Det her indlæg er egentlig lidt svært for mig at skrive. Nok fordi jeg er lidt flov over det. Nok fordi det ikke rigtigt er noget jeg har lyst til at indrømme over for hverken mig selv eller andre.

Der er noget, jeg har tænkt meget på.

Det der med, ikke at føle sig god nok. At det formentlig er noget alle bøvler med, på en eller anden måde. Selv dem vi misunder, har også nogle de misunder, og sådan fortsætter kæden.

Jeg er altid vokset op med at få komplimentet "Du er så smuk". Og det varmer. Det er jeg da glad for. Men det er bare ikke det samme som at få at vide at man er intelligent, sød, kærlig, omsorgsfuld. Jeg ved godt, at det virkelig er et totalt overfladisk "problem", men det er bare sådan noget der er med til at få MIG til at føle at JEG ikke er god nok.


Jeg kan huske, at min søster gennem hele vores opvækst har fået ros for sin omsorgsfuldhed og hendes måde at tage vare på andre. Alle elskede (og elsker) min søster, fordi hun er så sød, kærlig, varm. Og det ER hun. Det synes jeg også. Men jeg har aldrig sådan rigtigt fået komplimenter på min personlighed. Det har altid været "hun er så flot, hun er meget charmerende, sikke et ydre," og det er jo skønt, skønt, skønt at få at vide. Men.. det gør også at jeg i mange år har følt, at det er det eneste jeg har at byde på. Mit udseende.


Og derfor dyrkede jeg i en periode mit udseende. Meget. Jeg "levede" på det. Fordi jeg følte, at jeg ikke var god nok, havde jeg behov for bekræftelse og anerkendelse på lige netop dét jeg vidste jeg kunne, nemlig at se godt ud. Og hvor får man den slags opmærksomhed? Fra fyre.

Fra fyre, selvfølgelig. Og gennem tiden er det gået op for mig, hvilke fyre jeg altid har søgt efter. Ældre fyre. Eller utilgængelige fyre (læs: OPTAGEDE. IKKE SINGLE) Fyre, jeg af ren lovmæssige årsager ikke kunne være sammen med. Det var altid dem jeg søgte efter. Fordi hvis jeg somehow formåede at få fingrene i lige netop dé fyre, så måtte det jo være fordi jeg virkelig var smuk.

Og jeg kunne få fingrene i dem. Det kan jeg stadig. Jeg væmmes egentlig lidt ved mig selv, når jeg tænker over det. Men så tænker jeg lidt videre.

Så tænker jeg over, hvorfor disse fyre havde behov for MIN opmærksomhed, min bekræftelse, når de var optagede, f.eks. Hvorfor havde den fyr jeg mødte for 2 års tid siden, behov for en ung piges opmærksomhed, når han havde en kone som endda var gravid? Fordi han ikke føler sig god nok. Fordi han ikke føler han lever op til det, der forventes af ham.

Jeg kommer aldrig til at kunne retfærdiggøre utroskab, selvom jeg desværre har set det rigtig mange gange. Jeg kunne aldrig drømme om selv at være min kæreste utro. Men det skræmmer mig når jeg tænker på, at folk der ER utro, sikkert gør det delvist fordi de ikke føler sig gode nok.

Gad vide hvor mange problemer der ville blive løst HVIS vi følte os gode nok. Hvis vi, i stedet for at fokusere på alle vores mangler, rent faktisk fokuserede på alt det vi har.

Det er bare tanker.. tanker om ikke at føle sig god nok, men egentlig at være god nok. Og tanker om at gøre sig selv "værre" end man er, ved at forsøge at være god nok.

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Might be triggering - bare lige til forhåndsinfo.

1) Bliver mærkeligt tilfredsstillet af at se andre spise og lave mad - det betyder at jeg er trofast seer af Masterchef.

2) Ved hvad absolut alle fødevarer indeholder af kalorier. Og selvom man ikke forsøger, så tænker man i kalorier hver gang man sidder og skal spise.

3) Går ualmindeligt meget op i, hvad andre spiser.

4) Elsker at lave mad. Især til andre. Og se dem spise det. Det er som om, at man kan "spise" gennem dem.

