Kan en lykkeamulet gøre en forskel? Kan krydsede fingre bringe held? Kan tro flytte bjerge?

Jeg tror helt sikkert på, at tro kan flytte bjerge. Faktisk i ekstreme grader. Men jeg ved også, hvor svært det nogen gange kan være at bevare troen på noget, hvis man bliver modarbejdet. Hvor svært det kan være at holde troen virkelig – helt inde i hjertet.

Jeg har i de sidste uger set en del forskellige dokumentar programmer, hvor forskere blandt andet undersøger effekten af placebo. Kort fortalt er placebo et præparat, som ingen virkning har, men folk som indtager det, tror at det virker. Det kan være en tablet som folk tror de bliver helbredt af, kan præstere bedre af, kan blive smerterfrie af osv. Det fascinerende er, at forskningen i stor stil ved, at placebo virker. Når folk modtager placebo, i troen at det er noget som kan hjælpe dem – så virker det, selvom det er en fuldstændig ligegyldig tablet fx

Det viser jo, at vores helbredelse eller præstation i disse tilfælde i høj grad foregår i vores hjerne, og ikke i vores krop på den måde som vi tror. Når vi tror, at vi får hjælp, så får vi det bedre, selvom vi faktisk ikke fik hjælp. Det er meget meget interessant.

Et af forsøgene gik sågar ud på at teste om effekten af placebo også virker, hvis man fortæller folk, at de får en placebo-tablet, som ingen effekt har (for man må jo ikke lyve for patienter, og kan derfor ikke bruge den effekt, man nu har opdaget ved placebo). Umiddelbart tyder det på, at placebo også virker selvom folk ved, at det er en virkningsløs tablet de tager. At selve processen med at have kontakt med en læge og få nogle tabletter som skal indtages hver dag alene har en effekt. Det er i vores hjerne det foregår, og den kan vi åbenbart snyde/ blive snydt af på mange forskellige måder.

Det er videnskabeligt bevist, at vores tanker har kæmpe stor indflydelse på, hvordan vi har det, og i nogle tilfælde virker vores tanker alene, bedre end medicinen gør.

Jeg er helt oppe og køre over det. Det er jo så fantastisk at videnskaben har fundet den vej, og at de oven i købet forsøger at få det bragt ind i industrien, så vi kan bruge de opdagelser konstruktivt i helbredelsen af folk.

Et par eksempler som blev vist i dokumentarene:

-En ældre dame er faldet på sit stengulv, og har brækket noget i ryggen. Hun kan nærmest hverken gå, stå eller sidde efterfølgende. Hendes hverdag går i stå. Hun bliver tilbudt en operation, hvor man sætter de brækkede dele i ryggen sammen med cement. Man foretager operationen så livagtigt som muligt i lokalbedøvelse. Hun bliver skåret op, cementen bliver åbnet, så hun kan lugte den i lokalet, men man ændrer ikke noget ved hendes ryg. Hun bliver syet sammen igen og efter et par dages hvile, kan hun både gå, stå, sidde og sågar spille golf igen. Hun blev helbredt, alene fordi hun troede, at lægerne lavede hendes ryg.

-Et andet eksperiment er et cykelhold, som får udleveret, hvad de tror er ”lovlige præstationsfremmende midler i en tablet”. I virkeligheden er det en tablet med majsmel i og intet andet. Flere af cykelrytterne præsterer bedre efter indtagelse af tabletten, og nogen slår deres egen personlige rekord. De udtaler, at de sagtens kunne mærke effekten af energien, som de fik fra tabletten – men det gjorde de jo slet ikke. Så igen er det deres hjerner, som fremmer præstationen.

-Det sidste jeg vil nævne er en dame, som har en tarm-sygdom. Hun har konstante smerter og problemer, så hun er isoleret i sin lejlighed, og hendes hverdag fungerer ikke. Her fortæller man hende, at det er en sukker-tablet hun får – altså en placebo tablet – og hun tager den 3 gange dagligt i et par uger. Hun er selv meget skeptisk, for alle ved jo, at den tablet ikke vil virke. Men allerede efter et par dage er hun betydeligt mindre smerteplaget og kan få en hverdag i gang igen. Så her virker placebo, selvom personen er klar over hvad hun indtager.

Måske er det værd at have i baghovedet hver eneste dag, hvor stor indflydelse vores tanker har på os. Og netop derfor er det super vigtigt, at vi tænker en masse gode og positive tanker, i alt hvad vi foretager os – for det giver virkelig bonus.

Så med dét in mente, vil jeg ønske dig en dejlig og positiv dag 

– hvor du husker dig selv på hvor skøn du er, og hvor meget positivt du har i dit liv.


Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Lørdag formiddag kl. 10.00 mødte jeg op i Ashtanga Yoga Shala Aarhus med en forventning om, at det der yoga nok skulle gå. Min krop har en periode (for jeg tror på, at det går over engang), hvor den er temmelig udfordret i alt hvad jeg foretager mig. Måske er det overbevisninger, måske har lægen ret i hans diagnose, men uanset hvad er jeg smerteplaget hver eneste dag. I lørdags havde jeg dog presset ”det skal nok gå”-hatten godt ned over ørerne, så den lige netop dækkede ”min krop kan ikke klare at lave yoga, og jeg får ondt i flere dage bagefter”-hatten.

Mødet med mine kære medstuderende var som altid dejligt, og selvom jeg var træt, og havde en hat for meget på, så var humøret heldigvis i top. Dagen var et led i den mindfulness uddannelse jeg er ved at tage hos Mindfulness Akademiet, og bestod af kundalini yoga med Pernille Dybro som underviser. Jeg har deltaget i en online yoga julekalender hun lavede for et par år siden, og ellers kendte jeg hende ikke, ligesom jeg heller ikke kendte til yoga som sådan. Jeg er blevet præsenteret for det et par gange, og har hver gang tænkt, at det må jeg kigge nærmere på – og har aldrig fået gjort mere ved det. Men nu var der afsat 6 timer i selskab med Pernille og kundalini yoga, så her var endnu en mulighed for at opleve, hvad yoga egentlig går ud på.

Jeg fik indrettet mig på min yoga måtte, og som altid startede vi med en lille meditation, hvor vi lander i nuet og rummet. Det plejer at være dejligt lige at komme på plads, men denne gang kunne jeg ikke finde ro overhovedet. Tankerne susede rundt, og jeg rystede over hele kroppen. Følte mig ikke på toppen, og selvom jeg prøvede (det bliver det jo ofte bare værre af), så fandt jeg ikke rigtigt roen.

