Denne uges blogger er Josephine Helbrandt. På bloggen er hun i fuld gang med at forbedrede spændende content til sine læsere, derudover driver hun både modelbureauet Preferred Models og sit eget tøjbrand JUST FINE. Kunne du tænke dig, at lære Josephine bedre at kende, så læs med her.

Hej Josephine, hvordan har du det? Hvordan føles det at have ugens blog?
Jeg har det fantastisk! Fyldt med energi efter en skøn efterårsferie, hvor jeg har testen en C9- "kickstart din krop" kur, som jeg snart anmelder på bloggen.

Hvordan føles det at have ugens blog?
Det er skønt at være udvalgt som ‘ugens blog.’ Forhåbenligt betyder det, at endnu flere finder vej til mit univers og føler sig underholdt og inspireret af mit indhold.

Hvad kommer vi til at læse mere om på din blog?
Som noget nyt deler jeg hver måned en artikel med en cool kvinde, som jeg finder inspirerende, og som jeg er helt sikker på, at andre piger også vil synes er spændende at læse om. I oktober har jeg taget en snak med international model, professionel danser og kreativ fotograf Nicoline Aagesen, der har opnået det meste af det, som mange unge piger drømmer om. Hun er hamrende inspirerende.

Derudover er jeg ved at lave et indlæg om, hvordan du får billigt tøj til at se dyrt ud, og så har jeg lavet en liste over 10 ting, der er gode at vide, hvis du drømmer om at blive selvstændig. Jeg har haft min egen virksomhed, siden jeg var 17 år og driver i dag både modelbureauet Preferred Models og mit eget tøjbrand JUST FINE. Måske andre kan nyde godt af mine erfaringer?

Hvad er dit bedste modetip generelt?
Det skal føles godt! Det kan se nok så lækkert ud på bøjlen eller din veninde, men hvis du ikke føler dig tilpas i det tøj, du har på, så ser det bare heller ikke godt ud. Lige nu er jeg vild med den røde rubinfarve og de varme kobber toner, der præger modebilledet det her efterår, og som gør det nemmere for mig at undgå de helt sorte outfits hver dag ;-)

Hvordan spenderer du helst din lørdag aften?
For mig er en god lørdag en anderledes lørdag. Jeg elsker at bruge mine lørdage forskelligt, så hver weekend ikke ligner den forrige. Jeg rejser meget og nyder at opleve nye restauranter eller tapasbare med min kæreste. Når jeg er hjemme i København, findes der ikke noget bedre end en hyggelig aften med tøserne. Den skal helt inkludere et par høje stilletter, en farverig cocktail og rigtig mange grin.

Hvilke andre bloggere bliver du inspireret af?
Engang fulgte jeg rigtig mange andre blogs, men i dag forsøger jeg faktisk at lade være. Jeg synes, at rigtig mange bloggere skriver om de samme ting og for ikke at falde i den fælde, har jeg begrænset mit eget forbrug af blogs, som tidligere var ret stort. ;-) Når jeg alligevel får brug for lidt inspiration til mit eget liv, så besøger jeg den amerikanske madblog ‘Pinch of Yum’ og modebloggen ‘Le Fashion.’

Del dit hemmelige talent med os!
Haha, så er det jo ikke hemmeligt længere? ;-) Udover at jeg er hamrende dygtig til at indtage vilde mænger junkfood, når jeg har tømmermænd, så er jeg også ret god til at have mange bolde i luften, tage initiativ og få ting til at ske, både privat og professionelt.

Hvor ser du dig selv om 10 år?
Til januar bliver jeg færdig med min uddannelse som journalist. Jeg håber, at jeg de næste 10 år for mulighed for at arbejde med både kritisk graverjournalist og marketing, PR og kommunikation, som jeg brænder meget for. Det er to meget forskellige måder at bruge uddannelsen på, men det er netop det, jeg elsker ved faget. Om 10 år har jeg forhåbenligt min egen virksomhed, der koncentrerer sig om PR og events.

Hvad er opskriften på succes for dig og din blog?
Min målsætning er altid at give mine læsere noget, som de kan bruge i deres egen hverdag. De skal ikke bare føle sig underholdt men også inspireres.

Min opskrift på succes er finde ud af, hvad man brænder for, og så tro på at det kan lade sig gøre. Jeg siger ofte til mig selv, ‘hvad er det værste, der kan ske,’ og jeg har endnu ikke oplevet, at svaret er så skræmmende, at jeg ikke har turde kaste mig ud i projektet.

Nævn tre ting som du ønsker dig lige nu!
Lige nu ønsker jeg mig en ny vinter-garderobe. Kender I det der, når årstiden pludselig skrifter, og man slet ikke føler, at man har noget at tage på? Derudover ønsker jeg mig et nyt sæt sengetøj fra Magasin og et lækkert sæt blondeundertøj fra Calvin Klein.

Kunne du tænke dig at se mere til Josephine, så kan du finde hendes blog her: nouw.com/josephinehelbrandt