Hvordan handler kommunen egentlig i disse situationer med unge der har psykiske diagnoser?

For et år siden fik jeg diagnosen "Emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse" og fordi der kun var 5 måneder til jeg blev 18 gave kommunen os tilbuddet om at starte mig op i voksenpsykiatrien istedet for børn- og ungepsykiatrien. Det synes vi jo lød som en god løsning, så det takkede vi ja til. Hvad kommunen ikke fortalte var at jeg først kunne starte op i voksenpsykiatrien når jeg var fyldt 18, så jeg gik i 5 måneder uden nogen form for hjælp. 

Dan jeg så var fyldt 18, så regnede vi jo så med at kommunen ville gå igang med min sag, for lægerne havde sagt at vi skulle finde hjælp i kommunalt regi, men intet skete.

Da vi nåede til juni 2017, indkaldte min socialrådgiver os så til et møde. YES! tænkte vi, nu sker der noget. vi kom ned til mødet på kommunen og jeg skulle underskrive nogle papirer så min socialrådgiver kunne gå ind og læse hele min sag. 

De kunne dog ikke starte noget op før efter sommerferien, hvilket vi var rigtig trætte af, men så regnede vi så med, at der blev sat skub i det hele efter sommerferien. 

Da sommerferien var ovre giv der yderligere 2 måneder hvor vi ikke hørte noget fra kommunen, men så blev vi indkaldt til et nyt møde, med min socialrådgiver, studievejleder og jobcenteret. Vi tog ned til det møde, men man kunne tydeligt se på ham fra jobcenteret og min studievejleder at de ikke helt forstod hvorfor vi var samlet der og jeg forstod det egentlig heller ikke.

Hvad der så sket til det møde, vil i nok blive meget forbavset over, men så siger min socialrådgiver "Ja jeg kan desværre ikke hjælpe dig" og der hævede min mor sås stemmen overfor hende socialrådgiveren der og sagde "DU SIDDER SIMPELTHEN IKKE HER OG SIGER AT DU IKKE KAN HJÆLPE OS, NÅR VI NU HAR GÅET OG VENTEDE I 9 MÅNEDER PÅ, AT FÅ NOGET HJÆLP OG AT DET VAR KOMMUNEN DER SKULLE GIVE OS DET!" 
Derudover, havde socialrådgiveren ikke engang læst min sag, som hun har haft 3 måneder til at læse, så hun vidste ikke engang hvad jeg fejlede og hvad det hele gik ud på...

Socialrådgiveren svarer så at hun ville ringe til vores læge og hører hvad det hjælp skulle være.... 

2 uger efter søgte vi så læge igen, for jeg fik det værre og værre og kunne slet ikke være i mig selv og vi kommer så ned til lægen og får at vide at hun ikke havde hørt noget fra min socialrådgiver.

Lægen henviste mig så til en psykiater, som skulle revurdere min diagnose og jeg var så i Århus i sidste uge og fik så at vide at jeg alligevel havde ADD, som jeg fik konstateret for 3 år siden.

Så ikke nok med at kommunen ikke stiller hjælp til rådighed, så har jeg nu gået i et år og troet at jeg havde en personlighedsforstyrrelse og ikke ADD, som jeg fik konstateret fra start af.

Vi er nu kommet til en konklusion herhjemme, at kommunen udelukkende er uddannet til at flytte papirer fra det ene skrivebord til et andet.

Hvor er jeg glad for at jeg søgte en psykiater, som kunne forstå mig og give mig en diagnose, jeg rent faktisk kan håndtere og give mig nogle redskaber jeg kan bruge. 

Jeg er startede på at lave skemaer og skal starte på medicin igen om et par uger, så jeg er en meget glad pige der nu har fundet en der rent faktisk forstår, hvad det her går ud på.

Og nu ser jeg så bare tilbage på hvor hårdt det har været, at blive kastet rundt i systemet og nu kan se frem til at der måske alligevel er en løsning der kan hjælpe mig.

Mit nye projekt jeg kommer til at kæmpe hårdt med nu er så kørekort, jeg starter på imorgen også må vi se om jeg kommer igennem det.

Jeg håber for alt i verden, at jeg var et engangstilfælde i kommunen, for jeg ønsker inderligt ikke for nogen andre, at gå igennem det samme som jeg har været igennem de sidste 3 år... :(

<3

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

​​​​​​Endnu engang sidder jeg oppe og skriver her midt nat, udelukkende fordi jeg igen ikke kan sove. Nogle gange er det pga​. Tankemylder, andre gange ved jeg ikke hvorfor.

