Denne uges blogger er Karen. Hun fortæller lidt om hvorfor hun i første omgang startede hendes blog op og så er hun stor tilhænger af, at man som blogger formår at skabe en relation til sine følgere. Læs med her og lær Karen bedre at kende.

Hvad gør du for at komme ordentligt i gang på en mandag?

Mine mandage er faktisk slet ikke så slemme – tværtimod. Jeg møder sent, så jeg sover altid længe om mandagen. Jeg er virkelig fan af ”slow mornings” og er typen, som liiige skal i gang før jeg kan bruges til noget som helst konstruktivt. Jeg spiser for det meste havregrød eller rugbrød til morgenmad og er desværre ikke typen, som bikser en acai bowl eller en greenie sammen om morgenen. For det meste vågner jeg også lige til en serie eller andet (Real Housewives of Beverly Hills er min guilty pleasure – drama lige fra morgenstunden!)

Hvordan vil du beskrive dig selv og din blog?

Mine veninder og kæreste ville nok mene jeg er en smule fjollet og overgearet til tider. Jeg er hende som altid forsøger at sige noget sjovt – nogle gange går den, andre gange er det bare akavet... Desuden er jeg stor tilhænger af, at man som blogger formår at skabe en relation til sine følgere. For mig er det virkelig vigtigt, at mine følgere kan relatere til mig, og at mit liv er nøjagtig ligesom deres. Derfor går jeg også op i, at de ting jeg viser på min blog er ting som alle mine følgere kan være med på. Der er altså ikke indlæg med Chanel sko, Balenciaga tasker og Gucci bælter (ikke at der er noget som helst galt i det, det er bare ikke mig eller min bankkonto). Min blog er meget ny (jeg har kun blogget en måneds tid), så jeg ved ikke helt om den har så meget personlighed endnu, men det er noget jeg arbejder på. Jeg håber den på sigt kan vise hvem jeg er og hvordan jeg lever mit liv.

Hvorfor begyndte du at blogge?

Jeg har altid interesseret mig meget for fotografi og den kreative proces i at stille op, tage et billede, redigere og fremkalde/uploade. Jeg synes det er super fascinerende at kunne ”stoppe tiden” på en eller anden måde. Da jeg var lille sprang jeg altid op, hvis der blev hevet et kamera frem – jeg skulle bare være med på ALT og gerne med det største grin lige i fokus, så jeg har heller aldrig følt mig genert foran et kamera. Med alderen er interessen for trends, skønhed og mode også dukket op, så en blog var meget oplagt. Jeg har længe gået med ideen om at starte en blog, men jeg turde ikke rigtig. Først da jeg startede på uni mødte jeg nogle søde piger, som faktisk havde forstand på det og som guidede mig meget. Mine veninder og søster har senere været rigtig gode til at hjælpe, støtte og rådgive.

Dine billeder på bloggen er super fine og harmoniske, hvad er dine bedste fototips?

Tusind tak! Hemmeligheden er lys, lys og atter lys! For mig er det alfa og omega, at lyset spiller når jeg tager billeder/får taget billeder. Hvis et billede har godt lys, så behøver man ikke redigere for meget i det efter min mening. Jeg redigerer i det hele taget ikke mine billeder særlig meget. Måske kun lidt lys, skygger og farver. Mine iPhone- og Instagrambilleder redigerer jeg typisk i app’en VSCO, som har en masse fede filtre og effekter.

Hvad laver du helst om aftenen?

Jeg er en rigtig couch potato, og bruger mange aftener af mit liv på at se serier eller film (vild ungdom, jeg ved det). Men jeg elsker virkelig også at være sammen med mine venner; lige fra torsdagsbar på uni til pigeaften derhjemme med bland selv slik og Disney film. Det er egentlig meget forskelligt hvad jeg laver, men jeg hygger mig for det meste 100 %.

Hvilke andre influencers inspireres du af og hvorfor?

Jeg er ret vild med svenske bloggere såsom Angelica Blick, Matilda Djerf og Fanny Lyckman. De kan noget med både stil og billeder. Jeg synes det er fedt, når man som blogger kan inddrage de omgivelser man tager billeder i, så hele billedet går op i en højere enhed – det synes jeg svenskerne er gode til. Det kan eksempelvis være en graffitivæg i baggrunden, som har en gennemgående farve, som matcher bloggerens outfit, eller nogle fede effekter med linsebrydning, som Angelica Blick er rigtig god til.

Hvad har du af mål for din blog?

Puha, det er stadig meget nyt det hele. Jeg håber jeg på sigt kan inspirere andre, få nogle faste følgere, som interesserer sig for mig og det jeg laver. Måske jeg også kan være heldig og møde nogle andre bloggere og få et netværk op og køre, samt lave et spændende samarbejde med en virksomhed en dag. Jeg arbejder hele tiden på at blive bedre og finde på nye ting, så det håber jeg også bloggen kommer til at afspejle.

Hvad laver du om 5 år?

Enten er jeg på pilgrimsrejse i Spanien, ellers planlægger jeg bryllup med min kæreste, eller også render jeg forvirret rundt derhjemme med tre skrigende unger og en forlist drøm om en bloggerkarriere. Ingen ved det…

Hvad ønsker du dig lige nu?

Den er svær. Jeg ønsker mig mange ting hele tiden. Det er også derfor jeg hver måned laver en Monthly Musthaves på min blog med ting jeg ønsker mig. Lige nu tror jeg bare jeg ønsker mig et afleveret bachelorprojekt, sommerferie og et par brune stænger.

Kunne du tænke dig at se mere til Karen, så kan du følge hendes blog her: Nouw.com/karensommergaard