Hmm..

Jeg ved godt at jeg har savlet over ham der fra b.handleren. Og endda tilføjede ham på FB og stalket ham over Insta, uden at følge ham.... Men... Jeg ved ikke hvordan det skal skrives ned.. Men jeg faktisk altid tænkt, men hurtigt fejede det væk, altså... De mange billeder han har lagt ud på Insta.. De er lidt.. sære.. Jeg behøver heller ikke forstå de billeder han lægger ud... men, de giver sku da ikke mening.. Han promoverer sig selv på en meget mærkelig måde.

Det er ret umodne billeder i betragtning i hans alder.... Det skal dog nævnes at hans billeder inde på FB er ikke sådan, han har lidt, men gode billeder.

Men alligevek.. Jeg kan ikke lade være med at tænke på det, men har han et problem? Hvad fejler han?

Jeg tænker at det er fint at jeg har det billede af ham i hovedet, det at han er SÅ SÆR, så skal jeg heller ikke begynde at have et crush på ham, og tænke på ham nonstop.

Jeg har brug for at være i NUET, og ikke dagdrømme om en fyr 24/7. For jeg "forsvinder" fra mit liv når jeg dagdrømmer om min crush.. og det går ikke.

Jeg skal lige lade mit sind være i fred, være til stedet og fordybe mig i mit liv, som job og hobbyer og venner osv.
Det er meget vigtigt for mig lige nu at jeg kan gøre mere ud af mit liv.

- Og UDFORSKE mine sider og opdage mig selv :D

Jeg har været utrolig passiv i mit liv på alle punkter. Jeg har brug for at genoprette mit liv, og finde glæden igen og bare leve, og møde nye mennesker.

Jeg tænker også, at det ville være spild af tid at håbe at han også "ser" mig og finder mig interessant, da vi har samme baggrund osv. Men han er noget ældre end mig, 7-8 år, og han kender mange smukke kvinder, så jeg er ikke inden for hans felt alligevel. Ikke at jeg ikke er god nok, for det er jeg. Men jeg ved også at han bare ikke er interesseret i mig, ellers ville han jo have skrevet over FB.

Nåh men... Fri for crush, fri dit sind. bum...

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - klik hér!

Likes

Comments

Svin..

Hvad bilder han sig ind? Eller.. hvad tror han, han er?

Ham der jeg mødte i b.handleren.... det var ret vildt. Jeg er SÅ sikker på at der er en mening med vores mødes.

Vi snakkede om det spirituelle, og kom ind på mange områder, bare sådan overfladisk. Men det var faktisk virkelig hyggeligt at snakke nogen om det samme interesse. Men jeg fik heller ikke SÅ meget ud af vores samtale. Meget af det vidste jeg jo godt, der var måske en eller to ting, som jeg tog til mig, men så heller ikke mere end det.

Men ærligt. På et tidspunkt kan jeg huske at jeg sad overfor ham - der lidt afstand mellem os.. og jeg kendte ikke til hans identitet. Jeg husker at jeg sad og tænkte: "Hvor er det fedt at jeg ikke ved hvem den mand er, hvad hans baggrund er eller hvad han hedder... Vi snakker bare om vores fælles interesse.. Jeg vil ikke vide noget om den mand." Og jeg NØD det.

Men det ender selvfølgelig med at han afslører sin baggrund, og der bliver jeg helt overrasket og er ved at gå i selvsving over det, for hvad er odds for det? Især i et land som Danmark? Virkelig MINIMAL!!

Og jeg ender med at vide hvad han laver.

Kender man mig - så ved man at jeg er typen som går til bunds og undersøger fyren. - Kald mig stalker, i don't give a fuck, jeg kalder det for investigating. Hahaha..

Men jeg fandt ham over FB og Instagram. Jeg stalker ham seriøst meget. Og jeg tjekker hans billeder ud, og savler seriøst over den mand. - men samtidig undrer det mig også, for jeg husker ham ikke så lækker og bredskuldret, men mere som spinkel, mørkhudet, og mindre lækker. Hvertfald ikke en jeg ville kigge tilbage på hvis jeg så ham på gaden.

