Vi kender alle de tidspunkter, hvor man ikke ved hvad man skal lave og bare går rundt og er rastløs. Den tid er nu ovre! Nouws blogger Josephine Helbrandt giver dig nu sine 10 bedste tips på, hvad du kan bruge tiden på!

1. Få styr på de ting du ellers aldrig for ordnet.
Ryd op i din garderobe, sorter billeder på din telefon og computer, så du let kan finde dem igen eller få styr på dine papirer.

2. Sæt dig et langsigtet mål og planlæg hvordan du vil nå det.
Har du noget, du længe har drømt om at opnå? Vil du i bedre form, købe en lejlighed, være en bedre kæreste eller have et nyt job? Find ud af hvad der skal til for et nå dit mål og læg en plan for hvordan du når det. Du kan også læse oktober måneds 'Get inspired by' hvor top model og professionel danser Nicoline Aagensens giver tips til hvordan du opnår succes med det du drømmer om - her.

3. Spil et spil
Det her er en af mine favoritter. Jeg elsker at spille spil med mine veninder, Andreas (min kæreste) og familien. Andreas og jeg spiller enten Backgammon eller kortspil mindst to gange om ugen, ofte inden vi skal i seng og det er SÅ hyggeligt. Det er meget bedre end at tænde for fjernsynet og lade tiden trille afsted. Et spil er meget mere nærværende og så kan det være skide sjovt. I min familie er Hint favoritspillet lige nu.

4. Ryd op og gør hovedrent
Det er i hvert fald sjovere end bare at sidde og kede sig, og bagefter er det den fedeste fornemmelse. Tag noget praktisk/blødt tøj op, skru op for musikken og sæt i gang!

5. Læs blogs
Kender du Bloglovin'? Hvis ikke, så er det på tide. Bloglovin' er en portal hvor du du kan vælge hvilke blogs du vil følge, og så får du et personligt feed med alle nye indlæg som dine favoritbloggere lægger ud. Du kan også gå på opdagelse og finde nye spændende blogs. Bloglovin' er fyldt med cool bloggere fra hele verden, og det er en genial måde altid at have lidt underholdning ved hånden. Du kan følge mig på Bloglovin' her.

6. Nyd naturen
Uanset årstiden er der altid noget smukt at finde i naturen. Gå en tur og nyd årstidens smukke kendetegn. Du kan tage en kælk eller blod med ud for at lege eller gå på jagt efter smukke sten til at male på eller kastanier. I juletiden er det smukt at gå en tur i et villakvarter hvor mange sætter flotte lyskæder op.

7. Bag en kage eller et sundt palæobrød
Find en spændende sund eller usund opskrift og gå i gang i køkkenet. Det er faktisk virkelig hyggeligt, at fordybe sig i madlavning eller bagning, og folk omkring dig vil elske dit hjemmebag. Mangler du lidt inspiration så hop ind forbi dr.dk og se et gammelt afsnit af 'den store bagedyst' inden du går i gang ;-)

8. Dyrk motion
Hvis du keder dig, kan du i hvertfald ikke bruge manglende tid som undskyldning for ikke at få lidt motion. Du kan løbe en tur, gå i fitness eller lave øvelser hjemme på gulvet. Hvis du mangler lidt inspiration så slå dig løs på Youtube, hvor det vrimler med videoer der guider dig til gode og effektive hjemmeøvelser.

9. Lav noget kreativt
Mal et billede, lav en collage, sy en nederdel eller lær at strikke. Kun fantasien sætter grænser, men hvis du skal sætte lidt gang i din fantasi kan du med fordel besøge nogle af de mange fede DIY blogs og instagramprofiler der findes. (Her kan bloglovin' eksempelvis bruges, der er en hel kategori kun med DIY blogs)

10. Skriv et brev
Hvornår har du sidst skrevet et brev? Hvornår har du sidst modtaget et? - ikke en regning eller en rykker men et rigtigt håndskrevet brev. Jeg er helt sikker på at du har en veninde, ven, kæreste eller mormor der vil elske at modtage et håndskrevet brev fra dig.