Tanker om kønnet, DRENG ELLER PIGE .. 


Nu er det ligesom ikke rigtig nogen hemmelighed længere, at der er endnu en lille spire inde i min, snart, ret så tykke mave. Jeg er mega spændt, og samtidig enormt nervøs. Faktisk endnu mere end da jeg ventede Isaak tror jeg.
Et er at jeg ikke tænker ligeså meget på den her graviditet - trods mange flere gener, men jeg ved slet ikke hvordan det skal blive at være mor til TO! Jeg føler stadig jeg mangler så meget af Isaak, han er jo stadig en lille gut, som udvikler sig ualmindeligt meget lige for tiden. Jeg er SÅ bange for tiden løber fra mig, for ham og jeg og vores forhold. Vi er ret tætte, kan man vist godt sige. Ja ja, det er man jo med sit barn - men som mor og søn, så er der altså bare et eller andet. Jeg elsker ham overalt og jeg ved at han forguder mig mere end jeg kunne ønske af mit eget barn.

Vi har snakket meget om, hvilket køn vi tror det er - og også lidt hvad vi håber på. Jeg er ret sikker på alle kommende forældre altid har en tanke om, hvad de ønsker sig af køn. Jeg ønskede mig en pige da jeg ventede Isaak, men vidste med det samme fra den dag jeg fandt ud af, at jeg var gravid at det ville blive en dreng. Jeg har altid set mig selv som en drenge mor og at alle mine børn ville blive drenge, så jeg var egentlig også ret sikker på at det den her gang skulle være en dreng.
Men efter ikke ret længe, måske 1 mdr var jeg ikke tvivl, det var med sikkerhed en pige, det kunne jeg bare mærke. Det var slet ikke som dengang jeg ventede lille I, og nej ingen graviditeter er ens, men det her virkede bare slet ikke som, at det ville blive en dreng.

Jeg var til NF skanning, dagen inden vi rejste til Thailand, jeg havde min skønne svigerinde, Brashna, med. Hvorfor, hvorfor var Maian ikke med tænker I sikkert, og forståeligt, men jeg havde lavet noget rod i tiderne efter et opkald og derfor kunne han ikke komme med, da han var på arbejde på det tidspunkt. Det var en fin skanning, og alt var som det skulle være, ifht hvad man får at vide til sådan en skanning. Lige da vi så babyen første gang var vi helt enige, det var en total mini Isaak, den lignede ham fuldstændig fra da han var ligeså gammel - ej, hvor lyder det åndssvagt ikke, haha! Men det gjorde den. De havde nøjagtig samme profil, det var helt vildt at se! Og så vendte min tanke om en pige med det samme til, at det var en dreng. Kunne det være andet, når det lignede min lille Isaak SÅ meget? Og nu er jeg kommet tilbage til tvivlen..

ER det en pige eller ER det en dreng? Hvad tror I?

En ting er sikkert, vi skal vide det. Min første tanke var egentlig, at jeg ikke mente vi skulle have det at vide, men herren i huset - den ældste af dem, var IKKE enig. Så vi skal nu nok alligevel vide det den her gang, også.

xoxo
MAMAMY

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

THAILAND

Thailand, pardis på jorden. Det er der i hvertfald nogen der kalder det. Vi kom hjem for en lille uge siden, og nu er vi endelig ved at være tilbage i den normale døgnrytme, eller er vi? Jeg synes sku egentlig stadig jeg er noget tung for hovedet, om det er graviditeten, hverdagen med arbejde igen eller de mange timer i døgnet der er blevet rykket en del rundt de sidste 14 dage, ved jeg ærligtalt ikke. Men det går bedre.
Vi kom hjem lørdag aften, og faldt alle tre om på 0 komma 5. Vi vågnede desværre mega tidligt søndag morgen (læs: kokken FEM!) og kunne altså ikke sove mere. Men så var dagen ligesom også igang, ikke?

Men får lige at vende tilbage til selve rejsen, opholdet i Thailand. Jeg synes, helt personligt ikke Thailand overhovedet har levet op til mine forestillinger. Jeg synes alle de billeder jeg har set af Thailand har virket for vilde til at være sande, og ikke mindst når jeg har hørt om det fra veninder og bekendte, har det lydt til at være det "vildeste", måske en lille overdrivelse, men en ret fed oplevelse jeg ville få, hvis jeg en dag valgte at rejse derned/hen/over - ja, sorry. Jeg er altså ikke lige så skarp i det der geografi, men jeg tror det er derned.. Og ja, det var da lækkert - stranden i hvertfald, men meget mere kan jeg altså ikke komme på. Jeg ved ikke om det bare er mig der er mega sart, eller om min mand måske bare har skabt en ret høj standard når det handler om hoteller, MEN det her! Det var simpelthen for ringe! Det var et 4-stjernet hotel (her) , hvilket plejer at have en okay standard, men ikke den her gang. Vi havde egentlig kun valgt hotellet pga stranden der lå LIGE for næsen af os, så vi ikke skulle over nogen vej eller noget. Men bare lige træde ud af vores værelses dør. Det betyder meget for os. Stranden var der da også, men så var der vist heller ikke rigtig mere at komme efter. Vi havde enormt svært ved at spise om aften, da der ikke ligefrem var utallige af restauranter med halal mad, så vi måtte trave gaderne tynde for at finde et måltid - jeg var seriøst ved at knække mig ved tanken om flere pil-selv-rejer, haha!

