Disse dage har jeg, hvad jeg selv betegner som, nogle rigtigt 'tykke-dage'. Dage hvor jeg føler mig tyk. Altså tykkere end normalt, for det ville være en løgn, hvis jeg påstod, at jeg følte mig tynd, af og til, eller bare noget derhen af. Tykke-dag…

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Personligt, har jeg det bedst med, at skide på mit eget toilet, jeg ved ikke med dig? Naturligvis kan der opstå nødsituationer, bevares, og selvfølgelig hellere ty til (offentlige-)toiletter end bukserne, skal man, så skal man. Men så er der dem, d…

Likes

Comments

Pt er jeg konstant træt. Det var altså ikke dét jeg mente, da jeg sagde, at jeg gerne vil være teenager . Pt har jeg babyhår over alt! Altså på hovedet. Mit hår er virkelig på retur, og hurra for det, men mellemstadiet der er her i processen, er vi…

Likes

Comments

Jeg var på arbejde i dag. Ikke noget nyt i det. Jeg synes efterhånden kun jeg er at finde dér, eller på skolebænken. Jeg udlever virkelig den vilde ungdom. Jeg har også lidt travlt, jeg bliver jo 20 om kun en uge. 7 dage. Er det ikke lidt vildt? Fa…

Likes

Comments

Jeg har aldrig fejret halloween. Egentlig synes jeg det er noget opreklameret fis, der oprindeligt har sit afsæt i de engelsktalende lande, og jeg har ikke synderligt stort behov for, at det arrivere her i landet også. Bevares, jeg har udskåret skr…

Likes

Comments

Det er simpelthen en fræk flok af læsere, der florerer rundt her på domænet. *indsæt abe-emoji, der holder sig for øjnene* Det er i hvert fald det jeg konkluderer, ud fra læsetallet af mit forrige indlæg, omhandlende (akavet) SEX (hvis ikke du har …

Likes

Comments

Manuskrip Location : Dagli' Brugsen Højer Scenebeskrivelse : En søndag eftermiddag. Tilde er på arbejde i Dagli Brugsen og til kassen kommer en middelaldrende mandlig kunde Tilde (mig, ikke?): Halløj (ja, det siger jeg altså ofte) Kunde : Heeej *Ti…

Likes

Comments

Om vi vil være ved det eller ej, så er Facebook med stor sandsynlighed kommet for at blive. Og det skal det bestemt også have lov til. Selvom man måske kan mene, at vi er på randen til afhængighed, vil jeg nu alligevel ikke være det foruden. Nuvel …

Likes

Comments

Det er fredag aften og jeg er lige kommet hjem fra arbejde for en time siden. Katastrofalt, at jeg gik glip af de første danse i Vild med dans. Mest af alt har jeg lyst til at hoppe i natbukserne, gemme mig under dynen og gå i hi, indtil i morgen tidlig, forhåbentligt frisk og veludhvilet (in your dreams, Tilde). Faktisk har jeg haft lyst til at genlukke øjnene, lige siden det sekund jeg slog dem op i morgen, klokken alt for tidligt.

Jeg ved egentligt ikke, hvad det er jeg gerne vil formidle, med dette indlæg. Højst sandsynligt noget ligegyldigt vås. Egentligt skriver jeg mest for at holde mig vågen. Jeg skal nemlig agere chauffør for min far i nat. Eller måske bare aften, alt efter hvor stor en natteravn man er, og jeg er bange for, at hvis jeg falder i søvn, så vågner jeg ikke ved et telefonopkald.

Mange bruger deres fredag aften foran skærmen, med bland selv slik i skålen. Det kan jeg ikke så godt, altså spise bland selv, så i stedet for, at vise min skål med labre larver, saltfisk og skumfiduser som så mange andre gør, så får i lidt bland selv tanker fra mig i stedet.

Nu jeg alligevel er her, altså her på bloggen, kan jeg lige så godt lige runde Vild med dans. Jeg er jo som i nok er blevet bekendte med (og hvis ikke, så bliv det lige her), en smule tosset med det der tossede danseprogram.

Som det ser ud lige nu, så er det min skat der vinder. Altså Michael Olesen (og selvfølgelig også Sofie Lassen Kalke). Min fremtidige mand, husker i nok. Han har i hvert fald indtaget toppen, de sidste tre shows, så jeg er optimistisk.

Men kan vi så også lige runde et lidt mere omdiskuteret emne (for at Michael og jeg skal giftes, dét er ikke til diskussion), nemlig det, at Britt Bendixen siden sidste fredag, har været i lidt af en shitstorm. Come on, hun er en gammel aldrende tosse dame, der i kampens hede, kom til at sige, at ham der Rene Holten var ubegavet. Det er jo helt tosset, hvor forargede folk er blevet over det. Han er en voksen mand, mon ikke han klarer den? Sammenlignet med, hvad unge alt går og kalder hinanden nu til dags. Hver dag. Hele tiden. Så er det da vidst heller ikke værre? Det er der i hvert fald ingen der bliver harm over. Eller er det bare mig der er anti-sippet? Hvis ikke det var fordi, facebook kogte fuldstændig over, efter kommentaren, tror jeg slet ikke, at jeg ville have skænket den en tanke. Det er jo bare Britt. Skøre, tossede, skønne Britt, der siger tingene råt for usødet. Jeg er i hvert fald vild med hende. Hende og Jens Werner, min all time favorite duo.

