I dag har jeg en smule ondt i håret efter en virkelig sjov aften med to gymnasieveninder. Vi havde samlet en masse ølkuponer sammen og dansede til Spice Girls på Meatpackers. Næsten som da vi gik i gymnasiet, haha. Altså benyttede jeg mig af et af mine egne studietips og satte tid af til grine og pleje relationen til nogle af de bedste mennesker jeg kender.

Nå, men tilbage til mine tømmermænd. Da jeg vågnede var en iskold cockio det eneste jeg kunne tænke på. Jeg kunne faktisk ligefrem smage den (løgn, jeg kunne kun smage Små Sure), men da jeg bor i et vegansk kollektiv, har vi ikke cockio på lager. Men - min søde søde roomie hentede en pepsi max og da han lidt senere på formiddagen lavede humus, ville min begejstring faktisk ingen ende tage. Til at spise humusen stegte jeg små rugbrødsskiver med salt og dermed var det alt i alt et ideelt tømmermændsmåltid. Da ingen skal snydes for dette er her min roomies opskrift på humus:

- En deciliter kikærter
- Et fed hvidløg
- En spiseskefuld tahin
- Salt, peber, chili og cayennepeber
- Persille

Det hele blendes og smages til med krydderierne. På toppen har jeg lagt en smule sambal oelek, et tip jeg lærte da jeg boede i USA. Det er vanvitigt lækkert.

Jeg synes resultatet bliver bedst med kikærter man selv har blødt op og kogt, selvom dem fra dåse naturligvis kan bruges i en snæver vending. Jeg plejer at lave en stor portion og så fryse dem ned i mindre portioner.

TIP: Kikærterne bliver ekstra lækre hvis de bliver kogt med et par hvidløgsfed og et par laurbærblade.

Bonne appetit og hav en dejlig weekend.

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Vi er midt på semestret og forhåbentligt er jeg ikke den eneste der er blevet ramt af en form for eksistentiel krise. Spørgsmål som "Er jeg overhovedet klog nok til at gå på det her studie?", "Ville det ikke være nemmere at droppe og dedikere mit liv til en kunstnerisk vagabondtilværelse?" eller "Er det ikke unfair at jeg overhovedet ikke har tid til at følge med i den nye sæson af American Horror Story?!", fylder til tider faretruende meget i mit baghoved. Derfor besluttede jeg mig for at forsøge at lave et indlæg, med nogle af de tips og tricks jeg benytter mig af i forbindelse med studiet og den dertilhørende læsning, for at strukturere (læs: blive hurtigere færdig med) dette. De virker givetvis ikke for alle, men måske kan vi i så fald spare lidt med hinanden? Here goes: 

​1. Find en noteteknik der virker; og hold dig til den. ​For mig fungerer det rigtig godt at skrive noter i hånden. Det tvinger mig til at arbejde langsommere og dermed tænke mere grundigt over de ting jeg skriver ned, samtidig med at jeg har mulighed for at lave illustrationer og modeller der passer til teksten. Da jeg læser medicin, er det virkelig praktisk. Men for mange fra mit studie fungerer det meget bedre at bruge computer. Find ud af hvad der virker og hold dig så til det, for det bliver kun forvirrende at have notater på alt for mange platforme, i min optik. 

​2. Brug farver. ​Min stil er normalt meget monokrom (okay, det var en underdrivelse. Jeg ejer kun sort tøj), men når det kommer til mine notater er jeg indehaver af både farveblyanter og tuscher i alskens farver. Det virker som blikfang når jeg skimmer noterne igen og hjælper med at give et strukturelt overblik. Jeg ved fx at ​hver ​gang jeg skifter emne, kommer der en overskrift med rød, eller at ​hver ​gang mine noter handler om hvad en celles funktion er, kommer der en overskrift i grøn. Hvis man er rigtig sej kan man farvekoordinere helt vildt (i bedste Monica-style), men jeg nøjes med at gøre det ved lidt mere overordnede ting. 