Herefter tog Pernille over, og stille blev vi guidet gennem lidt vejrtrækningsøvelser, og herefter nogle fysiske øvelser – som alle havde vejrtrækningen med som en vigtig del.

Flere af øvelserne var meget udfordrende for mine arme, som er et af mine store smertesteder. At holde dem strakt ud i luften mens de vippede op og ned, havde jeg stærk modstand på, men jeg valgte at gøre det så godt jeg kunne, og til min store overraskelse så lykkedes det at gennemføre hele øvelsen. Jeg havde armene strakt ud i luften, jeg baskede med dem som vinger, jeg støttede på dem i gulvet, havde dem strakt over hovedet – og jeg kunne gøre det hele uden smerter…!

Jeg formåede at finde min indre ro, mens jeg udfordrede min krop, fordi der var så stort fokus på min vejrtrækning gennem øvelserne. Det betød virkelig meget. For mig var det et kæmpe wake-up call, at selvom mine lår syrede fuldstændig til, og mine ben rystede under mig, så kunne jeg præstere, bevare gejsten og undgå de vanlige smerter når jeg fokuserede på vejrtrækningen. Pernilles opmuntrende stemme gjorde også, at jeg bevarede modet og holdt ud, i stedet for at give op når kroppen blev træt.

Før jeg ankom kendte jeg kun meget lidt til yoga, og i min opfattelse var det enten noget hvor man stod på hovedet, slog knuder på sin krop eller begge dele på samme tid. Eller noget hvor man lå på en yogamåtte og vippede forsigtigt med håndled og fødder. Jeg blev faktisk overrasket over, at yoga også kunne være hårde fysiske øvelser på sådan en dejlig måde, uden at jeg skulle krølle mig selv helt sammen. Følelsen af at jeg havde trænet, uden at lide og se døden foran mig var faktisk helt fantastisk. Røde kinder, sved på panden, men jeg kunne trække vejret. Jamen jamen.. Jeg er helt overvældet. Måske er det virkelig rigtigt, når det påstås, at yoga er for alle…?

Vi sluttede de fysiske øvelser med et ”gong-bad”. Jeg lå på min yogamåtte med et tæppe over mig, mens gongens vibrationer dansede igennem mig. Jeg kunne mærke vibrationerne i hele min krop, i gulvet, og jeg tror også, det var dem som sendte små vindpust af sted (?). Døre og vinduer var i hvert fald lukkede, men jeg mærkede små blide vindpust over mit ansigt. Og lyden af den store gong, som Pernille slog an, var bare helt salig og fantastisk i mine ører.

Helt høj på yoga holdt jeg frokost med de andre, før eftermiddagen bød på historie, filosofi og de 8 yoga grene. At komme tættere på yogaen på denne måde var også virkelig interessant. Mantraerne - ”yoga sproget” – Hvad betyder det hele? Så smukke ord sat sammen til en helhed, og måden de synges ud med vejrtrækningen. Så utrolig fint og spændende at komme dybere ned i.

Jeg er jo ret tydeligt helt ny i alt det her yoga (nogle ting er jeg bare længe om at forstå åbenbart), men én ting er helt sikker: Jeg vil have mere….!

Tusind tak til mine skønne mindfulness guider Jørgen og Flora for at præsentere mig for yoga på practitioner, og invitere mig dybere ind i denne verden. Tusind tak til Pernille Dybro, for at få mig til at indse, at jeg skal have mere. Helt fantastisk måde du fik løftet mig trygt og kærligt ind i kundalini yogaens verden. Tak for din kyndige undervisning, støtte og vejledning gennem dagen. Og tusind tak til alle mine medstuderende for at rejse sammen med mig.

Tak for jer…! ❤❤

Du kan læse mere om Mindfulness Akademiet her: http://www.mindfulness-akademiet.dk/

Og Pernille Dybro her: http://www.dybro-yoga.dk/

Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev liiiige her: http://katjamichaela.easyme.dk/?id=2

Og følge mig på Facebook lige her: https://www.facebook.com/katjamichaelasunivers/


Likes

Comments


Nattehimlen var overskyet. Der var ingen stjerner at se, og fuldmånen skjulte sin skønhed for hende på denne aften. Hun elskede at kigge på månen. Især fuldmånen gav hende en helt særlig ro i kroppen. Mange af hendes bedste øjeblikke, i stilhed med sig selv, foregik under månens skær.

I dag gjorde ondt. Han havde været hård ved hende. Kaldt hende ubehagelige ting, som gjorde hende ked af det. Hun var ikke enig med ham i de ting, men turde ikke sige ham imod. Han havde kaldt hende for en dårlig mor. Den ramte hårdt. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at børnene havde det godt. Da hun efter lang tid med bebrejdelser og beskyldninger begyndte at græde, havde han råbt, at hun skulle tage sig sammen. Han forstod slet ikke, hvor hårdt hun kæmpede. Hvordan hver dag var en kamp, og hvor alene hun følte sig. Ingen støtte og opbakning – kun hadefulde kommentarer og nedværdigelser.

Hver morgen når hun skulle op, havde hun kvalme og rystede. Hun var bange for, hvad dagen ville byde hende. Om han elskede hende den dag, eller var træt af hende den dag.

I dag havde han også været fysisk. Taget fat i hende, og smidt hende omkuld på gulvet. Hun var blevet meget chokeret, men hun græd ikke. Han kunne ikke lide hendes krokodilletårer, og han faldt ikke for den slags tøsetricks.

Børnene var ikke hjemme. De oplevede heldigvis kun en brøkdel af, hvad der i virkeligheden foregik. De var børn. Små uskyldige sjæle, som ikke skulle bære rundt på den slags bekymringer.

Resten af dagen havde hun været bange for ham. Hun vidste ikke, hvad han kunne finde på, når han var i det humør. Det var utrygt, og det tog alle hendes kræfter fra hende.

Alligevel kunne hun ikke sove, da det blev sengetid. Måske fordi han lå ved siden af hende. Derfor var hun stået op igen, og sad nu i vinduet, og kiggede ud på den overskyede himmel.

Hvorfor var månen der ikke, når hun manglede en at betro sig til?


Likes

Comments

I går aftes krøb jeg sammen i hjørnet af min sofa med et tæppe, en kop kaffe og en god film.

