Nærmest dagligt taler Svend om vores tid i Californien sidste vinter. For tiden taler vi ekstra meget om Californien da hans veninde Viktoria fra børnehaven er derovre med hendes forældre. De to venner facetimer mens hun er væk og savner hinanden kan vi mærke.
Her til aften siger Svend så inden han falder i søvn 'Mor jeg lover dig at vi snart skal til Californien, og så skal vi have en is fordi det er sommer i Californien'. Ahhh altså, smelte smelte i mit mor hjerte. 'Det er far og Svend og mor og Einer og Hohanne der skal med, og så kommer Viktoria med hjem'.
Den tur har simpelhen gjordt et kæmpe stort indtryk på ham. Meget større end vi begriber tror jeg.
Vi var afsted med et vennepar med to børn på samme alder som vores. Sammen med dem boede vi i et virkelig skønt hus næsten lige ned til vandet i Venice.
Det kan varmt anbefales hvis man har mulighed for at trække måneder ud af kalenderen og rejse ud med sine børn. Og særligt at rejse med andre med børn i samme alder. Hold nu op et bånd der er skabt mellem Svend og Johanne (vores venners datter). De to finder hinanden lynhurtigt når vi ses, også selvom vi ikke gør det så ofte som vi ville ønske. De har skabt et helt unikt bånd, som jeg håber vil vare ved hele livet ❤️.
Hvor er det vidunderligt når ens børn kommer i den alder hvor de skaber venskaber der potentielt kan vare for livet. Kærligheden til Johanne og Viktoria stråler ud af Svend når han taler om dem. Også selvom han og Viktoria til tider skændes som et gammelt ægtepar, men det er vel også kærlighed.
Min drøm for Svend er at han får lov at opleve den kærlighed og det venskab han har med de piger længe endnu. Og at de venskaber han bygger i fremtiden giver samme livsglæde. Når Svend lover mig en tur til Californien må det være et udtryk for at det var en tid i en tryg ramme. Måske kan vi ikke give ham Californienture hele tiden, men jeg håber på at kunne holde den trygge ramme omkring ham, så han kan få plads til at danne nye og trygge venskaber fyldt med masser af kærlighed og varme.
Mit lille store vidunderlige menneske ❤️


Små glimt af Svend og 'Hohanne' fra i LA ❤️

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Vi har efter Thomas' mor døde i januar sidste år haft en del malerier liggende i kælderen. Smukke billeder der fortjener at blive hængt op, men som også har været en svær ting for Thomas at tage fat på. Men nu har jeg taget hul på boblen for ham. Jeg har sendt nogle malerier til indramning og valgt spots i huset hvor de kan hænge.
Det ene af billederne er en stregtegning af en smuk kvinde. På en baggrund af rosa og oliven toner. Det skal hænge i spisestuen. Og mens det er afsted for at blive indrammet har jeg malet spisestuen i en rosa farve der spiller sammen med maleriet. Glæder mig til at se billedet på væggen om et par uger.
I farvevalgs beslutningen kiggede jeg billeder af spisestuen gennem tiden. Fra den hvide væg til den grønne. Jeg er ikke typen der laver voldsomt meget om, men opdagede at stuen alligevel har haft lidt forskelligt udtryk.
Her er lidt billeder fra rullen gennem tiden.

Hvid baggrund til de lidt farverige nips.

Den smukke røggrønne farve ændrende udtryk gennem dagen alt efter hvordan lyset faldt ind gennem vinduet i spisestuen.
Fra en næsten grålig grøn, til en skrap grøn på en solrig dag.

Vi arvede ligeledes den smukke Børge Mogensen sofa. Den har en vidunderlig plads i spisestuen, hvor ungerne og jeg ofte opholder os mens Thomas laver mad. Dens placering gjorde at reolerne med tallerkner måtte på den modsatte væg og på højkant. Hvilket fungere glimrende da Einer er lidt mere af en pilfinger end Svend var som baby.

Lille kig på det smukke maleri vi snart får op på væggen når det er færdig indrammet.

Likes

Comments

Vi har et fælles billede album på ICloud i vores familie. Et der deles med mine forældre, min søster, Svend og Einers storesøster og en lille håndfuld veninder af mine. Det bruger vi til at ligge små glimt fra hverdagen med drengene ud. Min familie bor i Århus, og selvom de ofte ser drengene er den daglige billedestrøm guld værd, særligt for de ivrige bedsteforældre.
Ofte sidder jeg selv om aftenen og kigger billedestrømmen igennem, mindes, griner, tænker at jeg er den heldigste mor i verden.
Men for tiden er mængden at billeder ikke så stor.
Det er ikke fordi vi har lagt kameraet væk bevist og fokuseret, men fordi vi har for travlt, både Thomas og jeg.
Ikke at vi ikke er sammen med børnene, men jeg kan nogle gange godt blive i tvivl om vi er nok til stede. Hverdagens trummerum kan godt være så hektisk til tider at man kan savne sine børn selvom de befinder sig lige ved siden af en. Fordi hovedet er et helt andet sted, på tegnesalen, på jobbet eller noget helt tredje.
Det gir ondt i maven, og lyst til at bruge alt tiden på en legeplads. Urealistisk selvfølgelig. Men hvor er det svært at finde balancen mellem det der hjemme og det der ude.
Jeg får dårlig samvittighed når jeg opdager at min kamerarulle er fyldt med studierelateret billeder, og kun finder en håndfuld billeder af børnene på en legeplads.
Men jeg bliver lykkelig når Svend hiver mig ind i hans lille verden, invitere mig med i hans univers og får mig til at glemme alt andet. Eller når begge ungerne sidder på deres far og bare lytter til godnathistorierne og udstråler den dejligste ro.
Hvor er det vidunderligt og utrolig heldigt at de endnu ikke har opdaget at man kan leve andre steder end i nuet.
Det kunne vi voksne vist godt lære lidt af. Jeg kunne i hvert fald.

