Hej igen.

I dag har jeg haft min første terminsprøve, denne i engelsk. Jeg synes ikke det var så slemt, da jeg følte mig forberedt og fattet. Jeg har også forberedt mig hele ugen, så jeg ikke pludselig sad i klemme.

"By failing to prepare, you are preparing to fail"

Jeg fik pludselig lysten til at dele en meget speciel person med jer. I morges så jeg en tweet fra en fellow ARMY (BTS fan) hvor der stod noget i nærheden af : Jeg kan love jer for at alle ARMY's der er fan af SUGA/Yoongi har været igennem noget virkelig hårdt, og jeg ved at de føler en slags speciel forbindelse med ham.

Jeg kan virkelig se mig selv i det her, den ARMY der skrev det har helt ret -folk der har kæmpet sig igennem noget hårdt, psykisk eller fysisk (eller begge som mig) vil automatisk føle et stærkt bånd til Yoongi, så snart de lærer ham at kende.

Jeg gider ikke give jer hele historien, for så synes i sikkert alle sammen at det er kedeligt, og så kommer min besked ikke igennem til jer. Da jeg sad i bilen i Italien, hørte jeg for første gang Yoongi's mixtape Agust D. Jeg læste teksterne som var det en bibel. Yoongi har været igennem så mange ting, og hans måde at håndtere det er smuk. Han kom fra en fattig familie i Sydkorea, flyttede til Seoul for at jagte sine drømme. Alt dette mens han kæmpede med OCD, depression og social angst. Han havde en familie der i starten ikke støttede hans drøm, men alligevel valgte han at gå efter den.

Hans mixtape hjalp mig virkelig med at klare de bilture. Jeg skruede hans musik så højt op at mine trommehinder var ved at sprænge, og så bed jeg tænderne sammen så jeg næsten ikke kunne trække vejret. Jeg bed mig i læben til jeg blødte og gjorde alt for at falde til ro.

Ingen andre end folk der har prøvet det jeg har prøvet vil kunne forstå hvor meget han betyder for mig. Hans sange har lært mig så meget om hvad det betyder at acceptere sig selv og sine problemer. Det at acceptere den person man er, og holde fast i sig selv. Lige meget om man mister venner eller social status, lige meget hvad man mister må man ikke give op på sig selv. Han hjælper mig med at acceptere de "ridser" jeg får af de der ikke forstår mig. Han har været en del af vejen til min forståelse af den dybere mening med alting. Hans deprimerende ord hjalp mig med at forstå hvordan jeg skulle håndtere mig selv og andre, og det er jeg evigt taknemmelig for.

Derfor er Yoongi mit fyrtårn, han hjalp mig med at gå den rigtige vej da jeg sad fast i det mørkeste mørke.

Jeg håber I har et fyrtårn, eller at i finder et.

Jeg undskylder for stavefejl eller kommafejl, da dette blev smidt direkte ned på skærmen med tårer ned af kinderne.

Se gerne den her video, hvor i får en engelsk oversættelse af de ting jeg prøvede at forklare.

Se gerne hele videoen.

Tak for din tid, det betyder meget for mig at I tager jer tid til at læse det her.

Fra sangen "So Far Away" - Agust D

So far away
Don’t far away
So far away
Don’t far away

Dream, I will be there for your creation
Until the end of your life
Dream, wherever you might be
It will be lenient
Dream, you will fully bloom
After all the hardships
Dream, your beginnings will seem humble
So prosperous will your future be

​https://soundcloud.com/bangtan/sets/agust-d

Her kan i høre hele mixtapet

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Hej alle...

Klokken er 20:40, og jeg er, ja hvad er jeg egentlig? Jeg er tilfreds vil jeg nok kalde det. Musikken kører, en virkelig god sang, der hedder Get You af Daniel Caesar:

Det der bare irriterer mig, er at jeg bliver nedtrykt så snart jeg tænker på at jeg skal i skole i overmorgen. Jeg er ikke glad for at gå i skole her for tiden. Ikke pga. timerne, men pga. frikvarterene. For at I kan forstå hvad jeg mener, tænker jeg, at vi bliver nødt til at gå lidt tilbage i tiden -> ->->->->->


I sommers ændrede mange ting sig. For det første var alting meget... bleh. Det var som om jeg sad fast, men jeg vidste ikke hvad det var der holdt mig tilbage. Det var som om alle mine venner kørte med 100 km/t og jeg kørte med 30 km/t - jeg følte at jeg sakkede bagud. Stille og roligt gik folk til flere fester, de fik arbejde osv. Jeg synes sgu det var skrækindjagende at cykle alene i skole på det her tidspunkt. Jeg følte mig virkelig udenfor. Jeg stod i en flok af piger og drenge, som jeg kunne snakke med, men jeg følte mig som den mest ensomme person i hele verden.

Sommerferien gav mig tid til at tænke, og genoverveje ting. På en ferie til Italien mærkede jeg pludselig omfanget af den ensomhed jeg sad i. For det første var det slet ikke ensomhed jeg kæmpede med. Jeg var ikke ensom, jeg var anderledes. Ikke den gode form for anderledes.

