Header

Efter jeg er flyttet til Sjælland, har jeg opdaget, at der er en geografisk forskellig betydning af "tebirkes". Hvor i Jylland tebirkes blot er et lækkert, saftig morgenbrød, er det på Sjælland den slags med remonce i - det vi i Jylland kalder "københavner birkes". Dette er en opskrift på de jydske tebirkes😊

TEBIRKES (12 stk.)

100 g smeltet smør
1 dl mælk
50g gær
1 æg
1/2 tsk. salt
1 tsk. sukker
125g kvark/hytteost (de virker lige så fint, hytteost er lidt nemmere at få fat i)
350 g mel (svarer til 6dl)

1 æg til pensling
Birkes til pynt (solsikkekerner, græskerner, chiafrø og andet dur også)

Bland smør og mælk. Rør gæren ud heri og tilsæt de øvrige ingredienser. Ælt dejen godt og rul den ud til ca. 20 x 65 cm. Fold herefter dejen i 3 lag og skær den ud i ca. 12 stykker. Kom dem på en bageplade og lad dem hæve i ca. en halv time.

Pensl dem derefter med æg og bag midt i ovnen ved 225 grader i 12-15 min. (til de gyldne)

Perfekte til weekendmorgener!

- Matilde

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Contains affiliate links

Min nye hyggekrog fik en del interesse efter jeg delte billedet på instagram den anden dag, hvorfor I her får et indlæg lige netop om denne 😊

Christoffer og jeg bor i en dejlig tre-værelses i hjertet af Vanløse. Så udover dejlig stue og soveværelse er vi heldige at have et eksta værelse. Dette er især dejligt, når min skønne familie kommer på besøg fra Jylland.
Men jeg havde en idé om, at det kunne være lidt hyggeligt, hvis vi også kunne bruge værelset til mere end blot gæsteværelse og til tider rodeværelse med vasketøj og andet rod, der er dejligt lige at kunne lukke døren til.

Nedenfor ses et billede af værelset før (i ok rodet tilstand😊)... Da vi flyttede sammen for godt et år siden, var det sådan værelset så ud. Jeg HADEDE det store skrummel af et skab, men Christoffer synes det var så fantastisk og praktisk med alt det opbevaringsplads, så det tog sin tid (og lidt gode overtalelsesevner) at få det skab ud. Faktisk havde jeg ikke fået lov at komme af med det før vi stod i projekt slibe-alle-gulve-og-male-hele-hytten. Da skabet så skulle skilles ad og flyttes ind i et andet rum, da gulvet skulle slibes i det lille værelse, var skabet ikke længere Christoffers bedste ven (men lige pludselig min bedste, haha). Så i kampens hede gav Christoffer op og vi indgik kompromis med, at jeg kunne få lov at finde på en pænere løsning, hvor der indgik praktisk opbevaringsplads og at projektet ikke skulle koste en formue.

Jeg har ikke lavet et præcist overblik over, hvad jeg har brugt på at lave det "nye" værelse. Men vi snakker max 1000 kr.

Opbevaringspladsen er blevet løst via 2 bedrollers og spån-kasse til som er til højre i værelset.

Bordet og kassen er hjemmelavede og var billige i materialer. Hylden og stigen er fra Søstrene Grene til henholdsvis 50 og 80kr. Stolen er en gave, men er købt her.

Spånbordet var easy peacy at lave! Vi fik skåret to spånplader efter vores mål i Bauhaus og sammensatte det med vinkelbeslag og fastgjorde det derefter på væggen som ses på nedenstående billeder.

Bordet måler: H 75 cm x B 60 cm x L 90 cm.

Likes

Comments

FINALLY FERIE. Kufferten er næsten pakket, passet fundet frem og i morgen skifter vi den kedelige danske sommer ud med skyfri, blå himmel og dejlige 30 grader på Rhodos.

