Have Hope - Be strong

Laugh loud and play hard

Live in the moment

Smile often - dream big

Remember you are loved

and

Never - never give up

_____________________________________________________________________

Jeg har snart været 1 uge om at skrive anden del af beretningen om min mors sygdomsforløb. Det har ikke været nemt og skulle dykke ned i det hele igen efter første del. Når jeg sidder og læser dagbogen igennem, kommer hele følelsesregisteret frem igen. Jeg kunne præcis huske, hvad jeg følte i givende situationer.

Fortvivelse, angst, håb, magteløshed, at være alene om det. At skulle være mor overfor min søn, når jeg havde mulighed for det. Være den stærke datter, der skulle beslutte på min mors vegne, hvad der måtte ske med hende, så hun kunne få det bedre igen.

Citatet ovenover, har været en mantra for mig under hele forløbet. En mantra om ALDRIG at opgive håbet, være stærkt for min mors og søns skyld og især aldrig at give op. Vi skulle nok komme ud på den anden side, vi skulle nok klare det. Det havde mor og jeg altid kunne, det her var bare et "lille" bump på vejen.

___________________________________________________________________

Søndag d. 1/6

Hjem i tøjet og spise, så begiver jeg mig tilbage til min mor i Slagelse.

Hendes tilstand er stadig svingende. Kritisk, men stabilt. Hendes nyrer er nu ikke fungerende og lægerne overvejer kraftigt og sætte hende i dialyse. Til trods for hun fik en del vandrivende medicin. Hendes urin blev mørkere og affaldsstofferne ophobede sig mere og mere i kroppen på hende. Overflytningen til Skejby sygehus bliver snart aktuelt.

Det tog lidt tid med at få startet dialysen op. Flere maskiner skulle kobles på, flere slanger osv. Langt om længe skete der noget og mors temperatur faldt fra 40 ned til 38 pga. dialysen. Ved midnats tid kørte jeg hjem for at sove.

__________________________________________________________________

Mandag d. 2/6

Jeg havde snakket med min chef om, at jeg godt kunne komme tilbage til arbejdet i dag, men det blev alligvel ikke aktuelt.

Jeg fik, hvad der føltes som 1/2 times søvn, da telefonen ringede kl. 04. De meddeller mig, at de overflytter min mor til Skejby,

Omtumlet kommer jeg op, i tøjet og ringer rundt til de forskellige for at fortælle, at min mor nu skal flyttes. Min tanke havde nok på det tidspunkt været, at de måske ville komme og sige "farvel". Men ingen af dem ville kunne nå det inden de kom kl. 06 og hentede hende.

Jeg er tilbage i Slagelse igen kl. 05 og kommer nat sygeplejersken i møde. Hun fortæller mig, at efter jeg havde været kørt hjem. Havde de omkring kl. 02, besluttet, at hun nu hurtigst muligt skulle til Skejby sygehus. Hendes værdier blev ikke forbedret efter hun var kommet i dialysen. De valgte først og ville ringe til mig kl. 04, så jeg kunne få lidt hvile inde cirkusset startede op igen.

Lægeholdet fra Skejby, kommer først kl. 07 pga. forsinkelser på motorvejen. En billist havde med vilje "forsinket" dem og kørte hasarderet imellem udrykningsbilerne, en lægebil og sygetransporten. Så de måtte kontakte politiet, mens de stadig kørte. Holdet bestod af en hjertelæge, anæstesi læge og en 3, som var specialist i ecmo maskinen (extracorporeal membrane oxugenation). Det er ikke uden ricisi, at være koblet til ecmoen. Hun vil få en masse blodfortyndende, så blodet ikke størkner, når det skal "renses" gennem maskinen. Den største bivirkning var, at hun kunne få en hjerneblødning og dø af det. Men hendes chance for at overleve vil være større til trods for det.

Det tog næsten lægerne 2 timer fra de gjorde hende klar ecmo maskinen, til de kørte af sted med hende. De skulle både snakke med lægen og sygeplejerske på Slagelse sygehus om min mors forløb, hvad de har haft givet hende af medicin osv.

