Header
Underestimate me. That'll be fun.

Disclaimer; Dette er ikke henvendt nogen. Der er ingen skjulte hentydninger, agendaer, eller noget i den dur. Når det så er sagt - if the shoe fits, feel free to wear it.
Derudover, er dette ret rodet... deal with it.

Jeg forstår ikke altid mennesker. Granted, det gør jeg sjældent.
Men jeg kan ikke, og kommer aldrig til det, forstå, hvordan man kan knuse en, man påstår at elske. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man, fra det ene øjeblik til det andet, bliver totalt følelseskold, og lige pludselig har personen "aldrig haft følelser for én".

Nu har jeg, som du, min kære læser, måske har gættet, ikke verdens største ego. Jeg forstår fuldt ud, hvis folk ikke har følelser for mig - I don't blame them.

Men nogle ting nægter jeg at tro på. Og det er ikke pga. ego, selvtillid, eller storhedsvanvid. Det handler simpelthen bare om, at jeg ikke kan få det til at passe. Hvordan kan man se en person i øjnene, med julelys og beundring strålende ud af dem den ene dag, og så næste, der er der ingen følelser. Jeg forstår det ikke, men måske er det fordi, jeg altid føler alting så fucking meget. Like... det tager meget, før jeg elsker en person, men når jeg så gør... så er der nærmest ikke noget, jeg ikke ville gøre for vedkommende.

Jeg forstår heller ikke, hvordan man kan tillade sig at tage én med i faldet, når man selv knækker - med vilje. Hvorfor jeg skal stå model til alt muligt bullshit, man egentlig ikke bør udsætte et andet menneske for.
For, guess what.. jeg ér faktisk et menneske. Og jeg bliver også ked af det - nok mere, end de fleste tror - og jeg bliver også vred. Jeg bliver også træt af det, og jeg fatter heller ikke noget.

"Er du blevet bitter, Sjellbells?" Ved du hvad, det ved jeg ikke.. lidt, måske? Eller måske er jeg bare træt af det her pis. Jeg er træt af, at folk tror, de kan træde lige hen over mig, som det passer dem, fordi "du siger jo alligevel ikke noget" - okay.. og det giver dig ret til alt, eller hvad? Nej, sådan fungerer det ikke.

Jeg er træt af, at jeg først skal have smidt i fjæset, at en eller anden person ikke har følelser for mig, for at h*n derefter skriver 2-3 dage efter, at h*n savner mig. Du kan ikke knuse mit hjerte, og derefter sige, at du savner mig. Sådan fungerer verden altså bare ikke.

Noget siger mig, at jeg er lidt træt...

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Sensory Overload er en spøjs ting. Jeg ved ikke, om NT’er kender det – det der med, at man bare er brugt, og ens sanser nærmest er smadret, og man ikke ved, hvad der er op og ned?

Sådan har jeg det lige nu. Jeg sidder i min seng, med mit vægttæppe, 21 Guns spillende ud af højtalerne på min iPad, og jeg har svært ved at trække vejret. Jeg tror lige, jeg med nød og næppe undgik et angstanfald.

For det er det ”fede” ved, at være mig, og blive ramt af SO – det sker så sjældent, fordi jeg efterhånden har lært at trække mig i tide, at jeg går i panik, når det så sker. For jeg glemmer, hvordan det føles.

Men jeg har simpelthen fået så fandens mange indtryk i dag, at ikke engang min nødløsning kunne stoppe det, og nu sidder jeg så her. Alt larmer i mit hoved, som derudover også dunker. Ting føles mærkelig på min hud, mine fingre sitrer og jeg er bare træt.

Normalt er jeg, som de fleste, der kender mig, ved, ret glad for Green Day. Bl.a. fordi, jeg hører dem, når jeg har lyst. Det er pludselig noget helt andet, når jeg er nødt til det – don’t get me wrong; Jeg elsker stadig Green Day. Det ændrer lidt (læs; ret meget) SO ikke på.

Men når jeg er der, hvor jeg kan mærke, at hvis jeg ikke hører 21 Guns NU, så går det her galt, så bliver jeg lidt træt. Og jeg bliver lidt træt af mine ritualer, for jeg ved bare, at jeg ikke får det bedre, inden Billie har sunget mindst hen til først omkvæd, men der er bare så meget andet, der skal fikses først, når man har en autistisk hjerne.

Eller måske er det bare mig. Det ved jeg ikke


Likes

Comments

Okay.. dette bliver rimelig ærligt. Og der er ingen grund til at blive bekymret over det, men ud, det skal det.

