Header

Heeej bloggen :D

De tre overnatninger i Rapid City er nu forbi, og man må sige vi endelig fik noget smuk natur at se, hvilket vi efterhånden havde set frem til. Køreturen fra Denver til Rapid City tid virkede utrolig lang, hvilket højest sandsynligt skyldes vores nye bil, hvis radioprogrammer ikke virker optimalt og samtidig havde vi ikke mulighed for at sætte vores telefoner til, heldigt vi er typerne, der er gode til at snakke ;)

Søndag tog vi til Mount Rushmore, som nærmest er et must at se, hvis man kører den rute, vi har kørt. Der var smuk natur omkring, og man havde muligheden for at høre og læse om de forskellige præsidenter, dog følte vi ikke, vi kunne bruge mere end et par timer i området, så vi kørte videre til Custer State Park.

I Custer State Park kunne man køre rundt på en 25 miles lang loop road, det tager en gennem hele parkens bjergede terræn. Ruten er vildt smuk og fyldt med både buffaloes, æsler og hjorte, det går frit omkring i parken. Flere gange var vi nødt til at stoppe midt på vejen og vente på, at en vildfaren hjort skulle passere... Hertil var ruten i sig selv vildt smuk, da de mange bakker gav nogle vilde udsigter ud over store græsarealer og træer.

Mandag tog vi en heldagstur ud til Badlands Nationalpark, der også har en loop-road (denne på 40 miles), hvor man kører rundt og ser hele parken. Vi kørte ruten og holdte mange gange ind til siden for at gå nogle forskellige vandreruter rundt i badlands-klipperne. Parken er kendt for de flerfarvede bjerge, hvilket var utrolig smukt og tydeligt omkring solnedgang! I denne park stødte vi også på nogle dyr, og kom rigtig tæt på en masse præriehunde, som løb fra hul til hul. 

Så dumme som vi nu engang er, ville vi selvfølgelig tage den mest stejle rute, som fører en op på toppen af bjergene, der ses på det nederste billede. Her var der lavet tre forskellige stier, man kunne følge, men vi besluttede os for at tage en rute, som nok ikke er helt brugervenlig, Vi endte derfor med at kravle fra sten til sten på et bjerg så højt, at nok burde have haft bjergbestigningsgrej med :D 

See you later :-))

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Heeej bloggen!

Det er efterhånden ved at være noget tid siden, i har hørt fra os sidst, men tro os, når i læser dette indlæg, vil i pludselig forstå, hvilken rejse vi har været på :D
Vi kørte hele vejen gennem Iowa uden at se det helt store, indtil der PLUDSELIG var et motorvejsskilt der pegede mod et dansk museum. Vi kunne ikke nænne at køre forbi museet, så vi stoppede ind og brugte en times tid på at se deres udstilling, som primært omhandlede ordet "hygge", dansk porcelæn og æbleskiver, det hele var dog ikke vildt dansk, men det var nu meget sjovt at se alligevel. Herefter drog vi ud på deres vandrerute, hvor vi stødte på et dansk par, hvilket er de første danskere, vi har mødt herover, så det var hyggeligt at tage en kort sludder med dem.

Vi kørte videre mod Omaha, som er en mellemstor by i Nebraska. Her stoppede vi først forbi en park med meget fint springsvand og tilhørende svaner, før vi kørte hjem til vores Airbnb. Efter at have brugt et forsøg eller tre på at lokalisere lejligheden fandt vi endelig Nick og Min, som vi skulle bo hos. Da vi ankom havde de tilberedt aftensmad med flere forskellige kinesiske retter (Min er fra Kina), og de inviterede os til at spise med. De var mega søde, og vi sad og snakkede med dem hele aftenen - vi fik både aftensmad (mega lækker, men ret så spicy!), vin og dessert. Da vi havde spist, snakket og hygget et par timer gik vi alle fire en tur, og de viste os alle de fede nærliggende områder i Omaha.

