EGO

Jeg starter ud med en undskyldning. Jeg har ikke opdateret bloggen i et stykke tid nu, og det er jeg noget så ked af. Alt overskydende tid er på det seneste gået til skolearbejde, ergo der har ikke været meget tid at finde til skriverierne. Dette er også en af grundene til jeg endnu ikke har "offentliggjort" min blog overfor alle venner, bekendte m.m, da det hele stadig er i en testfase. Men jeg starter nemt ud igen, og jeg er derfor klar med en ny ugens op- og nedture! Here goes:

OPTUR over at have fået læseferie! Hold da op hvor jeg trængte til det efterhånden! De sidste uger har for mit vedkommende været lidt hårde, og det var derfor også en kæmpe lettelse, da vi fik læseferie i tirsdags!

NEDTUR over at skulle op i mundtlig mat. Det var det eneste som ikke måtte ske, men man kan jo ikke altid være heldig.

NEDTUR over endnu ikke at være begyndt på min DHO. (Dansk/Historie opgave på 8 sider) Det er udelukkende min egen skyld, eftersom jeg havde planlagt lige lovlig mange fridage, men nu må jeg snart i gang, hvis jeg skal nå det til d. 29'ende!

OPTUR over at have fundet en ny virkelig god serie: nemlig WhiteCollar! Det er mit go-to når jeg åbner min computer, og jeg må også indrømme, at jeg nok sover en del mindre efter jeg er begyndt at se det. Ihvertfald så er det skide godt, og hovedpersonen er virkelig lækker. (Tag mit ord for det)

OPTUR over vejret! Så kom solen endelig i på banen, også endda med en lige lovlig voldsom indtræden. Jeg var ihvertfald ikke klar på den høje mængde UV-stråling efter godt og vel 8 måneders skjul i halvgråt vejr. Det fandt jeg ihvertfald ud af, efter jeg blev lige lovlig bagt i fredags. Jeg glemte solcreme i 2 timer, og jeg havde samme farve som en tomat. Faktisk så sagde min lillebror til mig "Lisa, jeg kan ikke se forskel på hvad der er dig, og hvad der er din røde trøje" Det var der ikke så meget optur over, men jeg var glad for endelig at se solen!

OPTUR over Subfestival! Det er en endagsfestival på et nedlagt slagteri i Holstebro! Konceptet er super fedt, og af kunstnere optrådte f.eks. Blondage og Noah Carter. Det var virkelig fedt!

OPTUR over at kunne sove længe hver dag! Det er ligesom en del af det med at have læseferie. Det gør mig ondt, for de af jer som endnu ikke har fået læseferie, hehe (ironi kan forekomme)

NEDTUR over at være 17. Det er der jo som sådan ikke noget nyt i, men jeg har i denne uge bare været udsat for flere situationer, hvor det virkelig har ramt mig, hvor træls det er, at være bundet til ens alder. Jeg skulle f.eks. cykle 10 km til togstationen i går, da mine forældre ikke var hjemme, og jeg ligesom ikke kan køre bil endnu. Min bytur i går gik heller ikke særlig vellykket, idet jeg blev tjekket alle steder, og jeg måtte sige godnat til byen tidligt (det er jeg dog glad for i dag)

NEDTUR over at skulle op i eksamen imorgen. Det er en skriftlig virksomhedsøkonomi eksamen, og selvom det langt fra er den værst tænkelige, så har jeg ikke haft meget tid til at læse op på noget, og jeg føler mig ikke ligefrem klar.

NEDTUR over det er længe siden jeg har været i genbrug. Det kom jeg lige i tanke om i min fangst på hvad jeg har lavet den sidste uge, men et af de ting jeg ikke har lavet denne uge, er at være i genbrug. Og det har jeg faktisk ikke været nogle uger nu. Det er noget som til næste uge, gerne skulle være en optur, og jeg kan fortælle jer om alle de fede ting jeg har fundet.

OPTUR over at have haft en super hyggelig eftermiddag sammen med nogle veninder i går før vi tog til Subfestival. Her stod den på sol på terrasen, alkoholishe getrinken og lidt for mange smøger.

OPTUR over at jeg er godt i gang med at finde en rejse til min veninde og jeg. Vi ledte efter noget sammen i fredags, og der ser ud til at destinationen enten bliver London eller Milano. Det glæder jeg mig virkelig til - jeg har også brug for en lille bitte pause meget snart.

Det var ugens op- og nedture for mit vedkommende. Den forgangene uge er primært blevet brugt på at sove længe, slappe af og se WhiteCollar, så jeg undskylder den lille mængde af virkelig interessante aktiviteter, haha. Vi snakkes igen næste søndag, med endnu en omgang indtryk af ugens aktiviteter.





Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

OUTFIT OF THE DAY

Så kom bloggens første outfit of the day - wuhu! Jeg har i dag iklædt mig sorte, hvide og grå nuancer. Jakken og bukserne har jeg købt i genbrug, glimmersokkerne kan jeg simpelthen ikke huske hvor jeg har fundet, skoene er fra Mango, t-shirten fra Gina Tricot og øreringene er fundet i Clarie's i Budapest. Tirsdag er for mit vedkommende ensbetydende med en lang skoledag (faktisk stort set alle skoledage) og da jeg fik fri kl. 15 tog min veninde og jeg ned i byen i Holstebro for at få en bid mad. Jeg skal sove hos hende natten over, hvor vi skal redigere Budapestvideo (mere om det senere) Jeg håber I alle har haft en ligeså lækker tirsdag!

Likes

Comments

EGO

Nyt koncept til bloggen: nemlig ugens op- og nedture. Jeg synes altid de her indlæg er hyggelige at følge med i hos andre bloggere, og har derfor tænkt at lave min egen lille liste hver søndag. Jeg fortæller hermed ugens gode og dårlige oplevelser, og I får en kort opsummering af, hvad jeg har fået den forgangne uge til at gå med. So here goes:

NEDTUR over at være nået til det punkt i 2.g hvor afleveringerne bare hober sig op i massevis. Jeg har pt. 10 ventende opgaver på Lectio. Det er altså ikke ligefrem motiverende. Eller sjovt.

OPTUR over at have haft besøg af så meget familie fra Holland! Min lillebror blev konfirmeret sidste søndag, og i den anledning har mange familiemedlemmer og tætte venner taget turen herop for at fejre min lillebror. Mine bedsteforældre har jeg f.eks. ikke set siden min fødselsdag i oktober sidste år, så det var super rart endelig at spendere tid med dem igen!

NEDTUR over at have fået 2 timers unødvendigt fravær denne uge. Den ene fordi jeg sov over mig, den anden fordi toget kørte lige foran næsen på mig, og jeg derefter måtte vente en time på stationen på det næste. Sådan noget gør mig altså en smule irriteret.

NEDTUR over at have så lidt overskud til skolearbejde for tiden. Jeg trækker den altid til det sidste, og det betyder altså lange nætter og for lidt søvn. Desuden halvfærdige og sjuskede opgaver, som irritere mig gevaldigt jeg ikke præsterede bedre efterfølgende.

KÆMPE OPTUR over at have begyndt bloggen! Det er så fedt, og jeg kan mærke kreativiteten boble. Jeg har lige nu en masse idéer til fremtidige indlæg. Min hjerne leder konstant efter nye idéer, og fingerne danser hen over tasteturet.

NEDTUR over at vores lærere konstant nævner DHO-opgaven. (dansk-historie opgaven i 2.g) Den ligger virkelig som en fjende på lur, og om ikke så længe går den til angreb, og jeg må altså til at kæmpe mig igennem endnu en af disse lange seje dræber opgaver.

OPTUR over endelig at være begyndt at læse igen! Jeg har villet dette så længe, og efter en god DHO-snak med min dansklærer, synes hun bestemt jeg skulle vælge dansk. Før jeg vidste af det stod jeg med 5 bøger i mine hænder fra biblioteket, og jeg har denne uge læst Nike af Caspar Eric. Optur over en god og gribende digtsamling!

OPTUR over at være begyndt at Tumblr så meget igen. Til tider ligger Tumblr stille, men i tiden er det mit go-to når jeg logger på nettet - og det er så fedt! Jeg føler mig meget inspireret for tiden.

OPTUR over at mine forkølelsessår endelig er begyndt at gå væk. Jeg har de sidste godt og vel 2 uger været ramt af 2 heftige forkølelsessår på min overlæbe. Jeg har hørt alt fra "Har du været oppe og slås?" til "bløder du på læben?" og måtte dagen inden min lillebrors konfirmation et smut i Bilka kl. 22 for at købe mig en læbestift. Dette i forsøg på ikke at ødelægge alle familiebilleder der blev taget den dag.

OPTUR over at have haft en super god weekend! Fredag stod først på fredagsbar, derefter middag med nogle gode veninder, og til slut powerbowling med resten af klassen. Aftenen endte i byen, og det var en god en af slagsen. Lørdag kørte jeg og 4 andre veninder til i Aarhus. Det eneste som var på dagsordenen var shopping og mad, ergo en helt masse hygge!

