Et par dage, to turer på psykiatrisk skadestue og mange tårer efter er jeg nu her. Nået til det punkt hvor det er en uge siden han slog op, hvor jeg godt ved han ikke kommer tilbage. Faktisk vil jeg heller ikke have det. Den M der er tilbage nu er ​ikke ​min M. Derfor lyder overskriften som den gør. Hvil i fred, den M som jeg kendte. Som var sød, sjov, holdte af mig og bekymrede sig. 

Den M, der er tilbage nu er hård, kold, pisse tarvelig og insensitiv. 

Jeg har skrevet med ham igår aftes og i dag. Spurgte ind til hvordan det gik, og skrev at jeg var glad for at vi kunne afslutte det på en god måde. Og jeg blev glad, virkelig glad for at jeg ikke var glemt eller ignoreret af ham. Han ved ikke jeg har haft det som jeg har, og han aner intet om mit mentale helbred heller. Selvom jeg var glad, kunne jeg også mærke at han ikke var som han plejede. Han var kold og distanceret, og det skal man måske også være. Jeg ved det ikke. Jeg håbede ikke på at få ham tilbage, for at være ærlig vil jeg gerne have et venskab til ham, og forhåbentlig stadig være en del af hans liv uden at skulle være hans kæreste. Jeg ved godt, at vi ikke bliver venner nu, men i fremtiden. 

Efter jeg sagde tak og udtrykte at jeg værdsatte at jeg ikke var blevet helt smidt ud af hans liv og at han måtte have en god dag, skrev han: "God dag og tag en slapper, seriøst." 

Det lyder nok ikke slemt for mange. Men for en der ikke har meget tilbage, og lige har indrømmmet at hun har det faktisk ikke sådan vildt godt, så er det en hård besked. Jeg prøver at tage en fucking slapper, M, men det er lidt svært når man ikke bare kan gokke den af og så glemme sit næsten-1-år lang forhold på én fucking dag. Ligesom dig. Fuck dig. Tag lidt fucking hensyn. Men tak til dig også, du gør det så fucking meget nemmere at komme over dig, når du opfører dig som et kæmpe pikhoved. Håber du hygger dig med din shrimpdick, du finder aldrig en pige der fakede det ligeså meget som mig. 

Er det ikke sjovt hvordan jeg på den ene side gerne vil have et venskab til ham og ønsker ham det bedste, men samtidig vil jeg også bare have hævn og vise hvor meget bedre jeg er? 

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Det er dag 4.

Igår var jeg til psykolog for første gang. Det var en kvindelig psykologstuderende, som havde erfaring med unge der ikke trives. Jeg glædede mig til at tale med en anden end min mor og mine veninder.

Min psykolog, G, var både sød og varm og når jeg sagde noget lidt sjovt, så grinte hun. Ikke på en ond måde, men bare fordi jeg var sjov. Det var betryggende for mig at vide, at jeg stadig ikke havde mistet mit humør helt og at jeg stadig godt kan være sjov. Jeg snakkede med hende i en time, og har igen en tid den. 20 september. Jeg synes der er lang lang tid til.

Jeg græd meget under samtalen. Jeg græder jo hele tiden faktisk. Jeg fortalte hende om min nuværende situation, om M, om hvordan jeg følte mig som en byrde mere end noget andet. Om at jeg følte mig bange for hvad jeg kunne finde på når jeg var alene om dagen, når alle er taget på arbejde. Om hvordan jeg er så bange for at der går en evighed før jeg bliver glad igen, og om hvordan at jeg ikke føler jeg kan holde mit liv ud.

Der er flere grund til at jeg har det sådan, det er ikke bare pga. en dreng, der ikke vil ses med mig længere. Jeg havde meget høje forventninger til dette år, og der er bare kun sket negative og forfærdelige ting. Dette breakup var dødsdøden for mig.