Dagen efter brugte vi på at gå ud til Hertz (som vi har lejet bilen af), da vores bilnøgle havde sat sig fast, så vi ikke kunne åbne den - og dermed heller ikke kunne køre bilen, forståes. Der var 8 km derud, så det tog et godt stykke tid at gå frem og tilbage.

Den lange gåtur var heldigvis ikke så hård med tanken om, at vi havde billetter til Ed Sheeran koncert om aftenen, vi kunne slet ikke få hænderne ned! Kort tid før koncerten startede fandt vi også ud af, at James Blunt var opvarmning til koncerten, og han gjorde det fantastisk godt! Så store fans som vi er, ville vi selvfølgelig gerne have nogle bedre pladser, end dem vi egentlig havde købt. Derfor sneg vi os hen til nogle ledige pladser tættere på, og nåede at nyde tre sange fra Ed, før de rette ejermænd kom, og krævede deres pladser tilbage. De tog det heldigvis super pænt, og vi begyndte hurtigt at løbe tilbage på vores pladser med "New man" kørende i baggrunden. Det var dog ikke en helt dårlig beslutning, da dette gav os muligheden for at møde James Blunt!!

Generelt var koncerten helt fantastisk, og da "Shape of you" begyndte at spille, gik vi helt amok, vi var ikke til at styre! Det var nok meget heldigt, at pladserne ved siden af os var frie, ellers var nogle nok gået fra koncerten med et blåt øje eller to ;)

Den sidste dag i Omaha blev brugt på en smule praktiske ærinder, som at skype med dem derhjemme og vaske tøj. Herefter tog vi ned til downtown og nød det gode vejr. Vi fik en lidt tør kage, som ellers kostede rigeligt, men hva fa'en skal man gøre, når den står der og ser alt for lækker ud :D
Om aften tog vi i biografen og så den nye gyser "IT", som desværre ikke var så god, som anmeldelserne siger. Det gjorde heldigvis ikke så meget, da biografen i sig selv var en stor oplevelse. Vi endte med at spise aftensmad under filmen, da man kunne bestille præcis hvad man havde lyst til, og så skulle de nok sørge for at servere det for os, det var den rene luksus.

Dagen efter kørte vi på opfordring af vores Airbnbværter til Denver. Endnu engang var vi helt vildt heldige med den Airbnb, som vi havde booket. Vi blev modtaget med åbne arme af Ingrid, som serverede hjemmelavet iste med pebermynte fra haven og friskbagte pastry puffs, som smagte FANTASTISK! Vi snakkede med hende længe, og hun kunne fortælle en masse om hendes liv i USA (hun flyttede hertil fra Tyskland i 1980'erne), og om ting vi kunne lave i Denver,

Om aftenen var vi nødt til at køre ud til Hertz, da vores bilnøgle faldt helt fra hinanden. Den kunne dog (heldigvis) stadig tænde bilen, så det vi slap for at gå derud denne gang. Ude ved Hertz fik vi byttet bilen til en Chevrolet. Vi fik lov til at få en full size bil igen, men den nye er dog en ældre model end den spritnye Hyundai, vi havde før.

Morgenen efter havde Ingrid tilberedt en lækker morgenmad til os, som vi nød i hendes have under dejlige solskinsstråler. Og herfra gik turen mod downtown Denver...

På Ingrids opfordring tog vi ind til et "pedestrian mall", hvor vi gik langs butiksfacader og restauranter og kiggede på de fine omgivelser. Vi tog også til Union Square train station og derefter Colorado State Capitol, som er den meget smukke kuppelformede bygning med guldtag. Vi tog elevatoren til tops på det offentlige bibliotek for at se udsigten ud over Denver. Det var alt sammen meget smukt, og vi hyggede os med at gå rundt og kigge på bygningerne og de smukke park, der lå omkring dem.

