Jeg gider ikke være pædagog.. det er som om jeg er i en ond cirkel.. det har ikke bringet noget godt med sig, jeg kan ikke se mig selv arbejde med det om ti år. Det siger mig ikke noget, det interesserer mig ikke, eller jo det faglige gør, men det hænger fandme ikke sammen i praksis. Jeg kan godt lide at læse om teorier, det psykologiske, aflæse børnenes adfærd, eller unge eller voksnes adfærd, og jeg kan faktisk godt lide at sparre med en kollega om det faglige. Det er super interessant. Men pædagogarbejdet virker ikke naturligt, og der er heller ikke noget flow i det for mig. Jeg er bare ikke interesseret i det. Og det er ikke mig.

Når jeg skriver "praksis", så mener jeg normeringsmæssigt, vi er fandme ikke nok pædagoger i huset. Og ikke nok med det, der er altid en og flere som skal gå fra stuen, bare for at gå til møder, fordi de enten er "Tillidsmand", "Arbejdsmiljørep.", eller "Teamkoordinator" og hvad ved jeg, og ja.. "Triomøder".. wtf. Udover det, så er der også lige en eller to som er syg eller har barnesyg.. Og det kniber fandme med at tilkalde en vikar, for det er der heller ikke råd til.
Det betyder at der skal løbes rundt mellem stuerne, og en masse ændringer i planerne, bare for at undgå at korthuset falder sammen.

Og stadig er der ingen som klager, seriøst vi er fandme blevet til en nikkedukke, "Det fungerer da" - NEJ det gør EJ!
2/1 pædagoger og 1/2 pædagogmedhjælper til 12 vuggestuebørn eller 24 børnehavebørn er FANDME IKKE NOK!!
Men stadig lader man som om at alt er ok og tip top. Og overfor forældrene har vi en facade, der siger "vi har styr på det" og "Vi er den bedste institution" - Zort, der er. Lokummet brænder, og ingen synes at det er kritisk og siger fra.
Der er bare ikke hænder nok. Når en pædagog eller -medhjælper er syg, så ændres alt til at vi går ud med børnene i formiddagen, fordi det er rummeligt og bevægelighed end at være presset sammen på stuen. Der er også bedre overblik, - det er ligetil. Og det tager også noget af stresset.

Man kan jo altid lave noget børnene udenfor i formiddagen? Ja da, 24 børnehavebørn til 2 pæd? Det burde være nemt, 12 til hver pæd. Så kunne man lave en aktivitet, men orker man? Naaarh, vi lader børnene bare lege deres leg, fordi det også er "lærende" når de leger for sig selv. Ja fint nok. De har faktisk selv styr på det. Og husk det er formiddagen der bliver nævnt her, for når de så har spis til middagen, så skal ALLE bh.børn ud og lege. Det er en LANG udedag for børnene, det er kun godt hvis vejret til det, så har de ikke noget imod det, men hvis vejret er H til, så er de indenfor, og det er virkelig presset med 24 på en stue på en formiddag med en syg pædagog/-medhjælper. Og det er ligeså slemt med 12 vuggestuebørn med 2 voksen på en stue. Der er børnene mere sart om formiddagen, er vejret godt så skal de ud, er vejret slemt - indenfor med dem og lave noget i en halv time. Men så skal man også være heldig at børnene er i GODT humør, for så er det bare nemmere. Der er ikke tid til at trøste et barn og glemme en lille gruppe børn som leger, og som altid og typisk slår sig i forbindelse med en leg. De er over det hele. Og vi fungerer som en slags overvågningskamera på stående fod.

Og så er der altid en pædagog/-medhjælper som er stresset og farer frem og tilbage og tager det hele på sig . OMG!
Hvilket stresser mig, fordi jeg prøver at holde hovedet koldt og prøver at bevare roen så børnene ikke bliver påvirket, men samtidig påvirker mine kollegas reaktioner på mig også, fordi jeg føler at jeg ikke gør det godt nok, og at jeg belaster hende, da hun føler sig stresset. For "er det fordi jeg ikke gør det godt nok, at hun bliver stresset af det?" - For sådan tænker jeg da selvfølgelig. (Hvilket det ikke er, i know. For jeg gør det godt.)

Nok om det.

Noget andet som irriterer mig er, jeg bliver ikke inspireret af at være på en institution når normeringen er så ELENDIG!! Der er overdrevet meget fokus på, at få "huset til at hænge sammen", det er så spild af tid, de er også alt det praktiske, når køkkendamen er gået, skal vi selv stå for opvask, hvilket betyder at vi skal gå fra stuen, det tager tid, og det er ofte i den tidsrum, hvor børnene bliver hentet. Og det synes jeg er kaotisk, for det kan være hektisk, der en kollega som har fået fri, men så har man typisk slået to stuer sammen, eller hvordan det nu gøres. Børnene græder, de skal skiftes eller mobset. Og BH.børn skaber sig og brokker sig over hinanden og bla bla bla - det hele er er bare hovedpine. Der er komstan støj.
Når normerin er så fucked up, det gør jo at vi ofte skal holde hovedet over vandet og få det til at fungere, jeg bliver ikke inspireret fagligt, jeg lærer ikke noget af det, jeg får ikke noget ud af det. Når lokummet brænder, så kan jeg sku da heller ikke bidrage med noget, fordi jeg ikke har fået noget af inspiration. Jeg kan self komme selv med ideer osv. men hvor ofte kan jeg få det gjort, når vi konstant mangler en? Så er det bare nemmere at lade være.

Og ang. sygemelding, det er ikke bare sådan virus noget. Det er faktisk pga stress at folk melder sig "syg" eller "barnesyg", så kan de koble af. Men det er jo federe for mig at fare frem og tilbage og stresse over at få en stue til at køre rundt samme med en anden, og i flere tilfælde er der også 2 fra samme stue som bliver syg. HURRA!! Så er der en anden som vi låner. Børnene er ikke altid tryg ved det, og nogle gange kan de klare det.


Jeg vil ikke lade mine kommende børn gå på en institutionen i DK, fordi der er besparelser og nedskæringer på peronalet. Jeg fatter det heller ikke hvordan nutidens forældre overlader børnene i institutioner. Men det må de selv om.

