Posted i: Skriveri

Nu hvor jeg endelig har fået sommerferie, betyder det jo også at jeg har fået langt bedre tid til at kunne skrive blog, og generelt også bare skrive. Derfor har jeg valgt at starte sådan en form for sommerprojekt ud. Det vil sige at jeg skriver cirka en halv til en hel side i en bog agtigt, som jeg er ved at skrive her over sommerferien. Hvis jeg ikke skriver på bogen, skriver jeg nemlig på bloggen her. Det er super dejligt at kunne skrive her på, da jeg bruger det som en form for afstressning. Personligt for mig er det den bedste form for, hvad skal man kalde det, måde at koble fra. At smide noget musik i ørerne og så bare skrive løs, det er virkelig det bedste for mig. Og kan klart anbefales at gøre. Om det så bare er en lille novelle eller en hel historie, det er den fedeste måde at koble fra på.

Nu tilbage til sommerprojektet,
det hele startede med at jeg intet skal i sommerferien, så tænkte lidt på at skrive en sommernovelle. Det gik knap så godt, da jeg vitterligt intet havde i tankerne. Pludselig vågnede jeg op en lørdag morgen, og havde hele ideen. Så jeg skrev og skrev et udkast i timevis, finpudsede handlingsforløbet og kunne endelig begynde på selve historien. Nu sidder jeg og har skrevet omkring 5-6 sider, der er dog stadig lang vej endnu, men jeg er godt på vej.
Jeg er helt vild med følelsen om at være aktiv fagligt, selvom det er sommerferie. Dog tager jeg ikke det her skriveri som noget decideret fagligt, ligesom dansk er i skolen. Jeg tager det mere som en hobby, en ting jeg rent faktisk kan lide. Jeg elsker at skrive og tegne, det er min måde at komme væk fra de til tider lidt hårde og svære tanker.

Det hjælper en del at få tingene på papir, skrive eller tegne noget der beskriver ens humør. Om det så er en glad tegning af en humlebi eller en forvirret, lang, trist kærlighedsroman, det hjælper en del for mig. Det rart at man kan udtrykke sig på en anden måde, end blot at snakke, græde, smile, grine eller så meget andet.

Det er det jeg elsker ved netop lige min forfatterdrøm, jeg bestemmer helt selv, hvilken måde jeg skal fortælle på.

Knus Lara

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Posted i: Personligt, Mode

Her inden for de seneste par måneder er jeg begyndt at interessere mig meget mere for mode, end hvad jeg normalt gør. Det vil sige, jeg bruger LANGT flere penge på tøj og sko end andet. Da jeg virkelig går meget i op i at jeg skal have min egen tøjstil. Grundet jeg i 0.- 6. klasse altid bare prøvede at blende ind i mængden, bare at gå i sort og gråt tøj. Indeni var jeg ved at blive sindssyg. Jeg har altid haft en her trang til at være anderledes og gøre lige det jeg vil. Men det har jeg aldrig rigtig kunne, grundet min dårlige selvtillid tidligere hen. Igennem hele mit liv har jeg altid været en ret stor pige, så min selvtillid har aldrig rigtig været i top. Derfor turde jeg virkelig ikke at vælge min egen tøjstil og gå i lige det jeg ville.

Omkring november 2016 besluttede jeg mig for, at jeg ville prøve noget nyt, skille mig lidt ud. Jeg lavede en stor bestilling tøj fra Zara med alt muligt nyt tøj, blandt andet mine nu højt elskede culottes. Allerede den første dag jeg havde dem på, fik jeg så mange komplimenter på, at det var fedt jeg turde skille mig ud. Selvom det nu egentligt bare var en blomstret t-shirt og nogle bukser, der nu er et stort trend, det var det dog ikke så meget dengang. Men jeg fortryder det på INGEN måder, det var sådan lidt det, der startede min tøjstil, og det er jeg så glad for!

Nu går jeg i lige det tøj der passer mig, og er egentligt ret ligeglad med hvad folk tænker om det. Et af mine seneste og mest elskede køb var nemlig nogle gule Birkenstock sandaler. Det er ihvertfald nogle sko jeg har fået utroligt mange kommentarer på, helt overraskende endda. En af de mest hørte er, “Hvorfor gule?” Og der er mit svar altid,

"Jeg gider ikke at være som alle andre. Jeg vil være mig selv, og det er der ingen, der skal ændre."

