Halløj alle sammen!

Jeg ville bare lige tjekke ind med en update, for jeg er faktisk i live! Sikke et held hva ;-) Den sidste måned er gået alt for hurtigt og jeg kan bare konstatere, at der slet ikke er nok timer på døgnet! Det er ikke fordi jeg har lavet noget specielt den sidste måneds tid, jeg har bare været træt, lykkelig, forpint, travl, nedtrykt og meget overvældet på sammen tid - altså en stor følelsesmæssig rutschebane...

Hele huset her har lige været nede (2 gange hver!!!) med influenza og halsbetændelse, og det er sgu lidt hårdt at være røv syg, med en lille baby + et hus der skal stå rent og pænt for at min OCD er glad og tilfreds. Min "sunde livsstilsændring" har været gået i stå, hvilket jeg har lyst til at tude over, men overskuddet har bare ikke været til, at stå og lave lækre salater m.m. - for det er fandme meget nemmere at smide en frysepizza i ovnen, fuck mig... Men dertil kommer, at jeg er startet til håndbold igen - noget der tidligere har været mit et og alt. Jeg har spillet håndbold i 12 år, indtil jeg for 3 år siden valgte at stoppe, da jeg har en sygdom i min ryg som tager livet af mig. Det var hårdt at vælge noget fra, som egentlig var det der holdte en oppe, men min ryg kunne ikke hænge sammen mere. Men NU er jeg altså startet igen, da mine tilkomne ekstra kilo jo heller ikke lige gavner ryggen - og hold kæft hvor er det fedt! Jeg skal lige lære at acceptere at det er på et "for-sjovt-niveau" (ikke at jeg kan andet nu), men bare det at komme ud i 2 timer, få brændt en masse energi og aggressioner af, er så fedt! At jeg så ligger og hyler i min seng af smerte efter træning, er noget andet.

Derudover har der lige været den årlige generalforsamling for VHL-patienter (altså André og hans sygdom). Det var noget der tog lidt hårdere på mig, end jeg egentlig havde regnet med. Jeg synes det var svært, at sidde en lille flok mennesker hvor den ene sad i kørestol, den anden havde alvorlig kræft, og den tredje var blind, og jeg kunne fortsætte med de umenneskelige situationer folk var i. Det eneste jeg kan sidde og spekulere på, er André's (og måske Milo's) fremtid.. 7,9,13 sker det ikke, men chancen er desværre bare rigtig stor. Derfor har jeg gået og været rigtig ked af det, men jeg prøver at være stærkt og tænke på, at det er sådan her vores liv er og det bliver ikke anderledes af at have ondt af sig selv og græde. Det eneste vi kan gøre er at grine, være taknemlige og elske hinanden.

Oveni alt det her er der veninder der skal passes, familie der skal besøges, mødregruppe som skal hygges om, lægebesøg der skal overståes, babysvømning, babysang, osv osv.. Ikke nok timer, er vi enige?? Men jeg brokker mig ikke, for jeg elsker alt der er omkring mig i min hverdag, men det tager bare min tid og energi, hvilket det selvfølgelig også skal.

Og så det bedste til sidst.. Vores lille Milo❤
Han udvikler sig SÅ utrolig meget, og jeg kan nærmest ikke følge med! Han smiler, griner, sidder, ruller, holder ting i hænderne og spiser! Det er altså kun små 5 mdr siden han blev født, det er så sindssygt. Jeg prøver og nyde det, men i takt med at han ikke er så lille mere og jeg konstant går og pakker babytøj ned som han er vokset ud af, opgiver jeg altså kampen om at få tiden til at stoppe.. Har sagt til André at vi snart skal have en lille baby igen, savner det allerede - og gud hvor jeg lyder åndssvag, men sådan er det.

Det var altså en lille (okay måske stor) update. Jeg har det godt, og nyder livet på godt og ondt. Og i forhold til det her med at blogge, så synes jeg ikke det skal være "en sur tjans", men noget hyggeligt som der kommer ærlige og dybe indlæg ud af! Derfor vil jeg ikke blive ved med at undskylde for perioder med mindre aktivitet, da de selvfølgelig vil komme - men jeg håber af hele hjertet at i stadig vil følge med, for synes det er så hyggeligt! 