Men hold nu kæft, han er såååå HOT! Så lækker, at jeg bare viste hans billeder til mine veninder, og de går da også i selvsving over ham.. De er selv i forhold, men deres øjne var utro, de begærede ham. Hahaha.. Så ved man også at man har en god fyr i sigte. Jeg blærede mig med hans profil. GUF, siger jeg bare.

Sådan havde jeg det ikke med min tidligere crush. Jeg gad ikke engang vise hans eneste profilbillede. Han er sku da ikke lækker, jeg vil hellere skjule ham, fordi jeg syntes at det var pinligt at vise hans profil til mine veninder, og at jeg ikke kunne blære mig med det.

Men på trods af at jeg har fundet hans FB og Insta, så ville jeg ikke tilføje ham. Hvorfor? Hmm.. Det ligger ikke bare til min natur at tilføje fyre på den måde. Men jeg tænkte også at det ville være sært at tilføje ham efter at have talt med ham kun en gang. I ain't that desperat. Og samtidig kunne jeg ikke lade være med at tænke hvad han ville tænke om mig, hvis jeg tilføjede ham. hvis det er meningen, ville universet bringe os sammen på en eller anden måde. Så hvorfor skulle jeg skynde mig på handlingen?

Men ellers hvis nogen gjorde det med mig, ville jeg tænke; "Slap af desperado.." hahah..

- Så jeg lod være med at tilføje ham, og overlod skæbnen til universet.

En måned efter...

Lige indtil min crush blev forlovet. SLAM!

Men fint nok med det. Jeg var ude med en veninde, og så snakkede jeg igen om fyren fra b.handleren, (Jeg havde også nævnt ham før over for hende.), for at trøste mig selv pga crushen. Og hun sagde at jeg skulle tilføje ham, og hvad havde jeg at miste? Og hvis han afviste, så var det afklaret, og jeg skulle derefter ikke bruge min tid og energi på det mere. 

Men der var gået næsten 1 måned fra vores eneste "møde", og var det ikke gået for lang tid? Og hvad vil han mon tænke?

Og havde jeg noget at miste? Kommer jeg til at se ham igen?

Hvis jeg skulle være ærlig overfor mig selv... Jeg var træt af at være passiv i mine handlinger, ærligt, kom nu ud af den fucking skalle. Jeg var seriøst træt af mig selv.

Og nej, jeg havde ikke noget at miste, ved at tilføje ham.

Og nej.... Jeg kommer nok ikke til at se ham igen.

Så fuck det, hvis han afviste mig. Lad mig bare give det et skud..

Min veninde fik mig til at logge på FB, finde hans profil, og hun klikkede med sin finger på det magiske Venneanmodning-knap. bum.. og så siger hun, at hvis han godkendte, så var det nok fordi han husker mig.

Efter en time ser jeg at han godkendte. wow.. Jeg bliver GLAD!! Jeg drømmer om bryllup og børn med ham. For tiden er kommet til at han skal have børn. Det fortjener han. Det har jeg besluttet mig for... Hahahaha!!

Min veninde og jeg bliver enige om at smide en besked til ham, så det ikke bliver mærkeligt at tilføje ham ud af blå luft.

Så efter lidt struggle med beskeden, som skal formuleres rigtigt, ude at lyde skummel, og med lidt insistering fra mine veninder, så sendte jeg ham en besked. Bare en kort besked.

Jeg tænker at han er moden, og svarer nok pænt tilbage.

Stod det til mig, måtte han gerne fri til mig via det første besked.. hahahah...

Dagen efter ser jeg at han HAR læst min besked, men IKKE svaret på det.

Like, WHY???????

HVORFOR FANDEN GODKENDE MIN ANMODNING OG IGNORERE MIN BESKED?????

HVORFOR ACCEPTERE MIG SÅ???

Hvad skal det betyde???? Spiller han kostbar?

Flere af mine veninder mener at han nok har travlt. - NÆH, det tror jeg sku da ikke på. Han er da konstant på FB. Det kan jeg da se, når jeg går i messenger og klikker på hans navn, hvor der står hvornår han er aktiv eller har været aktiv.

Han er rimelig meget på... så jeg tror ikke at han har travlt..

Det er bare tarveligt at ignorere én på den måde. Og jeg havde forventet meget mere af ham. Lavt!


