Jeg havde alle mulige ideer til et blogindlæg om at flytte med en fire-årig, men efter gentagne forliste forsøg, har jeg lagt det på hylden, for nu. For uanset hvor bekymret man kan være over, at udsætte sit barn for et større skift, så forbliver faktum, at:
1) mindre børn har først og fremmest brug for deres forældrer.
2) der kommer en reaktion som skal rummes!
3) det skal nok gå, når først familien som helhed, finder en ny rytme i hverdagen.

Vi flyttede for en måned siden og set i bakspejlet, var jeg betydeligt bedre forberedt på Frøkenens reaktioner og på at gøre skiftet nemmere for hende, end jeg var på mig selv og mine egne reaktioner.

Her er smukt! Billedskønt og idyllisk på den der måde, hvor selv den ringeste amatør-fotograf ville komme hjem med smukke feriebilleder. Og vi har mødt den mest fantastiske familie (i ved hvem i er <3) som har taget SÅ godt imod os og som hurtigt er blevet nogle vi tænker på som gode venner. Lejligheden er mere end vi havde turde håbe på, med vores økonomi og vi er alle tre vildt betagede af, at vi har et tårn-værelse. Så kan det næsten ikke blive mere eventyragtigt!

Idag var så den første rigtige hverdag.
Manden havde første dag i nyt job, og Frøkenen og jeg havde første dag i vores nye hjemmeliv. Vi gik på biblioteket - som selvfølgelig ligger i en historisk bygning og har en voldgrav med fisk og en hejre.

Alligevel er jeg blevet ramt af en form for tomhed, over de sidste par uger. En stilhed indeni, der føles lidt som et sort hul, der suger marven ud af mig. Jeg har lyst til at græde - og der er da også gået små huller på "bylden" her og der, når ingen ser det. Jeg føler mig drænet og har virkelig brug for at blive tanket op igen. Samtidig sidder jeg i disse smukke omgivelser, med disse skønne nye mennesker og føler at jeg ikke kan være bekendt at have det sådan.
Erfaring med livets udsving har dog lært mig, at sådan kan det ikke gøres op.

Jeg er IKKE ulykkelig!

Jeg er sensitiv - social, men sensitiv.
Og jeg har helt glemt at tage vare på mig selv, i denne her proces. Jeg har tænkt rigtig meget på vores datter og også lidt på min mand. Men ikke mig selv. Og nu er energien helt dernede hvor, at hvis jeg var et bilbatteri, så ville der skulle et andet bilbatteri til, for at få mig igang igen. Sensory overload i 10. potens.

Hvad enten jeg vil det eller ej, så lukker mine sanser af for omgivelserne, når der er mulighed for det. Jeg har ikke rigtig noget at sige, sidst på dagen. Og jeg har svært ved at koncentrere mig om at lytte. Heldigvis er Frøkenens far så savnet, at hun gladeligt kaster sig over ham, når han er hjemme - og så er de begge optagede. Og selvom jeg (også) har brug for lidt ekstra omsorg i disse dage, så fungere det udemærket på denne måde, for nu. Hvis han så bare kunne få lov til at putte...

I denne uge har jeg givet mig selv lov til, bare at flyde lidt med uden at stille de store krav til vores dage. I morgen bliver Frøkenen og jeg hentet af hendes Farmor, til en dag med kaffe, hygge og måske en tur i skoven hvis vejret tillader det. Og lørdag kommer min Far og Frue, og ser vores nye sted.

Søndag tager jeg hul på en måned som veganer (jeg har prøvet det før, med virkelig gode resultater). For at gøre noget godt for mig selv. For at komme oven på igen - så jeg kan rumme at have Frøkenen med i de dagligdags ting igen og så jeg kan grine af Mandens vittigheder igen... for jeg synes jo faktisk at han er ret sjov.

* * *

Manden, til mig: "hvorfor har havfruer altid problemer med håret?"
Mig (tror han spørger til Frøkenens havfrue-dukke): "hvad mener du? Det ved jeg ikke."
Manden: "Fordi de har skæl!" (stort smil - "kom nu! Indrøm det - den var god!")

Det er hermed indrømmet, min Skat 💕

* * *

Pointen; Husk også at passe på jer selv, skønne dejlige mødre!!!

Kram Maja 💕

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Ordene var min datters og var et udtryk for et fysisk afsavn, der blev yderligere understreget af den lille hånd som rakte ud efter mig fra klapvognens dyb, der midt i køen i Kvickly. Og det er ikke første gang at jeg oplever dette, heller. Vi har ikke været adskilt! Jeg har ikke lige hentet hende efter en lang dag i børnehaven eller på legedate. Vi har været sammen, men hun har leget. Nøjagtig som de andre gange jeg hører disse ord, fra en stor pige på 4 1/2 år, der lige med ét, minder sin mor om, at hun i virkeligheden stadig er meget, meget lille. Og stadig har et meget, meget stort behov for den tryghed jeg tilbyder ved at være lige dér: inden for armslængde. Til at nå med en lille hånd, når det hele pludselig bliver lidt for overvældende.

Og det har det, det med at blive jævnligt, når man er et typisk +4 årigt vidunder, med fuld fart på den følelsesmæssige udvikling. Bølgerne går højt, flere gange dagligt, og alle følelser er store! Glæde, frustration, vrede, ked af det, stolthed, skam, utilstrækkelighed, begejstring, skuffelse, kærlighed - og ind i mellem også had. Og når hun i en orkan af blandede følelser, råber det utænkelige: "JEG HADER DIG!" og jeg skal finde roen i mig selv, til at huske på, at dét ikke er det egentlige budskab, og at håndtere både hende, mig selv og situationen med udgangspunkt i hvad det i virkeligheden handler om, så er det første jeg gør altid at love mig selv, at ringe til min mor, når jeg får chancen.