Hvorom verden er, så har hun nu sagt undskyld, sådan helt offentligt. Men er jeg den eneste, der synes det er endnu mere overfladisk, end den oprindeligt kommentar? Det er jo så påtaget som noget kan være. Folk er sure og så skal der siges undskyld, de skulle jo nødigt miste seere.

Måske er det fordi, at jeg ligger lidt uden for den tiltænkte målgruppe for programmet, altså aldersmæssigt. Der er nok generationen der er lige lidt (altså bare helt lidt) over mig, der er tilhængere af dette, og de går sandsynligvis ikke og kalder deres venner for kællinger og bøsser og klaphat og idiot.

Britt, du var en torsk, en tosse, en tumpe og jeg er vild med det. Jeg er vild med dig. Og jeg er vild med dans.

Nu har min far skrevet. Tildes taxaservice skal afsted. Ikke flere blandede tanker herfra, så nu må i nøjes med jeres bland selv slik.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Som et lyn fra en skyfri himmel, kom det ligesom bare til mig. Jeg har aldrig tænkt over det før, altså hvorfor man sagde som man sagde, nemlig at "æblet falder ikke langt fra stammen. Det var nok bare endnu en af de der mundheld, som ingen egentlig betydning havde, men som alle indforstået vidste hvad betød. Troede jeg. For så slog det mig, det er sgu da fordi vi har stamtræer og æbler hænger jo på træerne. Er jeg den eneste, der tænker, at det jo er åbenlyst? Eller er det bare mig, der overanalyserer (alt for) meget? Jeg synes i hvert fald det var ret klogt tænkt...

Men i hvert fald, så ledte det mig til en masse andre ting, som også først for nyligt er gået op for mig, trods mine snart 20 leveår.

I går fik jeg kommentaren "Hvordan kan du være så klog?". Tjah, måske er jeg god til nutids-r og brugen af fine fraser, men det er så vidst også det. Det er jo så moderne, at bryde glansbilledet, så her kan i få et indblik i, hvor dum jeg i virkeligheden er. Du kan godt nikke genkendende til nogle af dem, ikke? Bare én enkelt?! Okay, måske er det bare mig der er dum.

- Jeg er som du måske har fået med, opvokset i Højer (læs bl.a. om de mange seværdigheder lige her). Det vil altså sige marsken og vaden og diget. Ja diget, hvoraf det kom sig, at jeg troede, at de der kiks, Digegstive, hed Dige stive, altså Højers specialitet, fordi vi jo havde det der skide dige. Det fandt jeg så ud af, ikke var tilfældet. Da jeg startede på efterskole. 14 år gammel. Spørg lige, om det var en der fik hele sit livsgrundlag ødelagt...

- Jeg har alle dage troet, at en pony var sådan en form for teenage hest. Altså sådan stadiet mellem babyhest (jaja, et føl) og en fuldvoksen hest. Det er det så ikke, kan jeg fortælle. Faktisk er en pony bare en lille hest, som er under 148 cm høj, har jeg lige googlet mig til. En teenage hest hedder åbenbart en plag. Og jeg har endda spenderet hele min barndom omringet af hestepiger... Ups.

- Om man bruger ordet ofte eller tit, er lidt hip som hap. Personligt synes jeg bedre om ofte. Nu, det synes jeg bedre om nu. Som yngre brugte jeg nemlig langt hyppigere ordet tit. Men hvor det ikke kommer sig så nøje, om man vælger at sige tit eller ofte, så er der altså ikke frit valg på alle hylder, når man skal bruge ordet i komparativ. Altså f.eks. oftere. Det var bare som om, at den ikke rigtigt ville sive ind hos mig, der gang på gang (på gang), ja faktisk gennem hele min opvækst, brugte ordet tittere. Det er så ikke et ord, har jeg med tiden fundet ud af. Måske jeg skulle gøre det til det. Jeg er jo allerede begyndt at finde nye ord til retskrivningsordbogen. Det første kan i finde lige her.

- Denne er en smule pinlig. Eller måske bare direkte dum. For i mange(!) år, kunne jeg aldrig huske, om min mor havde fødselsdag d. 26. eller den 36. Ja, du læste rigtigt, d. 36. Indtil jeg begyndte at bruge huskereglen, at der ikke findes nogen måneder med 36 dage og så gav det jo lidt sig selv... Til mit forsvar skal det siges, at det altså er en håndfuld år siden, at denne logik, gik op for mig!

Jeg kunne godt blive ved, men jeg ser ingen grund til yderligere ydmygelse...