​3. Hav styr på dine sociale aktiviteter. ​Selvfølgelig skal der være tid til kaffe med veninder og fredagsbar med studiekammeraterne. Men for mig personligt, bliver det hurtigt en udfordring at få nok tid til læsning, hvis jeg samtidig siger ja til kaffedates i flæng. Så få anskaffet en kalender (jeg bruger Google-kalenderen, min bedste veninde sværger til en papirudgave) og få styr på dine aftaler med familie, venner og arbejde. Dermed kan du ved næste frokostdate-forspørgsel orientere dig heri og sikre dig, at du ikke allerede har en biograftur, to vagter på arbejde og en øl på Bodegaen planlagt den uge. 

​4. Mind dig selv om, at det er okay at sige nej. ​I forlængelse af punkt 3 oplever jeg at det er en vigtig pointe, at det altså er okay at takke nej til arrangementer, til fordel for studieaktiviteter. Ligeså vigtigt som det er at få næsen ud af bøgerne og omgive sig med sine veninder i stedet. Det ér hårdt at læse og det er forskelligt fra  person til person hvor meget tid man har behov for at bruge på det. Så mind dig selv om, at det er godt at tage sit studie seriøst og husk at vær forstående, når dine venner er dem der er pressede.

​5. Husk at holde pauser. ​For hver time jeg læser, holder jeg 5-10 minutters kaffe/te/snack-pause. Flere studier viser, at din hjerne husker bedst når den studerer noget intenst i ca. 30-45 minutter og herefter får en kort pause. 

​6. Læg telefonen væk. ​For pokker det er svært, men det gør altså læsningen mere effektiv. Så prøv så vidt muligt at lægge telefonen et sted hvor du ikke kan nå den og forsøg at lade være med at læse blogs og tjekke facebook undervejs i dine study sessions. Gem det til din pause. 

​7. Frisk luft og sund mad. ​Vi ved det alle, men det har en effekt. 

​8. Vær til undervisningen og spørg om hjælp. ​Med mindre du vitterligt intet får ud af dine forlæsninger, synes jeg et af de bedste råd jeg fik af mine tutorer under rusugen var; ​kom til undervisningen.​ Mød op, koncentrér dig og gør dit bedste for at være med. Forbered spørgsmål til din holdunderviser eller ham der fra dit hold du ved er for sej til lige præcis dét du er i tvivl om - og husk at hjælpe dine studiekammerater når du kan.  

​9. Benyt din skoles fasciliteter. ​Brug biblioteket og læsesalene (og undervisernes e-mail adresser). Der er bare en særlig produktiv vibe over at sidde oppe på universitetet. 

​10. Beløn dig selv og husk dig selv på at du er for sej! ​Når læsningen kører, når du klarer en eksamen godt (læs: godt kan være alt fra 02-12! Der findes flere fag på mit studie jeg vil være lykkelig over bare at bestå), når du har hjulpet en studiekammerart med at forstå et begreb eller når du har fået styr på alle de forvirrende noter. Du fortjener at belønne dig selv med en friaften, en eminent kop kaffe fra din yndlingscafé, en ny læbestift eller et afsnit af FRIENDS. Du er sej når de små ting lykkes og når de store ting lykkes. Og du er vanvittigt sej, når ingenting lykkes og du prøver igen. 

God karma herfra <3

Likes

Comments

Det var lidt en lang pause! Jeg befinder mig pt i Moderlandets hovedstad, Moskva, og jeg opdagede for netop en time siden, at det kan lade sig gøre at blogge fra sin iPhone. Altså - man kan jo styre hele verden fra sådan én. 

Moskva er en helt vidunderlig by. Jeg er afsted med en veninde, der arbejder som model, og hun er tilfældigvis venner med en russisk fotograf. Derfor har vi hele ferien igennem fået guidede ture; både igennem byens gamle del, på madmarked og i nattelivet (og hvilket natteliv! Klubberne herovre er for vilde). De mere turistede attraktioner, som fx Den Røde Plads, klarede vi selv ;)

Der kommer en mere detaljeret guide når jeg kommer hjem til mit gode internet. Besos! 

