Nu er jeg nået til det tidspunkt, hvor jeg kigger tilbage og tænker over hvilket år 2017 har været. Og jeg siger bare ”Fuck dig 2017! ” Det har været et år jeg bare vil glemme hurtigst muligt, men er desværre nok et af de år man kommer til at huske bedst. Og jeg vil prøve at beskrive hvorfor.

Svigerfar

Min svigerfar har i mange år været syg. Koll, astma, dårlig ryg, sukkersyge og en masse andet jeg ikke ved så meget om. Han har levet med konstante smerter i mange år. 2017 var desværre det år, hvor han valgte at give op. Efter en længere tids indlæggelse, valgte han at blive sendt hjem for at dø. Han ville ikke spise, nægtede sondemad og havde i bund og grund givet op. Han havde ikke flere kræfter. Den 6. maj gav han slip – kun 68 år gammel. Selvom vi vidste hvilken vej det gik, var vi alligevel helt ødelagte, da han døde.
Tiden efter svigerfars farvel er meget svær – specielt for min svigermor, som vi gør vores bedste for at hjælpe videre.

Min far

Min svigerfar blev begravet en torsdag. Nu var der ligesom sat et punktum – og nu handlede det om at få en hverdag til at fungere igen. Men det nåede vi slet ikke for søndagen efter fik min far en blodprop i hjertet! Han havde hjertestop 3 gange på vej til Rigshospitalet, hvor han blev lagt i respirator. Da vi min mor, søster og jeg ankom på hospitalet var det slet ikke gået op for os, hvor slem det egentlig var. Det var først efter vi havde ventet nogle timer, at lægen kom og talte med os. Så gik det op for os, at vi hellere måtte ringe til resten af familien og bede dem om at komme. Det var muligvis et farvel til min far. I flere dage svævede han mellem liv og død. Han er 83 år – så hvor mange kræfter har han? Langsomt – meget langsomt kom han nogenlunde til sig selv. Og efter 3 uger på Rigshospitalet kunne han flyttes til Køge intensiv. Her gik det virkelig op og ned – ind og ud af respirator. Jeg kan slet ikke beskrive hvor mange ting han måtte igennem – det var virkelig forfærdeligt. Men han havde taget en beslutning – hans tid på jorden var ikke forbi endnu. Efter 3 lange måneder blev han udskrevet.
Inden han blev udskrevet havde min mor, søster og jeg en samtale med Stevns Kommune, som ville sørge for hjælpemidler, når han kom hjem. Det lød da dejligt – og nemt. Men det var det selvfølgelig ikke. Vi måtte virkelig kæmpe for at få de få ting i hjemmet, som han havde brug for. Men det lykkes os til sidst. Tænk hvis man ikke har en stærk familie der kan hjælpe! Men vi var trætte – virkelig trætte.
Lige inden julen i år, fik han desværre lungebetændelse og måtte indlægges på Køge sygehus. Det betød juleaften uden ham og min mor, som deltog i et lille julearrangement på sygehuset. Heldigvis er han udskrevet igen og er hjemme og fejre nytår.

Min datter

Som I ved, er min datter, Laura, psykisk syg. I 2016 var hun indlagt 2 gange på psykiatrisk afdeling på Amager. Min svigerfars død og min fars blodprop satte virkelig Laura på prøve. Hun var så ked at det, at hun slet ikke kunne hænge sammen. Samtidig havde jeg ikke det samme overskud til at hjælpe hende, som jeg plejede. Alt dette lagt sammen betød, at Lauras kontaktperson, synes hun skulle indlægges igen. Så brød min verden næsten helt sammen. DET kunne simpelthen ikke være rigtigt – alle de dårlige ting fortsatte bare. Laura og jeg talte om det rigtig længe og aftalte, i samråd med Lauras kontaktperson, at Laura skulle flytte hjem til os i et stykke tid. Måske kunne hun få det bedre, hvis hun ikke var alene på Amager. Og sådan blev det. Laura rykkede til Næstved og vi kørte hende til Amager et par gange om ugen, så hun kunne passe sine møder med sin kontaktperson og i de forskellige samtalegrupper hun deltog i. Og det er gået ganske fint – hun undgik en 3. indlæggelse og flyttede langsomt tilbage til Amager. Nu er hun kun hos os ca. hver anden weekend – resten af tiden klarer hun sig selv ganske godt i lejligheden på Amager.

Min fødselsdag

Et af lyspunkterne i 2017 var min 50 års fødselsdag. Egentlig ville jeg slet ikke holde noget, for med alt det der var sket i løbet af året, synes jeg slet ikke jeg havde overskud. Men min søster insisterede ”Vi trænger til en fest” sagde hun. Og sådan blev det. Første lørdag i september havde vi sat telte op i haven og inviteret 45 gæster til pølsemadder og håndbajere. Totalt afslappet – og bare en super dag. Det bedste ved festen var dog at min far var kommet så meget til hægterne, at ham og hans nye rollator deltog hele dagen. Hele familien var samlet sammen med en masse rigtig gode venner. Det blev en fest der varede hele natten og den oplevelse kan jeg leve rigtig længe på.

Arbejdet

Arbejdsmæssigt er det gået rigtig godt. I 2017 var vi (igen) udsat for en organisationsændring – det betød, at min afdeling pludselig gik fra ca. 50 ansatte til 100. Først synes jeg det var meget overvældende med så mange nye kollegaer samt en ny chef – men som tiden gik, følte jeg mig rigtig godt tilpas. Jeg har nok fået verdens sødeste ”room-mate” og min nye chef er utrolig forstående overfor alle de ting som jeg om min familie har været igennem i 2017.