Så er der jo også udflugterne, haha! Det er jo det eneste ferien skal bestå af - hvis det stod til min far. Og vi har egentlig også været super glade for at opleve en masse efter vi har fået Isaak, fremfor bare at ligge og dase ved stranden eller poolen, efter vi har fået Isaak. Så vi aftalte at det vi i hvertfald skulle var, at tage på ø-hop, for dem der ikke helt ved hvad det er, så er det en heldags bådtur, hvor man sejler til en masse forskellige øer. Det var vi sikker på var noget af det, man bare SKULLE opleve, men sådan skulle det altså ikke helt være. Selvom vi rejste udenfor sæson, og som nogen ville sige - i regnsæsonen - det regnede 4 gange på de 14 dage i var der. WOW, haha! Så var det virkelig skønt vejr. 30 grader og en risk brise - slet ikke hede, men helt perfekt, for os i hvertfald. Så er der lige det med vandet. Vandet har et lidt andet liv om sommeren. Bølgerne var enorme og en pænt stærk strøm. Så det var ikke lige helt så sikkert at tage en lille tonser på 16 mdr med ud på sådan en båd, eller min gravide mave for den sagsskyld. Så ingen ø-hop til os. Så var der templerne, men helt ærligt ikke - så var det ikke noget der fangede mig særlig meget, så det gjorde vi heller ikke. Vi var faktisk ikke på en eneste tur, udover nogle aftner, hvor vi tog taxa eller tuktuk til nogen andre byer.

Vi oplevede altså faktisk ikke rigtig noget, andet end en glad lille dreng der elskede vandet, charmerede hele hotellet og elskede den enorme sandkasse (stranden) - det var lige som det skulle være, en ferie med fuld afslapning, god udsigt og enormt meget seafood. PUHA, haha!

Nu er vi hjemme med en meget berejst lille mand, der på sine 16 mdr allerede har været i: Dubai, Pakistan, Malaysia (som helt klart er langt federe end Thailand), Spanien og Thailand. Jeg tror det er nok for nu. Vi venter til den lille ny kommer til verden, og så skal vi med sikkerhed afsted igen og gøre ham/hende ligeså berejst som hans/hendes storebror - og blive ligeså sej til det der med at flyve - LANGT!


XO
MAMAMY

Likes

Comments

TIlbage med masser af nyt!

Så! Nu er jeg tilbage - det håber jeg i hvertfald stærkt på. Jeg har holdt en lang pause, som nogen måske har lagt mærke til. Det er der egentlig en meget god grund til - synes jeg selv, haha. Der sker store ting i vores liv for tiden. Ah okay, store og store. Men der er sket en del på det sidste. Sidst jeg skrev var vi lige kommet hjem fra Madrid, jeg var blevet 23 (shit!), der har været ramadan og så har jeg været enormt skidt tilpas for det ikke skal være helt løgn.

Jeg har været meget træt og allerede da vi fløj til Madrid vidste jeg der var noget "galt", men har lidt lade det gå i sig selv.

Som jeg har skrevet i mine tidligere indlæg har vi længe snakket om et barn mere. Især Maian, jeg synes jo egentlig jeg havde rigeligt at se til efter jeg igen var tilbage på arbejdet. Og hvis der er noget jeg gerne vil, så er det at give både Isaak og Maian hele verden - om jeg kunne! Så jeg turde helt ærligt ikke tro på det. Uden en udebleven menstruation, min cyklus er noget værre rod, tog jeg alligevel en test dagen inden min fødselsdag, og BOOM 2 fede meget tydelige streger, meget hurtigt. Min familie og nærmeste veninder fik allerede beskeden om den lille spire, på min fødselsdag. Mange sidder sikkert og tænker: "hvorfor dog sige det SÅ tidligt?" Og det er jeg helt enig i. Da jeg ventede Isaak fortalte jeg næsten heller ikke om min graviditet til nogen, men efter så hård en graviditet sidst med alle mulige mistanker om det ene og det andet, var jeg fast besluttet på at de skulle vide det, så jeg kunne vise mine følelser, og snakke med dem hvis der skete noget. Det er jo derfor de er der! For at løfte mig i selv de sværeste tider og det er de alle, hver og en mestre i, jeg er så dybt taknemlig for dem. Men tilbage til den lille nye spire.

Jeg er idag, som jeg poster dette 16 uger henne. Og føler mig noget så velsignet, endnu engang. Om det er en pige eller en dreng må vi vente lidt med at finde ud af. Jeg har siden jeg fandt ud af det haft mine anelser. Så nu må vi se om de er rigtige - det var de jo da jeg ventede Isaak 😏


Så velkommen tilbage til jer - og mig selv! Jeg har en masse på hjertet. Næste indlæg bliver vist om vores sommerferie, vi netop er hjemvendt fra.


XO

MAMAMY

Likes

Comments

MADRID

Det er 2 uge siden vi kom hjem og jeg har ville skrive et indlæg om turen, lige siden vi kom hjem! Desværre har vi alle tre, mest Maian og jeg ligget syge med feber, hoste og snot. Isaak har klaret det lidt bedre end hans pjevset forældre. Heldigvis.