Det er mærkeligt at gå til psykolog. Det er befriende, fordi man får alle sine følelser og tanker ud og har et frirum til at sige lige hvad man vil, da hun har tavshedspligt. Samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke over om hun synes jeg er svag. Jeg synes selv jeg er svag. M har det helt fint uden mig, og lever i bedste velgående, mens jeg ikke har lyst til at leve mere.

Jeg prøver på ikke at skrive til ham mere. Jeg spammede ham igår med beskeder om hvor ulykkelig jeg var og han skrev "Vær sød at stoppe". Det gjorde rigtig ondt. Hvordan kan han så hurtigt være ligeglad med mig? Jeg tror ikke han ved hvor dårligt jeg har det. Jeg tror han tænker at jeg overdriver for at få ham tilbage. Jeg ved ikke engang helt om jeg vil have ham tilbage. Noget jeg ville ønske jeg kunne få, var bare en sidste gang sammen. Hvor vi hængte ud som vi plejede, og fik en ordentlig afslutning. Det ved jeg godt ikke er muligt

Jeg kan ikke lade være med at håbe på, at han en dag ligger alene en dag i hans enmandsseng og savner mig. Og fortryder at han slog op. Og at han skriver til mig "jeg savner dig". Det er usandsynligt. M er meget bestemt. Jeg har ikke så ofte kunne overtale ham til noget, når han først har besluttet sig. Men jeg håber alligevel og det håb er som et tveægget sværd. Det giver kun bagslag, og det ved jeg, men det er alligevel det eneste der holder mig oppe.

M var min største støtte, og uden ham føler jeg mig fortabt. Jeg synes det er smertefuldt at leve, og jeg har svært ved at se hvorfor jeg skal blive ved, når jeg bare har ondt. Jeg leder efter svar på hvordan jeg kan komme ud af denne fase, og hvornår jeg får det bedre igen. Men det kan ingen fortælle mig. Jeg får at vide at jeg skal svælge i sorgen, og det gør jeg fandme også. Jeg svælger så meget at jeg ikke kan holde ud at være i mig selv.

Jeg har ikke skrevet til M siden igår eftermiddag, og det synes jeg er flot. Jeg har sendt ham noget på instagram, men jeg kan se at han ikke har åbnet den, selvom han har været online. Det var en harmløs inside joke jeg sendte. Han synes helt sikkert at jeg er ynkelig. Jeg synes selv jeg er det mest ynkelige væsen på denne jord. Han kommer aldrig til at ville tage mig tilbage, jeg har været for sindssyg og hysterisk. Jeg er den skøre eks.

Jeg fandt et citat på instagram, som forklarer hvordan jeg har det. "Du sidder i mig som en sygdom." Jeg kan ikke lade være at tænke på alle vores gode minder og tider, for det var en god tid vi havde sammen. Men det gør så forbandet ondt at tænke tilbage på alle de morgenstunder vi havde sammen på hans værelse, alle de gange vi gik tur sammen, de første dates, den første gang og bare alt, der har noget at gøre med ham. Jeg føler mig syg. Syg af ulykkelig kærlighed, og det er så kliche sagt, men jeg har aldrig haft det værre.

Da jeg var færdig hos G, følte jeg mig udtømt for alle følelser. I et kort stykke tid gik det lidt bedre. Det er forfærdeligt, når man tror det går lidt bedre, og så ser man noget der minder om ham og så bryder man bare sammen igen og kan ikke trække vejret. Jeg har så mange billeder af ham på min mobil og computer. Jeg kan ikke få mig selv til at slette det hele, ligesom jeg ikke kan holde ud af at skulle slette ham på facebook, instagram og snapchat. For så er han virkelig væk for altid, og det har jeg så svært ved at acceptere.