Sidste nat sov jeg også først kl. 02:00... men der vidste jeg at det var fordi jeg tænkte på, hvad jeg skulle nå idag. Det har f.eks. taget mig 3 uger, før jeg fik taget mig sammen til at ringe til patientkontoret, fordi jeg simpelthen ikke kunne magte opgaven og fik en masse foredomme om, om de nu ville tage mig seriøs, men idag fik jeg ringede, så den bekymring er nu ude af mit hoved og faktisk er jeg stolt af mig selv. Bare det at jeg er stå op før middag idag for at skulle ringe til dem er en kæmpe sejr.

I torsdags, dagen inden J-dag, sov jeg heller ikke før kl. 05:00 om morgnen, udelukkende fordi, at jeg havde fået presset for mange ting sammen til om fredagen, hvor jeg simpelthen var ved at droppe min aftale med mine venner fordi jeg slet ikke kunne overskue det. Jeg faldt så i søvn og stod tideligt op, kom i bad, nåede at bage, så i hypnose, og hjem og gøre klar til gæster. Jeg kom igennem dagen, men det var hårdt og jeg har nu lært at jeg ikke skal presse for mange ting sammen på en dag.

Ang. hypnose, vil jeg komme mere ind på en anden dag.

Men hvad sker der egentlig inde i mit hovede, når jeg ikke kan sove? Er det fordi, at selv de mindste ting kan fylde så meget at jeg gå helt ud af mit gode skind? Eller tænker jeg slet ikke på noget?

Jeg tror, at det der gør at jeg kan sidde oppe en helt nat, er at jeg har vendt om på nat og dag... Det er der rigtig mange der gør og jeg forsøger hver eneste dag at gå i seng ved 22:00 tiden, men alligevel ligger jeg oppe til ud på natten og stirrer ud i luften. Idag har jeg så valgt at skrive mine tanker ned, men hvad er der at skrive ned når mit hoved er helt tomt og jeg ikke fatter en meter af hvad der sker indeni mig? 

Jeg ved, at når jeg først har hevet computeren frem, så sover jeg ikke før sent, for så finder jeg altid et eller andet at glo på og hvor irriterer det mig grænseløst, at det skal være sådan.

Imorgen torsdag, har jeg en ting jeg skal. og det er at få lavet en playliste til min venindes fødselsdag. En simpelt ting som ikke tager lang tid, men kan det virkelig fylde så meget, eller er jeg bare ikke træt?

Jeg kunne blive ved med at stille spørgsmål til mig selv her, men burde sådan forsøge, at ligge mig ned og lukke helt af lige nu, så det tror jeg, at jeg vil.

Ellers har jeg fået nogle øvelser, fra min hypnotisør, som skulle få mig til at slappe af og blive helt tung i kroppen. Det er et forsøg værd ihvertfald,

zzz

Likes

Comments

Jeg startede med at drikke da jeg startede på efterskole. Det foregik til elevfester og det var skide hyggeligt. På et tidspunkt var det ikke kun elevfester men også fester herhjemme og når jeg så blev hentet hjem i weekenderne, var der tit en fest jeg skulle til. Det var som også fint nok at have noget socialt uden for efterskolen, men man savnede måske også bare at slappe af, men som jag havde det, følte jeg hurtigt at jeg var uden for fællesskabet ​hvis jeg ikke deltog og sådan kan jeg stadig have det.

Efter jeg er fyldt 18, så har jeg også været i byen hver weekend lige side. Både fredag og lørdag, ja også nogle gange om torsdagen. Jeg siger ikke at jeg er alkoholiker, for det er jeg ikke! Jeg tror bare jeg er blevet vant til at følge strømmen for at bibeholde mine sociale kontakter. Og ja, det er da skide hyggeligt at at være sammen med sine venner og drikke, men dagen efter er det bare ikke sjovt.

Jeg har efterhånden mange gange haft uger hvor jeg har været på nedtur efter en bytur. Måske fordi det hele er blevet for meget også tror jeg at jeg har brugt mange af mine byture på, at drikke hjernen ud og glemme alt hvad der sker omkring mig. Det er nok ikke det bedste måde at gøre det på, men jeg tror, at alle har brug for at koble af engang imellem og bare tænke "fuck alt", men det er nok bare ikke alkohol der skal hjælpe en.

Jeg ved, at inderst inde skal alle weekender ikke bruges på byture og jeg har da også lært af det og har nu skåret ned på byturene. 