Udover alt det jeg har nævnt herover, har 2017 også budt på en nær venindes næsten umulige kamp mod kræften, et par andre familiemedlemmer der også kæmper med sygdom (navne udeladt da de ikke ønsker at bliver nævnt) samt et hoved konstant fuld af bekymringer.

Lige nu har jeg kun 1 mål: JEG SKAL UD AF 2017 I EN FART! 2018 kan kun blive bedre.

Rigtig godt nytår.

Design din blog - vælg mellem masser af færdige skabeloner på Nouw, eller lav din egen: "peg og klik" - Klik her

Likes

Comments

Hvorfor er det sådan, at julen altid kommer bag på mig? Den ligger sgu da samme dato hvert år - og alligevel er den pludselig dér.

Men så er jeg jo så heldig at have en datter der bare ALDRIG glemmer vores juletraditioner. Hun er så "jule-tosset" at hun kan finde på at se en gammel julekalender i november bare for at "varme op" :-)

Laura har være på forlænget weekend hjemme hos os - og tak for det. For nu er jeg ikke lige så lang bagud som jeg ellers ville have været. Da jeg kom hjem fra arbejde i fredags havde hun pyntet huset op til jul. Lørdag fortsatte hun og adventskransen var pludselig klar. Og søndag vankede der kalendergaver og besøg hos mine forældre og fejre 1. søndag i advent..

Specielt adventskransen blev jeg glad for - i år er det min have der har sørget for det meste, da vi har valgt kun at bruge naturlige ting til pynten. Og den blev da ganske vellykket :-)


Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 8 - har du ikke læst del 1 – 7, kan du finde dem her


Indlagt igen

Laura var hjemme i 2,5 mdr. så blev hun desværre indlagt på Digevej igen. I dette afsnit vil jeg skrive lidt om hvad der skete inden hun blev indlagt for 2. gang – og hvorfor hun blev indlagt.

Den første tid efter 1. indlæggelse gik fint i starten. Laura fik støtte fra Opus og mentor til de daglige udfordringer. Vi støttede op så godt vi kunne og var i lejligheden på Amager så meget vi kunne, ligesom Laura tit var i Næstved hos os.

Laura har altid haft en drøm om at blive skuespiller – og havde i nogle år tilknytning til forskellige teatre i Kbh. hvor hun havde forskellige jobs som f.eks. sufflør, statistroller mv. Derfra havde hun også fået et lille netværk af forskellige teatre personer – og på den måde, fik hun kontakt med en gruppe der kaldes Contact på Frederiksberg. De ville sætte et stykke op der kaldes ”Der skal mod til”. Et stykke der skulle handle om psykisk sårbarhed fortalt af personerne selv:

”DER SKAL MOD TIL

Fortællinger om at føle sig sårbar som ung i Danmark.

Alle kan føle sig ensomme og sårbare. Når vi gør det, kan hverdagen virke som en slags teaterforestilling, hvor vi må præsentere en glad og positiv udgave af os selv for vores omgivelser. På tage os en rolle. Tage en maske på. Publikum venter. Tæppet går. Det er showtime.

DER SKAL MOD TIL er en forestilling, hvor den personlige erfaring bag facaden er i rampelyset. Vi er en gruppe unge, som fra scenekanten fortæller dig om vores kampe, nederlag og sejre. Om vores diagnoser, indlæggelser og bekymrede forældre. Men også om vores veje ud på den anden side, om vores mod til at møde dig, der sidder nede blandt publikum – og måske kan genkende dig selv i vores historier.

Forestillingen spillede på Edison i efteråret 2016, og projektet var støttet af VELUX FONDEN. ” Citat fra http://www.contact.dk/turneforestilling/der-skal-mod-til/

Det var virkelig en oplevelse – specielt for ”os på sidelinjen” at se og høre denne forestilling. ALLE skulle havde været der. Selvom Laura havde været syg i et stykke tid – og vi synes vi havde forstået en masse, fik vil alligevel en masse med hjem. Både fra Lauras personlige historie på scenen men så sandelig også fra alle de andres. Vi var hele følesesregistret igennem: vi græd, vi grinede, vi var overrasket og sidste men ikke mindst: Vi var oplyst.


Ud over selve forestillingen, blev der udarbejdet undervisningsmateriale til brug for de ældste klasser i folkeskolen samt i gymnasiet. Materialet indeholder tekster fra forestillingen mv. Det kan downloades på her: http://www.contact.dk/turneforestilling/der-skal-mod-til/ Har I lyst til at læse Lauras monolog kan I finde den på side 7 i materialet. Lauras indlæg/historie ”Du er ikke alene” i materiale findes på side 17.

Jeg så forestillingen to gange. Den første gang til premieren med min mand, Peder, og igen i slutningen af rækken af forestillinger, sammen med min mor, søster og niece. Jeg tror, min familie følte, at de forstod Laura bedre efter denne forestilling – de så Laura stå foran 300 mennesker og fortælle sin historie med tårer i øjnene og de så og hørte hvor svært det var. Jeg var mega stolt af Laura – for som overskriften beskriver: ”Der skal mod til”. Havde det været mig som 24 årig, havde jeg ikke stået der. Så modig ville jeg aldrig have været.

Følelsesmæssigt, var det måske ikke det rigtige tidspunkt for Laura at deltage i forestillingen – måske var indlæggelsen på psykiatrisk center for tæt på og måske var hun stadig for syg til at være med? Hvem ved? I hvert fald gik det stille og roligt ned af bakke mens forestillingen stod på. Hun var bange for at være alene, hun fik selvmordstanker og stod pludselig i køkkenet med en kniv i hånden og en stemme i hendes hoved sagde, at nu skulle hun dø. Heldigvis er Laura klog nok til at finde vej til Opus og fortælle sin kontaktperson og læge om det. Laura blev indlagt igen. Denne gang på psykiatrisk akutafdeling. Lauras læge mente, hun blot havde bruge for et par dages indlæggelse med lidt fred og ro, så ville hun kunne udskrives igen. Men sådan gik det ikke. Da hun efter en uge på akutten ikke havde fået det bedre, blev hun flyttet til A1 igen.

