Hey, hva’ så?

Det her indlæg kommer så til at handle om hvorfor jeg er anbragt. Det er egentlig et meget sårbart emne for mig, men jeg har accepteret tingene som de var og vil derfor dele det med jer selvom det nok vil være svært for mig.

Jeg skriver ikke dette for at folk skal have ondt af mig. Jeg ved ikke 100% hvorfor jeg skriver dette indlæg, måske for at arbejde med mig selv? Jeg ved hvor svært det er for mig selv at dele det her, men here it goes.


Grunden til jeg blev anbragt er kort sagt manglende omsorg.

Mere uddybende hvorfor er fordi jeg ikke altid fik mad på bordet, og hvis jeg gjorde var det enten ekstrem usundt, som frysepizza eller hotwings, ellers var det noget jeg ikke kunne lide så jeg skulle spise rugbrød, hvilket jeg heller ikke var så vild med, så jeg spiste det ikke.

Jeg var også virkelig dårlig til at få gjort basale hverdagsting, som at gøre rent på mit værelse og lige komme i bad. Mine forældre kunne sagtens sige det til mig, og jeg ville bare svare “ja, det skal jeg nok,” men det ville ikke blive gjort. Mine forældre “pressede” mig ikke nok til at gøre det, og dengang vidste jeg ikke bedre selv.

Jeg kom heller ikke så tit i skole, der var ofte dage hvor der var særlige arrangementer på skolen som f.eks idrætsdag, hvor jeg fik lov til at blive hjemme, fordi jeg ikke havde lyst, og fordi min storebror også fik lov, så jeg brugte bare det som argument.

Der var også en lang periode i 7. klasse hvor jeg ikke var i skole, da min veninde blev indlagt, det virkede så uoverskueligt for mig dengang at tage i skolen når hun ikke var der, så jeg var hjemme i en måned, indtil at skolen snakkede med mine forældre om det. Mine forældre sagde i den periode hvor jeg var hjemme ofte om jeg ikke snart skulle i skole da det ikke ville holde i længden at jeg blev hjemme. Dengang havde vi også bostøtte på, som sikkert ikke forestod hvorfor mine forældre ikke kunne presse mig til at tage i skole.

Grunden til jeg også blev anbragt var at jeg havde aldrig venner med hjemme, og sad oftest på min computer når bostøtten var der, fordi jeg havde det så svært ved at de også var der og hvordan skulle jeg lige forklare mine venner hvorfor vi havde det, så det blev bare til at jeg ikke havde nogen venner ovre, da de var der fra mandag-torsdag i to timer.

Jeg havde dengang heller ikke en såkaldt interesse, der var ikke noget der interesseret mig udover computerspil, så det var jo selvfølgelig der jeg brugte det meste af dagen. Men jeg gik ikke til fodbold eller håndbold, da sport aldrig rigtig har interesseret mig på nogen måder, hvorfor? Det ved jeg egentlig ikke helt selv. Jeg kan sagtens spille fodbold for sjov nu, men det er ikke noget som jeg finder interessant.


Men det er egentlig grunden til at jeg er anbragt, jeg ligger ikke rigtig skjul på det da jeg har accepteret at det var sådan det var dengang.

Mine forældre havde bare efter deres break-up ikke rigtig noget overskud til tre børn, så tingene blev sådan.

Det skal så siges at de ting der er skrevet om foregik hovedsagligt hos min mor, da det var der jeg oftest var. Da jeg boede hos min far alene lavede vi ting sammen og han var lidt bedre til at få mig igang med de basale hverdagsting.


Jeg har dog fået den selvrespekt og selvtillid at jeg sagtens kan ligge det her op uden at tænke over hvad andre vil tænke, da det har været en stor del af mig engang.

Jeg har accepteret at det var sådan mit liv var dengang, og det er der ikke noget at gøre ved end at arbejde videre med det. Jeg kan dog godt føle mig svigtet den dag i dag, og så med tanken om hvorfor mine forældre ikke bare kunne tage sig sammen, men på samme tid er jeg glad for jeg står den dag i dag, og det ville ikke være sket hvis det ikke havde været fordi jeg blev anbragt.

Jeg vil ikke for noget i verden spole tiden tilbage, hvis tingene kunne rettes op, fordi jeg kan godt lide hvordan mit liv ser ud nu, og jeg havde nok ikke haft så lys en fremtid hvis jeg stadig boede derhjemme.