Selvfølgelig gør det lidt ondt, når man får nogle lidt lede kommentarer på sin tøjstil. Men det er bare der, hvor man kan se, hvor forskellige alle mennesker er. Nogle bryder sig ikke om farver, hvorimod andre, som mig, elsker farver og at skille sig ud. Det er der jeg synes, det er en fed verden vi lever i, hvor alle er forskellige på hver sin måde.


Mit personlige råd til dig, som læser det her, er at, hvis du går og tænker på at prøve noget nyt. Gør det! Nogle gange bliver man bare nødt til at skulle udfordre sig selv og prøve noget nyt.

Knus Lara

Likes

Comments

Inden man ser sig om, er folkeskolen for mit vedkommende færdigt. Godt nok er der 'kun' 2 år tilbage, men der er af helvedes masse ting, man skal nå at overveje. Personligt har jeg altid gået og drømt om at blive folkeskole lærer eller forfatter. Men for at være helt ærlig er jeg begyndt at blive helt i tvivl. Der er så mange ting, man skal tage stilling til, og det er nok en af de sværeste valg en ung kan stå med.

For hvad nu hvis man fortryder?

Det er en af de ting, jeg har gået og tænkt utroligt meget på i de seneste par dage. At fortryde sin uddannelse er noget af det, jeg er rigtig bange for og skræmt af. For tænk nu, hvis jeg en dag vågner op og tænker, "Jeg vil være mekaniker!" Alt imens man er fuldt igang med sin uddannelse som noget helt andet. Det er sådan nogle tanker, der virkelig skræmmer mig. Jeg ved ikke om det er en ting, der rammer alle, men jeg frygter det meget.

Dog ved jeg godt at man ikke kommer ret langt med sin uddannelse, hvis man bare sidder og frygter at droppe ud. Derfor tænker jeg, at jeg bare vil springe ud i den, til den tid. Lige nu er det dog lidt for tideligt at tænke sådan. Men jeg går dog alligevel også og tænker helt utroligt meget over efterskole. Det er nemlig også en ting jeg vil prøve at springe ud i, når jeg forhåbentligt skal gå på Lunderskov efterskole 2018-2019. Det er virkelig en ting jeg glæder mig så meget til, da jeg trænger til at udfordre mig selv socialt og få kæmpet min generthed væk.
Så helt mørk ser fremtiden ikke ud.


Knus Lara

Likes

Comments

Contains affiliate links

Havde egentligt planer om at poste det her for mange uger siden, men jeg har ikke rigtig haft overskuddet til at skulle skrive blog og alt sådan noget de seneste par uger. Jeg ville egentligt gerne fortælle lidt om min konfirmation, men nu ved jeg slet ikke om der overhovedet er en grund til at gøre det. Anyways gør jeg det alligevel. Nå, men nu vil jeg fortælle lidt om dagene inden, og selvfølgelig om selve dagen

Dagene inden, 

Onsdag, var en ok stressende dag, hele skoledagen gik stærkt. Jeg brugte det meste af dagen på at skrive det sidste på min tale i lektiecaféen. Derefter var der stress på, konfirmationen var om to dage. Hele mit konfirmandhold og jeg skulle nå at lære HELE 'showet' i kirken, ala en lang generalprøve. Jeg kludrede rundt i det hele og havde rigtig svært ved det, da vi skulle øve. Da vi så endelig var færdige omkring klokken 15:20, var det bare om at komme hurtigt hjem og få øvet talen rigtig mange gang.


Torsdag, var også en utroligt stressende dag. Jeg fik fire timer før fri, så jeg kunne komme med ud og få pyntet det sidste op. Det tog rigtig lang tid, jeg fik opgaven til at puste balloner op (et utroligt langt og hårdt forløb haha.)
Da vi så var færdige begyndte sommerfuglene lige stå stille at pible frem. Jeg blev mere og mere nervøs for hvert tiende minut, der gik.
Senere på dagen hentede min papfar og jeg min veninde, Julia, på Hadsten togsstation, grundet hun bor rigtig langt væk og skulle med til festen. Da vi så kom hjem øvede jeg talen lidt og forberedte mig på alt det der ville ske i løbet af næste dag.

Selve dagen,

Fredag den 12. maj kom den længe ventede dag endelig!
Jeg vågnede op omkring 7 tiden og kunne bare mærke det ville blive en god dag. Egentligt lå jeg bare i sengen indtil 8 tiden, hvor min frisør ville komme så jeg kunne få ordnet mit hår.