Ildsjæl - Jeg må indrømme det, det er jeg bare ikke. Hvilket er bare SÅ ærgerligt!! Jeg har på mit sidste arbejdsplads haft en kollega (i børnehaven), hvor hun "brændte" for sin stue, og hun er bare pædagogmedhjælper, men hun overgik mange af de pædagoger i huset. Hun gik så meget op i det, at hendes stue var hendes andet hjem. Hun pyntede stuen til temaer som børnene interessrerede sig for og bøger også som hun havde lagt på hylden, og hun havde også sans for det æstetiske. Forældrene til børnene fra andre stuer, kunne misunde og undre sig over hvorfor deres stue ikke var ligeså eventyrlig som hendes stue.
Den kvinde har inspireret mig SÅ meget og viste mig hvad en pædagog rigtig er eller burde være.
Og med børnene - hun var sku sublim. Hun havde humor og var ikke firkantet, det er ikke fordi hun var rå, men hun var ikke altid politisk korrekt eller pædagogiske korrekt. Hun var bare menneskelig. Hun kunne sige nogle ting til børnene, hvor jeg tænkte "wow, det var ikke pædagogisk korrekt", men det skader sku da ikke børnene at høre det eller vide det. Jeg kan ikke komme ind på det konkret, jeg vil ikke afsløre mig selv eller hende ved at skrive det her, men jeg synes hun er sjov, og gav mig afslappethed i at være pædagog, for det behøver ikke være så FIRKANTET og at vi konstant skal være PÅPASSELIG og FRYGTE hvad en forældre vil sige eller reagerer hvis børnene gik hjem og sagde noget, de skal også lære at sådan er det også i den store vide verden. Og ofte er forældrene selv friske på det og synes selv det er sjovt.
Børnene elskede hende, men hun elskede også dem. Hun formåede at få børnene til at hjælpe hinanden og arbejde sammen, hvilket det ikke er så meget tilfælde på sikkert næsten alle institutioner, da der er meget fokus på selvhjulpenhed. Vi har mistet det her børn samarbejde-med-hinanden elementet, det skal tilbage eller også begynde at praktiseres. Der er ikke nogen grund til at jeg skal hjælpe hvert eneste barn med at tage sin sko på, og holde øje med barnet som en øgle, når et ældre barn kan hjælpe til. Sådan er det da vel også hjemmet? Storebror eller -søster hjælper lillesøster eller -bror? Hvorfor kan det så ikke gøres på institutioner. Det er sku da ikke mit job at opdrage barnet, det må forældre selv stå for.

Hun var dygtig, og det er så sjældent at møde en ildsjæl som hende.

Ej hvor er jeg bare negativ, men jeg er også nød til at komme ud med det, men når jeg læser de ledige stillinger, så "efterlyser" eller søger institutioner en kommende kollega som er faglig dygtig eller - stærk, og som kan formulere sig fagligt, og formidle teori til praktisk, og self "en som brænder for at arbejde med børn." - Det er forståeligt, og fair nok. Men come on! Rigtigt MANGE institutioner ansætter folk som er NØRDER i det teoretiske og det faglige, de er FUCKING ligeglade om man er god med børnene. Institutioner er kun glade hvis de kan se, at en af deres nørdede ansatte kan freestyle med de faglige begreber og bare dokumentere på det. Så er det i hus. ALT andet er ligegyldigt.

Jeg skylder hende så meget, hun var en rigtig god inspiration for mig. På ALLE PLANER, selvom hun var en medhjælper så var hun mere end en pædagog, hun ydede 110%, og hun ELSKEDE SIT ARBEJDE.

- Hun pyntede stuen efter børnenes interesse, og lånte bøger som hun lagde på hylden.

- Hun havde æstetisk sans og kreativ.

- Hun har humor.

- God med forældre og børn selvfølgelig.

- Hun var hurtig/effektiv til at ordne sin stue og andet som også skulle gøres i huset.

- og så er hun da også en dejlig og fantastisk kollega, og hun holder også af sine kollegaer som sin egen familie, og kunne blive surt/sige fra når kollegaer blev behandlet uretfærdigt.

Ærligt, hvis jeg finder en flot gave, så skal jeg give hende den. Hun fortjener det.

Men sjovt nok, da jeg arbejdede med hende, indså jeg også eller blev bekræftet i at pædagogfaget er ikke mig, jeg brænder ikke nok for det som hun gør. Det er bare ikke mig.

Så ærgerligt!

Men stadigvæk, jeg var frisk nok på at blive i faget, og gøre det der skulle gøres. Men også fordi jeg har den uddannelse og ikke vidste hvad jeg ellers ville. - Men det hjælper heller ikke særligt meget på det, når jeg beskæftiger mig med noget, som nærmest ikke giver mig næring til mit sind. Det er også meget forkert. Det er negativt at være i den forkerte cirkel hvor jeg ikke føler for det. jeg er nød til at gå ud af det. Lige stoppe op og mærke efter hvad er det jeg vil.

Jeg er nødt til at bremse op og tro på at det nok løser sig. Jeg skal hoppe ud af den her trygge zone med pædagog i rygsækken, og tage mig en ny uddannelse, som jeg kan se mig selv arbejde med om 20 år. For det kan jeg ikke som pædagog.

Jeg har også helt fra starten vidst at jeg ikke ville arbejde som pædagog, det vidste jeg allerede på 3. dagen på studiet, og endda FØR jeg startede, men pga. finanskrisen og de få jobmuligheder, og problemer herhjemme, gik jeg i panik og tog pædagoguddannelse "fordi det er nemt", - det var det faktisk, men dengang med alle mulige problemer og andre drømme og min manglende lyst og tilstedeværelse gjorde at jeg syntes at studiet var SVÆR!
Men et mirakel at jeg fik det overstået, og jeg er også taknemmelig. For det er et skønt fag, hvor vi kan rumme hinanden på trods af vores forskelligheder. Men jeg er også nød til at prøve noget andet.