I må have en rigtig dejlig dag.


Knus fra mig

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

Hej alle sammen

Så er det tid til 2 omgang af housetour, og det bliver vores soveværelse og Milo' værelse. Vi samsover med Milo, da vi ikke kan undvære ham og fordi det er det der fungerer bedst for os. Men planen er da stadig, at han skal ind på sit eget værelse - hvornår vides ikke haha. Jeg vil igen påpege at vi ikke bor som i et modemagasin, fordi vi har en lille én og det skal være praktisk - til stor udfordring for min perfektionisme! Min største udfordring har nok været, at sådan noget babylegetøj ikke lige passer ind i min skandinaviske sort-grå-hvid verden, men Milo skal have det bedste af det bedste og det er altså det legetøj med de mest farverige farver, så det skulle han have.

Håber i kan lide det!

Soveværelse

Børneværelse

Senge / IKEA

Natborde / IKEA

Lamper / IKEA

Billederammer / IKEA

Spejl / NETTO

Hylder, skuffer og rumdelere / IKEA

Puslebord / Babysam

Cirkustelt / IKEA

Likes

Comments

Halløj alle sammen

Så kom vi igennem Milo's barnedåb i søndags, og hvor var det verdens hyggeligste dag - glæder mig allerede til hans konfirmation haha. Det har været nogle virkelig stressede dage, men det har været det hele værd!

Milo klarede det helt fantastisk i kirken, han var vågen da vi ankom og så faldt han ellers i søvn da vi skulle til at gøre entre. Imens hans sov igennem hele seancen fik han sit navn "Milo Mason Flarup Neermann" - et navn fra Andrés afdøde morfar som vi alle skal hedde på et tidspunkt. Da gudstjenesten var slut og folk klappede, vågnede han og var glad og tilfreds.

Vi havde verdens bedste mennesker til at stå oppe sammen med os, og er meget taknemlige! Fra venstre af står Andrés bror Martin, som er fadder. Min bedste veninde Maya, som også er fadder. Min dejlige veninde Katrine, som er gudmor - og så André og jeg. De elsker alle Milo så højt, og han er så heldig at han kommer til at have dem i sit liv.

Vi skulle rigtigt have holdt festen i to store telte ude i haven, men det syntes den dejlige danske sommer altså ikke. Jeg havde så meget panik da jeg stod fredag eftermiddag med det rene skybrud, og ingen plan B. Vi skulle i forvejen være hos min mor, og besluttede så at tømme stuen. Thank god, at hun har et kæmpe hus så vi kunne være 60 mennesker - altså når ALLE møbler + billardbord på 600+ kg blev fjernet, JA mor har ondt i ryggen pt!!! Jeg er perfektionist ud til fingerspidserne så jeg skulle VIRKELIG sluge mange elefanter, når nu jeg ikke fik mine kridhvide telte med det flotte blå pynt til, men istedet en helt almindelig stue (med alt for mange farver til mig)... Men altså, det blev godt alligevel.

Min mor og mormor var så behjælpelige, og stod for alt maden. Vi serverede frikadeller, skinke, marineret kylling, pasta med pesto, kartoffelsalater, tzatziki, salat og flute. Jeg havde egentlig planlagt at købe smørrebrød, men til sidst måtte jeg indrømme at det var kedeligt at servere og man fik meget mere for pengene her. Jeg havde bestilt en kage udefra, med tobleronemouse og hindbærmouse, den smagte så godt og var så fin. André lavede lækre chokolademuffins, og jeg lavede frugtspyd. Om jeg brugte 3 timer og 500kr på det lort vil jeg ikke udtale mig om, men flot var det altså!

Vi havde verdens dejligste dag, som levede op til alle forventninger. Vi var i det bedste selskab, og glæder os så meget til at genfortælle dagen til Milo. Jeg er verdens stolteste mor og kæreste, og ingen ord kan beskrive hvor taknemlig jeg er, for alt det jeg har.