For at få luft. For at få omsorg. For at "tanke op" på kærlighed. For at blive bekræftet i, at jeg godt kan klare det her.

Nøjagtig det samme som min 4-årige søger hos mig. Men jeg har videreudviklet en evne som ikke kan forventes af en 4-årig; forsinket behovs-tilfredsstillelse. Det øver hun sig også på, midt kaosset af blandede følelser; at vente på tur, at vente til mor har talt færdig, at vente på at klokken bliver 8:00, at vente på at far kommer hjem, at vente på at mor liiiige skal x, y, z før vi kan gå på legepladsen/tage til "spejder"/besøge en legekammerat, læse en bog, finde malingen frem og så videre i den dur. Og hun gør det rigtig godt, for én på 4 1/2 år! Men at vente på et kram når hun er ked af det, eller på en hånd når verden føles stor og overvældende, eller at "holde tand for tunge" når frustration og vrede raser side om side i den lille krop - ja, det er simpelthen for meget at forlange, på dette stadie. Og det gør jeg heller ikke! Men vi øver os. Og i mellemtiden prøver jeg at huske mig selv på, at uanset hvor mange gange i løbet af den pågældende dag, der har været et behov som jeg har haft til opgave at rumme, så er den lille hånds budskab ikke mindre vigtigt.

Så jeg giver hende min hånd. Og et kys på hovedet, imens jeg hvisker "jeg elsker dig" og hun klynker "bliv her, mor", hvilket ikke kan lade sig gøre i en klapvogn, i køen i Kvickly - og så øver hun sig på forsinket behovs-tilfredsstillelse endnu engang, imens vi triller hjemad. Modvilligt.


Kram Maja


Likes

Comments

Jeg er 39 år. Okay, næsten! Om cirka to måneder fylder jeg år, så jeg synes selv, at jeg er tæt nok på til at kunne sige, at jeg er (stort set) 39 år. Det føles meget tæt på 40, hvilket affødte en masse tanker sidste år, hvor jeg igennem et halvt år, gik og troede at jeg blev 39 år... indtil min far regnede efter og på en måde, forærede mig et helt år. Tak far!!!!!! Se det var en god fødselsdagsgave.

I år er det ikke rent selvbedrag. I år bliver jeg rent faktisk 39 år. Men jeg føler mig ikke som en 39-årig. Måske fordi at jeg, siden barndommen, har haft en meget klar ide om hvordan man og livet så ud, når man var sådan rigtig voksen - hvilket jeg blev vildledt til at tro at man, helt automatisk, ville være blevet i den her alder. Som et levn fra mine bedsteforældres generation, som mine egne forældrer ikke havde formået at slippe.

Mine forældrer tilhører rødvinsgenerationen. De er de rigtige hippiers yngrer søskende (bortset fra at min far er den ældste bror og min mors side af familien var udpræget borgerlige og ikke det mindste hippie-agtige). De tilhører den generation der for alvor gjorde sig fri af de gamle normer og værdier og deres eftermægle bliver, mere end noget andet, et brud med disse.

Med familien. Med ægteskabet. Med veldefinerede kønsroller. Med det forpligtende ansvar for yngre og ældrer generationer. Med det at blive rigtig voksen, på deres forældres måde.

På mange måder repræsenterer de en generation der har svigtet alle - dem selv inklusiv. De tager sig ikke rigtig af hverken deres børn eller deres forældrer og det er i deres storhedstid, at institution-danmark for alvor har vokset sig stor og alt-overskyggende. Idag har vi institutioner til alle fra 6 måneder gamle og frem til graven. Børn, unge, gamle, syge, kriminelle, forladte, sindssyge... i danmark har vi en institution - en kasse - til alle. Og de er alle sammen bygget op efter den samme grundmodel:

* der er tilsynsførende personale med autoritet.
* du skal blive på stedet - at forlade det, uden opsyn, er forbudt.
* du skal stimuleres dagligt (hvis der er ressourcer til det).
* du får besked om hvad og hvornår du må spise.
* "hygge" er planlagt og velstruktureret.
* du får pauser (fri leg?) i udvalgte intervaller, dagen og ugen igennem.
* du skal gøre dig fortjent/vise dig værdig til at gå på wc uden opsyn (eller have ble ).
* du får frisk luft (legeplads, gårdtur, tur i haven) når udvalgte andre dikterer det.

Hvis du er heldig (!) er du et sted hvor du frit kan tage en tår vand, når du er tørstig. Men oftest er du overladt til stressede tilsynsførendes for-godt-befindende.

Og hvis du ikke tilpasser dig med et smil på læben, så har vi en diagnose og måske endda en pille klar, der kan hjælpe dig på vej - eller over i en anden, næsten identisk, kasse.

Jeg er ikke vred. Jeg er ikke engang skuffet. For på trods af at vi, i min familie, har valgt at indrette os på en måde der minder mere om mine bedsteforældres tid, så nærer jeg intet ønske om at leve på deres præmisser! Og at gøre op med en samfundsstruktur der er så sat, at det virker selvfølgeligt at sådan er livet bare, kræver et større brud!