Jeg ved ikke helt, hvad der foregår. Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive psykotisk eller depressiv igen, eller om jeg bare er stresset - jeg ved vitterligt intet. Udover, at jeg har det af helvedes til, for at sige det pænt.

Jeg er træt. Jeg ser ikke rigtigt mening i tingene længere, og jeg har bare lyst til at drikke mig i hegnet - konstance, fra nu af og til om en måned. Eller noget i den dur.

Og jeg føler mig lidt som en kost. For når folk spørger mig, hvordan jeg har det, så siger jeg bare "Jeg har det fint!" - men det er nok fordi, jeg godt ved, hvad de virkelig mener, når de spørger; "Hvordan har du det, efter Casper er gået?"
Og ser vi det i dét perspektiv, så har jeg det oprigtigt fint. Jeg havde forventet, at jeg ville rende rundt og sukke efter ham, og stadig græde mig i søvn hver nat. Ingen af delene er virkelig, og det er meget rart.

Jeg kan ikke sove. Og når jeg gør, så har jeg mareridt. Jeg har ingen appetit, indtil jeg begynder at spise, og så kan jeg ikke stoppe igen. Jeg ryger enten hele tiden eller slet ikke - det samme med alkoholen.
Jeg har ikke rigtigt lyst til at ses med nogen, og når jeg så endelig gør, så ønsker jeg, at de bliver for evigt.

Jeg er blevet meget alt eller intet, igen, og det trætter mig. Når jeg står op, har jeg lyst til at gemme mig under dynen igen. Når jeg går i bad, har jeg aldrig lyst til at gå ud fra bruseren igen - men hold kæft, det er en kamp at komme ind i bruseren til at starte med.

Jeg har sværere ved at stole på mennesker, end jeg har haft længe, og det gør mig også træt. Jeg vil egentlig bare gerne sove i et par uger, hvis I kan fornemme det?

Men jeg tror ikke, hvis jeg skal være helt ærlig, at det er fordi, at der ikke er "mening" i tingene længere, at jeg ikke gør dem - for det er der til tider - jeg har bare virkelig intet overskud. Jeg har ikke engang overskud til at skrive til min søster for at høre, hvordan det går. Jeg har ikke overskud til at gå i "rigtigt" tøj, og gemmer mig derfor for meget i min sparkedragt. Jeg har ikke overskud til at lægge makeup, og jeg kan ikke huske, hvornår/hvordan jeg fik rød læbestift på i dag. Jeg har ikke overskud til at skulle i skole, for jeg er efterhånden godt træt af det - selvom jeg kan "se til ende på det", så virker den næste måneds tid helt uoverskuelig lige nu.
Jeg har ondt i maven, mit hoved dunker, jeg er svimmel, og jeg er, igen, røv fucking træt.

Likes

Comments

Jeg er ikke god til singlelivet.

Jeg kan ikke flirte, jeg har aldrig forstået konceptet i dating, og ensomhed er nok den følelse, jeg har lettest ved at kategorisere efterhånden - for den kommer hver. eneste. fucking. dag. Eller, rettelse, aften.

Jeg forstår det simpelthen ikke - jeg har ikke som sådan et "behov" for en kæreste, som jeg havde før i tiden. Jeg har det, oprigtig talt, fint! Så længe det er lyst. Og jeg ikke er alene. Så er der ingen problemer.
Så falder mørket på, folk går stille og roligt i seng, og jeg sidder sådan lidt "..hvad nu? Hvad skal jeg nu bruge min tid på?" Den rationelle del af min hjerne ved godt, at jeg skal læse, lave lektier, træne eller fucking gå i seng - bare lave alt andet end at drikke eller skrive til ham, jeg synes, er lidt sød - men det er som om, at når jeg først har nået det stadie, så er jeg ikke i stand til nogle af delene. Så forsvinder hende den rationelle, fornuftige og "kloge". Hun er simpelthen væk.

Så hvad gør jeg? Jeg bruger min tid på Tinder! Lyder det ikke også bare fucking fornuftigt? Nej, vel? Ensomhed + Tinder = dårlig kombi. Don't get me wrong - der er nogle søde, rare, dejlige (og flotte.. hæh) mennesker på Tinder.. men for helvede, jeg dur ikke til det der anyways.

Og, selv hvis jeg gjorde, så ville min hjerne simpelthen ikke give mig lov. Den fortæller mig ikke andet end, at jeg ikke dur til det, jeg er ikke pæn nok til ham, jeg er for grim til hende, jeg er alt for uinteressant - og så er jeg forresten også utroligt fed - og jeg vil være alene resten af mine dage.