Knus fra mig

Likes

Comments

Halløj alle sammen

I lørdags blev Milo 3 måneder! En kæmpe milepæl, og en konstatering på at tiden går alt for hurtigt... Når jeg sidder og tænker på i lørdags, får jeg ret dårlig samvittighed - jeg var nemlig ikke hjemme. Min veninde holdte fødselsdag hvor vi tog til The Voice i Tivoli, og byen bagefter. Jeg har tidligere skrevet et indlæg om både at være veninde og mor her, og jeg prøver stadig at fortælle mig selv at jeg sagtens kan gå ud og hygge mig - men jeg kan mærke, at jeg er begyndt at få dårlig samvittighed. Milo er så lille, og han udvikler sig så meget for tiden, og når jeg har så mange planer, føler jeg at jeg går glip af en masse herhjemme.

Jeg savner drengene SÅ meget når jeg er ude, men samtidig kommer jeg hjem med glæde og fornyet energi, fordi jeg har fået lov til at komme lidt ud og slå mig løs - men hvor går grænsen?? Jeg har spekuleret lidt over, at når jeg selv sidder og føler mig som en dårlig mor, hvad tænker andre folk så ikke om mig? Normalt er jeg ligeglad med hvad folk tænker, men når det gælder Milo og det at være mor, så betyder det ligepludselig alt.

Som tingene er nu føler jeg ikke at jeg kan se mig selv i øjnene, og komme hjem med god samvittighed, og derfor har jeg besluttet lige at tage en pause fra alle planerne. Jeg skal kunne stå inde for mine handlinger, og ligenu kan jeg ikke stå inde for at være så meget væk hjemmefra. Min bedste veninde holder stor fødselsdagsfest dagen inden dåben og så skal jeg til Nik og Jay koncert, men herefter har jeg bare brug for at trække stikket lidt. Mine veninder er heldigvis forstående, og de fleste af dem er rigtig gode til at komme og hygge herhjemme - det er virkelig det bedste af begge verdener, når man kan tøsehygge og have Milo ved sig samtidig!

Ud over alt for mange bolde i luften, har mine første 3 måneder som mor været helt fantastiske! Milo er den dejligste og nemmeste dreng, og vi har uden tvivl været så heldige med ham. 90% af tiden ser man ham med et kæmpe smil på læben, hvor de sidste 10% lige er lidt brok når han er sulten (lidt har han arvet fra mor her, haha). Som sagt har han udviklet sig helt vildt! Han smiler, griner, kan holde hovedet selv og registreret alt - at se fjernsyn er virkelig et hit, især fodbold med den flotte grønne plæne haha.

André som far, er virkelig også bare en kæmpe fornøjelse at se! Inden vi fik Milo var jeg lidt nervøs for at André var så ramt af sin sygdom, at det ville gå ud over hans overskud til at være far - men det har virkelig været spild af bekymring. Han har så meget tålmodighed, energi og kærlighed, og han klarer det hele så godt. Det at have fået Milo, har virkelig givet en ubeskrivelig kærlighed imellem André og jeg - hvis ikke man var nyforelsket før, er man det ihverfald nu.

Håber ikke i synes at de her slags indlæg er kedelige, da det jo er en kæmpe del af mit liv. Jeg nyder ihvertfald at få frit løb for alle mine tanker og bekymringer - så tak for det❤

Knus fra mig

Likes

Comments

Godmorgen alle sammen

Jeg stresser rundt for tiden, da Milos barnedåb er i næste weekend - hvor bliver tiden af?! Men derfor er alle mine planlagte indlæg lige blevet udskudt lidt, men bare rolig de kommer snart! Har blandt andet fundet fulde outfits bestående af genbrugstøj, så skal jeg teste nogle kinaprodukter som jeg har fået hjem, og så er der snart endnu en roomtour klar, glæd jer!

Indtil da holder jeg en konkurrence inde på min Instagram her , hvor i kan vinde et par valgfrie øreringe. Jeg ELSKER øreringe, og synes at de kan pifte alting lidt ekstra op. Efter min lille hårfail har jeg været nødsaget til at farve mit hår helt mørkt - men set fra den lyse side, så synes jeg virkelig det fremhæver mine øreringe i forhold til det lyse. Jeg er fan!

