Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 5 - har du ikke læst de første fire dele, kan du finde dem her: Del 1Del 2 - Del 3Del 4

Den første tid på Digevej

Lauras behandling på A1 er svært for mig at skrive om. Alt hvad jeg ved om indlæggelsen er enten noget jeg har fået fortalt af Laura selv eller af læger/kontaktpersoner. Jeg kan kun skrive om mine følelser omkring hendes indlæggelse og mine besøg på stedet. Da vi har valgt at skive denne blog om episoder vi har oplevet sammen, har Laura valgt at skrive nogle andre blogindlæg om selve indlæggelsen – dem kan du læse HER og HER .

I den første tid af Lauras indlæggelse, og selvom vi havde haft en god samtale med personalet på stedet, var det hele stadig meget uvirkeligt for mig. Hele tiden sidder den lille djævel på mine skuldre ”Hvorfor så du det ikke komme? ” ”Du er hendes mor – du skal vide når din datter har det skidt”. Den lille djævel ville bare ikke forsvinde. Og efter 1,5 år sidder den der stadig – nu er jeg bare blevet bedre til at ignorere den.

Jeg besøgte Laura så meget jeg kunne. I starten var det meget underligt. Hun følte sig tryg på afdelingen, det kunne jeg mærke. Alligevel var det mærkeligt for mig i starten – jeg ved egentlig ikke hvorfor, men måske fordi jeg ikke kendte alle menneskerne omkring hende så godt som hun gjorde.

Men det ændrede sig stille og roligt, for Lauras kontaktpersoner var rigtig gode til at tale med os, når jeg var på besøg. Vi talte ikke så meget om Lauras sygdom med personalet – men talte om løst og fast over en kop kaffe i solskinnet. Det var behageligt og familiært.

Inden Laura blev indlagt hun var enten på et af sine 3 jobs, i teatret eller noget helt andet hver eneste dag. Hun tog sjældent en fridag. Efter hun blev indlagt gik det direkte den anden vej. Pludselig ville hun ingen steder alene. Hun følte sig forfulgt – både af noget fysisk, men også af stemmer i hovedet. Det resulterede i at hun ikke engang kunne gå en tur rundt om huset alene.

Jeg forstod det ikke, men det behøvede jeg heller ikke. Det vigtigste i denne situation var bare at respektere det – og det gjorde jeg. Derfor startede vi nogle helt enkle rutiner, når jeg var på besøg. I starten gik vi en tur rundt om bygningen – evt. med en kop kaffe i hånden og prøvede at gøre det hyggeligt. Senere udvidede vi vores gåtur til den nærmeste tankstation, som havde god kaffe – så blev turen lidt længere. Sådan fortsatte vi stille og roligt, og efter nogen tid, var hun klar til en tur i Netto som ligger en hel del længere væk.

Disse ture stod på i rigtig lang tid - nok en måned – og en dag mente Lauras kontaktperson, at hun var klar til lidt mere. Vi aftalte, at tage i Amagercenteret – et indkøbscenter som Laura kender ind og ud, men alligevel var hun dødsens angst inden vi skulle afsted. Jeg panikker også en smule – for hvad fanden gør jeg hvis Laura får et mega angstanfald midt Amagercenteret? Det har jeg ikke en rygende fis forstand på!!!

Her viser personalet, at de virkelig forstår hvilken en situation vi står i. Jeg når slet ikke at forklare min bekymring og angst for at være alene med Laura hvis hun bliver dårlig. De giver os en ”angst-pille” (ved ikke hvad den hedder 😀) og fortæller os, at den vil virke i løbet af 15 minutter, hvis Laura bliver angst. De fortæller ligeledes, at det er en god ide, at lægge en plan for dagen, inden vi tager afsted – og det gør vi.

Vi aftaler, at det første vi gør, når vi kommer til centeret, er at købe noget at drikke, hvis hun skulle få brug for at tage tabletten. Derefter aftaler vi præcis hvad vi vil gøre, hvis anfaldet kommer og hvor vi vil gå hen. Det beroligede os begge en smule. Og måske fik hun slet ikke noget angstanfald. Men det gjorde hun. Vi havde kun været i centeret i kort tid, da Laura fik det dårligt. Pludselig blev hun kridhvid i ansigtet – hendes krop var stift som et bræt, hendes øjne blev tomme og skrækken lyste ud af hende. Der var intet sket inde angstanfaldet – alt var inden anfaldet fuldstændig stille og roligt. Det kom bare ud af den blå luft. Det er virkelig skræmmende – hvis man bare vidste hvad der udløste angstanfaldet, så var der måske nogle situationer man kunne undgå i fremtiden – men sådan er der desværre ikke.