Jeg har skrevet om den før for ca. 1,5 år siden. Jeg har set den endnu flere gange siden da og jeg er stadig fuldstændig vild med den. Den rammer mig lige i hjertet.

Du kan se et klip fra den her - https://www.youtube.com/watch?v=alyapidLB34

Filmen hedder ”Eat, Pray, Love”. Den er baseret på en sand historie, om en kvinde, som bruger et år på at finde sig selv. Den rammer så mange forskellige ting i mig, når jeg ser den.

Alt efter hvor jeg er i mit liv, har den en evne til at ramme noget som passer på mig lige nu – og jeg har set den jævnligt gennem de sidste par år. På samme måde ramte den mig i går, hvor det pludselig var helt nye ting jeg faldt for. Jeg kender den film udenad, og alligevel ser jeg noget nyt hver gang.

Der er så mange vigtige og sigende replikker. Vigtige budskaber.

Måske er det ikke så nemt at slutte fred med sig selv, som vi går og ønsker. Måske kræver det en slags arbejde, og ikke at vi ”bare” flygter fra situationer. Måske ligger der ting i os, som vi slet ikke kender til endnu. Måske er det super vigtigt at vi indretter inden i os selv, vores tanker – og ikke kun rundt omkring os.

Og det er her meditation har været min store redning. Gennem min daglige meditationspraksis (og undervisning) har jeg lært ting om mig selv, som jeg ikke kendte til før. Mærket følelser, fået åbenbaringer. Ja det lyder måske så voldsomt igen – men det passer altså alligevel.

I det klip jeg har valgt fra filmen her, bliver der sagt flere kloge ting.

”The meditation room is within you – decorate that”

”You have to learn to select your thoughts, the same way that you select your clothes every day - that's a power that you can cultivate”

Det er ting, som jeg tænker en del over i min hverdag. For mig er det en kunstart at vælge mine tanker. Faktisk er det en kunst at stoppe op og finde en tanke – før jeg reagerer eller taler. Og hvor er det en dejlig kunst at udfordre. Det har virkelig stor betydning for mig, at jeg vælger mine positive tanker, frem for at lade mig flyde med det drama, som nogen gange foregår omkring mig. Og det er en leg at udforske, hvad man kan udrette, udfra sit valg af tanker.

Jeg siger ikke, at det er nemt. Overhovedet ikke. Men øvelse gør mester, og man kan faktisk gå hen og blive både rigtig god til det – men også afhængig af det.

Har du lyst til at lege med, og se hvad der sker? Prøv at brug en dag eller en uge på at udforske dine tanker, vælge dine tanker, lege med det og se hvad der sker. Det kan skabe små mirakler ❤

Jeg er i gang med at lave et forløb, hvor vi udforsker, leger og mediterer på vores tanker – og ikke mindst mærker hvad det kan udvikle sig til. Jeg skal nok give besked når forløbet er klar.

Glæd dig – det bliver en opdagelsesrejse ❤


Likes

Comments


Musikken spiller højlydt ud af de store højtalere sammen med lyden af gentagne rytmiske dybe vejrtrækninger. Jeg ligger på gulvet og lytter, og jeg er blevet advaret om, at det kan være svært at rejse mig – svært ikke at smelte sammen med gulvet. Og det ér svært. Det føles så fantastisk at ligge her til den musik, vejrtrækningen som automatisk danner rytmen for min egen vejrtrækning. Jeg føler, at jeg er ved at smelte sammen med gulvet….

Opgaven er, at jeg skal bevæge min krop, som den har lyst til. Uden at tænke over det, uden at dømme det og uden at skabe forhindringer for det. Bare følge kroppen og musikken.

Rytmen skifter, tonerne ændrer sig og min krop giver slip på gulvet. Jeg følger den og bevæger mig langsomt fra liggende til siddende og herefter stående stilling. Armene vil op i luften – helt op – svaje fra side til side i takt til musikken, mens de strækker sig mod loftet. Hele kroppen vil svaje.. Det er okay. Det er stille og roligt. Men igen skifter musikken, og min krop vil nu noget andet – og det er her jeg mærker det indre jordskælv, som er ved at dannes – lige i midten af min comfortzone…!

Vi er 22 mennesker på gulvet, alle fordybet i vores egen krops bevægelser til musikken. For mig er det grænseoverskridende på flere måder. Både fordi jeg formentlig ser enormt fjollet ud lige nu, men også fordi det er svært at slippe tankerne og kun lytte til kroppen. Musikken lægger ikke op til dans – men mere til langsomme, glidende, sløve men alligevel powerfulde bevægelser.

Jeg slipper kontrollen, og følger med. Min krop styrer bevægelserne helt selv, og mit fokus er mest på at lytte til musikken, og Ninas blide stemme, som guider mig til at huske min vejrtrækning. Lade kroppen bevæge sig, og sige "Ja tak" til det der opstår.  

"Ja tak.. Ja tak.. Ja tak.." mens jeg følger min krop. Det er virkelig en helt særlig følelse.

Jeg ved ikke hvor længe det stod på, men det føltes som 30-45 minutter, hvor jeg lå, sad, stod, kravlede, gik, dansede, bevægede mig op og ned, hurtigt og langsomt på gulvet i min krops tempo, mens jeg lyttede til musikken, og de indre reaktioner jeg fik.

Det var fascinerende at opdage, hvilke bevægelser min krop havde lyst til at lave, og det var på samme tid både befriende, grænseoverskridende og lidt dyrisk at følge mine instinkter på den måde.

Musikken sluttede som den startede, og jeg får igen lyst til at smelte sammen med gulvet..

Det var sådan jeg følte det, da der blev undervist i ”Teori U” på Mindfulness Akademiet.

Jeg fik ikke brug for min notesbog og kuglepen i den øvelse. Men jeg lærte noget om min krop, som jeg ikke tidligere har kendt til.

Der var også teoretisk undervisning i løbet af dagen, og jeg fik da også lavet et par notater i notesbogen. Men der er rigtig meget kropslig undervisning – og endnu en øvelse hvor kroppen var i brug, var dagens højdepunkt for mig.

Meget kort fortalt, så nævnte jeg en udfordring jeg har i mit liv, fortalte hvordan jeg mærker den, og hvad den betyder for mig i min hverdag. Herefter skulle 3 af mine skønne medkursister danne en statue, af det de mærkede udfra min fortælling. Til sidst skulle de tilpasse statuen, som deres kroppe følte for at gøre det. 