Men jeg er alligevel meget STOLT af mig selv. bum.

Likes

Comments

Jeg skal være god ved mig selv.. Virkelig.

Jeg skal til at omformulere min ansøgning og sende den ind, så jeg skal ind til samtalen.


Men da jeg så sidder og læser mit "gamle" ansøgning igennem, den som er generelt ansøgning, tænker jeg at den er da helt fint, og MEGET generelt. Det er lige før jeg ikke skal ændre noget på i den.

Men nu har jeg jo været her så længe, at jeg skal skrive lidt i hvad jeg lavet mens jeg har været i huset. Giver det mening?

Min udfordring ligger så, i at jeg ikke er god til at skrive en ansøgning. - Sådan har jeg altid tænkt.

Men så tænkte jeg, hvorfor er jeg så dårlig til at skrive en ansøgning? Jeg kan jo skrive dansk og endda meget godt. Så reelt har jeg jo ingen problem i at skrive.

Men det slog mig ligepludselig.

Jeg er hård ved mig selv som pædagog. Jeg VÆRDSÆTTER ikke mig selv som pædagog. Jeg ROSER mig ikke selv som pædagog.

Indtil videre har jeg gjort meget. Men jeg har bare ikke tænkt mere over det eller sat ord på det. Det hele går forbi mig.

Så jeg skal til at skrive ned.. bare med en lille ændring, men det er det som kan være svært for mig.

Hvor er det bare fucking ærgerligt at være så hård ved mig selv og undervurdere mig selv på den måde.

Jeg er sku mere end det. Jeg kan meget.

Jeg ved at hverdag gør jeg mit bedste, men jeg mangler følelsen af at jeg har gjort det godt. Jeg mangler følelsen af at have en stærk fundament. -Selvværd.

Fuck my life.

Det virkede bare som en slag facing-the-reality, da jeg tænkte på hvordan jeg skal omformulere ansøgningen.

Det at se sandheden om mig selv og min kunnen, det er lidt af det som skal skrives ned, og som jeg skal muligvis snakke om.


JEG ER GOD SOM PÆDAGOG!!! bum..

Likes

Comments

(En lille fortsættelse fra tidligere indlæg)

Midt i denne elendighed..
Efter at have siddet i cafeen, besluttede min veninde og jeg at vi skulle gå en tur.
Undervejs, havde jeg nævnt ham der fra boghandleren. (Jeg nævnte ham også da vi sad på cafeen, og sidst vi var sammen.). Jeg begyndte at snakke om ham og undrede om han var en homo. Hahahahaha.. Arh men .. altså.. og hun var sådan, (mens vi tjekkede på hans Instagram - jeg følger ham ikke.), "Ej, hold op, han er helt normalt" osv... Og så sagde hun: "tilføj ham på Facebook".. Jeg sagde nej, jeg kunne ikke få mig selv til det, der var gået næsten en måned sidst jeg så ham. Jeg fik dårlig nok et farvel, fordi han snakkede med kvinde. Så det ville være mærkeligt at tilføje ham over FB, bare sådan. Og også fordi det slet ikke lægger til mit natur at forfølge en mand på den måde. Det skal jo helst gøres omvendt.
Så jeg sagde bare nej og at der var gået noget tid osv. Jeg kom med de lamme undskyldninger..

Og hun sagde så de gyldne ord: "Hvad har du at miste?"

Jeg blev blank. Men samtidig havde jeg også bare så ondt pga. min crush..
Der er heller ikke nogen grund til at dvæle i min crush og lide. Men var det nu også det rigtige at tilføje ham der fra boghandleren oven i det hele? Jeg vil ikke have at det skal virke som plaster på såret, det er jo forkert.

Men hun havde ret, jeg havde ikke noget at miste.

Så sagde hun, "Åben din FB". Jeg begyndte at fnise som teenager og tænkte "omg omg", mens jeg logger på min FB i mobilen, og går ind på hans profil.. Jeg viser hans profil til hende, hun kigger hurtigt og trykker på "Tilføj".

Jeg bliver lidt halvhysterisk agtig, men behersker mig også. Vi er midt på gaden.
Jeg tænker, at det egentlig ikke er så slem og vildt. Det er trods alt en moden og spirituel mand. Han er god nok.