Jeg talte med min mor om det at komme sammen igen. Hun sagde, at måske om et år så ville vi møde hinanden igen og blive forelsket. Jeg kunne ikke lade være med at blive glad ved tanken. Jeg ville elske at mødes igen om et år, når vi begge har oplevet lidt mere, er blevet mere modne og klar til et rigtig forhold. Dog ved jeg godt at det er usandsynligt. Og jeg ved at han aldrig vil have mig tilbage igen. Desuden så er der en grund til at det ikke fungerede længere, og på et tidspunkt vil jeg skrive om denne grund samt hvordan det gik galt. 

Jeg venter på at min mor kommer hjem, da disse timer alene føles lange og uudholdelige. Det er på tidspunkter som disse, at jeg bliver desperat og bange for mig selv. Desperat fordi jeg gerne vil have en ende på min ulykkelighed, og bange fordi jeg næsten vil gøre hvad som helst for det. 

Jeg ved ikke om der er nogen der læser med. Jeg er bange for at virke mentalt ustabil og som en emo, der skærer i sig selv og leder efter opmærksomhed. Jeg har aldrig været sådan, men jeg er nede i et hul for tiden og hullet er fyldt op med vand og jeg drukner. Jeg kan ikke komme op. Jeg leder ikke efter opmærksomhed, bare et afløb for alle mine sorte tanker, så jeg kan få det bedre. Hvis du alligevel læser med, ville jeg elske at høre fra dig. For tiden leder jeg efter grunde til at blive ved. 

Likes

Comments

Det er dag 3. Jeg har det forfærdeligt. Når jeg vågner om morgenen har jeg ondt i min krop og min mave især. Jeg savner M så meget. Sidst jeg var sammen med ham som kæreste er 2,5 uge siden, så jeg havde glædet mig til at se ham igen. Det er vores årsdag om en uge. Jeg kan ikke klare tanken om at han er så hurtigt videre uden mig. Jeg havde så mange fremtidsplaner med ham og nu har jeg ingen og jeg føler mig tom og det eneste der er tilbage er bare en masse minder om M og et kæmpe savn til ham. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har så ondt og jeg er så ulykkelig. Jeg har lyst til at dø. Jeg kan ikke se hvorfor jeg skulle blive ved. Jeg har intet. Og M er bare ligeglad. Han ødelagde mig, og jeg tror ikke han ved det. Hvis han gør, så er han ligeglad.

Likes

Comments

Det er dag 2 af dette breakup. Jeg har ligesom indset at han ikke kommer tilbage, og at vi måske faktisk virkelig ikke passede sammen på længere sigt. Det ændrer stadig ikke på, at det gør ondt som bare fanden. Jeg bliver ved med at skrive til ham, og han svarer ikke særlig ofte. 

I morges da jeg vågnede så var hele familien taget i skole og på arbejde, så jeg var alene. Det havde jeg det rigtig dårligt med, og indenfor en time sad jeg allerede igen og græd og græd og græd efter at have vågnet. Det kommer i bølger. Jeg ringede til min mor selvom hun var på arbejde. Jeg kiggede på psykologer til unge. 

Jeg ved godt, at det her bare er kærestesorger og at alle skal igennem det. Men jeg er i forvejen meget sensitiv, nedtrykt og jeg tager alt meget alvorligt og OVERTÆNKER alt, så det her var en atombombe uden lige, både for mit mentale helbred og mit selvværd. Jeg har ingen af delene lige nu føler jeg. Og det betyder desværre også, at jeg ikke kan undgå at tænke på mit som værdiløst, netop fordi jeg selv føler mig værdiløs. Jeg kan ikke lade være med at have lyst til dø. Jeg har virkelig lyst til dø, og jeg ved godt dette er normalt når man sørger, men det ændrer ikke på noget. Jeg føler ikke jeg har nogen. Min kæreste var min bedste ven, og min glæde afhang af ham. Uden ham har jeg ingen glæde i livet. 

