Header

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Såå det her indlæg er nok et af de sværere for mig at skrive på flere måder. Jeg har gået at diskuteret lidt med mig selv frem og tilbage, om hvor vidt jeg skulle poste et indlæg i form af det her eller bare lade vær'. Ikke fordi jeg ikke har lyst til at lave det... fordi det har jeg! Sætte mig ned og skrive mine tanker og følelser ned. Det er jo det bloggen her på sin vis er til for. Men i og med at det omhandler en, af mange mennesker, højt elsket persons liv, kan det faktisk også være lidt angstprovokerende. Er det mon værdigt nok? Kunne det have været formuleret bedre? Er det for personligt?

Min fantastiske farfar: Herbert Kramp gik bort søndag d. 06/08/17. Det er første gang jeg har mistet en så tæt en relateret person til mig. Jeg kunne sidde her og skrive i timer, dage... år, om hvor fantastisk en person han har været - jeg prøver stadig at vende mig til at sige: var, havde og har været. Men lad os være bundærlige... jeg ved også godt at man som læser, ikke gider at sidde og læse om afdød ældre mands livshistorie, som man ikke har noget tilhørsforhold til. Alt jeg bare vil sige om min farfar er nogle få og meget beskrivende ord: Positiv, livsnyder, madglad, klog på livet, elskelig, sjov, ekstremt høflig, musikalsk og sidst men overhovedet ikke mindst, så interesseret han sig i alt og alle omkring sig... lige til det sidste.

Min farfars sygdomsforløb har været som en rutsjebanetur. For 4 år siden havde vi nærmest indstillet os på at der nok ikke var så lang tid igen. Vi snakker måneder. Men heldigvis fik vi fornøjelsen af hans sjæl helt til en alder af 86 år... og han havde det for det meste godt. Systemet har passet godt på ham. Jeg ved faktisk ikke helt hvad han døde af. Hvis jeg skulle sige det helt enkelt med mine egne ord, så var han slidt. Slidt op af han kæmpe for sit liv. Han endte med at få lagt det der hedder en subcutan nål i armen, som er en form for human aflivning efter min mening. Det er enkelt sagt bare en nål, som du giver morfin igennem, til vedkommende næsten ikke kan mærke sig selv sin sult eller tørst mere. Og ja... den lå han så med i 6 dage.

Ventetiden var helt sikkert den værste. Det en svær følelse at forklare... den nærmeste beskrivelse jeg kan komme på er 'tomhed'. Jeg kunne ikke finde ro. Jeg følte ikke jeg kunne tillade mig at smile, hvis jeg smilte. Jeg følte at jeg havde et form for ansvar... selvom jeg ikke havde. Man ønskede bare noget så inderligt både for ham og for familie og venner, at han snart kunne få fred.

Da det hele pludselig var en realitet, at han ren faktisk snart kunne være væk, gik det op for mig, hvor mange ting jeg gerne ville have sagt til ham. Og da var det faktisk ikke forsent. Jeg sad alene ved hans side onsdag eftermiddag, holdte hans hånd. Jeg var gået ind i det rum fast besluttet på at nu var det nu at jeg skulle sige det ting som jeg havde ligget søvnløs over. Der gik rigtig lang tid før jeg åbnede munden. Han lå der helt fredeligt. Han sov ikke. Selvom det var svært at se eller høre forskel på, så ved jeg bare at det gjorde han ikke. Et eller andet sted var det ekstremt grænseoverskridende for mig. Da jeg endelig åbnede munden gik der lang tid mellem hver sætning. Jeg fortalte ham at han havde været stærk. At det var ok at give slip. At vi nok skulle passe på farmor, og at han snart ville få hende at se igen... og indtil da så skulle han bare se alle sine venner og familie, som venter på ham. Jeg fortalte ham en ting som jeg aldrig har sagt til ham: At jeg elskede ham. Jeg ved han kunne høre mig. Han reagerede ved at prøve at løfte sine øjenlåg og give sæt med sin ene arm - puha sug i maven. Det var nok det hårdeste øjeblik i mit liv at forlade det rum. Jeg gav ham et kys på panden, og vidste at næste gang jeg ville se ham, ville han have fået ro. Der skulle gå 5 dage.