Normalt kobler man slagerne til ecmoen via lysken, men da de har haft mistanke om, at min mor muligvis har haft blodprop i begge sidder af lungerne og hjerte, ville de ikke risikere noget, så de lagde slagerne/nålen gennem halsen på hende og direkte ned i lungerne og hjertet.

Omkring 8.30 begynder de og flytte hende fra sengen over på en båre. Jeg gik forvirret rundt og vidste ikke hvor jeg skulle gør af mig selv. Om jeg skulle med dem ud af "bagvejen" eller om jeg selv skulle køre mod Skejby syghus. Skulle jeg skulle tage af sted sammen med dem.... Jeg kunne mærke, at jeg ikke har fået nok søvn. Der var for mange ting jeg skulle tage stilling til og der skete alt for mange ting på én gang.

Jeg tog imod tilbuddet, om at tage af sted med det samme. Det havde ikke været forsvarligt og skulle begive mig på en 3 timers køretur, når jeg ikke havde sovet særligt meget. Jeg skulle bare vente på en anden sygetransport, som var på vej. De havde ikke plads til mig.

Med fuld udrykning, kørte de af sted med min mor.

1 1/2 time tog det falckmanden, om at komme til Skejby. Han viste mig op og hjalp mig hen til intensiv. Jeg fik tjekket mig ind på patienthotellet og tilbage igen og vente. Efter 1 1/2 times ventetid, kunne jeg komme ind til hende.

Hun får igen 100% ilt. Hun er både koblet til ecmoen, dialyse, drop maskiner osv. Hendes puls svinger voldsomt fra 85-153 og blodtrykket har det heller ikke for godt. Min mor får en del blodfortyndende pga. ecmoen og nu også mere hjertemedicin (Cordan), for at regulere hendes rytme. Lige lidt hjalp det på hendes værdier. Til sidst må hjertelægen via ultralyd, justerer nålene i hendes hjerte og lunger. Heldigvis hjalp det og hendes ilt % er kommet på 95%

Personalet den aften var ikke just imponerende. Sygeplejersken virkede usikker og jeg følte ikke hun havde styr på noget. Hun spurgte hele tiden en anden, hvis den ene alarm var gået og om ditten og datten. Det gjorde mig usikker, når min mor var overflyttet til nogle specialister, så ville jeg gerne have de udstrålede selvsikkerhed, når de står med andres liv i hænderne. Med usikkerheden siddende i mig, begiver jeg tilbage til patienthotellet.

Jeg har været opvokset med en overtroisk mor, som var buddhist og troede selvfølgelig på, at der var mere mellem himmel og jord. Det var en meget ubehagelig gåtur tilbage. Midt om natten ned langs hospitalsgangen helt for mig selv. Fantasien fik hele armen også inden jeg skulle sove.

__________________________________________________________________________

Tirsdag d. 3/6

Mors tilstand har aldrig på noget tidspunkt været rigtigt stabilt. Og natten til tirsdag har da heller ikke været en undtagelse. Det viser sig, at nålen, igen har flyttet sig, nu helt nede ved levervæggen. Aftenen inden havde den første hjertelæge flyttet nålen på plads, men af en eller anden årsag, har den fået flyttet sig meget langt ned. De vil derfor operativt flytte den tilbage og det var en proces som ville tage tid.

Jeg besluttede mig, for at tage ind til Storcenter Nord imens. Med mig havde jeg kun det tøj, jeg havde på og min toilettaske. Jeg manglede derfor skiftetøj.

Aarhus. En dejlig og flot by med rigtig mange studerende. Det var ikke under de omstændigheder, jeg skulle komme til Aarhus på. Aarhus, var heller ikke en by, jeg havde skænket en tanke, som en by jeg skulle besøge. Det var første gang i næsten en uge, jeg lavede noget andet end og besøge min mor, hjem og sove, spise og tage hele møllen om igen og igen. Det var lidt ambivalent og gå rundt og "hygge" shoppe i et ukendt shopping center, i en by jeg aldrig har været i før, mens min mor lå dødssyg på sygehuset. Det var rart at lave noget andet, men havde skyldfølelse over, at lave noget "rart".