Og hvergang jeg er aller længst nede i et sort hul har jeg allermest lyst til at drikke hjernen ud, men det har jeg prøvet et par gange nu, og det løser jo bare ikke problemerne. Det løser måske tingene i det øjeblik man er i byen og hygger sig, men man ved også bare at dagene efter, kan det være svært at rejse sig igen. 

Jeg synes selv, at jeg er blevet bedre til at takke nej til en bytur med vennerne og tænke lidt på mig selv istedet for at jeg hele tiden sætter andre i første række også kommer jeg selv til sidst. Jeg elsker at hjælpe andre mennesker og jeg har hele tiden bedt mine venner om at skrive hvis de mangler hjælp til noget, men jeg tror også at det er vigtigt at tænke på sig selv engang imellem. 

Nu går jeg jo så stadig hjemme og har ikke så meget socialt, fordi mine venner går i skole eller arbejder, så derfor har jeg netop nu tiden til at tænke på mig selv og finde mig selv og stadig have overskuddet til at hjælpe andre. Havde jeg stadig haft arbejde, så var det det eneste jeg kunne tænke på, men nu har jeg muligheden for at finde tid til mine venner også og det er rart. Godt nok er det kun for en periode det skal være sådan her, men jeg nyder at jeg har tiden til mig selv også.

Næste weekend er der så fest igen og jeg glæder mig super meget til, at fejre en af mine gode veninders fødselsdag, så det skal nok blive en god aften. 

<3

Likes

Comments

Ingen vidste at jeg fejlede noget før starten af 10. klasse og da jeg så gik i 10. troede folk bare jeg var pisse opmærksomhedskrævende, men var jeg egentlig det? Ja jeg havde medicin med i skole og ja jeg skulle tage den på et bestemt tidspunkt, så det var da ikke så underligt at jeg midt i en time lige skulle tanke op med medicin igen.

Og hvad så når jeg fik en opgave i matematik? Mit yndlingsfag, hvor jeg virkelig kunne vise, at jeg rent faktisk kunne finde ud af noget og var begejstret for hver eneste aflevering, hvor de andre bare kiggede på mig tænkte "det er kun nørder der er sådan der"

Tilbage til det opmærksomhedskrævende ved mig, så var jeg jo så også glad for de 10 og 12-taller jeg høstede ind i matematik, men hvem ville ikke være glad for det? Og har i nogensinde, mødt en der kom ud med 12 og ikke blærede sig lidt her og der?

Nå, men helt fra begyndelsen...

Jeg havde en bedste veninde helt fra børnehaven og til og med 6. klasse, hvor det derefter gik skævt. Jeg husker tydeligt hvordan vi var sammen næsten hver dag og hvordan vi hyggede os. Godt nok gik vores venskab op og ned som alle venskaber jo gør. X var min bedste og eneste veninde og jeg har altid været den person, som havde det bedst med bare, at have en person at kunne knytte mig til, hvor X så valgte i 5. klasse også ville snakke med andre end bare mig og det slog mig jo helt ud.

Jeg havde altid været en person der fulgte godt med i undervisningen, men da det gik skævt med X , ik det også skævt i skolen. Jeg er nok ikke den eneste der kender til det problem, men jeg var ekstrem dårlig til at tackle det og komme videre så det var jo selvfølgelig hårdt.

Jeg husker bl.a. 2 episoder som slog mig helt ud...

I husker vel alle den tid hvor venindehalskæder kom frem? og når jeg ser tilbage på den her episode tænker jeg bar "holdkæft hvor var det egentlig barnligt", men i skal have historien alligevel.

Jeg kom i skole en dag og spurgte så X om vi ikke skulle have en veninde halskæde sammen. hun trak meget på det og vidste ikke helt om hun ville det også tænkte jeg egentlig ikke mere over det, før næste dag. X kom i skole med en veninde halskæde, men ikke en hun havde med mig, men en hun havde med en anden fra klassen og det slog mig jo helt ud, for hvorfor var de andre mere interessante end mig. vi havde jo kendt hinanden i mange år, så hvorfor skulle det her nu ske. Jeg reagerede så slemt på det at skolen ikke vidste hvad de skulle stille op med mig, så min mor blev tilkaldt. Og mor og jeg har så snakkede om det her for nylig, hvor hun sagde, at lærerne sagtens kunne forstå mig og at det virkelig havde knust mig.