Men altså, som man har kunne følge med i på min instagram, har vi været en lille tur til Madrid. Jeg gav Maian turen i fødselsdagsgave, og heldigvis har jeg arbejdet seriøst meget inden jeg gik på barsel, ikke holdt så meget ferie, så jeg havde stadig en sjat tilovers, der skulle bruges inden 1. maj.

Vi rejste onsdag aften (den 26/04) og hjem igen mandag eftermiddag(den 01/05).
Det var en rigtig fin tur, vi boede rimelig meget i centrum, lige ved Gran Via, et lille og egentlig meget pænt hotel. Jeg elsker at være på hotel, altid rent, rene håndklæde, sengetøj og en rent seng. Seriøst, jeg ville elske at bo på et hotel resten af mit liv, haha. Vi stod op om morgen og spiste morgenmad, så gik vi ud og hyggede med Isaak, vi besluttede hjemmefra at Isaak, skulle også nyde at have ferie, og så sover han ret dårligt i barnevogn og klapvogn fordi han karter rundt når han sover, så vi vidste allerede inden vi rejste, at vi var nød til at gå tilbage til hotellet hver dag, når han skulle sove middag lige omkring 12 tiden. Vi gik i parker, på legeplads og dansede rundt med ham, og jeg tvivler ikke på han elskede det. Gynger, rutsjebaner, vand, ænder, gras - det hele! Han grinede og grinede og forsøgte hele tiden at få kontakt til andre børn. Gud, hvor jeg elsker at betragte ham, især i sådan nogen situationer. Det er jeg sikker på andre med børn, kan nikke genkendende til.

Om eftermiddagen, efter Isaaks lur, og vores - især min, haha! Gik vi ud for at shoppe og se byen. Vi havde ikke så mange planer, vi havde nogen idéer, men egentlig ville vi bare gerne være der og være i nuet. Vi ville slappe af og stresse mindst muligt, over ikke at skulle se alt muligt. Vi tog ikke metroen ret mange gange, for seriøst, så er det bedste jeg ved når jeg rejser til storbyer, bare at slentre rundt.

Når man rejser til storbyer som Madrid, tænker man helt sikkert tapas, vin og cafebesøg. Og sådan er det garanteret også for nogle, men ikke for os. Jeg kunne sagtens bruge en hel uge på bare at sidde på cafe, det er livet - jeg elsker det. Maian, ikke så meget. Nu var det en tur i hans tegn, og det håber jeg også han føler det blev. Vi havde lidt svært ved at finde steder at spise, da der ikke ligefrem vrimlede med lækre steder der servere halal mad, men mere skinke, haha. Mit indtryk var faktisk, at der ikke er såå mange muslimer i Madrid og derfor var det sjovt nok heller ikke helt nemt at finde et sted at spise. Vi måtte gå lidt længere for at komme på en "rigtig" restaurant og spise. Det gjorde vi en af dagene, hvilket resulterede i, at de havde lavet om i deres åbningstider. De åbnede klokken 20, og vi gik efter at kunne spise klokken 18, sådan er det jo med små børn. Så vi endte desværre på endnu en grill-ligende restaurant og spiste. Øv. Det ærgrede mig virkelig, at vi ikke kunne få nogen ordenligt og lækkert mad.

Alt i alt en god tur, en dejlig get-away. Hvor er vi priviligerede, at vi sådan kan rejse rundt i verden og opleve den - sammen, alle tre. Det er bestemt noget jeg aldrig vil tage for givet, på ingen måde.


XO

MAMAMY

Likes

Comments

DA MIN SØN SKULLE OMSKÆRES

Det her er et emne, som jeg ved utrolig mange vil ryste på hovedet af. Det kan de egentlig også bare gøre. For jeg blander mig egentlig heller ikke hvad andre vælger at gøre med deres børn, og sådan mener jeg det burde være. Jeg, eller vi, tager beslutninger i Isaaks liv, som han vil vokse op med, at vi har taget - ligesom nogen forældre fx vælger at få deres børn døbt.

Allerede da vi fandt ud af, at Isaak var en dreng, vidste jeg godt hvad det betød, haha! Han skulle omskæres. Tanken skræmte mig for vid og sans, nu er jeg ikke selv af hankøn og kan egentlig ikke realtere til at have en.. tap, som de kalder det så fint på fagsprog hos bl.a. jordmødre. Alligevel ved man jo godt, at når man får en bold lige på så vælter fyrene omkuld og råber, meget højt, haha! Jeg vidste at det var noget der skulle ske, det var vi helt enige om fra start. Jeg har faktisk endda sagt, at skulle jeg nogensinde få en dreng, uanset hvilken mand jeg fik drengen med, så skulle han altså omskæres. Da jeg synes det er det mest "rigtige" at gøre.

Vi var enige om at vi skulle finde den helt rigtige til at gøre det, læste jeg eller hørte jeg om en dårlig oplevelse et sted, så skulle det ikke være der. Om jeg skulle køre til Tyskland får at få det gjort, så gjorde vi det. Der måtte absolut ikke gå noget galt. Ikke det mindste. "Heldigvis" er der ikke så mange praksis i Danmark, eller København der foretager omskæring, pga religiøse årsager, så derfor kunne man nemt finde de få klinikker der foretager omskæring af religiøse begrundelser. Vi endte med at bruge Torben Norre Rasmussen på Chr. havn torv. Jeg vidste med det samme at det skulle være ham Han havde fået gode anmeldelser, havde tidligere været overlæge på Herlev hospital og holdte sig fra mediernes søgelys. Lige så snart vi fandt ud af, at det var ham der skulle gøre det, ringede vi og bestilte tid. Vi ville gerne have det blev gjort så tidligt som muligt, derfor fik vi en tid en måned efter min termin og en lidt længere fremme alt efter hvornår jeg fødte. Hvis jeg nu gik over tid. Da jeg havde født, ringede vi og afmeldte den ene tid, så en anden kunne gøre brug af den. Der er utrolig lang ventetid ved ham, og for mig er det kun et godt tegn. De sagde at så snart man vidste man fik en dreng, var det en god idé at bestille en tid med det samme udfra ens termin.