Da jeg endelig fik skiftet over i noget nyt tøj, kiggede jeg  for første gang mig selv i spejlet. Jeg var blevet meget bleg til trods for jeg havde taget makeup på. Havde mørke rander under øjnene og så lidt hulkindet ud. Der var sket meget med både mig og min mor i de få dage sygdommen har stået på.

Mors værdier var første gang positiv. Hun var stadig i kritisk tilstand, men ikke lige så kritisk, som på Slagelse sygehus.

Jeg må have været faldet i søvn efter aftensmaden, da jeg lige pludselig overhørte sygeplejersken og lægen om, hvor godt min mor er blevet stabiliseret efter hun er kommet over i ecmo maskinen. Jeg ville ikke være alt for optimistisk. Jeg turde ikke være optimistisk. Jeg var bange for, at skulle håbe alt for meget.

Jeg beslutter efter samråd med personalet, og tage hjem. Jeg kunne ikke gør så meget for min mor mens jeg er hos hende. Og hun var i gode hænder.

____________________________________________________________________________

Onsdag d. 4/6 - hjemturen

Jeg kan godt mærke, at kroppen er ved at slappe mere af efter der er kommet mere styr på min mor. Jeg var ekstremt træt til trods for, jeg gik "tidligere" i seng sammenlignet med de andre dage. Både fysisk og psykisk, var jeg blevet udmattet.

Lægen fortalte, at mors fingre var blevet "sorte" her til morgen. De ved ikke helt 100% hvad årsagen var. At det muligbis kunne skylde, at det var små blodprop i hendes fingre, men at de godt kendte til fænomenen. Farven forsvandt igen, hvis man masserede hendes fingre jævnligt. Det huede mig ikke, at der kom flere komplikationer nu hvor jeg skulle hjem. Personalet forsikret mig dog, at det var hamløst og jeg sagtens kunne tage hjem uden bekymring.

Med skiftende personale, kan der opstå kommunikationsbrist. Det gjorde der efter frokost. Jeg ville ind til min mor efter jeg havde spist, men blev mødt af en emsig og belærende sygeplejerske om, at der altså kun var var besøgstid mellem 12-14. Min lunte har ikke været kortere og jeg snerrede af hende, da jeg fortæller at der ikke har været problemer de andre dage og at jeg kunne komme og gå som jeg ville, når hun nu lå på enestue. Det samme fik hun heldigvis også fortalt af sin kollega. Lige på tidspunktet, hadede jeg kvinden for ikke at have situationsfornemmelse. Hun var trods alt intensiv sygeplejerske og burde vide hvordan man bør tackle visse situationer med især de pårørende.

Jeg tog fra min mor omkring kl. 17 mod toget. Jeg var ikke meget for at sige farvel, når hendes tilstand stadig var så kritisk, men prissede mig lykkelig for, at hun havde den samme aften sygeplejerske på vagten og at jeg kunne ringe så mange gange jeg havde lyst til afdelingen.

Turen hjem i toget var meget mærkeligt. Jeg kunne ikke lide og "efterlade" hende alene. Et fremmede sted i en fremmed by på den anden side af broen.

Jeg måtte tvinge mig selv til ikke, at bryde sammen i toget. Jeg havde sat musik i ørene og tankerne var begyndt og vandre omkring alt det der var sket i løbet af ugen. Jeg kunne for første gang begynde og bearbejde hvad der egentlig sker her og nu. Om fremtiden. At jeg måske kunne ende med at miste min mor. Miste den ene person, jeg havde tilbage ud over min søn. At skulle være hende, der hverken har sin mor eller far mere. Min søn, der ikke vil komme til at have en mormor i fremtiden. Jeg stoppede hurtigt mig selv igen. Jeg prøvede ihærdigt at blokere alt ude omkring mig, folkene i toget, tankerne og koncentreret som en vanvid på kun at høre musikken. Lukke det hele ned og bare stirre ud af vinduet.

_____________________________________________________________________

Tak for at i gad og læse med

/Gau

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Jeg havde aldrig troet jeg som 28 årige, skulle stå uden begge mine forælder. Ikke allerede. Ikk før jeg i hvert fald selv var blevet 50 år. At min mor skulle dø som 63 årige.

