Header

Hverdags tanker

Måske synes du der har været lidt stille her fra mig...?

Rollen som mor til to for alvor igang... 

Lillebror er nu halvanden måned, og de første uger med at aflevere Sofia er overstået. Pyh. Det har helt ærligt, været meget grænseoverskridende for mig, at skulle være alene med Lille Malthe og Sofia på en og samme tid, og få morgenen til at "lykkedes" uden stress og jag.... Måske synes du det lyder mærkeligt, men jeg synes faktisk det har været hårdt... 

Heldigvis går sofia i en institution, hvor hun ikke skal komme på et bestemt tidspunkt, så vi har tilpasset morgenerne, således det måske har taget en halv time ekstra... 

Der skal ikke lægges skjul på vi har måtte holde ind til siden i bilen, mens mor snoede sig om på bagsædet, imellem to auto stole, for at tage en stor skrigende lille M op, som åbenbart ikke var enig i det der med at skulle ud og køre bil... Til min store overraskelse, har Sofia faktisk klaret det fænomenalt! Det er mere lige når vi vågner, hun gerne vil "op" og have sin mor for sig selv, og det er altså liiidt umuligt, når lillebror også er der... Jeg tænker det er en hårdfin grænse, mellem det at skal lære nu at deles om mor, at der kommer nye morgenrutiner, at skulle kunne formå at tilsidesætte egne behov (og kan man i det hele taget forlange det at en 3 årig, altid?) 

Når jeg startede med at skrive det var hårdt (for mig i hvertfald) ligger der til dels "gamle ar" lige under overfladen fra min stress periode i 2013. Når mine børn skriger, græder, eller i det hele taget bare vil have mig på samme tid, så bliver jeg utrolig presset og splittet indeni. Jeg ved godt de fleste mødre nok gør det, men her skal der bare utrolig lidt til, samt utrolig lang tid før jeg "heler" indeni igen... Det frustrerer mig, meget...

I dagens Danmark er der fokus på idealer, den gode forælder, og dét, at kunne klare det hele, som en SuperMom!

I virkeligheden, når Iphonen lægges fra en Selfie og dørene lukkes, tror jeg det er svært for alle at blive mor, både for første gang, men sandelig også anden gang.... Det italesættes bare ikke...

I sidste uge var jeg på cafe med min dejlige mor. og hun sagde noget klogt, som fik mig til at reflektere lidt: "det ER hårdt at have små børn... jeg har også haft 3 af slagsen, og en mand der var syg med kræft, samtidig..." Av, den sved lidt... Jeg tænker at vi (heldigvis) fortrænger den hårde tid, som overskygges af uendelig kærlighed fra vores små poder.. 

Jeg skal ikke gå og "undskylde" med min stress, for den er fortid, og jeg ser helst den overhovedet ikke er en del af mit liv længere... Men det er den... og selvom det er hårdt, så har den periode af mit liv også været med til at definere hvem jeg er, den dag idag. - Jeg tror på sådanne dage med to børn, nye hverdags rytmer og rutiner, samt ulmende "tigerspring" er barske, for alle, og det er okay at erkende at man er træt og udkørt..... Jeg vil heller ikke benægte at følelser som afmagt når lille M skriger uafbrudt i en time i streg om aftenen, finder sted. 

Livet er en gave, jeg jeg gør alt hvad jeg overhovedet kan, for at bibeholde et positivt mindset. - Men, nogle dage er sværere end andre... og så er det godt, at når dagen er omme, så venter der en ny lige rundt om hjørnet, som forhåbentlig skinner og er bare en kende lysere end dagen forinden.

Så ja, jeg er livet taknemmeligt, også selvom det er hårdt.

Stay tuned, 


Love JJ


Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Jeg havde brug for at trække stikket ud, og bare være i denne lille bobbel... Kender du det? Faktisk havde jeg slet ikke brug for at dele lillebror med nogle, andre end ganske få nære veninder og familie... Og, så havde jeg brug for ro ro ro.... Så det fik jeg...

Her er et lille indblik i vores 14 dage efter fødsel, de var faktisk ret hårde...

"At skal gennem en lynfødsel af den kaliber du oplevede med en fødsel på halvanden time, fra start til slut, kan sammenlignes med at få fibersprængninger i hele kroppen..." Det var Sundhedsplejerskens egne ord, da hun kom for at hilse på, tirsdagen efter påsken... "Derudover, skal du forvente, at du får efterveer, som godt kan være ret så voldsomme, og vi anbefaler du tager noget smertestillende...." Godt så, så var det altså ikke bare mig som, som følte mig en smuuuuule pylret.. Jeg skal nok lade være med at gå i detaljer, for jeg ved der er mænd, som læser med... Men, i bogstaveligste forstand, jeg kunne INTET! Jeg var total hjælpeløs...

Sofia kom hjem fredag formiddag, efter at have fejret sin fødselsdag hos farmor og farfar torsdag. Hun havde sine fætre med på besøg, og efter lidt leg, tog de alle i Leos Legeland et par timer. Det var skønt at se min store pige, give hende et kæmpe fødselsdagsknus, men helt ærligt; det var også skønt at få ro til at kunne ligge sig under dynen med lillebror, da de tog afsted....

Aftenstunden berørte mig dybt, nok også fordi jeg var total hormonella, men det gik op for mig, at mine værste tanke scenarier om at skulle putte en overtræt Sofia, som pylrede og ville have sin mor for sig selv, og ikke ville have lillebror var der, holdte IKKE stik.... Vi tog et minut ad gangen, læste godnat historier, sammen med lillebror, imens jeg ammede... Og så faldt begge unger i søvn! Jeg græd faktisk af lykke.... Situationen var ny for os alle, og i stedet for at stresse over det, besluttede vi os for simpelthen bare at være "i nuet" og det virkede! - Begge unger kunne mærke vores ro, og tilstedeværelse.

Lillebror kom som skrevet tidligere natten til torsdag, lige akkurat på sin storesøsters fødselsdag... Til jer er har født, i kender til det, til alle jer andre: 3. døgn er "tudedøgn"...

Søndag havde vi inviteret familien til Sofias fødselsdag, heldigvis havde jeg tænkt praktisk, og bestilt pålægskagemand, samt brunsviger hos bageren, smart...

Lillebror sov gennem det meste at tiden vi havde gæster... Oldemødre fik lige akkurat lov til at sidde med "den bette ny" som de sagde. Derefter tog folk hjem, ca 2 timer ialt var de der, og jeg var TRÆT med træt på bagefter... Kæmpe store Dolly Parton bryster, ondt fra top til tå, og et stort behov for at sove... Derfor tog vi en beslutning at sende Sofia hjem til sin mormor og morfar, faktisk ret sent (ca kl 17), men vi havde bare brug for der var ro, og det kan man altså ikke forvente fra en 3 årig... Og, så var mormor og morfar lige landet fra Bali, så Sofisen havde også savnet dem en hel del...

Den beslutning var klog...

De ovenstående billeder illustrerer meget godt hvordan de næste par dage så ud, og føltes... Nybagt mor, som forsøger sig med Selfies, er bare ikke et kønt syn, haha.

Den bedste gave fra min mand... Ja der var faktisk ikke noget materielt, for jeg mangler intet... Til gengæld gjorde han både efter Sofias fødsel, og også denne gang ved lillebrors fødsel noget enormt hjertevarmt og sødt... Han smurte madder! så i de første 14 dage sørgede han for mor fik mad... og ikke kun i påsken, også da det blev hverdag, der blev lavet morgenmad, og smurt madder, så det eneste jeg skulle tænke på, var at komme mig, hvile og sørge for at være der for lillebror. - Det lyder måske lidt "opvartende" men som jeg skrev tidligere oppe, så kunne jeg faktisk ikke rigtig overskue noget som helst, så for mig var det det en kæmpe hjælp... Desuden skulle jeg ikke kun selv ha mad, jeg skulle også have energi til at amme lillebror. - Vidste du at man forbrænder ca 500 kalc pr dag når man ammer?...

Det blev hverdag igen, og Jacob afleverede og hentede jacob Sofia i institution. Vi har besluttet at ca. de tre første uger efter fødsel, er det sådan vores hverdag ser ud, for alle kan være i det. Det skal IKKE gå ud over Sofia, at lillebror er kommet til verden, og mor skal ikke brænde sammen fordi hun er udkørt...

Nu får vi leveret mad fra "kokkens hverdagsmad" mandag-torsdag, så aftensmaden er nem, men at deles om de fælles opgaver er simpelthen et must, når man får en lille ny, særligt når der er et barn i forvejen, som efter min mening ikke skal påvirkes af mor og far er trætte!