Det var den vildeste øjenåbner at se min udfordring – mine følelser – som en menneskelig statue på den måde. Nu kunne jeg se, hvad den udfordring gør ved mig rent fysisk. SLAM.. In my face.. Der var lidt at tygge på, og det gjorde mig faktisk lidt ked af det at se. For jeg kunne godt se, at det hverken så sundt eller rart ud på nogen måde.

Det fantastiske skete, da de begyndte at tilpasse statuen, som endte med at danne en menneskelig skulptur, der løsnede op, for de følelser jeg har i min udfordring på en blid og omsorgsfuld måde.

Den endelige statue var blid, fuld af tryghed, beskyttende, omsorgsfuld og opblomstret. Det var en utrolig proces for mig, at se min udfordring håndteret på den måde. Jeg ser statuen for mig hver eneste dag, mens jeg nu ser min udfordring fra nye vinkler.

Tak til jer 3 skønne kvinder som gav mig den fantastiske øjenåbner..! <3 

Da jeg kom hjem efter en dag med dette team, var jeg endnu engang rørt, lykkelig for at være på denne rejse, testet på min comfortzone, virkelig glad og høj på diverse signalstoffer og hormoner.

Og så er der nogen, som mener, at mindfulness er kedeligt… Hmm…

Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev liiiige her: http://katjamichaela.easyme.dk/?id=2

Og følge mig på Facebook her: https://www.facebook.com/katjamichaelasunivers/


Likes

Comments


Vi gør det alle sammen – bryder sammen. I latter, gråd, træthed, smerter eller personligt. Kortvarigt eller langvarigt – i sjov eller i alvor.

Kan du sige dig fri for et mindre eller større sammenbrud på et tidspunkt i dit liv? Det tror jeg de færreste mennesker kan (uden at jeg har lavet yderlige forskning på området).

Jeg tror på, at når vi mennesker bryder sammen, så er det ikke fordi vi er svage. Tvært imod er det fordi vi har været stærke i alt for lang tid. Vi har kæmpet, knoklet, hængt i, samlet op og glemt os selv i farten.

Nogen gange viser kroppen os, at den har brug for en pause, og alt for ofte lytter vi ikke – før kroppen siger fra, og vi mærker det på den hårde måde. BAM.. Så ligger vi der.. Nogen gange ved vi, hvad årsagen er, og andre gange ved vi det ikke. Nogen gange kan vi handle på det, og andre gange kan vi ikke.

Fælles for alle sammenbrud er, at de først går helt over, når vi accepterer, hvad kroppen siger til os, og handler udfra vores hjerte, og ikke vores hjerne – eller samfundets regler.

Vores hjerner kan være virkelig kryptiske, men hvis vi mærker efter i hjertet, ligger der ofte et tydeligt budskab bag hjernens signaler. ”Mærker efter i hjertet??” Tænker du måske.

Vi er desværre mange, som ikke praktiserer netop den teknik – eller øver os i det, og derfor ikke er i stand til at mærke hjertet, når det er nødvendigt.

Det er netop her, jeg er blevet hjulpet så fantastisk på vej af mindfulness og meditation.

At trække vejret, mærke kroppen og mærke hjertet. Stoppe op og lytte til de meget vigtige signaler, som min krop sender til mig. Møde dem åbent, nysgerrigt og kærligt. Acceptere og respektere at det er netop de signaler, som kommer – og tage dem alvorligt.

Alle kan bryde sammen (også selvom man har mindfulness dybt integreret i sit liv), og det er et af de fantastiske eventyr, vi oplever i vores tid som menneske. Kunsten er måden vi møder, og håndterer det på. At mærke det, være i det, acceptere det, give det tid, være nysgerrig på det og møde det kærligt – for der ligger helt sikkert et budskab og en læring bag det.

Mit eget store sammenbrud ligger heldigvis mange år tilbage. Om et par måneder er det 10 år siden, jeg startede kampen for at genvinde kontrollen over mit liv – efter at have gennemgået et ret alvorligt sammenbrud. I 4 år var jeg så plaget af angst, at jeg nærmest ikke vidste hvem jeg selv var. Virkelig en frygtelig (og lang) periode, som jeg i dag har lært en masse af – men i tiden hvor det stod på, var det ikke ret brugbart. Jeg har i øvrigt skrevet en bog om den tid, som kun venter på et forlag, der vil udgive den, så angst kan bryde ud af sit tabu.

I dag kan jeg se tilbage på den tid og konkludere, at jeg nu står meget stærkere i mig selv, at jeg var sej nok til at kæmpe og vinde den kamp og finde en balance i mig selv og mit liv. Og jeg er taknemmelig for mange ting omkring den tid – men jeg har stadig ikke lært at acceptere den periode, eller nogle af de ting som den også førte med sig. Svigt, tab, brud, omsorgssvigt og ensomhed er nogle af de hårde ord, som stadig skærer i mit hjerte, selvom jeg er kommet langt siden dengang.

Tør du udforske det og tage kærligt imod det, næste gang du mærker kroppen sige fra? Jeg har i hvert fald lært min lektie på det område, og jeg vil til hver en tid drøfte situationen en ekstra gang med mit hjerte – før der bliver konkluderet noget. Det kan anbefales ❤


Likes

Comments


PART 1.

Har du nogen gange et ønske om at trække dig tilbage fra hverdagsræset? Gemme dig væk i din egen lille hule uden forpligtelser? Bare i et par dage? Et par dage hvor du får mulighed for at mærke dig selv inderst inde? Mærket dit hjerte, møde din sjæl og alt det som normalt er gemt væk i hverdags støj og rutiner?

Jeg gjorde det…!

Som et led i min personlige rejse, er jeg en af de heldige, som har sikret mig en plads på en uddannelse hos Flora og Jørgen fra Mindfulness Akademiet. Den startede med et 4 dages ophold på Møn Retreat Center, og det var en uforglemmelig og ubeskrivelig oplevelse. Jeg vil dog alligevel prøve at fortælle om det - og min oplevelse med blandt andet 48 timers væren i stilhed.



”Hvem er du?” blev jeg spurgt.