Her er så det andet problem: dobbeluddannelsebegrænsning eller hvad det hedder. De skide politikere har vedtaget en fucking lov, som siger at man skal vente mindst seks fucking år før jeg kan tage et andet uddannelse som enten er på niveau med min uddannelse eller niveauet under. Jeg mangler bare 3 år, årh gud hvor jeg glæder mig.. men det er også bare vildt lang tid. Men de næste 3 år har jeg tænkt mig at spare lidt op, og REJSE!! Jeg skal LEVE LIVET!!

Jeg har de sidste 3 år brugt energi på at IKKE VILLE arbejde som pædagog og finde ud af om jeg vil det alligevel. Det er seriøst spild af energi. Fremover vil jeg fokusere på at gøre det, jeg har lyst til og som interesserer mig og som jeg vil lære mere af.

Jeg kunne måske have sparet en masse skriverier og bare skrive kort, at pædagog faget ikke er mig.

Men jeg er også nød til at skrive det hele ned, så mit fremtidige jeg kan forstå og huske hvorfor jeg har handlet som jeg har gjort. Måske bringer det noget godt med sig eller noget dårligt. - Hvem ved. Det bliver spændende at se på det om 3-5 år.


Hahah..




Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Jeg synes det er så dejligt at jeg kan vælge til og fra, uden at skulle til regnskab for det.

Jeg har siden min barndommen, eller gennem hele mit teenage "tidsalder", været sammen med et par ret negative veninder, nogle veninder, som jeg virkelig holdt af, men som jeg til sidst måtte indse, at de som drænede mig for mit energi.

I starten var jeg blind, jeg troede at de ville mig det bedste, jeg satte især én af dem på en piedestel. Hold da op, hvor jeg bare syntes at hun var den bedste i verden.. Nøj, hun var bare god til ALT, den bedste til ALT, hun var BEDRE end mig, og VIDSTE mere end mig.

Men på sidste tid af vores venskab, blev jeg bare træt af hendes energi, måden at være på. På trods af at jeg holdt af hende, var jeg gennem vores venskab irriteret over at hun ikke anerkendte mig eller støttede mig i noget som helst, men lige til sidst, der var jeg godt træt af hende. Jeg følte ikke at jeg fik noget ud af vores venskab, hun gav mig ikke den her værdi af hvad en veninde skal være, jeg savnede noget. Jeg var et helt andet sted i livet, end hende. Mine drømme, ønsker er ulig med hendes, vi har jo altid været forskellige. Men det blev mere klart til sidst.

Jeg indså at jeg måtte skille mig af med hende, uden at det blev pludseligt. Derfor tænkte jeg, at jeg måtte gøre på en måde, hvor jeg skulle glide fra vores venskab, på en måde så hun skulle fatte at jeg ikke GAD hende længere, og uden at det blev til et problem, og at jeg ikke skal komme med lange forklaringer uden at det blev dramatisk.

Hvorfor ikke bare fortælle hende problemet?

Se, for at snakke om problemet, skal der være nogle punkter som skal peges på og tage op og snakke om det, men med hende her, alt hvad hun gjorde var indirekte og "usynlig", og desuden er det en del af hendes personlighed, og det kan jeg ikke ændre på. Hun er jo som hun er.

Og desuden, for at snakke om problemet, er det jo et ønske om at forbedre og fortsætte venskabet, - hvilket jeg IKKE var.

Off Topic - Fra jeg inderligt ønskede at stoppe venskabet til at det skulle ske, er der ikke sket særligt meget, andet end at hun blev en bitch overfor mig over en situation, og dér valgte jeg fra den dag, at jeg ikke gad hende, og siden holdt jeg på det.

Og i mellemtiden har jeg fået et nyt venskab/-er, hvilket har været til gavn for mig, og for hinanden, en dejlig og skøn veninde.

Hvad jeg værdsætter i vores venskab, er at vi er der for hinanden når vi har brug for at snakke ud om tingene, vi støtter hinanden og hjælper hinanden hvis der er noget. Ligesom jeg ønsker. Og vi har også en god humor sammen.

Tilbage til topic.

Det med at skille sig af med det negative...

Skil dig med SKIDTET! Skil dig af med folk der dræner dig for energien, en der indirekte nedgører dig, og ser ned på dig. En som ikke støtter dig i noget som helst, en som ikke bakker dig op om dine drømme.

Mange tør ikke stoppe venskabet efter mange år, især fra barndommen af, fordi man har haft en tid sammen som ikke kan indhentes igen, man kan ikke gå tilbage i tiden og få nye barndomsvenner, så det er bedre at holde på det man kender.

Man kan også have GODE venner, så selfølgelig skal man holde på det, så har man også noget at kigge tilbage på og grine af det, fordi man har historie sammen. Men sørgeligt nok, der er jeg ikke heldig på det punkt.

En fællesveninde, kunne ikke forstå hvorfor jeg bare sådan havde valgt at stoppe med at se hende. Hun prøvede virkelig at få mig på tale, men jeg har ikke lyst til at sige det til hende. Så hun ender med at sige; "Man stopper ikke med at se sine barndomsveninde..." - En ting er sikkert, uanset hvilke type venskab det er og af hvilken varighed det har været, så betyder det intet, når veninden er i kategori NEGATIV! Jeg skiller mig af med hende, fordi jeg ikke har tid til negative veninder. (Og hende fællesveninden har jeg ikke haft noget lyst til at gøre med, hun er fucked up - undksyld mit sprog, hun er også besat af veninde-negativ, så alt hvad jeg gør og siger, kommer vel videre til hende, fordi hun er en sladder type. Og min "barndomsveninde" elsker at sidde på sin flade og få det hele serveret, hun skal ikke komme med noget sladder, hun skal bare sige to ting, og hun får ti ting at vide tilgengæld.)

Nåh, ulempen ved at have samme venner fra barndommen, er at man ikke kan udvikle sig, fordi ens vennekreds ser på dig med samme øjne, og på baggrund af det, er det svært at komme ud af det og gå sin egen veje, uden at ens venner skal gøre sjov eller se skævt til det. Det er også meget svært at bevæge sig ud på et nyt område, som man ikke er vant til, og danne sig et nyt område og skabe liv der.