Efter omkring halvanden time var mit hår endelig færdigt. Jeg blev mere og mere nervøs for hvert minut, der gik. Især da jeg efter flere måneders venten ENDELIG måtte tage min kjole på og de elskede Tommy Hilfiger sko på.

Da jeg så var blevet kørt af min far over til kirken, forsvandt de fleste nerver. Jeg blev modtaget af præsten og nogle fra min klasse med et stort smil. Alle var simpelthen så flotte i deres kjoler, jakkesæt og en enkelt i buksedragt. Jeg blev simpelthen så glad af at se dem, jeg havde kendt i så mange år bare stå og stråle på den helt specielle dag. Tiden inde i konfirmandstuen gik utroligt stærkt, vi øvede trosbekendelsen og det lille indslag vi havde.

Inde i selve kirken gik det også ret godt, dog lige med den undtagelse at jeg glemte og knæle, så præsten hviskede "Lara, du skal knæle." Og så dum, som jeg nu var, sagde jeg lidt for højt "Ups." Udover det, skete der ikke rigtig noget specielt.
Da jeg kom ud af kirken, blev jeg kørt i min mors elskede Fait 500 over til forsamlingshuset.

Resten af dagen, blev jeg fejret i stor stil og hyggede mig rigtig meget med mine gæster. Det bestod blandt andet i at spille rundbold og sidde og snakke med de forskellige venner og familie.

Alt i alt havde jeg en den bedste dag nogensinde og ville for ingenting i verden bytte den til noget andet.

Knus Lara

Likes

Comments

Posted i: Personligt, Skriveri

Det startede helt tilbage i september 2015, hvor jeg opdagede den her app 'Wattpad.' Til at starte med var jeg meget afvisende for appen, "At læse og skrive frivilligt? Hell naw." Men blot efter et par timer, var jeg helt opslugt i en 'bog' derinde. Lige så hurtigt som dagene gik, læste jeg som en vanvittig. Det var helt åndssvagt, hvor hurtigt jeg gennemkværnede bog efter bog. En dag besluttede jeg mig så for at begynde at skrive min egen bog. Jeg tror vidst nok, at jeg valgte noget så sjofelt som Citybois, grundet jeg var KÆMPE fan af dem på daværende tidspunkt.

Succesen blev større, og dermed blev jeg mere presset. Jeg følte, at alt det jeg havde skrevet var spild af tid... at alt var for dårligt. Det resulterede så i et mindre panikanfald, der gjorde, at jeg slettede, alt det jeg havde brugt flere måneder på at skrive. Jeg havde ikke gemt historien på nogle andre steder, så det var 'originalen', jeg havde slettet.

De næste par uger fik jeg omkring ti beskeder fra min 'trofaste læsere', der undrede sig over, hvor historien var. Jeg fortalte det ligeud, om mit 'panikanfald' og det pres jeg følte. Selvfølgelig ærgrede jeg mig over, at jeg havde slettet den, men samtidig følte jeg en form for lettelse. For det første var det ekstremt stressende at skulle nå at skrive tre kapitler om ugen, som cirka var på omkring tusinde ord hver ( cirka to A4 sider.)

Det hele ændrede sig så, da jeg begyndte at skrive igen i april 2016. Dengang var mit helt store kendis crush Cameron Dallas, så selvfølgelig skulle historien handle om ham. Læserne voksede ekstremt hurtigt, allerede i løbet af to uger havde jeg ramt de første femhundrede læsere. Det var helt uforståeligt, at det gik så hurtigt. Igen kom min skrivelyst tilbage, så jeg skrev og skrev lige indtil den dag jeg ikke kunne komme på mere. Det var den dag 'historien' gik i stå.. Den blev afsluttet efter ni måneder.

Bare fordi at historien er markeret med slut, betyder det ikke at succesen stoppede. Derimod er den vokset helt ekstremt meget, synes jeg da selv haha. Lige pt. er der 17.7 tusinde (21. april), der læser historien. Det at historien voksede så meget, har virkelig gjort, at jeg har fået så meget mere lyst til at skrive. Det er også en af grundene til, at jeg startede den her blog, nemlig lysten til at skrive.

Derfor kan jeg klart konkludere, at man ALDRIG skal give op på sine drømme. For hvem ved, måske går de opfyldelse en dag?