Der var noget galt.

Jeg glemmer aldrig hvordan det føltes at sidde klemt inde i en varm bil, og kæmpe med alle kræfter for ikke at brække mig af frustration. Jeg glemmer ikke hvordan jeg græd i min mors arme, fordi det hele var for meget. Jeg glemmer ikke hvor slemt jeg opdagede jeg havde det.

Jeg opdagede selv at min angst var vendt tilbage. Det var næsten den samme følelse som da jeg gik i syvende, men det var meget værre. Det krøb ind i alt jeg gjorde, fordi jeg var så uerfaren. Efter mit lange sygedomsforløb efter HPV-vaccinen, sad jeg fast indenfor. Jeg sakkede bagud i min udvikling i den tid, og det var det der kom efter mig i sommers. Jeg så en video på nettet, som gav mig en "aha-oplevelse" så det siger småkage. Jeg kunne relatere til alt i denne video, (som btw handlede om symptomer på angst).

At være bange for tilfældige ting, at føle mig ude af kontrol. At jeg var nødt til at kigge bag hver en dør hver aften før jeg "måtte" gå i seng. At jeg var utryg hver nat, når jeg lå og skulle sove. Straks blev jeg deprimeret. Meget af ferien foregik sådan. Jeg følte mig magtesløs, kold og sort indeni. Jeg græd som aldrig før, og jeg vidste ikke hvor enden på denne nedadgående spiral var at finde. Min mor og far og jeg fandt frem til en psykolog jeg kunne starte hos. Men alligevel sad jeg på ferie, jeg ville gerne nyde det for fulde drøn. Og det gjorde jeg også, men uden jeg vidste det, udviklede jeg en form for spiseforstyrrelse i mellemtiden. Jeg blev ekstremt fokuseret på hvad jeg spiste på ferien. Jeg trænede lige meget hvor træt og udmattet jeg var. Jeg sultede mig selv, og sagde jeg ikke var sulten så mange gange at jeg troede på det til sidst. Jeg var så svag. Jeg glemte at jeg havde en mulighed, og den mulighed var at kæmpe. I stedet gjorde jeg alt for at distrahere mig selv om dagen.

Det hjalp bare ikke så meget når det kom efter mig om natten. Når tankerne krøb under huden på en. Jeg sov meget lidt og meget dårligt. Jeg sov inde hos mine forældre, og var utryg og bange. Mit hjerte hamrede løs.

Hold kæft hvor er det svært at skrive alt det her, det er vel en form for måde at komme videre på tænker jeg.

Da jeg endelig kom hjem gik alting meget langsomt. Jeg begyndte at spise normalt igen og fandt istedet på alle mulige måder hvorpå jeg kunne hjælpe mig selv. Jeg valgte at kæmpe, for det så sgu ikke ud til at det andet hjalp.. Jeg begyndte at male igen, jeg filmede youtube videoer, skrev dagbog, tænkte over fremtiden. Jeg prøvede at finde min stil, jeg prøvede at forstå mig selv og min situation.

Jeg besluttede mig for at være så god i skolen som jeg kunne, da skole var noget jeg kunne have kontrol over, og jeg havde ikke kontrol over noget. Alt var meget gråt nu hvor jeg tænker tilbage. I denne tid farvede jeg også mit hår, endnu en måde hvorpå jeg kunne skabe en form for kontrol.

Jeg kom til lægen, som diagnosticerede mig med angst og en snert af OCD. Jeg havde aldrig regnet med at være sådan en person eller hvad man siger. Jeg så ikke på mig selv som værende angst. Man kan vel også sige at jeg ikke var angst, jeg fik angst. HPV-birvirkningerne havde simpelthen slået benene væk under mig. Da jeg startede til psykolog, lysnede det:

Det jeg fik at vide til min første session var, at for at overkomme min angst skulle jeg eksponere mig selv for den. Var jeg bange for at stikke hånden ud af vinduet uden grund, så tvang jeg mig selv til at gøre det i 10 sekunder, næste gang 15- 20 osv. Hovedsageligt er det at gå til psykolog en hyggelig snak for mig. Jeg regnede med at jeg ville have svært ved at overkomme min angst, men så snart jeg fik en bunke "værktøjer" kunne jeg begynde at fjerne min angst, stykke for stykke.

Jeg havde stadig mange angstanfald.

Et angstanfald kom for mig når der var noget jeg ikke kunne håndtere. Det kunne fx. være for mange mennesker på en gang, en uge med for mange begivenheder osv.. Så snart jeg ikke havde kontrol fik jeg et anfald, og det var det værste. Det startede med at man følte sig tom indeni, så kom tårerne, og med tårerne kom en tankestrøm som snørede halsen så hårdt sammen at man ikke kunne trække vejret. Jeg glemmer ikke foreløbig hvordan jeg sad på sofaen i stuen med min mor ved min side. Mine hænder der sad fast i mit hår. Jeg rev i det af frustration mens jeg skreg og græd ned i sofaen, og samtidigt prøvede jeg desperat at få vejret.