Vi spiste en lækker frokost nede i byen, og gik tilbage mod vores bil. Vi havde været rigtig smarte (synes vi selv), at parkere på en McDonalds en halv mil fra centrum, da vi kunne holde der gratis. Det var godt nok "customer parking only", men det tog vi da ikke seriøst, da vi med højt humør forlod parkeringspladsen om formiddagen. 

Knapt så højt var humøret da vi kom tilbage til parkeringspladsen. Her var den nye Chevrolet nemlig ikke at finde nogle steder. Vores bil (som vi kun nåede at have i en halv dag), var blevet towed fordi den holdte ulovligt parkeret. Herfra begyndte jagten på at få vores bil tilbage, hvilket var noget af et kaos! Dem der havde tow'et vores bil tog ikke telefonen, og vi havde ikke ret meget strøm tilbage. Efter at have ventet en lille times tid på at de ringede tilbage så vi tilfældigvis den towing-car, der havde taget (kunne vi regne ud) vores bil tidligere. De var flinke nok til at give os en adresse, hvor vi kunne hente bilen. Vi hoppede i en taxa derud, og brugte en halv time på at SPÆNE rundt i et kæmpe autokvarter i et forsøg på at finde vores bil inden towing-firmaet lukkede klokken 5 pm (her var klokken 16.30, så vi var ok paniske). Til sidst fandt vi det, og fik lov til at købe vores bil fri for $244, hvilket var dumme penge, men her var vi vist bare glade for, at se vores bil igen!

Vi kørte hjem og spiste noget is, mens vi grinte af, hvor dumme vi havde været - fra nu af tager vi "customer only parking" lidt mere seriøst. Da Ingrid kom hjem havde hun favnen fyldt med hjemmegroede squah og agurker, og hun lavede lynhurtigt den lækreste pasta-grøntsagsret til os. Hun tilbød også is og kage, men her var vi ret mætte, så vi måtte takke pænt nej. Vi snakkede og hyggede over aftensmad og en kop te. Vi er begge enige om, at vi ville ønske, vi skulle være hos Ingrid længere, for hun er simpelhen det mest varme, åbne og sjoveste menneske, man kunne forestille sig! Hun insisterer på hele tiden at give os mad, og er altid klar på at hyggesnakke lidt. 

I morgen går turen mod Mount Rushmore og Badlands, lad os se hvad det byder på af udfordringer... ;) 

Likes

Comments

Hej venner! Så er roadtrippen for alvor skudt i gang, og vi tilbagelagde i fredags næsten 300 mil for at komme fra Detroit til storbyen Chicago. Køreturen var stille og rolig - vi skulle ligeud næsten hele vejen, så der var ingen problemer.

Vi skyndte os at slæbe vores ting ind på vores lejede Airbnb værelse, og kørte med det samme ned i downtown Chicago. Her parkerede vi i et af de mange parkeringshuse, og gik ned til Millenium Park, hvor vi så "the bean". Vi bad pænt et par unge, asiatiske fyre om at tage et billede foran den. Før vi vidste af det, havde vi sagt ja til at hjælpe fyrene med et skoleprojekt - dette indebar, at vi skulle lære en hel dansekoreografi og derefter danse den foran the bean (og alle de hundredevis af turister derude). Vi kan absolut ikke danse, så det var OK pinligt. ;D

Vi skyndte os væk fra vores dansevenner og stødte tilfældigt på en rulleskøjtebane. Vi lejede fluks et par rulleskøjter, og kørte et par omgange på en asfalteret bane, som var lavet til rulleskøjterne. Dumme som vi er, besluttede vi os for at køre off road, og ender på en stejl bakke, der peger direkte ned mod en af Chicagos store veje. Der er ingen af os der er specielt gode til at bremse, så i et forsøg på at undgå en tragisk rulleskøjtedød hoppede Mia bevidst ind i en hæk, for at redde sig selv. Derimod vælger Lis at køre med fuld fart forbi Mia og halvt falder, halvt hopper ind i et hegn lige før trappen, der fører ned til vejen. Det har helt sikkert set meget komisk ud, men vi slap heldigvis begge uden voldsomme skader, og skyndte os tilbage og returnere vores rulleskøjter. ;)

Efter vores eventyr på rulleskøjter var en god omgang pizza velfortjent. Chicago er berømt for deres deep pan pizza med fyld, så sådan én måtte vi jo have. Den var god nok - vi foretrækker dog pizzaen fra New York.