Planen som vi lavede inden vi tog afsted – den virkede. Uden et eneste ord gik vi hen til den bænk, som vi havde aftalt. Laura fandt tabletten frem og jeg åbnede drikkevarer. Efter pillen var indtaget sad vi bare helt stille uden et eneste ord. Jeg sad blot og kælede hende forsigtigt op og ned af ryggen – stadig uden et eneste ord. Da Laura mærkede at tabletten var ved at virke, blev hun rolig og begyndte at tale igen. Resten af dagen forløb stille og roligt – vi havde en super hyggelig dag.

Da Laura blev træt kørte vi retur til A1 – men vi havde en succesoplevelse med i tasken 😀 Vi havde virkelig lært noget i dag, som kort og enkelt gik ud på: Lav en plan inden vi tager afsted. En meget vigtig lektie, som vi har brugt lige siden.

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 4 - har du ikke læst del 1, 2 og 3, kan du finde dem her: Del 1Del 2Del 3

Det første møde

Der gik halvanden uge fra Laura blev indlagt, til vi skulle til det første møde med personalet på afdelingen. I den halvanden uge gik min mand, Peder, og jeg i en form for tåge. Al var meget uvirkeligt. Tanken om at Laura havde selvmordstanker, var slet ikke til at holde ud. Hvordan kunne man gå fra at være den gladeste pige til pludselig at være selvmordstruet? For os at se, var det jo nærmest noget der skete fra den ene dag til den anden. Men set i bagklogskabens kloge tegn, er det selvfølgelig noget der er sket over lang tid – men ingen så det.

Vi besøgte hende meget den første uge – sørgede for at hun havde de ting hun skulle bruge. Vi kunne mærke hun følte sig tryg, så det var vi også. Laura valgte fra starten, at være 100 % åben om sin indlæggelse, og det fulgte vi også. Så familie, kollegaer mv. fik det hele af vide fra starten. Det gjorde det samtidig en hel del nemmere at holde ud. Andre havde stor forståelse for, at man måske ikke var helt så koncentreret på jobbet, som man plejede. Jeg er simpelthen så heldig, at jeg har de mest forstående kollegaer og ledere – hvilket man virkelig har brug for i sådan en situation.

Efter halvanden uge, skulle vi så til møde med personalet på psykiatrisk afdeling A1. Nerverne sad lidt ude på tøjet – for hvad var det vi skulle? Og hvad forventede de af os? Skulle man ind og have en lektie i, hvor dårlig en mor man havde været? Og om alle de fejl man måske har lavet? Alle mine tanker blev gjort til skamme!

Vi blev præsenteret for Lauras psykolog og kontaktperson – de var enormt søde. Laura havde valgt at vi skulle vide alt hvad hun havde talt med sin psykolog om til de første samtaler – Laura startede med at fortælle, men kunne ikke fortælle det hele, hvorefter psykologen overtog og fortalte om Lauras tanker. Det var meget, meget underligt. Pludselig var det som om at disse fremmede mennesker kendte Laura meget bedre en jeg! End jeg, hendes mor!! Men efterhånden som mødet skred frem blev jeg mere rolig, da jeg overbeviste mig selv om at dette her ikke handlede om mig – men om Laura. Laura deltog ikke i hele mødet – tror det var underligt for hende at vi talte om hende, som om hun ikke var til stede.

Men at høre en, for mig vildt fremmed menneske, fortælle at min datter har selvmordstanker, lavt selvværd, har tankemylder og fornemmelsen af at blive forfulgt. Det var hårdt! Og at finde ud af at nogle af symptomerne muligvis allerede var opstået i den tidlige teenagealder – ja, så vender den dårlige samvittighed sig igen. HVORFOR kunne jeg ikke se det?
Lige præcis da jeg sad med disse tanker, begyndte psykologen at tale direkte til mig – er ret sikker på hun har være i denne situation masser af gange, og vidste præcis hvad jeg sad med i hovedet. ”DU skal ikke have dårlig samvittighed – DU kan ikke gøre for det – DU kunne ikke vide det” sagde hun, mens hun kiggede mig direkte i øjnene. Og i det øjeblik blev jeg slatten som en gammel karklud – som om hun havde løftede en 3 tons murstensvæg bort fra mine skuldre. ”Vi er professionelle – vi ved hvordan vi hjælpe Laura og det gør vi” fortsatte hun. Og så sagde hun noget, som jeg aldrig glemmer. Jeg skulle til at spørge ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe Laura? ” – men det nåede jeg slet ikke – som om hun vidste hvad jeg ville spørge om: ”Du skal bare være mor – for det job klarer du rigtig godt”