Selvfølgelig var det godt hun blev indlagt igen – jeg stolede 100 % på personalet – så hvis de mente hun skulle indlægges, ville jeg bestemt ikke sætte spørgsmålstegn ved det. Blev jeg ked af det? Selvfølgelig, men mine følelser var i den situation ligegyldige. Laura skulle bare have det bedre. Det værste, for mig, ved hele situationen, var den besked Laura sendte hjem til mig: ”Kære mor. Nu må du ikke blive ked af det, men jeg bliver indlagt igen…….” Den besked slog mig som en knytnæve i maven – og jeg fik enorm dårlig samvittighed. Laura kæmpede ikke blot sin egen kamp mod sygdommen, hun kæmpede også for ikke at gøre mig ked af det! Det kunne jeg næsten ikke bære…. Hun skulle ikke tænke på mine følelser – kun bruge sine kræfter på at blive rask igen.

Denne indlæggelse varede kun 5 uger. Ikke længe i forhold til den første indlæggelse som var 3,5 mdr. Vi havde lært meget af den første indlæggelse, så denne gang øvede vi i at tage hjem til lejligheden fra starten. Det betød heldigvis, at udskrivelsen ikke var så svær som sidst. Desværre havde Laura under 2. indlæggelse mistet sit arbejde på kaffebaren. Nu havde hun været sygemeldt så længe, at arbejdsgiver ikke længere troede på, at hun kom tilbage. Selvom vi synes det var trist, var Laura på en eller anden måde også lettet, tror jeg. Så var der en dårlig samvittighed mindre at tænke på.

Laura blev udskrevet i december 2016 – og hun var i rigtig godt humør. Denne gang kunne jeg mærke, at hun glædede sig til at komme hjem. Til forskel fra den første gang, hvor hun frygtede det. Det var utrolig dejligt, og vi kunne mærke at julefreden sænkede sig over os – i hvert fald for en stund……

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Typisk mig.... Har lige haft en uges ferie og i stedet for at slappe af, giver jeg mig selv så mange projekter, at jeg glæder mig til at komme på arbejde og "slappe af" :-)

Jeg havde en aftale med min datter om at vi skulle ordne hendes lejlighed i denne uge. Hendes roommate er flyttet ud, og Laura vil gerne have lejligheden for sig selv. Det betød at der skulle flyttes rundt på en masse møbler, og der skulle hentes ting og sager ned fra loftet. De tunge ting klarede Peder heldigvis (puha - Laura bor på 1. sal og loftet er på 5. ...) Peder klarede også at få flyttet Lauras spisebord og stole fra Næstved til Amager - et flot men gammelt spisebord.

Alt forløb fint, indtil det dumme bord ikke kunne komme ind i lejligheden.... Det endte desværre med, at et par ben fløj af bordet. Før i tiden ville vi straks ringe efter min far, Poul, eller min svigerfar, Bent. Begge rigtig "gør det selv mennesker" som altid kunne opfinde en "dims" som passer. Desværre mistede vi min svigerfar tidligere på året og min far er over 80 år og rekreerer efter en blodprop i hjertet. Så der var ikke andet for, end jeg selv måtte opfinde den berømte "dims".

Det ansigt, Laura viste, da benene fløj af bordet gav mig næsten mareridt de næste dage. Hun var så ked af det... Så jeg tænkte og tænkte over hvad jeg kunne gøre, og endte med at køre i trælasten og købe næsten alt hvad der kunne tænkes vi skulle bruge. Trælim, lange selvskærende skruer, beslag i alle former, skruetvinger mv.

Afsted til Amager det gik med bilen fuld at alverdens ting og sager. Først limede jeg benene fast under bordpladen og fik sat nogle ordentlig skruetvinger fast. Om det var nok vidste jeg ikke - så hellere gå med livrem og seler :-) Derfor fik hvert ben 2 beslag som både sad fast i benet og i undersiden af bordpladen. Det så rædselsfuldt ud....

Benene var knækket på kryds og tværs, så der var desværre ikke rigtig mulighed for at lave det på andre måder - ihvertfald ikke i mit hoved :-) Men frem med mirakelmidlet: Hvid fugemasse :-) Fugemasse i revnerne - lad det tørre, male med hvid metalmaling 3 gange og vupti så lignede ordet en million igen. Jeg havde tilbudt Laura at købe hende et nyt bord (Nu var det jo Peder og jeg der havde ødelagt det) - men hun insisterede på, at det var det 100 år gamle bord hun ville have - og det fik hun. Herunder ser i det færdige resultat - og vi er begge ganske tilfredse :-)

Udover at vi fik repareret bordet, fik vi hængt nye billeder på væggene, 2 nye spejle kom også op. Derudover en masse ledning der skulle trækkes rundt i lejligheden (De gamle Københavnerlejligheder har ikke mange stikkontakter :-)) Og til slut en totalrengøring af alle rum i hele hytten. 3 dage tog det - men hold da op hvor blev det flot..

Efter de 3 dage hos Laura tog jeg hjem til Næstved igen og fortsatte. Vendte hele gæsteværelset på hovedet - sorterede, smed ud mv. Min drøm er at lave gæsteværelset om til mit eget garderobe/træningslokale. hvor der er plads til al mit tøj, og hvor jeg kan have min crosstrainer og træningsmåtte som pt. står midt i stuen. Mere om det projekt en anden dag.