Likes

Comments

​Jeg har faktisk ikke rigtig holdt sommerferie i år. I juni måned afsluttede jeg et år med fysik, kemi og matematik som enkeltfag på HF og gik direkte over til at arbejde fuldtid på det plejehjem jeg er afløser på. Kun afbrudt af en enkelt uge på Færøerne, har jeg altså tilbragt sommeren med at pleje, holde i hånd og stå meget tidligt op. Selvom jeg til hver en tid vil hævde at jeg har verdens skønneste arbejde, vil jeg også gerne indrømme, at jeg til tider har kigget langt efter næste fredag, hvor jeg tager hul på to ugers ferie inden studiestart. 

I sådanne tilfælde kan det være rart at tage på et lille mini-get-away - nærmere bestemt, den slags man kan finde i en bog. I løbet af sommeren har jeg fået læst en del skønlitteratur, faktisk mere end jeg regnede med. To romaner der er særligt værd at fremhæve er disse: ​Bonjour Tristesse ​og ​The great Gatsby. 

​Bonjour Tristesse er skrevet i 1954 af den dengang kun 18-årige Françoise Sagan. Den handler om 17-årige Cécile der er på sommerferie med sin far og hans elsker. Bogen er letlæst på dansk (jeg læser desværre ikke fransk) og er tankevækkende, en smule forargende og rimelig dejlig. Jeg fik i alle tilfælde lyst til at drikke rødvin og spise en croissant mens jeg læste den i solskinsplet foran Domkirken i Aarhus. 

The great Gatsby behøver måske ingen nærmere introduktion? Filmen af Baz Luhrmann tog vidst mange af os med storm, med sit catchy soundtrack og imponerende rolleliste, og det var altså på tide at jeg fik bogen læst. Fra første side var jeg revet med af historien om Jay Gatsby og hans store kærlighed, Daisy. Den er vidunderligt godt skrevet - han havde altså fat i den lange litterære ende, ham F. Scott Fitzgerald - og er virkelig værd at give sig i kast med. Mit hjerte sprang til tider et slag over, fordi der er nogle ufatteligt smukke formuleringer og beskrivelser i bogen. For eksempel: “Her face was sad and lovely with bright things in it, bright eyes and a bright passionate mouth, but there was an excitement in her voice that men who had cared for her found difficult to forget: a singing compulsion, a whispered “Listen,” a promise that she had done gay, exciting things just a while since and that there were gay, exciting things hovering in the next hour.” Helt ærligt - det er da smukt! Jeg læste den på engelsk og det gik fint, selvom jeg til tider er lidt sløv til det. 

Hermed to anbefalinger til to lidt skæve kærlighedsromaner. God læselyst!

Likes

Comments

​Photo credit: Brigette Bloom 

​Jeg har spekuleret over hvordan man skal gribe sit første blogindlæg an. Der er muligvis ingen der læser det, men skulle der ske at være en enkelt alligevel, vil jeg gerne sige: Velkommen til! Jeg håber her er rart at væreDet har længe været en spirende tanke hos mig, at starte en blog. Spørgsmål som "Er det ikke for selvcentreret?", "Er blog-mediet alligevel ikke ved at dø?" og "Har jeg overhovedet noget nyt at byde ind med?" har forsinket bloggens fødsel. Og selvom svaret på sidste spørgsmål højst sandligt må være et nej (jeg regner bestemt ikke med at opfinde den dybe blog-tallerken), har jeg alligevel et håb og en ambition om at denne blog kan være platform for al mulig tankevirksomhed og inspiration. Det kommer til at handle om bøger, tøj, planter, grøn mad, cykelture, livet i et kollektiv i Aarhus og alt mulig andet hverdagsagtigt. 

Jeg håber du har lyst til at læse med! Kærlige hilsner fra Josefine.

Likes

Comments