Da mødet var slut, blev vi hos Laura på hendes stue hvor vi talte og talte sammen uden personalet. Vi var selvfølgelig kede af, at hun var indlagt. Men vi havde også en god fornemmelse – her kunne hun få den hjælp hun havde brug for. Vi var blevet også blevet overbevist om, at vejen tilbage til det ”normale” ville blive lang – meget lang.

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 3 - har du ikke læst del 1 og 2, kan du finde dem her: ​Del 1​​Del 2 ​

Turen til Digevej (Psykiatrisk afdeling A1, Amager)

Vi befinder os nu i midt juni 2016. Efter episoden i byggemarkedet, som jeg omtalte i sidste blogindlæg, fik Laura heldigvis hurtigt en tid hos sin praktiserende læge. Laura ringede til mig, da hun var på vej til lægen – lød ved godt mod – og havde ikke noget imod at tage af sted alene, selvom jeg havde tilbudt at tage med. Som mor vil man jo gerne tage sig af sit barn – specielt ved sygdom – men omvendt så er hun jo voksen og skal have lov til selv at bestemme. Vi aftalte, at hun ville ringe når lægebesøget var slut. Og det gjorde hun!
”Mor, jeg er på vej til psykiatrisk skadestue på Amager. Min læge har ringet og sagt, at jeg er på vej. Men mor, jeg ved ikke hvordan jeg finder derud”. WHAT!! Mit hjerte fløj ud af kroppen og min hjerne sprang i luften. Hvad fanden sker der?

Laura var ked af det og total forvirret – så jeg tog et par hurtige dybe, meget dybe, vejrtrækninger og så frem med den beroligende ”mor-stemme”. ”Laura, find en taxa, giv chaufføren adressen og han skal nok sørge for, at du kommer det rigtige sted hen”. Og det gjorde hun. Tiden gik og jeg hørte ingenting. Tankerne begynder at flyve. Hvad er psykiatrisk skadestue? Hvad laver de der? Skal jeg køre afsted nu – eller vente til der bliver ringet efter mig? Jeg anede intet – og tog min jakke af og på flere gange…… Omsider ringede Laura. Hun var ankommet på Psykiatrisk skadestue og sad i venteværelset I 4 TIMER inden hun kom ind til en psykolog og vist nok en sygeplejerske. Laura blev indlagt – men var fuldstændig rundt på gulvet, da jeg talte med hende. Efter nogle timer, talte vi sammen igen – hun ville ikke have besøg den dag, så vi aftalte at jeg og min mand, skulle komme dagen efter.

Dagen efter, hvor vi skulle besøge Laura på ”Akutten”, ringede hun og sagde, at lægerne havde beslutte at overføre hende til afdeling A1. En afdeling for psykisk syge unge – en åben afdeling. Det gjorde os lidt forskrækket, for så lød det jo pludselig som en længere indlæggelse – hvilket det senere også blev til.

Da Laura blev indlagt direkte efter besøget hos den praktiserende læge, havde hun intet med sig. Kun sin telefon. Så vi måtte i gang med at finde tøj, sko, oplader til telefon og meget, meget mere. Da vi ankom, troede personalet vist, at vi alle 3 var ved at flytte ind.

Vi fandt hurtigt Laura på ”Akutten” - og blev mødt af nogle utrolige ansatte. Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg havde forestillet mig – men jeg tænkte ”Gøgereden”. Filmen med Jack Nicolsen som ender på en galeanstalt og til sidst får det hvide snit. Men det var simpelthen så stille og roligt – personale brugte en masse tid på at tale med Laura og os. Hun blev installeret på A1 mens vi var der – og mødte hendes kontaktperson. Vi sad lidt sammen – drak en kop kaffe og Laura begyndte at føle sig mere og mere tryg. Til sidst bad hun os om at køre – hun var træt.