Puuhhhh det er hårdt at holde ferie :-)


Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 7 - har du ikke læst de andre, kan du finde dem her: Del 1Del 2 - Del 3Del 4Del 5Del 6

Udskrivelsen fra Digevej

Inden Laura blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, blev hun tilknyttet Opus på Amager. Opus er et behandlingssted for psykisk syge unge under 30 år. Det er et sted med en masse forskellige personer ansat: Psykologer, ergoterapeuter, sygeplejersker, læger mv. Laura var enormt bange for at ”stå alene” efter udskrivelsen, så hun fik lov til at starte i Opus inden hun blev udskrevet. De første 2 gange hun var på Opus tog jeg med – første gang var jeg med til lægesamtale og næste gang var Laura alene hos sin nye kontaktperson. Det var en enorm dejlig oplevelse, da vi straks mødte personer, som havde styr på hvad Laura fejlede og var klar til at hjælpe både hende og familien videre. Med det samme kunne jeg også mærke, at Laura følte sig tryg – hun var blevet tilknyttet en rigtig god læge og en vidunderlig kontaktperson.

Dagen hvor Laura blev udskrevet, kom jeg og hentede hende. Hun havde været indlagt ret længe – og hun havde oparbejdet sig noget af et lager af tøj, bøger og meget mere – så bilen blev fyldt godt op. Da tidspunktet kom og vi skulle sige farvel til personalet, måtte jeg lige holde godt fast i Laura. Hun skulle jo sige farvel til de personer som havde hjulpet hende igennem de 3 sværeste måneder af hendes liv – så det var bestemt ikke nemt. Jeg er disse personer dybt taknemmelig – de hjalp hende på så mange måder, som jeg slet ikke havde evner til.

Men afsted det gik tilbage til Lauras lejlighed hvor vi installerede os. Den første at overnattede jeg i lejligheden, så hun kunne føle sig tryg. Lauras ”roomie” var flyttet ind lige inden Laura blev indlagt – og det var rigtig rart at vide, at Laura ikke længere boede alene. Vi skylder Lauras ”roomie” en stor tak – både for at holde øje med lejligheden mens Laura var indlagt – men også at drage omsorg for Laura J

Laura var, som tidligere skrevet, tilknyttet Opus og skulle mødes med sin kontaktperson 1-2 gange om ugen. Derudover havde Københavns Kommune tilknyttet Laura en såkaldt udskrivelsesmentor. Det er en person som vil hjælpe dig med at få dagligdagen til at fungere. Nogle personer, som har være indlagt i lang tid, kan have svært ved at komme i gang med de daglig gøremål – f.eks. rengøring, opvask, vasketøj mv. Det hjælper mentor dig så med – ikke at hun gør det for dig, men hun hjælper dig i gang og få struktur på din hverdag. Alt dette havde Laura dog ikke brug for – det klarede hun fint med lidt hjælp fra mig. Men Laura mødtes alligevel med mentor en gang om ugen til en snak om alt mellem himmel og jord. Og mentor tog med på jobcenter mv. – noget som Laura havde rigtig svært ved alene. Opus og mentor tog en enorm stor sten væk fra mine skuldre. Jeg havde adskillige gange tænkt hvordan vi skulle takle det hele, når myndighederne satte ind med deres love og regler. Efter sigende er det en jungle at bevæge sig ind i – og jeg gruede for, om jeg kunne finde rundt det hele. Men hurra for mentor: Hun kender reglerne ind og ud – og klarede møderne med kommunen sammen med Laura.

Så et godt råd til jer, som måske kommer i en lignende situation med jeres børn: Bed om en mentor – det er en uvurderlig hjælp.

Jeg tog hjem fra Amager med en rigtig god fornemmelse for, at Laura nok skulle komme igennem det hele.

De første par dage talte vi i telefon flere gange om dagen – og det gik stille og roligt fremad. Laura havde nogle gode samtaler på Opus – de var godt i gang med at hjælpe Laura. Dog også med hjælp af en del medicin. Laura gav udtryk for, at det var svært at være alene i lejligheden når ”roomie” var på arbejde, så jeg tog forbi så ofte jeg kunne. Da jeg har fri fra mit arbejde om fredagen, blev det en fast rengøringsdag i lejligheden. Efter rengøringen tog hun så med mig hjem til Næstved og blev weekenden over. Sådan fungerede det godt i et stykke tid. Det gav også mig en god fornemmelse i maven at vi havde fået en slags struktur: Hverdagene havde hun Opus og mentor og i weekenden hos os i Næstved.

En weekend, hvor Laura var i Næstved tog vi en tur i Næstved Storcenter. Laura havde det svært med mange mennesker omkring hende, men vi havde lovet lægerne at ”træne”. Derfor tog vi afsted med håndslag på, at vi ville tage derfra så snart Laura bad om det. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forestillet mig – måske at hun bare ville sige til, når det blev for meget og vi derefter bare tog hjem. Men sådan gik det slet ikke.
Vi havde ikke været der længe, før Laura måtte ud og have luft. Vi satte os udenfor lidt væk fra indgangen og drak en kop kaffe på en kantsten. Alt var stille og fredeligt og der var ikke særlig mange mennesker. Pludselig midt i al stilheden farer Laura op, vender sig om og ser skrækslagen ud. Men hvad kigger hun på? Der var intet bag hende – ingenting! Jeg blev simpelthen så forskrækket – godt jeg allerede sad på jorden ellers havde jeg slået mig.
”Hvad sker der, Musse”? Spurgte jeg. ”Der var nogen der tog mig på skulderen” svarede Laura. Men nej, der var ingen, der havde rørt hende. Da jeg havde fået beroliget hende lidt og fået overbevist hende om, at der ikke var nogen der havde rørt hende, satte vi os stille og roligt ned igen og talte om det. ”Mor, jeg føler der er nogen der gå bag ved mig hele tiden – og nogen gange rør ved min skulder eller ryg. Når jeg vender mig om er der ingen, men det føles virkeligt, selvom jeg godt ved der ikke er nogen” kom det omsider fra Laura. Ok – det er da et problem vi skal gøre noget ved, men da jeg ikke er psykolog og ikke ved hvordan man behandler sådan en følelse – ja, så måtte jeg improvisere.