Knus Lara <3

Likes

Comments

Posted i: Personligt

Her til eftermiddag fik jeg lyst til at skrive lidt om, det at være skilsmissebarn. Da jeg tænker, at der faktisk ikke er så mange, der tør at snakke om det. Så her er min version af en skilsmisse, jeg har selvfølgelig ikke fået alt med ind, da der er rigtig meget personligt ind over det. Det er ikke, det jeg vælger at lægge vægt på i det her post. Men ja, her er min oplevelse.

2009 var det år, hvor helvede brød løs, groft sagt, hele min hverdag blev vendt på hovedet. Jeg tror det, at hverdagen bliver vendt på hovedet er en ting, alle skilsmissebørn oplever. At man lige pludselig skal til at tage stilling til, om man vil bo hos mor eller hos far. Personligt var jeg ikke så påvirket af det som lille, men med tiden blev det værre. Jeg stod overfor det sværeste valg et barn nogensinde ville kunne tage, "Vil du fortsætte 7-7, eller være hos din far hver anden weekend?" Det var et valg, der var rigtig svært for mig at tage. For selvfølgelig ville jeg ikke skuffe eller gøre min far ked af det. Samtidig ville jeg ikke gøre min mor ked af det.


Det er sådan nogle situationer børn bare ikke burde at stå overfor. Jeg valgte kun at besøge min far hver anden weekend, da det var meget besværligt for mig at skulle bo hvert sted en uge af gangen. Blandt andet kosten hos min far og mor, da jeg var et overvægtigt barn på daværende tidspunkt, hvor man så spiste vildt forskelligt de to steder.
Og så det at min far arbejde meget på dengang. Den største grund var dog, at min storebror ikke besøgte min far på det tidspunkt af personlige grunde. Så egentligt var det kun min far og jeg, der boede oppe i den lille lejlighed på 3. sal. Det gjorde for det første at jeg knyttede et meget tæt bånd til ham. Dog var det også rigtig kedeligt, jeg gik meget af tiden og var rastløs.

Derfor kan jeg også sige, at min barndom heller ikke har været fuldstændig smadret af skilsmissen. Det har bare gjort den lidt hårdere på nogle punkter. Det hele ændrede sig så, da han flyttede til Århus ind til sin nye kæreste, som nu er min papmor. Det var fedt endelig, at se at han var lykkelig med hende, især nu, hvor de to har fået en dreng, som nu er 2 år gammel.

Min mor blev også gift på ny tilbage i 2012. Det er helt vildt at tænke på, hvor hurtigt tiden går. Med det ægteskab fik jeg også to nye søskende. Det var en kæmpe omvæltning, at jeg pludselig havde to nye søskende. I starten turde jeg knap nok at sige noget til dem, men det har heldigvis ændret sig igennem årene.

Så ja, en skilsmisse er ikke kun dårlige ting, selvfølgelig er det svært at gå igennem, og det tager lang tid om at gennemarbejde. Men når man så er kommet over det, er det faktisk sådan okay. For hvis man tænker over det, så ville jeg meget hellere have, at begge mine forældre er lykkelige hver for sig, end at de følte sig tvunget sammen af os børn. Desuden har jeg fået to helt fantastiske papforældre, halv og pap søskende og så en helt fantastisk familie genrelt.

Jeg håber at det her post har givet et lille indblik i, hvordan det er at være skilsmissebarn...

Knus Lara <3

Likes

Comments

Posted i: Skriveri

For et stykke tid siden fik jeg opgaven at skulle analysere en sang og skrive en kort novelle ud fra, hvad jeg havde analyseret. Her er novellen baseret på den klassiske "oh, pretty woman".

Knus Lara <3

Vi havde måske fået for meget at drikke, men hun var så smuk. Vi kunne ikke holde os fra hinanden, kemien mellem os fungerede. Vi endte hjemme hos mig, og morgenen efter var hun væk. Ingen besked eller noget spor fra hende, hvor var hun? Tanken om at hun var væk, gjorde at jeg fik lyst til at tilbringe resten af mit liv i min lejlighed. Hvor jeg ville isolere mig langt væk fra omverdenen. Det gjorde ondt bare at tænke på hende. Hendes navn kunne jeg ikke engang huske, det startede vist med “A”, resten var jeg ikke sikker på. En ting var sikkert, jeg måtte bare finde hende igen.

Frank, min bedste ven, kom over samme dag, som hun havde været der. Jeg forklarede alt om denne mystiske kvinde til ham. Hendes lange, blonde hår og det søde smil, hun var som taget ud fra en Hollywood film, alt var smukt ved hende. Alt fortalte jeg, dog undlod jeg at fortælle om vores samleje.