På det punkt har jeg været modig. Jeg har altid elsket det nye, det ukendte og mit konstante nysgerrighed omkring "det nye verden" uden min egen verden. Jeg elsker at møde mennesker på min vej gennem mine interesser, hver et menneske jeg møder på min vej, har altid noget at give mig, hvad enten der er langvarigt eller kortvarigt, en lille snak og et vigtigt budskab er værdigfuldt. INTET ER TILFÆLDIGT!

Så kære venner, drop jeres barndomsvenner, hvis de ikke accepterer at i udvikler jer, hvis i føler at i bliver kvalt i en "rolle" som jeres venner ønsker at beholde jer i, drop venner som ikke ønsker jeres bedste eller støtter jer, drop venner som ikke siger "GODT GÅET", men bare tøver i stedet, drop venner hvor i fortæller en situationen, og taberen siger "jeg ville have gjort det anderledes..", uden at komme med feedback på dine handlinger, drop dem som indirekte skubber dig en anden retning. Drop venskaber, hvor der misundelse og jalousi.

Hvis du føler, at du giver hele af dig selv i et venskab, men ikke får noget til gengæld, - ja så er der noget galt.
Støtter du hende, uden at få det samme tilbage, - så ja, der er noget galt.
Savner du noget? Ved du hvad, det GØR du!! Der mangler noget, vær ærlig og stil krav uden at det skal være urimeligt.

Livet er for kort til det negative, det er OK at skille sig af med mennesker, og du er ikke et dårligt menneske fordi du siger fra, og hvis hun spørger hvorfor du ikke vil se hende eller hvad der er galt, så må du vælge om du vil forklare det.
(I mit tilfælde har min barndomsveninde ikke spurgt mig, og vi har set hinanden maks 2 gange siden venskabet, helt tilfældigt, men jeg har da tænkt mig at forklare hende når hun spørger, og der vil jeg være ærlig.)

Du fortjener det bedste, bedre venskaber, ja selvfølgelig gør du det. Du skal da ikke bare NØJES med noget, men vælg venskaber med omhu. Alt det med tillid og hemmeligheder og bla bla bla, lad os være ærlig, INGEN kan holde noget hemmeligt. Men Venskaber er der til for at vi kan hjælpe hinanden, det er det vigtige. Jeg har desuden ikke noget af det store som ikke må komme ud. Og hvis det er et stort hemmelighed, så fortæller jeg det ikke til nogen, - og INGEN!! Det kan godt være at en ting her og der bliver røbet, men so what??? Det dør man da ikke af. Vi lærer og underholdes af hinandens fejl.

Hvad sker der når negative mennesker droppes??

- you have no IDEA!! Ærligt, fra du af hjertet af har besluttet at du vil cutte det negative menneske af i dit liv, så er det som om en hel ny verden åbner sig, Der åbnes seriøs fucking nye døre til nye venskaber, og det kommer i forskellige former, gennem en hobby, en interesse eller gennem frivillig arbejde, gennem arbejde, studiet, - whatever.
Du møder mennesker gennem dine interesser og det du brænder for, og så wupti er der en anden med samme interesse, og der har du en connection. Fuck hvor nice!!

Jeg kan garanterer dig, at du i et splitsekund bliver helt fornyet og er ladet op med nyt energi. Og det er FANTASTISK!

og nej, det er ikke svært at få venner som "voksen", hvem har bildt os ind? Og hvorfor bliver man ved med at sige det? Jeg forstår det ikke, vi udvikler os, og derfor skal vi også have nye venner, de "gamle" må bare følge med.

Så har du en DOWNER af veninde eller ven, så waste no time, kom i gang, skil dig af med dem, og hop ud i nye eventyre af venskaber, - for livet er dejligt.

Jeg ved, at jeg som 80 årig ikke gide at ærge mig over at jeg ikke skillede mig af med dem. Jeg vil fandme dø med et smil på læben, i stedet for at ærge mig.
















Likes

Comments

Hmm..

Lad os se facts her over hvem jeg er..

Jeg er kurder, født muslim, tænker dansk, taler tyrkisk, føler spirituelt, er rejsende og lever i nuet.

Hvordan kan jeg skræddersy mit liv så det hele giver mening for mig, og bare være normal?

Det kan jeg ikke. Jeg er bare som jeg er. Og må bare finde mig i, at jeg ikke nødvendigvis putte mig selv i en boks som er enten kultur-, religions-, nationalt-betinget. Jeg er bare som jeg er. Jeg er en blanding af alt.

Jeg har ikke en bestemt type gruppe veninder, eller går efter en bestemt type tankesæt. Eller prøver at leve i en bobbel, med det formål at passe ind i en slags enhed.

Det kan til tider, ej ofte, føles noget ROD! Jeg føler mig faktisk ensom, jeg kender ikke andre, som er ligesom mig, og det er bare fandme hårdt. Jeg kan ikke dele mit syn på livet, uden at det med sandsynlighed bliver set skævt til, eller bliver misforstået. Ej, det er løgn, jeg har en veninde som er åbensindet, men det er så også kun hende. Hun er også en dejlig veninde.

Men alligevel? (nu lyder jeg lidt utaknemmelig..) Ville det så ikke være dejlig med flere af den slags type veninder?

Det gør det heller ikke nemt at vælge hvilken slags type mand jeg skal vælge? For hvad skal han være? Kultur Psykopat? Religiøst, Spirituelt? Frisindet? Og kan han være religiøst spirituelt, og vil han være gift med mig hvis jeg ikke selv er praktiserende? Jeg kunne godt tænke mig en mand som går op i sin religion, og lære vores kommende børn det, selvom jeg ikke selv er religiøs. Eller ville han rumme at jeg er anderledes end ham?

I det hele taget? Hvordan kan jeg leve mit liv med så mange fri tankesæt og leve i nuet, og samtidig have ønsker for fremtiden, men at det bare ikke passer med mine værdier nu?

Jeg er så FUCKED!

Ofte skal jeg minde mig selv om, at jeg bare skal leve nuet, og glemme alt om fremtiden. Jeg skal lave de ting jeg elsker og nyde det, lige nu og her. Man plejer jo at sige at så falder det hele på plads. Det kan jo også være at noget andet, end hvad jeg havde forstillet mig, er bedre for min vedkommende. 