Min mor kom i koma 2 dage før sin fødselsdag. Hun blev lagt i kunstig koma som 62 årige, og havde fødselsdag, mens hun var i respirator. Jeg husker uge 22 -2014, som det var i går.

_______________________________________________________________________________________

Herunder starter hele den lange historie.

En kapitel i mit liv,

jeg ikk ønsker min værste fjende kommer til at opleve.

En kapitel,

som har ændret mit syn på visse ting her i livet

_______________________________________________________________________________________

2014

Mandag d, 26/5

Hver mandag, var det skiftedag og jeg henter Xander og tager hjem til min mor, som vi altid gør hver anden mandag. Min mor havde lavet maden klar, som hun plejer. Hun havde det stadig skidt. Men så ud til at have det bedre, siden jeg sidst så hende.

Ugen før havde hun været forbi mit arbejde, for at købe hostesaft. Min mor ville have været til lægen, fordi hun også havde fået feber. Hendes læge ligger nu ikke ovenpå apoteket mere, men er flyttet 300-400 m. længere nede af vejen. Lige den dag, gad hun ikke gå op til dem.

Min mor klager over at det gør ondt i lysken og hun ryster, når hun skal tisse og jeg siger hun skal ringe til lægen og få en akut tid dagen efter.

____________________________________________________________________

Tirsdag d. 27/5

min mor ringer til mig på min mobil mens jeg er på arbejdet, at hun nu har fået en akutid, men er får dårlig, til at komme op og afsted med bussen. Senere på aftenen, ringer til hende for at høre hvordan hun nu havde det, og hun lød mere svagt i stemmen end hun plejede.

____________________________________________________________________

Onsdag d. 28/5

Idag har jeg fri og ringer og spørger mor ad mht en ny tid hos lægen. Der kommer nemlig helligedage, dvs så kan hun ikke få fat i egen læge før om mandagen. Jeg får fat i Xanders farmor, som er lægesekretær hos min mors læge og får dem til at køre ud til hende. jeg vælger og køre ud til min mor og dropper træningen.

kl. 10 ringede jeg til lægen og kl. 10.40 kom hun hjem til min mor. Hun skulle lave en urinprøve. Her måtte jeg støtte hende ud til toilettet og hun var meget svimmel og udkørt. Prøven var ikke til at tage fejl af, min mor havde blærebetændelse. Den var så slem, at der også er kommet blod i urinen. Lægen vurderede at hun skal indlægges og bliver hentet af en ambulance og kørt til Næstved sygehus. Paramedicinerne, siger at jeg burde tage noget tøj med til hende, for hun kommer formentlig hjem igen senere på dagen. Så det fik jeg selvfølgelig gjort.

Jeg møder dem ved skadestuen og min mor blev kørt ind på stue 1. Mor havde fået ilt på de 10 min det har taget fra adressen til sygehuset og havde kastet grønt slim op.

Hun får 2 panodiler, fordi hun har en kvalmende hovedepine. Endelig faldt hun lidt i søvn. Men kun i 1/2 time. Hun vågnede op igen pga hovedpinen. Ventetiden var lang. Vi ventede i ca 2 timer. Til sidst blev hun kørt til scanning. Hun rystede for voldsomt til at hun kunne stå stille oprejst. Scanningen måtte vente. Mors temperatur steg til 40,3 på 15 min. sygeplejersken troede i første omgang at termometeret målte forkert og henter en anden. men den viste det samme. ikke længe efter, går min mor i feberkrampe. Urinprøverne bliver sendt afsted til laboratoriet til dyrkning. De sætter hende dog stadig i behandling for blærebetændelsen og giver hende også 4 L saltvand. Hendes krop var blevet dehydreret. Men det var hovedet der var værst. Min mor var ved at bukke under for hovedepinen. Men hun falder endelig i søvn, og jeg kører hjem for at skifte. Xander var imellemtiden blevet hentet af hans far og er hos ham.

