REKLAME Som barn var jeg bange for mørke. Som helt lille, vækkede jeg min søster. Fik hende til at følge mig ind til mine forældre, i nattens mulm og mørke, fordi jeg ikke turde selv. Efterhånden blev jeg lidt for gammel til den slags (synes jeg se…

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Gode råd er dyre, sådan lyder ordsproget. Egentlig noget vås, man skal i hvert fald ikke spejde længe for at få øje på en hel håndfuld, hvis ikke to, der glædeligt belærer alle interesserede, for ikke at tale om ikke interesserede, om deres fantast…

Likes

Comments

Overskriften lød altså lidt bedre på engelsk, men den siger vel lidt det hele. For de knap så internationale, kan jeg berette, at det betyder hvad jeg spiser på en dag . Men faktisk skulle det have heder spiste, i datid. Dette indlæg bliver nemlig …

Likes

Comments

Egentlig er det lidt af et luksusproblem. Eller faktisk er det ikke et problem, altså det der med, at se yngre ud, end man egentlig er. Det er i hvert fald ikke et (stort) problem for mig. Bevares, jeg har da udtrykt min mishag til det, at ligne en…

Likes

Comments

Ind i mellem bliver jeg ret skruk. Ikke fordi jeg har lyst til børn lige nu (eller i den nærmeste fremtid). Slet ikke faktisk. Men simpelthen fordi der er SÅ meget sødt og kært og fint børnetøj! Dette er også en af grundene til, at jeg slet ikke ka…

Likes

Comments

#1 "Jeg er på vej" … Altså ud af sengen, ikke? #2 "Jeg skal lige tænke over det" … Jeg har besluttet mig, og det er et nej. Jeg lader bare lige som om, at jeg rent faktisk overvejer det. #3 "Undskyld, jeg havde slet ikke set, at du har skrevet" … Å…

Likes

Comments

Er det bare mig, eller er ståtrold et virkelig upassende navn til en børneleg? Jeg er lige dele begejstret og forrykt over, hvordan julen virkelig begynder at gøre sit indtog. Er jeg den eneste, der bliver nødt til, at gå i bad, når jeg har skiftet…

Likes

Comments

...at gå i seng før midnat, når vækkeuret ringer klokken meget tidligt næste morgen? ...at vaske tøj før jeg løber tør for rent undertøj? ...at lave mad? ...at rulle gardinet for, før jeg klæder om? ...at man aldrig skal stole på vejrudsigten? ...a…

Likes

Comments

Sponsoreret

Jeg føler mig ikke som en udpræget sønderjyde. Og det på trods af, at jeg bor sådan cirka 5 kilometer fra den tyske grænse, så ret meget syd kan det næsten ikke blive, hvis det skal være inden for Danmarks rammer. Og ydermere har boet her hele mit liv, det vil sige 20 år.

Den stereotype jyde er at beskrive som arbejdsom, behjælpelig og sparsommelig. Eller nærig, om man vil.

Altså kunne jeg snildt gå for at være en god, gedigen jyde. Især det der med at være nærig. Dét er jeg vidst indbegrebet af. Hvad der er sparet er tjent, som min far vil sige det.

Jeg er vild med at shoppe, men endnu vildere er jeg med, at spare når jeg så shopper. Derfor er jeg ret stor fan af, at Black Friday er ved at gøre sit gennembrud her i landet.

Til de uvidende kan jeg fortælle, at Black Friday er dagen efter Thanksgiving, og betragtes ofte som dagen, hvor julehandlen skydes i gang. Faktisk er det årets travleste shoppedag i USA, uden sammenligning.

Selvom det har huseret i det store USA i mange år, var det først i 2013, de første danske webshops tog begrebet til sig. Som det så ofte er, bliver vi inspireret af andres gode ideer, og ligeså gjaldt det for stort set alle andre butikskæder i det ganske danske land, hvoraf Black Friday nu for alvor har gjort sit indtog, og nu også her i landet, er en af de aller største handelsdage. Og med god grund. Dagen igennem er der nemlig rabatter alle vegne. Og det lige meget, om søger trusser eller tandbørster.

Se dét er noget en nærig jyde som jeg er fan af. Jeg kan vidst ikke løbe fra, at jeg har en lille krejler gemt i maven. Jeg er i hvert fald ikke bleg for at prutte om prisen, hvis det kan lades sig gøre.

Dog kan det på Black Firday, i virvaret af rabatter, været svært at navigere rundt. Det er jo et sandt kaos af tilbud. Selv om det ikke er det værste kaos man kan befinde sig i, er det alligevel en skam, man vil jo gerne have creme del la creme. De bedst mulige tilbud.

Derfor er det, hvis du spørger mig (og hvis du ikke spørger, så siger jeg det nu alligevel), skide smart, at Little Things har lavet en seperat side, på deres webshop, hvor deres tilbud løbende vil blive offentligtgjort.

Black Friday er fredag d. 24 november, og alledere fra dén fredag, klokken 00:01, vil tilbuddene blive offentligtgjort. Så ønsker du, at danne dig et hurtigt overblik over deres (formentlig) hammer gode tilbud, før det bedste er revet væk fra (de online) hylder, så er det LIGE HER du skal holde øje!

