Denne uges blogger er Charlotte Caroline. I øjeblikket er hun i fuld gang med lanceringen af hendes PR bureau ASIGHT, som åbnede sit helt eget showroom i fredags. Læs med her og bliv inspireret af den passionerede iværksætter.

Hej Charlotte Caroline, hvordan har du det? Hvordan føles det at have ugens blog?
Halløj! Jamen jeg har det jo helt fantastisk efter en succesfuld lancering af ASIGHT’s nye showroom, som løb af stablen i fredags den 16. September. Man er altid nervøs og spændt op til et event, man har arbejdet hårdt og intensivt på, men jeg udvikles og lærer meget af at sætte mig sådanne mål.
Jeg vil ønske i kunne se min reaktion og ej blot følelsen beskrevet med ord over at have ugens blog, for det er jo ubeskriveligt. At dyrke sin passion og med ønsket om at kunne inspirere og faktisk opnå succes hermed føles ganske enkelt vidunderligt.

Hvad kommer vi til at læse mere om på din blog?
Jeg vil rigtig gerne dele mere omkring hele processen i det at være selvstændig, hvad det kræver, dets op- og nedture osv. Ligeledes elsker jeg at være på streetstyle shoots, hvorfor jeg kommer til at dele meget mere fashion og inspirationsbilleder herfra med jer!

Hvad er dit bedste modetip generelt?
At noget er på mode er ikke altid ensbetydende med, at trenden passer netop dig. Inden for mode handler det om måden hvorpå man sammensætter og bærer tøjet. Mit bedste modetip er derfor, at man skal style sig i outfits, som føles behageligt, for føler man sig godt tilpas, udstråler man automatisk en charme og selvtillid, som kan rocke ethvert outfit.

Hvordan spenderer du helst din lørdag aften?
Jeg er i hverdagen ofte på farten, hvorfor udfaldet af mine weekender afhænger lidt af ugens forløb. Jeg elsker at gå ud og ville nok lyve, hvis jeg sagde, at jeg foretrak dyner, snoller og film (det elsker jeg, men det scenarie vinder søndag). En perfekt lørdag aften ville derfor starte med godt selskab, god mad, herre god musik og en lækker flaske amarone, som senere førte til lækre cocktails et hyggeligt sted ude i byen…

Hvilke andre bloggere bliver du inspireret af?
Hele sammensætningen i et billede med alt fra indhold, vinkler og redigering har stor betydning for, om en bloggers profil inspirerer mig eller ej. Måden hvorpå bloggere sammensætter deres instagramprofil, således det overordnede layout efterlader en rød tråd, fanger særligt mit fokus. Personligt er jeg ikke til en masse forskellige farver, men er mere fan af et koldt look/ ens farvetema. Faktisk læser jeg ikke særlig mange blogs, men de få jeg læser skyldes, at de har noget på hjerte, som inspirerer mig (ellers følger jeg dem oftest blot på instagram).

Del dit hemmeligetalent med os!
Jeg er i dag, hvor jeg er, grundet mit mindset. ”Det du tænker, tiltrækker du” (hvorfor man skal huske at tænke positivt). Noget helt andet er min appetit! Jeg kan lide al mad og kan simpelthen spise så meget og er til tider umættelig (mon det kan kaldes et talent?).

Hvor ser du dig selv om 10 år?
Om 10 år er jeg 33 og har opnået både personlig og økonomisk frihed. Grunden hertil er, at ASIGHT er førende event- og PR bureau, inden for et bestemt område, i Aalborg, Århus og København, som fungerer på en måde, der endnu ikke er set før (allerede nu arbejder jeg på dette, hvilket jeg glæder mig til at udføre).
Bureauerne kører og jeg er derfor igen opstartet på mit første selvstændige projekt, som var opstart af eget taskebrand LANGONI (man kan se lidt på@Langoniofficial). Langoni er om 10 år en kæmpe succes i både Danmark og udlandet, hvorfor rejser kombineres med passion (”arbejde”) og nydelse. Og ej at forglemme er jeg selvfølgelig lykkelig med manden i mit liv, bor i drømmehuset, vi sammen har købt, hvor vi hver morgen har al den tid vi ønsker sammen med vores 2 børn, inden de skal ud og erobre verden ;).

Hvad er opskriften på succes for dig og din blog?
Jeg tror man skal huske på, hvorfor man gør som man gør, og om det man så beskæftiger sig med, gør en glad. Tiden er det dyrebareste vi har, og opskriften på succes er for mig derfor at udrette noget I DAG og ikke udskyde til i morgen. Med troen på, at dine mål opnås er man allerede halvvejs til succes.
Jeg synes det er vigtigt at huske på, vi som individer alle er lige, hvorfor man skal være ydmyg og taknemmelig for den medgang vi møder på vores vej. Min succes med bloggen skyldes selvfølgelig, at nogen finder mig inspirerende, men det skyldes jo ligeså meget alle de kære læsere, som gider følge med, og den feedback jeg modtager, når folk sender mig private mails vil jeg altid have som første prioritet at respondere på.

Nævn 3 ting som du ønsker dig lige nu!
1. At jeg skal ud at rejse 3 gange inden året er omme!
2. At jeg når mine mål for 2016 med ASIGHT!
3. At jeg får et sindssygt opkald med et samarbejde, jeg ikke havde turdet håbe på

Find Charlotte Carolines blog her: http://nouw.com/charlottecaroline

Forfatter