Isaak kom til verden og det var blevet dagen, hvor han skulle omskæres. Jeg havde det SÅ skidt. Jeg havde ikke sovet hele natten og var sur hele morgen - på Maian, selvfølgelig haha! Hvem skulle jeg ellers være sur på, det var jo hans skyld. Overhovedet ikke, men det var så meget nemmere at gøre ham til synderen af, hvilket smerte helvede jeg var sikker på jeg skulle udsætte min lille dreng for.

Vi kom op, blev vist ind på en "operationsstue", her skulle han have en bedøvelse, som var med en stor nål, syntes jeg. Den var nok ret almindelig, men puha. Isaak græd en smule, jeg ammede ham og han faldt hen i en sløset søvn, og så var det værste åbenbart overstået. Vi gik ud i venteværelset og ventede på at det blev vores tur. Jeg hørte en lille dreng græde helt vildt og tænkte: Yeah rigth, nu er det værste overstået? Men rigtig nok. Det blev vores tur, Isaak blev lagt op på briksen og de begyndte "operationen", jeg stod ved hans hoved, holdte hans arme imens jeg kyssede ham på panden og sagde det snart var overstået og det hele nok skulle gå. Pylremor.dk, i know, men helt ærligt. Isaak trak ikke en mine og lå bare og kiggede op på mig. Tænk engang. Han faldt i søvn inden vi nåede ud af døren og vågnede på vej hjem i bilen kort i gråd, fik lidt Panodil og faldt til ro igen. Jeg lå i sengen hele dagen med ham, den dag. Han lå på mit bryst dagen lang og natten lang, han græd lidt, men ikke ret meget, taget i betratning af, hvad han lige havde været igennem.

Han fik en lille ring på, som ville falde af i løbet af nogen dage og to dage senere faldt ringen af og det var det. Den skulle smøres og vi skulle bade ham hver dag i 14 dage, seriøst, hvor nemt kunne det være. Jeg havde ingen erfaring, havde dannet de værste scenarier inde i mit hoved om hvor forfærdeligt det var og hvor meget smerte han skulle gå igennem, men det var slet ikke så slemt og dagen efter var han glad igen og havde ikke en eneste gene.

Jeg vil til hver en tid, anbefale at man virkelig bruger tid på at researche om, hvem kirugen er, hvilke anmeldelser han har fået og hvordan klinikken er. Skal jeg anbefale en dag, vil jeg bruge alle mine fine ord til at tale for, man bruger Torben Norre, han er dygtig, han er venlig og der er ikke det mindste at sætte på klinikken. Sygeplejerskerne, receptionisterne og hygiejnen kan ikke blive bedre.


XO

MAMAMY


Likes

Comments

HVORNÅR SKAL VI HAVE FLERE BØRN?

Samme dag jeg blev sat i gang med fødslen
Isaak 2 dage gammel


Herhjemme nyder vi tiden med isaak, vores eneste guld, der får den fulde opmærksomhed. Men selvom vi nyder tiden med lille I, så snakker vi altså også "allerede" om at få flere guldklumper. Jeg nyder faktisk, at vi "kun" har Isaak. Jeg ønsker mig brændende at have en børneflok på 4, men jeg er altså kun 22, så jeg har jo slet ikke travlt. Maian er lige fyldt 26 og vil gerne have 3 mere inden han bliver 30! Whaaaat! Det synes jeg pludselig er meget tæt på. Det er 3 mere på fire år.... så er jeg altså 26 når jeg har fået alle mine fire børn. Jeg vil så gerne opleve at få børn samtidig med mine veninder, så vi er sammen om det og kan støtte hinanden. Ikke sagt de ikke støtter mig, eller at jeg ikke vil støtte dem når de en dag bliver mødre, men at vi kan være sammen om det, at vores børn kan følges ad, det ville jo være så fantastisk. Efter Isaak kom til verden gik der 10 mdr før jeg kom tilbage i min cyklus, det har helt sikkert været fordi jeg har ammet så længe, og så meget. Det har personligt ikke gjort mig så meget, men når man har en mand der konstant snakker om babyprojekt så blive man altså en lille smule presset. Ikke bare en lille smule, man bliver max presset! For hvis der er noget jeg gerne vil i den her verden så er det at give mine to mænd alt hvad de brændende ønsker. Om jeg kunne, ville jeg give dem hele verden. Men når man er ude af sin cyklus, så er man jo slet ikke herre over hvornår man kan starte projekt baby.