”Jeg er Katja. Det blev bestemt, allerede da jeg var spæd. Det var ikke min egen beslutning, og jeg har levet en stor del af mit liv, som det blev forventet, og som jeg passede ind i rollen. Nu er jeg Katja på en rejse – en rejse ud af normen, overbevisningerne og det som plejer at høre med til at være Katja. Min rejse har stået på i en del år efterhånden, men den beriger mig hele tiden med nye fantastiske oplevelser og indsigter. Min rejseguide er mit hjerte, og jeg prøver at følge de anvisninger jeg får fra min guide – som jeg gør med alle mine intuitive guider. Målet for rejsen er ukendt. Mit hjerte, min intuition og jeg har aftalt at møde rejsen nysgerrigt og kærligt, og se hvor det bringer os hen. Jeg har lovet min hjerne at holde fornuft i hånden undervejs, så det gør jeg – mens jeg mærker mig frem, tager et skridt ad gangen, og glæder mig over mulighederne, som møder mig på turen.”


Det var en afsluttende øvelse, vi lavede på det ophold. ”Hvem er du?” Der findes rigtig mange svar på det spørgsmål. Jeg er også mor, kvinde, datter, barnebarn, søster og alt muligt andet. Men jeg har valgt at se mig selv, som den jeg har lyst til at være, og ikke den jeg er i andres øjne. Så det ovenstående er ca. det svar jeg gav, da jeg fik spørgsmålet 10 gange i den øvelse. Og jeg har det rigtig godt med det svar, for det er den jeg er, og det er den jeg har lyst til at være lige nu. Og hvem jeg har lyst til at være, er lige præcis det, som er det afgørende for mig. Den her øvelse har jeg øvet mig på, før vi havde den på det ophold, og jeg var derfor rimelig afklaret med mit svar – men for andre var det en virkelig øjenåbner.. Hvem er du? Hvem er du egentlig? Og er det den person du har lyst til at være? Eller identificerer du dig selv efter normen og forventningerne til dig? Hmm.. Ja der er lidt at tænke over.

Nå men.. For at tage det fra starten, så ankom vi 22 nysgerrige og rejsende mennesker på Møn Retreat Center torsdag formiddag. Nogen har mødt hinanden før, og andre er nye ansigter – men vi er på samme rejse, og det giver os et fællesskab, allerede før vi kender hinandens navne. Opholdet starter med en introduktion og frokost, inden vi alle bliver præsenteret for 48 timers stilhed. Vi bliver guidet ind i en times meditation, og efter den time er vi overladt til os selv og stilheden. Vores egen væren – uden ydre påvirkninger.

Hvad betyder det helt konkret? Det betyder, at vi ikke havde nogen form for kommunikation med andre i 48 timer. Telefon, computer og andet teknik var slukket. Læsning, skrivning, tegning, strikketøj, musik, løbeture, yoga og andre sysler var lagt på hylden. Kommunikation som øjenkontakt, smil, berøring osv blandt hinanden var lukket ned i stilhedsperioden.

Så kort sagt var vi 22 mennesker samlet i det samme center, men vi gik rundt i vores egen lille verden – uden fokus på hinanden. Vi spiste ved det samme bord, sad i den samme sofa, kiggede ud af det samme vindue, gik tur på den samme sti – uden at kommunikere med hinanden. Det var en lille overvindelse, for normalt er vi jo høflige væsner, som smiler, siger godmorgen og prosit til hinanden – og normalt er vi også rigtig gode til at holde øje med hinanden. Vi er omsorgsfulde, og tjekker, at folk omkring os er okay. Vi trøster dem, som er kede af det. Jubler med dem, som har sejret. Snakker med dem, som er ensomme. Men ikke her – her var det meningen, at vi skulle mærke os selv, og ikke alle de andre. Det var en meget speciel oplevelse, men nødvendig for at mærke os selv – og faktisk fandt jeg det utroligt befriende. Jeg havde lov til at være egoistisk på alle planer, uden nogen ville finde det uempatisk. Og jeg fandt stor befrielse i at kunne vende min empati indad. Ind mod mit eget hjerte.

Det skal selvfølgelig tilføjes, at vores skønne lærermestrer hele tiden var til at få fat på, og var opmærksomme på os, så vi var ikke på den måde overladt til os selv.

Nogle af de spørgsmål jeg har fået fra folk, som ikke kender min rejse er blandt andet: ”Hvorfor skal du være stille?”.. ”Hvad skulle det gøre godt for?”.. ”Kan du ikke bare mærke dig selv uden at være stille?” Og de kommentarer som følger, når jeg har forklaret, har blandt andet været: ”Det der mindfulness er noget mærkeligt noget, det ville ikke virke på mig”.. ”Du bliver da ikke et bedre menneske af at holde kæft i et par dage”.. ”Det er da for dumt, at man bare skal glo ud i luften i flere dage”..

Og jeg kan kun sige.. Jeg har fuld respekt for den uvidenhed, som folk omkring mig befinder sig i, for man ved det jo ikke, før man har prøvet det. Men der er så mange ting i den proces, som er meget større end at sidde og være stille. Det er en virkelig dyb og nærværende proces, som overvælder og rører mig på et meget dybere plan. Jeg er så lykkelig og taknemmelig over, at jeg tillod mig selv den gave, som det var, at jeg mødte en masse skønne mennesker, at jeg er en del af den samhørighed vi skaber sammen på vores vej – og hvad det har givet mig, fortæller jeg mere om i part 2”.


PART 2.

Efter en times meditation var jeg klar til 48 timer i stilhed, og jeg var egentlig lidt berørt af de energier vi sammen fik skabt i rummet – udelukkende ved at være der og meditere. Vi rejste os, forlod salen i stilhed, og jeg gik ned på mit værelse for lige at fordøje. Og som et lynnedslag ramte virkeligheden mig. Jeg blev overmandet af alle følelserne på en gang, og det gav en kropslig reaktion, som jeg brugte resten af torsdagen, hele natten og fredag morgen på at få kontrol over. Jeg blev dårlig simpelthen, og jeg lå det meste af tiden bare og forsøgte at få styr på min krop. Umiddelbart tror jeg, at det var reaktionerne på, at jeg var kommet lidt skævt ud ad døren hjemmefra, som lige skulle fordøjes. Jeg deltog i endnu en times meditation om aftenen, og udover det havde jeg fokus på min egen indre kamp.