Jeg følte ikke vi skulle forlade centeret med et nederlag – så jeg foreslog Laura at vi gik ind igen. Men i stedet for at gå ved siden af hinanden, skulle jeg gå lidt bag Laura. Så hvis hun følte der var nogen bag hende, vidste hun det bare var mig, Hvis jeg gik ved siden af hende, havde jeg en hånd på hende ryg så hun hele tiden kunne mærke mig. Og det lykkes. Det var måske ikke helt den løsning psykologerne havde foreslået, men det virkede for os og det var det vigtigste.

Personligt synes jeg denne tid i Lauras sygdomsforløb var den mentalt værste for mig. Selvfølgelig var det hårdt, da hun var indlagt, men da vidste jeg, at der var masser af læger og psykologer der passede på hende og hjalp hende. Og selvom hun var tilknyttet Opus, stod vi alligevel ret alene – for Opus var der jo ikke hele tiden.

Der foregik intet andet i mit liv på det tidspunkt end at hjælpe Laura og passe mit arbejde. Ikke at jeg vil pibe over det – man vil gøre ALT for sit barn. Men når jeg kigger tilbage på tiden nu, ved jeg faktisk ikke helt hvordan jeg kom igennem den. Men det gør man – fordi man skal!

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.
Dette er del 5 - har du ikke læst dem, kan du finde dem her: Del 1Del 2 - Del 3Del 4Del 5

Den sidste tid på Digevej

Laura fik det langsom bedre under sin lange indlæggelse – 3,5 måned i alt. Ca. en måned før Laura blev udskrevet, havde vi endnu en samtale med personalet. De mente, det var vigtigt, at Laura langsomt vænnede sig til at komme hjem igen. Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg havde forestillet mig – men et eller andet sted, havde jeg ikke tænkt over, at hun kunne have svært ved at være i sin egen lejlighed. Der elskede hun jo at være, inden hun blev syg – så jeg forudså ikke, at det kunne være et problem at vende tilbage. Bevares, hun skulle selvfølgelig have en masse hjælp til at stå på egne ben igen – men at hun ville føle sig utryg i lejligheden, mente jeg bestemt ikke.

Men alligevel synes personalet at vi skulle tage hjem i lejligheden og være i nogle timer. Og da personalet jo flere gange har vist sig at have ret, gjorde vi som de sagde.

Og her skete det, som jeg lige før skrev ikke kunne ske. Laura kunne ikke lide at være der. Hun kiggede bare rundt i lejligheden, som var det første gang hun så den. ”What the fuck” – tænkte jeg. ”Hvad sker der her? ”.
Når Laura får det dårligt, sker der noget i mig helt pr. automatik: Jeg bliver helt rolig uden på (inden i er der total kaos), taler langsomt men også bestemt til Laura. Laura ved i disse situationer ikke hvad hun skal gøre, så jeg påtager mig opgaven for hende. ”Musse” siger jeg med rolig stemme (ja, det har jeg kaldt hende siden hun var lille bitte 😀). ”Nu sætter vi os ned og så skal du kun gøre én ting: Træk vejret! ” Langsomt faldt hun til ro – jeg tror ikke hun havde et angstanfald, men hun havde det i hvert fald ikke godt.

Vi er kun i lejligheden i ca. 20 minutter – så vil Laura gerne tilbage til afdelingen på Digevej. Det var en rigtig ”øv-oplevelse” - næste gang ville det blive sværere at overtale Laura til at tage hjem i lejligheden.

Jeg blev lidt på afdelingen hos Laura og vi prøvede at hitte ud af, hvorfor det gik så dårligt. Men der var ingen åbenlyse svar på det.

På vej hjem mod Næstved meldte trætheden sig. Selvom jeg ikke havde været afsted særlig længe og vi egentlig ikke havde lavet noget fysisk -følte jeg pludselig trætheden vælte ned over mig. I den første tid Laura var indlagt, havde jeg egentlig ikke haft så meget tid til at tænke noget som helst. Jeg passede mit arbejde – og tog til Amager hos Laura så ofte det kunne lade sig gøre. Hvis det var noget hun manglede – så skulle mor her nok skaffe det. Totalt overskudsagtig. Men på intet tidspunkt havde jeg spurgt mig selv: ”Hvordan har DU det”? Jeg må være ærlig at sige, at jeg husker ikke ret meget af turen hjem – men jeg fandt ud af, at nu skulle jeg til at passe bedre på mig selv. Hvis jeg også gik ned med flaget, ville jeg ikke være til nogen som helst hjælp for Laura. Det var en vigtig lektie, jeg lærte den dag. Jeg skal passe bedre på mig selv, så jeg kan hjælpe min datter 100 %.

Vi fortsatte med hjemmebesøg i weekenderne og det gik faktisk bedre og bedre. Det gik så godt, at vi nu besluttede os for at blive i lejligheden en hel weekend – altså med overnatning. Den første overnatning gik egentlig fint – men hun ville gerne tilbage til afdelingen efter morgenmaden. Men efterhånden som vi var i lejligheden oftere og oftere gik det bedre og bedre.