Men når livets gang, i den grad lader til at være sat i sten, ja så er det nærmest umuligt at forestille sig hvad der skal komme efter!! Og at bryde med det velkendte - uanset hvor besnærende og ubehageligt det end måtte være - er noget nær umuligt, når man ikke kan se hvad det skal erstattes med.

Men de gjorde det!!!! Hippierne, rødvinsgenerationen og dem der fulgte lige efter. Og selvom min generation er vokset op midt i dette opbrud, så skylder vi dem alligevel en tak!

Men vi har vores egen opgave at løfte, og det er på tide at vi tager den op; det er nemlig op til os, at diktere og definere hvad der skal komme efter bruddet.

Nu bliver det lidt politisk - så er du advaret.
Vores bedsteforældrer repræsenterer den ene ekstrem; hvor mor/kvinder stod med hele ansvaret på omsorgsområdet.
Vores forældrer repræsenterer den anden ekstrem; hvor (næsten) al omsorg er uddelegeret til forskellige institutioner.

Hvad med om vi erstattede ordene "mor/kvinder" med "man/forældrer" - og satte os som mål, at VORES generation skal repræsenterer den afbalancerede midte?!

Hvad med om vi lærte af vores forældres frustrations-afledte opbrud (ikke at forveksle med mod eller mål eller vision), og brød med et system med langt mindre tyngde og rodfæste, end det de brød med; hvad med om vi gjorde op med det nuværende institution-danmark???

Vi behøver ikke engang at opfinde næste skridt selv. Vi behøver bare at kigge ud over vores nærmeste grænser... copy - paste... og så er vi allerede et godt skridt videre.

Det er på tide at vi vågner op til den erkendelse, at samfund er skabt af mennesker - og at de kan ændres af mennesker!!!! Kun menneskers fantasi, sætter grænser for hvad et samfund kan være! Min fantasi rækker til noget mere humant end det vi har nu om dage!!

Det er også på tide at lade det sive helt ind under huden, at politikkere - i modsætning til fordums tids konger - ikke er guds udvalgte! Men derimod dine og mine ansatte!!! De arbejder for os! Vi har hyret dem - og vi kan fyrer dem!!!

Der er et valg på vej - eller skulle vi måske stå sammen og sige; der er en prikke-runde på vej??

Kram Maja

Likes

Comments

Det var Frøkenens ord, efter at vi var gået ind for at putte, igår. Idag sagde hun: "jeg ville ønske at jeg også gik på arbejde og lavede mad sammen med far. Og at du også var der, og lavede mad. Og så kunne vi tage min skammel med" ...

Påskeferien er definitivt slut og vores hverdag er vendt tilbage, hvilket betyder at hendes far tager afsted på arbejde, før vi står op, igen. Og hun hader det! Da de havde sagt godnat igår, hvor han mindede hende om at han skulle på arbejde idag, gjorde hun gode miner til slet spil, for at skjule hvor knust hun var. Hun narrede ikke nogen! Inde i sengen, brød hun grædende sammen og rasede mod mig; "det hele er DIN skyld". Hun græd sig nærmest i søvn, igår.

Helt så slemt var det ikke idag - men hun blev stadig ked af det og vred på mig. Da hun krammede sin far godnat, spurgte hun ham: " faaaar, hvad skal du imorgen?" Og svaret var jo, at han skal på arbejde.

Det er hårdt! Både at være årsagen til sådan en sorg, men også at stå for skud, når vores små mennesker skal af med store, stærke følelser. Og jeg må gang på gang, minde mig selv om, at det er den ultimative tillids-erklæring, at hun lægger de følelser hos (!) mig. Jeg er hendes tryggeste person! Den der altid er der og aldrig forsvinder - lige meget hvad!!

Og selvom hun prøver at smide mig ud, så må jeg ikke gå, når det kommer til stykket. Og når den største vrede og frustration har lagt sig, så putter hun sig helt ind til mig. Hun fletter sine små arme og ben ind imellem mine og ligger så tæt som kun en ked 4-årig kan gøre det.

Selvom hun sårer mig og gør mig dybt fortræd når hun siger ting som at " jeg vil ikke have dig til mor mere"... så ser jeg tydeligt, at min lille pige kæmper for at finde ud af hvad hun skal stille op med al denne fortræd hun føler - og mit hjerte gør ondt på min datters vegne og jeg tager mig selv i at give hende ret i, at det er SÅ uretfærdigt, for hende.

"Det hele er DIN skyld"

De ord har spøgt i mine tanker siden igår. For på en måde, så rammer de jo plet; det var jo mig der, i sin tid, præsenterede ideen om hjemmepasning for min mand. Han var min første hurdel. Efter da, har vi taget udfordringerne op, som et team!!!

Men det at hun har en hjemmegående mor, betyder at vi ikke bare kan bortforklarer fars fravær med et "sådan er det bare"-agtigt svar. Hun køber simpelthen ikke præmissen - og gud ske lov for det! For hvis jeg kunne vaccinere mit barn imod " lemminge-mentalitet" så gjorde jeg det (Dette valg vi har taget, om at jeg går hjemme, er nok det tætteste vi kommer sådan en vaccine).

Mit første instinkt var at prøve, at få hende til at "være okay" med at hendes far er væk de mange timer, fem dage om ugen, ved at prøve at forklarer hvorfor: han tjener penge! Og de penge, betaler for... Det har jeg siden hen droppet. Hun har forstået hvad det er at vi får ud af at hendes far arbejder. Men det ændrer ikke på hverken: hans fysiske fravær, hendes savn - eller følelsen af at det er uretfærdigt. Der er ikke noget hun hellere vil have, end at vi alle tre er sammen, hver dag.