Bare lige et lille tip, fra en nærig jyde til en anden. Og til alle andre, der godt kan lige at spare en skilling eller mange, for den sags skyld. Dog tror jeg, at hvadenten jeg bosætter mig i Århus, på Amager eller noget derimellem, er det nok den del af den sønderjyske opvækst, som man ikke kan hive ud af mig. Og i og med, at der nu officielt bor flere jyder i København, end egentlige københavnere, tænker jeg, at jeg ikke er den eneste (kommende) storbypige, der har hang til gode tilbud. Det tror jeg forresten de fleste har, og det uanset om man er en københavnersnude eller landsbytosse.

Man kan tage pigen væk fra Jylland, men man kan ikke tage Jylland væk fra pigen

Happy Black Friday, når vi når så vidt.

Mojn, som vi siger det i Jylland.


PS. Julen står lige om døren. En, to, tre, så skal julegaverne alligevel købes, inden for en meget nær fremtid, så hvorfor ikke købe dem med rabat?

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Egentlig var det slet ikke meningen, at jeg ville skrive noget. Faktisk er og var jeg så træt, at jeg havde opgraderet (eller nedgraderet, alt efter hvordan man ser på det) dagen til at sove. Men såfremt jeg jeg alligevel overmandede søvnen, burde jeg nok have brugt tiden på noget mere fornuftigt. Såsom den aflevering jeg har for. Til imorgen.

Så faktisk ville jeg slet ikke skrive. Og da slet ikke om dette.

Ikke desto mindre, er jeg her alligevel. Der er noget jeg skal af med. Eller ud med, for af med det, eller den, det vil jeg skam ikke.

Jeg er druknet i kærlighed. Det bobler og bruser, som når man åbner en sodavand, der lige er blevet rystet. Egentlig er jeg omgivet af kærlighed og folk der vil mig det bedste, hele tiden, det kan man (jeg kan i hvert fald) bare godt glemme lidt, når man er begravet i sin egen ynk og elendighed i døgndrift.

Heldigvis er der adskillige, der er fabelagtige til, at minde mig om lige netop dette.

En lærer, der ud af det blå kommer og nuser mig på kinden. En klassekammerat, der giver et klem. En chef der siger, at jeg ser så glad og godt ud nu.

Og en moster (faktisk to). En moster, der i dén grad fik mig mindet om, hvorfor jeg skal blive ved. Hvorfor jeg har så meget godt at kæmpe for.
Faktisk den selvsamme moster, som er medskyldig i, at bloggen ikke begik selvmord, allerede før den rigtigt nåede at leve (læs om, hvordan bloggen blev reddet fra galgen lige her).

Har du læst gårsdagens indlæg, lige her, er du måske bekendt med, at mine mostre, især den heromtalte, er trofast læsere af bloggen. Faktisk tror jeg, at hun er min mest pålidelige læser og bloggens største fan.
Faktisk gik der ikke mere end et par minutter, fra jeg havde udgivet indlægget, i går aftes, hvor jeg efterspurgte en kok eller blot et Just Eat gavekort, når nu de var så gode til at lure hvad jeg mangler, her på bloggen, til der tikkede en besked ind.

Fra min moster. Altså det vil sige inddirekte. Selve beskeden var nemlig fra GoGift.com, men den der havde anmodet afsendingen, var min moster.
Hvad der lå i min indbakke, var fandme et gavekort til Just Eat. Kan vi så lige blive enige om, at jeg har en skide skøn moster.

Men egentlig er det ikke så meget dét, der har størst betydning for mig. Faktisk var jeg bare flad af grin. Næsten fladere end min mave var engang, og det siger ikke så lidt. Det er lidt ambivalent, at sidde og grine helt for sig selv. Naboerne må tænke jeg er en tosse. Og det var også hvad jeg skrev til hende. At hun var en tosse. Altså en god en af slagsen, uden tvivl (og tak, naturligvis. Man er vel godt opdraget).

Dog er det vel også kun fair, at hun er bloggens hovedsponsor, når nu hun selv er ansvarlig for dens eksistens, ikke? (Og moster, det var en joke, jeg vil, ikke have flere gavekort i min retning lige nu).

Men det, der kom retur (altså efter min tossebesked), det er dét, der får mig til at bruse over, til at boble, og til at føle at jeg drukner. Drukner i kærlighed. Nemlig den sødeste besked. Og bare den, kunne have været nok i sig selv.

Det er sådanne ting der gør, at jeg har lyst til at fortsætte. Lyst til at bide i det sure æble. Hvis bare jeg bider i nok, finder jeg nok et lækkert et en dag. Saftigt, sødt og sprødt. Lige som det liv, der blot ligger og venter for fødderne af mig. Og den dag ved jeg, at der er så mange og så meget der bare står og venter på, at jeg er klar til at tage imod.

Dén moster, har været skyld i så mange gode minder. Og dén moster, kommer til at være skyld i endnu flere. Og jeg glæder mig.

Shit mand. Jeg er verdens heldigste niece. Og også datter, søster, barnebarn og oldebarn, for den sags skyld. De er alle så søde ved mig. Meget bedre end jeg føler jeg fortjener. Og i bekræfter mig i, at ja, livet det ér værd at leve. Også i den grad.