Da vi skulle hjem gik vi mod det parkeringshus (som vi troede), vi havde parkeret i. Der var ingen af os der havde skrevet adressen på parkeringhuset ned, men vi mente at "det kunne vi da nok godt finde igen". Det kunne vi også - det tog bare 1,5 time og flere forgæves forsøg på at lokalisere bilen i massevis af forskellige p-huse. ;) På et tidspunkt stødte vi på en MEGA høj og stor mand, der arbejdede i et af parkeringshusene. Ud fra oplysningerne "der var et grønt skilt" og "det kostede 15 dollars" pegede han os i den rigtige retning hen mod huset, hvor vi ENDELIG fandt vores kære bil.
Så for at opsummere var hele dagen lidt en kæmpe ups'er ... fra nu af har vi lovet hindanden altid at skrive adressen på vores parkeringsplads ned ;D

Efter den uheldige situation med bilen dagen forinden, magtede vi ikke at kæmpe med parkering igen, og derfor besluttede vi os for at gå omkring de 8 km ind til centrum. Dagen blev brugt på shopping, og at nyde det gode solskinsvejr. I hele Chicago by er der forskelligt farvede statuer af hunde, som i ser to af på billedet ovenfor. Generelt er byen rigtig fint dekoreret, men minder rigtig meget om New York, dog en smule mindre.

Vi besøgte et super lækkert bageri, hvor vi smagte deres gode men MEGET dyre kage, vi følte dog, at det var penge givet godt ud. Herefter shoppede vi videre og endte om aften på en hyggelig bar/restaurant, hvor Mia var så heldig at have udsigt til en ældre sovende mand. Han spiste seriøst i søvne!! :O

Efter to overnatninger i Chicago kørte vi imod en lille by ved navn Des Moines, hvor vi har lejet en overnatning, så vi ikke skulle køre omkring 10 timer fra Chicago til Omaha, hvor vi skal til Ed Sheeran koncert tirsdag den 12., hvilket vi glæder os MEGA meget til!! Vi ankom omkring klokken 14.30, og besluttede os derfor for, at tage ud og se den lille by. Dog var det søndag, og eftersom byen ikke er vant til mange turister, havde alt lukket, så vi endte med at gå en tur langs Des Moines floden.

Ses og ha' det godt Bloggen!  

Likes

Comments

Hej bloggen!

Onsdag var rejsedag, og tiden i LaGuardia lufthavn var lang, indtil vi fandt et fantastisk spil på en af de mange iPads, der var opstillede på alle borde. De tre timer fløj afsted, da vi gennem dette spil, kunne vinde snacks, drikkevarer og mad fra baren. Det tog ikke Elisabeth lang tid, før hun sad med en gratis flaske vand foran sig, og derfra gik det vildt for sig. Vi endte med at vinde både kage og sodavand til begge.

Flyveturen var også hurtig overstået, vi fandt vores bagage og tog en bus til Hertz udlejningskontor, for at finde vores drømmebil. Alt gik som smurt, og vi endte endda med at få en gratis update til en større bil, end den vi havde lejet. Derfor måtte vi vælge mellem 10 forskellige biler, og vi da vi så Bobby, var der bare ingen tvivl. Han skulle bare være vores!