Må i alle få en fabolous dag. Okay, det lød lidt for meget som Gustav Salinas. Bare glem det.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Iværksætter er måske så meget sagt, måske nærmere opfinder, eller innovator. Jeg har nemlig opfundet et helt nyt ord, har jeg fundet ud af. Eller faktisk er det ikke mig der har fundet ud af det, nærmere min morfar.

Som i nok har bemærket, går jeg jo en del op i det der skriveri. Jeg vil gerne, at det er fejlfrit (så vidt muligt) og som udgangspunkt i hvert fald uden alt for mange stavefejl, forkerte nutids-r'er og andet i den dur, og faktisk er det ikke så mærkelig, hvis vi lige tager en tour de Tilde og kravler op igennem stamtræet. Både min mormor og morfar, samt begge min mostre var og er skolelærere og så var min farfar skoleinspektør. Faktisk havde jeg selvsamme mormor til både billedkunst og religion, og så var hun ydermere med på min bornholmer-tur (tak for is mormor). Altså ligger det nok bare i generne, det der retskrivning.

Pånær kommaer, skal det lige siges. Dem skider jeg sgu lidt hul i. Jeg har for vane at sætte alt for mange af dem og så endda lige hvor det passer mig. Jeg smider med dem, som børn smider med knaldperler til nytår (og dem smed jeg altså mange af).

Men altså, jeg er blevet gjort opmærksom på, utallige gange er det efterhånden, af min kære morfar, om et ord, som simpelthen ikke eksisterer. Eller det gør det jo så,for jeg skriver det. Nemlig formegentlig. Som slet ikke hedder formegentlig, men derimod formentlig. Altså er det ikke næsten det samme? Næsten?!

Men på trods af, at jeg ér blevet det påmindet, så er det som om, det bare ikke siver ind. Det er formegentlig, undskyld, jeg mente formentlig, fordi jeg udtaler det som førstnævnte stavning. Tror jeg. Eller også er det bare fordi jeg er dum. Det er jeg ikke, vel?

Men helt ærligt, hvor er autocorrect, når man har brug for det? Det har ingen kvaler når det gælder sms'er... #akavedesituationer

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, så set på den lyse side, er jeg jo faktisk lige blevet stifteren af et helt nyt ord. Det har vel også lidt prestige. Nu skal jeg bare have det indført i den danske retskrivningsordbog. Dette er jeg dog ikke så nervøs for, taget i betragning, at både klappepølse og køllesvinger er blevet tilføjet (det er altså ikke lyv).

Formegentlig glemmer jeg at skrive formentlig for fremtiden, og derfor vil jeg bare lade som om, at det er med vilje, og at jeg bare er ved at sprede kendskab til mit nye ord.

Indrøm nu bare, at du er lidt misundelig, altså bare helt lidt, ikke?

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Formegentlig har i hørt om den nye superjernbane mellem København og Ringsted, der forventes åbnet i december 2018? Havde i ikke? Det havde jeg egentlig heller ikke (man bor vel i Udkantsdanmark), før jeg hørte nyhederne på P4. Lyder jeg ikke sofistikeret og ansvarlig nu?

For lige at bryde glansbilledet af mig og den perfekte illusion om, at jeg rent faktisk hører nyhederne, vil jeg lige pointere, at jeg altså ikke lyttede efter. I hvert fald ikke ind til denne 'nyhed' udspillede sine toner ud gennem højtalerne.

Omhandlende var det nemlig den der såkaldte superjernbane, som vidst ikke bliver så super alligevel. I hvert fald ikke i første omgang.
Det er nemlig blevet konstateret, at opsætningen af det nye og moderne signalsystem, med stor sandsynlighed ikke når at blive klart til banens åbning. Til skræk og rædsel for kommende passagerer.

De har vidst ikke prøvet at bo på landet. Her ville det godt nok være en luksus, hvis bussen kørte en gang i timen. Misser man bussen er man på den. Sådan virkelig på den Især hvis det er dagens sidste, som altså kører allerede ved 5-tiden. Plus at det ydermere er ufatteligt dyrt.

Kollektiv trafik er en joke i Udkantsdanmark. En stor fed joke, der slet ikke er sjov. Og så brokker de sig over, at de måske kun får ét tog i timen. Come on.
Det har været virkelighed for mig (og rigtigt mange andre af Udkantsdanmarkere (er det over hovedet et ord? (Og ja, dette er den tredje parentes, inde i en parentes))) hele livet, så mon ikke i også klarer den? Nuvel, i er vel fimsede, fornemme københavnere, men alligevel..

Jeres katastrofe er i det mindste kun midlertidig indtil det nye system er klar til brug. Vores er sgu vedvarende, ja faktisk tiltagende. Om vi vil være ved det eller ej, så bliver der blot længere og længere mellem afgangene.
Og så vil de have flere til Udkantsdanmark? Jeg advarer jer, hold jer langt væk. Jeg glæder mig i hvert fald til, at jeg kan tage benene på nakken (ja for bussen er sgu nok helt afskaffet til den tid) og flytte til storbyen.

Hvor der er én afgang i timen, hvilken luksus!

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Hey bloggen.