I, og i særdeleshed du, gør mig helt rundtosset. Så for nu må du nøjes med et tak.

Tak.

Tak til dig.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Jeg er en akavet person. Eller det er jeg egentlig ikke. Nogle gange spytter jeg bare ugennemtænkte fraser ud, lige så bramfrit, som fodboldspillere spytter snot, under en Champions Leauge kamp, og først bagefter slår det mig, hvor dumt sagt, det egentlig var. Og for ligesom at gøre ondt værre, prøver jeg af og at rette op på fejlen, hvilket blot gør situationen endnu mere akavet.

Men, dette er jo et ærligt forum, der ér altså ikke meget, jeg sådan holder for mig selv. Og natuligvis vil jeg gerne være et godt forbillede. Men alle kan lave fejl, selv den bedste (ja, det sker jo for mig).

Jeg havde jo vældig stor succes, med mit forrige manuskrip (læs det lige her), som i øvrigt også var ret akavet, dog ikke min fortjeneste, hvoraf jeg altså tænker, at jeg med fordel kunne fortsætte i samme spor.

Lad mig derfor byde velkommen til Tildes awkward life. Små glimt, af kiksede situationer jeg er havnet i. Ene og alene grundet min egen dumhed.

Location: Dagli' Brugsen.

Scenebeskrivelse: Ved kassen, kunde har bøvl med dankortet, og efter fejlslagent forsøg, prøves der igen.


Tilde: Du kan bare stikke den ind nu.

Jeg mente kortet. Dankortet!!! For fanden Tilde.


Vær søde og sig, at i også laver sådanne akavede formuleringer. Det gør i, ikke?

Kommenter endelig, hvis i har andre sjove episoder. Jeg har brug for et godt grin, som for en gangs skyld, ikke er af mig selv.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Første rigtige dag, som værende 20-årig er officielt i fund gang. Ikke fordi jeg mærker den store forskel. I begejstring i går, spurgte jeg også min mor, om jeg lignede en på 20 nu. Hun gav mig et skeptisk elevatorblik og måtte erkende, at nej, det gjorde jeg ikke. Og jeg må give hende ret. Det gør jeg ikke. Jeg vil vove at påstå, at piger i 6. Klasse har flere kvindelige former end mig. Dels grundet sygdommen, men også delvist fordi jeg bare ikke er blevet velsignet med den form for goder fra guds (eller det er vel mor og fars geners) side.

Dog lagde det ikke en stopper for, at det var en skøn og dejlig formiddag.

Jeg er hverken fotogen eller fotograf, så fine, bloggervenlige billeder, må i være foruden, og nøjes med dette. Af en kop, en tallerken og en serviet med flag.
De store bloggere linker altid, jeg kan så fortælle, at både juleplatte og de fine kaffeslet er arvegods. Too bad.

Sammenlignet med min fødselsdag sidste år, var denne sådan cirka 1 million gange bedre. Den forrige blev spenderet med ret mange tårer. Ene og alene af den grund, at jeg ikke havde lyst til at være til. Lyst til at leve. Jeg var hjemme på visit i maks to timer. Hvor jeg græd størstedelen af tiden. Egentlig ville jeg slet ikke have været hjemme, besøget var kun af den grund, at min mor simpelthen syntes, at det var for sørgeligt, hvis jeg skulle sidde ene og alene, hele dagen på min fødselsdag.
Hele min eksistens var sørgelig, så hvad forskel havde det gjort?
Resten af dagen blev så brugt på at vandre gader og stræder, for at forbrænde flest kalorier. Dejlig dag, siger jeg jer.

Sådan var dagen i går ikke. Heldigvis!

Min mor havde kreeret den lækreste brunch (lige som alt andet hun kokkererer), med alt hvad hjertet begærer. Og selvfølgelig havde min far lavet hans specialitet. Pandekager (som du også kan læse om lige her)

Fars specialitet: Pandekager. Og som altid med en hemmelig ingrediens (dog ikke så hemmelig lige i denne omgang), nemlig hjemmedyrket chili. Gudskelov holdt han det i én pandekage... Skør som han altid er, og lige som han skal være.

Gaver var der ikke oceaner af, da jeg jo som bekendt ikke ønskede mig en hujende fis. Altså resulterede det mere i cool cash. Men dem er jeg til gengæld også ret stor fan af.

Dog var der ikke kun pengepapir, der var også gavepapir at spore.

Jeg fik i hvert fald bevis på, at mine mostre er trolige læsere af min blog. Gæt en gang hvad jeg fik. Hvis du gættede på sengetøj, så ramte du plet. Sådan går det, når man offentligt bralre ud om, at man ikke gider vaske og er løbet tør. Og så endda to sæt, i virkelig lækker kvalitet. Hvis nu jeg skriver, at jeg virkelig ikke gider lave mad, tror du så de sender en kok? Eller bare et gavekort til Just Eat?

De bedste gaver, er dem man ikke ved, at man får.

Ligeledes gjaldt det for den fra mine brødre. Nattøj i fleece. FLEECE. Kan i stave til vidunderligt blødt? Det er så kikset og med stjerner, men come on, det er fleece.