Så jeg står for skud, gør mig bred, tager imod og absorberer og rummer min lille piges meget store følelser. Det er det eneste jeg kan gøre for hende og det er ikke nogen lille ting, selvom det kan føles håbløst utilstrækkeligt, i situationen.

Kram Maja 💕

Likes

Comments

Bloggen har stået mere stille end jeg egentlig havde givet mig selv, tilladelse til. Der sker bare så meget her hos os - og så alligevel ikke noget videre, i dagligdagen.

Vi bliver hængende i det Københavnske lidt endnu, men beslutning ER taget: vi flytter til Fyn! Der er fundet en dejlig, lille friskole til Frøkenen, hvor hun har fået plads til skolestart i 2018 - så det er vores absolutte bagkant. Indtil da bliver det et kapløb mellem en bolig til familien og et job til manden. Hvad der kommer først, må tiden vise. Og imellem tiden er vi her!

I de sidste uger er forskellige muligheder dukket op, blevet vendt og drejet og lagt væk igen. Drømme og forhåbninger har blomstret, for atter at blive "beskåret", og det er ærligt talt lidt opslidende med alle de store følelser.

Samtidig med denne beslutning, som på en og samme tid bevæger os frem mod noget vi længe har drømt om: at flytte ud af København. Og så alligevel efterlader os i et følelsesmæssigt limbo, her og nu... Så har mit helbred taget endnu en drejning i den forkerte retning. Jeg kan nu føje højt blodtryk til listen, og jeg burde egentlig være i fuld gang med at måle blodtryk mm. morgen og aften, så lægen kan vurdere præcis hvor galt det står til. Men metoden kræver at jeg kan sidde stille i cirka en time - og hvornår kan en hjemmegående mor lige det??? Uforstyrret! Så blodtrykket ikke stiger utidigt. Ved vi ikke godt alle sammen, at en mor der sidder stille fungere som verdens kraftigeste magnet, på ellers optagede små-folk?? Hive - prikke - bestige - skubbe -løfte - kysse - drille - bryde ud i fuldbyrdet eksistentiel krise....

Så det er ikke lykkedes at gennemfører målingerne korrekt, endnu. Og jeg skulle også have taget blodprøver og det er ved at  en måned siden at den gode doktor bestilte alt dette og jeg føler mig ussel! Jeg burde have prioriteret det, fået det gjort og være kommet ansigt-til-ansigt med tingenes tilstand. Være igang med at gøre noget!

Så mit hoved summer.
Af store beslutninger, spændende muligheder, glædelige nyheder, skræmmende alarmklokker, dårlig samvittighed, alt det gode jeg burde gøre, alt det lavpraktiske der skal gøres...

Og midt i det hele: hverdagen der fortsat ligner sig selv. Lige her. Lige nu.

Imorgen skal jeg sortere vasketøj, bestille sunde råvare til en overvejende vegetarisk kost - og så skal Frøkenen og jeg på "legedate". Lige nu er det, det eneste jeg orker at tænke på - for jeg har tænkt så meget, at jeg har ligget søvnløs i to nætter og en tredje er ikke en mulighed! Bum.

Jeg elsker mit liv! Der skal ske nogle forandringer nu - det super spændende og en lille smule skræmmende. Men jeg glæder mig 💕

Kram Maja

Likes

Comments

Der er god økonomi i at lave madplaner. Vi ved det jo godt alle sammen: når man lever på et budget, så giver det god mening at lave madplaner. Og ikke kun i forhold til økonomien, men også i forhold til variationen og med den, også sundheden. Variation er godt - også på tallerkenen. Desuden så kræver det lidt planlægning af langt de fleste af os, hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om at presse mest mulig økologi ind i madlavningen. Derfor er efterspørgslen på madplaner også en af de evigt tilbagevendende, i så utroligt mange forskellige grupper på de sociale medier. Men hvorfor er det så svært? Er det ikke "bare" at tage sig lidt sammen, sætte sig ned og få det gjort?

Ikke for os, herhjemme! Og vores husstand rummer endda både en kok og en kostvejleder!! Og alligevel har vi utroligt svært ved at få "taget os sammen" til at få lavet den infame madplan. Vi taler ofte om det. Vi har også mange gode idéer til krav, målsætninger og guidelines for de madplaner vi aldrig får lavet. Og måske er det der at vi skal finde en del af forklaringen: på en eller anden måde, så lykkedes det os altid at få lavet en relativt simpel og hverdags-agtig opgave om til et større projekt. Og så kløjes vi i det, før vi overhovedet kommer igang.

Jeg skulle have været testperson for et nyt tiltag på markedet for "mad til døren". Det skulle have været SÅ godt! Der var fokus på livsstils-sygdomme og maden skulle være overvejende økologisk og skræddersyet til at forbedre almenvellet hos folk med diabetes (eller som mig: med PCOS og præ-diabetes), forhøjet blodtryk o.l. Det skulle have været min og vores kick-start på en sundere livsstil ... med en 28 dages, gennemprøvet, kostplan inkl. opskrifter. Men det blev udskudt p.g.a. mangel på deltagere og starten blev skubbet til udgangen af denne uge. Det var frustrerende, men hvis programmet levede op til det lovede, ja så var det alligevel ventetiden værd. Nu har vi fået besked om, at det alligevel ikke bliver til noget i denne omgang, p.g.a. problemer med at få fødevarene leveret ud til testpersonerne. Og i et kort øjeblik var det virkelig fristende, at bestille en familiepizza og glemme alt om det!