Sådan starter langt størstedelen af Fie Laursens blogindlæg og derfor fandt jeg det også meget belejligt at starte dette indlæg med disse fraser. For det skal nemlig handle om lige præcis Fie Laursen.

Før jeg for alvor får skrevet mig varm, og ordene smutter ud af min mund (ind i min skærm) vil jeg lige slå et slag for, at dette på ingen måde er skrevet med hånlige eller nedladende intentioner. Slet ikke. Bare forundring. Og måske lidt nysgerrighed.

Nemlig nysgerrighed på, hvordan man kan finde det nødvendigt, at udstille sin bror, og ikke mindst sig selv, så bramfrit på internettet. Bevares, jeg skriver jo også selv om mine egne kedelige prutter, men ligefrem at udstille sin bror, ene og alene fordi hun er sur på ham, hmm.

Måske nogle af jer har det denne video på youtube. Hvis ikke, skal jeg spare jer for de 14 minutter og 12 sekunder den varer, og i stedet her komme med en kort opsummering:
Fie er sur på sin bror, Boris, og gider ikke længere spille for gallariet. Blablabla og lidt (meget) sniksnak. Lang historie kort: Fie og Boris er ikke venner mere.
(Og så ser vi hende forresten også drikke dårlig vin, dåseøl og vafler, meanwhile)

Hende Fie går øjensynligt meget op i ærlighed og vil ikke skjule noget for hendes (deres) fans, altså skulle det ud. Åbenbart.

Som retursvar til Fies offentliggørelse af deres ’omstændigheder’, kommer Boris med retursvar, også på youtube, lige her, da han åbenbart ikke kan komme i kontakt med Fie. Heller ikke gennem deres mor...

Boris er dog lidt kortere i sin formidling, dog vil jeg alligevel skåne jer for 4 minutter og 6 sekunders video og vil kort summere op:
Boris vil have Fie til at svare på hans beskeder.

For lige at lukke hele ’Boris-sagen’ kommer Fie med en lille (12 minutter og 39 sekunders) afsluttende videokommentar (lige her), hvor hun undskylder (en lille bitte smule) overfor Boris, og hendes impulsivitet. Hun erkender, at det måske ikke var det mest optimale (synes du virkelig ikke?), at blande hele internettet ind i deres lille fejde. Deres familiære konflikt.
(Og så ser vi hende denne gang drikke mere vin og spise tomater)

Fie blev først kendt, fordi hun var et ’mobbeoffer’. Jeg skal ikke gøre mig til dommer, men måden hvorpå hun selv agerer og taler (også til sig selv) synes jeg altså ligger lidt op til det. Hvis man kalder sig selv en bitch i hver anden sætning der forlader ens mund, hvorfor skulle andre så ikke (hvis du synes, du bander meget, så bare se 2 minutters Fie-video!)

Og hvor vil jeg så hen med det her? Tjah, for jer der ikke skulle vide det, er Fie altså nu blevet en kendt blogger, youtuber, og realitystjerne, også med en Paradise Hotel-deltagelse i bagagen. Altså lever hun af at være offentlig. Af at blogge. Og det er jo det jeg vil (altså ikke være med i Paradise Hotel), men altså blogge. Måske bare i en liiiidt andre genre end der hvor hun er endt, eller hvad synes i? Indrømmet, faktisk er jeg ligeglad med, hvad i synes, jeg skal ikke i ende den faldgrube. Jeg prøver på ikke at være fordømmende, men jeg tror næppe jeg er stødt på nogen blankere. Undskyld Fie(’s fans).

Men på trods af det, har hun tydeligvis haft stor succes med (bl.a.), at kontakte sin bror, offentligt på youtube, så det jeg egentlig tænker er, at det kan være det er dén vej jeg skal gå? Altså lave en youtube kanal, som jeg kan bruge som talerør til mine søskende. Almindelige tekstbeskeder er overvurderet, det er så meget last year. OMG.

Egentlig vil jeg ikke så meget mere med dette indlæg end bare lige at gøre mine søskende opmærksomme på, at de lige skal holde øje med youtube, for det kan sagtens hænde, at der lige pludselig ligger en besked til dem der.

Ps. Da jeg har sparet jeg for at se de famøse Fie-videoer, grundet mine yderst fine opsummeringer, skal i naturligvis ikke snydes for de bedste Fie-quotes.

Almindelige mundheld med et tvist af Fie, kalder jeg dem. Her får i mine to yndlings:

”Den skarpeste kniv i ovnen”
Der er nu heller ikke ret mange knive i min ovn. Måske man bare skulle satse på at finde den skarpeste kniv i skuffen?

”Han kan ikke se ud over sin egen rygsøjle”
Nej det er også lidt svært. Jeg tror bare jeg vil forsøge at se ud over min egen næsetip.

Vi er jo alle udmærket godt klar over, at de kloge læsere, det er dem der læser med her, hos Lillelyng, derfor vil jeg på vegne af Fie lige stille et slutteligt spørgsmål, ”lyskebrok bag ved sin ryg” findes det? Bare lige så vi kan få af- eller bekræftet om det er dét, hun fejler.

