"Konkurrencen i mode- og kommunikationsbrancen er benhård, så dem der beviser, at de er villige til at lægge grundighed og ihærdighed i deres arbejde, er dem der når længst". Sådan fortæller Rose om, hvordan man får succes inden for PR-branchen. Læs med her og bliv inspireret i dette karriereinterview!

Hej Rose, hvordan går det med dig?
Hej Nouw, du kan tro at det går fint med mig. Jeg har travlt og er glad og det er sommer. What’s not to like?

For dem som ikke læser din blog, hvem er Rose?
Rose er en pige, der ikke kan sidde stille særlig længe ad gangen. Jeg vil gerne være i gang hele tiden - om det er med bloggen, på arbejdet eller på yogamåtten, så fortrækker jeg at der sker noget.

Det her interview skal give læserne et indblik i hvad du arbejder med, så vi kan vel starte med det, hvad er det præcis du gør?
Jeg er PR & Content manager i et reklame- og kommunikationsbureau, der hedder Brandhouse. Her har jeg PR ansvaret for bureauets livsstilskunder, som jeg udvikler presse- og kommunikations strategier for, og rådgiver indenfor mediehåndtering. Desuden er jeg bureauets “ekspert” inden for influent markedsføring og bloggere, som jeg også bruger aktivt i PR kampagner og indsatser.

Hvad er det absolut sjoveste med det du gør?
Det sjoveste ved mit job er, at jeg får lov til at tænke kreativt, og at der aldrig er to dage, der er helt ens. Selvfølgelig er der standardopgaver også i PR, men man skal hele tiden være parat til at tilpasse sig, til det der sker lige nu og her og imødekomme pludselige muligheder for at positionere sine kunder i de rigtige medier eller sammenhænge. Og denne konstante forandring og dynamik er blevet endnu mere udtalt de seneste par år, hvor meget kommunikation foregår i real-time over digitale og sociale medier. Det er drøn-spædende og holder en oppe på dupperne.

Hvad var dit første job?
Mit første job inden for PR var en praktikstilling hos PR bureauet House of Communication. Jeg anede ikke hvad PR var for en størrelse, da jeg startede, men der gik ikke lang tid, før jeg fandt ud af, at det var lige dét, jeg skulle lave resten af mit liv. Og heldigvis fik jeg lov at blive på bureauet, da min praktik ophørte, og jeg er blevet i branchen siden

Hvad tror du er den vigtigste egenskab for at få succes i din branche?
Dedikation. Om du så skal arbejde dig op fra bunden og lave pratisk arbejde så gør det med samme ihærdighed, som hvis du udviklede en global kommunikationsstrategi. Konkurrencen i mode- og kommunikationsbrancen er benhård, så dem der beviser, at de er villige til at lægge grundighed og ihærdighed i deres arbejde, er dem der når længst. Og husk på, de fleste i branchen er startet helt fra bunden.

Hvad vil du definere som din hidtidig største succes?
Jeg synes, at det er en succes i sig selv overhovedet at lave det, man brænder for. Og det er uanset om man er brandmand eller dirketør. Men rent konkret er det også en personlig sejr, når man kan se resultatet af det arbejde man laver ude i den virkelige verden - som eksempelvis den indsats jeg for nyligt har lavet for POSY by Interflora, der er blevet en rigtig fin PR succes.

Sidst men ikke mindst, har du nogle karrieretips til vores læsere?

Følg din mavefornemmelse, når det kommer til din karriere. De valg du gør dig, kommer til at definere dig som person og fylde det meste af dit voksenliv, så du skal have hjertet og dig selv med i det du gør. Og hvis det du laver, af en eller anden grund ikke fungerer for dig, så lav for guds skyld om på det, så du kan får dig selv med. Livet er for kort til at lave noget, man ikke har det sjovt med.

Fotograf: Camilla Stephan

​Besøg Roses blog her: Nouw.com/byrosemaria