Herefter kørte vi hen til vores nye Airbnb-værelse i Detroit, som ligger i et super hyggeligt kvarter. Vi blev modtaget af vores vært Jon, som viste os rundt i huset. Han var super flink og meget imødekommende, og vi snakkede længe om Detroit og hele byens historie. Han fortalte om dengang byen var en af de største industrielle byer i USA - dette var tilbage i starten af 1900-tallet, hvor byen var verdenskendt for sin bilproduktion. Vi spurgte ind til, hvad der var sket med byen, der i dag er ekstremt faldefærdig, og han kunne fortælle, at den voksende produktion tiltrak mange immigranter, og da økonomien så vendte (da amerikanerne begyndte at købe biler fra de nye europæiske og japanske mærker), "flygtede" alle der havde råd til det fra byen og efterlod kun ét stort underklassesamfund. USA lod byen passe sig selv, og den endte med at gå konkurs.

Efter vores samtale med Jon var vi ikke i tvivl om, at vi gerne ville ind og høre mere om byens historie. Han anbefalede derfor et museum, hvor man kan komme ind og se en kopi af Detroit's gamle gader og høre mere om byens op- og nedgange. Museet var var SÅ spændende. Vi er generelt ikke de største museumsgængere, men alle udstillingerne var meget interaktive, så man var let underholdt hele vejen igennem. Det kan i hvert fald klart anbefales, hvis man engang kommer forbi Detroit! Bonus er, at museet er gratis (hvilket man ikke skulle tro, da det er kæmpestort og meget velholdt). :D

Også på opfordring af Jon tog vi ud til Belle Isle, som er en lille ø, der ligger mellem Detroit og Canada. Øen var meget stille og rolig, ret tom for mennesker, men med smuk natur. Her var vi inde på et naturcenter, hvor man kunne se flere forskellige akvarier, fuglearter og andre ting fra naturen. Her fik vi også lov til at være med ude og fodre nogle søde rådyr.

Vores vært fortalte os at mange huse blev efterladt tomme efter den økonomiske nedgang. Hertil kom "scrabbers" (som Jon kaldte dem), der fjernede alt med værdi fra huset. Til sidst kom de kriminelle bander, der satte ild til husene - måske som et indgangsritual, måske for underholdning - dét ved vi ikke, men det er godt nok skræmmende!

Vi tog ud til en gade, som går under navnet "Heidelberg art project". Her har man forvandlet en af gaderne med ødelagte og brændte huse til et stort kunstprojekt, hvor alle husene (eller resterne af dem) er dekoreret i pangfarver.

Likes

Comments

Hej bloggen!
Søndag var ikke en specialt spændende dag, eftersom den gik på at få vasket tøj, gjort rent i lejligheden, se Friends og spise Take Away, som vi fik anbefalet af vores udlejer. Det endte dog med, at vi tog til The Village igen hen på eftermiddagen, for at kigge lidt efter feriegaver til dem derhjemme.

Det var egentlig planlagt, at vi ville besøge Roosevelt Island mandag, men eftersom vi stadig ikke er helt pro til undergrundssystemet endnu, hoppede vi på et ekspres tog til Coney Island i stedet :D Det var dog ikke helt dumt, for det var super hyggeligt, stemningen var fantastisk og vejret var top dollar, så det hele kørte på skinner derfra. Efter at have solet og tjekket øen ud, tog vi tilbage til Manhattan, hvor vi købte os en sen frokost og hyggede.

Om aftenen ville vi løbe en tur af den rute, som vi også tidligere har løbet i dagslys. Ruten er halvvejs inde i en skov, så da vi kom derned var der ligepludselig ret så mørkt. Vi nåede ikke mange meter før vi hørte en meget skræmmende lyd - det lød som en vred hund eller en bjørn. Da vi løb et par meter videre kunne vi se, at det var en vaskebjørn der gemte sig i buskene. Vi besluttede os her for at finde en anden - lysere og vaskebjørnsfri - rute.

I går kom vi endelig frem til Roosevelt Island, som er en virkelig smuk ø. Vi tog en svævebane derover, og havde derfor udsigt over Manhattan, Brooklyn og floden der adskiller dem. Vejret var godt, omkring 31 grader, og vi bevæbnede os med iskolde drikkevarer fra Starbucks og gik en tur på øen, hvor vi nød udsigten over både Manhattans og Brooklyns skyline.