Måske jeg bare skulle forblive mig. Indrømmet, så ligner jeg lidt en avatar, når jeg forsøger mig i Fie Laursen.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Det janteloven er mest kendt for, er sætningen "Du skal ikke tro, at du er noget.". Punkt 7 lyder ligeledes "Du skal ikke tro, at du dur til noget". Hvad er det for noget vås? Selvfølgelig skal man tro, at man er noget og dur til noget. Alt andet ville da være tosset. Hvorfor så i det hele taget være her?

Indrømmet, jeg praler meget. Hvis jeg synes, at jeg har været god, så skal alle sgu vide det, ja hele verden om nødvendigt. Når nu det forholder sig sådan, er det jo belejligt, at jeg har min lille blog her, hvor jeg kan formidle mit praleri ud, og belemre alle der der skulle være så tåbelige fornuftige, at læse med. For jeg er noget, jeg dur til noget.

Nemlig til at lave frikadeller.

Som i kan læse her, fandt jeg forleden ud af, at jeg har levet livet på en løgn. I hvert fald hvad madlavning angår, hvilket udsprang som resultatet af en omgang frikadeller, jeg fik kreeret. Det er disse frikadeller, der er grobund for dette indlæg, for de er nemlig et eftertrykkeligt bevis på, at ja, jeg dur sgu til noget. Hold nu kæft mund, de smager godt, mand (og kvinde). Bevares, de har en lille underlig bismag, som jeg antager stammer fra ærterne, men det er til at leve med. Bare husk for fremtiden, at ærter ikke hører til i frikadeller, okay? (man skal vel lære af sine fejl)

Det krævede blod, sved og tårer. Bogstaveligt talt tårer, for er du tosset, de der løg var nogle tårepersere. Tårerne stod, uden overdrivelse, ned ad kinderne i stride strømme. Jeg priser min lykkelig for, at der ikke gik nogen forbi køkkenvinduet, lige i tidspunktet. Jeg må jo have lignet en, hvis mor lige var død (7-9-13). Det er så en af de eneste fordele, ved at bo på landet. Der kommer aldrig nogen forbi. Aldrig. Pånær naboens kat, i ny og nær, når den er på mussejagt.

På trods af, at jeg virkelig gjorde mit ypperste, med de der deller, så formåede de alligevel ikke, at få det instavenlige look, som man ellers som oftest efterstræber. De var faktisk lige præcis det modsatte af, hvad der betegnes som fotogene. Udseendemæssigt nok nærmere en skraldespand værdig.

Hvilket leder mig til min næste pointe, nemlig at man aldrig skal dømme på det ydre. I Danmark er det ret beset, at folk dømmer andre folk på udseendet. Hvordan man klæder sig og hvordan man klipper sit hår. Er man fuld af tusser, er man en bølle. Er man tyk, er man doven. Er man indvandrer, er man en ballademager. Bærer man tørklæde, er man undertrykt, Har man silokonebabser, er man falsk. Fortsæt selv listen.

Vi sender nedladende blikke og i værste tilfælde også kommentarer, hvis noget rammer uden for normalen. Men hvad er normalen? Og hvis normalen lever under janteloven, som siger, at man ikke skal tro, at man er noget, er det så værd at efterleve? Ikke hvis du spørger mig.

Derfor var det også godt, at jeg ikke dømte mine frikadeller på udseendet og sendte dem til storskrald (eller bare den normale skraldespand, måske), for så havde jeg jo aldrig fundet ud af, hvor fantastiske de var. Det samme gælder vel for mennesker. Hvis du dømmer nogen ude, allerede før de er kommet ind, bare fordi de måske ser lidt anderledes ud end dig, kan det jo være du går glip af det aller bedste.

Jeg skriver ikke dette, for at pudse min egen glorie, for jeg er bestemt også slemt til at gøre lige netop ovenstående. Men hey, hvis ingen gør opmærksom på problemet, bliver det jo bare ved med at være et problem, ikke? Jeg skriver heller ikke dette, fordi jeg selv er en af de typer, der ønsker samfundets accept. Faktisk er jeg sådan jævnt kedelig, hvad udseende angår. Jeg har brunt hår, der ikke en eneste gang er forsøgt farvet, jeg er ikke indehaver af nogen former for tatoveringer og det vildeste jeg udseendemæssigt kan præstere, er det ene hul jeg har øverst i højre øre. En helix-ørering, hedder det vidst. Men blot fordi jeg er lidt kedelig (også) på den front, betyder det jo ikke, at alle andre nødvendigvis skal dele samme overbevisning.

Skørt hvordan et par frikadeller kan resultere i filosofiske tanker om både janteloven og (for)dømmende danskere. Lad os slå et slag for blåt hår og piercinger i tissemanden (hvis du nu er til dén slags). Og grimme frikadeller, ikke mindst. Lækre, grimme frikadeller.