Den sidste gang vi overnattede i lejligheden, inden hun blev udskrevet, begyndte stemningen samtidig at ændre sig. Det var som om vi begge havde accepteret Lauras sygdom og situation – i hvert fald var vi nået til et punkt hvor vi kunne tage humoren frem. Laura og jeg har altid været gode til at grine og lave fis med alt muligt – men det havde ligget lidt på hylden efter hun blev syg. Men nu vendte den stille og roligt tilbage. Det var rigtig dejligt, at vi kunne joke med de forskellige underlige ting vi havde oplevet. Selvom Laura sygdom selvfølgelig var alvorligt, betød det meget at vi kunne grine lidt af det hele. Som eksempel: Vi tog en selfie af os begge med uglet hår og skelende øjne og smed på Facebook med teksten: To tosser på flugt fra psykiatrisk afdeling

Selvom vi selvfølgelig godt vidste, at der stadig var lang vej tilbage til det ”normale” for Laura – blev denne dag alligevel et vendepunkt for mig. Vi havde midt i alt det triste fundet humøret frem igen.


Læs Lauras indlæg om præcis den samme situation – hvordan oplevede hun det? Hvilke tanker for igennem hendes hoved? Tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 5 - har du ikke læst de første fire dele, kan du finde dem her: Del 1Del 2 - Del 3Del 4

Den første tid på Digevej

Lauras behandling på A1 er svært for mig at skrive om. Alt hvad jeg ved om indlæggelsen er enten noget jeg har fået fortalt af Laura selv eller af læger/kontaktpersoner. Jeg kan kun skrive om mine følelser omkring hendes indlæggelse og mine besøg på stedet. Da vi har valgt at skive denne blog om episoder vi har oplevet sammen, har Laura valgt at skrive nogle andre blogindlæg om selve indlæggelsen – dem kan du læse HER og HER .

I den første tid af Lauras indlæggelse, og selvom vi havde haft en god samtale med personalet på stedet, var det hele stadig meget uvirkeligt for mig. Hele tiden sidder den lille djævel på mine skuldre ”Hvorfor så du det ikke komme? ” ”Du er hendes mor – du skal vide når din datter har det skidt”. Den lille djævel ville bare ikke forsvinde. Og efter 1,5 år sidder den der stadig – nu er jeg bare blevet bedre til at ignorere den.

Jeg besøgte Laura så meget jeg kunne. I starten var det meget underligt. Hun følte sig tryg på afdelingen, det kunne jeg mærke. Alligevel var det mærkeligt for mig i starten – jeg ved egentlig ikke hvorfor, men måske fordi jeg ikke kendte alle menneskerne omkring hende så godt som hun gjorde.

Men det ændrede sig stille og roligt, for Lauras kontaktpersoner var rigtig gode til at tale med os, når jeg var på besøg. Vi talte ikke så meget om Lauras sygdom med personalet – men talte om løst og fast over en kop kaffe i solskinnet. Det var behageligt og familiært.

Inden Laura blev indlagt hun var enten på et af sine 3 jobs, i teatret eller noget helt andet hver eneste dag. Hun tog sjældent en fridag. Efter hun blev indlagt gik det direkte den anden vej. Pludselig ville hun ingen steder alene. Hun følte sig forfulgt – både af noget fysisk, men også af stemmer i hovedet. Det resulterede i at hun ikke engang kunne gå en tur rundt om huset alene.

Jeg forstod det ikke, men det behøvede jeg heller ikke. Det vigtigste i denne situation var bare at respektere det – og det gjorde jeg. Derfor startede vi nogle helt enkle rutiner, når jeg var på besøg. I starten gik vi en tur rundt om bygningen – evt. med en kop kaffe i hånden og prøvede at gøre det hyggeligt. Senere udvidede vi vores gåtur til den nærmeste tankstation, som havde god kaffe – så blev turen lidt længere. Sådan fortsatte vi stille og roligt, og efter nogen tid, var hun klar til en tur i Netto som ligger en hel del længere væk.

Disse ture stod på i rigtig lang tid - nok en måned – og en dag mente Lauras kontaktperson, at hun var klar til lidt mere. Vi aftalte, at tage i Amagercenteret – et indkøbscenter som Laura kender ind og ud, men alligevel var hun dødsens angst inden vi skulle afsted. Jeg panikker også en smule – for hvad fanden gør jeg hvis Laura får et mega angstanfald midt Amagercenteret? Det har jeg ikke en rygende fis forstand på!!!

Her viser personalet, at de virkelig forstår hvilken en situation vi står i. Jeg når slet ikke at forklare min bekymring og angst for at være alene med Laura hvis hun bliver dårlig. De giver os en ”angst-pille” (ved ikke hvad den hedder 😀) og fortæller os, at den vil virke i løbet af 15 minutter, hvis Laura bliver angst. De fortæller ligeledes, at det er en god ide, at lægge en plan for dagen, inden vi tager afsted – og det gør vi.

Vi aftaler, at det første vi gør, når vi kommer til centeret, er at købe noget at drikke, hvis hun skulle få brug for at tage tabletten. Derefter aftaler vi præcis hvad vi vil gøre, hvis anfaldet kommer og hvor vi vil gå hen. Det beroligede os begge en smule. Og måske fik hun slet ikke noget angstanfald. Men det gjorde hun. Vi havde kun været i centeret i kort tid, da Laura fik det dårligt. Pludselig blev hun kridhvid i ansigtet – hendes krop var stift som et bræt, hendes øjne blev tomme og skrækken lyste ud af hende. Der var intet sket inde angstanfaldet – alt var inden anfaldet fuldstændig stille og roligt. Det kom bare ud af den blå luft. Det er virkelig skræmmende – hvis man bare vidste hvad der udløste angstanfaldet, så var der måske nogle situationer man kunne undgå i fremtiden – men sådan er der desværre ikke.