Så hop lige ind på min Instagram og vær med, og så må i have en fortsat god weekend. Jeg skal til The Voice og i byen i dag, puha kan allerede mærke hovedpinen imorgen når Milo vågner kl 7... Tænk lige lidt på mig tak.

Knus fra mig

Sponsoreret indlæg

Likes

Comments

Halløj alle sammen

Som lovet har jeg forberedt en housetour, men jeg tænker at lave den over 3 omgange med to rum hver gang. Vi starter med entré og badeværelse - here you go. 

Vi bor i en 3 værelses 106 kvm lejlighed, og har gjort det siden April. Det er ikke fordi det er en eksklusiv fancy pancy lejlighed med højt til loftet og lysekroner af kæmpe diamanter, men det fungerer for os og vi elsker at være her. Jeg elsker indretning, og rykker somme tider rundt på hele lejligheden fordi jeg får et flip eller synes det andet er blevet for kedeligt. 

Efter vi har fået Milo kæmper jeg med at være mindre fanatisk, i forhold til regnbuefarvet legetøj, sutteflasker over det hele og praktisk fremfor stilrent. Men det er bare sådan at vores hjem nu  bærer præg af at vi er forældre, dog jprøver jeg stadig at indrette det lækkert og stilet. Vi kan bedst lide lyse farver og skandinavisk stil, derfor går farverne sort, hvid og sølv igennem hele vores hjem. 

Håber i kan lide det

Knus fra mig 

Entré

Toilet

​Lamper / IKEA 

Skoreoler / IKEA 

Lysestager / Lene Bjerre 

Spejle / IDEmøbler

Vasketøjskurv / IKEA 

Lyskæde / Babysam

Toiletopbevaring & tilbehør / IKEA 

Likes

Comments

Hej alle sammen

Jeg har lige smidt mig i sengen, og ligger bare og kigger på mine elskede drenge. Det gør jeg tit, men nogle gange erstattes den store lykkefølelse af sorg og nervøsitet - og det vil jeg (som lovet) fortælle jer om.

André lider af en sjælden sygdom kaldet Von Hippel Lindau Syndrom (VHL), og nemmest forklaret betyder det, at han danner svulster i centralnervesystemet. Svulsterne sætter sig altså i hjerne, rygmarv, nyre og øjne, og når de vokser sig store skal de opereres væk - og her snakker vi store og meget risikabel operationer.

Da jeg mødte André i 2013 snakkede vi godt sammen, men jeg havde en følelse af at jeg ikke kendte ham sådan helt rigtigt. I 2014 da vi blev kærester fandt jeg så ud af, at jeg rigtig nok ikke kendte til en stor del af hans liv. André havde nemlig som en af de yngste i Danmark fået konstateret sin sygdom, og i det første år af vores forhold gik den i udbrud. André havde fortalt at han skulle ind og have fjernet en lille knude i ryggen og at det ikke var noget voldsomt, så jeg troppede flittigt med på Rigshospitalet i bedste tro.

Da lægerne begyndte at snakke om indgrebet blev jeg mere og mere nervøs, og syntes slet ikke at det lød som noget let indgreb, hvilket det overhovedet heller ikke var. Og da jeg skulle med ind ved narkosen brød hele min verden sammen fordi jeg godt kunne regne ud, at han havde holdt mange informationer tilbage og at han kunne risikere at komme tilbage til mig som en helt anden person. Jeg kunne slet ikke være i mig selv, og jeg har aldrig været så nervøs. André kom heldigvis ud fra operationen og havde det godt, men jeg var skræmt for livet...

1 år efter havde André gået rundt og haft det dårligt, og imellemtiden havde vi nogle gode snakke og hans mor satte mig ind i sygdommen (hun er også ramt af den). André kommer så til hans årlige scanning som han skal, og vi fik beskeden om at der var kommet en svulst i hjernestammen som skulle fjernes, og resten hørte jeg ikke... Min verden gik i stå, og alt blev sort. André og jeg prøvede at trøste hinanden ved, at huske på den første operation. Den var hård, men han kunne mærke alle sine lemmer og var kommet hurtigt på benene - så vi var meget opsatte på, at det her var det samme, og at vi om 3 dage var sammen igen derhjemme.