Ps. Jeg må dog blankt erkende, at mine deller på ingen måde kan hamle op med min mors (altså frikadeller, ikke mave-deller)

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Men hey, Lillelyng, hvordan blev din dag så? Ja, det er jo et vældigt godt spørgsmål.

Som i måske (ikke) har læst, lige her, så stod valget jo enten mellem, at lade det være en lortemorgen i et lorteliv, eller en skøn morgen i et skønt liv. Men hvad blev udfaldet? Det skal selvfølgelig ikke forblive i det uvisse for mine kære læsere, derfor kommer der her en lille opfølgning på min dag.

DET VARME VAND ER KOMMET TILBAGE! Bemærk begejstringen, flere ord er vist ikke nødvendige her.

Jeg har fået vasket tøj. Det vil sige, jeg har smidt både kogevask, hvid vask og almindelig vask i på én gang. Lige nu venter jeg stadig i spænding på udfaldet. Okay spænding er vidst ikke det rette ord. Nervøsitet, jeg venter i nervøsitet, så kryds lige fingre, ikke?

Det blæser stadig.

Lige nu står der en ny opvask og venter på mig. Jeg overvejer dybt seriøst, at investere i engangsservice. (Kan i forresten kende forskel på service og service?)

Strucksalle stinker stadig.

Jeg formåede at komme hjem fra skole, uden at blive ramt af en regnbyge. To gange endda. Altså den anden gang var ikke fra skolen med bare byen, ikke? Så meget stræber er jeg alligevel ikke, at jeg gider skole to gange på én dag.

Tyskafleveringen er sendt afsted. Next, engelskaflevering. Imorgen...

Der er stadig 20 dage til jeg bliver 20 år. Og i morgen er det kun 19.


Konklusionen må derfor være, at jeg rigtigt godt kan lide dage, der først starter kl. 12.

Dagens downside er dog, at jeg meget(!) snart løber tørt for toiletpapir og jeg gider ikke foretage mig mere fornuftigt i dag. Ja slet ikke noget der kræver, at jeg forlader mine 21 kvadratmeter. Plus det lige er begyndt at regne... Hvornår får jeg mon styr på mit liv?
I det mindste kan jeg da få brugt venstre hånd til noget fornuftigt så. (In doubt: DET MENTE JEG IKKE SERIØST!!!)

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Jeg har været uden varmt vand i hanerne det sidste halvanden døgn, hvilket resulterede i det koldeste bad nogensinde (næsten) i mine nu snart tyve somre. VVS manden er bestilt, men røvhullet er ikke dukket op endnu.
Efter endt, pisse koldt, bad fandt jeg ud af, at jeg var løbet tør for undertøj. Altså rent undertøj. Hold nu kæft mand. Hvilket også leder mig til, at jeg faktisk også mangler af få vasket sengetøj, en kogevask, en hvid vask og en almindelig vask. Jubi for en fest der venter mig i dag.
I dag er der præcis tyve dage til jeg bliver tyve år og det er pisse irriterende. Jeg er sgu da slet ikke motiveret til, at forlade mine teenageår, når jeg nu ikke engang har levet dem endnu.
En irriterende opvask stod og stirede ondt på mig, fra vasken. Lille lort.
På vej til skole blæste det en halv pelikan, og så har det i øvrigt også regnet. Plus det der vejarbejde på Strucksalle der resulterer i, at der stinker af en kombination af afløb og bræk. Og bæ, adder lige lidt bæ oveni. Føj.
Fire dage i denne uge har jeg lorteskoledage til kl. 15.05, den ene faktisk helt til kl. 17 fordi der er et lorte obligatorisk arrangement. Og så har jeg sgu også lige en tyskaflevering til i aften..
Faktisk kan jeg ikke rigtigt komme på noget som helst positivt ved denne morgen.
Alt i alt en lortemorgen.

ELLER

Jeg vågnede for en gangs skyld før mit vækkeur. Faktisk næsten en hel time. Og så endda helt veludhvilet. Måske fordi, jeg først skulle møde i skole klokken ti minutter i tolv. Det var godt nok luksus. Godt nok har der ikke været varmt vand i hanerne det sidste halvandet døgn og jeg trængte virkelig til et bad, men det er jo egentlig vældigt heldigt, når nu det er sundt for håret at blive vasket i koldt vand. Og så er det jo også dejlig opkvikkende, ikke sandt?
Mit opvasketøjskurv var fyldt og jeg manglede rent undertøj, troede jeg. For i desperation fik jeg gravet i bunden af undertøjskurven og fandt ud af, at der faktisk lå adskillige par, som jeg slet ikke anede jeg havde og opvasken fra i går var heldigvis super lille og tog rundt regnet 2 minutter at få af vejen.
I dag er der kun lige præcis tyve dage, til jeg bliver tyve år. Er det ikke vildt? Tænk en gang, at jeg har gennemlevet tyve somre og hvor er det fantastisk, at mit tyvende leveår ser ud til at blive uendeligt meget bedre, end de forgangne fem.
Det blæste en del i dag, hvilket jo var belejligt, så kunne jeg få lufttørret mit våde hår og regnen var heldigvis stoppet, før jeg skulle ud af døren.
På Strucksalle har der i uendeligheder været en fæl stank af afløb og bæ, men i dag var der vejarbejde, så måske er de endelig er ved at få bugt med stanken?
I aften skal jeg aflevere en tyskaflevering, men jeg har sgu allerede lavet den, og mangler blot at sende den, så jeg kan bruge min eftermiddag på lige præcis dét, jeg har lyst til.
Faktisk kan jeg ikke rigtigt komme på noget som helst negativt ved denne morgen.
Alt i alt en skøn morgen.