(Du kan forrestren finde det i H&M, hvis du skulle være blevet misundelig).

Mine brødres meget kreative skilt, som blev skrevet, efter jeg var trådt ind af døren. Lige som det altid er, og lige som det skal være.
Der står 2xJ, forbogstavet i deres navn, hvis nogen skulle være i tvivl.
Dog er det ikke kun fysisk, jeg er sammenlignelig med en, der først lige er blevet konfirmeret. Mentalt er det næsten endnu værre. I hvert fald på nogle punkter. Min første indskydelse, hver evig eneste gang, jeg bliver spurgt om min alder er, at jeg er 15 år. Det var den alder jeg havde, da jeg blev syg, og hvor min udvikling stoppede sådan ret meget. Altså er jeg måske at betegne som 15 og et halvt år nu..

Det blev i den grad også vist, til fuld skue i går, da vi først på eftermiddagen brød op, og min far, lillebror og jeg satte kursen mod IKEA. Hold nu fast og hold nu fest, dét var en fjollende fornøjelse. Ikke så meget det, at det lige var IKEA, men det, at det var med lige netop dem. Jeg havde den skønneste tid, jeg længe har haft, med min lillebror, som bliver så stor. Indrøm det, det er umuligt ikke at blive et lille legebarn, når man arriverer i IKEA.
Og så fik vi også testet 99% af alle senge, sofaer og lænestole (og babyvugger og kravlegårde for mit vedkommende).

Jeg fik vidst delt lige lovligt meget på det der snapchat. Fra IKEA. Og kun derfra. Jeg fik nemlig ikke lige lagt ud, at vi egentlig også holdte brunch. Egentligt er jeg ikke storforbruger af snapchatstory, dog kunne jeg ikke holde mig tilbage, da den lille skid teede sig som det han er, nemlig en lille skid. Altså en sød en af slagsen.

Det resulterede dog i en masse forundrede miner, fra folk der ikke kunne forstå, at jeg spendere min fødselsdag i IKEA. Udefra kan jeg godt se det. Holde fødselsdag dér, er måske ikke det vildeste, men jeg havde jo holdt brunch. Det glemte jeg så bare lige at forevige på snappen (de kan jo bare læse med her, ikke?)

Vi var der i rundt regnet 3 timer. Tre fantastiske timer. Jeg mindes ikke, hvornår jeg har grint og hygget mig så meget. Vi grinede og fjollede og alt føltes (næsten) som ’gamle dage’. Min lilleskid og jeg. Og min far selvfølgelig, som gik i baggrunden (og forgrunden og sidegrunden – han bliver altid væk den mand) og grinede af de to tosser han havde på slæb.

Så ja, jeg var i IKEA på min fødselsdag. Og ja, jeg havde en pisse dejlig dag.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Sponsoreret

212. Det er antallet af dage der er tilbage. Tilbage af hvad, tænker du måske, og det skal jeg fortælle dig. Antallet af dage der er resterende, indtil jeg har sidste skoledag. 249. Det er også antallet af dage der er tilbage. Tilbage af hvad, tænker du så måske igen, og det skal jeg endnu en gang fortælle dig. Antallet af dage, før jeg har dimension. Før jeg endeligt og slutteligt er færdig med gymnasiet. Sådan helt officielt.

Det lyder måske af meget. Som mange dage og det er det på sin vis også. Og så alligevel ikke. For lige så lang tid som det er, lige så kort tid er det også. I hvert fald hvis man medregner, at jeg på dette antal af dage, burde have fremtryllet en slagplan for min videre færden, her i livet. En færden, jeg ikke har den fjerneste ide om, hvad skal indebære.

Bevares, jeg har jo fablet lidt løst og fast om, at det der journalistik måske var vejen, men ærligt, så er det alt sammen bare strøtanker.

Om ikke andet, så tror jeg næppe, at jeg er den eneste. Om 249 dage, er der formentlig en meget stor håndfuld af unge, der står lige så hjælpeløse og uvidende som jeg selv. En skam, hvis du spørger staten, der blot vil have unge ud og i gang. Og det kan kun gå for langsomt.

Jeg selv er mere af den overbevisning, at man skal gå i gang når man er klar. Og ikke et sekund før.

Modsat, kan det jo også være, at du har en snert af en ide om, hvad du måske kunne tænke dig. Og hvad er så mere belejligt, end at få det prøvet af? Ikke meget, hvis du spørger mig!

Og dette er lige netop hvad formålet med Praktikjobs.dk er. Siden er aldeles fordelagtig for (eventuelt) kommende praktikanter, der får mulighed for at få en unik erhvervserfaring. En erfaring, der godt nok er ulønnet, men som de ellers ikke havde haft muligheden for at få, hvis de havde ansøgt en betalt stilling.

Der har altid været et endeløst dilemma for unge uden erfaring. De kan ikke få et job, grundet den manglende erhvervserfaring. Men samtidig kan de ikke få erhvervserfaring, da de ikke kan få fingrene i et relevant job. En ond cirkel.

Men lige netop dét, kan en sådan praktikantstilling være med til at ændre på.