Tillid og tryghed... De ord har nok været overskriften for de første par uger i vores nye roller fra at være gået fra en "trekløver" til en firekløver".

Både det at skulle være til stede for den lille ny, rumme det barn man har i forvejen, og have tillid til at både dyr på matriklen og storesøster passer på den lille. Nu er vi et hjem hvor vi forsøger at være så meget til stede som overhovedet muligt, og det er vigtigt at alle får lov til at være med... Det kan godt kræve lidt ekstra overskud og energi, men jeg er sikker på det gives tifoldigt igen.

Det hele lyder så nemt og lige til, tro mig, det er en hårdfin grænse, og vi har meget i fokus at jeg som mor får en masse hvile og ro. I weekenderne tager jacob og Fia "på tur", så jeg kan hvile...

Jeg er selv meget opmærksom på eventuelle stress tegn fra min fortid, for der vil vi ikke hen. For ja, der har også været aftenener hvor jeg i smerte bare har kigget på Jacob, hvor tårerne trillede ned at mine kinder, uden præcis at kunne sætte ord på hvorfor... I sådanne situationer er det vigtigt at rumme hinanden. Jeg har i disse stunder, hvor man godt kan blive en smule presset, fokus på at trække vejret dybt i maven, tælle til ti, tænke kærlige tanker, samt have fokus på beviste valg om at rumme store, som små. - Det hjælper mig, og jeg håber dette har givet et indblik i hvordan man kan håndtere en måske skrøbelig tid, på en positiv måde, så alle trives, bliver set og rummet, selvom det både er smukt og hårdt på en og samme tid.

Ha en smuk dag.


Love JJ

Likes

Comments

Ja, det ville nok være temmelig frisk at ligge et billede op af mig selv... Meen denne smukke træfigur illustrerer meget fint hvordan jeg havde det på 3.-4. dagen, da mælken løb til... Vi er nu på 14. dagen, og jeg begynder så småt at kunne bevæge mig rundt herhjemme uden mandfolkene på matriklen (læs både Jacob og lillebror savler, hvis du forstår sådan en lille en ;-) )

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sidste sommer var nået frem til en ret fornuftig figur (hvis jeg selv skal sige det...) Six-pack, rund mås, og faste lår, tonede overarme, og rank holdning... det er vist et ønske scenarie for mange kvinder, og det var lykkedes mig at opnå disse resultater med fornuftig mad, og regelmæssig styrketræning.

Men men men, sommeren 2016 var skøn, vi var i nuet, hvor nærvær og kærlighed var i fokus, og en sensommeraften blev lillebror undfaget.... og knap 9 måneder senere, kom lillebror til verden... Nu er jeg pludselig mor til to, og her på 2. uge med denne nye titel, er det knap så smuk en figur jeg render rundt med... Eller er det? Tænk sig, at være gået fra ovenstående, til de næste par billeder, på 9 måneder.. Jeg er faktisk ret imponeret af kvindekroppen, og jeg er ikke bleg for at vise den frem... Og den lille verdensmand jeg nu har i mine arme, er det hele værd!

At elske sig selv... Det er SÅ vigtigt... din krop er dit tempel, og jeg VED at det både har gavnet min krop, hvis ikke endda pyntet på den, at få lidt sul på, ja, for mig handler det faktisk ikke om bare at være tynd, det handler om at være tonet!

Når det så er sagt, så skal det, igen, ikke være noget hemmelighed, at jeg foretrækker den tonede krop. - For mig er det smukt og stærkt at gå op i sig selv. Jeg ville ønske flere mennekser fik øjnene op for hvilke energi det giver i kroppen, samt smitter af på andre, når man har det godt med sig selv... For mig handler det 100% om balance... og lige nu, hviler jeg i den rolle at være nybagt mor. Jeg synes min krop er SMUK som den er lige nu, hvor jeg er i livet lige nu, meeen jeg glæder mig også til min rejse tilbage i knivskarp form her hen over foråret og sommeren ;-)

Faktisk har jeg sat mig et personligt mål, at jeg skal være i mit livs bedste form, når vi skal fejre Nytår i udlandet... Og, jeg glæder mig til at dele det hele med jer :-)


Stay tuned,

Love JMJ

Likes

Comments

Hverdags tanker

Onsdag d. 12. april, sent om aftenen, går jeg og hænger div. flagranker, balloner og fødselsdags stemning op. Torsdag d. 13. april bliver vores elskede Sofia nemlig hele tre år, wauw det er stort, tænk sig, at jeg allerede har været "nogens mor" i hele tre år! - Det er slet ikke til at forstå...