Ovenfor er der to beretninger. Begge beskriver den samme morgen, nemlig min. Jeg er nok overvejrende den første, men prøver ihærdigt at blive mere som den anden. Livet er hvad man gør det til, så lad os nu for dælen gøre det til noget godt.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

I hvert fald de sidste to år, det vil sige siden jeg flyttede hjemmefra. Jeg har hårdnakket påstået, at jeg hader at lave mad. Dog må jeg krybe til korset og arkende, at dette måske ikke er helt sandt. Bevares, jeg har ikke holdt jer for nar, jeg troede jo også selv, at dette var sandheden. Dog har jeg i dag erfaret, at det nok mere har noget at gøre med mit mikroskopiske køkken, der er så småt, at det har tendens til, at give klaustrofobiske associationer. Samt at der ingen opvaskemaskine er. Nok mest det sidste, faktisk.

I dag har jeg nemlig befundet mig på forældreadressen. Hele dagen. En hel dag uden opvask. Det må næsten være at sammenligne med, at komme i himlen (x7).

Jeg har ageret hundepasser for både min mors og min mormors hunde, der er til bryllup hele dagen. Altså de voksen, ikke hundende. 3 styks hunde i alt, da den sidste heldigvis er på herrevisit ved min onkel.
Tre hunde er dog nok lige tre for meget, til min lille luksuslejlighed aka 21 kvadratmeter, hvorfor jeg altså måtte ty til det gamle stråtæksthus.

Derfor har jeg tilbragt hele dagen på Hemvej. Min barndomsgade. I nummer 8. Mit barndomshjem. Både god timing og dårlig timing, for lige netop i dag, var der SAPA løbet i Tønder. Vidst nok et af de største cykelløb i Danmark, har jeg ladet mig fortælle (af Google), med helt op mod 800 deltagere. Og bedst (og værst) af det hele, så var start og mål sådan cirka lige ud for mit vindue. Så er det jo ret dårlig timing, at jeg ikke er tilstede på matriklen, når størstedelen af disse deltagere, jo nok med stor sandsynlighed er top trimmede hankønsvæsener i min aldersgruppe, ikke? Men ærligt, så havde jeg nok ikke mænget mig med menneskemængden alligevel, til trods for, at jeg havde haft muligheden. Og de flotte fyre var jo alligevel afsted på cyklen hele dagen, og så var der kun curlingmødre, pacende fædre og irriterende små søskende tilbage. I stakkevis og dem kan jeg vidst godt være foruden.

Men det var slet ikke det, det skulle handle om, men sådan er det jo som oftest med mig. Alle veje fører til Rom, jeg agter bare altid at tage den længste.

For at vende tilbage, så må jeg komme med den tilståelse, eller det er det vel egentlig ikke. Faktisk er det nærmere en opdagelse jeg har gjort mig. Om mig selv.
Nemlig, at det der madlavning, slet ikke er så forfærdeligt igen. I hvert fald ikke, når man har et køkkenbord der er længere end skulderbredde. Og en opvaskemaskine. Så er det jo næsten ligefrem en leg.

Jeg havde to pakker hakket kyllingekød, som trængte til at blive brugt, så jeg så muligheden for at udnytte, at jeg denne dag havde lidt mere køkken at gøre godt med, og besluttede mig for, at forvandle disse til frikadeller.

Jeg tror det er første gang, i hele mit liv, at jeg har lavet frikadeller, sådan helt på egen hånd. Hvem skulle have troet, at jeg i dag skulle få taget min frikadellemødom? Naiv som jeg er, tænkte jeg naturligvis ikke, at det var nødvendigt at følge en opskrift, så de blev lavet lidt på gefühl, men rigtigt meget på kærlighed (de var desværre bare ikke helt nok til en vellykket fars...)
Jeg havde ydermere ikke tålmodigheden til, at lade det hvile på køl, så jeg tilføjede en håndfuld (okay, en skovlfuld blev det nærmere) frosne ærter. Altså så blev det vel koldt ikke? Foruden jeg allerede havde 5 gulerødder, et løg og to rødløg i. Og æg og havregryn, naturligvis. Kreativiteten fejlede i hvert fald ikke noget.

I hvert fald resulterede det i en fars, der var alt for tynd og snasket, men ret mange ærter og revne gulerødder.
Jeg har endnu ikke smagt dem, da der var en rest chili con carne i køleskabet, kokkereret af min mor, hvilket jeg fandt lidt mere tillokkende (og som smagte afsindigt godt, forresten), men jeg skal nok vende tilbage når jeg får smagt dem, de der deller. Jeg håber de er spiselige, for der er vidst lige til et par dage eller tre.