Han havde fuld forståelse for min søgen efter kvinden, men han kunne desværre intet gøre. Derfor mente han, at jeg bare skulle glemme hende og tage i byen med ham og resten af gutterne. Drikke smerterne væk lød nu som en meget god ide, så jeg takkede ja.

Om aftenen styrtede Adam og Søren ind i min lille lejlighed, de havde øl og andre former for spiritus med. Inden man så sig om, var vi allesammen godt berusede. Adam fik så meget at drikke, at han knap nok kunne gå, da vi var på vej ind mod den lokale bar. Derimod havde jeg kun sippet til en øl, jeg kunne ikke få tankerne væk fra hende. Det gjorde ondt at tænke på, at dagen forinden havde vi siddet inde på den bar og sludret i timevis. Jeg savnede hendes flotte smil, og måden den lårkorte kjole fremviste hendes krop så utrolig smukt. Der slog det mig, jeg skulle bare glemme hende, så ville det være meget nemmere. Derfor drak jeg, som jeg aldrig har gjort før. Jeg vidste det var dumt, men jeg gjorde det alligevel.

Dagen efter fortrød jeg mit valg, mit hoved føltes som en stor betonklods, der blev hamret i tusinde små stykker. Og hvad nyttede det egentligt at drikke så meget, jeg savnede hende stadig. Hvor svært kan det lige være at glemme et åndssvagt engangsknald? Det var jo ikke fordi, at jeg fik hende tilbage ved at drikke så meget.

De næste par nætter lå jeg søvnløs, jeg vendte og drejede mig rundt for at sove ordentligt, men intet hjalp. Det eneste jeg kunne, var at ligge og stirre ud i tomheden. Drengene inviterede mig gentagende gange ud i byen, men jeg afslog hver gang. Indtil den dag hvor det rent faktisk gik nogenlunde okay, jeg havde sovet nogenlunde og var klar til at tage i byen. Igen endte jeg så med at fortryde det dagen efter, især da jeg var på vej ned for at hente noget morgenbrød.

Hun var der, hende jeg ikke kunne få ud af hovedet de sidste mange dage. Hun gik målrettet ned af gaden, aldrig havde jeg set en så smuk kvinde som hende. “Undskyld mig,” prøvede jeg og prikkede hende på skulderen. Hun pillede den ene høretelefon ud af øret og smilte stort, “Hvad så?” Ordene kludrede rundt i min mund, hun kiggede uforståeligt på mig. “Jeg har ikke kunne få dig ud af hovedet.” Indvendigt gav jeg mig selv en lussing, det lød jo så dumt, “Hvad mener du?” Jeg tænkte så det knagede i hele mit hoved, “Kan du ikke huske mig?” Hun hævede sit ene øjenbryn, “Åh gud, undskyld at jeg bare skred uden at skrive noget.” Det var en ren lettelse, hun huskede mig også.

“Vil du måske ud og drikke en kop kaffe på et tidspunkt? Jeg kender det her rigtig gode sted nede af strøg-” “Ja, det ville jeg elske at gøre med dig.” Afbrød hun og fortsatte derefter, “Kan jeg lige låne din telefon?” Jeg gav hende telefonen og kiggede afventende på hende. “Så nu har du mit nummer, vi ses på et tidspunkt.” Og igen forsvandt hun væk ned af gaden, jeg kiggede ned på min mobil. “Ses vi den 28. april klokken 13:30 på Café Ziggy? - Astrid” Beskeden havde hun sendt til sig selv. Et stort smil fyldte mine læber, mens jeg spadserede lalleglad mod min lejlighed.


Vi havde skrevet uafbrudt siden vores andet møde, og rigtigt nok den 28. april sad hun på en stol pakket ind i et tæppe. Hendes blik var klistret fast mod vandet, der flød ned langs åen. Jeg satte mig ned ved siden af hende og hviskede lavt:“Hey,” “Jeg har bestilt en kaffe til dig,” jeg nikkede stille og observerede hendes ansigt. Hendes blik var stadig klistret mod åen, “Noget spændende i åen?” Spurgte jeg, “Intet, det er bare smukt.” Hendes øjne fulgte ænderne der rappede i kor, en lille andemor med hendes små ællinger svømmede rundt i ring. Hun vendte endelig sit blik mod mit, vores øjne mødtes i et intenst blik, “Jeg tror, jeg elsker dig.” Mit hjerte galoperede hurtigt, “Jeg elsker dig...”

Likes

Comments

Posted i: Personligt, Skriveri
Hvordan det startede.

Helt siden jeg var omkring de 8-9 år, har jeg haft en passion for at skrive. Det startede stille op med skriftlige afleveringer i skolen, hvor jeg altid skrev lige lidt mere end det der var planlagt.
Jeg kan huske at min yndlingslærer dengang fortalte mig, at jeg havde nogle gode skriveevner og nok skulle komme langt i livet med dem. Det gav mig en endnu større grund til at fortsætte med at skrive. Jeg arbejdede så hårdt på en fiktionshistorie, der vist nok handlede om en talende mus, der kunne høre guds tanker. Utroligt mærkeligt emne en 8-9 årig kunne finde på at skrive om, men det gjorde jeg, haha.
Jeg skrev og skrev hver evig eneste dag i flere uger, indtil jeg til sidst en dag stolt afleverede historien til min daværende dansklærer. Jeg husker tydeligt at han "tvang" mig til at læse historien op for klassen, da han mente, at den var meget finurlig og rigtig god.
Selve historien var det, der vil svare til to og en halv A4 sider, hvilket også var rigtig meget for mig dengang. Jeg gik jo kun i 2. eller 3. klasse, og dengang var der ingen, der kunne lide at skrive eller læse. Så på en måde var jeg lidt speciel i forhold til de andre. Dog tog min klasse tog overraskende godt imod historien, der var ihvertfald en høj klapsalve fra dem. Jeg blev så glad, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, for jeg havde jo aldrig nogensinde oplevet sådan noget før.

For det at jeg var "anderledes" og brugte meget tid på det faglige og knap så meget på det sociale og sport, gjorde lidt at jeg blev smidt lidt ud af klassefællesskabet. Jeg gik rundt og var meget ensom, derfor droppede jeg alt det med skriveriet i en lang periode. I stedet begyndte jeg til svømning og fik det faktisk ret godt social. Jeg havde glemt alt om skriveriet indtil min lærer i slutningen af 3. klasse spurgte ind til min drøm om at blive forfatter. Jeg fik helt et chok og svarede at jeg ikke vidste det, og ellers begyndte jeg lige så stille at skrive igen.

Fremtidsplaner?

For lidt tid siden fik jeg en opgave i skolen, "Skriv løs i 10 minutter, om dine fremtidsplaner. Du skal fremlægge det efterfølgende." Jeg panikkede totalt, jeg vidste jo ikke, hvad jeg vil arbejde som? Eller jo, jeg har jo små bidder... ideer.
Ideer som, arbejde inden for filmbranchen, udgive min egen bog og så at være engelskfolkeskolelærer.

Selvom jeg godt ved at der er en meget minimal chance for at bryde igennem i forfatterbranchen, vil jeg da stadig prøve. Hvorfor skulle det stoppe mig i at skrive? Det har altid været en af mine store drømme at få udgivet min egen bog. Det er godt nok en meget svær ting at opnå, men jeg vil prøve. Om ik' andet vil jeg prøve at søge ind på forfatterskolen i Århus, forhåbentligt... Men som altid kan jeg jo nå at ændre mening flere tusinde gange. Inderst inde ved jeg dog, at jeg altid vil gå og have "en lille forfatter i maven".

En ting er sikkert, det er at jeg aldrig vil stoppe med at skrive igen, og dermed give op på min drøm. Det er noget, jeg alle dage har lagt vægt på, aldrig at give op på sine drømme.

Knus Lara <3

Likes

Comments

Posted i: Personligt

Som en start på min blog, vil jeg hovedsageligt fortælle om, hvad bloggen kommer til at handle om, og ikke mindst også noget om mig selv.

Mit navn er Lara, jeg er 13 år gammel og bor i Hammel. Hele mit liv har jeg gået rundt med tanken om at blive blogger og skrive små blogindlæg. Så ja, nu har jeg endelig taget mig sammen til at oprette denne her blog. Til dagligt går jeg i skole som enhver anden pige på min alder. Udover det skriver jeg rigtig mange korte noveller og digte. Det lyder måske lidt nørdet, men det er noget af det jeg elsker at gøre. Nogle af de tekster, noveller og digte jeg skriver, bliver selvfølgelig også lagt op herinde.


Det her var så det første meget korte blogindlæg, de næste bliver meget længere, håber jeg da haha. Men jeg håber virkelig at I vil følge med på min blog :)

Knus Lara <3

Likes

Comments