Det gjorde vi ikke. I stedet for har vi sat os for at gøre det vi burde have gjort til at begynde med: omsætte vores kollektive viden om mad, til en kost-strategi (bemærk lige hvordan jeg undgik ordet "madplan", lige der...) som selvfølgelig skal munde ud i nogle konkrete madplaner, uge for uge (og så kom jeg alligevel ikke helt uden om det).

JEG HAR IKKE EN MADPLAN TIL JER.

Ikke idag, i hvert fald. Men lur mig om ikke det kommer, hen ad vejen. Det betyder ikke at jeg vil sende de af jer der har været så skønne at læse med, tomhændet ud igen. Lidt længere nede finder du derfor en række links til madplaner i næsten alle afskygninger: vegetariske, økologiske, hverdags og ofte også økonomiske! Vær´så god. Der findes sikkert mange flere derude - nogle kræver dog at man er medlem/abbonent eller køber fx sine grøntsager hos udbyderen (som fx Aarstiderne, hvor der følger opskrifter med i måltidskasserne).

I mellemtiden går vi, herhjemme, videre med en madplan der tager udgangspunkt i en flexitarisk diæt med mest muligt økologi for pengene. Og så håber vi på, at det vil kunne ses og mærkes, både på kostbudgettet og på kroppene, i løbet af de næste par måneder.


Kram Maja


Find gratis madplaner her

Vegetariske/veganske:

http://www.vegetarforening.dk/node/133

http://madmedmedfoelelse.dk/veganske-madplaner/


Med indkøbsliste:

www.nemlig.com

www.fakta.dk


Økologiske: (også på budget!)

www.groennemaver.dk


Likes

Comments

Jeg har sat mig med mit første nummer af "Praktisk Økologi" - og slapper af til duften af frikadeller, der spreder sig i lejligheden.

Og til lydene!!! Fra stegningnen, ja - men bedre endnu: lydene af far og datter der kokkerer sammen. Jeg indrømmer, at jeg har et svagt punkt lige der. Når det kommer til selv at have Frøkenen med i køkkenet, så rækker mit "kølige overblik" slet ikke.

Måske er det lige præcis derfor at jeg bliver lidt ekstra varm og blød inden i, når manden øser ud af sin sønderjyske ro og tålmodighed og tager Frøkenen med i madlavningen. Jeg føler mig taknemmelig på hendes vegne, over at hun har sådan en far. Og på mine egne vegne over, at jeg trygt kan overlade hendes tidligeste erfaringer med kartoffelskræller, foodprocessor og urtekniv, til min mand - alt imens at jeg selv sidder komfortabelt, i boligens eneste lænestol (som jeg iøvrigt har forlangt "bjærget" fra fortidens storskræld, af selv samme mand) og nyder mit magasin.

Det er en helt almindelig onsdag. Idag har jeg fået støvsuget og vasket gulve, og senere står toilettet for tur. Vi har været ude et par timer, mest af princip. Det har nemlig sneet idag og derfor har vi trodset kulden og bedrevet en lille bitte snemand. Bagefter stod den på kakao og tegnefilm for hele familien. Manden er nemlig sygemeldt pga en tennisalbue, og selvom det selvfølgelig aldrig er sjovt når en man holder af går og har ondt på den måde, så har vi alligevel nydt at have ham herhjemme.

Timingen kunne ikke have været bedre, forstået sådan, at Frøkenen virkelig har savnet ham i hverdagene, siden nytår! Det har blandt andet vist sig ved, at hun har været rigtig vred på hans arbejde og med rynkede øjenbryn og hænderne i siderne, har informeret ham om at "folk kan bare lave deres egen madpakke!" (han er kok).

Nu lader han til at være i bedring, hvilket er en god ting, men vi gruer lidt for hendes reaktion, når normal-tilstanden genoprettes.

Men inden da skal Frøkenen og jeg på weekend hos mormor - og om lidt er der aftensmad.

God onsdag 💕
Kram Maja

Likes

Comments

I en samtale med Manden, her til morgen, dukkede begrebet "Øko-børn" op; hvad nu hvis, stærke kræfter begyndte at oprette Ø-mærkede børnehaver? Hvad nu hvis det gik hen og blev et reelt brand? Et kvalitets-stempel der var lige så stringent og velreguleret, som det der gives øko-kyllinger? Ø-mærket til børnehaver, skoler og fritidshjem; hvorfor har ingen tænkt på det?

Bær over med mig imens jeg gennemgår nogle af kravene til økologisk hønsehold:

* * * * * * * * * *

Staldene

  • Der skal være tilstrækkeligt dagslys i stalden.
  • Mindst 1/3 af staldens gulvareal skal kunne anvendes som støvbadningsareal. Det skal være dækket af tør, porøs strøelse.
  • Høns og kyllinger skal have siddepinde til alle dyr.
  • Stalde til fjerkræ skal have mindst 4 m ind- og udgangshuler pr. 100 m2 staldareal.
  • Levekyllinger: max 21 kg levende vægt/m2 (ca 15 dyr).

Udearealer

  • Når fjerkræ er fuldfjedrede, skal de have adgang til et attraktivt udeareal.
  • Udearealet skal være dækket af vegetation i form af græs eller andet, og der skal være læ og skygge. Det kan fx være buske, halmballer, vindfang, plankeværk mm.
  • Udearealet skal være fri for fjerkræ hvert 2. år.