Min første tanke, da jeg hørte om de hersens praktikjobs, var noget nær slaverelateret, i ved, sorter chefens støvede dokumenter i alfabetisk rækkefølge og hent ham en onsdagssnegl og en dobbelt espresso.

Men jeg tog fejl. Og blev altså også vældig overrasket.

Der er både praktikstillinger at finde hos Niels Brock, Microsoft, CPH casting, Ambassaden i Prag, DR og jeg kunne blive ved. Det spænder vidt, og er altså nogle ret interessante stillinger, hvis du spørger mig. Og hvis du ikke spørger mig, så siger jeg det nu alligevel. Er du i tvivl om din fremtid, og er du villig til, at tage et ulønnet praktikjob, som på længere sigt formentlig kommer til at betale sig ind igen (x7), så tjek det ud. Nu. Før de seje stillinger bliver hapset for næsen af dig.

PS. Skulle du have fået blod på tanden, er der ydermere lavet en lille guide lige her, med tips og tricks til din praktikansøgning. Det skulle jo gerne være lige netop dig der blev valgt, ikke?

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

I dag er det min fødselsdag. 20 år, sgu. (Forresten kan jeg også fejre bloggens 3 måneders dag).

Ikke fordi jeg vil dvæle ved fortiden, og komme med et langt og sentimentalt indlæg. Det har jeg altså ikke tid til. O lidt står den på brunch med familien. Altså kreeret af min mor, ikke af mig, så havde den nok være uspiselig.

Jeg hader, når andre skal bruge tid og kræfter på mig. Hader. Jeg ønsker ikke, at der skal spenderes oceaner af ressourcer på mig. F.eks. på ting såsom at fejre min fødselsdag. Det er jo bare mig, hvad vildt er der at fejre? Derfor holder vi det i de små. Bare en hyggelig brunch, med min familie, mormor, morfar og onkel. Både grundet det, men også fordi, jeg stadig ikke er nået til et stadie, hvor jeg rent faktisk har sådan virkelig lyst til, at være social, at omgåes andre, i alt for stor grad og at feste. Det er stadig meget svært det hele, og jeg har ikke lyst til at få et mentalt breakdown på min fødselsdag, så hellere holde det simpelt og sikkert. Og som min mormor så fint sagde det, så gemme festen, til jeg er helt på toppen.

Dog er brunch ikke det eneste dagen byder på. Jeg skal nemlig i himlen aka IKEA. Kunne det være bedre? Okay, indrømmet, jeg kører ikke til IKEA, for at spendere min dag der, fordi det bare ville være den vildeste fødselsdag. Så meget fan af stedet er jeg dog ikke. Det forholder sig sådan, at min lillebror skal tilbage til efterskolen, om eftermiddagen. En efterskole, der ligger sådan cirka to timer og en bro væk (læse mere om det, lige her), men umådeligt tæt på en IKEA. Et sted som jeg meget sjældent gæster, netop grundet den lange afstand.

Men altså, kan skal jo køres tilbage, og jeg ved ikke, om mine forældre fandt det synd for mig, at min dag skulle afbrydes med det (ikke fordi det gør mig det mindste!), men i hvert fald lød forslaget, at jeg kunne hoppe med i bilen, og vi før aflevering, kunne frekventere IKEA. Det krævede ikke mange minutters (okay, sekunders) eftertænksomhed fra min side. Jeg var på!

Taget i betragtning, at jeg helst så, at min fødselsdag slet ikke blev fejret, kunne det jo næsten ikke være mere belejligt, at jeg får lov til at ophæve selskabet, efter ikke alt for mange timer. Plus, at jeg jo som bekendt, ikke havde et eneste fødselsdagsønske (her), og det derfor nok bare resultere i penge (altså jeg ved det jo ikke endnu, jeg har jo ikke fået dem endnu), så kan jeg jo meget belejligt brænde dem alle af der. Ikke fordi jeg mangler noget, men man kan vel blive grebet af stemningen, ikke?


Jeg tror det var ordene for i dag. Formentlig (se, jeg stavede det rigtigt) kommer der ikke flere skriblerier fra min side i dag. Men skulle du gå hen og kede dig, kan du jo passende læse lidt tilbage.

Det er nemlig nu tre måneder siden bloggens første indlæg

Du kan læse lidt om mit evige singleliv her og her

Om da jeg for første gang kunne fejre månedsdag, lige her

Optur og nedtur ved at være flyttet hjemmefra her og her

Noget om, ikke at føle sig klar til at være voksen, lige her, samt refleksioner over, hvornår man egentlig er at betegne som voksen her

Oooog, hvordan jeg så rent faktisk blev teenager for en weekend (en ret uansvarlig en af slagsen, oven i købet) lige her

Et personligt indlæg, om den person jeg savner aller mest, i hele verden, er at spore her

Er du mere til det intime, kan du læse om bl.a. tissekoner og lort, lige her og her

Og når du så har brugt hele dagen på, at læse ligegyldige indlæg fra mig, og finder ud af, at klokken nærmer sig aftensmad, kan du jo passende kokkerere dette yders nemme, hurtige og velsmagende måltid, som jeg har delt opskriften på, lige her

Men måske du ikke skal springe direkte fra lorten til aftensmaden. bare et lille tip herfra.