Min mor tog mig til lægen. Hun ville høre om jeg kunne få nogle flere sovepiller, fordi jeg ikke sover om natten og når jeg endelig gør, så vågner jeg og hulker. Derudover ville hun prøve at få en lægeerklæring, da min mor godt ved at jeg ikke har det godt mentalt, og hun ville have noget hjælp til mig. 

Lægen ville give mig nogle piller, men ingen lægehenvisning, da hun mente min reaktion var normal. Både min mor og jeg prøvede at forklare hende mine tanker, men hun kunne ikke forstå det. Det var meget grænseoverskridende at fortælle en fremmed dame, at jeg har siddet og søgt på de mindst smertefulde selvmordsmetoder hele morgenen foran min mor. Det kunne jeg ikke fortælle lægen, og derfor forstod hun ikke situationens alvor. 

Jeg blev henvist til en gratis psykolog der behandler unge. Hun har en ventetid på to måneder. Jeg frygter, at jeg ikke lever om et måned. Jeg har så ondt i kroppen, jeg er hele tiden ked af det og jeg er bare udmattet. Psykisk og fysisk. Når prøver at sove, så tænker jeg på min ekskæreste, og så bliver jeg ked af det. Nogle gange når jeg lige er vågnet, så har jeg glemt, at vi ikke er sammen længere og så græder jeg endnu mere. 

Det er så hårdt. Jeg ved at der er andre og bedre derude. Men hvad gør man hvis man bare vil have ét menneske, der bare ikke vil have én tilbage. På en måde vil jeg ikke engagn have ham tilbage, han behandlede mig ikke nær så godt som jeg behandlede ham. Jeg savner hvordan han var i starten. 

Jeg skriver til ham over sms. I starten tiggede jeg ham om at komme tilbage og om at give mig en chance. Så svinede jeg ham til og sagde han var hjerteløs for at glemme mig så hurtigt. Noget der hjalp lidt var, at han sagde at dette var lige så hårdt for ham, som det var for mig. At jeg ikke bare var en rebound, og at jeg ikke var let at glemme. At han ikke skulle have en kæreste i lang tid, og at han havde haft den bedste tid med mig. Det hjalp lidt på det. Jeg var bange for at blive glemt med det samme, for det ville betyde at jeg har spildt 1,5 år på ingenting (1,5 hvis man også lægger de måneder til, hvor vi bare datede). 

Vi har aftalt at mødes en dag for at sige farvel. Jeg skal have nogle af mine ting fra ham og omvendt. Jeg sagde at jeg ikke ville have at hans sidste billede af mig var af en hysterisk, vred og ked af det pige, der hulkede og bare ville have sin kæreste tilbage. Jeg ved ikke hvornår vi skal mødes, jeg sagde bare at jeg ikke kunne ses lige nu, for det ville være for smertefuldt. 

Selvom jeg ikke vil have ham tilbage, så håber jeg alligevel? Håber på at han ændrer sig selv, og hans mening. At han bliver den samme søde M som i starten af vores forhold, at han vil have mig tilbage. At han fortryder hans beslutning. Jeg kan ikke lade være med at tænke at hvis jeg nu bare tager i fitness og træner rigtig meget, bliver vildt lækker og har masser af overskud til næste gang vi ses, så tager han mig tilbage. Det er så dumt! Jeg burde ikke tænke sådan for jeg ved jeg fortjener meget, meget bedre. Jeg elsker ham bare, men jeg er ikke forelsket mere. Han har såret mig alt for meget. Alligevel kan jeg ikke slippe tanken om at han indser han har lavet en fejl. Jeg håber, at jeg er blevet mere fornuftig til den tid vi skal ses og at jeg ikke længere tænker sådan her. 

Jeg håber på at kunne komme til psykolog snart. Det hjælper at snakke om det. Bare at snakke om det og skrive om det. Jeg kan ikke holde ud af at være alene for længe tid ad gangen. Jeg er blevet så ynkelig at jeg sover med min mor i hendes seng. Hun er blevet hjemme fra arbejde for at tage sig af mig, og jeg er så taknemmelig. Hun sørger for at jeg spiser noget, på trods af at jeg kaster alt op jeg spiser. 