Fredag morgen er der morgenmad, som vi spiser i stilhed og derefter igen en times meditation i fællesskab. En af de helt basale ting for mig under opholdet var, at jeg ikke havde et ur, fordi jeg normalt bruger min telefon, og havde ikke tænkt på at tage et andet med. Så hele min tidsfornemmelse blev også sat på en prøve. Men under meditationerne bemærker jeg, at jeg får en følelse af at være færdig med at meditere, klar til at komme tilbage til rummet, og så går der kun kort tid, før vores guide slår på syngeskålen, som indikerer, at der nu er gået en time. Jeg har normalt en ret god tidsfornemmelse under mine meditationer, men jeg er lidt overrasket over, at den på et nyt sted og med en ny meditations-varighed virker lige så godt. Vores krop og bevidsthed er simpelthen fantastisk. Efter fredagens morgen meditation har jeg det heldigvis bedre, og er nu klar til at fordybe mig i stilheden og min væren uden kropslige forstyrrelser.

Jeg lavede en kop te, viklede mit tæppe omkring mig, satte mig i et af de mange hyggelige rum, som vi kunne være i, og kiggede ud af vinduet. Der sad jeg og kiggede på markerne, himlen, skyerne, fuglene, træerne i haven og alle bevægelserne omkring dem. Jeg tror jeg sad der i en times tid, og jeg nød det. Jeg var fritaget for dårlig samvittighed over, at jeg burde lave noget andet, at der var noget jeg skulle nå eller nogen jeg skulle stå til rådighed for. Der var ingen telefon, sms-beskeder, Facebook, mails eller andet, som tiltrak min opmærksomhed. Der var mig, omgivelserne og en kop te (som i øvrigt smagte af mere, nu hvor den blev nydt, og ikke bare drukket). Der kom en af de andre og satte sig i samme rum, og jeg bemærkede hende, som en varme og kærlig-venlighed, men jeg behøvede ikke forholde mig til hende. Vi sad der sammen, i samme energier, skabte noget fælles – uden at sætte ord på det. Der var en fantastisk energi og samhørighed under hele stilhedsperioden, og det var virkelig smukt at opleve samværet med andre mennesker på den måde.

Der gik nogle timer før roen rigtigt kom til mig, og kroppen forstod, at jeg ikke skulle andet end at være der – uden at have dårlig samvittighed eller være til rådighed. Men i løbet af fredagen opnåede jeg en indre ro, og kunne forholde mig nysgerrigt til de forskellige ting, som poppede op i mine tanker. Jeg var vidt omkring i tankerne, og jeg valgte at acceptere, hvad der kom og møde det nysgerrigt. Gad vide hvorfor jeg får den tanke nu, som bringer en følelse med sig, som gør at jeg lige nu og her, alene i stilhed sidder og bliver glad/ ked af det/ sur eller noget andet. Det var virkelig berigende og lærerigt, at have mulighed for at møde mig selv og mit indre på den måde over flere dage – samtidig med at jeg var i trygge, varme og kærlige omgivelser.

At give mig selv lov til virkelig at smage på maden (hvem var klar over at ris faktisk smager af… noget?), at smage på te’en, nyde kaffen, savne colaen (og forholde mig til savnet, uden at skynde mig at hente det), at drømme om chokolade uden at få tilfredsstillelsen fra det, at stirre ind i stearinlysenes dansende flammer, gå en tur på marken i solskin, se fuglene flyve legende rundt i luften, mærke min puls og mit hjerteslag på en helt rolig måde – og bare være i det.. Nyde det.. Observere det.. Være nysgerrig på det.. Jeg kan ikke beskrive hvor fantastisk jeg følte det, men det var i hvert fald meget meget mere end bare at være stille.


Noget af det mest bemærkelsesværdige for mig var

  • at mærke savnet til mine børn. At blive mindet om hvor fantastiske børn jeg har, hvor gode vi er for hinanden, hvor gode de er sammen, hvor vigtigt det er at nyde hvert øjeblik sammen med dem, og lade de kedelige ting fylde lidt mindre.
  • at de smerter jeg har haft dagligt i min krop gennem 1,5 år faktisk forsvandt i de 48 timer, hvor der var stilhed. Jeg havde en smule hovedpine (mangel på sukker, cola osv måske?), men ellers var jeg smertefri for første gang i 1,5 år. Det er bestemt en opdagelse, som jeg skal arbejde videre med. Smerterne kom igen i slutningen af stilhedsperioden.
  • at mærke hvad kroppen fortalte mig, hvilke følelser der kom til mig, og være nysgerrig på hvorfor de kom. At reflektere over ting, som jeg godt kunne tænke mig var anderledes, og hvordan kroppen fortalte mig det. Bestemt også noget at arbejde videre med på det punkt.
  • at opdage de fysiske forandringer som skete. Mine poser under øjnene forsvandt (bare rolig, de er tilbage igen), min krop følte en lethed, min mave var let og tilfreds, jeg sov meget bedre, jeg var frisk om morgenen og min hals føltes mærkbart anderledes af at få lov til at hvile så længe. Igen en ubeskrivelse følelse.

Det kan godt være, at det bare var ”at tie stille i 48 timer”, men for mig var der et par brikker mere i mit indre puslespil, som fandt deres pladser. Det begynder at ligne noget, og jeg er stadig overvældet, fuld af taknemmelighed og skide stolt af mig selv. Folk der kender mig vil vide, at jeg har flyttet mig de første 1000 mil på min rejse, og jeg er klar til de næste 1000 mil..

Den store konklusion skriver jeg i ”Part 3”.


PART 3.

Missionen var 4 dage på retreat, tage kærligt imod hvad der kom til mig, ikke dømmende, være nysgerrig på det, observere og acceptere det. Lære af det og bruge det i min videre rejse. Møde nye skønne mennesker. Tage af sted med fuld tillid til at det var det helt rigtige for mig at gøre lige nu.

Missionen bestod af 48 timers stilhed, 1 times stilhedsmeditation 3 gange dagligt, virkelig hyggelige lokaler med fantastisk indrettede kroge til refleksion, varmt samvær med andre mennesker, skøn natur, dejlig udsigt, berigende læring og indsigt, stærkt sammenhold, tillid, tryghed, undervisning, dejlig vegetarisk mad, intimkoncert (mere om det kommer senere).

At læne mig trygt op ad den tillid og samhørighed vi skabte er for mig lidt angstprovokerende. Men at åbne mit hjerte op, overgive mig til stilheden og alt hvad fulgte med den, smide facaderne og kaste mig åbensindet ind i den her oplevelse har været for vildt. At være på den tur har været overvældende, rørende, sårbart, spændende, lærerigt og bare helt fantastisk. Det har givet mig så meget mere end fred på stemmebåndet, og jeg vil til hver en tid anbefale alle at prøve det.