Kl. 18:09 ringede min telefon. Min kæreste og jeg sad midt i kvindefodbold finalen. Jeg vidste godt hvad kl. havde slået. Efter telefonsamtalen var jeg ret afklaret. I sorg... men afklaret. Jeg tog sko og overtøj på, satte mig ud i bilen og kørte til Ringsted Knud Lavard Center på Akutten hvor han var. Jeg havde på intet tidspunkt været i tvivl om, hvor vidt om jeg ville se ham når han havde fået fred eller ej. Det ville jeg. Uanset sted og tidspunkt. Og det er jeg glad for at jeg gjorde. Det har givet mig en helt anden ro i kroppen, end man overhovedet kan forestille sig. Tilbage i 2013 så jeg et dødt menneske første gang. Min mor arbejdede nettop på den afdeling, hvor min farfar lå i år, og jeg var taget med hende på arbejde, da hun spurgte mig om jeg ville se en død. Jeg startede med at takke nej. Men alligevel var der noget i mig der fik mig til at skifte mening, da hun tog i håndtaget ind til rummet - og det er jeg mig selv taknemmelig for. Jeg var ikke i tvivl om hvad jeg var på vej ud til den aften d. 06/08/17. Det var meget fredfyldt. Han var blevet gjort pæn, tændt stearinlys, min farmor sad ved hans side og fortalte om gamle dage. Det var næsten helt magisk.

Dagene efter er gået med at bearbejde sorgen, finde ud af de praktiske overvejelser med familien. Fredag d. 11/08/17 fandt bisættelsen sted i Ringsted. Meget rørende og smuk ceremoni. Os børnebørn sluttede det af med hver især at ligge en rose på kisten, inden den blev kørt væk. Hans urne blev sænket i jorden på Hørsholm kirkegård i lørdags, og jeg føler nu at der er kommet en afslutning på det hele. Han vil altid være i vores hjerter.

Grundet hele situationen, har jeg selvfølgelig ikke været top-motiveret for at opdatere min blog. Jeg begynder at føle motivationen er tilbage, og jeg har det faktisk rigtig godt med at jeg fik skrevet dette indlæg, trods alle overvejelserne. Håber også det måske er noget i kan bruge til noget i jeres liv af tanker og overvejelser. Tak fordi du læste med. God aften derude!

Likes

Comments

Godaften på bloggen. Der er nu gået 2,5 uge siden i sidst har hørt lyd fra lille mig. Der har haft foregået nogle ting i mit liv, som jeg har været nød til at være tilstedeværende i. Jeg føler efterhånden at der er ved at være så meget ro på, at jeg nu godt kan sætte mig ned og fokusere på mig selv og mine fritidsinteresser igen. Desværre er det ikke helt overstået endnu, men jeg har tænkt at få sat mig ned og skrive et rigtig indlæg omkring det hele når jeg engang føler mig klar.

Trods alt det her... var det nu ikke det indlægget skulle handle om. Jeg tror de fleste mennesker (unanset alder) har været nået til det punkt i livet som hjemmeboende Dea Maries 21 åriges hoved befinder sig den dag i dag. Det skal netop handle om det her med at være ung og hjemmeboende.

Jeg har ALDRIG haft travlt med at flyve fra reden. Drømme om at flytte hjemmefra har jeg uden tvivl haft masser af... faktisk næsten ikke andet. Dog er der en tanke der altid har stoppet mig: "Jeg har det jo egentlig meget godt her hvor jeg er". Og det har jeg virkelig haft. Det er ikke fordi jeg bliver vartet op i hovede og røv... det stoppede efterhånden 'helt' af sig selv efter jeg fyldte 18 år - hæhæ. Tøjet vasker ikke sig selv, maden står jeg ofte selv for, rengøring, jeg arbejder for hver en krone, betaler for at bo hjemme samt tlf-regninger og forsikringer. Hvorfor skulle jeg rushe af sted når jeg har alt hvad jeg har haft brug for, der hvor jeg var i mit liv. Jeg ville ikke være en af dem der bare flytter for at flytte. Der skulle ligesom en mening bag. Giver det mening?

Nu synes jeg at jeg er nået dertil i mit liv hvor jeg ligesom har brug for et eller andet form for 'push' videre i livet. Jeg har haft 2 år hvor jeg har haft fri fra at studere, som har været utrolig tiltrængt, og bare har arbejdet. De sidste 2 år har udviklet mine værdier og egenskaber som menneske helt utrolig meget, fordi at jeg nettop har haft rigtig meget tid til bare mig selv. Det er sikkert ikke alle mennesker der ville gøre som mig - men den snak tager vi en anden dag.