Der er selvfølgelig meget andet af finde på bloggen også. Hop endelig rundt, hvis det lyster.

PS. husk også, meget gerne at følge bloggens facebookside for opdateringer med nye indlæg.


Må du få en fabelagtig dag. Jeg håber i hvert fald, at min arter sig til det bedre, men mon ikke det bliver tilfældet? Jeg er i hvert fald sikker på, at min familie vil gøre deres ypperste, for at dette bliver en realitet.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Nu nærmer det sig med hastige skridt, at jeg runder de der 20 år. Jeg hverken glædes eller ræddes, faktisk er jeg bare sådan lidt neutral omkring det. Men selv om jeg måske ikke tæller dagene (1 dage), så kan man vel godt reflektere lidt over de 20 år (minus 1 dag), som jeg nu har passeret. 20 år er minsandten lang tid, og man skulle da være et skarn, hvis man ikke havde taget bare en lille smule ved lære.

Jeg vil faktisk helst ikke kategoriseret som et skarn, så derfor må jeg jo hellere opremse (nogle af) de ting, som jeg har erfaret mig.

Egentlig havde jeg påtænkt, at det skulle være noget alla hvad overskriften antyder, nemlig "20 ting jeg har lært på 20 år". Jeg forsøgte mig, det gjorde jeg virkelig, dog måtte jeg erkende, at der altså kun var to reelle punkter. Men dem skal i da naturligvis ikke snydes for.

Så her kommer det så. 2 (meget vigtige) ting, jeg har lært på (meget snart) 20 år:

Nummer 1

Mor har ALTID ret!


Nummer 2

Far ved ALT!


Altså en kort, men sigende opsummering af, hvad jeg har lært. Du kan prøve at påstå, at mor ikke altid har ret, og at far ikke ved alt, men du skal godt nok komme med nogle gode argumenter, for at overbevise mig.

Der er ikke dén ting, min far ikke kan svare på. Hit me, eller hit him (altså ikke bogstaveligttalt). Hvis han ikke kan svare på det, overgiver jeg mig, men jeg tvivler altså meget på, at dette er tilfældet.

Ligeledes kan jeg ikke erindre én eneste ting, min mor har påstået, som ikke har været sandt, enten før eller senere. Og her snakker vi alt, lige fra påstanden om, at man altså bliver snottet, hvis man ikke tager jakke på, i minus 7 grader, til skide kloge udtalelser om livet.


Men altså, jeg har jo stadig 1 dag til at komme op med de sidste 18 ting, det kan jo være jeg når det? Jeg tvivler nu stærkt, men man skal vel være optimistisk.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

...mit vækkeur ringede klokken 6 i morgen

...jeg spildte ketchup på min nyvaskede, hvide(!) t-shirt

...jeg fandt ud af, at Netto har Hokkaido græskar på tilbud til 10kr. i den kommende uge

...jeg havde befundet mig 1 time og 13 minutter, i en dybfryser på -21,5 grader (altså på arbejdet, ikk?)

...min indre rockstjerne kom frem i badet

...jeg fandt ud af, at jeg var løbet tør for toiletpapir. Og så sad jeg dér

...jeg jeg blev opmærksom på, at der nu kun er to(!) dage til min fødselsdag

...min kollega sprækkede bukserne. På arbejdet

...jeg fik fri fra arbejde, og endelig kunne kalde det for efterårsferie

Slutteligt kunne det have været meget passende, at smide et billede af mig, som jeg ser ud lige nu, ventende i spænding, til aftenens Vild med dans show løber af stablen. Dog forholder det sig sådan, at jeg lige er vågnet fra en meget lang lur og jeg ligner noget der er løgn. I hvert fald ikke noget, der er bloggervenligt, i skulle jo nødigt få mareridt.

Nu kan jeg endelig kalde det for ferie her på matriklen. Det vil sige, at jeg har to dages ferie, før skolen skydes i gang igen. To dage, der skal spenderes på fødselsdage. Først i morgen, hvor min søde søster fylder 22 år, og søndag, hvor jeg selv bliver 20. Sgu.

Min sidste fredag som teenager, bliver brugt på at boble i min seng, og svæve lidt mellem søvn og bevidsthed, men det der dans i baggrunden og ikke på en bar, dansende på bordene, med en lidt for høj promille.

Må du få en fabelagtig weekend, hvad enten du har for, af fornuftige (eller knap så fornuftige) planer og ideer.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Altså i overført betydning. Jeg har ikke fået lagkage i dag, i hvert fald ikke i fysisk forstand, jeg har nemlig fået noget, der er meget bedre.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har lidt nogle øv dage. Dog har jeg efterhånden affundet mig med det, jeg er ved at være vant til dem. Ikke fordi det retfærdiggør dem.

Hvad der heller ikke er nogen hemmelighed er, at jeg lige om lidt fylder 20 år. Ikke fordi jeg tæller dagene, men der er altså kun 3 dage til. Det er godt nok overordentligt tæt på.