5) Jeg har mødt to slags spiseforstyrrede; dem, der lader som om at de eeeeelsker mad, og snakker højlydt om alle de burgere de kastede i kæften igår (og vi ved alle at det er løgn), og så dem som slet ikke skjuler spiseforstyrrelsen og nærmest ikke kan få opmærksomhed nok.

6) Skærer maden i bittesmå bider. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er det fordi, at man ofte som spiseforstyrret spiser ret lidt, og hvis man så skærer det ud, så syner det af mere? Well, stadig en gåde for mig.

7) "FUCK, jeg spiste én gulerod for meget, nu har jeg overspist, fuck, fuck, fuck!!!" - Dude? Det er en gulerod. You're not gonna die. Men man overbeviser alligevel sig selv om, at Jordens undergang is coming up.

Likes

Comments

Det her indlæg har nok været det hårdeste at skrive hidtil.

Det er svært for mig, at beskrive hvad der foregår i en dag i bulimiens tegn. Det er ikke svært at skrive det ned: Det er svært at skulle gå igennem det én gang til. For det er virkelig ulideligt. Det er en skam jeg slet ikke kan finde ord for. En følelse af utilstrækkelighed og kontroltab som kun misbrugere (både af mad, stoffer, alkohol osv.) kan genkende.

Men jeg vil forsøge. Jeg vil forsøge, fordi jeg ønsker at fjerne den glamourisering man ofte ser af spiseforstyrrelser. Bulimi (og anoreksi) er alt andet end glamourøst.

Kl. er 7:30. Mine forældre er taget på arbejde. Mine søskende er ude af døren. Jeg er alene. Jeg åbner min computer og søger på Google: Fakta, åbningstider.

Fakta har åbent kl 7. Jeg kaster mig med det samme op på cyklen med min pung og en stor, sort taske, og okser afsted mod Fakta. Jeg har stadig natbukser på, men jeg er ligeglad, for jeg craver mad så meget at jeg ikke kan vente. Jeg trækker hætten godt op om mit hoved, så jeg ikke risikerer at møde nogle af mine klassekammerater som er på vej i skole. De må ikke vide hvad jeg skal.

Inde i Fakta propper jeg kurven med mel, sukker og mælk, sådan så jeg kan lave pandekager. Jeg tager også kager, kiks, brød, smør, frysepizzaer. Hele min krop er fuldstændig i trance, mine tanker er slået fra, det eneste jeg kan tænke på er at fylde den tomhed jeg konstant har, med mad.

Jeg ser godt kassedamens mærkelige blik på mig da hun bipper varerne ind. Jeg mærker også de andre kunders lidt bebrejdende blikke. Jeg trækker bare hætten højere op. "Jeg skal holde fødselsdag," siger jeg, og skynder mig at tage mine vare ned i min sorte taske.

Jeg er ikke engang nået op på min cykel før jeg åbner den første pakke kiks. Da jeg 5 minutter efter låser hoveddøren op, har jeg tømt to pakker kiks og en pakke toastbrød.

De næste par timer foregår sådan her: Jeg fylder mig med mad til jeg fysisk ikke kan rumme mere - ja, rent faktisk ikke kan bevæge mig, og så har jeg en spand ved siden af mig, så jeg kan brække mig. Og så fylder jeg mig igen. Og brækker mig.

Sådan en overspisningssession varer fra kl 8 til når mine forældre kommer hjem fra arbejde. Det er altså virkelig overarbejde for éns krop. Og jeg er da også helt udmattet bagefter. Min hals gør ondt. Min mave gør ondt. Jeg er svimmel. Jeg har hovedpine. Mine hænder har sår på sig. Og vores hus ligner en svinesti, fordi jeg ikke har været forsigtig med at krumme, mens jeg har proppet mig.


Jeg ser mig selv i spejlet. Min mave er helt tom. På trods af, at jeg nok lige har fyldt mig selv med 30.000 kalorier (jeg har prøvet at tælle....), så er den helt flad. Det er en rar fornemmelse. At jeg har spist alt det jeg cravede, og nu stadig er tynd. Jeg tager mit bræk-beklædte tøj af, og går i bad. Skyller opkast ud af mit hår. Bagefter smører jeg mig ind i creme og tager rent tøj på. "I morgen er en ny dag. Der stopper jeg."

Men det ved jeg godt jeg ikke gør.

I morgen er bare endnu en dag i bulimiens tegn.