Og hun sagde hvis han ikke godkender, så blev jeg afklaret med det. Så skal jeg heller ikke gå og tænke over det.

Efter en times tid eller to, kiggede jeg i min FB, og kunne se at han havde godkendt. FEDT! Men heller ikke særlig overraskende. Hahah.
Min veninde sagde at det kun var godt at han godkendte mig, det betød jo bare at han kunne huske mig.

Så begyndte vi at snakke om jeg skulle smide en besked over messenger.. Senere blev vi enige om at det nok var bedst at gøre det, da det ville være mærkeligt at bare tilføje ham og ikke skrive. Men det skulle helst ventes.

Min veninde kom med forslag på hvordan beskeden skulle skrives. (ærligt, det er sku første gang jeg gør det, så jeg skal have hjælp til det uden at fucke det op.)
Bare kort besked.

Vi var nået hjem. Og hun ville sikre sig at jeg ikke sendte en besked uden at jeg sendte et eksempel til hende først. Og hun gjorde det tydeligt, at jeg skulle passe på med hvordan jeg formulerer mig, for førstehåndsindtryk er vigtigt. Jeg skulle helst ikke fucke det op. LOL.

Klokken var 21-tiden. Jeg har min anden veninde som jeg også spurgte til råds, begge mine veninder har hver deres egen måde at foreslå det første besked på. Jeg har mixet de to tekster sammen.
Men jeg kunne stadig ikke sende det. Begge pressede mig til det. (Det ville have været nemmere hvis en af dem bare gjorde det for mig.)
Af mig selv, skrev jeg beskeden. Og sendte det til ham.........

Og så loggede jeg ud. Dagen efter klokken 15.38, i dag, jeg har stadigvæk ikke været inde og se om han har skrevet. Jeg kan bare ikke få mig selv til at logge på.
Men, altså... jeg går da ud fra, at han bare har skrevet pænt tilbage som "tak og lige måde." Eller noget i den dur.. ikke noget særligt.

Men fik tjekket hans profil i går aftes, han er bare guf. Haha. Og begge mine veninder koger over ham. Hvilket er fint, sådan var de ikke overfor min crush.

Men nu har jeg ikke crush på ham her som jeg lige tilføjede. Heldigvis. Jeg skal lige komme mig over chokket først.
Men jeg tror bestemt der var en mening med at jeg mødte ham her. Så må jeg se hvad der kommer ud af det.


Opdate!! (Kl. 19.40)

Ok har lige logget på. Han har ikke svaret tilbage på min besked, og jeg kan se at han har set beskeden.

Like, hvorfor overhovedet godkende min venneanmodning, når du spiller kostbar? 

- Svin!

Likes

Comments

Ej.. Jeg mener det. Jeg vil gerne tabe mig. JAH, Tabe mig. TABE!!!

Nedturfjæs på nu.

Ok ikke tid til at surmule og dulme min dårlige samvittighed, lave selvtillid, elendige selvværd og dovenskab med mad og snacks.

Jeg er jo lige kommet hjem fra Istanbul i går nat, og er smadret i dag. - Men jeg vil gerne tabe mig omkring 20 kilo. Så jeg kan komme ned til 60 kg. Jeg kan også stoppe ved 65. Men lad mig lige være realistisk, og sætte delmål op, og starte med 75 kg, så 70 kg og 65 kg osv. Jeg er på 78 kg nu. Eller 80 kg måske 80+ kg. Jeg gider ikke stå på vægten, da den er fucking nederen og giver mig depression og får mig til at hade mig selv endnu mere.

Der er ikke nogen grund til at hade mig selv, jeg elsker min krop som den er. Den er frodig og har former. Hvilket er helt perfekt. Jeg ligner ikke en teenager. MEN.. Jeg skal stadig ned i vægt, det er af flere årsager. Sundhed, for mere energi, bedre koncentration, og bedre selvbillede. (Selvom jeg ikke hader min krop og elsker den ubetinget, når jeg ikke prøver tøj, så påvirker det mit selvbillede når jeg vejer som jeg gør.)

Jeg vil ikke punkttabe mig, det kan man ikke, så det gider jeg ikke bruge tid på. MEN, jeg ved at jeg vil være i samme form, bare i smallere udgave. And thats it. - Jeg vil stadig have fyldig lår, smal talje og små patter af gajoler, Hahahahha...