For når jeg begynder at tænker på alt mulig, så går det hele op i hat og briller for mig, og så bliver jeg ulykkelig og får nedtur på. For jeg ved i sidst ende, at der er en mening med det hele.

Jeg skal bare love mig selv at lave en action, i stedet for at være passiv.

Likes

Comments

Okay. Jeg har så trænet på bootcamp 2 gange om ugen i juli måneden, og også i august..

Men indtil videre vil jeg gerne beskrive hvad det har gjort ved mig indtil nu, fysisk og mentalt.

Fysisk - jeg synes ikke der er sket meget, altså som slank. MEN, jeg vil indrømme at jeg var utrolig ØM til at starten op til to dage efter træningen. Og at det har også været meget udfordrende at prøve øvelserne af. Det er hårdt! Først fordi, jeg skal lære tekninkken først, men også fordi kroppen skal finde ud af hvad fanden der sker, det kan i sig selv være meget frustrerende. Hele Juli måneden handlede derfor mere om at lære kroppen og teknikkerne at kende.

Men her på det sidste, kan jeg mærke en forskel, jeg føler mig mere tryg ved øvelserne, hvilket jo er godt. Jeg begynder også at nyde øvelserne, i stedet for at fumle meget med det, og jeg kan mere end hvad jeg troede og kunne.

Mentalt - Udover at skulle overkomme udfrodringer og vænne mig til dem, så er jeg begyndt at få et bedre selvbillede. Det er lidt mærkeligt, men jeg føler at jeg er blevet slankere? haha. selvom jeg ikke er det, men det føler jeg bare. Jeg føler mig afslappet i min krop, jeg elsker min krop mere, negative tanker omkring min krop er der ikke mere. (Det kan også være at jeg er lidt ligeglad, fordi jeg ved at jeg på et tidspunkt kommer i form, så tanken om at dække mig her og der ikke er der længere, det har jeg givet fuldtsændig slip på, dejligt). Ergo, jeg ÆRGER mig IKKE længere over min krop.


Hmm.. jeg tænker at det kan måske også skyldes, at jeg også spinner i mellemtiden. Jeg spinner om lørdag, søndag, bootcamp om mandagen, spinner igen tirsdag, onsdag og bootcamp om torsdagen og HOLDER FRI om fredagen. (Jeg har oplevet at blive udmattet, da jeg trænede 7 dage i træk..)

Så den her positivie mentalitet/selvbillede, kommer af at jeg træner så ofte som jeg nu kan. Og det er bare FANTASTISK! Jeg vil ikke være foruden, simpelthen ikke, jeg bliver mobset, en bitch, en vandrende bombe. Mit mood går ned i det sort hul, hvis jeg ikke træner. Og det skal bare holdes ved lige.

Noget trættende ved træningen er, at jeg skal stå meget tidligt op, og efter træningen skal jeg i bad, gøre mig klar osv. Det tager tid. Men jeg kunne også være hurtigere til det. Men det finder jeg ud af med tiden.


Men det er DEJLIGT!! Jeg sveder og det er skønt. Jeg bruger også pulsur til spinning, hvilket motiverer mig mere.



Likes

Comments

Åårh hvor er det bare helt vildt nederen...

Jeg ved ikke hvad der sker med min krop.. Min Mave - what a fuck?? Den stikker meget ud, som om jeg er 5 måneder henne. eller 8 måneder.. Det er underordnet, den stikker bare ud..

Off off.. Hvad sker der med min krop, hvorfor har den sit eget liv? Hvofor kan jeg ikke følge med mentalt? Det er bare hårdt og nederen. Og det er en LANG og LANGSOM process.

Og siden jeg har tilmeldt mig til Bootcamp, har jeg heller ikke været til spinning.. Jeg har i starten været ØM, så jeg droppede spinningen...

MEN der er fremgang, jeg kan mere end hvad jeg kunne i starten - jeg kunne ikke finde ud af at hoppe på Madras-"box" på bare 30 cm.. Så pinligt. Første gang grinte jeg ad mig selv, fordi det var grænseoverskridende. Det er længe siden jeg hoppede.. Men der gik også flere omgange før jeg kunne slå hovedet fra og bare hoppe uden besvær.
Hemmeligheden bag var bare, at vende ryggen til madrassen, slappe af eller ikke tænke på det, og når jeg følte mig klar skulle jeg vende mig om og hoppe. - LOL! Sådan en lille basal ting kunne slå mig ud..

Ej men der er så mange ting, som jeg er bare så SLAP til. Årh fuck hvor det kan drive mig til vanvid.
Det er også bare SÅ frustrerende, at jeg BRUGER meget mere tid på at lære min krop at kende og finde ud hvad kroppen kan, samtidig med at udøve teknikken så godt som muligt, for det er jo det som giver mest.

Der er nu gået knap 3 uger fra første gang jeg startede, og først nu, kan jeg lide udviklingen og se hvor lidt (MEGET i min verden, men egentlig lidt i realiteten) jeg har udviklet mig, og det er sku FREMGANG! Og jeg ELSKER det..

Jeg kan faktisk godt lide at processen tager tid, Det er ikke fordi kroppen er blevet slank eller at jeg har fået muskler eller kan alle teknikker 100 %, det er bare fremskridtet som jeg synes er skønt at bemærke.

Jeg ville da selvfølgelig ønske at jeg fik drømmekroppen nu, men så ville der heller ikke være noget værdi i det.


Jeg skal derfor huske:

- Nyde processen/træningen

- Sørg for at spise sundt - MASSER AF SALAT, come on du kan godt.. omg.

- drikke vand med Citron og æbleeddike (1-2 spsk), gerne i starten af morgen inden morgenmad

- Prøv at presse Spinning ind, især om morgenen - så er det overstået.

- ELSK DIN KROP... Det er dit tempel, så pas og plej den ordentlig.

Så bare rolig, kroppen skal nok fitte til størelse M


Og husk på at kropsformen har altid været den samme, men bare i mindre størrelse.

Forskellen er bare at jeg skal tones, men stamtidig skal jeg huske på at jeg ikke kan være åleslank, men at jeg altid vil være formet/curvy, hvilket er ret sexet <3


JEG ELSKER MIG SELV!! Og jeg kæmper videre.