5 af disse 20 år, har jeg brugt på at være syg. Fem divideret med tyve. En fjerde del. En fjerdedel af mit liv, har jeg brugt på at være syg. Et halvt årti. Det lyder voldsomt, når man stiller det sådan op, og det vil jeg egentlig også mene, at det er. I hvert fald er det mere held end forstand, at jeg stadig er her, den dag i dag. Mit hjerte og min krop kunne lige så godt være stået af. Faktisk er det mig en gåde, at den ikke gjorde det. På dårlige dage ville jeg ønske, at det ikke var tilfældet. At jeg i stedet bare en dag var dejset om. Faldet i søvn og aldrig vågnet op igen. Tanken både skræmmer mig og tiltaler mig.

Sådan havde jeg det lidt i dag. Rolig, jeg har ikke tænkt mig at realisere det, jeg er ikke selvmordstruet (mere), men tanken om, at slippe for det ulidelige tankespind, der konstant florerer i knolden på mig, er da en lille smule appellerende.

Bid dog mærke i, at jeg skrev havde. Jeg havde nemlig lyst til det, for det har jeg ikke mere. Ikke lige nu i hvert fald. De nedadvigende mundvige, er nemlig erstattet af et lille bitte smil. Måske kun en lille trækning i mundvigene, i opadgående retning, men om ikke andet, så er den der. Smilet er at spore, og det er altså ikke bare lige sådan at fremskaffe hos mig.

Grunden hertil, tilfalder B. Verdens bedste B. En B, som som også går under betegnelsen, min (aller) bedste veninden. I min postkasse i dag, dumpede der nemlig en fødselsdagsgave ind (og ja, man må altså gerne åbne den før tid, jeg er jo voksen, så jeg bestemmer vel selv).

Vedlagt var det sødeste kort, og allerede det, kunne i sig selv have været nok. Nok til at løfte mig. Men som det altid er med min B, så gør hun tingene med manér, og det gør sig også gældende for gaver. Hun finder de sødeste gaver (også lidt dødirriterende, når nu jeg selv er så dårlig til at købe gaver : P ). Men af alle søde gaver, jeg har været udsat for, så må denne toppe listen. Og den ikke bare topper den, den springer simpelthen skalaen.

Vedlagt var en lille bitte bog. Ikke større, en en bukselomme, som er fyldt med 50 små sætninger om, hvorfor (hun synes), at lige netop jeg, er hendes bedste veninde, der mangler fuldførelse. 50 små sætninger, som B har brugt tid og tanker på at udfylde, specielt møntet på mig, på vores venskab.

Og det, kan jeg fortælle jer, dét føles sgu lidt som at få lagkage på en lortedag. Egentlig er det en abnormt dårlig sammenligning, for jeg kan slet ikke lide lagkage, i hvert fald ikke kagecreme og flødeskum, men jeg tænker I forstår meningen. Måske burde jeg skifte lagkagen ud med banankage, hvilken også er nævnt en gang eller to, i den lille bog. Den er jeg vidst en kende kendt for (jeg er dæleme også god til at bage den!).

Hvorfor har jeg forresten aldrig overvejet at beskrive mig selv sådan, altså som en nugget? Det er jo spot on!

Sød, sød gave. Men så må den også stoppe her, tænker i måske. Jeg kan godt følge jer. Jeg var i hvert fald mættet med glæde. Men B er B og B er fantastisk.

Som prikken over i'et, var der en lille pakke mere. Heri var at finde det sødeste, sødeste armbånd, Egentlig er jeg ikke så meget til smykker, i hvert fald ikke de der overdimensionerede nogle, der skriger opmærksomhed. Det er bare ikke lige mig. Det var dog ikke tilfældet her. I den lille æske var det fineste armbånd at finde. Et, der fald lige i min smag, så enkelt og fint. Sammenlagt med det søde brev, hvori dets formål var beskrevet, blev jeg næsten helt rørstrømsk (og jeg er ellers ikke den sentimentale type).

Det kan godt være, at B er det andet bogstav i alfabetet, men for mig har du helt sikkert indtaget en førsteplads.

Det fantastiske (hvis du spørger mig), ved vores venskab er, at vi forstår hinanden. Vi har ikke behov for, at skrive sammen flere timer om dagen. Faktisk kan der gå adskillige dage, ofte uger, i mellem, at vi har kontakt. Men det ændrer ingenting. Den distancerende kontakt har ingen betydning. Jeg véd, hun altid er der, og ligeledes håber jeg hun ved, at jeg er der for hende.

Jeg håber, at alle har deres helt egen B, lige som jeg har min.

Kære B. Tak er et fattigt ord, men jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal sige. Tak. Bare tak.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments

Disse dage har jeg, hvad jeg selv betegner som, nogle rigtigt 'tykke-dage'. Dage hvor jeg føler mig tyk. Altså tykkere end normalt, for det ville være en løgn, hvis jeg påstod, at jeg følte mig tynd, af og til, eller bare noget derhen af. Tykke-dagene kommer lidt periodevis, og der er ikke noget system i dem, desværre. Gid der var, så kunne jeg bedre planlægge mig ud af det. Sådan da.

Her på det sidste, har jeg følt mig slasket, tyk og blød. Altså sådan rigtigt vamset, og det er altså et begreb, jeg helst vil forbinde med en sweater, og ikke med min krop. Hvis jeg prøver mane fornuften frem, ved jeg selvfølgelig godt, at dette ikke er tilfældet, der er i hvert fald ikke så meget fyld på knoglerne, at det kan betegnes som værende tyk, så meget ved jeg. At jeg så ikke selv kan se det, det er en anden ting.