Likes

Comments

Jeg har lavet et par facts om mig, som omhandler hvordan jeg har ændret mig efter mit sygdomsforløb. Jeg håber det kan give jer en indsigt i, hvor drastisk et sygdomsforløb kan ændre en person - jeg er personligt blevet en hel anden efter særligt min depression .


1) Før jeg blev syg var jeg virkelig åben og social. Jeg havde ALTID planer med veninder osv. Den dag i dag har jeg faktisk kun kontakt til én veninde, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har lavet noget veninde-relateret.

2) Før jeg blev syg læste jeg vildt mange bøger. Nu kan jeg ikke længere koncentrere mig.

3) Før jeg blev syg havde jeg et rigtig nært forhold til hele min familie. Nu har jeg kun et tæt forhold til min far og mor.

4) Før jeg blev syg bed jeg ikke negle - det gør jeg nu. (Okay, måske er det ikke sygdommen jeg kan blame her...)

5) Før jeg blev deprimeret (men efter spiseforstyrrelsen) tog jeg vildt ofte til fester, drak alkohol, alt det der basic-teenage-stuff hvor man møder fyre på Tinder osv. - Den dag i dag har jeg ikke Tinder, jeg kan ikke fordrage fester (høje lyde stresser mig) og jeg går i seng før 22 selv i weekenderne.

6) Før jeg blev syg var jeg ret large og overbærende når folk pissede mig af. Den dag i dag eksploderer jeg så let som ingenting. Jeg er virkelig nærtagende og letpåvirkelig.

7) Før jeg blev syg var jeg ret blød, græd let og var meget empatisk. I dag er jeg mere kynisk, og der skal meget til før at jeg græder.

8) Før jeg blev syg kastede jeg med sætninger og vendinger som "jeg elsker dig" og "jeg vil altid være her for dig". I dag kunne jeg aldrig finde på at sige at jeg elskede en person, uden at jeg mente det, for jeg ved hvor meget jeg selv lægger i det ord. Jeg elsker ærligt kun 4-5 mennesker, og det er egentlig ret sørgeligt. Jeg tror, de eneste personer jeg ELSKER er min far, min mor, min kæreste, min bedsteveninde og min søster. Før jeg blev syg ville jeg også sige at jeg elskede mine bedsteforældre, mine fjerne veninder osv., men den dag i dag er jeg meget opmærksom på hvornår jeg bruger dét ord.

9) Før jeg blev syg var jeg ret omsorgsfuld og jeg vægtede tit andre personer før mig selv. Det gør jeg desværre ikke længere. Særligt en spiseforstyrrelse gør én utrolig egoistisk og selvcentreret, og det må man sige at jeg også er blevet. Men her vil jeg så sige, at jeg virkelig synes man KAN blame spiseforstyrrelsen.

10) Jeg ser Paradise Hotel, Masterchef, Familien Fra Bryggen osv., men ville aldrig drømme om at sige det. Jeg synes det er vildt flovt. Det havde jeg ikke noget imod at indrømme før jeg blev syg.

Likes

Comments

Jeg tænkte, det kunne være sjovt for jer, at få et lille indblik i mig som person, Selvom jeg er spiseforstyrret og depressiv indeholder jeg jo (heldigvis) også nogle andre karaktertræk, og selvom bloggen her primært kommer til at være psykiatri-relateret, så håber jeg at lidt mere relaterbare indlæg også kan vække lidt interesse.


1) Jeg KAN ikke dele. Jeg er så flov over det, for jeg synes virkelig nærighed er så sølle et karaktertræk. Men ikke desto mindre, så er jeg altså pænt nærig.

2) Jeg har kontrol over ALT. Jeg er virkelig kontrolfreak, og hvis der er noget jeg ikke kan kontrollere, så undgår jeg det. Alting skal planlægges, og jeg går helt i freeze-mode hvis tingene ikke går som ventet.

3) Jeg er meget sort/hvid og ikke særlig nuanceret i min tankegang. Det er også et karaktertræk jeg arbejder meget på at ændre.

4) Som punkt to sagde, jeg har kontrol over alt. Undtagen kærlighed. Jeg har været forelsket to gange; én gang for et par år siden, og så lige nu. Og når jeg forelsker mig er det head over heels, jeg planlægger vores bryllup, vores børns navne osv., og jeg er aldrig "i tvivl" om, om jeg kan lide en person. Jeg mister sygt hurtigt interessen hvis ikke det er "the real deal".

