Victoria foretrakker at lave sin egen morgenmad, men hun ELSKER at tage ud og spise med hendes veninder, søde kæreste eller familie. Læs med her og få ideer til nye spisesteder (vi kan ikke love du ikke bliver sulten, af de fine billeder!)

Hvor spiser du helst morgenmad?
Egentlig spiser jeg aller helst morgenmad derhjemme, da jeg så selv kan sammensætte lige netop det, jeg har lyst til på den givne dag. Min morgenmad består typisk af knækbrød med diverse toppings, et blødkogt æg, en halv grape samt en stor kop Pukka te. Er det weekend står den ofte på et større måltid sammen med min kæreste, hvor vi virkelig har tiden til at gøre det ekstra lækkert for os selv! Hvis ikke morgenmaden spises derhjemme, så er der mange gode caféer i Aarhus, som tilbyder billig morgenmad. Her er jeg især vild med Globenflakkets morgenmadsbuffet.

Hvilke brunch sted går man aldrig galt i byen med?
Hmm… Jeg er faktisk ikke super meget til brunch, men jeg må sige at Mad og Kaffe i København er et lækkert sted! Jeg er vild med, at man selv kan sammensætte sin egen ønskede tallerken, sådan at man ikke ender op med en masse ting, som man egentlig ikke rigtig gider at spise alligevel. Jeg er eksempelvis ikke specielt stor fan af ost, så for mig er det fedt at kunne undgå dette.

Tid til frokost - hvor skal det være?
Da jeg sætter stor pris på økologi, så er Langhoff & Juul i Guldsmede i Aarhus altid et sikkert hit! Her får man sindssygt velsmagende mad, som altid er super smukt anrettet. Stedet har det flotteste interiør, og jeg er altid super mæt og tilfreds, når jeg tager derfra!

Fastfood eller restaurant begrund?
Begge dele! Jeg ELSKER at tage ud og spise både sammen med mine veninder, min søde kæreste og bestemt også min familie. Jeg elsker at spise steder, hvor der virkelig er blevet kælet for detaljen, og hvor man kan være sikker på at få et super velsmagende måltid. Samtidig er jeg dog en sucker for chicken nuggets og pomfritter fra Maccen ;-)

Du er gået sukkerkold efter for meget shopping, og trænger til eftermiddagskaffe, hvor tager du hen?

Jeg tager på Emmerys i Guldsmedgade, hvis jeg er i Aarhus. Her er altid super hyggeligt og masser af mennesker. En ekstra bonus er, at man også lige kan få sig en lækker kage sammen med kaffen. Ellers er Behag Din Smag et sikkert hit i Aalborg.

Du skal spise aftensmad med veninderne, hvor ender I og hvad bestiller du fra menukortet?

Eftersom de fleste af mine veninder er studerende lige som mig, så går vi typisk efter et billigere sted, når vi skal ud at spise. I Mejlgade i Aarhus kan man finde utallige lækre spisesteder, som tilbyder en fast aftenmenu til en fast lav pris. Det er altid super lækkert, og jeg vil klart gå efter en forret med noget lækkert fisk, er fyldig hovedret og en lækker dessert. Jeg har nemlig den største søde tand!

Kunne du tænke dig at se mere til Victoria, så kan du følge hendes blog her: Nouw.com/victoriasmadcirkus