I takt med, at jeg har fået en voksende slaske-følelse, har jeg også fået en overskyggende følelse af dårlig samvittighed. For ikke at træne. Det burde jeg jo, ikke? Man er jo tyk og usund, hvis man ikke gør det. Ikke?

Hvad der bestemt ikke har gjort sagen bedre er, at jeg to gange, på de sidste to dage, er blevet spurgt, om jeg er kommet i gang med det der træning, jeg havde bralret sådan om. Hvad udspørgerne dog ikke havde fået med var, at jeg i mellemtiden er stoppet med det der idræt, af den simple grund, at jeg fik det skidt. Psykisk.

Jeg er udemærket klar over, at det var ment i sjov, at dømme ud fra kontekst og ansigtsmimik, og jeg tog det heller ikke tungt. jeg, som i Tilde. Den, derimod, altså anoreksien, så det som en hentydning til, at jeg virkelig lignede en, der burde komme i gang med det der træning. At jeg var slasket, slap og slet ikke tynd nok (okay, slap det er jeg, og det er jeg udemærket godt klar over).

Det vil altså sige, at de dumme tanker, den allerede havde placeret i knoppen på mig, blot blev bekræftet. Altså, det gjorde de jo ikke, men den tog det som en hentydning.

Men på trods af det, har jeg ikke tænkt mig at påbegynde projekt træning. Endnu. En dag skal det nok komme, men ikke nu. Jeg vil ikke være afhængig. Ikke igen.

De sidste 4 år, løb jeg HVER ENESTE morgen før morgenmaden, 4 km. Ligemeget om det var snestorm, torden, skybrud eller orkan. Og også hedebølge, for den sags skyld. Der var ingen undtagelse. Og fik jeg ikke den løbetur, følte jeg, at jeg var nød til at faste i noget nær 2 uger, for at kompensere (men jeg fik den altid, en hviledag var slet ikke en reel mulighed). Og det er dét, jeg er så bange for at havne i igen. Det at være afhængig af motion, for det var jeg, ingen tvivl om det.

Det er ikke normalt, at være ved at bryde fuldstændig sammen, og overhovedet ikke kunne overskue at være i live, hvis ikke man får en skide løbetur. Men det er nu ikke så meget det, at det er unormalt, jeg kan leve med at være lidt atypisk, det er jeg nok i forvejen, det er simpelthen fordi, det er udholdeligt, at leve et sådant liv. Derfor, nægter jeg, at lade det ske igen.

Adder lige til løbeturen, at jeg så dagen lang, travede rundt. At sidde stille, var simpelthen ikke en mulighed. I skolepauserne, løb jeg op og ned af trapper, efter skole travede jeg byen tynd. Jeg gik og gik og gik. Og skulle det hænde, at jeg skulle blive stående på samme spot, ja så stod jeg op.

Hele løbeseancen stoppede i november. D. 13 november, for at være helt præcis, grundet en overbelastning. Mit ben var hævet op, til næsten dobbeltstørrelse (men stadig oceaner tyndere, end hvad sundt var), og det gjorde ondt, selv når jeg lå ned. Efter lægebesøg, med frygten for (det vil sige, de kloge hoveder havde en frygt, jeg var ligeglad, jeg gad jo egentlig ikke være her mere), at det var en blodprop, traf jeg beslutningen om, at det måske var en hentydning. En hentydning til, at nu var nok, nok. Det var tid til at stoppe vanviddet, stoppe løbet. For en tid. En tid der nu, om under en måned, har varet et helt år.

Det er den sværeste beslutning, jeg nogensinde har taget, i hele mit liv, og det at jeg tog den ganske alene, uden nogen til at befale og beordre mig det, gjorde det blot endnu værre. Der var nemlig kun mig, den kunne dunke i hovedet, kun mig den kunne give skylden. Men jeg fortryder det ikke. Ikke et eneste sekund. Det var det første og det største skridt, jeg tog mod at slippe af med den satan.

Vi er stadig ikke i mål. Eller det vil sige, jeg er stadig ikke i mål. Den får nemlig stadig lov til at styre en stor del af mig, en stor del af dagens vågne timer. Desværre.

Jeg kan slet ikke huske, hvordan det er, at være i live, og have tanker, der ikke omhandler, at man er for tyk. De er der hele tiden. Konstant. Selv når jeg har samtaler, når jeg synger, når jeg er i skole, når jeg ser tv, når jeg går, når jeg skriver. Hele tiden er der en tanke i baghovedet, hvis ikke hele hovedet, om mad, vægt og 'tykkelse'. Det er forfærdeligt, og jeg tvivler på, at det nogensinde kommer til at stoppe, sådan helt. Jeg håber det.



Men nej, jeg har ikke trænet i dag. Og nej, jeg skal ikke træne i morgen. Eller dagen efter det, for den sags skyld.

Følg mig på

Facebook HER // Instagram HER // Bloglovin' HER

👈🏼Subscribe👈🏼

// Lillelyng

Likes

Comments