Vi sagde farvel – og kørte hjemad. Havde bare lyst til at skrige ”Kom med mor hjem” Men nu var jeg godt klar over, at den hjælp Laura havde brug for, var ikke noget vi kunne levere. Det skulle der professionelle folk til.

At erkende, at man ikke kan hjælpe sit barn – er simpelthen det værste jeg har oplevet.

Læs Lauras indlæg om præcis den samme situation – hvordan oplevede hun det? Hvilke tanker for igennem hendes hoved? Tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 2 - har du ikke læst del 1, kan du finde den HER

En tur i byggemarkedet

I starten af Laura sygemelding, var jeg meget på Amager. Vi troede jo det var en fysisk sygdom hun led af – og at lægerne ”bare” manglede at stille en diagnose. Vi brugte tiden til at lave nogle småting i Lauras lejlighed. Af en eller anden årsag skulle vi en tur i det lokale byggemarked – jeg erindrer ikke hvad vi præcist var i gang med i lejligheden, men husker kun at vi manglede skruer. I nærheden af byggemarkedet ligger den kaffebar, som Laura arbejde i og som hun altid har været glad for. Derfor siger jeg til hende da vi kommer ud af byggemarkedet ”Lad og så hen på kaffebaren og hilse på dine kollegaer og drikke en kop kaffe”. Jeg kunne forstå hvis Laura bare havde sagt: ”Nej tak” eller noget lign. Men den reaktion der kom, var jeg absolut ikke forberedt på. Hun stod bare og kiggede på mig mens tårerne flød ned af hendes kinder: ”Behøver jeg det, mor” sagde hun. Laura er normalt ikke en pige der græder i al offentlighed – det gemmer hun derhjemme. Men nu stod hun der – opløst i tårer – midt på Amagerbrogade i myldretiden. Og præcist dér gik det for alvor op for mig, hvad der kunne være galt.

Desværre har jeg før, med egne øjne, oplevet kollegaer gå helt og aldeles ned med stress. Og pludselig kunne jeg se de samme signaler på Laura. Hvorfor fanden havde jeg ikke set det før? Burde jeg ikke have set det før?

Tynget af den dårligste samvittighed, tog jeg Laura under armen og vi gik tilbage til Lauras lejlighed.

Her talte vi frem og tilbage om det hele – Laura var selv overrasket over sig egen reaktion og det skulle vi lige have talt igennem. Konklusionen på det hele blev, at hun skulle kontakte sin læge dagen efter og få en tid. For NU var vi klar over at der ikke kun var noget fysisk galt.

Så besøget i byggemarkedet blev en kæmpe øjenåbner…..

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

For halvanden år siden blev min datter, Laura 24 år, psykisk syg. Hun har været indlagt på åbent psykiatrisk sygehus 2 gange – og er igennem en hård kamp for at vende tilbage til den ”normale” hverdag. Som forældre lever man også med sygdommen, som var man selv ramt af den. Når man ikke har levet med denne form for sygdom før, kommer det som en chok. Det er svært at hjælpe – og når man hjælper, er det ikke altid den rigtige hjælp man giver. Emnet er enormt tabubelagt – men Laura har fra starten valgt at være 100 % åben om hendes sygdom – hvilket vi kan mærke nogen gange chokerer vores omverden.

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dagen hvor alt blev sort…

Det første indlæg, vil handle om de første tegn på, at der var noget galt med Laura. Men også om hvor blind man som pårørende kan være – alle alarmklokker burde ringe, men det gjorde de ikke.

En søndag formiddag sidst i maj måned 2016 sidder jeg og nyder solen på vores terrasse. Nyder at der omsider er en søndag hvor jeg bare kan slappe af. Min mand, Peder, er taget i træningscenteret og Laura er på Amager i sin lejlighed. Hun har besluttet at lade en veninde flytte ind i lejligheden, så hun er i fuld sving med at gøre klar med rengøring osv.

Jeg kigger på min telefon, som står på lydløs, og kan se, at både Peder og Laura har ringet ret mange gange. Inden jeg når at ringe retur ringer Laura til mig. Straks kan jeg høre der er noget galt! ”Mor, jeg er væltet i lejligheden og nu bløder jeg ud af mit hoved”. Jeg spørger straks ind til hvor præcist hun bløder – ”I håret” svarer hun bare. Jeg kan tydelig høre, at hun er helt rundt på gulvet – og hvordan skal jeg hjælpe hende? Hun er på Amager og jeg i Næstved…. Jeg taler med den mest rolige stemme jeg kan ” Laura, læg røret på og ring 112” – og det gør hun.