Behandling

  • Særlige regler for velfærd omfatter bla. max. grænder for dødelighed og fjerpilning.
  • Næbklipning er ikke tilladt.
  • Tilbageholdelsestiden ved behandling med veterinæmedicin er to gange den normale.

Foderet

  • Må ikke indeholde antibiotika eller andre lægemidler, farvestoffer, syntetiske aminosyrer, konserveringsstoffer el.lign.
  • Alt grovfoder, korn og bælgplanter, fx ærter, bønner og lupin, skal være økologisk. Foderet må ikke være fremstillet ved brug af kemiske opløsningsmidler.
  • Foder der består af eller er fremstillet ved brug af genetisk modificerede organismer (GMO), må ikke anvendes i økologisk jordbrugsproduktion.
  • Fjerklæ fra 3 dages alderen skal tildeles grovfoder, så de er beskæftigede i døgntimerne.

(Kilde: Dansk Landbrugsrådgivning, PDF; "Regler for økologisk fjerkræhold")

* * * * * * * * * *

Konklusionen bliver, at øko-høns skal have et godt liv! Og når vi serverer en øko-kylling for familien, så gør vi det da også med god samvittighed og en ren smag (af kylling) i munden. Men øko-kylling koster ekstra! Det udelukker mange, ærgrer mange og efterlader mange kyllinger i en masse-produktions-orienteret industri, der er i stand til at levere lørdags-kyllinger til konkurrence-"dygtige" priser. Og her er det så igen; det der ord, der gennemsyre hele vores kultur, sådan som den former sig anno 2017: KONKURRENCE.

Konkurrence-staten danmark. Med fokus på at skabe konkurrence-dygtighed, på målbare parametre som kroner og ører. Og med frygten for at miste sin konkurrence-dygtighed og dermed blive hægtet af, hængende over hovedet. Den frygt er blevet et alment accepteret grundvilkår ved at leve og bo, og opfostre børn, i dagens danmark. Vi tænker ikke over den længere. Ikke rigtigt. Ikke på den der dybe, reflekterende måde. Vi er blevet "fart-blinde" og følger i det store og hele, bare med strømmen. Hverken værre eller bedre end de andre. Måske i en bil med et lavere benzinforbrug, eller i en mere moderigtig farve ... eller med et større antal pladser, mere albuerum eller bedre plads i bagagerummet. Men i øvrigt, ens. Variationer over det samme tema: familien-danmark anno 2017, med alt hvad det indebærer.

Tilbage til de økologiske høns og deres høje levestandard, med "attraktive ude-arealer", særlige regler for velfærd og GMO-frit foder. Jeg er ikke den første der trækker paralleller mellem høns og børn, og jeg bliver ikke den sidste! Men jeg vil alligevel dele mit og mandens tanke-eksperiment med jer: forestil jer, hvis i kan, en børnehave der er ØKO-mærket?!! (ikke vuggestuer - her er vi helt på det rene med, at så små børn har bedre af at erobre verden sammen med mor eller far!).

Vi tager udgangspunkt i de eksisterende regler for økologisk fjerkræhold:

Lokalerne:

  • Der skal være tilstrækkeligt med dagslys. (ingen ændring her - måske blot en tilføjelse i form af hvor meget der skal til, for at det kan betegnes som "tilstrækkeligt")
  • Mindst 1/3 af gulvarealet skal kunne anvendes som tumleplads. Det skal være dækket af et stødabsorberende og skrid-sikkert materiale, evt. i form af gymnastikmåtter.
  • Personale og børn skal have siddepuder til alle brugerne.
  • Børn: max 3 pr. tilstedeværende voksen (ikke at forveksle med "ansatte". Vi taler her om voksne der er fysisk tilstede i institutionen, den pågældende dag.) og max 1 barn pr. 6 m2.

Udearealer:

  • Når børnene er klædt på efter vejret, skal de have adgang til attraktive udearealer. (Her bør tilføjes en beskrivelse af, hvilke fysiske udfoldelsesmuligheder børnene skal have adgang til, med udgangspunkt i deres optimale fysiske, motoriske, mentale og sociale udvikling.)
  • Udearealet skal være dækket af vegetation i form af græs eller andet, og der skal være læ og skygge. Det kan fx være buske, halmballer, vindfang, plankeværk mm. (jeg har intet at tilføje).
  • Udearealerne skal revideres, opgraderes og renoveres hvert 2. år.

Behandling:

  • Særlige regler for velfærd, med udgangspunkt i det i-favnske og teorier om tryg tilknytning, omfatter bla. max. grænser for stress-symptomer og disharmoni i børne-gruppen. (her kunne man med fordel tilføje et sæt "særlige regler" for velfærd, for personalegruppen, også!)
  • Anti-i-favnske metoder til adfærds-regulering og/eller konflikthåndtering er ikke tilladt.
  • Restitutions-perioden ved sygdom er to gange den normale (2 fulde døgn eller 48 timer siden sidste registrede feber (38 grader) og 4 fulde døgn eller 96 timer siden sidste episode af opkast og/eller diarré.) Og som minimum: indtil barnet et helt raskt og fuldt ud i stand til at deltage på lige vilkår med de øvrige børn. (her ville den afgørende forskel fra almindelige daginstitutioner ikke ligge i formuleringen - men i håndhævelsen. Klatøjede, sløve og/eller syge børn, bliver ikke accepteret og må med hjem igen!)