Og bare fordi jeg elsker min krop som den er, er det ikke ensbetydende med at jeg skal rende rundt og veje meget, og mere.. og bilde mig selv ind at jeg er helt cool med det.
Så har jeg sku da også et problem, hvis jeg ikke ser realiteten i øjnene. Så bare indrøm det, jeg har taget unødvendig på, jeg har haft det for godt, været for doven og spist godt.

Jeg er bare i elendig form, det er jeg træt af - det indså jeg i Afrika. Fedt endelig noget som fik mig til at indse at jeg er tung og i elendig form. Men åbenbart ikke indset det nok til, at jeg trænede intens. Det er on/off. Men fuck det. Jeg går til træning mindst en gang om ugen, det er da i det mindste noget, ik?

Så nu vil jeg gerne noget mere oftere. Håber jeg.

I morgen, vil jeg derfor begynde på spinning. Pissehårdt, men mega sjovt. Og svedigt. Jeg elsker at jeg har mit pulsur på, det er meget mere motiverende, jeg kan jo følge med i min udvikling.

En UDFORDRING er, at jeg bliver meget TRÆT efter arbejdet. Virkelig meget. Jeg skal derfor HUSKE og SØRGE for at hente min sportstaske med på arbejde og tage direkte til fitness centret og træne. Ellers kommer jeg slet ikke ud af døren, hvis jeg er kommet hjem og først har sat mig på sofaen.

Nu må jeg se. Jeg har hvertfald tænkt mig at føre en dagbog over min træning. - Bliver spændende at se, hvordan det går.

Men planen er at jeg træner hver dag. Eller hver anden dag, og længere pauser skal der ikke gå i mellem. Men det er meget bedre hvis jeg holder den på hverdag.. Nu jeg se... Bum.

Likes

Comments

Hmm..

Jeg ved ikke hvad meningen er, det jeg oplevede hele sidste forrige uge, altså fra den 14. Marts og til 23, marts.. Men, jeg gør det ekstrem kort.

Den 14. Marts, fik jeg brudt "væggen" og snakkede med min crush. ENDELIG!! Det var sku da også på tide, hvor længe skulle jeg da ellers have gået rundt og spekulere om det ene eller andet, uden at jeg gjorde noget ved det.?
Det endte med at der var nogle små række begivenheder, som egentlig gjorde at jeg skulle tage skridtet og bare sige noget til ham, finally.
Jeg blev lettet! Ærligt. Nu har jeg ligesom smidt det fra mig, og synes at have givet ham spillekortet til ham, og nu er det hans tur til at gøre noget ved det. Jeg er nu lidt ligeglad med om der er noget fra ham eller ej, jeg er ikke desperat, så jeg forventer ikke at han skal skrive til mig over FB eller tage kontakten til mig på en eller anden måde, lige nu og her.
Jeg har den ikke på mig længere, jeg har gjort mit stykke arbejde. Så hvis han er interesseret, må han puste sine nosser op, mande sig og gøre noget ved det.

Det var den ene ting.

En anden ting, d. 16 marts. Mit arbejde; De vil gerne beholde mig, YES!!
Takket være mine skønneste kollegaer, kan jeg få en fast stilling. Jeg skal bare vise hvad jeg kan osv. Så er det i huset.
Jeg synes at det er så fantastisk. Jeg har godt nok været usikker på hvad jeg kan og alt andet, jeg kom i huset med den indstilling at jeg skal prøve lidt af det hele af og få erfaringer på forskellige steder. Men jeg er helt forelsket i stedet.

Og det sjove er, at jeg har før jeg kom i huset visualiseret hvordan mit drømmearbejdsted skulle være. Og den opfylder alle krævende, hvis ikke næsten alle.

Blandt andet var kravene:
- ikke for stort.
- Et plans hus
- Adgang direkt ud til legepladsen
- tæt på busstop
- SKØNNE kollegaer
- "tæt" på hjemmet
- fri for at lave madpakke, (ærligt det letter en del af stresset).
- Ved sygdom, så skal der ikke ringes direkte til lederen. :p

Så det er helt fantastisk. Jeg elsker stedet, og allerede fra starten har jeg haft en god fornemmelse med det sted.