Men som tiden gik forsvandt anfaldene. Jeg mærkede styrken vokse som en kugle ild i maven, jeg mærkede sgu smilet brede sig på min mund. Hver dag var slid og slæb, eksponering og overvurdering. Nogle nætter sov jeg ikke, men jeg gjorde sgu alligevel alt, og mere endda, for at kæmpe mod angsten. Min tankegang ændrede sig. Min forståelse af mig selv blev enorm, og min forståelse af verden ændrede sig. Jeg begyndte at forstå teenagere, og jeg begyndte at forstå, at indeni er jeg ikke en teenager. Jeg begyndte at stå ved mig selv, og stole på mig selv. Alt blev vendt på hovedet med vrangen udad og verden skruet 35 grader op og ned.

I dag er jeg blevet erklæret angstfri, og det er jeg blevet på halvdelen af den tid jeg havde hos psykologen. Jeg er sgu stolt af mig selv, for den person jeg har fortalt jer om i dag, er den person jeg var for 3-4 måneder siden, og LOOK AT ME NOW. Ingen fatter mig, ingen tror på mig, få behandler mig som om jeg er noget værd. Jeg bliver drillet så det rammer mig hårdt hver evig eneste dag, og så jeg går hjem en gang i mellem og græder en bitter tåre, men dagen efter rejser jeg mig op af den skide seng, og så møder jeg det hele igen, for jeg elsker sgu livet. Jeg elsker mig selv og de der virkelig holder af mig. Jeg mister mine venner igen og igen, og jeg har sluppet kontrollen. Jeg kan ikke bestemme hvad andre gør med deres liv, men jeg kan bestemme mig for at gøre mit liv godt.

Jeg kæmper stadig med angsten, for alle mennesker har en bid angst i sig, som de en gang imellem skal overvinde. Jeg ved bare at fra den her proces, det her lange seje træk, har jeg lært mere om mig selv end jeg troede jeg nogensinde ville. Jeg har fundet min råstyrke og jeg har lært at acceptere og anerkende mine fejl og mine kvaliteter. Jeg har meget at give af, jeg gemmer det bare ubevidst/bevidst til de jeg føler fortjener det.

Så venner og veninder, jer der er nået så langt. Jeg er glad for at I gad læse det her. Det var svært at skrive, men jeg tror det var et stort skridt for mig, at får beskrevet min proces. Jeg har nok glemt noget, men jeg er helt sikker på at det går. Og til sidst vil jeg gerne bede jer om at anerkende jer selv og alle de fejl i måtte have. Undskyld ikke for jer selv. Ændr på jer selv. Vær ærlige overfor jer selv for alle os teenagere der er viklet ind i det her pokkers spind, de fleste af os, ja vi fortjener bedre.

Vi ses og tusind tak fordi I læste med i dag <3

Likes

Comments

​Hej og velkommen til. Klokken er lige nu 00:46, og jeg har besluttet mig for at skrive mit første indlæg. Jeg har virkelig meget kvalme, og jeg burde gå i seng, så jeg tror det her bliver en kort omgang. 

I dag har jeg været i skole (det er fredag) og nu har jeg weekend. Weekenderne er den tid jeg bruger på at komme mig og blive stærkere. Ser I, jeg har været igennem en del, selvom det nok ikke virker som om jeg har. De fleste ser mig nok bare som en normal 15 årig. Tro mig, jeg prøver ikke at gøre noget stort ud af mig selv. Jeg prøver ikke at få jer til at have ondt af mig, og jeg vil ikke have opmærksomhed. Jeg fortæller til dem der lytter, og dem der ikke gør, bekymrer jeg mig ikke om. Men jeg har altså været igennem en del. Dette tænker mange andre på min alder nok, selvmedlidenhed er ofte vores værste fjende. 

Men som sagt, jeg har oplevet en del, og jeg er nået til det punkt nu, hvor jeg for første gang føler mig dybtfølt stolt af mig selv og de ting jeg har opnået. Jeg er fandme en sej banan.

Og det kan jeg tillade mig at sige. Lige meget hvad jeg har fået smidt i hovedet har jeg ikke givet op. Efter lange seje kampe, har jeg droppet selvmedlidenheden, undskyldningerne og forventningerne. Og for mig er det åbentbart det der skal til. Og det er langt fra ovre, det ved jeg med sikkerhed, og jeg ved, at med min viljestyrke, kan jeg gøre hvad jeg vil.

Jeg kan. Jeg vil. Jeg skal.

Jeg håber I vil læse med, både venner og folk jeg ikke kender. Der er mange ting at dele, og jeg er klar til at være åben, om de tanker og følelser jeg har haft, og de ting jeg føler man kan lære af. Jeg håber også at det jeg deler herinde vil gøre at de der kender mig, vil kunne forstå mig bedre. 

Her for tiden føler jeg mig nemlig ofte som Palle alene i verden, eller hvad det nu er man siger.

Jeg er ved at finde min plads, eller rettere sagt jeg er ved at finde min rette plads, så vi må se hvad der sker.

Nu vil jeg gå i seng, jeg har vidst en lang dag foran mig i morgen.

Likes

Comments