Denne uge har været lidt mere loose end de foregående mht. min kost, da vi i sidste weekend var i skønne Sønderjylland, som inkluderede det obligatoriske sønderjyske kagebord og derudover har vi har haft en masse dejlige gæster til god mad i denne uge. Og det skal der helt klart også være plads til! I min optik skal der være en fin balance mellem disciplin og lyst. Der er mange, som efterhånden dyrker sundhed som en hel religion, hvor der slet ikke er plads til at skeje lidt ud en gang imellem. Det tror jeg ikke på er sundt. Det hele handler om at finde balancen, hvor man trives, har det godt i sin krop og at det er holdbart i længden. Jeg selv trives bedst med at have faste, sunde rutiner i hverdagen og så kan der være plads til lidt rødvin fredag aften, en croissant søndag morgen eller hvad jeg nu kan have lyst til.

En af mine veninder spurgte mig den anden dag, om jeg havde nogle tips til Sense. I den forbindelse har jeg samlet 5 gode råd til at lykkes med kost – ikke nødvendigvis Sense, men blot at holde sig til den kostplan, man har lagt for sig selv.

5 tips til at lykkes med din kost:

  • Giv det tid. Stol på processen. Ting tager tid og man taber sig ikke 5 kilo over natten. Mange opgiver for hurtigt, da de ikke synes de ser de rigtige resultater hurtigt nok. Men hold ud! Det tager tid at lave forandringer og man skal have tålmodighed. Når man så først synes man kan se resultater, skyder motivationen i vejret for at blive ved! Så lov dig selv at blive ved, og stol på at din krop nok skal belønne dig for dit arbejde.

  • Vær ærlig over for dig selv. Vi har tit en tendens til at bilde os selv ind at vi spiser sundt og gør som man skal. Men vi snyder tit os selv. Derfor prøv og tag en dag og indtast dine måltider i fx MyFitnessPal, som fortæller dig, hvor mange kalorier man egentlig har fået spist og hvordan de fordeler på kulhydrater, fedt og protein.
    Jeg går ikke ind for, at man skal tælle kalorier hver dag, men en gang imellem kan et realitetstjek være rigtig godt og agere som en øjenåbner.

  • Ikke at undervurdere vigtigheden af kost.
    Kost og træning er begge vigtige faktorer i forbindelse med en sund livsstil. Men man har tit en tendens til at undervurdere kosten kontra træning. ”Hvis jeg nu bare træner nok, kan jeg spise, hvad jeg vil”. Nej.
    Kost udgør minimum 80-90 % og træning de sidste 10-20 % efter min overbevisning.

  • Don’t overdue it!
    Lad vær med at overgøre det i starten. Lad vær med at gå 110 % in fra dag 1 med total kostomlægning og 7 træningspas om ugen. Start hellere stille og roligt. Jeg vil anbefale at starte med at få kigget på kosten, få ændret nogle vaner og vendt kroppen til at spise sundt og måske i mindre portioner. Derefter, når kroppen har vænnet sig til det og har fundet et stabilt energiniveau, så smid noget træning ind. Mange kører før hurtigt surt i det, hvis det er en for stor omvæltning på for kort tid.

  • Sæt mål og beløn dig selv. Hvad er målene med din kost og træning? Mindre fedtprocent? Et højere energiniveau? At tabe de sidste 5 kilo? At blive stærkere eller bare generelt mere tonet? Hvad end det er, få gjort dig nogle tanker om det og vær standhaftig i at nå dit mål. Husk hvorfor du startede og nyd processen! Delmål kan også være et fantastisk værktøj, så det ikke virker for uoverskueligt. For mange kan det være motiverende med en belønning, når et mål er nået. MEN ikke noget spiseligt som belønning, så går pointen lidt af det 😊 Det kan være et lækkert nyt sæt træningstøj, en ny kjole, en lækker bodylotion eller hvad nu man går og drømmer om.

Lige nu er mit mål at få lukket min kuffert. Og belønningen til det er 2 uger til Rhodos☀

Massere af kærlige tanker direkte i Jeres retning!

- Matilde

Likes

Comments

Nu er det efterhånden ved at være tid til en lille update om mit sense-projekt. Og jeg er en glad pige. En rigtig glad pige. For det dur altså. Mit energiniveau har fået et nyk op de her uger og jeg har det ekstra skønt i min krop. Win win.

MEN, jeg er gået lidt mere over i Matilde-sense end rendyrket sense, som jeg beskrev sidst. Og det er der en meget simpel grund til.