KÆMPE NEDTUR over at have mistet min ynglings cowboyjakke til overstående bytur. Jeg havde hængt den på en stol, og da musikken stoppede og dansene havde endt, var den væk. Jakken var min fars gamle, og havde ihvertfald 30. år på bagen. Det har jeg haft en smule ondt i hjertet over. (Læs: meget)

OPTUR over slet ikke at have arbejdet denne uge. Det har givet en del mere tid i kalenderen. Tiden har jeg brugt på veninder og opgaver. (Det sidste var ikke så fedt igen)

OPTUR over at have fået løn i fredags. Det tænker jeg ikke jeg behøver forklare yderligere. Det er en glæde hver gang.

Jeg håber, I synes om de her slags indlæg lige så godt som jeg. Det giver i hvert fald et indblik I hvad jeg går rundt og laver og hvordan jeg har haft det den sidste uge. Desuden en god ting for mig så jeg lige kan opsummere den forgangne uge for mig selv. Jeg har det med at glemme hvad jeg lavede for 2 dage siden ;)


Likes

Comments

ANBEFALINGER

Her kommer en af de virkelig gode anbefalinger, hvis jeg selv skal sige det - nemlig Netflixs nye serie '13 reasons why' eller som den på dansk hedder; Døde piger lyver ikke. Formentlig har mange af jer allerede hørt om den, da den har haft meget opmærksomhed på de sociale medier siden den udkom sidst i marts. Og det med fuld forståelse. Selv gjorde jeg bekendtskab med serien, efter jeg læste en anmeldelse af den på Soundvenue. Da den efterfølgende poppede op som det første, da jeg loggede på Netlix, forsøgte jeg mig altså med den. Jeg har normalt svært ved bare at sætte mig selv igang med en ny serie, da jeg helst vil undgå at se noget, som alligevel ikke falder i min smag, men denne er ikke noget jeg fortryder. Jeg endte med at binge-watche 6 afsnit efter hinanden på en almindelig tirsdag (og de tager altså en lille time pr. afsnit). Så hvis du ikke har meget tid at gøre med, skal du måske gøre dig nogle genovervejelser. Den er nemlig super medrivende!

Serien handler om en high-school elev, eller nærmere sagt: tidligere high-school elev. Hannah har få uger forinden nemlig begået selvmord. Clay Jensen, hendes til dels stille og nørdede crush, har svært ved at forstå hvorfor Hannah pludselig sagde farvel til tilværelsen. En dag da Clay kommer hjem fra skole, ligger der en pakke foran hans hoveddør. I pakken findes 13 kassettebånd Hannah har indtalt, før hun gjorde en ende på det hele. Enkeltvis beskriver Hannah de 13 årsager til hendes beslutning. Alle med et eget afsnit og hovedperson. Serien skifter heletiden mellem flashbacks og nutid. Selvom det til tider er ret forvirrende, synes jeg det virker ret godt!

13 reasons why er alt andet end en overdrivelse. Det er en vigtig fortælling om Hannahs turbulente teenageliv hvor hun gang på gang svigtes, og udsættes for både falske rygter, slutshaming og andre forfærdelige hændelser (prøver ikke at spoile for meget) Det er altså alt andet end et banalt high-school fnidder med udelukkende selvforskyldt drama. Serien illustrer heldigvis også de andre biroller som nuancerede mennesker. Selvom nogle af disse tager del i Hannahs smerte, viser filmen også at de stadig er helt almindelige mennesker, som begår fejltagelser og har deres eget at se til. Altså en flot skildring af forvirrede teenagere uden filter.

Jeg kan varmt anbefale serien (hvis I ikke allerede har opdaget det) og jeg opfordrer jer alle til at se den! Så forstår I også meget bedre hvad jeg snakker om haha. Jeg sad i hvert fald tilbage med tårer i øjnene og et hav tanker. Jeg lå bagefter, og kunne ikke lade være med at evaluere mine egne oplevelser og om jeg mon også har været skyld i andres smerte? I hvert fald en påmindelse til os alle om at passe bedre på hinanden. Det kan man vi aldrig gøre nok.


Likes

Comments

EGO

Hej og velkommen til!

Tanken om at starte en blog har været på idétavlen rigtig længe nu, og efter en tam tirsdag og en grundig opsamling af mod, er jeg klar til at løfte sløret for min nye blog, looksbylisa! Ih jeg er spændt på at komme i gang!