Planen som vi lavede inden vi tog afsted – den virkede. Uden et eneste ord gik vi hen til den bænk, som vi havde aftalt. Laura fandt tabletten frem og jeg åbnede drikkevarer. Efter pillen var indtaget sad vi bare helt stille uden et eneste ord. Jeg sad blot og kælede hende forsigtigt op og ned af ryggen – stadig uden et eneste ord. Da Laura mærkede at tabletten var ved at virke, blev hun rolig og begyndte at tale igen. Resten af dagen forløb stille og roligt – vi havde en super hyggelig dag.

Da Laura blev træt kørte vi retur til A1 – men vi havde en succesoplevelse med i tasken 😀 Vi havde virkelig lært noget i dag, som kort og enkelt gik ud på: Lav en plan inden vi tager afsted. En meget vigtig lektie, som vi har brugt lige siden.

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 4 - har du ikke læst del 1, 2 og 3, kan du finde dem her: Del 1Del 2Del 3

Det første møde

Der gik halvanden uge fra Laura blev indlagt, til vi skulle til det første møde med personalet på afdelingen. I den halvanden uge gik min mand, Peder, og jeg i en form for tåge. Al var meget uvirkeligt. Tanken om at Laura havde selvmordstanker, var slet ikke til at holde ud. Hvordan kunne man gå fra at være den gladeste pige til pludselig at være selvmordstruet? For os at se, var det jo nærmest noget der skete fra den ene dag til den anden. Men set i bagklogskabens kloge tegn, er det selvfølgelig noget der er sket over lang tid – men ingen så det.

Vi besøgte hende meget den første uge – sørgede for at hun havde de ting hun skulle bruge. Vi kunne mærke hun følte sig tryg, så det var vi også. Laura valgte fra starten, at være 100 % åben om sin indlæggelse, og det fulgte vi også. Så familie, kollegaer mv. fik det hele af vide fra starten. Det gjorde det samtidig en hel del nemmere at holde ud. Andre havde stor forståelse for, at man måske ikke var helt så koncentreret på jobbet, som man plejede. Jeg er simpelthen så heldig, at jeg har de mest forstående kollegaer og ledere – hvilket man virkelig har brug for i sådan en situation.

Efter halvanden uge, skulle vi så til møde med personalet på psykiatrisk afdeling A1. Nerverne sad lidt ude på tøjet – for hvad var det vi skulle? Og hvad forventede de af os? Skulle man ind og have en lektie i, hvor dårlig en mor man havde været? Og om alle de fejl man måske har lavet? Alle mine tanker blev gjort til skamme!

Vi blev præsenteret for Lauras psykolog og kontaktperson – de var enormt søde. Laura havde valgt at vi skulle vide alt hvad hun havde talt med sin psykolog om til de første samtaler – Laura startede med at fortælle, men kunne ikke fortælle det hele, hvorefter psykologen overtog og fortalte om Lauras tanker. Det var meget, meget underligt. Pludselig var det som om at disse fremmede mennesker kendte Laura meget bedre en jeg! End jeg, hendes mor!! Men efterhånden som mødet skred frem blev jeg mere rolig, da jeg overbeviste mig selv om at dette her ikke handlede om mig – men om Laura. Laura deltog ikke i hele mødet – tror det var underligt for hende at vi talte om hende, som om hun ikke var til stede.

Men at høre en, for mig vildt fremmed menneske, fortælle at min datter har selvmordstanker, lavt selvværd, har tankemylder og fornemmelsen af at blive forfulgt. Det var hårdt! Og at finde ud af at nogle af symptomerne muligvis allerede var opstået i den tidlige teenagealder – ja, så vender den dårlige samvittighed sig igen. HVORFOR kunne jeg ikke se det?
Lige præcis da jeg sad med disse tanker, begyndte psykologen at tale direkte til mig – er ret sikker på hun har være i denne situation masser af gange, og vidste præcis hvad jeg sad med i hovedet. ”DU skal ikke have dårlig samvittighed – DU kan ikke gøre for det – DU kunne ikke vide det” sagde hun, mens hun kiggede mig direkte i øjnene. Og i det øjeblik blev jeg slatten som en gammel karklud – som om hun havde løftede en 3 tons murstensvæg bort fra mine skuldre. ”Vi er professionelle – vi ved hvordan vi hjælpe Laura og det gør vi” fortsatte hun. Og så sagde hun noget, som jeg aldrig glemmer. Jeg skulle til at spørge ”Hvad kan jeg gøre for at hjælpe Laura? ” – men det nåede jeg slet ikke – som om hun vidste hvad jeg ville spørge om: ”Du skal bare være mor – for det job klarer du rigtig godt”

Da mødet var slut, blev vi hos Laura på hendes stue hvor vi talte og talte sammen uden personalet. Vi var selvfølgelig kede af, at hun var indlagt. Men vi havde også en god fornemmelse – her kunne hun få den hjælp hun havde brug for. Vi var blevet også blevet overbevist om, at vejen tilbage til det ”normale” ville blive lang – meget lang.

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 3 - har du ikke læst del 1 og 2, kan du finde dem her: ​Del 1​​Del 2 ​

Turen til Digevej (Psykiatrisk afdeling A1, Amager)

Vi befinder os nu i midt juni 2016. Efter episoden i byggemarkedet, som jeg omtalte i sidste blogindlæg, fik Laura heldigvis hurtigt en tid hos sin praktiserende læge. Laura ringede til mig, da hun var på vej til lægen – lød ved godt mod – og havde ikke noget imod at tage af sted alene, selvom jeg havde tilbudt at tage med. Som mor vil man jo gerne tage sig af sit barn – specielt ved sygdom – men omvendt så er hun jo voksen og skal have lov til selv at bestemme. Vi aftalte, at hun ville ringe når lægebesøget var slut. Og det gjorde hun!
”Mor, jeg er på vej til psykiatrisk skadestue på Amager. Min læge har ringet og sagt, at jeg er på vej. Men mor, jeg ved ikke hvordan jeg finder derud”. WHAT!! Mit hjerte fløj ud af kroppen og min hjerne sprang i luften. Hvad fanden sker der?