Den første uge på Sense gik rigtig fint. Den uge holdt jeg mig til de tre måltider, og det gik alletiders. Den uge trænede jeg dog slet heller ikke, da jeg havde fået punkteret min ene bihule ved en lidt heftig omgang hos tandlægen. Og for at den skulle have en chance for at hele sig selv, var det 2 uger i absolut ro. = nul træning

Men da den første uge på Sense var gået og dermed de to uger i ro, startede jeg med at træne igen. Og min krop kan bare ikke fungere med kun 3 måltider om dagen kombineret med træning. Jeg prøvede i starten og holde fast og tænkte min krop bare lige skulle vende sig til det, men den gik altså ikke. For hvis jeg først bliver sulten, sådan rigtig sulten, så er det lige meget hvad der er til rådighed, jeg skal bare have noget mad og det skal være NU. Og så er det, at ens fornuftige side af hjernen bliver slået lidt fra og man bare skal have noget indenbords pænt hurtigt. Og nej, i sådanne tilfælde er det ikke lige der, man begynder at skrælle gulerødder og snacke dem, som den fornuftige type, man lige havde bestemt sig for at være..

Så for at det hele ikke skulle gå i kludder, blev mig og min krop enige om lige at placere 1-2 mellemmåltider om dagen, efter behov. Nogle dage spiser jeg ikke mellemmåltidet om formiddagen, det er mest om eftermiddagen der er kritisk for mig. Jeg spiser gerne frokost 12ish og derefter er der for lang tid til aftensmaden, som oftest er ved 19-20-tiden hjemme hos os. Det fungerer meget bedre for mig, at placere et mellemmåltid derimellem, så jeg ikke når den der ustyrlige sult, men derimod har et stabilt blodsukker og er rar for mine omgivelser😊

Jeg bestræber mig på, at mine mellemmåltider er forholdsvise kalorielette. Mellemmåltider kan nemlig hurtigt tage overhånd og vælte kaloriebudgettet. Lige pt er jeg helt vild med gulerodssalat bestående af revne gulerødder, citronsaft, æbletern og lidt solsikkekerner. Ellers har jeg tit snackposer med, bestående af gulerodsstave, agurkestave, slikærter og evt. cherrytomater. Det er super nemt at snuppe med, hvis man lige har gjort sig den tjeneste at lave nogle poser klar i køleren.

Tallerkenfordelingen på Sense fungerer rigtig godt. Fordi det jo er ganske sund fornuft. Det bliver hurtigt en vane og du tænker helt naturligt over, hvad du kommer på tallerkenen.

Men igen. Jeg bliver aldrig den fanatiske type og vil aldrig kunne trives med det. Derfor spiser jeg rigtig fornuftigt i hverdagen, hvor der så skal være plads til lidt mere frirum i weekenderne, for ellers bliver det ikke holdbart. Jeg er en kæmpe livsnyder og elsker brunch, god mad eller hjemmelavet bagværk. Og det skal der være plads til.

Men alt i alt en klar anbefaling herfra! Dog, hvis man træner meget, smid lige et par mellemmåltider ind, så du er rar for dine omgivelser 😉

Der kommer en update mere inden jeg smutter til Rhodos!

Xoxo,

Matilde

Likes

Comments

Stir fry er overdrevet lækkert og virkelig sundt! Man får rigtig mange forskellige grøntsager på en gang og dermed en masse dejlige vitaminer. En anden bonus ved alle de grøntsager er, at de ikke indeholder særlig mange kalorier. Jeg kunne spise det hver dag. Derfor er nedenstående opskriften på aftenens wokret, som var virkelig lækker.

Opskriften er blot, hvad vores indeholdt her til aften, men man kan mixe lige præcis som man ønsker det. Jeg har også før brugt rejer eller kylling, hvilket også er rigtig lækkert.

BEEF STIR FRY

- Oksekød af en af art. Jeg brugte 2 bøffer, vi havde i fryseren (Luksusudgaven)
- Risnudler
- Soya
- Østerssauce
- Grøntsager (Jeg har i aften brugt broccoli, rød pepper, bønnespirer, asparges, champignon, forårsløg, babymajs & bambusskud)
- Rødløg
- Hvidløg
- Ingefær

STEP BY STEP


1. Skær kødet ud i strimler og mariner med olie, salt og hvidløg. Sæt i køleskabet.
2. Snit og hak alle grøntsager
3. Steg (ved meget høj varme) hvidløg, rødløg, ingefær og kødet i et par minutter. Kødet skal ikke være helt stegt. Tag det af og stil det til side.

