Hver gang Morten køre alene frygter jeg altid at han køre galt eller han kommer til skade, jeg ved det er min borderline der spiller mig et pus der. Men jeg bliver nærmest panisk og når at tænke nu skal jeg prøve at lave uden Morten, nu skal jeg lære at leve alene. Jeg har intet familie her i Danmark min mor der bor i Spanien, to søskende jeg ikke snakker med og min far der ligger begravet et sted jeg ikke har så meget andet end dårlige minde med. Jeg har min bedste veninde som er mere en søster end min søster nogensinde har været, men hun har endelig fået sit drømmejob, bor sammen med sin kæreste i Køge og de planlægger deres fremtidige familie. Og jeg er så lykkelig på hendes vegne, men hun er ikke min familie som Morten eller mor er. Morten har set og oplevede mine slemme nedture der hvor jeg intet kan gøre fordi jeg ikke kan kontrollere mine følelser, så alt forgår på impulser. Jeg kan godt tænke men jeg kan ikke få mit sind til at udføre logikken, den regere kun på impulserne. Jeg kan skrige, græde hysterisk, tænke at jeg bliver nød til at banke mit hoved ind i væggen for at få smerterne jeg har i sindet til at stoppe, på andre måder få smerten til at stoppe, men det jeg hader mest er at jeg slå ham. Jeg slår ham ikke i hoved eller skridtet, jeg giver ham lammer på arme og lår. Og jeg ved det gør ondt på ham, men jeg kan ikke stoppe før han tager hårdt fat i mig og kigger på mig indtil jeg falder ned igen. Og jeg hader det men når det sker og jeg kigger på ham så føler jeg at jeg er fanget bag en plexiglasplade og jeg kan ikke komme igennem og stoppe det, jeg kan ikke styre min krop. Og han bebrejder mig ikke, han prøver at forstå og hjælpe mig han forlader mig ikke selv om jeg er ond eller modbydelig. Han bliver og kæmper fordi han elsker mig ubetinget og håber på bedre dage selv om at der pt. Er flest dårlige. Han forlader mig ikke, han er der trofast og bliver ikke synligt skræmt. Men jeg ved at det skræmmer ham, fordi i de minutter jeg er styret af impulser er jeg ”væk”. Men han er her i med gang og mod gang, selv om jeg ikke forstår det så er han der.

Min mor gør alt hvad hun kan for at være der for mig, selv prøve at gemme sin egen smerte væk for at hjælpe mig igennem alle de ting der forgår. Hun savner far, hun savner mine søskende, hun savner mig og føler at hun burde være her hjemme i Danmark for at hjælpe mig komme igennem mit liv pt. Og jeg ville elske at hun var her hjemme hos mig, men det er en god ting hun er i Spanien så får hun de fleste ting på afstand. Jeg ville bare ønske at hun også ville bruge mig som jeg bruger hende, jeg aflaster på hende og jeg ville ønske at hun også følte at hun kunne aflaste på mig. Jeg ved hun har det svært og hvis hun bare ville fortælle mig hvordan jeg kunne tage noget af den smerte hun har, ville jeg være lykkelig fordi hun er min mor og mit et og alt. Hun ligger øre til når jeg har brug for at fortælle om hvordan jeg følte far behandlede mig, jeg ved det må være svært at høre om den mand man elsker og nu er borte på en negativ måde. Men hun forholder sig neutral og ser det på det fra begge sider. Hun høre på den måde jeg har haft det igennem min barndom, og jeg ved også hun føler sig skyldig i mange ting. Men en ting jeg håber hun ved er at jeg ved at de har gjort alt hvad de kunne, jeg ved det og derfor bebrejder jeg dem intet. De havde fejl og mangler det har mennesker, og de fejl og mangler har mor ryddet bod på. Jeg syntes min mor er utrolig stærk, og jeg elsker hende så utroligt højt.

De to personer er hele min familie og jeg er så panisk for at miste dem, jeg ved at alle skal væk fra jorden på et tidspunkt det kan jeg ikke lave om men jeg har den frygt hver gang jeg ikke høre noget fra dem eller de er ude og køre eller gå uden mig. Og det er noget jeg skal kæmpe med hver dag indtil min borderline flader til ro, jeg ved der er mange med samme frygt for at miste deres familie over alt. Men jeg når at gennemgå sorgen i at miste dem også inden jeg kommer til mig slev igen og hver gang jeg så ser dem bliver jeg mere knyttet til dem. Så hver gang jeg får den føles af at der er sket dem noget bliver den værre for hver gang.

Likes

Comments