Det at blive mor, har været en helt enorm omvæltning, på godt og ondt. Jeg elsker livet som mama, men jeg synes fandme også det kan være hårdt til tider. Jeg har aldrig fået Isaak passet, jeg har altid gjort alting selv - fordi jeg ville og fordi jeg ment at det var det bedste for begge parter, både Isaak og jeg selv, Maian har taget så meget af opgaven han nu engang kunne, selvom jeg helt sikkert har ønsket han sommetider har hjalp en lille smule mere, end han har gjort. Men igen, Isaak var afhæning af min mælk og vi ønskede ikke at supplere med mme. DENGANG. For da han blev 10 mdr, måtte jeg sige fra, jeg kunne ikke overskue alt den amning, mest fordi det til sidst blev så meget en trygheds ting og ikke alene pga sult eller tørst. Jeg vågnede mellem 5-12 gange om natten for at skulle amme, det var IKKE fedt. Jeg blev fuldstændig mørbanket, jeg kunne slet ikke overskue noget som helst til sidst, jeg fik aldrig en helt nats søvn og jeg var aldrig udhvilet. Jeg havde om aftenen svært ved at falde i søvn, fordi jeg hele tiden tænkte på at han snart vågenede igen og skulle ammes. Det var simpelthen SÅ drænende.

Jeg prøver at se positivt på det, selvom jeg godt ved det ville være hyggeligt at kunne give en søster eller bror til Isaak, og at Maian ønsker det noget så inderligt, så kan jeg bare ikke styre slagets gang selv. Jeg tænker på hvordan jeg har muligheden, fordi jeg er ung og forhåbentlig har masser af tid endnu til at få mine børn, at jeg kan nyde Isaak til fulde, give ham alt min opmærksomhed uden at skulle være klisteret sammen med en ny baby, og slet ikke have ligeså meget tid til Isaak som jeg har nu. Der er en mening med alt.

En ting er sikkert, jeg elsker børn og jeg skal have flere, men jeg nyder hvert sekund jeg har med Isaak, hvor jeg kan give ham hele min opmærksomhed. Han er mit et og alt, jeg kan slet ikke sætte ind i mit hovedet at jeg en dag skal elske et, eller flere børn lige så højt jeg elsker Isaak - men jeg glæder mig, til jeg får lov til at opleve det igen, forhåbentlig.


XO 

MAMAMY

Likes

Comments

PAKISTAN

En gang skulle jo være den første.. Jeg skulle en dag til Pakistan og møde Maians familie, og jeg glædede mig.
Lige efter vores Nikah i 2015, snakkede vi om det, men da vi allerede havde bestilt en rejse og jeg arbejdede utrolig meget, blev vi alligevel enige om at vente med, lige præcis den tur.

Sommer 2016 skulle blive året. Året hvor jeg for første gang skulle møde Maians familie i Pakistan, jeg skulle opleve en hel ny del af verden, en del jeg aldrig havde tænkt jeg skulle opleve. Jeg glædede mig og jeg frygtede det også en lille smule. Jeg er seriøst virkelig dansk, af udseende, min måde at være på - okay det kunne virkelig være værre, og min accent, HAHA! Min accent må være det aller værste. Jeg er i forvejen seriøst dårlig, eller nej det er jeg ikke, men jeg er enormt nervøs når jeg skal formidle mig på engelsk. Som i VIRKELIG dårlig. Det gjorde det så overhovedet heller ikke nemmere, at Maian vidste hvor nervøs jeg var for at snakke på engelsk, så når han var i nærheden nægtede jeg næsten at sige noget, haha!

Vi skulle flyve på Eid, dagen efter Ramadan, først skulle vi til Dubai, sove der en nat og så til Pakistan, Quetta. Jeg var hunderæd da vi gik mod gaten i Dubai, jeg kunne slet ikke samle mine tanker, jeg følte mig så mega malplaceret, at jeg aldrig havde troet det ville føles SÅ voldsomt. Vi kom ind i flyet og satte os ned. Her startede første problematik, for mig, altså. Flyet var fyldt med mænd som i FYLD MED MÆND, jeg havde taget mit absdolut mest tætsiddende pakitøj på, det føltes i hvertfald sådan, og jeg skulle amme Isaak OG JEG SAD UD MOD GANGEN, i det i forvejen smalle fly. Jeg kamp svedte, som i virkelig svedte jeg kunne slet ikke finde mig til rette og følte alle stirrede på mig, det gjorde de jo faktisk slet ikke, det var bare min mega panik der fik mig til at føle det, ellers gjorde de det og jeg var ikke bevidst om det, følte det bare, haha. Maian sad i midten og en behagelig ældre mand sad inderst, han snakkede helt vildt og synes det var SÅ spændende med mig og Maian som par, meget sød mand, han gjorde virkelig meget for at få mig til at føle mig "velkommen".
Da vi landende skulle vi ud til Maians to onkler, der ventede på os. Jeg trådte ud af lufthavnen og ENDNU engang var jeg total omringet af mænd i alle retninger, man skulle næsten tro de ventede på en eller anden meget speciel gæst, der kom for at besøge DERES by. Jeg skulle have mit tørklæde om hovedet og med svedende piblende, fordi det var varmt, men mest fordi jeg var så nervøs og måske lidt skræmt over alle de mænd, med Isaak på armen var det mig IKKE helt muligt, kun til dels og måtte derfor bare se ned i jorden og håbe ingen lagde mærke til mig.
Vi nåede frem - og ALLE var SÅ søde, jeg følte mig SÅ godt tilpas, allerede elsket og værdsat.