Jacob skulle have været til en kammerats fødselsdag den aften, præcis som for tre år siden... Jeg havde (med lidt dårlig samvittighed) bedt ham om at blive hjemme... Vi nærmede os termin (21. april) og med en efterhånden meget træt krop, med konstant tryk mod ribben, lænd, og bækken, er jeg mildest talt bare træt med træt på... Bare dét, at skulle rejse sig for de "3 dråber vand" der hvert 10. minut insisterede på at komme ud "som en tissetår" orkede jeg virkelig ikke længere... Halsbrand kom altid om aftenen, hvilken kun kunne slukkes ved store mængder vand, mælk, eller is, gæt en gang hvad det resulterede i? Jep, mere tisseri... Lad os bare sige det sådan her: jeg var klar til at lillebror skulle komme.... Meen, først skulle vi lige på den anden side af sofias fødselsdag, be om...

men men men, lillebror ville ikke vente... Jeg havde de sidste par dage haft enormt mange plukveer, ikke ubehageligt, men min mave var stenhård, mange gange dagligt!

Jeg sov ret uroligt den nat... oppe flere gange, jag i mave, underliv, og svedture... Jeg slog tanken væk... Men, kl 03.11 vækkede jeg Jacob. Ens underbevidsthed er fantastisk, jeg var slet ikke i tvivl om lillebror ville komme, og jeg havde på fornemmelsen, at det ikke ville vare længe...

min familie var på Bali, pudsigt nok, skrev min yngste søster 03.35, at jeg skulle skrive når Sofia vågnede, for så ville de synge fødselsdagssang for hende... De var 6 timer foran, og jeg fik skrevet tilbage, at Jacob lige var sendt afsted med Sofia ud til farmor og farfar, fordi lillebror ville ud....

Vi sms´er lidt frem og tilbage imens Jacob er på vej ud med Sofia... Jeg havde bedt ham sende Jordmor en sms omkring der var optrækning til veer... 03.50 ringer han til jordmorder, hun vil være fremme en lille time senere....

Hvornår Jacob er tilbage ved jeg ikke, men tiden føles lang... Jeg forsøger at tage et bad, men har nu voldsomme veer... Jeg får fundet det lagen som skal være under mig,

En ganske unik tanke kommer til mig, som jeg nok kan takke min gode ven Hr. Muhl for, nemlig at være til stede i nuet... fortid er sket, fremtid kan vi endnu ikke gøre noget ved... Det eneste jeg har til rådighed, er nuet... Så selvom tankerne om at være alene i et stort hus, uden mand eller jordmoder, så slår jeg koldt vand i blodet, lægger mig ind på sengen, og trækker dyyybe vejrtrækninger, alt imens jeg hører Jacobs ML bakke ind i indkørslen...

04.45 ankommer jordmoder, inden da har jeg dikteret jacob til at finde et svøb, og forklarer ham, at han må tage imod lillebror, hvis ikke jordmoder når frem... (ja, han så lidt sjov ud i hovedet...)

05.02 er lillebror ude... Fuldstændig vanvittigt forløb, og med en raketfart af den anden verden, 3510 kg ren kærlighed 52 cm lang... Hvorfor trække det er med fødsler i langdrag ;-)

Jeg er ret glad for vi havde valgt hjemmefødsel, for vi ville nok ikke have nået frem til Aalborg hospital...

Bagefter blev vi svøbt i dyne og tæpper. og jeg kunne sende min familie på Bali dette billede... 

At være i vante ramme var SÅ skønt! Jordmoder blev i vores hus et par timer. Det gav mig en enorm tryghed, at hun bare gik lidt frem og tilbage fra køkken/soveværelse imens hun ordnede div. papirer...

Næste dag havde vi bare os selv at tage hensyn til. Sofias 3 års fødselsdag blev holdt hos farmor og farfar, sammen med hendes to fætre, som var hjemme på besøg. Moren savnede hende, men jeg ved hun ikke kunne have haft en skønnere dag.