Tak fordi du gad at læse med, du må have det som du ser ud! xx

Likes

Comments

Hey, hva’ så og velkommen tilbage. Har ikke haft skrevet nogen indlæg i meeeget lang tid. Gider ikke komme med en masse undskyldninger om hvorfor, da det er ret så simpelt. Jeg har ikke helt vidst hvad jeg skulle skrive om, og da jeg så gjorde kunne jeg bare ikke helt tage mig sammen til at få det gjort, men det gør jeg nu. (wuhu for mig)


Nå, men det her indlæg kommer til, at handle om de steder jeg har boet - undskylder på forhånd da det er MEGET langt.


Første gang jeg blev anbragt var den 8. april 2014, så det er 3 år siden. Jeg kan tydeligt huske dagen.


Det var en tirsdag, det var skyet og regnede en smule. Vi skulle være på kommunen klokken 12, hvor de så ville afgøre om jeg skulle være anbragt eller ej. Efter det var blevet besluttet at jeg skulle anbringes i en plejefamilie, fik jeg at vide, at vi med det samme skulle ud og hente min lillesøster på hendes skole, da hun også skulle bo der. Jeg måtte OVERHOVEDET IKKE komme hjem og pakke mine ting, det skulle mine forældre gøre. Dengang havde jeg prøvet at selvskade et par gange, men ingen vidste til det udover min veninde, så jeg var meget oprevet over at jeg ikke kunne tage mine “værktøjer” med til at dulme den psykiske smerte.


Da vi havde hentet min lillesøster føltes det som evigheder før vi ankom.

Det var meget akavet at hilse på dem og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig, hvilket mine forældre heller ikke gjorde da de ankom.

Jeg havde fri resten af ugen, da jeg lige skulle lære min plejefamilie at kende og så var det påskeferie. Jeg brugte det meste af ferien på at spille da plejefaren var rigtig sød at betale et spil for mig, hvilket mine forældre havde været lidt imod.

Skolen startede en tirsdag hvor jeg skulle møde sent, men jeg sagde bare til plejefamilien at jeg skulle møde klokken 8, da jeg hele tiden havde haft i tankerne at stikke af - hvilket jeg også gjorde.

Jeg tog først ud til min mor, hvor jeg derefter mødtes med en ven, som jeg ikke vil nævne noget om.

Jeg var stukket af i to måneder, hvor politiet og kommunen engang imellem fik nogle sms’er om hvordan jeg havde det.


Dagen jeg blev fundet var jeg faktisk oppe hos min far, hvor vi skulle have hjemmelavet burger, hvilket jeg havde glædet mig sindssyg meget til, da jeg sjældent fik det. Det eneste vi manglede var bare ketchup så det skulle vi ned at hente, men på vej ned af opgangen ser vi politiet stå ude foran opgangen og jeg tænkte bare “fuck”.

Jeg endte så med at tage med dem til Aalborg politistation, hvor de så ville finde nogen, som kunne køre mig videre til Fyn. (Min far bor i Nordjylland).

De fandt to betjente, en mand og en dame og de var egentlig flinke nok. Jeg kørte med dem til Vejle hvor der så ville komme en anden politivogn som så skulle køre mig videre til Fyn. Vi gik ind på McDonalds imens vi ventede, og det var så pinligt. Alle kiggede, da jeg gik med to betjente i uniformer. Lidt efter kom den anden vogn og hentede mig, og kørte mig videre på Fyn. Jeg troede jeg skulle tilbage til plejefamilien, men jeg blev akut indskrevet på et børnehus/opholdssted, hvor jeg skulle tilbringe natten. Dagen efter skulle jeg beslutte om jeg ville bo der, eller et andet sted, men jeg brød mig ikke rigtig om rammerne og de daglige pligter så jeg sagde et andet sted.


Hvilket så bringer mig til det andet sted hvilket er Egely. Det var stedet de så havde valgt, hvilket er en døgnsikret institution eller som andre kalder det - et ungdomsfængsel. Ja, du læste rigtigt et ungdomsfængsel. Man måtte ikke have computer, internet, egen telefon og så havde man bestemte telefontider om dagen. Hvis du fik et opkald mellem 16-18, så måtte du snakke i 20 minutter, og klokken 19-21:30 må du selv ringe ud i 10 minutter. Man har så også mulighed for at skrive breve.

Dengang forestod jeg ikke helt, hvorfor jeg blev anbragt der og det vil jeg nok aldrig 100% gøre. Men det havde noget at gøre med, at kommunen skulle sikre at jeg ikke stak af fra mit bosted ved hjælp af mine forældre, hvilket Egely gør at jeg ikke kan, da der er en 5 meter høj mur.