Operationen gik dog ikke som forventet, og vi var slet ikke klar over at alt ville ændre sig. Lægerne var nødt til at skære i nogle nerver for at komme ind til svulsten, og det gjorde at André mistede sin førerlighed. Han vågnede skrigende op, og kunne ikke gå eller mærke sine arme - og min frygt for at han kom ud som en anden person, gik desværre i opfyldelse. Jeg sov på gulvet hos ham hver dag, og kunne slet ikke finde overskud til at passe min skole. Vi kæmpede for at holde humøret, men det gik ikke rigtig. André og jeg blev overført til Roskilde hospital hvor jeg blev indlagt sammen med ham, og her var planen at han skulle lære at bevæge sig igen - så vi blev indlagt og var igennem den hårdeste måned nogensinde.
André blev hårdt ramt af en depression, og var et stort sort hul. Vi prøvede med alverdens krisepsykologer, psykiatrikere og rend mig i røven, men hver gang jeg så på André kunne han stort set kun fortælle mig at han ville dø. Samtidig skulle jeg passe 3G, og alt det her foregik samtidig med terminsprøverne, galla og de sidste afleveringer - og jeg behøver vel ikke og fortælle, at jeg ikke kom ud med de bedste resultater eller det mindste fravær. Det var så hårdt, og jeg kunne slet ikke se en ende på det. Heldigvis lærte André stille og roligt at gå igen, følelsen i den ene arm kom tilbage, og vi begyndte begge to at kunne smile og grine lidt igen.

Vi kom hjem, og André kæmpede videre for at få sit liv tilbage. Det har været en kæmpe udfordring både for ham og for vores forhold, for alt hang i en meget tynd tråd, inkl hans arbejde som han blev fyret fra. Men vi kom ud på den anden side, og efter alt dette blev jeg gravid. Vi nåede dog ikke at nyde graviditeten uden problemer, for André skulle akutopereres 10 Januar 17, hvor jeg var 3 måneder henne. Der var kommet en ny svulst i rygmarven, og igen brød hele verdenen sammen da opkaldet kom. Vi skulle være forældre, André var endelig blevet glad igen, og han havde endelig fundet et nyt arbejde som han så skulle sygemeldes fra en måned efter. Man sidder virkelig med en følelse om, at hele verden er imod en. Men vi måtte på Rigshospitalet igen og gudske lov gik operationen godt, og selvom André lå i et smertehelvede var vi bare glade for at han kunne bevæge sig.

En uge efter kom han hjem igen, men han havde virkelig ondt. Smerterne blev ved, og vi vidste der stadig var et eller andet galt. Efter samtlige diskussioner med hospitalet, fik vi endelig gennemtrumfet at der var noget galt, og André blev scannet. Efter jeg havde født og Milo var en uge, sad vi igen på Rigshospitalet. Heldigvis var det ikke en svulst, men Andrés nakke havde taget så stor skade af operationerne, at den sad helt forkert sammen. Så da Milo var 14 dage lå André på operationsbordet, for han skulle have sat et jernstativ ind i hals og nakke for at kunne holde sammen på det hele - og oveni det fik vi også beskeden om, at han aldrig ville få optimal bevægelighed i nakken, og at hans karriere som slagter stoppede her. Det var hårdt at gå igennem endnu en operation, især med et lille spædbarn - men vi klarede det, og vi klarede det hele.

Så nu ligger vi her i dag, en helt almindelig søndag som på mange måder er ligegyldig. Men det at jeg ligger her sammen med André som kan tale, synke, gå og bruge armene som han ellers ikke har kunne, betyder alverden. Og at der så ligger en lille perfekt guldklump imellem os, er lige til at sætte sig ned og tude over - hvilket der også bliver gjort. Vi lever og har det godt, og der er andre der har dobbelt så meget modgang, i know. Men man må fandme gerne have ondt af sig selv og samtidig være selvfed med tanken om, at vi har været så pisse stærke og er kommet ud på den anden side!