At have familie af den kaliber, som bare tager over, er GULD værd, og jeg er så taknemmelig for Svigermor <3


Dagene efter er en historie for sig, men, vi havde hele tiden sagt til Sofia at "lillebror kommer når du har fødselsdag"... Og, man skal holde hvad man lover ;-)

Stay tuned <3


love fra den nybagte mor <3

Likes

Comments

livsstil

Dagdrømmeri.... Det kan vi alle gøre i ny og næ. Nogle gør det oftere end andre, og jeg selv, ELSKER at føre mine drømme ud i livet... Læs med og opdag en af mine store passioner her i livet, nemlig at rejse.....

Jeg har fået en ganske særlig kærlighed for Bali, det skal der overhovedet ikke lægges skjul på... Og, nu vil jeg fortælle dig hvorfor...

"Når man rejser med børn, skal det helst være nemt og billigt, og man skal helst ikke rejse så langt før man er fremme...." Lyder det bekendt? ja, ik?! Joooo, jeg kan da godt forstå pointen i dét der med "ikke at skal rejse så langt", men come on, efter min overbevising er det hvad man gør det til.... (Det var i hvertfald min tanke, da mine forældre hjertevarmt inviterede hele flokken med til Bali i forbindelse med deres sølvbryllup, tilbage i Februar 2015)...

Sofia var på daværende tidspunkt knap 10 mdr gammel, og jeg ammede aktivt. - Jo vist, hun havde også smagt på grød, men størstedelen af ernæringen var altså stadig mors mælkebar... Så jeg tog en beslutning, at hvis jeg havde mælk nok, ville jeg fuld amme imens vi var afsted i de 14 dage på Bali.

Flyveturen var lang (14 timer, fordelt over flere strækninger), og alt det der med babymos og mad til hende virkekede bare kompliceret. - Om det fungerede med fuldamning? OH YES! Tjek lige de elastikker barnet havde på armene ;-)

Sofia har altid været et barn, som helst vil være hos sin mor, fordi hun har fået lov til det.... Faktisk har vi været enormt tætte, og nærmest uadskillelige. - En så stor og dyb kærlighed tror jeg kun på man kan sætte sig ind i og forstå, hvis man selv er blevet mor.... fx. Var Sofia også over et år, før hun blev passet (med overnatning) for første gang.... Derfor var det enormt grænseoverskridende for mig, både da mine forældre fortalte der var "nanny på" hvis jeg havde lyst, men også da de lokale rent faktisk kom og "tog Sofia", af venlighed selvfølgelig, for at aflaste mig.... Jeg havde slet ikke lyst til at give slip på hende. Samtidig er det også hårdt at "være på" 24-7, så på første tur til Bali, lærte jeg at det er okay at andre hjælper med baby, og det var faktisk ret rart... Jeg indså også, at Sofia synes det var skægt, både at blive slæbt med i tempel, "junglen" til kaffe plantager, og i det hele taget bare være omgivet af folk som ville hende det aller bedste... Det var en øjenåbner for mor...

Bali gjorde mig forelsket på ny....

Min familie og jeg har altid rejst til Italien. I mange somre i streg, fløj eller kørte vi til samme sted. Men, Bali er anderledes. Det som gjorde særligt indtryk på mig, var hele folkets oprigtighed og hjertevarme. Smilet kom med følelsen om med kærlighed, og du er ikke i tvivl om de oprigtigt ønsker dig det aller bedste. Det er noget som betyder utrolig meget for mig som mor, nemlig at hele familien har det godt imens man er på ferie.

We had to go back....

Min kære far og bedre halvdel, Jacob, har sig en lille hobby kaldet Formel 1... Så da de nu gerne ville til Malaysia og se Formel 1, 6 mdr senere, skulle der ikke meget overtalelse til min dejlige mor og jeg takkede ja (!) til endnu en tur tilbage til vidunderlige Bali. Vi skulle rejse "alene" derned, da mændende tog afsted forinden for at se ræs. En unik oplevelse, at skulle tilbage. Både fordi jeg nu vidste hvor fantastisk Bali var, men pga. genkendelighed for Sofia. Det var SÅ fantastisk at se hendes ansigt lyse på, da hun så flyvemaskiner, og det (i hendes univers) meget populære legerum på resortet. Jeg kan VARMT anbefale dig at rejse afsted til det samme sted år efter år hvis du har børn.

Daddy J var i en mindre rus kommet til at savne sin datter lidt for meget, imens de var til Formel1, for en lille ekstra passager kom med hjem. (Sofia synes Hr. bjørn var mægtig, stakkels personale fik delvist hjertestop og slemme forskrækkelser når de kom ind i "vores bali hus" taget imod "Hr. Bjørn" som sad i vores badekar 14 dage i streg. ;-)

Så hvordan løses opgaven så at rejse så langt med et lille barn?