4. Kog risnudlerne i 4-5 min. og skyl efter med koldt vand så de ikke bliver klistrede.

5. Steg grøntsager i nedenstående rækkefølge;
(1) Broccoli og champignon
(2) Rød pepper, asparges & forårsløg
(3) Babymajs, bambusskud & bønnespirer

6. Kom derefter østerssauce, soya og kødet i og vend godt rundt og smag til.

Man kan vælge og blande nudlerne med i eller snuppe dem ved siden af.

ENJOY!

- Matilde💜

Likes

Comments

I dag er der præcis 35 dage til jeg skal hele 2 lækre uger til Rhodos med min søde kæreste. Og i den forbindelse har jeg taget en beslutning… Eller egentlig har jeg taget den for længe siden, meeen det trak lidt ud med at få det sat i værk..

Jeg elsker ferier! Det er faktisk min favorit beskæftigelse. Jeg tror jeg er født med et behov for at rejse, som er langt større end mange andres. Jeg ELSKER solferie, helt klart det jeg vil foretrække til hver en tid, men Christoffer er sådan cirka født med ski på og elsker skiferie, så den slags ferie er jeg også ved at lære at holde af (jeg prøver!!). Så dealen i år var en uge til Østrig i påsken og så et varmt sted til sommer.

MEN min pointe med dette opslag er, at når jeg kigger tilbage på ferier, har jeg klart haft de allerbedste ferier, når jeg føler mig dejligt tilpas i min krop. Ikke at jeg er utilpas i min krop, på ingen måde, men man kender bare den der følelse i kroppen, når man lige har taget sig sammen – fået spist sundt, trænet regelmæssigt og egentlig bare givet kroppen den kærlighed den skal have for at fungere optimalt – så står man altså også bare lige lidt skarpere i bikini.

Så 1,2,3... 35 dage sæt i gang. Jeg er en af de der typer, som er mega nysgerrig på alle slags kure og har prøvet mange af dem. Med det har jeg også fundet ud af, hvad det er, der virker for mig og er holdbart i længden. Og ganske enkelt er det basically sund fornuft. For mig fungerer forbud ikke rigtigt. Med forbud i min kost, får jeg sådan en enten/eller mentalitet – og det har vist sig ikke rigtigt at bringe nogle fremskridt med sig. Så falder jeg i, og så går jeg all in og starter på ny i morgen – not really working. Men når det så er sagt, bliver jeg også nødt til at have nogle regler/guidelines i starten for at det ikke bare bliver helt laissez faire.

SÅ derfor blev jeg helt glad, da jeg læste om Sense i det nye Fit Living. Jeg har hørt om Sense før, men er ikke rigtigt kommet videre derfra. Men jeg er helt vild med konceptet (so far). Helt almindelig sund fornuft og ikke nogle deciderede restriktioner.

Down to business: Man skal forestille sig, at man har de såkaldte tre spisekasser om dagen, som svarer til 3 måltider. En spisekasse indeholder 3-4 håndfulde mad og en til tre spiseskeer fedt. Og det smarte er, at man ikke skal måle og veje, man skal blot bruge ens hånd til at måle med. Jeg tænker det hurtigt bliver en vane omkring mængderne. Men altså hvert måltid skal indeholde;

- 1-2 håndfulde grøntsager
- 1 håndfuld protein
- 1 håndfuld stivelse eller frugt
- 1-3 spiseskeer fedt (avocado, nødder, olie til stegning osv.)

Der er også en hvis fleksibilitet i denne tankegang. Det er nemlig tilladt at flytte noget fra en spisekasse over i en anden spisekasse. På den måde kan man selv fordele, hvis man nu skal ud og spise eller har brug for et mellemmåltid. Dog er reglen at, to ud af de tre måltider skal indeholder grøntsager, protein og fedt, som giver en sund fordeling, god mæthed og stabilt blodsukker.

Updates coming up!