Jeg elsker aftener.

Likes

Comments

(Dette er oprindeligt skrevet til Kaspersunge.dk , hvor jeg igen har æren af at gæsteblogge, men jeg er ret stolt af det, så det ryger også ud her. Bear with me, please).

Angst er en spøjs størrelse.

Angst er træthed. Det er mavesmerter, det er usikkerhed i sådan en grad, at de fleste, der ikke selv har oplevet det, ikke forstår det - overhovedet. Det er rysten og hjertebanken, når man skal handle. Det er frygten for, at folk taler om én, også selvom ens fornuft godt ved, at mennesker har mere spændende ting at gå op i, end hvorfor jeg nu igen skal have en kanelgiffel fra Netto’s bake off – men alligevel er man overbevist om, at alle ser det. De ser, at man spiser for meget, og man er overbevist om, at det tænker ”Tro da fanden, at hun vejer det, hun gør”.

Angst er intet overskud. Angst er, at man ikke kan gå i et fitnesscenter, fordi man, igen, er overbevist om, at man gør sig selv til grin. På trods af, at ham den personlige træner sagde, at man gjorde hans job nemt, fordi man havde ”styr på sit shit” – hold kæft, hvor er vi gode til at lade som om, hva’?

Angst er, for mig, at leve efter mantra’et ”Fake it till you make it”. Angst var, i mange år, at tage makeup på og flade håret, så det sorte pandehår meget præcist landede over det ene øje, for så var jeg sikker på, at ingen så, hvordan jeg virkelig havde det. At de ikke så, at jeg var millimeter fra, at gå i stykker.

Angst er det faktum, at jeg har skrevet og slettet hele det her 10 gange, i frygt for ikke at være ”god nok. ”

Angst er, at have svært ved, at have folk tæt på, fordi man konstant frygter, at de forlader én. Lyder det trættende? Det er det sørme også. Angst er frygten for, at være alene resten af livet. For hvem i al verden gider bruge sit liv med en, der alligevel ikke kan noget så simpelt som at gøre et toilet rent, fordi hun er overbevist om, at der kommer en rotte op?

Angst er, i mit tilfælde, perfektionisme. At være ude af stand til at lave noget så simpelt som en tegning, selvom det udelukkende er for sjov, for tænk nu, hvis det ikke er godt nok. Det er følelsen af, at man aldrig har noget at byde ind med, f.eks. til familiefester – for alt, hvad man har at sige, at det er jo lige gyldigt... ikke?

Det er, at have den der lille stemme i hovedet, der faktisk er ens egen, der konstant fortæller én, at man ikke er god nok. Man dur ikke til det. Man er for tyk, for dum, for grim, for uintelligent, for dårlig til alt, man forsøger sig med – så hvorfor overhovedet forsøge?
Det er, at sidde alene i skolen, i et andet lokale med støjreducerende høretelefoner, fordi man ikke kan koncentrere sig, hvis der er over 10 mennesker i lokalet. Det er det faktum, at man går i panik ved tanken om, at skulle aflevere en opgave på HF. Selvom man allerede har gjort det flere gange, og har fået god respons – for man kan ikke tage responsen ind. Det er simpelthen ikke muligt.

Angst er voldsom skyldfølelse. Skyldfølelse over, at man ikke ser sine søskende nok, at man ikke har et job, at man bliver væk fra familie tam-tam, at man ikke bare kan tage sig sammen – for det mener mange mennesker, at vi burde. Tabuet er noget af det værste.

Jeg møder stadig mennesker, der simpelthen ikke tror på, at angst eksisterer. Og det på trods af, at det nærmest er blevet en folkesygdom. De mener, at jeg bare har ”et svagt sind”. Jeg er dybt uenig.

For hvis man kigger på, hvad jeg har været igennem, siden angsten slog sine klør i mig for 20 år siden, så er jeg ikke svag. Ikke det, der ligner.
Jeg er ufattelig stærk. Jeg har overlevet ting, jeg ikke i min vildeste fantasti havde forestillet mig, overhovedet kunne ske for et menneske. Og jeg havde da slet ikke, da jeg stod i det, set, hvordan fanden jeg skulle klare mig igennem.

Men jeg gjorde det. Og hvis jeg kan – så kan dig, der læser det her og føler, at jeg har ”hit home”, også klare det. Det lover jeg dig.

Likes

Comments

(Dette bliver rodet. På forhånd undskyld.)

Det er lidt spøjst, så meget man kan klare, når man ikke får et valg.