Vi skulle være der en uge, ikke særlig lang tid, men med sådan et stort kultur"chok" var det egentlig nok meget passende for mig. Jeg elskede det, men samtidig synes jeg også det var enormt svært. Isaak var ikke mere end at han fyldte 4 mdr dernede, jeg rendte frem og tilbage mellem ham og familien, han sov jo ret meget og skulle ammes ret ofte, da han jo ikke var så gammel og det var enormt varmt. Hver gang jeg endelig havde sat mig ned, fået noget te eller faldet i snak så græd staklen og jeg måtte på benene igen, når jeg så kom ned var teen enten kold eller min samtale makker havde fundet et ny makker. Når vi alle sammen var samlet, gik snakken lystigt, det var oftes om aftenen og natten. Desværre havde jeg bare ikke lige sådan en snegl i øret der sad og oversatte alt hvad der blev sagt for mig, så det var ikke nemt. Der var faktisk tidspunkter på den ferien, hvor jeg ønskede mig selv eller Maian hen, hvor peberet gror - for jeg syntes jo , at det var hans opgave at formidle hvad der blev talt om, videre til mig. Han var dog ikke helt enig, han mente at han om aftenen/natten når vi gik i seng, kunne fortælle mig hvad der var sket i løbet af dagen og hvad der var blevet talt om.

De tider hvor jeg syntes det var aller sværeste, var jeg også utrolig heldig. Maian har noget familie fra Danmark der altid rejser ned til familien i Pakistan om sommeren, og de var der altså samme tid som os. Heldigt for mig, for de to af hans tre kusiner der var dernede var der altid, så når alting brændte på og man følte sig som My alene i Pakistan, så var de der. Tak for dem, tak fordi de var der!

Rejsen til Pakistan var udentvivl den mest anderledes rejse jeg nogensinde har været på, en rejse der har vist mig en side af verden jeg aldrig troede jeg skulle opleve og beriget mig med en masse smukke indtryk og kærlighed fra en helt igennem fantastisk svigerfamilie.


XO

MAMAMY

Likes

Comments

HvoRFOR har jeg valgt en mand med en anden baggrund end dansk?

Ja, hvorfor har jeg valgt at være sammen med Maian?
Det er i sig selv ikke et helt blogindlæg værd, så derfor vil jeg ikke kun fortælle hvorfor jeg har valgt Maian, men hvorfor jeg ikke har valgt en mand med samme baggrund som mig - for det havde jo været nemmere .. eller havde det?

Da jeg første gang stiftede bekendtskab med Maian, var jeg ret sikker på, at han ikke blev den fyr jeg skulle have børn med, ej heller troede jeg at jeg var på hans standard, som man siger på moderne dansk. Vi var to meget forskellige mennesker, vi levede to meget forskellige liv og ikke mindst, kom vi fra to meget forskellige familier. Men hvor forskellige var vi nu også lige?

At forelske sig i en med en anden baggrund end dansk, med en stærk tro til sin religion - en anden religion end din egen, er ikke bare sådan lige. Der er utrolig mange ting man som par går igennem i den første tid sammen. Uvished, ensomhed, følelsen af ikke at være god nok og accept. Var nogen af de ting jeg følte det første år at vores forhold. Alting er meget hemmeligt, i vores tilfælde var det Maian der levede det "hemmelige liv", han levede ét liv med hans familie og han leve ét liv når han var sammen med mig, og min familie. Jeg følte mig enormt uretfærdigt behandlet, i vores forhold som kærester. Det at være ikke-eksisterende, i Maians familie. Jeg følte mig ofte ikke god nok, fordi jeg ikke var muslim, min familie var ikke muslimer, var noget af det jeg tænkte mest over. De levede på en helt anden måde end vi gjorde og jeg var sikker på, at jeg aldrig ville kunne blive en del af "dem". Det kan virke enormt generaliserende, at læse, men det var nu engang sådan jeg havde det.. Ærlighed kommer altså først. Jeg tænker stadig idag, om jeg nogensinde vil kunne blive en del af kulturen, jeg tvivler. Jeg forsøger, men det altså ikke altid helt let. Hvordan mon alt det med kultur bliver for Isaak, hvordan vil han gøre når han en dag (forhåbentlig) bliver far?

Jeg var stensikker på, at Maian aldrig ville vælge mig, som hans kæreste, fremtidig kone eller moren til hans børn. Men jeg vidste også med det samme, at jeg aldrig nogensinde ville slippe ham igen - og til min fordel, ville han heller ikke så gerne af med mig igen. Og her er vi så idag, sammen, for altid - forhåbentlig, og udadskillige.

At giftes sig med en mand med en anden baggrund end ens egen, ER en udfording, men om det er en større udfordring end at være gift med en af samme baggrund, det ved jeg ikke. Vi har vores konflikter, og med sikkerhed nogen lidt andre konflikter en gang i mellem, og lige meget hvor meget jeg kan hade Maian og han kan hade mig, hvor meget vi kan hade ting vi holder fast i fra vore kulturer, som den anden måske ikke synes, så vil vi aldrig bare give op, vi vil blive ved med at kæmpe for vores kærlighed til hinanden, og ikke mindst for det vi har skabt sammen som vi drømmer om at følge sammen, resten af hans liv.

