, når min babymus er i nærheden af mig. Intet gør helt så ondt.

Hun fandt mig på et tidspunkt, hvor jeg aldrig troede, nogen kunne elske mig igen. Hvor jeg aldrig troede, at jeg kunne lukke nogen ind. Men... det kom bare så let, det var så simpelt. Jeg tror ikke, der er meget, der nogensinde har givet mere mening for mig, end dette venskab.

Og... Måske mister man aldrig rigtigt venner - måske finder man bare, oprigtigt, ud af, hvem der er ens virkelige venner, og altid har været det.

"You'll keep me wild, I'll keep you safe." 

Likes

Comments

Dig.

Du får ikke noget "kære", du får ikke noget hej, du får ikke noget goddag. Du får intet, udover dette brev, og så håber jeg, at jeg er færdig med dig. Kald det, hvad du vil, jeg kalder det en form for closure.

Dig har udsat mig for så meget, at jeg kan knække mig, bare jeg tænker over det. Dig, der har stjålet min uskyld, dig, der knækkede mig fuldstændig.
Dig, det lykkedes at ødelægge alt - film, bøger, sange, selv gestusser. Og jeg er faktisk lidt imponeret over, at det lykkedes dig at fucke min mentale tilstand endnu mere op. Dét tager sin person (notice how I refused to call you a man?), for jeg var, allerede som 16-årig, godt fucked i hovedet.

Du ødelagde mænd for mig, og ikke på den gode måde.
Du ødelagde min tillid. Du sørgede for, at jeg aldrig ville føle mig totalt tilpas i -visse- situationer igen. Du sørgede, helt selv, for, at jeg går i panik, når folk ikke forstår det, når jeg siger nej - uanset, hvad situationen er.

Dig.

At sige, at jeg hader dig, det er nok en underdrivelse. Og alligevel ikke. For jeg hader som ikke nogen. Ikke engang dig.
Jeg ved ikke, hvad jeg mener om dig - udover en helt masse grimme ting, naturligvis - men jeg ved, at jeg er nødt til at forsøge at lægge dig bag mig, selvom du popper op i mit hoved hver eneste dag.

For jeg føler lidt, at jeg, mentalt, har været din fange de sidste 7 år. Og jeg siger på ingen måde, at det bliver nemt, men jeg vil forsøge at bryde ud af det.
Det bliver nok det sværeste, jeg nogensinde har gjort, og tro mig, jeg har gjort virkelig svære ting - PTSD er ikke noget, man tager lightly. Jeg ved dog også, at hvis jeg ikke forsøger, så kommer dette liv til at føles meget langt.

Nu vil jeg forsøge at slutte fred med fortiden, forsøge at slutte fred med mine tanker om dig - hvis sådan noget er muligt for sådan én som mig.

"Every 7 years, every single cell in our body is destroyed and replaced.
How comforting it is to know that I now have a body you have never touched."

Likes

Comments

"Har du styr på det, Sjelle?" Det spørgsmål får jeg tit.

Hvad skal jeg sige, udover "Selvfølgelig har jeg det!"?

Skal jeg come clean, åbne mig selv helt op, være totalt ærlig, og være mega sårbar? Det har jeg aldrig været fan af - især ikke det sidste. Jeg HADER at være sårbar. Nu prøver jeg - jeg har nemlig en god veninde, der altid siger, at grænser er til for at blive afprøvet (til en hvis grænse, ok).
Så... here's the deal.

Jeg har ikke styr på en skid for tiden. Jeg drikker for meget - like, virkelig for meget. Så meget, at jeg starter i misbrugsrådgivning i morgen. Og ved du hvad? Det skræmmer mig af helvedes til. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med det, og jeg har slet ikke overskud/lyst til at møde op - men jeg har intet valg, hvis jeg vil ud af det her lort igen. Og det vil jeg.