Likes

Comments

Okay bitches.. nu skal i høre...


Jeg vejer fucking 80 kilo. Og det er bare for meget!!!

Selvom jeg føler mig godt tilfreds i min krop.. så er 80 kilo ALT for meget.!!!

Jeg er allerede ved at skrive mig på til noget bootcamp. Bare lige for at komme i gang, men også for at jeg ikke kan gøre det på egen hånd, da min diciplin er simpelthen ALT for ringe!! Jep.. Og jeg har prøvet og prøvet. Men det går bare ikke som jeg ønsker.

Jeg har drømme.. Men det kræver en stærk krop, jeg vil rejse jorden tynd og dyrke aktiviteter. Jeg vil også lave de komplekse yoga stillinger. Men igen, det kræver en slank og stærk krop.

Jeg har, ved at rode efter nogle billeder i min harddisk, bare for mindernes skyld, og i dem finder jeg billeder af mig selv for flere år tilbage, hvor jeg var bare i slankere udgave, ikke at min krop var tonet, nope, den er nøjagtig i samme form jeg er nu, bare i slankere udgave.. ergo lige meget hvor meget jeg tager på, vil krop ligne sig selv.


Jeg har gemt billeder af mig selv nu, som i fed udgave og i "slank" udgave fra 5 år siden, overført dem i dropbox, for at  overføre dem på mobilen, så jeg har det ved hånden, når jeg får lyst til at skippe en time eller to i fitness centret, og som kan motivere mig.


Jeg er fucking 28 år, og jeg nægter at veje 80+ kilo.. NEJ!! Jeg vil tilbage til 65 og LESS!! og med en TONET KROP!

Jeg har ikke en sød tand, eller er vild med hvidt brød osv.. så det burde gå hurtigt.


ITS PAY BACK TIME BITCH!!

Likes

Comments

Fuck ham!!

Op i røven med ham. I hullet med ham.

Gad sku da ikke se hans profil længere.

Fandme LAVT af ham, at han ikke engang svarede tilbage på min besked. Han kunne da bare have skrevet "Tak, og i lige måde." - Men næææ nej. Han så beskeden, og intet fra ham. VATPIK!

Det var også lidt naivt af mig at have ham så længe på min FB, efter at have skrvet til ham, og intet svar fra ham.. Han blev der i 3 uger, tror jeg... Jeg havde håbet en smule på at han ville skrive, tjekke min profil ud, eller like mit oplsag, som jeg lagde ud, bare for at han skulle like den... Nope.. heller ikke der..

Så tænkte jeg.. Fuck ham... men lad ham bare være og stadig have ham på FB.. det skader jo ikke..

Men så tog jeg den beslutning igår og fjernede ham, sådan helt impulsivt. Der var fandme ikke langt fra tanke til handling. HAHAHAHAH!!

Bare ærgerligt at han er sådan. Jeg tror stadig at der var en mening med vores møde. Og det er da også en ret usædvanlig type. Han ville ellers have været en god sparringspartner eller en som jeg kunne snakke sammen med, hvad enten om det er om kultur eller om det spirituelle.

Men hvis han skal være så overfladisk, er jeg også bedre fortjent uden ham. Så må han bare kradse af i sin egen falske verden.


Egentlig fungerede han også bare som en slags plaster-på-såret, pga min crush.. lidt sjovt at tænke på at det hele overlapper hinanden.. nok på den måde har det heller ikke gjort så meget ondt på mig.

Perfekt timing siger jeg bare.

Likes

Comments

Haha.

I går var jeg sammen med min seje veninde. Hun er ærlig og ligeud med sin mening. Ikke at hun skider på ens følelser, så hardcore er hun ikke. Hun er betænksom og tager hensyn til mig.

Da jeg fortalte om ham der, og hvordan vi mødtes.. syntes hun det var fint.. men i samme åndedrag vist jeg hende hans Insta-profil. - Der brød helvedet løs. Det første hun kommenterede var hans profiltekst. "Marketingguru.??!!" Sagde hun?

Og så scrollede hun ned af hans billeder.. "Eeej nej nej nej.. prøv lige og se ham!!" Hun peger på et billede og gør grin med det... "Det her billede er jo total '80er agtig.."

Efter at have tjekket hans profil igennem, sagde hun: "se lige hans billeder... de er jo helt finpolerede, og kun af ham, "SE MIG, SE MIG"-typen... Det gider du ikke. Sådan en type gider du ikke.. Du ville ikke kunne holde ham ud.." og "pfff... marketingguru.. ALT handler kun om ham.. se lige på det her billede. MIG MIG MIG.."

.... Hun har jo ret.. Det er jo kun ham, det hele handler om..

Og jeg har jo også syntes at han var sær på mange af hans billeder.... Det skrev jeg også om det i mit tidligere indlæg...

Han er jo selvfed.. Egocentrisk... og.... SÆR!!

FØJ Man....

Og Jeg fortalte hende også, at han ikke svarede på min besked i messenger... Det syntes hun også at det var respektløs, og at han godt kunne bare en smule human og svare tilbage.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg stadig har ham på min FB. Jeg burde ikke være så personlig omkring det at han ikke har svaret på min besked.. Han kunne sagtens have haft travlt, havde glemt at svare tilbage eller noget helt tredje... Eller også GAD han bare IKKE at svare på det, fordi han sikkert føler sig FOR GOD til mig....

Hvad end det er.. Så går der ikke længe før jeg sletter ham. bum..

Likes

Comments

Ej.. Jeg mener det. Jeg vil gerne tabe mig. JAH, Tabe mig. TABE!!!

Nedturfjæs på nu.

Ok ikke tid til at surmule og dulme min dårlige samvittighed, lave selvtillid, elendige selvværd og dovenskab med mad og snacks.

Jeg er jo lige kommet hjem fra Istanbul i går nat, og er smadret i dag. - Men jeg vil gerne tabe mig omkring 20 kilo. Så jeg kan komme ned til 60 kg. Jeg kan også stoppe ved 65. Men lad mig lige være realistisk, og sætte delmål op, og starte med 75 kg, så 70 kg og 65 kg osv. Jeg er på 78 kg nu. Eller 80 kg måske 80+ kg. Jeg gider ikke stå på vægten, da den er fucking nederen og giver mig depression og får mig til at hade mig selv endnu mere.