Når den eneste udvej er, at gå igennem det, hvor langt man så kan presse sig selv - jeg har fundet ud af i løbet af de sidste 14 dage, og især i dag, at det er fandenfuckme langt.

C har været her for at hente sine ting, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op med mig selv. Det var jo ikke sådan, det var meningen, det skulle gå - planen var jo, at vi skulle blive gamle sammen. Men sådan skulle det, tydeligvis, ikke være.

Jeg har det, igen, som om, at jeg er gået i stykker. Jeg hader det udtryk, men føj, det beskriver "the current state" ret godt.
Jeg trænger til kram, vin og nye tatoveringer. I den rækkefølge.

Jeg synes, det er mærkeligt, hvor meget der kan ske på 14 dage - især, hvis man ikke ser den person, der før gav alt mening, i den periode. Hvor meget man finder ud af, at man kan klare - og det er fedt for sådan én som mig, der er overbevist om, at jeg intet kan selv. Sjelle 1, life 0.

Jeg er, faktisk, også lidt træt af ordene "Du skal bare være stærk!", eller, den evigt famøse, "Det var nok for det bedste"
1 - jeg ér stærk. Pænt fucking stærk. Men det betyder ikke, at jeg ikke går i stykker. In my opinion gør det mig faktisk kun stærkere, at jeg "tør"/kan indrømme det.
2 - jeg ved ikke en skid om, hvad der er/var for det bedste. Jeg ved bare, at lige nu gør det pisse ondt, og lad venligst være med at negligere mine følelser. Bum.

(Men hey, shoutout til mig - jeg har ikke drukket i dag, men har klaret mig igennem aftenen ædru. Sjelle 1, addiction 0.)

Likes

Comments

Det her er noget af det sværeste, jeg nogensinde har skulle gøre.

Ham, der var min bedste ven, min klippe - ham, jeg troede, jeg skulle bruge resten af mit liv med, og som engang elskede mig betingelsesløst... ham skal jeg nu klare mig uden.

Jeg har det som om, at hele min fremtid er revet væk under fødderne på mig. Alle de drømme om små, mørkhårede børn med fregner og blå øjne. Brudekjolen, der egentlig var fundet. Vores lejlighed, fælles hjem, den er nu min, ikke vores. Hold nu kæft, hvor gør det her ondt.

Jeg synes ikke normalt, at jeg er den "whinende" type - i hvert fald ikke online - men jeg synes sgu ikke, det her er super fedt. I løbet af 6 måneder har jeg mistet min bedste ven, farmor og ham, jeg troede, var mit livs kærlighed.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op, og jeg vil egentlig bare gerne sove. Men det kan jeg ikke, og jeg burde heller ikke gøre det.

Jeg synes, det er skræmmende, at man kan elske hinanden SÅ højt, og så være SÅ forkerte for hinanden. Alle mine illusioner om kærlighed er bristet, og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen.

Jeg er, for at sige det lige ud, røv bange. Jeg er bange for, at jeg aldrig bliver glad igen - selvom jeg ved, at det skal jeg nok. Jeg er bange for, at jeg aldrig finder den form for kærlighed igen, og jeg er bare generelt bange.

Jeg har lige vadet rundt i lejligheden og sagt "Jeg vil have min C tilbage" - men guess what, Sjelle? That's not gonna happen...

"We said forever, but forever wouldn't wait for us." 

Likes

Comments

Jeg er drøn træt af det.

Jeg er træt af, at jeg ikke rigtigt kan lave noget socialt, uden at få trangen. Jeg er pishamrende træt af, at jeg bliver super frustreret, vred og ked af det, hver gang jeg får det sådan her. Fordi, for fanden, det er jo ikke okay overfor dem omkring mig.

Jeg kan ikke lade være med at tænke.. gad vide, hvor længe de giver stå model til det? Gad vide, hvor længe der går, inden jeg er blevet single (poof, you know), jeg ikke har flere venner tilbage, og inden jeg er endnu mere ensom, end jeg er lige nu? Selvom det ikke føles som om, det kan blive værre lige nu, så ved jeg jo godt, at det kan det sgu sagtens.

Jeg er møg træt af, at jeg ikke.. føler mig som mig selv, uden alkoholen, I guess. Jeg ved ikke, hvem jeg er, når jeg ikke drikker - jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere/agere, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige - og jer, der har set mig stang Bacardi ved, at jeg ikke har svært ved de ting, når jeg er i dén tilstand.

Jeg ved godt, at jeg skal lære det. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, at jeg skal lære mange ting på ny, som jeg vist har nævnt før. Men.. for fanden, jeg gider ikke lære alting igen.