Jeg føler at jeg er nået endestationen, og efterhånden er SÅ selvstændig at min far og jeg er ved at rive hovederne af hinanden, fordi jeg måske har lidt for mange ting jeg gerne vil gøre på MIN måde i hans hjem. Fair nok. Hvis man når dertil i livet hvor ens forældre decideret mener at man 'invadere' deres privatliv (av) ved at bo hjemme, er det måske ved at være på tide at sprede vingerne. Give sig selv det push.

Min far og jeg har virkelig haft mange skænderier og diskutioner det sidste halve år. Lidt fra den ene dag til den anden faktisk. Jeg ved ikke om det har noget at gøre med at han fik en kæreste lige omkring samme tidspunkt. Forstå mig ret... måske havde han pludselig ikke lyst til at sin 21 årige datter bor hjemme mere. Men ja... det har virkelig bare skabt en utrolig negativ energi på min fars og mit forhold og i mit liv: 'ikke rigtig at føle sig velkommen'. Og jo jeg ved da godt at jeg er velkommen, men jeg ved også godt at det bestemt ikke gør noget hvis jeg finder en lejlighed og pakker mine ting.

Den negative energi i vores hjem har virkelig påvirket mig og har givet mig utallige af søvnløse nætter. Ofte giver min far mig bare en kæmpe trang til bare at pakke mine ting og skride. Men nej... jeg skal jo lige finde mig en lejlighed først. Fornuften sejre. At finde en lejlighed er fanma ikke nemt. Jeg er hverken skrevet op det ene eller det andet sted. Private lejeboliger... nej tak. Jeg bor selv i Solrød Strand, men størstedelen af mit liv befinder sig lige nu i København SV og omegn. Arbejde, venner og så er der også lige ham los boyfriend. Der har jeg haft lidt at bakse med i forhold hvor klar han egentlig er til måske at flytte sammen. For jeg har simpelthen ikke råd til at bo i kbh alene... men jeg har snart heller ikke mere plads på min overskudsbar til at bo hjemme mere.

Alt i alt så kører tankemylderet på fuld hammer dag ind og dag ud. Jeg har skrevet mig op i nogle forskellige boliger rundt omkring i Valby og København SV. Jeg håber VIRKELIG på at finde noget at bo i inden for den nærmeste fremtid, holde optimismen høj uden at have alt for urealistiske forhåbninger - selvom mit unge hoved og drømmene af og til kan tage lidt over - haha.

Likes

Comments

Det er en dejlig og hélt fredelig fredag aften. Jeg ligger i min seng, hører noget god musik og tænker lidt over gårdsdagens begivenheder, som fandt sted i Valby parken i København - nemlig: Grøn Koncert. Det var en fantastisk dag, som jeg ser frem til hvert år. Jeg ville rigtig gerne skrive et langt og følsomt indlæg om hele musikken og stemningen på Grøn... men det er simpelthen næsten umuligt. Man skal virkelig opleve det selv.

Jeg vil nu alligevel forsøge mig lidt. Hvis vi skal starte et sted så skal vi nok helt tilbage til hvorfor Grøn Koncert overhovedet eksistere. Hele arrangementet startede tilbage i 1983, med blot 40 frivillige, to folkevognsrugbrød, en lastbil og en varevogn. Grøn Koncert er (så) enkelt sagt (som muligt) en årlig udendørs koncert-række, med skiftende musikere år efter år, arrangeret af Muskelsvindfonden i samarbejde med bryggeriet Tuborg, hvor hele overskuddet går til Muskelsvindsfondens arbejde med at støtte, styrke og skabe livskvalitet for mennesker med muskelsvind og deres pårørende. Lad os lige hvile ved hvor fantastisk et koncept det i virkeligheden egentlig er? Hele formålet siger 100% sig selv i deres motto: "Plads til forskelle". Jeg kan og vil i hvert fald rigtig gerne skrive under på at der er 'plads til forskelle' på Grøn. Det er den del af hele stemningen der er SÅ svær at beskrive. Alle er som de er. Mennesker er fantastiske. Ingen jantelov... hvilket gælder både fra musikkerne, de frivillige og gæsternes side.

Selve 'koncerten' er delt op i 2 store scener i hver ende af pladsen. P3-Scenen og Grøn Scenen. I år havde de faktisk tilføjet en lille scene, som var navngivet 'fra-grøn-til-grøn-scenen'. Navnet giver lidt sig selv - haha. Scenerne spiller ikke samtidig, og der er derfor god mulighed for at få nogle rigtig gode pladser hver gang en musiker, som man godt kan lide spiller. Langs siderne af pladsen er der mad -og merchandise boder. I merchandise boderne kommer artisterne ned efter deres optræden og deler krammere, snakke og autografer ud. Ret uformelt og ret så fantastisk at kigge på.