Maden: (Her har jeg ikke følt behov for at lave nævneværdige ændringer).

  • Må ikke indeholde spor af antibiotika eller andre lægemidler, farvestoffer, syntetiske aminosyrer, konserverings-stoffer el.lign.
  • Alt groft og fiberrigt, korn og bælgplanter, fx ærter, bønner og lupin, skal være økologisk og må ikke være fremstillet ved brug af kemiske opløsningsmidler.
  • Fødevarer der består af eller er fremstillet ved brug af genetisk modificerede organismer (GMO), må ikke anvendes.
  • Børn fra 3 års alderen skal tilbydes groft skåret frugt og grønt.
  • Voksne og børn skal have fri adgang til rent drikkevand.

Er det ren utopi? Måske.

Men det sagde man også om økologiske kyllinger, engang. Og se os nu! Nu har vi fx hele butikskæder, der nægter at føre æg fra burhøns. Hvem skulle have troet det, for 10 år siden? (nogen må have troet på det! Ellers ville de økologiske æg ikke være ved at hale ind på de industrielt producerede æg, den dag i dag).

Vores datter er 4 år og hendes før-skole-tid nærmer sig sin afslutning, alt for hurtigt. Vi kan ikke nå at lave de voldsomt tiltrængte forandringer eller skabe eftertragtede alternativer, inden hun og hendes jævnaldrene lægger børnehave-livet bag sig. For deres årgange, må der andre ting til og har du kigget lidt med før, så har du nok også luret, at vores datter aldrig har gået i vuggestue og ikke går i børnehave mere. Vi kunne ikke forsvare det, hverken menneskeligt eller moralsk.

Men hvad nu hvis der fandtes en ØKO-børnehave?

Med NOK varme hænder, fysisk og mental rummelighed og højt til loftet - både inde og ude, sunde aktiviteter, sund mad og sunde relationer. Så kunne vi måske sende hende afsted med ren samvittighed og en god smag i munden.

Vi er måske langt fra målet her i 2017 - men nogen må tro på det!!! Ellers vil vi stadig være langt fra målet i 2027.


Kram Maja



Likes

Comments

Nogle gange savner jeg den med en frådende, altoverskyggende kraft: tiden før! Før mand og barn – og kandidatgrad. Dengang det bare var mig, katten og den befriende tilværelse som studerende. For det kan slet ikke sammenlignes med nutidens variant: Mor-tid - altså min tid, for mig selv, til at lave lige hvad jeg vil.

Tiden før mand og barn, var dengang jeg havde alle 60 m2 helt for mig selv … på nær katten, selvfølgelig. Dengang jeg ikke skulle blive enige med andre end mig selv, hvis jeg ville ændrer noget (hvilket var udfordrende nok, da jeg er ganske velbevandret i rollen som “djævelens advokat” – også over for mig selv!).

Som da jeg malede den ene væg i stuen koksgrå (sort, for det utrænede øje). Eller dengang jeg nægtede at anskaffe mig et fjernsyn – og i næsten et helt år levede lykkeligt og blottet for afsavn, uden denne elektroniske vampyr, der til tider suger livskvaliteten ud af hvert eneste sekund den er tændt. Da jeg endelig fik et tv igen, var det kun fordi at velmenende familiemedlemmer insisterede på at jeg overtog min nyligt afdøde morfars gamle apparat, der end ikke havde tekst-tv. Hvordan siger man nej til det? Så jeg tog det, og satte det ind i bunden af klædeskabet. Der stod det fint indtil Manden kom ind i mit liv.

Der var engang, hvor jeg brugte sammenhængende timer på personlig pleje hver uge. Talte i telefon med min mor eller mormor - i timer - uden afbrydelser. Eller hvad med en af mine yndlings-beskæftigelser: at rykke rundt på alle møblerne, mindst én gang i kvartalet. Og skifte farve på plaider og puder, når sommer blev til efterår - og så igen til foråret. Nu har jeg en følsom lille frøken at tage hensyn til, der tilsyneladende er allergisk overfor telefonopkald og ansigtsmasker og som er en uge om at vænne sig til, at jeg drejer spisebordet!

Denne sommer (2016) er vi langt om længe gået i gang med at friske lejligheden op. Hun var OK med entréen – der har jeg trods alt også malet både sommerfugle, guldsmede og et måle-træ hvor vi kan se hvor høj hun bliver. Men da vi fik lavet de første ændringer i stuen; skilt os af med et stort, mørkt og tungt tv-møbel, og sat en flot, turkis plade op på væggen (og hængte tv’et op på den - uden for rækkevidde af små fedtede fingre, der er vant til touch-screens) med hvide skabe foran, brød hun helt sammen og erklærede grædende at “Det er ikke vores hjem! Jeg vil have vores hjem tilbage… på trods af at hun var helt forelsket i farven og synes at det var blevet SÅ smukt.

Der var nogle år efter Mandens entré og før Frøkenens ankomst, hvor jeg kunne komme træt hjem (Eller bare være plaget af weltsmertz - endnu en luksus jeg har måttet give afkald på), brygge en kop kaffe, smide mig på sofaen med katten i armene og tænde for en helt og aldeles børnefjendsk film – uden overhovedet at registrere, at her var tale om noget der var uegnet for børn. Idag afspilles den slags film og serier først EFTER Frøkenens sengetid – og på et lydniveau der tillader at jeg hører det, hvis hun pludselig kommer trissende, så jeg kan nå at pause/slukke/skifte til TV2 FRI (min default kanal, når jeg panikker – der sker der aldrig noget spændende).