Der er ikke nogen grund til at hade mig selv, jeg elsker min krop som den er. Den er frodig og har former. Hvilket er helt perfekt. Jeg ligner ikke en teenager. MEN.. Jeg skal stadig ned i vægt, det er af flere årsager. Sundhed, for mere energi, bedre koncentration, og bedre selvbillede. (Selvom jeg ikke hader min krop og elsker den ubetinget, når jeg ikke prøver tøj, så påvirker det mit selvbillede når jeg vejer som jeg gør.)

Jeg vil ikke punkttabe mig, det kan man ikke, så det gider jeg ikke bruge tid på. MEN, jeg ved at jeg vil være i samme form, bare i smallere udgave. And thats it. - Jeg vil stadig have fyldig lår, smal talje og små patter af gajoler, Hahahahha...

Og bare fordi jeg elsker min krop som den er, er det ikke ensbetydende med at jeg skal rende rundt og veje meget, og mere.. og bilde mig selv ind at jeg er helt cool med det.
Så har jeg sku da også et problem, hvis jeg ikke ser realiteten i øjnene. Så bare indrøm det, jeg har taget unødvendig på, jeg har haft det for godt, været for doven og spist godt.

Jeg er bare i elendig form, det er jeg træt af - det indså jeg i Afrika. Fedt endelig noget som fik mig til at indse at jeg er tung og i elendig form. Men åbenbart ikke indset det nok til, at jeg trænede intens. Det er on/off. Men fuck det. Jeg går til træning mindst en gang om ugen, det er da i det mindste noget, ik?

Så nu vil jeg gerne noget mere oftere. Håber jeg.

I morgen, vil jeg derfor begynde på spinning. Pissehårdt, men mega sjovt. Og svedigt. Jeg elsker at jeg har mit pulsur på, det er meget mere motiverende, jeg kan jo følge med i min udvikling.

En UDFORDRING er, at jeg bliver meget TRÆT efter arbejdet. Virkelig meget. Jeg skal derfor HUSKE og SØRGE for at hente min sportstaske med på arbejde og tage direkte til fitness centret og træne. Ellers kommer jeg slet ikke ud af døren, hvis jeg er kommet hjem og først har sat mig på sofaen.

Nu må jeg se. Jeg har hvertfald tænkt mig at føre en dagbog over min træning. - Bliver spændende at se, hvordan det går.

Men planen er at jeg træner hver dag. Eller hver anden dag, og længere pauser skal der ikke gå i mellem. Men det er meget bedre hvis jeg holder den på hverdag.. Nu jeg se... Bum.

Likes

Comments

Ok.. jeg har lige været i fitness og dyrke spinning.. og det var FAAAAANTAAASTISSSSK!!!

Selvfølgelig måtte jeg holde en del pause undervejs, men jeg synes selv at selv med to ugers pause mellem træningen er godt gået.
Spændningne på cyklen var sat til hårdere end hvad jeg var vant til, og plejer. Så et klap på skulderen er velfortjent.

Nu håber jeg bare at det bliver ved på den måde.

Mine tal:

- Kal: 485
- Puls i g.snit: 148

På 48 min..

Jeg klager ikke!!!

Det er hårdt at spinne, men jeg ved også at af erfaring, så bliver det nemmere. 

Jeg tænker på en masse; når jeg cykler, om arbejde, de skønne børn, min tidligere crush, og nydelsen af musikken der bliver spillet - hvor jeg forstiller mig en masse scenarier :p Jeg skal jo få tiden til at gå.
Jeg lægger også mærke til om jeg har svedt eller hvor meget jeg sveder. Kigger også på mine lår, som jeg stort set har altid har været utilfreds med, og undrer mig over om de kommer til at være slanke. Kommer jeg i det hele taget med at ende i størrelse S/M, som jeg har sat mig for? Kan jeg holde mig til at spise sundt i lang tid, og måske resten af livet. Kan jeg blive bedre til at spise grøntsager?
Og cheatsday, dage hvor jeg kan tillade mig at spise usundt, de to dage ugen som jeg vil prøve, kan jeg holde mig til de dage og ikke spise usundt på de andre dage??

Så mange tanker og en masse indre kampe.. Men jeg må tage en dag ad gangen og tvinge mig selv ud af døren.

Nummeren har det fint, håber dog bare ikke at den bliver øm i morgen.

Likes

Comments

Det er morgen... klokken er halv ti... og jeg OVERVEJER om jeg gider tage til spinning!! Overvejer... WHY??? Jeg begynder på det igen... dovenheden overtager mig igen.. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg har snart menstruation og at jeg godt kan tillade mig at være hjemme.. og ligge under dynen..

Men NEJ!! Jeg skal ud! Jeg tager på! Jeg er ved at få dobbelthagen... shit!! Jeg har bare virkelig ikke tid til at tage på, jeg kan bare ikke tillade det.. Jeg skal ud.. selvom jeg skal starte forfra igen. ØV! Det er fair. Jeg må tage mig sammen og prøve at komme ud.

Og min træningstaske er endda klar!

Fuck det. Nu går jeg ud..

Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - klik hér!

Likes

Comments

Ih, dog!!

Jeg har fucked det up. Synes det er skidt, at jeg har holdt pause i træningen. Der er gået to uger nu, og det er bare ikke i orden.

Jeg føler mig overdrevet fed, jeg har måske også taget et par kilo på. Jeg er ikke helt sikker. Men det er sådan jeg føler når jeg ikke ikke træner.
Og lige da jeg ikke har trænet, gør det endnu sværer - det føles 10 gange sværer, at komme tilbage til fitness world.
Jeg har det bare sådan.. "Tja der er alligevel gået så lang tid, og hvis jeg vender tilbage er det alligevel ikke 100% jeg giver mig selv... kun 25%, fordi jeg er ude af træning.. Så jeg kan ligeså godt skippe det over.." - Det er meget forkert at tænke sådan.