Der er ingen tvivl om, eller jeg VED, der sidder folk derude der ikke mener vi vil kunne holde til det, der er for meget forskellighed og for mange udfordringer, men de skal spise deres ord og tanker, for vi kommer ALDRIG, og jeg mener ALDRIG til at give op, vi vil kæmpe for vores kærlighed til det sidste, ingen tvivl. Ligesom de folk der ikke ønsker os vores lykke sammen, de skal også bare spise deres tunger, seriøst! Gud, hvor er der mange forfærdelige mennesker, ikke?

Drømmer du og din "mand" om et liv sammen, så gør det! Spring ud i det, der findes ikke noget større en kærlighed - og respekt og forståelse. Har I det, så skal I gøre det, lad ALDRIG nogen eller noget stå i vejen for jeres drøm og jeres liv.


XO

MAMAMY


Likes

Comments

VILLE JEG VÆRE GIFT MED MIG SELV?

Forleden dag så jeg "gift ved første blik" på DR1. Virkelig et spøjst program, som jeg selvfølgelig sluger råt, haha. Jeg synes det er mega spændende, at nogen mennesker tør ligge deres fremtid i hænderne på nogle menneske de slet ikke kender. Jovist, det er fagfolk med lange uddannelser bag. Men helt ærligt så kan man altså ikke vide hvem et menneske er på baggrund af små beskrivelser og spørgsmål, det er i hvertfald min mening. Skal vi virkelig gøre det råt, så er det jo lidt hen i tvangsægteskab, uden at være det, hvis I forstår? Det er jo ret åbenlyst, at de her mennesker selv har sagt ja til at deltage i programmet og alt hvad det indebærer, og sådan er det jo ikke lige helt når det kommer til tvangsægteskab. Det jeg vil frem til med tilhørsforholdene imellem tvangsægteskab og "gift ved første blik" er at der altså er nogle andre der vælger ens ægtefælle, uden man selv har en indflydelse.

Da jeg så det forleden dag, skulle parrene lave nogle øvelser, her var det blandt andet at de skulle stille sig selv det spørsmål, om de ville gifte sig med sig selv? Hvad tænkte jeg. Det har jeg seriøst aldrig tænkt over. Selvfølgelig ville jeg da det, var min første indskydelse. Alligevel, alligevel sad jeg hele programmet igennem, resten af aftenen og da jeg gik i seng og tænkte over det. Ville jeg ærligtalt være gift med mig selv? Jeg er jo sød, omsorgsfuld, betænksom og alle de her "gode" egenskaber man søger i et forhold, men er jeg også kun det? Nej. Bestemt ikke. Jeg tror faktisk, helt ærligt med hånden på hjertet, aldrig nogensinde at jeg ville gifte mig med mig selv, eller altså med en der var identisk med hvem jeg er. Jeg er seriøst, det meste af tiden, en rigtig led ko. Haha det er jeg. Jeg er sur, jeg bliver virkelig nemt fornærmet og så vil jeg måske heller ikke altid indrømme, hvis det er mig der har begået en fejl. Jeg hidser mig tit op over manden herhjemme. Han kan altså også virkelig være en strid satan. Men måske kaster jeg lige lovligt med sten efter ham, før jeg tænker på min egen opførelse og håndtering af tingene. Vi er jo slemme begge to. Også selvom jeg nok stadig vil sige jeg er mindst strid. Så er jeg altså også virkelig strid til tider - læs: ofte.
Parrene skulle også snakke om deres største svagheder. Her blev jeg sat på en opgave igen, inde i mit fine lille hoved. Største svaghed? Helt klart at lukke af, specielt midt i en diskussion eller et skænderi. Det sjovt, for jeg synes selv jeg er virkelig god til at diskutere eller skændes - og jeg får selvfølgelig ALTID (læs igen: tror jeg selv) ret! Men når det kommer til forholdet, bare mig og Maian, så er der bestemt lukket for blodtilførelsen til hjerne i skænderier og diskussioner. Så slukker motoren altså bare. Jeg kan endda, virkelig pinligt at skrive, finde på at sige: "lalalala, jeg kan ikke høre hvad du siger, lalalala". Ja, det er sandt. SÅ BARNLIG! Jeg burde skamme mig. For aldrig nogensinde om jeg ville finde mig i, at Maian eller nogen som helst andre snakkede sådan til mig, slet ikke når jeg forsøgte at tale min egen sag!


Virkelig mange refleksioner sådan et uskyldigt og egentlig ret åndssvagt program kan sætte igang.


XO
MAMAMY

Likes

Comments

Hvad er den rigtige opdragelse?

PUHA! Noget af det jeg frygtede allermest da jeg fandt ud af, at jeg var gravid med Isaak var helt klart opdragelsen. Ville jeg være i stand til at opdrage et barn, ville jeg være enig med Maian i hvordan og hvorledes? Hvad hvis jeg fejlede i opdragelsen af min søn? Spørgsmålene var mange.