Den 3 oplevelse, d. 23 marts.

Eftersom jeg var helt i ekstase over at jeg fik snakket med min crush og at man ville gøre mig til fast på arbejdet, så ville jeg finde ud af om der foregik noget universel spil her. (Det var faktisk mere pga det med min crush at jeg ville finde ud af om der var en mening med det.)
Jeg få jo tidligt fri fra arbejdet, og jeg kører ind mod byen og tænker at jeg vil tage forbi den lille  spirituelle boghandler.
Der møder jeg to mennesker. Hvor manden virkelig twistede min hjerne. Mildt sagt. Han sagde ikke noget særligt, det var bare det at møde en som lignede mig ang tro og kultur, som der kom bag på mig.

Må indrømme at det var "skræmmende" og chokerende, og samtidig endnu større ekstatisk end mit snak med min crush, som pludselig blev til et dråbe vand i havet, (nærmest ingenting) i forhold til ham der gut jeg mødte i boghandleren. - For dér, kan jeg sige at det var universet som "bragte" os sammen. - Jeg havde ingen tanke om noget som helst, andet end at jeg håbede på at finde en bog som kunne bekræfte det jeg oplevede fra den 14. Marts.

Jeg forlod boghandleren, uden at have købt noget, men til gengæld fik jeg et svar på det jeg søgte. Synkronicitet, flow og at jeg skulle praktisere det, istedet for at læse en masse teori om det.

Jeg har derfor valgt at praktisere flowet/synkronisitet, i stedet for at skulle spekulere om den mindste ting og læse en masse om det. Drop det, bare praktiser og nyd livet.

Et eller andet sted brude jeg takke min crush for at han får mig til at træffe nogle valg, hvor jeg får meningsfulde oplevelser i livet. Stakkels mand aner ikke at jeg har haft/har (? Jeg aner det ikke selv længere..) crush på ham. Jeg vil virkelig gerne TAKKE ham, sådan helt bogstaveligt, face to face, men det ville nok være mærkeligt at troppe op og sige: "Tak fordi jeg fik et crush på dig, og fordi jeg ville glemme dig, tog jeg til Afrika, og fordi jeg bildt enig selv ind at en eller to begivenheder skulle der til for at jeg kunne tage mig sammen og snakke mig dig, for derefter at tro eller for den sags skyld HÅBE at der var en mening med det, hvor jeg tog til en boghandler, købe en bog og få svar, men i stedet mødte jeg en spirituel mand og ekspedient og fik svar på nogle ting i livet som jeg havde skrublet over." - Det kan jeg bare ikke.

Likes

Comments

Ok.. jeg har lige været i fitness og dyrke spinning.. og det var FAAAAANTAAASTISSSSK!!!

Selvfølgelig måtte jeg holde en del pause undervejs, men jeg synes selv at selv med to ugers pause mellem træningen er godt gået.
Spændningne på cyklen var sat til hårdere end hvad jeg var vant til, og plejer. Så et klap på skulderen er velfortjent.

Nu håber jeg bare at det bliver ved på den måde.

Mine tal:

- Kal: 485
- Puls i g.snit: 148

På 48 min..

Jeg klager ikke!!!

Det er hårdt at spinne, men jeg ved også at af erfaring, så bliver det nemmere. 

Jeg tænker på en masse; når jeg cykler, om arbejde, de skønne børn, min tidligere crush, og nydelsen af musikken der bliver spillet - hvor jeg forstiller mig en masse scenarier :p Jeg skal jo få tiden til at gå.
Jeg lægger også mærke til om jeg har svedt eller hvor meget jeg sveder. Kigger også på mine lår, som jeg stort set har altid har været utilfreds med, og undrer mig over om de kommer til at være slanke. Kommer jeg i det hele taget med at ende i størrelse S/M, som jeg har sat mig for? Kan jeg holde mig til at spise sundt i lang tid, og måske resten af livet. Kan jeg blive bedre til at spise grøntsager?
Og cheatsday, dage hvor jeg kan tillade mig at spise usundt, de to dage ugen som jeg vil prøve, kan jeg holde mig til de dage og ikke spise usundt på de andre dage??