Da vi på en meget smuk måde, ved at synge et mantra i fællesskab, brød ud af stilheden, var det lige så grænseoverskridende, som at træde ind i den. Jeg var slet ikke klar til at komme ud, og jeg kunne sagtens have været blevet der 5 dage mere. Jeg befinder mig rigtig godt i stilheden, og at være der på denne måde, var kun en bekræftelse for mig.

Andre havde haft svært ved stilheden, og havde brug for at bearbejde oplevelserne med hinanden, så der var en masse snak i de næste timer, og så var vi tilbage i det velkendte igen. Dog tror jeg, at vi alle var lidt klogere på os selv, end vi var før stilheden.

Om aftenen fik vi en meget smuk og rørende intimkoncert med en skøn sangerinde ”Basyani”. Hun sad helt stille med sin guitar og hendes skønne stemme, og sang for os. Det var den perfekte afslutning på en periode med stilhed – virkelig smukt.

Derefter var der socialt samvær, hygge, grin, snak og følelsen af at blive forstået. Vi deler denne rejse, og vi oplever hver især, hvad den gør ved os. Vi ved, at det er meget mere end bare at tie stille, og vi ved at mindfulness virker. Sammen er vi på vej – hver vores vej – men vi følges ad.


TAK til alle jer, som var en del af denne oplevelse..! 🙏💜🙏


Billeder af stemningen på Møn Retreat Center ses nedenunder 😊


Du kan tilmelde dig mit nyhedsbrev liiiige her: http://katjamichaela.easyme.dk/?id=2

Og følge mig på Facebook liiiige her - der kommer snart spændende ting på den side 😊 

https://www.facebook.com/bevidstespor/?fref=ts


Likes

Comments

Kender du det at møde et tilfældigt menneske, som ændrer noget ved din dag uden selv at vide det? En person som du formentlig aldrig ser igen, men alligevel gjorde det møde et stort indtryk på dig?

Sådan en oplevelse havde jeg i dag.

Jeg var på biblioteket, og skulle skanne en bog, som jeg ville aflevere. Der var problemer med maskinen, og manden, som stod der, undskyldte, at han var længe om det. Det var jo ikke hans skyld, hvilket jeg fortalte ham – og så faldt vi i snak.

Han havde lånt nogle bøger om forskellige lande, for han havde besluttet at rejse. Egentlig var han sygemeldt, fyret fra sit job, fanget i ”systemet”, og de pligter som hører med til at være sygemeldt i Danmark. Jeg ved, at det bestemt ikke er nogen dans på roser, og at man i hvert fald ikke får ro til at blive rask – tvært imod. Og det havde ham her (jeg fik ikke engang hans navn) også erfaret. Han havde besluttet ”at skride fra det hele”, som han sagde. Han havde bestilt 3 måneders rundrejse i forskellige lande – og hold nu fast – uden en krone på lommen, uden noget sted at overnatte, uden noget sikkerhedsnet og uden nogen planer i øvrigt. Han havde købt en flybillet og ikke andet.

WAUW…..!!! Han er en meget modig mand (eller dum – men jeg holder mig til modig).

Han strålede.. Hans smil fyldte hele hans ansigt.. Hans øjne glimtede.. Jeg kunne høre begejstringen i hans fortælling.. Han var parat til at tage springet.

Han havde sagt sin lejlighed op, for han havde ikke råd til at betale husleje, i de måneder han var væk. Bilen var solgt for at købe flybilletten. Men han var virkelig glad. 3 måneder i fremmede omgivelser ventede, og han anede ikke, hvad han skulle gøre, når han kom tilbage til Danmark, og det lod heller ikke til at bekymre ham – endnu.

Den mand og hans historie ændrede et par ting i mit mindset i dag, og jeg har ikke engang mulighed for at takke ham. Hans historie om hvordan det hele var noget skidt, og om hvordan han valgte at handle fuldstændig uden frygt – efter sin drøm – gjorde et virkelig stort indtryk på mig. Turde jeg gøre sådan? Næppe. Men hvor er det dog være vildt, at have så meget mod – og så meget tro på at det hele nok skal gå.

Næste gang jeg sidder med en lille hverdagsbeslutning, og tænker ”arj, det kan jeg ikke”, så tror jeg nok, at mit møde i dag vil blive vendt i mine tanker. Det handler jo om ens mindset og indstilling til tingene. Jeg er da sikker på, at den mand får en fantastisk rejse, og nok skal finde ud af at få genetableret sig, når han kommer hjem. Det lå så klart i hele hans attitude og udstråling. Han havde det helt rigtige mindset på.

Er du ven med dit mindset? Er du tilbøjelig til at tænke, ”det går ikke”, og holde dig inden for væggene i din comfortzone? Måske er livet lige en lille smule federe på den anden side af de vægge? Jeg tror sq jeg smutter ud og kigger.. Vil du med?

Så start med at følge mig på Facebook ”Katja Michela – Healer og Terapeut” – derfra begynder rejsen snart, og så kan vi følges. Der er gode ting i vente. Det er et løfte.

https://www.facebook.com/bevidstespor/

Eller tilmeld dig mit nyhedsbrev - der kommer magien også snart til at flyde.

http://katjamichaela.easyme.dk/?id=2 

Likes

Comments


Skrøbelige

sløjfer

bindes op.

Efterlader

sarte silkebånd

hængende

skødesløst

som nedfald

fra min sjæl.

Visnet tillid

lader

stærke bånd

brydes.


Likes

Comments


Kender du de dage, hvor der er lidt for meget negativitet? Du kom forkert ud af sengen, børnene var morgensure, bussen var forsinket, kollegaerne var irriterende, veninden snakkede kun om sig selv, træneren var alt for overgearet, køen i butikken gik alt for langsomt, manden derhjemme var egoistisk… Det hele var bare øv. Kender du det? Jeg gør, og det tror jeg vi er mange som gør.

Hvis man kigger på de eksempler jeg skrev her, så er der mange af dem, som vi kunne have undgået at blive påvirket af – og så er der mindst et af dem vi kan lære af. Lad os tage dem en efter en.