5) Inden jeg oplevede forelskelse hadede jeg virkelig børn. Jeg brød mig ikke om dem, jeg syntes de var irriterende og jeg var 100% sikker på, at jeg ikke skulle have nogen. Efter jeg har mødt min nuværende kæreste ELSKER jeg børn. Jeg kan ikke tænke på noget smukkere end at kreere små efterligninger af ham og mig. 

6) Jeg er generelt meget independent, og på grund af mange svigt i barndommen har jeg mødt verdenen med et kognitivt skema der siger, at alle vil mig det værste, og at ingen er til at stole på. Dette gælder dog ikke min far. Jeg er virkelig afhængig af ham, og jeg tror faktisk det er en lille smule usundt. Men han er bare den eneste person jeg har elsket, som aldrig nogensinde har svigtet mig. 

7) Jeg er meget minimalistisk når det kommer til både indretning og tøj. Alting skal være sort/hvidt, simpelt, enkelt, rent, ellers bliver jeg forvirret og ukoncentreret. 

8) Jeg har en ekstrem frygt for toge, busser, fly, biler (medmindre det er min far der kører) osv., fordi jeg ikke stoler på at chaufføren kan finde ud af sit shit. 

9) Hvis jeg kun måtte spise 5 ting resten af mit liv ville det være avocado, Cheasy's vaniljeskyr, pærer, mandler og bønner. 

10) Jeg kommer aldrig for sent. Synes det er så dårligt et signal at sende. 

Likes

Comments

Kære 13-årige Kensobro.


Du er på vej ud et meget farligt sted. Du har alt du kunne ønske dig lige nu - du har de dejligste veninder, du har en familie der elsker dig overalt på jorden, du har en sund krop, som gør at du kan løbe stærkt, komme igennem hårde dage, løfte tunge poser når du har været med din mor ude at handle, skolen er en leg for dig, og du klarer dig godt.

Hvorfor vil du ændre på noget? Hvorfor vil du tabe dig? Hvad er problemet?

Du tror, at du bliver glad, når du bliver tynd. Når de andre piger roser dig for din viljestyrke når du taber et par kg. Når folk roser dig for, at du bruger timevis i træningscentret.

Du tager fejl.

Det kan godt være, at de andre piger roser dig. At folk beundrer dig.

Men det betyder ikke noget mere.

For det at være så tynd, at det er farligt for dig, gør, at du ikke længere har energi. Du har ikke længere energien til at være sammen med dine veninder. Du har ikke længere energien til at række hånden op i skolen - i stedet sidder du og forsøger at dæmpe den sult, du kan mærke knurre i maven. Din mave overdøver din lærers ord. Du har ikke længere tid til at være sammen med nogen - når du kommer hjem, er du så drænet for energi, at du falder i søvn hurtigere end en gris kan blinke. Du har ikke længere en familie som du nyder at være sammen med, for det eneste I snakker om, er deres bekymring for din vægt som falder og falder, og du gør ikke andet end at lyve og bedrage. Du kan ikke længere bruge frikvartererne på at fjolle rundt udenfor med dine veninder, for enten er du ude og forbrænde kalorier på en løbetur, eller også sidder du klistret op ad radiatoren for at holde varmen.

Du har ikke længere en sund krop; den er tynd, ja, men den er også blev som et lig, der vokser små dun på dine arme og din ryg, gnisten i dine øjne er forsvundet, din krop føles tung og besværlig på grund af den manglende energi, dit hår er tørt og spaltet og falder af når du reder det, dine negle flosser og du fryser konstant.


Du er tynd, ja. Men du har mistet alt andet. Er det virkelig det værd? Hvorfor skynder du dig ikke at dreje af, løbe langt væk fra denne farlige rejse, du har begivet dig ud på?


Kærlig hilsen 17-årige Kensobro.

P.S. Jeg vil bare lade dig vide, at det ikke kun er dit liv du ødelægger. Din families liv er også ødelagt. Din mor sover ikke om natten. Din far græder når du ikke ser det - han er så bange for at miste dig. Hvis ikke du kan blive rask for dig selv, så please gør det for dine forældre.

Likes

Comments

Det er noget, jeg har tænkt over en del gange.