Det næste der skete, kan jeg kun skrive, som Laura har fortalt mig det – for jeg var ikke nået til Amager endnu. Ambulancen kom – undersøgte hende og efter lidt snakken frem og tilbage tog de hende med til Amager Sygehus. Hun blev undersøgt på kryds og tværs og syet med et par sting i panden. Lægerne mente at der måske var noget neurologisk galt, så de valgte at sende hende videre til Glostrup til skanning og videre undersøgelse.

Jeg nåede ikke til Amager Sygehus, men mødte Laura på Glostrup Sygehus ligesom undersøgelserne var overstået. Laura havde en form for hukommelsestab – hun kunne intet huske fra episoden i lejligheden. Kun at hun pludselig sad ved sin seng med hul i hovedet. Det var skræmmende! Skanningen viste ingenting – ej heller den neurologiske undersøgelse viste noget unormalt. Vi blev sendt tilbage til Amager Sygehus – som indlagde Laura på hjerteafdelingen i 24 timer med en hjertemonitor for at finde ud af om der var tale om hjerteproblemer. Dagen efter, hvor hun blev udskrevet, fik hun en lille maskine med hjem, som hun skulle have på i 2 uger. Lægerne mente stadige hendes Black Out skyldes hjertet.

Laura havde på det tidspunkt arbejde 3 steder – en kaffebar, et diskotek på Bakken og i en bagerforretning. Derud over var hun statist i diverse tv-serier og sufflør på Bådteatret og Teater Grob. En travl dame, som gerne ville det hele. Lægerne anbefalede at hun blev sygemeldt fra al arbejde foreløbig i 4 uger, indtil de havde fundet ud af hvad der præcist var galt med hjertet.

Der var lidt uregelmæssigheder omkring Lauras hjerte – men det var det mindste problem. At jeg som mor ikke så hvor udkørt Laura var – kan jeg slet ikke forstå nu. Jeg burde have stoppet hende, bedt hende om at drosle ned på arbejdet, men når vi talte sammen lød hun glad og med overskud. Men det var ikke virkeligheden – hun var så banketræt og udkørt – men var kommet så langt ud, at hun slet ikke selv mærkede det. Som om hendes krop kørte på autopilot uden følelser. Senere i forløbet finder vi ud af grunden til hun styrtede omkuld. Det var simpelthen kroppens måde at sige: ”NU STOPPER DU”. Der har sikkert været andre signaler – men Laura så og mærkede dem ikke. Derfor lukker kroppen bare ned. Havde vi vist det dengang, som vi ved nu……

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

More to come J

Likes

Comments

Da Laura, min datter, flyttede hjemmefra, havde vi pludselig et stort ekstra værelse helt uden møbler. Samtidig med at Laura ikke havde de store penge til møbler til sin lejlighed, havde jeg omvendt heller ikke lyst til at fylde ekstraværelset hjemme hos mig selv med helt nye møbler. Hvad gør man så? Det var nok der, min kræmmer dukkede op første gang. Laura manglede mange ting – så der røg vi på DBA for første gang. Der blev købt 2 fede lænestole som var fuldstændig ubrugte – de kostede 500 for dem begge. Sofabord for 150 kr. og spisebord med 4 fede stole til 700 kr. Alle møblerne er i top.

Til ekstraværelset hjemme hos mig selv manglede jeg en sofa/seng. Sofa som til daglig kunne bruges som en hyggekrog, men jeg ville også gerne have en ekstra seng til overnattende gæster. Så ud på salgssiderne igen – og her fandt jeg den fedeste sofa med chaiselong, som kan laves om den en seng. Den havde bare stået på et værelse i et par år – og kun været brugt et par gange. Oprindelig købt i IKEA for 2500 kr. Den hentede vi så lige for 500 kr. Og sørme om vi ikke fandt en flot lampe der passer til sofaen til 150 kr. (Lampe og sofa kan I se på billederne)

Samtidig med, at jeg tæsker alle salgssiderne igennem, lykkes det også mig ofte at sælge mig nogle af mine egne ting og møbler. Ligesom Laura og jeg sælger vores tøj og ting på lokale kræmmermarkeder om sommeren. De penge vi tjener ved salg bruger vi til indkøb af andre brugte ting. Og det er foreløbig en god forretning.