Jeg kom forkert ud af sengen: I bund og grund er det mit eget ansvar, hvordan jeg kommer ud af sengen om morgenen. Hvordan jeg vælger at starte min dag. Selvfølgelig kan der ske ting, som gør at man kommer lige hurtigt nok ud (grædende børn måske), men langt de fleste dage, kan jeg godt starte stille og roligt. Og det har stor betydning for resten af min dag. Her er ingen grædende børn, men hvis der var, så ville jeg hente dem, og tage dem med ind under min dyne i 10 minutter for at starte dagen godt. Så når mit vækkeur ringer, så går der lidt før det ringer igen, og ja… Den gentages et par gange, men når jeg faktisk er vågen, så ligger jeg i 5 minutter, og vågner helt mens jeg tænker positive tanker, om hvad jeg gerne vil have, min dag byder på af gode ting. Måske jeg gerne vil ringe til min veninde senere, gå en tur efter arbejde, læse en god bog med børnene eller hvad det nu kan være – men altid et par positive ting på min dag. Så er jeg klar til at starte dagen med godt humør og lidt ekstra glæde i sindet.

Børnene var morgensure: Ja.. Det kan ske for os alle, og det er jeg også nogen gange. Derfor min lille positive tanke øvelse inden jeg står op. Men det vigtige, når andre er morgensure, er jo, at jeg ikke lader mig påvirke. Måske har jeg overskud til at hjælpe dem lidt, så deres morgen glider lettere, eller vi kan sammen lave en hyggelig plan for senere. Hvis først det smitter, så er alle sure, og det gavner ingen. Hold fast i det positive, og bær over med dem. De er snart glade igen.

Bussen er forsinket: Her har jeg sikkert ingen indflydelse, for bussen er ude af mine hænder. Og netop derfor vil jeg heller ikke bruge energi på, at blive sur over det. Den kommer når den kommer, jeg kan ikke gøre andet end få det bedste ud af situationen, og sørge for at meddele folk, at jeg muligvis bliver forsinket. Det får simpelthen ikke lov til at ødelægge min dag.

Kollegaerne var irriterende: Det kan der være mange årsager til, og jeg vælger nok en af to muligheder. Hvis det er på grund af mig de er irriterende, så ville jeg tage en snak med dem, og få løst problemet. Hvis jeg ikke er årsagen, så ville jeg vælge at trække mig fra det, måske ikke rent fysisk, men jeg lader mig ikke rive med i det. Har de en dårlig dag, skal der være plads til det, men det behøver ikke ødelægge min dag. Så jeg ville trække mig, efter at have fortalt dem, at jeg var der hvis de havde brug for en snak. Kollegaer der brokker sig over alt, spreder dårlig stemning eller er negative, får heller ikke lov til at smitte mig. Jeg prøver at holde fast i min egen positive dag, og lader mig ikke påvirke af deres dårlige vibrationer. Ja det er let at sige, men jeg mener det faktisk. Kommunikation og det at fjerne mig fra stemningen/ ikke falde med ned i det, virker for mig.

Veninden snakkede kun om sig selv: Måske havde hun behov for det i dag. Måske var der noget som gik hende på, og hun havde brug for at jeg lyttede. Måske var hun rigtig glad. Jeg prøver at tro på det bedste i folk, og tænker, at det ikke var for at genere mig, hun gjorde det. Jeg kunne måske også sige, at jeg også gerne ville fortælle noget. Ingen drama men simpel kommunikation.

Træneren til sport var alt for overgearet: Måske jeg skal prøve at følge med, lade mig hive lidt op i sindstilstand, og lade mig smitte af andres gode humør og overskud. Det kan jeg i hvert fald vælge, hvis jeg vil, i stedet for at blive negativ over andres positivitet.

Køen i butikken gik alt for langsomt: Måske er kassedamen ny. Måske er hun ikke helt på toppen i dag, nervøs, ked af det eller bare ikke lige så hurtig, som jeg havde håbet. Og det er sådan det er – ude af mine hænder. Jeg får intet ud af at blive sur over det, så jeg vælger at trække vejret dybt, imens jeg venter tålmodigt. Måske min mulighed for at komme ned i tempo, inden jeg kommer hjem til familien.

Manden derhjemme var egoistisk: Det kan man jo være på mange måder, og selvfølgelig er der forskellige metoder og tidspunkter for den slags, men det er faktisk her, jeg mener, vi kan lære noget. At være egoistisk er ikke nødvendigvis en dårlig ting, men kan være en rigtig god ting. Fuldstændig ligesom i fly, hvor du skal tage din egen ilt pose på, før du hjælper andre, skal du i det daglige liv, sørge for at redde dig selv. Det er okay at være egoistisk og fylde sig selv op med energi, glæde, overskud og andre gode ting, for så kan man meget lettere være noget for andre. Hvis man ikke sørger for sig selv, så bliver man drænet, og kan ikke være der for andre. Det er okay at gøre ting, som man har lyst til, hvis man bliver glad af det. Det er okay at pleje sig selv, så man kan blomstre i stedet for kun at dele ud til andre. Så måske manden var egoistisk lige nu, for at fylde sig selv op, så han kunne være der for familien resten af aftenen.

Det her er nok nogle lidt firkantede eksempler, men jeg håber at min pointe skinner lidt igennem alligevel. Det er så vigtigt for mig, at jeg gør hvad jeg selv kan, for at tage ansvar for mit humør og min sindsstemning. Det er ofte ikke de andres skyld, men min egen skyld, hvordan jeg har det. Jeg kan vælge hvad jeg vil acceptere, lade mig påvirke af eller flytte mig fra, og det har stor betydning. Jeg kan vælge at kommunikere mig ud af mange ting, snakke om problemer, dele glæder, være åben og ærlig – jeg er stor fan af kommunikation, som for mig er med til at skabe tillid.

Så igen handler det om at blomstre og folde mig ud, ikke lade mig påvirke af drama eller andres stemninger (man kan godt være der for hinanden uden at blive revet med), og tage ansvar for min egen tankevirksomhed. Jeg vælger, eller prøver i hvert fald, at der skal være fyldt med positivitet, for det smitter så meget af på dagen og livet omkring mig. Det er meget lettere at blomstre, når jeg er i godt humør og fyldt med positive tanker – og accepterer det jeg ikke kan ændre ved alligevel, for andet er jo i virkeligheden spild af energi.

Tænk positive tanker, accepter ting du ikke kan ændre, træk dig fra dem som ikke er gode for dig og giv dig selv lov til at være lidt egoistisk og blomstre. Forkæl dig selv, og gør ting som får dig til at blomstre.

Det er måske en lille øvelse vi sammen kan lege med i weekenden – og jeg håber du får en fantastisk en af slagsen ❤ ❤


Likes

Comments