En anden episode jeg husker, var den gang vi lige var blevet gamle nok til, at gå i ungdomsklub. Fordi jeg havde fået tidligere fri, fordi jeg ikke var på sløjholdet den dag, havde jeg aftalt med X at jeg kom op på skolen og hentede hende når hun havde fri, for så kunne vi cykle sammen ned i ungdomsklubben. Jeg cykler så op på skolen og går ind på skolen og venter på hende, men der er ingen X at se og sløjdlokalet var låst. jeg cyklede så hjem i gråd, for jeg fandt jo så ud af at de havde fået en halv time før fri og hun så var cyklet i klubben sammen med en anden fra klassen. Jeg var vred og ked af det, for vi havde jo en aftale. Jeg skrev så til hende om aftnen, om hvorfor hun bare var kørt uden at skrive til mig. hendes undskyldning var, at hun ikke havde mit nummer, hvilket var en kæmpe stor fed løgn.

og i disse situationer her begyndte vores forhold at briste gang på gang.

jeg valgte i 9. klasse at tage på efterskole, for at komme væk fra de problemstillinger jeg havde i hverdagen og jeg var super glad for det. Og nu ville X ligepludselig gerne have kontakt med mig igen og blev sur over, at jeg ikke havde skrevet til hende, men til jer som nok ved at det ikker tid man har mest af når man starter på efterskole, så stod jeg i samme situation. Desuden så har det altid været mig der har skulle tage kontakten til X så hvis hun virkelig gad mig, hvorfor tog hun så ikke intiativ til at skrive til mig?

Hele min skolegang begyndte som sagt at gå ned ad bakke for mig hver gang jeg endte i de her problemstillinger. Mine karakter faldt voldsomt og jeg kunne slet ikke forstå noget af undervisningen.

På efterskolen var de virkelig dårlige til at tage hånd om sådanne situationer, så hvis man ikke kunne finde ud af det der blev fremlagt, så blev man tilsidesat. Som jeg beskrev i et andet indlæg, så gik det også skævt på efterskolen for mig.

Men så startede jeg i 10. klasse herhjemme og det var også her jeg startede på medicin. Pludselig steg mine karakter og jeg fulgte godt med i undervisningen og jeg var egentlig glad og fik en masse venner, men igen havde jeg det bedst med at knytte mig til en person og hvad jeg ikke vidste var at hende jeg nu havde knyttet mig til var bedste veninder med X som jeg havde haft så mange problemer med hele min folkeskoletid.

det gik så helt skævt for mig igen 3 måneder før jeg skulle afslutte 10. klasse og jeg droppede ud af skolen. Endnu engang noget jeg ikke kunne gennemføre uden problemer.

Jeg blev så sendt i praktikforløb de sidste 3 måneder i Matas, som jeg var super glad for, men havde også problemer med at komme afsted til det.

Så var der sommerferie også startede jeg på EUD-detail erhvervsuddannelse. jeg mødte op og vidste at det var det her jeg ville, men her skulle det heller ikke være let. Jeg havde de venner jeg havde brug for og havde lært, at man ikke behøvede at knytte sig til en person for at have det godt, men jeg kunne slet ikke forstå pensum og havde mange sygedage og formåede også at få 2 advarsler fra skolen. Jeg bestemte mig så for at tage mig sammen de sidste 2 måneder og mødte ind på skolen så godt som jeg nu kunne og blev da også student i sommeren 2017 og jeg var så glad, for mit sidste fag jeg skulle op i var engelsk. Det fag jeg hadede allermest, en lærer jeg slet ikke kunne sammen med og jeg havde slet ikke talt engelsk hele skoleåret, så jeg havde pænt regnet med at dumpe, men det gjorde jeg langt fra og hvor er jeg bare glad for idag at jeg tog mig sammen og endelig gennemførte noget.

Jeg har så valgt i år at have et sabbatår og fik så et arbejde for en periode, men igen er alle ting uoverskuelige for mig så jeg har kastet håndklædet i ringen og går pt hjemme og ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv, men det finder jeg nok ud af.

Planen fremadrettet er nu at til næste sommer, så starter jeg som elev i Matas eller starter på frisøruddannelsen, men lad os nu se, måske ændre tingene sig til den tid.