Særligt efter jeg selv blevet diagnosticeret "anorektiker". For hvornår er man spiseforstyrret?

I starten af mit sygdomsforløb benægtede jeg fuldstændig at jeg var syg. Jeg kan huske den første samtale på Klinik For Spiseforstyrrelser. Overlægen spurgte mig, om jeg var enig i, at jeg var spiseforstyrret. Mit 13-årige jeg rystede stædigt på hovedet og sagde, at jeg jo bare levede sundt. "Hvornår har du sidst spist slik?" spurgte hun. "Det kan jeg ikke huske. Jeg har ikke spist slik længe. Det er ikke godt for mig." Så brød min mor ind, frustreret over at hendes datter havde tabt 15 kg på ganske få måneder: "Jamen du spiste det ENGANG! Du ER spiseforstyrret!"

Det er her jeg mener, at mange går galt i byen.

Jeg var uden tvivl spiseforstyrret. Det er jeg uden tvivl stadig. Men man kan ikke, udfra ovenstående udsagn, konkludere at jeg var spiseforstyrret.

Jeg ser personligt min far som den ultimativt sundeste person jeg kender. Han har et ekstremt afslappet forhold til mad og motion. Min mor siger, at min far også er spiseforstyrret. Men det er jeg bare ikke enig i.

Min far har hele mit liv sagt til mig, mens min mor og jeg spiste fredagsslik, at han ikke skulle have det, fordi han ikke havde lyst til at fylde sin krop med ting som absolut ikke gjorde nogen gavn for ham. Så sagde min mor, at det gjorde gavn for hende, fordi det gjorde hende glad at spise lidt slik foran fjernsynet fredag aften. Så smilede min far bare og sagde "Meget fint. Så spis du dit slik. Det er okay. Jeg har bare ikke lyst."

Dengang tænkte jeg ikke over det. Jeg nød jo bare mit slik. Men jeg tænker mere og mere over det i dag, og jeg beundrer den måde min fars afslappede forhold til mad er. For han har vitterligt ikke lyst til de ting, som min mor mener giver glæde i livet. Et eller andet sted, tror jeg min mor er mere spiseforstyrret end min far er. Jeg har talløse gange hørt min mor sige "Åh, nu er jeg nødt til lige at løbe 5 km længere i morgen, fordi jeg spiste dén pose blandselv-slik." Og dét er da en spiseforstyrret tankegang. At man skal "straffe" sig selv, for at spise.


Jeg taler ofte med mine forældre om spisning og det afslappede forhold jeg ønsker til mad. Jeg ønsker at kunne have det samme forhold til mad, som min far har. Min far spiser - min far spiser meget. Han træner også meget, han arbejder også meget, og han har brug for meget energi for at kunne komme igennem dagen. Jeg kan huske en episode, hvor min far kom hjem fra arbejde. Vi skulle alle ud og spise, og vi ventede bare på at min far fik fri. Lige inden vi skal ud af døren siger min far: "Vent, jeg er nødt til lige at spise en avocado og en håndfuld nødder." Min mor kigger på ham, som om han er totalt idiot. "Vi skal jo ud og spise?" siger hun. Min far forklarede, at han ikke havde fået nok i løbet af dagen, og han kunne mærke at hans krop havde brug for noget energi nu, derfor spiste han.

Det jeg gerne vil have ud af at fortælle om dette scenarie er, at det er synd at vi er blevet så strukturerede omkring vores mad. Vi skal spise morgenmad, frokost og aftensmad, evt. et mellemmåltid i løbet af dagen. Sådan bør det bare ikke være, synes jeg. Vi bør stole på at vores krop fortæller os hvornår vi er sultne.