Andrés sygdom har medført mange ting. Den har medført at vi i en kort periode måtte gå fra hinanden fordi Andrés depression ødelagde os, den har medført at vi har fået 2 x fyresedler og dermed en kæmpe udfordring i at få alt til at køre rundt, den har medført at Andrés venstre arm + fingre ikke fungere optimalt, den har medført floder af tåre og søvnløse nætter, men vigtigst af alt har den givet os et forhold og et bånd som på ingen måder kan beskrives. Vi har været igennem så meget, og værdsætter hinanden på en helt anden måde end man ellers ville gøre.

Vi lever i en kæmpe lykkebobbel ligenu, men angsten for fremtiden er stadig så kæmpe stor. Andrés sygdom er i familie med kræften, og gudske lov er hans svulster som udgangspunkt godartet. Men han har 30% større chance for at få kræft og svulsterne kan hurtigt udvikle sig. Den største frygt er dog, at sygdommen er 50% arvelig... Så i December måned skal Milo ind og tjekkes for sydommen, og jeg er allerede grædefærdig bare ved tanken! Det vil jeg dog snakke om i et indlæg for sig selv, for hold nu kæft bekymringerne kører...

Nå men det var lidt om Andrés sygdom, og så håber jeg virkelig at i vil kysse lidt ekstra på jeres bedre halvdele derude og fortælle at i elsker dem - for en eller anden dag, fortryder man at man ikke har gjort det nok.

Knus fra mig

Likes

Comments

Halløj alle sammen

Jeg er endelig ved at være på benene igen, og har glædet mig til at lave en masse indlæg til jer!

Her for 2 uger siden lå jeg en nat og kedede mig, og derfor kom jeg frem til at jeg da skulle bruge natten på at finde ud af min næste tatovering. Jeg ELSKER tatoveringer, og når jeg sætter mig for at jeg skal have en, så skal det bare ske. Så 2 dage efter sad jeg med en ny tatovering. Jeg tænkte derfor at jeg ville vise jer mine tatoveringer, og fortælle lidt om dem.

Jeg fik min første tatovering da jeg var 14 år, og det var den nederste sommerfugl. 3 år efter fik jeg lavet de resterende sommerfugle + teksten "Everything happens for a reason, people change so you can learn to let go, things go wrong so you can appreciate them when they're right, you believe lies so you learn to trust nobody but yourself, and sometimes the good things fall apart so better things can fall together".

Teksten betyder så meget for mig, og får mig til at huske på, at alting sker af en grund. Sommerfuglene symboliserer mine søskende.

Mit hjerte og uendelighedstegn fik jeg sammen med min mor, da jeg var 15 år gammel. De 5 år på bagen ses tydeligt, men jeg elsker dem virkelig trods slitagen.

Min mor har dem præcis magen til samme sted (lillefingeren og siden af hånden), og de symboliserer vores forhold. Jeg har aldrig haft en rigtig far, og det har derfor bare været min mor og jeg, og det vil det altid være. Min mor er gift med den sødeste mand, men jeg vil aldrig kunne have en faderrolle i mit liv - derfor, min mor og jeg forevigt.

Da jeg blev 16 fik jeg tatoveret Eminem citatet "Sometimes things not make sense to you, but straighten up little soldier" rundt om armen.

De fleste børn er måske vokset op med søde vuggeviser og det er jeg tildels også, men Eminems musik har været en del af hele min opvækst. Hans musik kan virkelig redde mig fra alt, og har nok også gjort det. Hvor har jeg nogengange haft lyst til at tatovere mig selv om til et omvandrende Eminemalbum, men jeg har prioriteret og valgt den her tekst. Den strider lidt imod mit princip om "alting sker af en grund", men den her tatovering husker mig på at man bliver nødt til at være tapper og modig.

Da jeg blev 18 og faktisk lovligt måtte tatoveres, skulle det selvfølgelig fejres. Det blev så bare til den grimmeste og mest ligegyldige diamant, der bare skulle udfylde et lille hul i mit Eminem citat - så fornuftig er jeg haha.