Eftermiddagen brugte vi i vores elskede Central Park, hvor vi så Belvedere Castle, som havde en helt utrolig udsigt ud over parken og Manhattan.

Dagene i New York har været helt fantastiske, og sidste aften kom vores Airbnbvært hjem. Han var en super flink mand, og vi brugte en god del af aftenen på at snakke med ham om rejser, USA og hele deres politiske situation. Han fortalte os, at han er skuespiller, og at de plakater de har hængende på væggen, er teatre og film, han selv har været med i. Han har ligefrem været med i filmen "The Heat" og spillet sammen med Sandra Bullock og Melissa McCarthy, så det var utrolig spændende at høre om!

Tak for denne gang New York! Lige nu sidder vi i lufthavnen med kurs mod Detroit, hvor vi skal hente vores lejebil. Det er først nu vores roadtrip rigtig starter!

Likes

Comments

Hej venner. Så er vi klar med endnu et blogindlæg, som starter i the Bronx, der er en af New York Citys fem bydele. Vi er ikke fan. Vi startede med at besøge the museum of modern art, som egentlig var cool nok - lidt spøjst, måske? Kunstsykket på nederste højre billede er lavet kun af kunstnerens hår og lim ... det siger lidt. Men okay, entreen var gratis, så det var ikke rigtig noget at tabe ved at give det et skud.

Herefter gik vi rundt i et par timer og forsøgte at finde noget mad. Bronx består åbenbart kun af autoværksteder og snuskede deli's med mad af meget (!) tvivlsom karakter. Såååå det var ikke ligefrem nogen succes. Vi fik dog reddet dagen med en god portion is, chokolade og et ret seriøst Friends marathon i sofaen derhjemme <3333

I dag har vi været i Central Parks zoologiske have. Vi føler det siger lidt om, hvor stor parken er, at der ligger en zoo derinde - og det er endda uden at tale om, at der også ligger en lille forlystelsespark, et slot og en skøjtebane til vinterbrug. Zoo'en var super hygge, og vi fik da også smagt en traditionel kringle fra en af de mange foodtrucks i byen.

Om eftermiddagen tog vi til Greenwich Village, hvor vi var ude at se Friends bygningen, og opleve hele stemning i "the village". Ikke nok med det, så er vi 80% sikre på, at vi så Taylor Momsen (Jenny fra Gossip Girl), hvilket vi var starstruck over et godt stykke tid. Vi fandt en hyggelig lille cafe, hvor vi fik en kop kaffe (ja, det er Mia med en latte, og ikke en te!) og en god kyllingeburger. 

Likes

Comments

HEY BLOGGEN!

Nu har vi lavet noget nyt. Eller ... også lidt af det samme for igen, igen var vi i Central Park. Inden vi tog afsted måtte lille Mia dog vælte alle vores hørfrø ud over gulvet, så det blev der brugt en god stund tid på at rydde op :D

På vej ud af vores opgang stødte vi på et par politimænd, der lige skulle snakke med os. De var blevet tilkaldt pga. skrigen i opgangen, og spurgte derfor indtil, hvilken etage vi kom fra, om vi havde taget trappen eller elevatoren, og om vi havde hørt nogen skrige. Vi havde hørt høj musik hele morgen, så selvfølgelig havde vi ikke hørt nogen skrig - måske det var os der sang??

Solen stod højt på himlen da vi ramte Central Park, hvor vi slikkede sol et par timer. Derefter gik vi en kæmpe omvej for at finde bådhuset, hvor vi lejede en lille båd og sejlede rundt på en af de mange søer i parken. Herefter spiste vi en grøn frokost og blev enige om, at vi ville tegnes af en gadekunstner. Resultatet kan i se på billedet ovenover.

Om aftenen tog vi op i Empire State Building. Udsigten var lige så flot, som køen var lang, og derfor var oplevelsen med blandede følelser. Det kostede trods alt $35 pr. person, så vi havde forventet lidt mindre kø og færre mennesker (både for oplevelsen, men også for sikkerhedens skyld).