Vi har en ”kræmmerpung" hvor vi lægger de penge i som vi tjener på salg – og det er også den pung vi tager pengene fra når vi selv køber brugte ting. Og indtil videre har det været en god forretning – der er i hvert fald stadig 1000 kr. i overskud, selvom vi har købt møbler i lange baner. Jeg er glad for mine mange handler – Peder, min mand, synes nok det ind i mellem tager overhånd – det er nemlig ham der må spænde traileren til bilen og lege flyttemand.

Men kig efter på salgssiderne både på DBA men også Facebook – du kan indimellem gøre nogle rigtig gode handler.

More to come J

Likes

Comments

Jeg er den type der bliver meget hurtig træt af mit tøj – derfor behøver mit tøj ikke være af højeste kvalitet, da det alligevel hurtigt ryger videre til Kirkens Korshær. På billedet kan I f.eks. se min nye skjorte – den er købt i Lidl til den famøse sum af 59 kroner. I like it! Sådan køber jeg det meste af mit tøj – jeg er 100 % ligeglad med tøjmærker, bare jeg synes tøjet er pænt. Men jeg gør mig lige den ulejlighed at finde ud af hvor tøjet er produceret – for jeg vil ikke støtte børnearbejde og lign.

Mit tøj behøver heller ikke at være nyt. Jeg elsker f.eks. når min søster rydder op i sit tøj. Så kommer der en kæmpe sæk hjem i min stue, som jeg kan bruge dagevis på at rode rundt i.

Når det kommer til sko – ja, det er et problem. Jeg kan simpelthen ikke få sko nok. Og det mest åndsvage er, at jeg ikke bruger halvdelen af dem….. Det er de samme 2-3 par sko jeg bruger – de andre ligger bare fint i deres kasser…..

At jeg er også er blevet lidt af en kræmmer, kan I læse mere om i mit kommende blogindlæg.

More to come J

Likes

Comments

Her fra starten vil jeg gerne præsentere mig selv:

Om mig selv: Gift med Peder siden 1997 og mor til Laura Anna på 24 år. Min datter er bosat på Amager – min mand og jeg på Sydsjælland. Til daglig arbejder jeg som sekretær i en kommune.

Jeg er, som jeg er! Der er intet filter over mig – det kan jeg slet ikke finde ud af. Det du ser – er det du får. At sige de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, fordi det er hvad ”man forventer” – det er ikke mig. Jeg er spontan og taler før jeg tænker. Det bringer mig nogen gange i nogle situationer, hvor jeg må ud i nogle længere forklaringer, da min spontanitet ofte misforstås. Nogen bliver forarget - andre nærmest klapper af mig, fordi jeg prompte reagerer og siger min mening. Jeg øver mig i, at tænke før jeg taler, men nu er jeg lige rundet de 50 – så det bliver nok ikke i dette liv :-)

Jeg ramte, som før skrevet, de 50 år her i september. Det gør ikke ondt :-). Men det er sjovt som lykønskningerne har forandret sig. Normalt når man bliver ønsket tillykke er det med en glad stemme og et smil. Da jeg blev 50 blev der sagt tillykke med en meget lav stemme – nærmest som om man udtrykte medlidenhed og lagde forsigtigt en hånd på min skulder. Som om jeg lige havde fortalt dem, at jeg led af en frygtelig sygdom….. Det er sgu da mærkeligt. Det er vel ikke så meget anderledes at fylde 50 – som at fylde 49? eller 51?

Dette var starten på min nye blog – more to come J

Likes

Comments

Dette er mit første indlæg på denne blog – ja, på en blog i det hele taget. Nu har flere opfordret mig til at lave en blog om de mærkelige ting jeg går og sysler med. Ikke kun de synlige ting, men også de underlige ting der foregår i mit hovedet. For jo mere jeg taler med andre – jo mere går det op for mig, at jeg nok ikke er helt som ”alle”.

I løbet af de næste dag, vil jeg prøve mig lidt frem her på siden – har ikke helt fundet ud af alle funktionaliteterne endnu. Men så er det jo godt man har en datter på 24, som bare har styr på alt det :-)

More to come...

Likes

Comments