Selvfølgelig gælder dette ikke, hvis man i længere tid har undertrykt sine sultsignaler som f.eks. ved en spiseforstyrrelse - så er det nødvendigt at have nogle faste rammer for at sikre sig at man får nok i løbet af en dag. Men jeg beundrer hvordan min far lader vær med at spise ting han ikke har lyst til, for at glæde andre. For at passe ind. For samtidig har jeg jo set, hvordan han spiser masser af ting som han ved gavner hans krop og hans sundhed. Og jeg kan se, hvor meget gavn hans kost gør. Min far er nok den person jeg kender, med renest hud, med sundest hår, med sundeste negle, med mest energi, med mest glæde og lys i øjnene jeg kender. Og det er på trods af at han har flere børn, en arbejdsuge på mere end 60 timer om ugen og masser af træning. Og han føler ikke han går glip af noget. Jeg har en fornemmelse af, at min mor tror, at hvis hun skulle spise som min far, så ville hun gå glip af noget. Jeg tror, mange har den opfattelse. At de går glip af noget. Men gør de egentlig det? Hvis man virkelig nyder den måde man spiser på, og de resultater det giver én (i dette tilfælde i form af et "sundt" udseende og masser af energi), er det så spiseforstyrret, bare fordi det ikke er sådan som størstedelen af befolkningen spiser? Det mener jeg altså ikke.

Så pointen med dette indlæg var egentlig bare at klargøre mit mål for mig selv. Ikke at være "fanget" af faste rammer for, hvad jeg skal spise. Og ikke at være "fanget" af samfundets udsagn om HVAD jeg skal spise - hvad enten det så er blandselv-slik eller en grøntsagssmoothie. Jeg vil lære at lytte til min krop, tilpasse min mad efter mit energibehov, og ikke mindst lære at lukke af for eksperters påstande om, hvad jeg nu skal spise. Det er jo min krop; jeg er i stand til selv at mærke efter, hvad min krop har godt af.


Likes

Comments

Jeg oplever desværre mange, der ikke forstår omfanget af en depression. Jeg hører alt for ofte folk sige: "Jeg blev så deprimeret" - jeg ved selvfølgelig, at alt skal tages med et gran salt, men når man har en depression, endda en svær én, så er det næsten tragikomisk at høre sådan et udsagn.

At have en depression er ikke bare at være ked af det. I mine værste perioder kan jeg ikke engang forlade min seng. Jeg uploader gamle billedee på Instagram for at "vedligeholde" min perfekte image (jeg væmmes lidt ved mig selv mens jeg uploader det). Jeg synes nemlig et eller andet sted, at det er flovt at have det sådan. At være så "svag". Men et eller andet sted er det jo ikke svagt. Det er et symptom på, at man på en eller anden måde har presset sig selv, eller er blevet presset, for hårdt. Og så reagerer kroppen - selvfølgelig gør den det. Det er jo et sundhedstegn..

Jeg har selvfølgelig prøvet at forklare mine kære forældre, hvordan jeg har det i disse perioder. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har siddet i badet i flere timer, hvor min mor har siddet på den anden side af døren og grædt og tigget og bedt mig om at komme ud og snakke med hende. Forklare hvorfor jeg har det så elendigt.
Problemet er, at det kan jeg ikke.
Jeg kan ikke sætte ord på det.
Den følelse man har indeni kan ikke beskrives; det er på en eller anden måde som om, at en sort sky af røg bare vokser og vokser, indtil den har fyldt og overtaget hver en celle af ens krop. Man mærker kun smerte. Og engang imellem mærker man ingenting. "Kan du ikke bare smile og være glad for min skyld?", siger min mor som regel. Nej. Det kan man ikke. Jeg er så træt af, at smile, handle, agere for at gøre andre glade. I sidste ende handler det om at gøre mig glad. Jeg er mit ansvar.
Jeg leder bare stadig efter det, der gør mig glad.
Jeg håber så inderligt at jeg finder det en dag.

Likes

Comments

Noget, der i den grad har ændret sig i takt med at jeg blev syg, er mit forhold til min mor og far. Jeg har altid været relativt hurtigt udviklet, og jeg startede allerede som 12-13 årig (altså før jeg blev syg) at bruge make-up, drikke alkohol og generelt var min omgangskreds også en smule ældre end mig. Jeg har tilgengæld også altid været meget udadvendt, og jeg fungerede egentlig rigtig godt med stort set alle fra min klasse - jeg havde det bare også godt med pigerne fra de ældre klasser. Generelt var jeg i mine "pre-teen"-år meget social med mine veninder og venner, og jeg brugte ikke særlig meget tid sammen med mine forældre.

Mine forældre havde en helt enorm tillid til mig, og set i bakspejlet er jeg rigtig ked af, at jeg har brudt den tillid på grund af mine sygdomme.