Torsdag brugte vi i Brooklyn, da vi gerne ville gå over Brooklyn bridge. Det var den varmeste dag, vi har haft på vores rejse, og vi gik lige i middagsheden, så vi fik en god portion sol. Vi gik rundt i Brooklyn og endte da også med at shoppe en smule ;D Så var vi også et smut forbi en frisør, hvor Elisabeth fik lavet lyse striber i håret. Resultatet blev godt, men det må i vente med at se, hehe :D 

Da vi skulle hjem fra frisøren, kom vi til at gå ned til den forkerte subway. Vi opdagede det heldigvis før toget kom, men da vi prøvede at komme ind på den anden side af stationen, var det ikke muligt, da metrokortet lige var blevet brugt. Derfor endte vi med at hoppe over bommen, så vi kunne komme hjem. Til aften lavede vi pasta med kødsovs, og Elisabeth gav sig i kast med at få åbnet en kokosnød - efter flere timer kæmper hun stadig. 

Knus fra os!

Likes

Comments

Hej! Vi var i går ude at se Times Square, hvilket levede op til forventningerne fra film og serier. Dog var det svært at finde restauranter, så vi endte med at tage det sikre valg, nemlig maccen :D Ikke nok med det, fik vi også shoppet en smule rundt i de mange butikker, der ligger omkring Times Square.

Vi havde i forvejen handlet ind til hjemmelavet aftensmad og bagt en chokoladekage om formiddagen, som vi tog hjem og færdiggjorde. Kagen blev nydt til det nye afsnit af Rita, og der blev hygget maks hele aftenen.

I dag har vi været ude og besøge en stor botanisk have, som ligger i Brooklyn. Haven har fri adgang hver tirsdag, hvilket selfølgelig skulle udnyttes! Haven er fyldt med tropiske planter, små søer og fine blomster - og helt klart et besøg værd. Den botaniske have er temaopdelt i omkring 7 mindre dele, og vi brugte hele formiddagen på at gå rundt og kigge i bl.a. den japanske have, Shakespear's garden og hvad vi kunne læse os frem til var Nordamerikas største samling af rosearter. Til frokost fandt vi en meget lokal diner, der serverede klassiske burgere, sandwiches og all day breakfast.

Hen mod middag vendte det gode vejr, og det begyndte at regne. Vi havde egentligt tænkt, at vi ville gå lidt rundt i Brooklyn, men blev enige om at ændre planerne til i stedet at tage ind og se New Yorks Public Library på Manhattan. Biblioteket var meget stort og både vægge og lofter var dekoreret med guld, mosaik og malerier. 

Vi er (allerede) ved at være godt træt af manglen på groft brød herover, så resten af eftermiddagen gik på at bage nogle grove boller, som vi kan få til morgenmad i morgen. Knus

Likes

Comments

Hej! Så er vi på fjerde dag i New York og har været ude og opleve lidt... Herover får i lige et par hurtige billeder fra vores lille lejlighed, hvor vi slapper af og laver mad (undtagen de gange vi ikke spiser ude, forståes). Indtil videre går det ok med madlavningen - eneste lille "ups'er" var da Mia forvekslede sukker med salt ... det blev en meget interessant havregrød den morgen ;-)

Vi brugte en formiddag på at hoppe rundt i secondhand butikker, men uden det helt store held. Vi fik dog gået en masse og fandt et sted, der solgte pizza-slices til kun $1, så sådan én måtte vi jo have. Om aftenen tog vi ned til Central Park, hvor der de sidste dage i August er filmfestival med New York tema. Vi pakkede derfor en picnickurv og satte os sammen med mange andre ned i parken, hvor vi så Spider-Man 3. Det var super hyggeligt, og filmen blev bestemt bedre af, at man havde set mange af de optagede steder i virkeligheden.