Forhåbentlig kan de sorte skorper maskeres af rigeligt ketchup. For ja, jeg glemte dem lidt i ovnen, så de fik en lille smule sorte kanter. Altså bare helt lidt, ikke?
Nogle kalder ovn-versionen for den fedtfrie, jeg kalder den nu bare for mindre opvask. #dovenkok

Jeg ville gerne have illustreret mit indlæg her, med billedespam af perfekte instaværdige deller. Altså frikadeller, ikke mavedeller. Dog forholder det sig bare sådan, at de virkelig ikke er særlig appetitlige at se på, så i stedet må i nøjes med nedenstående billede, af min mormors hund. Der skider.

Normalt er jeg ellers yderst uheldig, hvad vejret angår. Det holder altid op med at regne, lige når jeg træder indendøre. Dog forholdt det sig omvendt i dag. Måske fordi jeg havde iført mig min mors gummistøvler og min fars regnjakke. Det har uden tvivl været et kønt syn.

Efter den vellykkede hundeluftning, hyggede jeg med Kalle, min kat. Men han er tydeligvis ikke fan af, at lege fotomodel.

Nu er jeg arriveret på min egen matrikel igen. I morgen står den på arbejde. Igen, igen. Og så er det mandag. Endnu en ny uge, jeg på ingen måde føler, jeg har fået ladet energidepoterne op til. Men skidt, det skal nok gå det hele. Og hvis ikke, så går det nok også med det.

I det mindste har jeg fundet ud af, at jeg ikke hader madlavning som pesten, kun som influenza, måske. Det er da væsentligt bedre.


Og nu trykker jeg udgiv, så bær over med eventuelle sTav å kåmma,,, fajl. Jeg orker altså ikke at rette det igennem.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Det er som om, at den der voksenhed vokser på mig. Altså både bogstaveligttalt, jeg bliver jo ældre, men også metaforisk. For mentalt vil jeg altså mene, at jeg lige har trådt et step op på voksenhedsskalaen. Hvis ikke tre.

De der frimoduler, som jeg jo nu har flere af, er altså ikke gode for mig, der som har rygrad som en regnorm hvad shopping angår. Jeg køber alt det jeg ikke mangler og så lidt til. Sådan cirka. Og sådan forholdt det sig også i dag. Det var i hvert fald tæt på. Jeg fik prøvet sådan cirka hele Only og Vero Moda's sortiment af bukser, for det mente jeg jo helt bestemt var en fornødenhed i mit klædeskab. Dog forholdte dig sig sådan, at sådan cirka ingen af dem, synes at passe mig synderligt. Jeg er meget pernitten, hvad bukser angår. Ikke fordi de absolut skal være top-dollar-mega-nice-og-stylish, men fordi mit humør afspejler sig så uendelig meget i, om jeg føler mig godt tilpas i mit tøj eller ej. Hvis jeg synes, at bukserne sider skidt, eller får mig til at se bare en millimeter tykkere ud, end et andet par, så dykker mit humør voldsomt. Sådan helt ned i kuldkælderen og så lige et par meter dybere. Tingene er svære nok i forvejen og derfor ser jeg ingen grund til, at forværre noget, ved at bære bukser, jeg føler mig utilpas i. Altså resulterede den lille modeshowsseance i lige akkurat nul bukser. Nok meget fornuftigt, mit proppede klædeskab taget i betragtning.

Men det er ikke her, voksenheden spiller ind. Bevares, det var vel voksent og ansvarligt at lade være med at købe bukser, jeg ved jeg ikke ville få brugt og heller ikke mangler, helt bestemt. Både over for budget, miljø og alt muligt andet.

Men der er også lidt løgn i det jeg skriver. For noget fik jeg nemlig købt. En elkedel (elkoger? Hvad hedder det?). Er det lige voksent eller hvad?

Ekspedienten spurgte sågar, om det var til en gave. Næ det var det ikke. Det var bare lidt selvforkælelse, som hun så fint benævnte det. Om jeg vil lade det falde under kategorien selvforkælelse, er jeg nu ikke helt sikker på. Dog ved jeg bare, at jeg følte mig ret voksen, da jeg kom spankulerende dér, hen ad gaden, med en Imercopose i hånden.

Men altså, jeg er svært glad for te. Især nu, hvor det unægteligt bliver koldere, og det er altså bare en smule primitivt, at skulle koge vand i en gryde. Jeg er i hvert fald blevet en lille smule træt af det...

Så jeg har altså investeret i denne sag. Jeg havde egentlig bare tænkt mig, at købe en af de der billige, discount agtige nogen, men sådan en type er jeg alså ikke (desværre for min pengepung). Man skal jo aldrig gå ned på udstyr, vel? #mærkevaredyr

Så ja, voksenheden vokser. Nu skal jeg vidst også snart passe på, den ikke koger over. Hæhæ

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments