I'm just sitting right now and looking at dresses from the great designer from Denmark ( my country ) Elsa Adams. I'm dreaming so much about those dresses and ONE DAY !. ONE DAY , I tell you . Then I've hopefully got some of her dresses in my wardrobe.
She makes the most unique , beautiful and elegant dresses, I 've ever seen . I have for a very long time, admired her work .

Here below you can see some of my favorites .


Likes

Comments

Om 3 dage får min mor og jeg nøglen til vores nye lejlighed .. En ny by, nye omgivelser, en ny hverdag og nye mennesker ❤️🙏🏼 Kan simpelhent ikke vente snart ..
Er så klar 📦📦📦... Er mentalt klar . Tror jeg hvertfald ..

Her er lidt billeder af mit værelse, som det ser ud nu..

Og pssst.. Kom til at købe lidt i dag 🙊🙊📦😍😳🙈

XO

Likes

Comments

I'm just sittin' here and taking myself back to London in 2014. I really miss being in London, and back then i said to my mom, that i would move to London if i could, and that would be my goal.. It still is.. If i got the opportunity for it, then i would do it.. I just feel like home there..


Here is some pictures from when i was in London back then.

Likes

Comments


Grunden til at jeg har valgt, at dette blogindlæg skal handle om voldtægt, er fordi at når man som jeg, selv har mærket det på sin egen krop, så vil man utrolig gerne forhindre/advarer andre piger - selv ens værste fjende i at opleve det samme.

Det er en oplevelse, som vil følge en resten af livet, og man vil mærke det. (Specielt i forbindelse med kærester). Man er mere tilbageholdende, og vil gerne være 100% sikker på den anden part. Det kan være virkelig hårdt, da det er den ENE fyrs skyld.

Når man som mig, møder en fyr på nettet, som for det første lyver om alt om sig selv.(Der var næsten 50 andre piger indblandet, ned til 9 års alderen). Dog gav han mig sit rigtige navn på et tidspunkt, kan jeg huske. Det stod på i 3 år. Ingen vidste noget, ikke engang min egen familie.
For hvad ville de egentligt tænke om mig?. Jeg var jo selv uden om det ?. Jeg kunne jo bare sige fra? Hvordan ville min ene storebror reagere, når han fandt ud af det? Ville jeg skuffe ham? Hvad ville min mor og søster overhovedet tænke om mig?
Jeg turde ikke sige noget til nogen i de 3 år det stod på. Han truede med at dukke op foran min dør, tage kontakt til min mor og søskende. Og det ville jeg selvfølgelig ikke have.
Han truede mig til at sende diverse billeder af mig selv.. Brød mig ikke om det. Men igen, turde ikke andet. For hvad kunne han finde på at gøre? Hvad ville hans næste trussel være?.

Han tog 3 år af mit liv fra mig. Kan ikke huske så meget fra de 3 år. Men får til tider flashbacks, som jeg helst vil glemme alt om

Glemmer ikke den dag, hvor politiet ringede til mig, for at få min mors nummer - og så vidste jeg jo godt hvad der ville ske.
For ham som havde voldtaget mig, havde jo "heldigvis" skrevet til mig og advaret mig, om at politiet havde konfiskeret hans pc, og de nok ville kontakte mig inden længe. Hvilket de jo gjorde.

Jeg kan huske at det var en Tirsdag, og at jeg var alene hjemme. (Jeg havde utrolig meget fravær fra skolen de 3 år, og mistede en del skolegang, og venner. Gemte mig på værelset hver eneste dag, var trist og indelukket overfor alle.
Min mor kom hjem fra arbejde, og der var en ret mut stemning, ingen sagde noget.
Vi fik spist aftensmad, og så sad jeg bare og gloede ud i luften - og nok ventede på at min mor ville bryde tavsheden.
Så kom det frem, hele min verden knækkede sammen under mig, og min mor sagde at Politiet gerne ville have mig til afhøring 2 dage efter, og det rareste der kom ud af hendes mund var ordene "Du skal ikke fortælle mig noget , som du ikke selv føler jeg skal vide. Det skal være hvis og når du syntes. Og hvis du ikke syntes, så skal du ikke". Der faldt lidt mere af den tunge sten fra mit hjerte.
Det blev Torsdag, og dagen hvor jeg skulle ind på politistationen i Albertslund. Jeg sagde ikke rigtig noget på vejen derud, og der kørte så mange tanker rundt, at jeg end ikke selv vidste hvad jeg faktisk tænkte.
Min krop rystede ubeskriveligt, da vi var kommet derud, og jeg egentligt bare sad og ventede på at blive kaldt ind.
Så kom der en politibetjent ud, og fulgte mig ind til politilederen (mener jeg at det var). Mit hjerte gik i stå, og kan bare huske alt det han viste mig fra vores samtaler på computeren. Alle de ting der kom frem. Følte jeg sad derinde i flere timer. Men tror maks. jeg sad der i 20-30 min.
De næste dage gik, og jeg skulle til at have det fortalt til mine søskende. Men jeg kunne simpelhent ikke, så min mor blev nødt til at gøre det. Kunne ikke se dem i øjnene. Jeg sad ovenpå, på mit værelse, imens at min mor sad nedenunder i stuen og fortalte mine søskende det. Jeg kom ned lidt efter, og jeg kunne simpelhent ikke kigge dem i øjnene. Jeg knækkede fuldstændig, og følte mig virkelig skyldig. Min storebror reagerede som jeg havde forventet, stik tosset. Min søster var lidt mere stille, men også stik tosset. Det er jo klart. Deres lillesøster skulle ikke gennemgå dette.
Som månederne gik, så skulle flere og flere have det at vide, og forstå hvorfor jeg havde været som jeg havde været, og som jeg var.
Min mormor og morfar fik det at vide, min anden (ældste) storebror, nogle fra min fars familie, venner af familien og mine kollegaer.. Alle dem som jeg overhovedet ikke ville skuffe, hvilket jeg følte at jeg gjorde.. Men de fik jo ondt af mig, og det ville jeg heller ikke have.


MEN grunden til at jeg skriver dette indlæg, er for at advare piger derude. Pas på jer selv, og GØR IKKE noget som i ikke selv vil. Snak med jeres forældre, jeres lærer, ring til Center for Voldtægt. eller hvis i har andre som i føler jer trygge ved og kan snakke godt med. I skal/må ikke gå med det alene.

København : 35 45 50 32
Aalborg : 97 66 43 60
Aarhus : 78 46 35 43
Bornholm : 56 90 93 50
Herning : 78 43 22 50
Kolding : 76 36 24 39
Holbæk & Nykøbing Falster : 58 55 30 60
Odense :
65 41 23 48


Spørgsmål er velkommen i kommentarfeltet, og så skal jeg gøre mit bedste for at komme med et svar.

XO

Likes

Comments