Da jeg begyndte at blive ramt af anoreksien, mistede jeg stille og roligt interessen for mine veninder. For det første brugte jeg frikvartererne på at løbe, og efter skole trænede jeg. Når jeg var færdig med træningen var jeg som regel som udmattet på grund af det hårde fysiske arbejde + manglen på energi fra mad, så jeg tog altid direkte hjem. Og så var jeg jo hjemme, når mine forældre kom hjem fra arbejde. Stille og roligt begyndte jeg altså at være mere hjemme, og dermed også mere sammen med mine forældre. Vi dannede relativt hurtigt et rigtig tæt bånd - fra at have et normalt forælder/barn-forhold, blev vores relation hurtigt meget tæt, fordi jeg var meget hjemme.

Men så begyndte mistanken fra mine forældre. Hvorfor ville jeg pludselig ikke spise stivelse? Hvorfor fandt min mor engang kartofler og kød som jeg havde gemt i servietten når vi spiste aftensmad? Hvorfor fandt hun yoghurt og musli i min skraldespand? Og hvorfor var jeg lige pludselig blevet så tynd?

Det var her, mistilliden startede. Jeg løj jo. Jeg løj konstant. Jeg løj om, hvor jeg var henne når jeg var oppe og træne for tredje gang på én dag, jeg løj om min mad, jeg løj hele tiden.

Og da min bulimi så kom, blev mistilliden endnu større. Bulimi er simpelthen så skamfuld en sygdom, at jeg næsten ikke kan beskrive det. Man er som en stofmisbruger. Nogle forestiller sig måske, at man som bulimiker "bare" spiser almindeligt, og så bagefter kaster op. Sådan er det ikke for mig. Jeg har jo både anoreksi og bulimi, og det vil sige at jeg på en dag uden opkastninger er styret af min anoreksi, hvor jeg spiser et underskud af kalorier. Og så når jeg oplever noget der er svært for mig at håndtere; dvs. en følelse der er svær at rumme, f.eks. ensomhed, stress, skænderier osv., så fylder jeg mig med helt ekstreme mængder mad (altså.. vi taler måske 20.000 kalorier), og kaster det op bagefter. Den skam man føler efter sådan en omgang kan slet ikke beskrives. Så man forsøger selvfølgelig at gøre alt for at skjule at det er sket. I mit tilfælde løj jeg for mine forældre om at jeg tog i skole. I stedet for stjal jeg penge fra dem, og når de var taget afsted på arbejde, gik jeg op og købte de her ekstreme mængder mad som jeg spiste og kastede op. I den rum tid hvor jeg spiste, glemte jeg den følelse som jeg forsøgte at stikke af fra.

Problemet er jo så bare, at når man har kastet op, kommer følelsen tilbage.

Og man er fanget i den onde cirkel.

Da mine forældre stille og roligt opdagede at jeg ikke var i skole, begyndte de jo også at tvivle på mig på dét område. Min mor fandt bræk ved siden af toilettet, min far fandt skrald fra mine indkøb i skraldespanden, og på den måde opdagede de min bulimi.


Pointen med dette indlæg er, at spiseforstyrrelser - både anoreksi og bulimi - er ekstremt drænende for både den syge og de pårørende. Jeg har altid været en meget ærlig person - det siger mine forældre også. At jeg altid har været god til at erkende mine fejl, og jeg får det egentlig bare rigtig skidt når jeg lyver. Men spiseforstyrrelsen har gjort mig til alt det jeg hader: En løgner og en tyv (fordi det ER jo tyveri at tage penge fra sine forældre uden at spørge!), og jeg ved, at mine forældre ved, at jeg er ærlig med alt. Undtagen når det kommer til mad. Fordi der har spiseforstyrrelsen et alt for godt tag i mig. 

Jeg håber at det her indlæg kan belyse, at en spiseforstyrrelse ikke bare er en spiseforstyrrelse. En spiseforstyrrelse kommer ind og påvirker alle aspekter af éns liv. Det ændrer én som person, og det ændrer éns forhold til ens relationer. 

Jeg vil senere lave et indlæg om, hvordan den har ændret mig som person. For noget der virkelig skræmmer mig er, at jeg er gået fra at være klassens populære pige, den charmerende, udadvendte datter, den støttende søster, den selvsikre selfie-queen.. til at blive ensom. Til at blive stille. Til at blive indelukket. Til at søge anerkendelse fra andre, fordi jeg inderst inde hader mig selv. Til at blive en løgner. Til at blive egoistisk. Til at blive hende den spiseforstyrrede. Fordi det ér jeg. Når man har en spiseforstyrrelse ER man ikke sig selv. Og det piner mig bogstaveligt talt ikke at vide om jeg nogensinde bliver den gamle mig igen. 