Jeg var væk i 3 timer og kom tilbage ved 17 tiden. På de 3 timer er min mor hævet voldsomt op. Selv hendes øjne havde udposninger af væske. Hun havde også fået ilt mask på. Og en ble. Hun får stadig antibiotika og væske til trods for hun var hævet så voldsomt op. Hun kiggede konfus på mig, mens jeg hjælper hende over på sengen. Det virkede som om hun ikke kunne genkende mig. Vrøvler om, om det var sådan her hun skulle herfra på. Om det var sådan hun skulle dø? Hun var også begyndt at hoste voldsomt og med tykt og klart sekret. Min tanke var, at hun var ved at drukne. Mens jeg var der, spurgte hun hele tiden efter vand, men hen af aftenen måtte jeg tvinge det i hende. Omkring kl. 22, kører jeg hjem for at sove.

________________________________________________________________________

Torsdag. 29/5

Jeg kommer ud til mor ved 10 tiden og konstaterer, at hun ikke er i bedring. Hun har fået lagt en kateter op i urinrøret. I følge sygeplejersken, havde min mor bare nikket ja til alt hvad de spurgte ind til. Hun mener ikke, at mor har haft bemærket hvad der skete omkring hende. Lægerne har haft snakket om, at få min mor indlagt på intensiv på Slagelse sygehus og få hende i kunstigt koma, så hendes krop kan få ro til, at komme sig. De spørger om jeg kan sige god for det. De mener ikke, at mor har opfanget i hendes konfuset tilstand, hvad deres intentioner var ved at ligge hende i koma. Ja, selvfølgelig siger jeg god for det. Alt for at gør hende rask igen.

Omkring kl. 18.30-19 tiden, kommer personalet og fortæller mig, at de vil påbegynde at ligge hende i koma. Hendes ilt procent er hurtigt dalende. De får hende klargjort og jeg fortryd i situationen, ikke at jeg sagde godnat, vi ses snart mor. forsikret hende om, at hun ikke var alene og at jeg var hos hende. Det gik op for mig alt for sent, at hun måske ikke ville vågne igen... men tanken strejfede kun kort, for selvfølgelig gjorde hun det!

2 læger fra slagelse og 2 falckmand var ankommet. Jeg kigger en ekstra gang, og det var de samme mænd, som var nede for at hente min mor dagen før. De så begge både trist og vemodigt over på mig på de 5 sek. vi så hinanden. Som jeg, havde de ikke troet, at en FUCKING blærebetændelse, skulle ende op i kunstig koma og intensivafdeling dagen efter. Det var sært betryggende, at det var de samme mænd, der skulle transporterer min mor igen i dag.

Intensivlægerne arbejder med min mor. Hun får det hele. Sovemedicin, beroligende, ilt. De har måtte give hende meget mere ild, end hvad de gjorde i ambulancen dagen før. 5% var den på dagen inden og nu måtte de give hende 4 gange så meget. De får først klartgjort min mor kl. 21 og 21.30 kørte de først afsted hende og med fuld udrykning mod Slagelse sygehus. Alle råder mig til, at tage det stile og rolig, da der godt kan gå tid med, at få hende på "plads". Jeg skynder mig hjem og pakker de mest nødvendige og kører afsted og er der ved 22 tiden i slagelse. På det tidspunkt var de igang med at bygge et super sygehus, og når man i forvejen ikke var kendt, så kørte jeg selvfølgelig forkert. Jeg endte i den gamle afdeling og måtte hele vejen udenom til akutmodtagelsen, efter jeg havde spurgt en lad- og-ligegyldig-i-hovedet receptionist i 40erne om vej.

Ind og op på intensiv kom jeg. Jeg skulle lige vente 20 min mere, for de var igang med at klargør min mor. 20 min var gået og der kom stadig ikk nogen ud for at hente mig ind til min mor. Først efter en time eller to efter, kommer der nu en læge ned. Hun sætter sig ned overfor mig og fortæller mig meget langsomt og udtrykkeligt, at min mor godt kan komme til at dø af det her. Dø af det her?! Det var en sætning, der ikke hæftede sig fast, informationen fløj igennem hovedet på mig, som de andre informationer de har haft givet mig de sidste 48 timer. Jeg hørte det, men forstod ikke meningen. Min hjerne kunne ikke kæde ordet dø sammen med min mor. Jeg måtte endnu ikke komme ind til hende.