Xoxo,
Matilde

Likes

Comments

Det er efterhånden ved at være lidt af en jungle at finde rundt i, hvilke ingredienser, der er gode for kroppen og hvilke man skal holde sig langt væk fra. Jeg kigger ALTID, hvad der er i et produkt inden jeg køber det. Og for mig er parabener et no go. Parabener er egentlig bare et konserveringsmiddel, der gør at produkterne kan holde sig og det er jo fair nok, men parabener kan have nogle hormonforstyrrende effekter, og det er bestemt ikke noget jeg skal have indenbords.

Jeg er vild med rene produkter, men det kan dælme være svært at gennemskue alle ingredienserne på bagsiden af et produkt. MEN Forbrugerrådet Tænk har været smarte her! De har lavet en app – Kemiluppen - hvor man kan scanne produkter og få at vide, om der er noget bras i produktet. Produkterne får enten en A, B eller C-score.

A er bedst, hvor C er not so good. Et produkt får et A, hvis det ikke har parfume, allergifremkaldende stoffer, mistænkte hormonforstyrrende stoffer og miljøbelastende stoffer i sig. B kan i min optik også gå, selvom det indeholder parfume. Jeg kan godt lide at nogle af mine produkter dufter godt, og jeg har det sådan lidt alt med måde. Men produkter som jeg bruger meget og bruger meget af, som f.eks. body lotion, har jeg det bedst, hvis det er uden parfume. Hvis et produkt scorer et C, vil jeg ikke købe det. Bare ordet hormonforstyrrende stoffer er ikke særlig lækkert.

Inde i mit hoved, er der en klar sammenhæng mellem alt det skidt, der bliver proppet i vores mad, plejeprodukter osv. og alle de allergier og trælse ting, der eksploderer pt. Jeg tænker også nogle gange om alle de ting kan have en finger med i den kedelige statistik om, at så mange par har svært ved at få børn. Jeg læste engang en artikel, der fortalte at danske mænds sædkvalitet var blandt den dårligste i hele Europa. Og her går vi, og tror at er i så sunde i DK. Not so much.

Flere rene produkter tak!

Matilde❤

Likes

Comments

Egentlig skrev jeg mit første indlæg på bloggen tilbage i februar 2016 med intentionen om, at nu skulle jeg rigtigt i gang efter at have gået med tanken og drømmen om det så længe. Men holy moly, det har været noget af en travl tid siden da. Men finally begynder mit liv at finde et lidt mere stabilt level, hvilket er grunden til en RELAUNCH AF BLOGGEN. Nu skal det være! Også endda på en ny platform, som jeg finder lidt mere spændende end den gamle.

Det første indlæg, jeg skrev, var fra min elskede lejlighed i Aalborg i en alder af 21 år. Og orkipokker der er sket noget siden! Jeg er flyttet til Sjælland, og sidder i skrivende stund i mig og min kærestes lejlighed i hjertet af Vanløse, og er lige fyldt dejlige 23 somre. Jeg er startet helt nyt job, har købt mig min første bette dyt og fået en fælleskonto med min kæreste(!).


Men, men, men nok om det. Hvad er det her så for en blog? Og ja, det bliver nothing fancy blot en blandet landhandel fra mit liv. Egentlig er det mest for min egen skyld, da jeg finder en vis ro ved at skrive, og synes, det er smadder hyggeligt! Og hvis der så skulle være et par stykker, som vil læse lidt pladder fra mit liv en gang imellem, vil det jo blot være en bonus!

Jeg er meget passioneret omkring kost, træning og en generel holistisk tilgang til sundhed, og derfor vil der poppe lidt (nok en del) indlæg op om det. Udover min interesse for området, er jeg også certificeret personlig træner og kostvejleder. Jeg har mødt mange spørgsmål på min vej, og jeg vil egentlig bare gerne koge sundhed ned til et level, hvor det er simpelt og forståeligt. Der er mange forskellige tilgange til sundhed, kost og træning, og det kan efterhånden være lidt af en jungle at finde rundt i. Bloggen vil komme til at indeholde min version af det samt tankerne bag. Udover sundhed vil bloggen også rumme EN MASSE andre inputs fra min hverdag – I skal være mere end velkomne til at følge med!

Varme tanker direkte i Jeres retning!
Matilde

Likes

Comments