Jeg har i rigtig lang tid gjort mig enormt mange tanker om hvordan jeg mon skulle starte mit allerførste blogindlæg? Det har faktisk floreret rundt i mit hoved siden den dag jeg begyndte at gøre mig tanker om at starte en blog. Efter indre diskussioner med mig selv, er jeg kommet frem til at en '10 ting om mig' ville være passende. Vældig vældig kliché - men det må vel være populært af en grund. Jeg tænkte i hvert fald det ville være lettest for mig - og muligvis også jer. Jeg har det med at blive tæmmelig snørende og langtrukken. (Hvilket jeg sikkert ender med alligevel)

1. Lad os starte helt basalt. Hej, mit navn er Lisa van der Maat, og allerede her tænker I nok, hvad fanden er det for et navn? Der må jeg lige skyde skylden på hollændergenerne. Jeg er faktisk 100% hollænder, men jeg har dog boet i Danmark hele mit liv. Jeg er 17 år gammel, og så bor jeg midt ude i ingenting, vest for Holstebro. Jeg undlader jer at fortælle hvor, da størstedelen af mine venner ikke engang kender til det. Til hverdag går jeg i 2.g på HHX i Holstebro. Jeg har to jobs; det ene i Kvickly og det andet i Dagli' Brugsen, begge steder som kassemedarbejder (Husk nu, at misundelse er en grim ting). Nu har jeg også fortalt jer 90% af, hvad der er at finde på mit CV, så nu hopper jeg altså videre.

2. Apropos det med at være hollænder, så er det faktisk lidt af et kendetegn for mig. Jeg har flere gange oplevet at møde nye mennesker, hvorefter de siger "Hey, er det ikke dig som er hende hollænderen? Hende med det sjove efternavn?" og nu indrømmer jeg det bare - jeg kan vældig godt lide det. Til dels fordi jeg elsker Holland, og dels fordi jeg på den måde skiller mig en smule ud af mængden.

3. Jeg elsker genbrug! Men det skal I nok finde ud af hen af vejen. Det skyldes delvist nok at jeg er pisse nærig (meget karakteristisk for hollændere, for at have mig selv undskyldt) men mest bare fordi man kan finde så mange fede og unikke ting!

4. Selvom jeg elsker mode, tøj, trends osv. så interesserer makeup mig slet ikke. De to ting har det med at hænge sammen, men jeg ejer hverken en foundation eller en pudder for den sags skyld. Det var først i lørdags jeg udvidede min sølle samling med en concealer. Så der må jeg desværre skuffe - men det kommer I højst sandsynligt ikke til at høre meget om. (Så skulle der i hvert fald ske et drastisk interesseskift lige pludselig)

5. Jeg er ordensmenneske. Nogle gange til den grove side, men jeg har svært ved at lade være. Jeg er hende som har sit tøj foldet pænt, bøgerne på en lige stribe i reolen, jakkerne koordineret efter farve - og det her er næsten pinligt, men jeg støvsuger gerne hver 3. dag. Jeg er også hende som står med vejkortet i hånden i udlandet og dirigerer de andre på vej, og hende som hele tiden laver irriterende noter med ting hun skal huske på.

6. Jeg er utrolig glad for at rejse. Det er de fleste andre mennesker nok også, men jeg har allerede været på 3 rejser i år, som jeg selv har arrangeret med min sølle 'jeg-tjener-63kr-i-timen-løn'. Den ene var til Budapest med min veninde, den anden til London med min nuværende ekskæreste, og den tredje til Norge for at stå på ski med endnu en veninde. Og så snart jeg har en smule penge igen, er jeg den som er smuttet. Jeg bruger så meget tid på at kigge efter billige rejser, at jeg næsten vil kvalificere det som en reel hobby.

7. Jeg hader nødder. Og det er alle slags. Cashew, pistacie, valnødder, mandler. Ja, selv chilinuts. Peanutbutter duer forresten heller ikke. Så fik I også den med. .

8. Jeg er kæmpe fan af tv-serien Friends! Det er nu 3.gang at jeg arbejder mig igennem de 10 sæsoner - og det er som om, det bare bliver ved med at være sjovt. Gang på gang.

9. Jeg er utrolig glad for Instagram. Jeg benytter det hver dag, og jeg følger godt 1.300 mennesker. Jeg får utrolig meget inspiration derfra, ligesom Tumblr, som jeg også er flittig bruger af.

10. Nogle mener, at jeg ikke helt passer ind på HHX. Kigger man meget stereotypisk på det, vil jeg minde mere om en STX'er for mange; Jeg har sjældent udelukkende sort/hvid på, jeg er glad for øl, smøger og at hyggesnakke på en pub, og så deler jeg fællesinteressen om at gå i genbrug med resten af STX. Faktisk gad jeg også godt gå på STX, det virker sgu så hyggeligt, men fagene siger mig desværre intet. Det er vidst også for sent at skifte anyway.

Forhåbentligt gav dette indlæg et indtryk af, hvordan jeg er som person. Dog er det ret svært sådan lige at beskrive i 10 punkter, og jeg håber derfor også, at I vil følge med fremover!




Likes

Comments