Laura var ked af det og total forvirret – så jeg tog et par hurtige dybe, meget dybe, vejrtrækninger og så frem med den beroligende ”mor-stemme”. ”Laura, find en taxa, giv chaufføren adressen og han skal nok sørge for, at du kommer det rigtige sted hen”. Og det gjorde hun. Tiden gik og jeg hørte ingenting. Tankerne begynder at flyve. Hvad er psykiatrisk skadestue? Hvad laver de der? Skal jeg køre afsted nu – eller vente til der bliver ringet efter mig? Jeg anede intet – og tog min jakke af og på flere gange…… Omsider ringede Laura. Hun var ankommet på Psykiatrisk skadestue og sad i venteværelset I 4 TIMER inden hun kom ind til en psykolog og vist nok en sygeplejerske. Laura blev indlagt – men var fuldstændig rundt på gulvet, da jeg talte med hende. Efter nogle timer, talte vi sammen igen – hun ville ikke have besøg den dag, så vi aftalte at jeg og min mand, skulle komme dagen efter.

Dagen efter, hvor vi skulle besøge Laura på ”Akutten”, ringede hun og sagde, at lægerne havde beslutte at overføre hende til afdeling A1. En afdeling for psykisk syge unge – en åben afdeling. Det gjorde os lidt forskrækket, for så lød det jo pludselig som en længere indlæggelse – hvilket det senere også blev til.

Da Laura blev indlagt direkte efter besøget hos den praktiserende læge, havde hun intet med sig. Kun sin telefon. Så vi måtte i gang med at finde tøj, sko, oplader til telefon og meget, meget mere. Da vi ankom, troede personalet vist, at vi alle 3 var ved at flytte ind.

Vi fandt hurtigt Laura på ”Akutten” - og blev mødt af nogle utrolige ansatte. Jeg ved sgu ikke helt hvad jeg havde forestillet mig – men jeg tænkte ”Gøgereden”. Filmen med Jack Nicolsen som ender på en galeanstalt og til sidst får det hvide snit. Men det var simpelthen så stille og roligt – personale brugte en masse tid på at tale med Laura og os. Hun blev installeret på A1 mens vi var der – og mødte hendes kontaktperson. Vi sad lidt sammen – drak en kop kaffe og Laura begyndte at føle sig mere og mere tryg. Til sidst bad hun os om at køre – hun var træt.

Vi sagde farvel – og kørte hjemad. Havde bare lyst til at skrige ”Kom med mor hjem” Men nu var jeg godt klar over, at den hjælp Laura havde brug for, var ikke noget vi kunne levere. Det skulle der professionelle folk til.

At erkende, at man ikke kan hjælpe sit barn – er simpelthen det værste jeg har oplevet.

Læs Lauras indlæg om præcis den samme situation – hvordan oplevede hun det? Hvilke tanker for igennem hendes hoved? Tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments

Da min datter også har en blog, har vi aftalt at lave et samarbejde. Vi vil fortælle om episoder fra Lauras sygdomsforløb – set fra to sider. Vi har valgt de samme episoder, så I kan læse, hvor forskelligt vi oplevede episoderne. Vi håber det kan give et lille bidrag til, at få lukket tabuet nede og måske gøre en forskel for andre med samme sygdom. Det bliver skrevet som en følgeton – flere indlæg men i kronologisk rækkefølge.

Dette er del 2 - har du ikke læst del 1, kan du finde den HER

En tur i byggemarkedet

I starten af Laura sygemelding, var jeg meget på Amager. Vi troede jo det var en fysisk sygdom hun led af – og at lægerne ”bare” manglede at stille en diagnose. Vi brugte tiden til at lave nogle småting i Lauras lejlighed. Af en eller anden årsag skulle vi en tur i det lokale byggemarked – jeg erindrer ikke hvad vi præcist var i gang med i lejligheden, men husker kun at vi manglede skruer. I nærheden af byggemarkedet ligger den kaffebar, som Laura arbejde i og som hun altid har været glad for. Derfor siger jeg til hende da vi kommer ud af byggemarkedet ”Lad og så hen på kaffebaren og hilse på dine kollegaer og drikke en kop kaffe”. Jeg kunne forstå hvis Laura bare havde sagt: ”Nej tak” eller noget lign. Men den reaktion der kom, var jeg absolut ikke forberedt på. Hun stod bare og kiggede på mig mens tårerne flød ned af hendes kinder: ”Behøver jeg det, mor” sagde hun. Laura er normalt ikke en pige der græder i al offentlighed – det gemmer hun derhjemme. Men nu stod hun der – opløst i tårer – midt på Amagerbrogade i myldretiden. Og præcist dér gik det for alvor op for mig, hvad der kunne være galt.

Desværre har jeg før, med egne øjne, oplevet kollegaer gå helt og aldeles ned med stress. Og pludselig kunne jeg se de samme signaler på Laura. Hvorfor fanden havde jeg ikke set det før? Burde jeg ikke have set det før?

Tynget af den dårligste samvittighed, tog jeg Laura under armen og vi gik tilbage til Lauras lejlighed.

Her talte vi frem og tilbage om det hele – Laura var selv overrasket over sig egen reaktion og det skulle vi lige have talt igennem. Konklusionen på det hele blev, at hun skulle kontakte sin læge dagen efter og få en tid. For NU var vi klar over at der ikke kun var noget fysisk galt.

Så besøget i byggemarkedet blev en kæmpe øjenåbner…..

Er du nysgerrig om, hvordan det har været at være min datter i denne situation? Så tjek hendes indlæg ud HER

Likes

Comments