Idag et år efter Isaak ankomst er jeg blevet SÅ meget klogere på hvad der er rigtigt og forkert. Der er helt sikkert mange der er uenige i MIN måde at opdrage min søn på, eller VORES måde at opdrage Isaak på. Vi er jo heller ikke altid helt enige i hvordan han bør opdrages. Heldigvis, ikke? For hvor ville det være "kedeligt" hvis vi var enige i alting. Nogen dage kan det helt sikkert trække tænder ud, på mig, såvel som på Maian når vi ikke er enige. Alligevel formår vi jo at mødes så godt vi kan på midten. Eller gør vi? Jeg kan faktisk blive helt i tvivl. Jeg ved at vi begge to gør vores bedste for at mødes på midten i enighed omkring Isaak, men det kan seriøst også bare være svært. For er jeg slet ikke som i SLET ikke enig med Maian, og omvendt, så det er altså virkelig ikke nemt, altid. Vi har haft meget forskellig opdragelse, fra vores egne forældre, ingen tvivl der! Og om man vil det eller ej, så tager man altså en masse med "hjemmefra". Det kan bare ikke undgås. Jeg er måske den lidt mere strikse mor, hvor Maian er den lidt mere bløde far. Jeg har allerede tidligt i Isaaks liv forsøgt, at få ham til at forstå der er grænser for, hvad man må og hvad man ikke må. Hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Det er Maian ikke altid enig i, han er nok mere af den tro, at Isaak en dag, når han bliver ældre vil få en bedre forståele for hvad der er rigtigt og forkert, og der for mener han, at man bør vente til han er "gammel nok". Han er mener stadig han er så lille så, han sagtens kan forkæles uden det har nogen betydning for senere .. Mor er uenig.
Hvad så med sammensovning og være i mors arme. Er det også dårlig opdragelse eller dårlig vaner? Det synes jeg personligt ikke. Jeg er sikker på, at Isaak stadig er så lille at han har brug for en hvis tryghed og nærhed ved hans forældre. Derfor sammensover vi også herhjemme og har ofte Isaak på armen, hvis han udviser behovet for det - nu er han jo også et lille nips, så det er lige til at klare. Dårlige vaner som, at spise slik i stedet for aftensmaden, få juice og saft i stedet for vand, den holder ikke - hos mig. Det er helt klart en dårlig vane! Jeg er sikker på, at den kære lille chef herhjemme godt ved, hvis jeg bare nægter så kommer de med noget andet, og sådan skal det bestemt ikke være. Far er uenig.

Hvad med vaner, der både er gode og dårlige? Jeg har indtil Isaak var 11 mdr ammet flere gange om dagen, og har nu, hvor han er 13 mdr fundet ud af, at det helt klart også er en vane sag. Det er nok noget af det sværeste og vende sit barn fra. Og faktisk ikke kun for barnet, men også for moren. Når Isaak vågner grædende og skrigende for 5. gang om natten, så er det jo bare nemt og hurtigt.
Amning har også været noget af en debat herhjemme. Jeg har længe gerne ville stoppe, jeg ved at det er godt for barnet, jeg elsker at amme mit barn, men ligeså meget savner jeg, at far kan tage over og jeg kan få min krop for mig selv igen. Der er helt sikkert nogle der synes det lyder en smule egoistisk, og det gør det måske også. Men det er jo i sidste ende mit valg, eller er det? Maian har altid sagt, at han synes jeg skulle amme til Isaak var 2 år, af sundhedsmæssige årsager, og jeg har haft fuld forståelse for, at det var HANS holdning, men igen, nu er det mig der "står for det", det er mig der skal vågne utallige gange om natten og amme Isaak, fordi han har behov for trygheden via amning, da han hverken bruger sut, nusseklud eller bamse. Han har altid brugt amning som tryghed og "hygge". Amning er ikke bare amning. Det er seriøst hårdt arbejde - synes jeg. Efter min graviditet har jeg tabt mig, en del. Her har amningen helt sikkert haft en finger med i spillet. Jeg burde jo ikke beklage mig, og det gør jeg heller ikke, men jeg synes bestemt heller ikke det er det fedeste.
Jeg har brugt timer og timer på at tale min sag om amning og ammestop til herren i huset herhjemme og jeg tror det har taget mig 5-6 mdr at få ham til at forstå at jeg ikke kan blive ved - jeg vil simpelthen ikke. Jeg har behov for at tage mit "egoistiske" valg og stoppe. Nu er jeg nede på 1-2 amning i døgnet og det er fint. Jeg er glad og tilfreds med mit valg. Amning er og bør altid være morens træk. Vil jeg amme, vil jeg amme kort, vil jeg amme længe, vil jeg supplere med mme. Her må faren, efter min mening forstå og acceptere det valg moren vælger at tage.

Jeg ved at vi som forældre, herhjemme og alle I andre forældre gør lige præcis det i mener er bedst for jeres børn. Sådan bør det være, har nogen invendinger til, hvordan lige præcis i vælger at gøre så stå fast og bed dem om at tie, for det er jeres børn og lige præcis I, ved hvad der er bedst.

Kære mødre
Om I vælger at føde vaginalt eller ved kejsersnit, så er i en god mor. Om i giver flaske, ammer eller supplere med mme, så er i gode mødre. Sammensover I med jeres børn eller sover de i egen seng, så er i gode mødre. Bærer I dem i vikle eller på armen eller ligger I dem fra jer så er I gode mødre. Giver I havregrød eller brød med pålægschokolade til morgenmad, så er I gode mødre. Giver I dem sut eller ej, så er I gode mødre. Har de godt immunforsvar eller de dårligt immunforsvar, så er I gode mødre. Alt hvad I gør er til jeres børns bedste og kun I ved bedst. Hold hovedet højt og luk ørene for andres meninger og holdninger, de har ikke et ord at skulle have sagt.


Likes

Comments