Et par af de få billeder på rullen fra denne uge. Fra en tur på vores yndlingslegeplads på Hauser Plads i Indre by.

Nogle andre få billeder fra en tur til Århus for to ugers tid siden. På Dokk1's fine udendørs legeplads.

Likes

Comments

Jeg har for nyligt, igen igen, lavet værelse til drengene. På første salen i vores hus findes to rum og badeværelset. De to rum ligger lige op af hinanden, kun med en dør i mellem. Vi har flyttet rundt på deres og vores soveværelse en del gange efterhånden.
Denne gang har de fået det store værelse, både til at sove i og til leg. Det er nyt for dem at skulle sove på eget værelse, da de før kun har haft legeværelse, og så sovet ved os. Men vi vil forsøge os med at lave dem sove på eget værelse. Mest fordi vi vågner en del om natten pga Einers amning, men også fordi at vi har brug for at sove sammen som kærester også.
Det nye rum fungere ganske fint. Vi leger der lidt om aftenen inden de skal sove, og i weekenden hvor vi ikke har travlt om morgenen står Svend selv op og kaster sig i leg med det samme. Det er ret hyggeligt at vågne til lyden af børn der er i leg.
Det med at sove der hele natten er stadig noget vi, for Einers vedkommende, arbejder på, men det er også okay at han (og Svend) sniger sig ind i vores seng i nattens løb.
Børneværelset er måske lidt 'kedeligt' set gennem et barns øjne. Ikke forbi de ikke har nok med legetøj, men jeg har det lidt stramt med alt der hedder børneplastikpang, så værelset er indrettet med et lidt neutralt interiør. Men mon ikke de overlever fint i et rum med et lidt voksent udtryk. Indtil de selv kommer og ber om at få alt plastret til i 'Biler' eller Ninjago tænker jeg det må være sådan.

Den gamle børnebænk fra Kaare Klint er proppet med LEGO og andet plastik legetøj. Dukkehuset er fra Sylvanian, jeg købte det efter at pædagogerne i Svend vuggestue sagde at han dernede legede virkelig meget med det de havde. Selvom det er et kæmpe stort plastikhus, er der virkelig mange timers leg i det, og så går det vist ok op. Selvom jeg går og drømmer om at finde Arne Jakobsens dukkehus til dem i stedet. Men det er vist mest for min egen skyld at de skal have et sådan.

Likes

Comments

Hver aften når jeg putter børnene sludre Svend og jeg lidt, om løst og fast. Her til aften spillede jeg en stribe sange for ham, sange han plejede at falde i søvn til da han var mindre. Han ligger og lytter længe, og siger ud af det blå 'Moar, jeg kunne godt lide at gå i vuggestue da jeg var lille'.
Og på en og samme tid blev jeg lykkelig og trist.
Lykkelig fordi Svend har fået lov at opleve en tid i vuggestuen hvor der var voksne omkring ham. Og trist fordi Einer ikke får samme oplevelse.
Da vi valgte institution til Svend i sin tid valgte vi stedet dels pga stemningen da vi var på besøg, og dels pga den gode normering. De var 3 voksne til 10 børn. To af de voksne var uddannet pædagoger og den sidste en medhjælper med over 10 års erfaring. Vi var helt utrolig glade for stedet i alt den tid Svend gik der. De havde overskud, både til børnene og forældrene. Overleveringen af børnene skete med god tid, og der var altid tid til at snakke om dagen når vi hentede igen.
Einer går samme sted nu, og sikke en ændring der er sket på de få år. Der er nu 13 børn, ofte kun med 2 voksne. For tiden er der intet uddannet personale på stuen. Tiden er slet ikke til at sige andet end 'Hej' om morgenen. Når vi henter er det ofte en anden end den vi afleverede til der er tilbage. En der måske slet ikke ved hvordan han har haft det i løbet af dagen fordi personalet rykker rundt på stuerne for at lappe manglen på hænder i hele huset.
Jeg får ondt i maven hver eneste dag jeg går mod vuggestuen for at aflevere ham. Og bliver både lettet og frustreret når de (ofte) ringer ham hjem fordi han er 'syg'. Lettet fordi at så er han da i det mindste ikke sammen med sig selv hele dagen, og frustreret fordi at det er svært at få en hverdag til at hænge sammen når det offentlige spare så meget at de må ringe raske børn hjem fra institutionerne.
Det burde ikke være sådan vores børn skal starte livet. Jeg forstår ikke hvorfor politikerne ikke forstår at det er en dårlig prioritering, en dårlig prioritering for alle, for børnene, pædagogerne, forældrene og i sidste ende for hele samfundet.

Likes

Comments