Men jeg var der i 3 måneder på en pædagogisk observation, hvor de skal skrive hvordan jeg er og lave en anbefaling til kommunen om, hvad der er bedst til mig. Man kan ikke bo der, da det ikke er et bosted, men oftest et sted for varetægtsfængslet eller folk der er ude i et dårligt miljø, som stoffer og kriminalitet.


Men efter det som bringer mig til mit 3. sted var endnu en plejefamilie og den her ligger så i Haastrup, jeg nåede aldrig rigtig at kende dem, da jeg stak af allerede en dag efter. Jeg var så igen væk i to måneder, men denne her gang lagde vi ikke rigtig skjul på det overfor kommunen, selvom det er det de siger. Jeg var hos min mor hele tiden.

Politiet kom så den 25. november 2014, hvor jeg var helt alene hjemme, da min bror var indlagt på psykiatrisk og min mor tog med ham derud, så jeg var alene da det pludseligt bankede på døren.

Jeg åbnede så døren, hvor politiet stod og sagde jeg skulle med ud til plejefamilien, hvilket jeg nægtede. Den sociale døgnvagt kom så senere, hvilket min mor også gjorde. Det var så åbenbart blevet besluttet for længst, at jeg skulle på Egely igen. Hvilket så er det 4. sted, men jeg kendte heldigvis til det og kendte nogen af dem som allerede sad derinde, så jeg havde intet i mod det. Jeg blev nærmere glad.

Jeg var der i 5 måneder, hvor der blev besluttet, at jeg ikke måtte have kontakt til mine forældre.

På det tidspunkt havde jeg ikke selvskadet siden den første plejefamilie, men jeg fik det så psykisk dårligt at det blev rigtig slemt. Det blev også slemt, at jeg prøvede at tage mit eget liv. Hvilket ikke lykkedes, som jeg er ret glad for.

Men efter Egely kom jeg så på det 5. og sidste sted, hvor jeg stadig bor. Det var et helt almindeligt opholdssted, og utroligt nok har jeg slet ikke stukket af, og jeg har boet der i to år nu.

Her mødte jeg ham, som jeg tror er mit livs kærlighed.


Det var så alle de steder jeg har boet, jeg tænker at jeg laver et andet indlæg om hvorfor, da det blev meget langt det her.

Nederst kan I se hvordan Egely ser ud som er på billede et og billede to, de to andre billeder er det værelse jeg havde i den anden plejefamilie


Men I må have det som I ser ud! xx


Likes

Comments

Hey, hva’ så?

Mit navn er Maria. Der er måske ikke så mange der ved det her om mig, men jeg bor på opholdssted. Jeg har boet på mit nuværende opholdssted i to år til maj.

I dette indlæg vil jeg ikke snakke så meget om hvordan det er at bo på opholdssted, men mere omkring hvorfor jeg har startet en blog og fremtidige indlæg.

Lidt om mig

Jeg er 17 år, bliver 18 til august.

Jeg har ikke rigtig nogle fritidsinteresser eller hobbyer. Hvis jeg er derhjemme (altså på opholdsstedet) så ser jeg oftest serier eller er på YouTube. Til dagligt går jeg i skole og er igang med en tiende klasse. Hvad jeg vil efterfølgende, ved jeg stadig ikke helt.

Jeg kan godt lide at være sammen med mine veninder efter skole. Udover det så har jeg en kæreste som er 19 år, som jeg så selvfølgelig også kan lide at være sammen med. (Ellers ville han nok ikke være min kæreste, hehe)


Hvorfor har jeg startet en blog?

Jeg starter denne blog for at bryde tabuet omkring det at være anbragt udenfor hjemmet. Jeg har både været anbragt i en plejefamilie og så nu på et opholdssted, men det vil der kommer mere om i et andet indlæg. Men ja, jeg starter som sagt denne blog for at bryde tabuet, og for at folk kan se hvordan det er, både for dem som bor hjemme og muligvis har fordomme eller bare rent nysgerrig, og til dem som bor udenfor hjemmet.

Lige da jeg blev anbragt havde jeg nemlig brug for selv at læse andre skrive og fortælle om hvordan det er at bo udenfor hjemmet, da jeg selv havde rigtig mange fordomme om hvordan det var og hvad der ville ske med mig.


Hvad vil I kunne se på min blog?

Denne blog vil blive brugt som en åben dagbog, så jeg vil for det meste skrive om hvordan det er at bo på opholdssted, og så vil jeg fortælle om mine oplevelser på tidligere anbringelsessteder.

Der vil også komme indlægs om mine fremtidsplaner, og så noget fashion/beauty related stuff.

Så hvis det interesser dig må du meget gerne følge med.


Likes

Comments