Likes

Comments

Min første diagnose, fik jeg lige efter jeg var stoppet på efterskole i 2015. Det sidste halve år af mit efterskole ophold, gik det ned ad bakke. Jeg var ked af det dagligt, ville ikke om på skolen og når jeg endelig kom derom følte jeg, at jeg røg i konflikter dagligt. 
Jeg startede derfor til en psykolog.. en psykolog som ikke kunne hjælpe mig fordi jeg var så langt ude. Det var helt sikkert en depression jeg havde fået, men psykologen mente også at der lå mere bag, end bare en depression. Derfor blev jeg sendt i mit første udredningsforløb på psykiatrisk afdeling i Herning. Der fik jeg konstateret ADD og startede derfor på medicin for det. Noget medicin jeg mistede appetitten af og endte med at tabe 12 kg og endte med at veje 45 kg og så sygeligt tynd ud. Og det var såmænd ikke fordi medicinen virkede, tvært  imod, men jeg skulle have haft samtaleterapi imens jeg var på præparatet, hvilket jeg ikke nåede at få, før jeg blev overflyttet til Viborg og blev sat igang med et nyt præparat. Endnu noget medicin som ikke fungerede for mig og den. 21. december 2016 sluttede jeg så med medicin og gik igang med et nyt udredningsforløb. Nu mente lægerne, at jeg ikke havde ADD alligevel, men istedet en personlighedsforstyrrelse, og hvad gør man ved det? jeg kunne ikke længere blive medicineret, men istedet skulle jeg starte med psykoterapi. Eftersom der kun var 3 måneder tilbage inden jeg blev 18, skulle jeg også rykkes over i voksenpsykiatrien. Her var det så meningen at kommunen skulle sætte mig igang med et psykoterapiforløb, men det er stadig ikke sket og nu er det snart et år siden jeg fik min nye diagnose.

Imens jeg fik stillede nye diagnoser gik jeg samtidig til psykolog. jeg havde fået et rigtig godt bånd til hende jeg gik hos, men selvfølgelig var hun gravid og gik på barsel 3 måneder efter opstart. Hun kendte mig ud og ind og nu skulle der så en vikar ind for hende og jeg kunne så starte forfra med at fortælle om mig. Det lykkedes aldrig at bygge et bånd op med den nye vikar, så det forløb stoppede jeg også.

jeg prøvede så i stedet at opsøge en hypnotisør, som jeg også vil skrive et indlæg om en dag, for at se om det kunne ændre mit syn på nogle af de ting der gik mig på. Det sprang jeg fra efter tre seancer fordi det heller ikke fungerede for mig. Nu er jeg så startede ved en ny hypnotisør og håber på at det kan hjælpe mig, så det er jo spændende.

Pt. har vi fået fat på en privat psykiater som nu skal revurdere min ADD diagnose og så skal jeg muligvis starte medicin igen, men ingen ved det.

tak for nu <3

Likes

Comments

Som der kan læses på titlen, handler dette blogindlæg om min hverdag. Mit navn er Mia Damsgaard, jeg er 18 år gammel også kæmper jeg med psykiske diagnoser.

En hverdag for mig kan være to forskellige ting - Den ene dag kan jeg være i godt humør, kan rumme at være sammen med andre mennesker og være tryg i det jeg nu laver. Den anden dag, kan jeg så være så langt nede i kulkælderen at jeg ikke kan andet end at ligge i min seng, ikke passe mit arbejde og kun rejser mig fra sengen hvis jeg skal på toilet.. fedt liv ikke?

Som så mange andre vil jeg gerne kunne fungere, gerne kunne passer et 37 timers job i ugen og for den sags skyld klare mig selv, men det er ikke altid sådan virkligheden er. Jeg skal være stolt af mig selv hvis jeg har været på arbejde i 2 timer en dag, men det er ikke altid lige let, for jeg føler hele tiden der skal tages ekstra hensyn til mig og når jeg så går hjem fra arbejde efter 2 timer, er det eneste jeg tænker på "Hvorfor kan jeg ikke bare være ligesom alle andre, hvorfor skal der tages specielle hensyn til mig og det hele havde også været meget lettere, hvis jeg bare kunne være et "normalt" menneske"

Så kommer jeg så hjem fra arbejde, ligger mig i min seng og sover til der er aftensmad.. hvor fedt er det? at have en hverdag hvor du kun kan omgås andre mennesker i 2 timer også derefter tage hjem også sove fordi du er helt udkørt efter de 2 timer?

for at komme væk fra snakken om arbejde, så er det jo heller ikke fordi det er nemt for min familie, men det emne vil jeg komme ind på en anden dag, men for at sige det kort så kæmper min mor ligeså meget som mig, hun holder mig oprejst hver dag, også selvom jeg udelukkende er en pestilens som kun kan finde ud af at råbe af andre, fordi tingene ikke er som jeg vil de skal være. det eneste jeg kan sige er, at jeg er super taknemmelig for min familie og deres hjælp også for mine venner og veninder der har lært at leve med, at sådan er jeg også selvom det heller ikke altid er nemt for dem.

Dette er blot en af de mange situationer og problemstillinger jeg står overfor i hverdagen..

Ses <3

Likes

Comments

Instagram@mia_damsgaard