Ned ad ryggen har jeg fået skrevet "Make peace with your past, so it doesn't spoil your future".

Meningen giver lidt sig selv, jeg har været igennem nogle ting som barn og ung som er svære at bearbejde, men man bliver nødt til at acceptere tingene og ikke tage dem med sig i fremtiden. Vi har alle nogle ting at deale med, men fortid kan der bare ikke laves om på, men den skal bare ikke have lov til at ødelægge ens fremtid.

Jeg har fået tatoveret min bedstemors fødselsdag på vristen, fordi hun betyder alverden for mig. Hun er noget af det bedste jeg har, og jeg elsker hende overalt på jorden.

Så kommer vi til den nyeste, den mest spontane men også den aller mest betydningsfulde - Milo og Andrés navne.

Det tog mig ikke længe, at finde ud af det var det jeg skulle have lavet. Mine drenge er hele min verden, og jeg kunne ikke leve uden dem! Vi er alle 3 tvillinger i stjernetegn, og det symboliserer tegnet. Jeg elsker at have deres navne stående, og at jeg altid "kan kigge ned på dem". Jeg har også fået André' og min månedsdag skrevet, da det er den dato der er skyld i at vi er sammen og har fået vores lille guldklump.

Det var mine tatoveringer, og lidt fortællinger om dem. Jeg elsker at man kan fortælle historier og gemme minder igennem tatoveringer, og jeg skal 110% have mange flere - man bliver fandme så afhængig haha.

Må i have en dejlig mandag

Knus fra mig

Likes

Comments

Hej alle sammen!

Der har været lidt stilhed de sidste par dage, og det skyldes at jeg har været meget syg. I min graviditet udviklede jeg galdesten, og fik så slemme anfald at jeg hele tiden blev indlagt. Havde håbet at det forsvandt efter fødslen, men det gjorde det altså ikke.

De sidste 3 uger har jeg haft anfald hver 2-3 dag, og så er det altså bare afsted til hospitalet og få diverse indsprøjtninger - det er et smertehelvede uden lige!
Men nu er jeg har jeg endelig fået opereret galdeblæren ud, og slipper forhåbentlig for at leve i uvished. Operationen gik okay, men min galdeblære var vokset ind i organerne omkring den, så jeg er blevet rodet godt og grundigt rundt i, og jeg har mega ondt.

André og jeg er efterhånden vant til at være igennem hårde hospitalsforløb, primært pga hans sygdom - laver forresten snart et indlæg omkring det. Men ihverfald passer vi på hinanden, og er altid ved hinandens side - men må indrømme at det var hårdt den her gang, fordi man havde lille Milo og tage afsked med, av mit hjerte.

Ved godt det ikke er så interessant at høre om, men det er altså forklaringen på den ringe aktivitet. Jeg vender stærkt tilbage om et par dage, og har massere af planer og dermed en masse kommende indlæg - håber i vil følge med derude.

Knus fra mig

Likes

Comments

Hej alle sammen

Årh jeg er så stresset for tiden! Milo skal døbes den 10 September, og vi er i fuld gang med forberedelserne. Altså jeg ved jo godt, at jeg burde tænke på pynt, mad og drikkevarer - men jeg synes også at det er meget vigtigt og relevant hvad jeg skal have på haha. Milos dåbstøj er kongeblå, så jeg kunne godt tænke mig at jeg matchede. Jeg er i forvejen overhovedet ikke kjolepige, men lige den dag skal alt være helt perfekt - og en flot kjole er bare prikken over iet.

Indtil videre har jeg købt 4 kjoler, men den ene ligner et telt, den anden er for kort, den tredje er for mormor og den 4 er bare ikke mig - så hvad gør man? Kan ikke finde ud af om jeg skal købe flere kjoler, eller affinde mig med dem jeg har og style dem til min smag... Har fundet nogle kjoler på Asos der er vildt fine, men de sidder jo også lige på et par lækre modeller - så nu må vi se om jeg bestiller dem, eller bare ligger og græder indtil der går et lys op for hvad jeg skal gøre...

Hav en dejlig dag!

Knus fra mig

Likes

Comments