Stod det til mig, lige nu, så drak jeg aldrig igen. Det er, naturligvis, indtil, at noget vælter min hverdag, jeg bliver ked af det, stresset, vred eller frustreret - og mindst én af de følelser har jeg gentagende gange hver dag, hvilket bare giver mig lyst til at kværne 7 øl. Alkohol er blevet min sutteklud, når psykosen, angsten, depressionen eller tankerne tager over. Og jeg hader lidt (læs; meget) mig selv for det.

Jeg indrømmer noget nu, jeg ikke er glad for at indrømme - jeg kæmper. Hver dag, mod de fandens øl, den fandens flaske vin, eller min egen frustration. For hvor svært kan det lige være, ikke?
Jeg kender flere, der er kommet ud af det, og som har klaret det super flot, og selvom min coach siger, at jeg ikke må sammenligne mig med andre, så kan jeg sgu ikke lade være. For hvis de kunne klare det, endda uden hjælp, hvorfor kan jeg så ikke?

Jeg skriver ikke dette for at få medlidenhed, men for, at bryde tabuet om afhængighed. Jeg er træt af, at jeg skal lade som om, at jeg "ikke lige har lyst til at drikke i dag", eller at jeg skal være flov. For det behøver jeg ikke!!! Det er okay, at det er sådan lige nu, og at jeg ikke rigtigt har kunnet styre det, det sidste år. Det er okay.
- Days sober; 2.

"The first step towards getting somewhere, is to decide that you are not going to stay where you are." 

Likes

Comments

Kære dig.

Kære, elskede, fantastiske, bøvlede, min C. This is for you.

Vi giver ikke meget mening - du gør sjældent, og jeg gør bestemt aldrig. Men du skal vide én ting; jeg ville ikke bytte dig væk for noget (måske lige et møde med Beej... Ej, du ved, jeg joker!)

Jeg føler mig så beæret over, at jeg har dig i mit liv.
Granted, vi har haft SÅ mange nedture, og jeg har haft endnu flere, end du måske ved, det sidste halvandet år. Og alligevel er du her stadig. Som jeg sagde til min mor, en dag jeg lå og tudede, du er som en virus, man ikke kan slippe af med. Virus-Capper. That's you. And you're all mine.

Du er den største klaphat, jeg kender. Du tænker dig ikke om, før du snakker. Du tænker faktisk sjældent, hvilket egentlig er meget rart, til en forveksling fra min hjerne.

Jeg har nogle gange lyst til at smide dig ud over altanen. Eller.. i hvert fald dine ting. For hold nu kæft, du kan pisse mig af. Og hold nu kæft, hvor er du altså træls.

Men, når alt kommer til alt, så er du jo min. Og jeg er din.
Jeg har fundet mit hjem. Det er jeg ikke i tvivl om. Jeg har fundet min sikre havn, min bedste ven, endda min bedre halvdel - selvom jeg er meget imod det udtryk, har du fået det til at give mening - og ved du, hvad det fedeste er? Jeg skal bruge resten af mit liv med den person, der er alle de ting. I en lille, fin pakke, med en rød sløjfe omkring.

Du er en af de få personer, jeg, med tryghed i stemmen, kan vende mig mod og sige "Behøver jeg være bange nu?", eller "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere", eller, den evigt famøse, "Er du sarkastisk nu?"
Du har gjort meget, ikke alt, men meget, lettere for mig.

Så.. Tak for dig, skat. Tak for dig i går, for halvandet år siden, og tak for dig om 70 år. Tak for, jeg ikke har været i stand til at skubbe dig væk. Tak for, at du stadig er her. Og tak for, at du altid griber mig, når jeg falder, og for, at du fortæller mig de ting, jeg har brug for at vide. Også selvom det måske ikke er, hvad jeg gerne vil høre.

Du er min yndlings klaphat. Jeg elsker dig.

"If the whole world was watching, I'd still dance with you."

Likes

Comments