Allerede morgenen efter hoppede vi på subwayen med kurs mod central park igen. Denne gang var det for at bruge formiddagen på et af de mange græsarealer med musik i ørene og en god bog under armen. Vi nød at kunne slappe lidt af omringet af smuk natur og lade op til vores gåtur senere på dagen.

Efter frokost tog vi på Gossip Girl tour for at se nogle af de steder, serien er optaget. Vi var bl.a. ude at se trapperne ved the Metropolitan museum of art, hotellet Serena fra serien bor på og Dylan's candy bar, som er en af de største slikbutikker i NYC. Efter vores lange tur rundt på Upper East side fandt vi en hyggelig mexikansk restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Det har været en lang dag, så vi er godt trætte, og vil derfor hoppe i seng nu - knus! 

Likes

Comments

Vi har nu klaret både flyvetur herover, at finde hjem til vores lejlighed og den første dag i New York City! Flyveturen gik som smurt - allieret med nok snacks og gode film var der ikke andet for end at læne sig tilbage og slappe af indtil 9 timer senere, hvor vi landede i Newark lufthavn. Derfra begav vi os mod det værelse, vi har lejet i Washington Heights, der ligger på den øverste del af Manhatten. Det lykkedes os at navigere gennem undergrundssystemet, selvom de store kufferter gjorde det en lille smule mere besværligt ... Men ja, vi fandt da lejligheden! Her ventede os det sødeste par, der kunne meddele at vi frit kunne benytte hele lejligheden (og ikke bare det værelse, vi havde lejet), da de rejse væk de næste par uger. Vi havde ikke haft noget imod at bo med dem, da de virkede enormt søde - det er dog også rart nok, at have en hel lejlighed at folde sig ud i.

Første dag startede mod vores vilje 5.30 om morgen, da jetlaggen vækkede os. På den positive side, startede vi dagen så tidligt, at vi nåede at opleve meget mere end ellers. Formiddagen brugte vi i området Chelsea og senere the Meatpacker District, hvor vi gik en lang tur ad high line med udsigt over skulpturer og New Yorks gader. Til frokost stoppede vi ind på et lille pizzasted for at opleve en NYC-slice - hvilket klart kan anbefales, hvis I nogensinde skulle befinde jer på disse kanter!

Efter frokost hoppede vi på subwayen mod World Trade Center, hvor vi så ground zero. Hele området derude er vildt smukt og velholdt. Det var en meget rørende oplevelse at være derude og se de store omrids af tvillingetårnene med de mange ofres navne. Selvom det er hårdt at være derude, er det helt klart noget man skal se, hvis man besøger New York!

Herefter bevægede vi os videre mod the Staten Island Ferry, hvorfra vi så Frihedsgudinden. Vi kom muligvis til at placere os på den forkerte side af båden, så vi missede hende på vej ud til Staten island. Da turen derud er dér, man kommer klart tættest på hende, har vi ikke nogle billeder hvor man kan se hende ordentligt. Vi skyndte os med færgen tilbage efter at have indset, at der absolut intet er at lave på Staten island (de har ikke engang en Starbucks!). Her fik vi også et par billeder ... dog fra en lidt længere afstand.

Hen på eftermiddagen begav vi os mod central park, som var overvældende stor, men også helt igennem fantastisk! Vi så kun en meget lille brøkdel af parken (den er seriøst enorm!), og stødte på en masse egern, gadeperformere, et tivoli, store søer og sportsarealer. Parken var fyldt med mennesker der lå på tæpper på de store parkarealer og læste bøger med picnickurve. Vi har allerede planlagt at tage tilbage til parken igen på vores anden dag i byen.

Efter at have tilbragt over 11 timer ude i byen var det rart at komme tilbage til lejligheden, hvor vi lavede en omgang kartoffel-porre suppe, som smagte fantastisk! Vi glæder os allerede til at komme ud i byen igen og få oplevet flere af de mange områder og attraktioner. Knus Elisabeth og Mia

Likes

Comments