Hvis ikke du har været på Grøn nogensinde, håber jeg virkelig at have fanget din interesse! Det er et utrolig flot arrangement og en stemning der SKAL opleves. Der er stadig masser af billetter ledige til de næste koncerter rundt omkring i landet. Jeg glæder mig allerede til næste år! God aften derude.

Likes

Comments

Hej på bloggen. Nu synes jeg at det er ved at være tid til et lille instalately indlæg. Jeg har faktisk ikke været specielt aktiv på min instagram den sidste måneds tid. Dog er er jeg begyndt at blive rigtig glad for at bruge instastory meget mere end snapstory! Men HOLD nu op hvor det irritere mig at jeg ikke kan lave 'swipe up' funktionen på mine post. Hvad er det for noget fis med, at det kun er 'de større' instagramere der kan det!? Det synes jeg er for dårligt af instagram. Nå anyways... tilbage til indlæggets handling.

Min sidste måned (som skrevet i tidligere indlæg) har gået rigtig meget med arbejde, nu hvor alle har ferie, hvoraf de dage jeg har haft fri har der været begivenheder som tivoli tur, min og min kærestes fælles have-fødselsdagsfest, øller med vennerne efter arbejde, kaffe-dates og min kære mormor's 70 års fødselsdag. Det har alt sammen været super hyggeligt! Men som i kan se ud fra nogle af billederne har mine fridage/fritimer stort set hele tiden faldet sammen med de dage hvor det danske sommervejr har haft holdt en pause fra sommervejr. Lad os lige holde 1 minuts stilhed for det. Øv.

Weekenden har også været lidt tough ved mig. Jeg er er ærligtalt typen der har brug for at lade op, og der skal ikke så mange dage i streg til, hvor der sker noget hele tiden, for at jeg bliver meget udmattet! I need my Dea-time. Så efter en 07-16:30 arbejdsvagt i fredags og så ellers en times køretur hjem, var jeg allerede rigtig træt... men jeg havde ikke tid til at slappe af, da min far skulle holde STOR heldags 50 års fødselsdag fra lørdag formiddag. Derfor måtte jeg selvfølgelig i gang med den helt store oprydning og hjælpe til med at ordne oppyntning og opsætning af borde og stole til 70 mennesker i teltet i haven. Da kl. ved at være halv 12 var det ellers bare på hovedet i seng og op og være klar til en lang dag med mange gæster. Det var et rigtig hyggeligt arrangement med lækker brunch og dejlige mennesker. Sidst på eftermiddagen var mange gået hjem, men der var alligevel en del der var blevet til grill og senere lidt druk og lange dybe snakke.

Søndag var en enormt hyggelig dag. Vågnede op med min dejlige kæreste ved siden af mig. Lidt bombede ovenpå gårdsdagens begivenheder fik vi lettet måsen ved 12 tiden, for at gå nedenunder og spise lidt rester af brunchen fra dagen før, så noget Dybvaaad, sov en lille middagslur, kørte på McDonalds om aftenen og spiste os runde, kørte til Karlslunde og gik en tur på stranden i støvregn, hvor det pludselig begyndt at pisse ned i stride strømme, mens vi stod og slog smut. Vi søgte derfor op på en nærliggende Café og sad der og var gennemblødte, fik en kop kaffe og havde nogle gode snakke inden vi vendte næsen hjemad. Da vi var hjemme tog vi et varmt bad (det er bare noget af det bedste jeg ved, når man kommer hjem helt kold og gennemblødt lige fra regnvejret). Så tændte vi ellers stearinlys og så lidt mere Dybvaaad og Friends inden vi lagde os til at sove.

Det har været en god men hård måned synes jeg. Til tider slår jeg mig selv i hovedet for ikke at have ønsket sommerferie - haha. Nu glæder jeg mig til Grøn Koncert i Valbyparken på torsdag! Det skal nok blive en fest, trods at der lige nu er lovet rigtigt dårligt vejr... men hva' fa'en det kan nå og ændre sig... og hvis ikke... så tager vi bare det med i mindebogen. God dag til jer derude. Ses vi på Grøn?

Likes

Comments