Jeg savner chick-flicks! Endnu en ting der hører til tiden før Mand og Barn. Ikke fordi jeg nogensinde har været den der så “naiv pæn pige (som er lidt af en diva) finder kærligheden (og lidt almindelig anstændighed) og lever lykkeligt der efter”-film. Men film som har lidt mere dialog og lidt mindre handling, dem savner jeg! Dem ser jeg når Manden er sent ude – hvilket ikke sker så tit.

Jeg ELSKER at samsove med vores datter! Men hold nu op hvor jeg savner at have sengen og soveværelset helt for mig selv… på nær katten… ind imellem. Jeg savner at have vinduet på klem – i december! Jeg savner at sove til kl 9, på en onsdag, fordi jeg kan! Og at have døgnets første time, helt i fred. Her kommer "Dora and friends" mig til undsætning. Og hvis du ikke ved hvem det er, så tror jeg at jeg hader dig en lille smule, af ren og skær misundelse.

Ville jeg bytte tilbage? Aldrig i livet!!

Men ind imellem kunne jeg godt bruge en weekendtur til tiden før!


Kram Maja


Likes

Comments

Skal, skal ikke i institution?

Dette spørgsmål plager også en hjemme-mor (og -far) og således har vi herhjemme, haft givet "institution-danmark" endnu en chance. En hard-core hjemmegående vil nok være fristet til at spørge sig selv; hvorfor? Fordi at mor her, var kørt sur i hjemmelivet. Fordi at frøkenen savnede legekammerater. Fordi at det faktisk kræver en ret stor daglig og ugentlig indsats, at tilbyde et hjemmebarn på 4 år, en stimulerende, udviklende, lærende, socialt aktiv og udfordrende hverdag - der samtidig tilbyder et vist mål at rutine og genkendelighed... Bla bla bla... noget om optimale udviklingszoner, stilladsbyggeri, Pavlovs hunde, tryg tilknytning osv.

Fordi vi troede at det ville være bedre for alle og fordi vi mødte en børnehave hvor de talte godt for sig da vi var på besøg. Og med ørene fulde af ord om marte-meo, fokus på ro, forudsigelighed og tryghed, børne yoga (!), anti-mobning m.m. følte vi virkelig, at vi var faldet over en lille oase midt i institutions-junglen. Hverdagen og virkeligheden viste sig dog at ligge meget langt fra de fine ord og løfter. Og det tog ikke lang tid at indse, at der ikke ville blive tale om et positivt supplement til vores (mere ude, end...) hjemme-liv.

Betyder det så, at alle institutioner til alle tider, er af det onde? Nej, det tror jeg virkelig ikke!!! Jeg læser også masser af historier om børn der er utroligt glade for deres timer i børnehaven. Og gud ske lov for det.

Men de negative historier fylder mere og mere. Og med flere besparelser, færre pædagoger (det sidste jeg har hørt rygter om er, at man vil til at erstatte fratrædende pædagoger med pædagog-medhjælpere, for at få flere hænder for pengene - men hvad sker der så med fagligheden??) og en svært smitsom epidemi af "selektiv døvhed" overfor minimums-normeringer, blandt politikere, ser den nærmeste fremtid for samfundets yngste ikke lovende ud. Det samme gælder fremtiden for de mennesker der har drømt om et arbejdsliv med omsorg for de yngste, som omdrejningspunktet. Således kunne man i juni 2016, læse i "Fagbladet børn & unge", at hver 4. pædagog overvejer at sige op* og næsten lige så mange vil helt væk fra faget (hvilket, ved et sært ironisk twist, harmonere meget godt med ide'en om at erstatte pædagoger med medhjælpere).

Men hvad med børnene?

Vi er privilligerede, her hos os! Ikke i kroner og ører, men i tid. For vi har valgt at jeg skal gå hjemme imens at frøkenen er lille (vi har ikke helt besluttet hvor grænsen til " ikke lille " går, endnu). Det har blandt andet nogle materielle omkostninger, men det betyder tilgengæld at vi ikke har et reelt pasningsbehov - og at vi har muligheden for at se med meget åbne og kritiske øjne, på de pasningstilbud vi har her omkring. Det ser ikke for godt ud!!

Vi er nok også privilligerede i form af vores netværk. Det betyder nemlig, at opgaven med at tilbyde frøkenen en stimulerende, udviklende, lærende, socialt aktiv og udfordrende hverdag, bliver både nemmere og sjovere.

Vi bor også et godt sted. Jeg kan principielt cykle os til alt fra strand eller skov og bål, til biblioteker, teatrer og børnevenlige museer. Og gør det også gerne.

Og så vil jeg ikke engang skrive om ulvetimen der ikke er der, barn-syg-dage der sjældent bliver brugt eller timerne med vores datter, i en zen-agtig form for her-og-nu nærvær imens vi leger, spiller, læser, tegner, synger, danser, bager, hopper, putter, handler, fodrer marsvin, klippe klistrer, staver til "Far jeg savner dig", går gennem kirkegården og kigger på fugle eller en af tusinde andre små hverdagsting.

Jeg vil heller ikke skrive om skyggesiden af livet som hjemme-mor. Ikke idag, i hvert fald. Idag vil jeg glæde mig over at jeg er HER 💕

Kram Maja


* Kilde:

.http://www.bupl.dk/fagbladet_boern_og_unge/nyheder/hver_fjerde_paedagog_overvejer_at_sige_op?OpenDocument


Likes

Comments