Jeg har, hele mit liv, øvet mig i at "spejle mig" i andre, fordi jeg, pga. min autisme, aldrig ved en flying fuck om, hvad jeg skal gøre af mig selv. Men hvem fanden skal jeg spejle mig i, når jeg er til koncert, og alle er pisse stive og har en fest, mens jeg står og siger til mig selv, nærmest chanter, "Don't drink, don't drink, don't drink"?
Det skal jeg åbenbart også til at lære igen, hvem der ville være det "rigtige" valg - for tro mig, jeg aner det ikke. Jeg er egentlig for det meste bare hende, der står i et hjørne lige for tiden, fordi jeg føler mig så.. akavet.

Akavet og forkert. Fordi jeg ikke kan drikke. Isn't that the saddest thing you've ever heard?

Likes

Comments

Jeg har det svært for tiden. Og jeg tror, det er gået op for mig, hvad der foregår.

Jeg ved ikke, hvem jeg er - det lyder pudsigt, gør det ikke? None the less, tror jeg, det er der, den ligger.

Hvis vi piller alle labels af mig - datter, autist, søster, kæreste, ven, "hende den spøjse", psykisk syg, recovering alcoholic, kusine, niece osv... hvem fanden er jeg så? Ikke hvem jeg er til dig - men hvem er jeg, når jeg er alene?
Hvem er jeg, når jeg sidder for mig selv og skriver dette? Jeg ANER det ikke. Men det sjove er, at selvom jeg ikke aner, hvem jeg er, når jeg er alene, vil jeg faktisk allerhelst være alene for tiden. Så er det da i det mindste svært at fucke ting op.

Jeg kan ikke finde ud af, om alt dette handler om, at jeg allerede har mistet flere labels i år (allerede... vi er i juni, Michelle).
Jeg føler mig, oprigtigt, ikke som den samme gamle Sjelle længere. Jeg ved ikke, hvad der foregår, og jeg HADER det. Jeg dur ikke til ikke at vide ting. Jeg bliver angst, og så bliver jeg stresset, og så bliver jeg paranoid, og så starter møllen forfra. Så godt kender jeg dog mig selv efterhånden.
Måske handler det også om, at jeg synes, det er skræmmende ikke at være fuld så ofte som muligt. Der er fandeme meget, der skal arbejdes med, når man FORSØGER at holde op med at drikke sine følelser væk.

Jeg er inde i en process, det er jeg godt klar over. Jeg går i to forskellige behandlingsforløb, og jeg forsøger at finde ud af, hvad der er op og ned - både med Martin og Anna, men også dag til dag.
Jeg forsøger at lære alt det, jeg enten aldrig har lært, eller min sygdom har fået mig til at glemme. Jeg ved ikke, hvad der er mest af, hvis jeg skal være helt ærlig.

Jeg prøver. Det gør jeg. Men det er fandeme svært at finde ud af, hvad man skal gøre i en situation, når man ikke ved, hvem man er. Så er det nærmest umuligt at vinde.

Likes

Comments

Det er sjældent, at jeg bliver vred - sådan, rigtig vred.

Men når jeg, gang på gang, bliver valgt fra, for så at blive valgt til, for så at starte forfra et par år senere, så er det safe to say, at jeg bliver træt.
Når en person, jeg kendte godt, bliver alt det, han altid har hadet, så ved jeg ikke, hvad der er op og ned.

Når der bliver smidt salt i såret, på de mest mærkelige måder, igen og igen, så får selv Sjellbells her nok.
Når man finder ud af, at kommunikation åbenbart er en by i Rusland, og at personen, garanteret oprigtigt, er blevet pisse ligeglad, så er det fandeme lige før, at laver en Maude og hopper i seng
- rettelse, det har jeg faktisk gjort. Jeg sidder i min seng med min iPad og skriver dette.

Jeg har det som om, at jeg er gået i stykker, og jeg ved ikke, hvad der foregår. Jeg ved egentlig bare, at det gør ondt helt ned i min mave, og at jeg har svært ved at trække vejret - noget, han var god til at hjælpe mig igennem. Var. Føj, det ord føles underligt.
The truth is, jeg kender ham ikke længere. Og tbh, så ønsker jeg det ikke.

Jeg tror bare, at dette er noget, jeg skal igennem. Der er ingen quickfixes, for det føles som om, at jeg har mistet min anden halvdel - og det gør fandeme ondt. Jeg skal bare sørge ind i mellem, og have lov til, at mærke smerten. Men jeg ved, at jeg kan komme igennem det - jeg har gjort det før, after all.

We had good run, but now I'm setting you free.

Likes

Comments