Likes

Comments

Hej guys.


Nå, efter et par overvejelser om, hvordan jeg skulle begynde, har jeg besluttet mig for at fortælle jer lidt om mit sygdomsforløb og mine diagnoser. Generelt er "diagnose" jo egentlig et pisseåndssvagt ord, fordi jeg har erfaringer med at fagpersoner (og andre) desværre bare kaster diagnoser rundt som om det ikke var noget af vigtighed. Men det er det. Fejldiagnosticering er et ENORMT problem.


Jeg blev for fire år siden diagnosticeret med anoreksi. Jeg tabte mig - fra ganske normalvægtig - 12 kg. Dette vægttab foregik over lige knap 2 måneder. Jeg overtrænede og spiste stort set ingenting - når jeg ser tilbage på billeder og ser tilbage på, hvordan en dag i mit liv var dengang, kan jeg ærligt talt blive lidt overrasket over hvordan jeg hang sammen. Men det gjorde jeg heller ikke - jeg levede ikke. Jeg overlevede bare. Og sådan er det desværre stadig.


Dengang var jeg 13-14 år. Jeg fyldte 14 da jeg var allermest undervægtig. Kort efter skulle jeg rejse med min familie, men lægen erklærede at han mente det var for farligt for mig at rejse, og anbefalede at mine forældre fik mig indlagt. Jeg brokkede mig gevaldigt; sådan er jeg. Ingen skal bestemme over mig eller kontrollere mig. Og sådan er det. Vi gik på kompromis, og lægen skrev en henvisning til klinik for spiseforstyrrelser. Her gik jeg i ambulant behandling 2 gange om ugen, jeg havde en psykolog og så en diætist. Men også dér var jeg for besværlig. Jeg ville på ingen måde samarbejde med diætisten eller psykologen. Jeg følte ikke at jeg klingede med nogle af dem overhovedet.


Efter et halvt års tid gav klinikken op. Overlægen skrev, at jeg var for besværlig og usamarbejdsvillig, og at de mente at der skulle mere intensiv behandling til.

På dette tidspunkt havde jeg taget 2-3 kg. på, og ud fra min EKG og mine blodprøver havde min krop det absolut ikke særlig godt.


Efter 2-3 måneder uden nogen form for behandling, udviklede jeg bulimi. Jeg tror det var et resultat af at min krop var så udsultet, at den simpelthen cravede mad så meget at det var umuligt at kontrollere. Så da jeg "opdagede" at man pludselig kunne spise uden at tage på (ved at skade sin krop noget så gevaldigt og kaste op bagefter), ændrede alt sig. Jeg formåede at holde det hemmeligt for mine forældre et godt stykke tid - de var så lykkelige over at jeg endelig begyndte at spise igen. Men det er umuligt at holde bulimi hemmeligt når det først bliver rigtig slemt. Og det gjorde min bulimi hurtigt. Jeg stjal penge fra mine forældre, jeg spiste alt vi havde i køleskabet om natten - jeg er flere gange blevet taget af min mor i at spise rester fra skraldespanden, så langt ude var jeg.


Spiseforstyrrelser er rigtig svære at behandle. Især hvis den spiseforstyrrede ikke er motiveret for at blive rask. Og det var jeg ikke. Det er jeg til dels stadig ikke. Det er i dag 2 år siden at jeg blev diagnosticeret med bulimi. Bulimi skaber en helt anden form for selvhad og skam end anoreksi gør. Derfor resulterede min bulimi i en svær depression, som jeg den dag i dag stadig kæmper med.


Jeg har altså følgende diagnoser: Anoreksi, bulimi og svær depression.

Jeg ser faktisk frem til at dele mine oplevelser omkring sygdommene, selvom det selvfølgelig er utrolig svært at skrive ned. Jeg håber at det kan bidrage til at jeg får noget mere forståelse for hvorfor jeg har det som jeg har det, og jeg håber at det kan bringe nogle tanker frem i jer som læsere.

Likes

Comments