Mine planer, udover at gå til psykolog, er at gå i fitness, finde et arbejde og eventuelt tage på sprogrejse. Enten til Frankrig eller USA. Det er det M har tænkt sig alligevel. Hvis han kan, så kan jeg også. Jeg håber virkelig at jeg snart får det bedre, selvom der kun er gået kort tid siden bruddet. Jeg græder når jeg ser hans ting på mit værelse, når jeg par på gaden, når jeg hører musik eller ser film der minder mig om ham. Breakups er noget af det værste på jorden der findes. Jeg har aldrig haft det værre, og jeg savner bare M så meget. 

Likes

Comments

Jeg mødte M på gymnasiet, hvor vi begge gik. I slutningen af 2.g lagde jeg mærke til ham og omvendt. Efter en masse frem og tilbage likes på instagram, skrev han til mig og det var starten på vores forhold. Efter at have snakket sammen i cirka fem måneder, kom vi sammen den 13. september 2016. 

I starten var M den sødeste, mest opmærksomme, mest generøse og til tider mest clingy dreng jeg nogensinde havde mødt. Jeg var meget tilbageholdende i starten af vores forhold pga. min manglende erfaring med drenge, og jeg var bange for at blive til grin. I sommeren 2016 ville M hver dag spørge hvornår vi kunne ses, og jeg ville hver dag finde på en undskyldning for ikke at kunne. Det var ikke fordi jeg ikke havde lyst, jeg blev bare så nervøs hver gang at jeg nærmest kastede op hver gang jeg så ham. Men vi skrev sammen hver eneste dag, morgen og aften 24/7, og hvis jeg var lidt for langsom til at svare, så ville han blive mut og tro det var fordi jeg ikke havde lyst til at snakke med ham længere. Dét fandt jeg rigtig bedårende dengang. 

M gik på samme årgang som mig, dog i en anden klasse. Jeg vidste godt hvem han var igennem alle tre år af gym, men jeg blev først interreseret i ham i slutningen af 2.g. M havde haft en anden kæreste udover mig, som han ikke havde været sammen med i så lang tid, og som ikke havde behandlet ham godt. Eller det ved jeg ikke med sikkerhed, det var det hnd fortalte mig, men måske han hun god grund til at gøre som hun gjorde. Han sagde det var derfor han var så clingy og bange for, at jeg ikke gad ham mere, fordi det var første gang i lang tid han rigtig godt kunne lide en pige på denne her måde. 

Pga. min manglende erfaring, så ville jeg også undgå M så han ikke kunne kysse mig! Jeg havde aldrig kysset nogle før, og generelt er jeg bare ikke så meget til kram og sådan, så derfor var det en kæmpe udfordring for mig at give ham lov til at kysse mig. Jeg var så bange. Det var først efter fire måneder, at vi kyssede for første gang efter at have set hinanden mange gange før det. 

Til hans 18 års fødselsdag, så indrømmede han at han elskede mig. Han sagde det først. Han sagde han ville elske mig foraltid og ubetinget, og at han aldrig havde mødt en pige som mig. Jeg var solen i hans liv, jeg gjorde ham lykkelig og så videre. Han sagde mange ting dengang, som jeg synes var så utroligt søde og jeg troede virkelig på han mente det. Det gjorde han nok også på det tidspunkt, men ikke mere. 

