Hvad skriver man i sin første blogpost?

Man fortæller selvfølgelig noget om sig selv. Og det vil jeg gøre ved at vise jer mit køleskab. Fordi 1) Jeg ELSKER mad og interesserer mig så meget for mad og sundhed, at jeg arbejder med det til hverdag i min virksomhed (Carrotstick.dk). Og 2) fordi jeg selv synes, det er sjovt at se, hvad der er i andre menneskers køleskab. Jeg kan godt lide, at lære folk at kende på den måde. Mad er konkret og noget som alle elsker - også at tale om.

​​Når man får lov at kigge i folks køleskab kan man se, om de spiser meget ude, om de elsker mayo, om de har en dejlig pilsner på køl, resterne fra en thai-boks eller hvad nogle af deres cravings er osv. Det synes jeg er sjovt.

Jeg bruger så al den information som jeg samler rundt omkring til min databank i hjernen, bl.a. når jeg taler om mad og sundhed i mit arbejde. Når jeg lærer folks forhold til mad og sundhed at kende, så finder jeg også ud af, hvordan deres dagligdag ser ud og hvilke udfordringer de har. Den viden bruger jeg så til at finde løsninger og forstå hvordan man kan inspirere folk til at leve sundere og blive gladere. For jo flere jeg møder, som har de samme udfordringer eller interesser, des mere kan jeg se, at det er netop der jeg skal bruge min energi i forhold til produktudvikling mm.

Det er ikke sidste gang jeg vil tage et kig i køleskabet med jer, derfor har overskriften på dette indlæg også fået et lille #1. God læselyst :-)


5 ting jeg altid har i mit køleskab

1. Æg
Jeg bruger æg til alt. Sunde pandekager, æggemader til frokost, blødkogt til morgenmad, i low-carb boller, tærte eller æggekage. Det er bare en genial fødevare!

2. Tonicvand

Jeg har altid tonicvand på køl, så jeg kan lave gin&tonic. Det er min yndlingsdrink - og så elsker jeg at jeg altid kan byde mine gæster på en omgang. Af samme årsag har jeg også altid enten citron eller lime liggende.

3. Plantemælk
Typisk har jeg soyamælk eller mandelmælk, som jeg i øvrigt også nogle gange laver selv. Jeg bruger det i stedet for almindelig mælk, fordi det er et sted, hvor det giver mening for mig, at minimere mit forbrug af animalske produkter. Og så synes jeg faktisk, at det smager bedre end komælk. De ting jeg bruger det allermest til er varme drikke - matcha latte, chai latte eller varm chokolade.

4. Pesto
Fordi det går godt til ALT. Og hvis der ikke lige er andet pålæg i køleskabet, så kan det også bare spises solo på hårdttristet rugbrød. Jeg køber normalt Løgismoses røde og grønne pesto fra Netto.

5. Gulerødder

Rå, revne, i pandekager, i boller, bagt, syltet og meget andet. Mine favoritopskrifter må være gulerodsfritter, coriander-carrot suppe og gulerodspandekager.


5 ting du ikke normalt ville finde der (men som er der nu)

1. Trøffelsmør
Jeg spiste mad fra Homemate sidste weekend (et genialt koncept du bør kende, hvis du bor i Københavnsområdet), og deres trøffelsmør er TO DIE FOR. Det. er. sindssygt. Så når jeg har fået mad derfra, hvilket jeg gør en gang om måneden cirka, så går jeg og nyder resterne af deres trøffelsmør i den efterfølgende uge.

2. Primadonna ost
Jeg ved, at hvis jeg køber den, så forsvinder den på to dage. Denne gang har jeg nydt den på rugbrød med trøffelsmør under og figenmarmelade ovenpå. Et must try for oste-elskere.

3. Gær

Jeg bruger ikke normalt gær, når jeg bager. Jeg bager faktisk generelt ikke så meget. Men lige nu har jeg det, fordi jeg skal bage fuldkornsfoccacia - udelukkende fordi der skal tages et billede til en opskrift på Carrotstick 😆 Og derefter skal det spises, naturligvis.

4. Pink mousserende vin
En lyserød J.P. Chenet, som jeg fik af min veninde Regitse (fra The Copenhagen Traveler) da jeg blev kandidat i sommer. Den har ligget på køl sidan starten af februar, og jeg tænker, at den skal drikkes, når hun kigger forbi i slutningen af marts.

5. Chiamarmelade
A what, tænker du måske. Da jeg var på ferie i det sydlige Florida i januar fandt jeg en marmelade, som er lavet med chiafrø og jordbær. Den er super lækker, lidt knasende og ikke for sød. I stedet for at bruge geleringsmiddel, som man normalt bruger i marmelader, så bruger man chiafrøets naturlig geldanner. Smart, sundt og lækkert! Jeg skal til at teste af, hvordan man laver det selv.


​Det var vidst dét for nu - hav en dejlig dag :)

Likes

Comments