Der behøver ikke lægges skjul på, at når man rejser så langt, så er det en fordel at have en stærk mand med til enten at slæbe på "alle taskerne" eller på barnet. ;-)

Når det så er sagt, så gør det livet en del nemmere med "lidt ekstra benplads" hvis du forstår sådan en lille en ;-)

Mit allerbedste råd er at erkend på forhånd det vil blive en hård rejse, men at i kan og vil rumme det! Vær nærværende overfor jeres barn, ta ét minut ad gangen, ha tons af forskellige snacks med (vi har altid en del smoothies med fra helsam, div. kiks, barer, rosiner, frugtstænger mm. tegnebog, magneter, og bøger plejer at storhitte hos os). Efter Sofia er blevet to år har hun fået lov til at sidde med vores telefon og se enten cirkeline, ramasjang eller lign. Det er hun rigtig glad for, det er nemt, men vi forsøger det er i begrænset omfang, da jeg ikke er særligt begejstret for "et skærm barn"... Og, så husk at aflaste hinanden og afled barnet, så skal det nok gå ;-)

Lad barnet trække vejret, og sørg for stjernestunder....

Når vi rejser, er der få dele vi vælger at ta ud og se, og dernæst opprioriterer vi stjernestunder og nuet. Jeg elsker særligt Bali for den smukke natur og frodighed. Min erfaring er at bringe noget genkendeligt med på ferie er godt for børn. Så lad dem pakke en taske med det legetøj de gerne vil have med, køb en særlig bluse/kjole, som de bliver ekstra stolte af at skal ha på på ferien (hos os kunne vi så ikke få "prinsesse Sofia kjolen af barnet igen, ups), læg neglelak, ta deres egen dyne med mm.... Ellers, så nyder vi nuet, med hinanden <3

værd at opleve på Bali er jo forskelligt alt efter hvad du finder interessant....

Jeg elsker "ægtethed" så at få muligheden for at komme til Taro rescue center for Elefanter, var en stor oplevelse! Ligeledes at kunne "give lidt tilbage til universet" ved at sætte små 3-5 ugers skildpadder ud i oceanet, som ligeledes var blevet reddet og opfostret, rørte noget i mig. - At se så lille et væsen, knokle sig afsted mod det åbne hav, med et formål i livet: overlevelse! Det sætter for mig livet i perspektiv... Monkey forrest i Ubud, kan også være en underholdende oplevelse, men pas på! det er ikke for sjov de ikke anbefaler løse ejendele i skoven... Aberne er frie, frække, nærgående og hurtige! Og, snupper de solbrillerne (tro mig, det sker!, så må du betale tilbage i bytteleg med bananer!).

Shopping er jo næsten et must når du er på Bali. utallige af smukke bali kjoler, smykker, sko mm er der at finde. Men, særligt vores 4. gang på Bali, gjorde jeg mig et fund. En lille "ussel" læderbutik viste sig, at åbne op for den store drøm at få håndsyet en vaskeægte lædertaske. Jeg fik endda muligheden for at vælge læderet selv, samt forhandle priser mm. Det var skægt.

Sofia har nu været på Bali 4 gange med hendes mor og far, mormor og morfar (vi rejser altid sammen). Det ind i mellem har vi været en tur til italien, og et smut til Dubai.... når ja, og og senest Tenerife.... (men den smuttur fortjener et opslag for sig selv). Ja vi er berejst, jeg ved det, og jeg er taknemmelig for hver og en rejse... For mig er det virkelig "at rejse er at leve"... Men, vi knokler også for det herhjemme med intensivt arbejde (både timer og intensivt).

"Nogle gange skal man tage langt væk, for at komme tæt på hinanden", men vi skal også kunne se og mærke kontrasterne. For selv den mest overdådige destination, falmer til sidst, hvis ikke der på et tidspunkt bliver hverdag igen.

I denne skrivende stund er min elskede familie på Bali, til selv samme destination. Jeg under dem det 100% fordi vi jo venter lillebror hvornår det skal være. men, jeg er taknemmelig over jeg VED Bali venter mig i slutningen af året ;-) Hvem ved, hvor vi skal hen inden da....

Nu skal Babyboy lige ud af maven, inden han skal med ud og se verden. Stay tuned

Love JJ

Likes

Comments

Instagram@jmjmom