Jeg ved ikk om det var en chok tilstand jeg havde været i, eller om det var fordi jeg nu har måtte holde hovedet koldt på andet døgn, at det ikke gik op for mig. Jeg får ringet til min stedsøster. Hun spurgte om hun ikke skulle komme, så jeg ikke var der alene, men takkede nej. Istedet takkede jeg ja, til hun skulle gå over og tilse min mors hus. Hun boede 300 meter derfra.

Jeg ringer også til min kusine, som bor i Slagelse. Fortæller hende, at mors tilstand er meget kritisk og hvad der har førte til hendes indlæggelse. Vi aftaler, at hun godt må komme næste dag og besøge hende.

De kommer langt om længe og henter mig. Nu må jeg gerne gå ind til hende. Jeg møder synet, af 2 sygeplejerske der arbejder rundt om hende. De arbejde på at ventilerer hende manuelt. Hun er ikke koblet på respiratoren endnu. For hver gang de vendte hende, faldt hendes ilt niveau. En mandlig læge, har nu taget over. Efter hans råd, får de hende koblet på. Mors bryst rykker mekanisk op og ned og meget voldsomt. Lægen fortæller mig, at raske mennesker kun bruger 2% ilt. På min mor, har de måtte skrue op på næsten 100%

Fredag d. 30/5

Sygeplejersken, som var blevet tilknyttet min mor, sørgede godt for både mig og hende. Jeg følte ikke, at jeg var på et sygehus. På intensiv. Jeg vågede ved min mor til kl. 02. Jeg valgte at sove inde i pårører rummet Men kunne ikke sove før den var omkring 03.30. Trættende kl. 8, gik jeg ind til min mor igen. En sygeplejerske tvinger mig til at spise en smule, selvom jeg ikke var sulten. Omkring middag kører jeg direkte hjem til min mor og får ryddet op. Både i køleskabet og opvasken, som stadig stod, som det gjorde siden onsdag formiddag.

For første gang, gik det op for mig, at mor måske aldrig kommer hjem igen. Hun kommer ikke hjem, så vi kan råbe af hinanden, når vi går hinanden på nakken. Smage hendes mad igen, holde om hende igen... Jeg knækkede sammen... imens, gik jeg og ryddet op redte mors seng.

Jeg tog alt hvad der var af værdi for min mor med mig. Alt det, hun ville ligge søvnløs over.

Hjem og pakke, få noget at spise, så tilbage til slagelse igen og møder min kusine ved indgangen til intensiv. Jeg havde ikke fortalt sygeplejersken, at hun godt måtte komme på besøg.

For hver gang jeg har været væk fra min mor, har hun været i ekstra kritisk tilstand, men aldrig mens jeg var der. Selvom jeg havde pakket, ville jeg gerne hjem i min seng og sove. Omkring Kl. 23 beslutter jeg mig for, at køre hjem. Men fik dårlig samvittighed undervejs over, at jeg ikke blev der. Det er snart lørdag d. 31/5, mors fødselsdag. Jeg ville gerne tilbage for, at ønske hende tillykke med fødselsdagen. Da jeg kommer igen, måtte jeg vente i 5 min, før jeg måtte komme ind til hende. Hendes ilt niveau, har igen faldet.

Afdelingen, har været i kontakt med skejby sygehus dagen før og nu igen i dag. Hendes lunger bliver ved med at svigte. Efter flere råd fra skejby, som nu ikke har virket, overvejer de, at overflytte hende til dem i Aarhus.

Jeg snakker med dagens overlæge på afdelingen, for at klarelægge mors sygdomsforløb op til indlæggelsen. Mor fik nemt åndenød, men det hjalp, når hun drak noget vand. At hun gennem 1 1/2 år havde været on- and off på penicillin for tilbagevende lungebetændelse. Hun havde været sendt til scanning, uden de kunne se noget på Næstved sygehus. Med min mors manglende sproglighed, har kommunikationen ikke været 100% forståeligt og lægen mener hendes åndenød skyldes hendes ekstra kilo på maven.