Som alle andre gange er jeg tilbage til det punkt, hvor jeg kommer med tusindvis af undskyldninger for hvorfor jeg kan springe det over.
Det er bare hårdt at komme op på hesten igen. Og vedholde den der..

Men altså, det er også pga. det nye job jeg har fået mig. Nu er der gået to uger, og jeg er dødtræt når jeg er kommet hjem. Jeg vil prøve denne weekend på at tage mig sammen og begynde igen.. Jeg går stadig efter at dyrke Spinning, og vil også prøve BodyFit/Stram op..

Så må vi se om jeg kan komme ud af døren....

Likes

Comments

Fuck, hvor gik det bare GODT!! Virkelig godt!! 

Ærlig talt, den der pulsur gør det bare endnu federe og sjovere. 
Mit kalorietal var på 640 denne omgang, det er vist fint nok, min først time var nok omkring 450 eller 540 kalorier. 
Det er et stort spring. Men jeg synes at instruktøren var også god, men noget som jeg er stolt over var min præsentation. Jeg klarede det betydeligt bedre end forrig gang, jeg hold self pauser når jeg havde brug for det, men jeg gav den også lige en ekstra indsats. 

Noget som jeg tror på, er at kroppen er klog nok til at omstille sig og er "lærenem", så det er faktisk ret godt i forhold til at det er anden gang, og at det er en evigheder siden sidst jeg har været på denne tempo.

Jeg er vild med det. 

Et lille minus er at jeg stadig var øm i bagen, selvom jeg gav den en dags pause, og på trods af at jeg har cykelbukser på, med pude i. Men det gik over efter 10 minuts tid. Men nu hvor jeg er kommet hjem, kan jeg stadig mærke det. 

Ved mit center, kan jeg gå il Bikefit Burn 4 gange om ugen, fra lørdag til onsdag, så jeg håber at jeg kan tage til alle timer, sm ligger om eftermiddage, og holde to dags pause. Men jeg skal stadig huske at mærke efter og ikke presse mig selv.

En sidste ting!!! Jeg hadede jo mit centers indretning, pga alle de mennesker jeg skal gå gennem, og selvom det er tidspunktet hvor der kan være proppet, så var det ikke så slemt alligevel. 

Man skal bare "face" sin irritation, angst, frygt eller hvad man nu føler sig nederen over, og bare gå til den.

Peace out.

Likes

Comments

Eller det hedder BikeFit Burn. 

Det var GODT!!! Jeg havde mit pulsur på, og det gjorde oplevelsen endnu sjovere. 
Da hende instruktøren sagde at vi skulle op på 180, kiggede jeg ned på mt ur, og der lå min puls på 150.. hahah og allerede der var jeg ved at dø.. men jeg kunne se hvor jeg stod i forhold til hvor hun ville have os hen, så det er altd rart med noget afklaring af hvor jeg skal være på pulsen. Det er helt klart 400 kr værd.

Men for at være ærlig, jeg gav mig ikke helt 100%, det er "første" gang i lang tid, at jeg spinner igen, så jeg var med på at tage det helt rolig, og mærke efter min krop. Jeg gider ikke pass out og give med selv en nederen på. Så det tage det rolig, mærke efter kroppen og være i mit eget tempo, er nok det bedste at gøre. 
Jeg havde det også godt efter og i dag, jeg har lyst til flere spinningstimer. 

Om end ikke andet, kroppen skal nok vænne sig til træningen, og min erfaring er, at når kroppen kan mere og vil mere, så kan jeg også mærke det, hvilket gør at jeg giver den en skalle mere med tiden.

Så i morgen står den igen på spinningstimen, hvis jeg ikke laver andet.

Likes

Comments

Det er så fucking svær at gå ud af den fucking dør!!

Efter min rejse, besluttede jeg mig for at nu må jeg tage mig sammen og tabe mig. Omkring 20 kilo. Jeg vejer nu 77 kilo. Og vil ned på 60 kg.

Jeg ville starte på spinning, så jeg kunne svede og komme i form. Og styrketræne på stram op hold og lignende.

Jeg købte endda en skide PULSUR!!

OG jeg meldte mig til i FITNESS fucking WORLD!!

Det er over en uge siden.. men er jeg gået til det?? NOPE!

Jeg er for længe om at komme ud. Jeg kan finde den mindste grund for at ikke komme ud. Vikrleig latterlige grunde. Lidt ligesom, f.eks er til morgen: "Ej, jeg har ikke drukket vand, jeg kommer nok til at pass out." Så skørt.

I det center som ligger tæt ved mig, den er fucked indrettet, men det vidste jeg også.. For at deltage i hold, skal man gå hele vejen ned for enden af bygning, forbi en masse fyre som løfter vægte, ned af trappene og gå hele vejen tilbage i den anden enden af bygning, forbi en masse mennesker igen.. Det er en ren cirkus. Jeg hader det virkelig.

Men jeg er mere motiveret end før.

På min rejse, fandt jeg ud af hvad min krop kan. Jeg kan intet!! Ærlig talt, jeg er for DOVEN! Min krop kan intet. Jeg kunne ikke hike i 5 min før jeg nærmest var ved at besvime!!! Ej jeg blev lidt svimmel.

Så nu, nu vil jeg egentlig gerne i form, for at kunne klatre, og dykke!! Og ALT andet også. Jeg drømmer virkelig meget om at kunne lave noget, så min krop kan bære med.

Klatring, hvorfor? Jeg vil gerne være slankere, så jeg rent faktisk kan passe udstyr!! Det kunne jeg knap, da jeg var i gang med min sikringbevis. :/

Og dykke, fordi jeg ved at det kræver en god kondition og styrke at skulle kunne dykke i vandet.

Jeg vil som sagt alt andet. Og jeg gider ikke tænke på om jeg kan fitte udstyret uden at tænke på min krop som en slags forhindring.

Men jeg tager små skridt. Inden årets udgang vil jeg ned på 75 kg. Og til sommer 70 kilo. Man siger jo at man skal tabe sig 1 kilo om måneden. så det passer mig, men jeg vi ikke have noget imod at tage mig mere før det. :)

Så nu ej tage mig sammen og drikke og gå ud.. 

Nu må vi se.

Likes

Comments