Posted i: Personligt

Hvem er jeg og hvad står jeg for?

Da dette er mit første indlæg på bloggen, synes jeg det var en oplagt idé at gå i dybden med, hvem jeg egentlig er som person og, hvordan mit liv har boltret sig gennem årene frem til 2017.

HVEM ER JEG?

Jeg oplever tit, at når folk stiller eller selv får stillet spørgsmålet "Hvem er du?", så er det som en skyklap, der slår ned foran øjnene på en og man står der og tænker "øhm"... Jeg vil dog beskrive mig selv som en udadvendt, glad og smilende ung fyr, som elsker spænding og har svært ved at forholde sig i ro, men sådan har det desværre ikke altid været. Da jeg blot var tre år gammel var jeg så uheldig at få den triste nyhed af to politibetjente, der bankede på vores hoveddør og fortalte til mine forældre, at min storebror Marc var blevet kørt ned og hvis de ville se ham i live igen, så skulle de skynde sig ud på Odense Universitetshospital. Døren går op til hospitalsværelset og mine forældre går ind mens jeg er anbragt hjemme ved min mormor og morfar. De ser en teenager, som ligger helt rastløs i koma og der går skyklappen for alvor ned. I min familie var vi ikke særlig troende, men min mor valgte en dag, at hun ikke ville sidde og trille tommelfingre, så hun ringede til præsten, som havde både døbt min bror og jeg og forklarede den uheldige situation de stod i. Hun fik af vide, at de havde tænkt sig at bede en aftenbøn for min bror og på mirakuløstvis havde hans situation ændrede sig fra kritisk til stabil. Som dagene og ugerne gik, så kunne de ikke holde det tilbage for mig længere og valgte at fortælle mig, hvad der var sket. Jeg har derefter fået afvide, at jeg var kommet ind på stuen og taget min bror i hånden og sagt "Marc, du skal ikke sove mere nu!"... Det endte med, at min bror vågnede fra koma - heldigvis, men derefter skulle til en masse genoptræning i Hammel nervecenter, da han hverken kunne gå, tale ordentligt eller tage tøj på.

Blot fem år senere og min bror er kommet på "toppen" igen, vælger vi i sommeren 2008 at rejse en tur til Kroatien. Da vi ankommer på vores hotel og vi er udmattede vælger vi derfor at tage en lille powernap - Fint nok. Tænker vi... Da min mor, bror, søster og jeg sidder og spiser aftensmad, så reagere min far ikke på noget som helst og vi går ind i soveværelset, hvor han ligger og siger, at maden er klar. Da han rejser sig op og er på vej ud i køkkenet sker der det, at min far vælter og sidder bare og kigger op på os, hvor efter, at hans øjne peger hver sin retning. Vi får lynhurtigt fat i en ambulance og han bliver indlagt. Det viste sig, at han havde fået konstateret en blodprop i hjernen... Da vi var i udlandet og de ikke anede, hvilke sygedomme og baktierier de mindre børn havde, så var der en regl om, at det kun var 18+, der måtte komme ind på hospitalsstuen, hvor min far lå... Det betød, at min søster og jeg kunne stå og kigge ind, men måtte altså ikke tage skridtet henover dørtrinet og ind i rummet. Da ferien var slut og vi skulle rejse tilbage til Danmark, så var det uden min far og han kom heldigvis hjem 2 uger senere.

- Det skal dog lige siges, at de begge er okay den dag i dag.

Da jeg blev 12 år, der valgte jeg, at ville søge nye vennekredse, da jeg mente, at Bellinge var for småt til mig... Jeg ansøgte dengang folk jeg ikke kendte og skrev til dem og prøvede at få relationer med folk, men folk fandt hurtigt ud af, hvem jeg var og jeg fik hurtigt det såkaldte "Player-rygte"... Det er desværre noget jeg ALDRIG nogensinde havde forudset komme og, hvis jeg havde, så havde jeg stoppet det inden, at det overhovedet var begyndt, fordi man bliver spyttet på, truet på livet og man bliver kaldt ting man ikke bryder sig op. Dette playerrygte har fulgt mig op gennem årene og er først nu 5 år senere begyndt at glide ud i sandet... At blive truet på livet, spyttet efter og råbt efter i 5 år gør, at man tilsidst bare vælger at sige stop... Det bliver simpelthen for meget for ens psyke, at skulle modargumentere overfor folk du ikke engang kender perosnligt, men som har hørt om dig og det gør, at man føler sig alene og ensom.

> Mit råd til dem, som gennemgår det samme som jeg gennemgik, så virk ligeglad... Jeg ved, at det er lettere sagt end gjort, men virk som om det ikke rør jer, fordi hvis I vil have alle folk skal lide jer, hvilket er umuligt, da man kun er mennesker og vi alle er ens, så hold fast, fordi man styrker ens psyke ved at holde fast og ikke lade sig tabe og ende i den sorte cyklus.

_____________________

Kevin Aarenstrup
_____________________



Likes

Comments