Den 13. september 2016 var den bedste dag i mit liv. Jeg havde haft en god dag med mine veninder, og da jeg kom hjem så spurgte M om jeg ville være kærester. Den 13. september 2016 klokken lidt over 17. Jeg var lykkelig, men jeg var også bange. Jeg havde aldrig haft en kæreste, og mine to gode veninder på daværende tidspunkt var ved at gå igennem deres egne breakups, og de havde det ærligt talt forfærdeligt. Det skræmte mig at se de to selvsikre piger blive til ingenting. Jeg var bange for når det blev min egen tur, og jeg sagde dette til M. Han lovede at han aldrig ville slå op og han ville have mig lige så længe jeg ville have ham. Det viste sig at være en løgn, men jeg bebrejder ham ikke. På trods af min usikkerhed og frygt blev jeg M's kæreste og jeg var STOLT! Jeg har aldrig været god til drenge, og jeg anså M for at være en overscroing selvom mine veninder mente det modsatte. Selv hans mor mente jeg var en overscoring. Men jeg var lykkelig med M, og jeg mente virkelig mit liv skulle til at begynde der. 

Likes

Comments

Hej alle. 

Jeg har valgt at starte en blog. Jeg ved ikke om det er for min egen skyld, eller om det er for de piger, der også lider af kærestesorger, eller om det er en blanding af begge dele. Det er nok begge dele. Jeg kan ikke så godt lide ordet kærestesorger, ​jeg synes det lyder dramatisk og det får mig til at cringe. Men det er nu engang det jeg lider af, så vælger jeg at bruge dette forfærdelige ord indtil at jeg er blevet okay igen. 

Jeg er ikke specielt god til at skrive, og mit ordforråd er begrænset. Jeg har svært ved at udtrykke mig, men jeg føler et behov for at skrive nu, hvor jeg lige er blevet slået op med. Jeg tænkte det kunne være terapeautisk. 

Her er lidt om mig selv

  • ​Jeg er nitten år gammel og blev student denne sommer 2017.
  • Min kæreste, som jeg vil kalde for M, har jeg været sammen med siden den 13. september 2016, og han valgte at slå op med mig den 3. september, altså for to dage siden. 
  • M var min første kæreste, min første gang og mit første kys. Han ved ikke at han var mit første kys. 
  • Jeg leder efter arbejde, og laver ikke rigtig noget udover dette, og derfor er min hverdag kedelig og uden særligt meget indhold, da alle min veninder arbejder. 
  • Siden dagen hvor jeg blev slået op med, har jeg haft svært ved at sove og spise, og det eneste jeg faktisk laver er at græde og have M's hættetrøje på og håbe håbe håbe ​at han skriver til mig. "Jeg fortryder det så meget, jeg savner dig, vil du ikke nok tage mig tilbage" eller bare et simpelt "hej". 
  • Mine forældre er separeret og fornylig stoppede de med at tale sammen. Jeg bor hos min far, og mine to søskender bor hos min mor. 
  • Denne blog er anonym da jeg ikke vil have folk jeg kender ved hvor dårligt jeg rent faktisk har det. Der er et eller andet usandsynligt svært for mig at indrømme "hey, jeg har det faktisk som om jeg skal dø, jeg er virkelig ikke okay". Jeg har fået at vide at jeg er meget stolt og stædig, og har svært ved at indrømme når det ikke går mig godt. Derudover så har jeg også en følelse af "Det er bare en dreng, alle går igennem kærestesorger, hvorfor skulle det være så meget anderledes for dig? Hvorfor er lige netop ​din ​oplevelse så meget mere spændende eller mere forfærdelig end alle andres?" Men jeg har aldrig prøvet at have kærestesorger, og jeg har aldrig i mit liv været så tæt på rockbottom som jer er nu. Mine veninder ville højst sandsynligt godt kunne finde ud af, at det var mig der ejede denne blog hvis de læste den, men jeg har brug for at komme ud med alle mine tanker. 
  • Jeg har det så svært lige nu og føler mig så værdiløs, at jeg skal begynde at gå til psykolog. Jeg er bange for at jeg aldrig kommer mig over M, og at jeg i flere år vil gå og savne ham og græde og bare generelt ikke have noget liv. 

Jeg håber nogle vil læse med, og følge med i hvordan jeg vælger at håndtere det her. 



Likes

Comments