Så mange tanker og en masse indre kampe.. Men jeg må tage en dag ad gangen og tvinge mig selv ud af døren.

Nummeren har det fint, håber dog bare ikke at den bliver øm i morgen.

Likes

Comments

Det er morgen... klokken er halv ti... og jeg OVERVEJER om jeg gider tage til spinning!! Overvejer... WHY??? Jeg begynder på det igen... dovenheden overtager mig igen.. Jeg prøver at sige til mig selv, at jeg har snart menstruation og at jeg godt kan tillade mig at være hjemme.. og ligge under dynen..

Men NEJ!! Jeg skal ud! Jeg tager på! Jeg er ved at få dobbelthagen... shit!! Jeg har bare virkelig ikke tid til at tage på, jeg kan bare ikke tillade det.. Jeg skal ud.. selvom jeg skal starte forfra igen. ØV! Det er fair. Jeg må tage mig sammen og prøve at komme ud.

Og min træningstaske er endda klar!

Fuck det. Nu går jeg ud..

Likes

Comments

Ih, dog!!

Jeg har fucked det up. Synes det er skidt, at jeg har holdt pause i træningen. Der er gået to uger nu, og det er bare ikke i orden.

Jeg føler mig overdrevet fed, jeg har måske også taget et par kilo på. Jeg er ikke helt sikker. Men det er sådan jeg føler når jeg ikke ikke træner.
Og lige da jeg ikke har trænet, gør det endnu sværer - det føles 10 gange sværer, at komme tilbage til fitness world.
Jeg har det bare sådan.. "Tja der er alligevel gået så lang tid, og hvis jeg vender tilbage er det alligevel ikke 100% jeg giver mig selv... kun 25%, fordi jeg er ude af træning.. Så jeg kan ligeså godt skippe det over.." - Det er meget forkert at tænke sådan.

Som alle andre gange er jeg tilbage til det punkt, hvor jeg kommer med tusindvis af undskyldninger for hvorfor jeg kan springe det over.
Det er bare hårdt at komme op på hesten igen. Og vedholde den der..

Men altså, det er også pga. det nye job jeg har fået mig. Nu er der gået to uger, og jeg er dødtræt når jeg er kommet hjem. Jeg vil prøve denne weekend på at tage mig sammen og begynde igen.. Jeg går stadig efter at dyrke Spinning, og vil også prøve BodyFit/Stram op..

Så må vi se om jeg kan komme ud af døren....

Likes

Comments

Fuck, hvor gik det bare GODT!! Virkelig godt!! 

Ærlig talt, den der pulsur gør det bare endnu federe og sjovere. 
Mit kalorietal var på 640 denne omgang, det er vist fint nok, min først time var nok omkring 450 eller 540 kalorier. 
Det er et stort spring. Men jeg synes at instruktøren var også god, men noget som jeg er stolt over var min præsentation. Jeg klarede det betydeligt bedre end forrig gang, jeg hold self pauser når jeg havde brug for det, men jeg gav den også lige en ekstra indsats. 

Noget som jeg tror på, er at kroppen er klog nok til at omstille sig og er "lærenem", så det er faktisk ret godt i forhold til at det er anden gang, og at det er en evigheder siden sidst jeg har været på denne tempo.

Jeg er vild med det. 

Et lille minus er at jeg stadig var øm i bagen, selvom jeg gav den en dags pause, og på trods af at jeg har cykelbukser på, med pude i. Men det gik over efter 10 minuts tid. Men nu hvor jeg er kommet hjem, kan jeg stadig mærke det. 

Ved mit center, kan jeg gå il Bikefit Burn 4 gange om ugen, fra lørdag til onsdag, så jeg håber at jeg kan tage til alle timer, sm ligger om eftermiddage, og holde to dags pause. Men jeg skal stadig huske at mærke efter og ikke presse mig selv.

En sidste ting!!! Jeg hadede jo mit centers indretning, pga alle de mennesker jeg skal gå gennem, og selvom det er tidspunktet hvor der kan være proppet, så var det ikke så slemt alligevel. 

Man skal bare "face" sin irritation, angst, frygt eller hvad man nu føler sig nederen over, og bare gå til den.

Peace out.

Likes

Comments