Lægen i slagelse, mener at min mor på et tidspunkt har haft en blodprop i hjertet, pga hendes gentagende smerter i venstre skulder og mistænker At lungerne er gået pga af det. De supplerer hende derefter med blodfortyndene middel.

Min kusine får overtalt mig til at komme ned til hende og vi spiser aftensmad sammen og jeg får luft.

____________________________________________________________________

Lørdag d. 31/5 - MORS FØDSELDAG<3

Mors fødselsdag, havde jeg ikke troet jeg skulle "fejre" på intensivafdelingen. Vi havde ugen før aftalt, at vi skulle på susåen og spise noget kinesisk. Ugen FØR!

4 dage er nu gået og jeg har ikke haft "tid" til at tænke på min søn. Da han facetimer mig, rammer det mig hvor meget jeg savnede ham. Følte jeg svigtede som mor, at jeg ikke havde tænkt mere på ham. Men inderste inde, vidste jeg, at han havde det godt hos sin far. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage, da han spurgte mig, hvornår han kom hjem til mig og sin mormor igen.

Jeg husker ikke, at jeg nogensinde i mit liv, bestilte mad kl. 01 om natten. Men lige den dag tænkte jeg ikke. Og gjorde noget impulsivt og irrationelt.

________________________________________________________________

Søndag d. 1/6

Irrationelt, det er ordet, der passer til denne dag.

Jeg virkede udhvilet, selvom jeg havde godt kunne bruge tiden på sofaen og dovne den af. Men jeg ville op og træne?!

Det er rigtigt, jeg ville nå, at træne inden jeg kørte til slagelse, mod min mor igen. Jeg var begyndt at tænke på noget andet end sygdommen, der lige nu omkranser min mor.

Det viste sig, at være en dårlig beslutning. Min krop lukkede ned for mig. Mit puls galoperet der ude af, jeg kunne ikke få den ned. Jeg blev hurtigt svimmel. Efter få øvelse, måtte jeg stoppe. Det begyndte og sortne for mine øjne, fik kvalme og var ved at falde om.

Hvor dum kan man tro at efter 5 dage med lidt søvn, mangel på realmæssige føde, at jeg kunne gå op og træne igennem, som jeg plejede?!

________________________________________________________________

Tak for, at du gennemførte første del!

/Gau


Likes

Comments

Hvorfor nu det?

Jeg har i et stykke tid tænkt på, om jeg skulle begynde at skrive igen? Skrive om livet efter min mors død og omkring hendes død.

Jeg har haft skrevet mine tanker ned på papir dagene under og efter min mors død og det har haft hjulpet mig igennem i en periode.
Jeg blev opfordret af en sygeplejerske til at skrive
alt ned, hver evige eneste dag, hvis jeg kunne overskue det. Forløbet med mors sygdom, mine egne følelse i givende situationer, gode og dårlige dage. Så det gjorde jeg. Jeg tænkte, at min mor måske også gerne ville vide, hvad hun egentlig har været i gennem, når det hele er overstået og vi er kommet hjem... men det gjorde vi aldrig...

Ikke længe, kunne jeg se bort fra, at skrive tankerne ned, for her mødte jeg min kæreste. Han fik mig ledt lidt væk fra alt, næsten, omkring virvaret omkring min mor. Vi flyttede hurtigt sammen og vi fik en hverdag op at køre med børn, skole, arbejde, venner osv på ingen tid. Min mors dødsfald, faldt hurtigt i baggrunden. Ikke fordi jeg havde glemt hende, men jeg puttede hende i en “kasse” helt bagerst i hjørnet af mine følelsesmæssig afkrog, bare for en stund......

Savnet ramte mig nogle gange, som et godstog med 200 km i timen, hvis jeg hørte en bestemt sang, spiste en bestemt ret. Så knækkede jeg, jeg knækkede i millioner af stykker og bryder sammen.... nogle gange lige i 5 min og andre gang i en time. Så kommer jeg “ovenpå” igen.
Afsavnet kommer tier og tier. Og det er årsagen til, at jeg vil begynde og skrive igen, denne her gang via en blog... Det vil måske få mig til, at kunne rumme savnet til min mor på en anden måde
❤️

/Gau

Likes

Comments