Fight the Fight

Or lose the battle

Loose the batttle

And maybe loose yourself...


Dagens skriveri er måske ikke det mest opløftende... men det er, som jeg har det for tiden.

Jeg kæmper så mange kampe hele tiden...

Nogen er gode kampe, som jeg i virkeligheden er glad for at kæmpe.

Jeg savner min næst ældste søn. Han er i Kbh. og læser sig klogere i.. tja, livet tror jeg. Det går ham rigtig godt siger han og jeg må tro ham. Ellers driver det mig skør at savne ham så meget. og ville sikkert gøre alt for at hente ham hjem :)

Den ældste søn har givet mig grå hår, men han er på vej i livet og har det godt. De grå hår vil passe fint når engang han og hans dejlige forlovede gør mig til den gladeste og mest stolte farmor (engang...!)

Mindste manden, som ikke er mindst) er snart voksen og skal videre i livet også. Han er en kamp uden lige. For han tror ikke på, at jeg ved hvad der er bedst for ham (altså sengetid kl. 22, havregrød til morgenmad, spise sine grøntsager og kysse sin mor farvel om morgenen). Han insisterer på at blive voksen om lidt. Min trøst er at han er en god og fornuftig dreng.

Lillesøster... Hun er en rigtig kamp. Hun er lige straks teenager!! Tøset, trodisg og tosse lækker. Hun kæmper dog sine egne kampe - på fodboldbanen, altså.. Det er så til gengæld en helt anden kamp at kæmpe for mig. Stemmebåndende holder jo ikke til det!

Der er en anden kamp de kæmper og jeg kæmper med dem. Måske vinder vi den, måske ikke, men kærligheden er stærk, tror alt tåler alt, udholder alt og er størst af alt!!

If we loose the fight, at least we know we tried.

Jeg holder af at kæmpe for min mand.

Han er for sej!

Starter uddannelse som 44 årig og han elsker det. Han har andre kampe der skal kæmpes for helbreddets skyld, men jeg tror på ham og støtter ham alt det jeg kan.

Mentalt skal han beskyttes lidt. Stress og depression grundet min sygdom har et godt tag i ham. Altså skal han holde fast i det gode hans liv byder på nu.

Mine kampe??

De skal også kæmpes og på en god dag lykkes det mig at kæmpe mig op til at se dem i øjnene.

Eller halvt i øjnene...

Mange dage vil jeg helst ikke være sammen med andre. Eller tro på, at de vil være sammen med mig. Jeg får hjertebanken og kvalme. Angsten sniger sig ind med træsko på.

Jeg kæmper imod, men mange dage lukker jeg mig inde, for jeg er for træt til at kæmpe. Jeg kæmper imod depressionen og lukker mig inde i et univers som kun jeg kan være i og når jeg skal være på for familien, er det nemmest at lade dem gøre hvad de har lyst til og ikke styrke min familie og samværet med dem.

Jeg kæmper med vrede og frustration fordi, at de fremskridt jeg gjorde i starten gik i stå og blev til status quo.

Kæmper med accepten af, at jeg er syg, skadet, i stykker og træt. Kæmper med troen på, at jeg er god nok som jeg er...

Jeg vil hellere kæmpe andres kampe og se dem lykkes.

Jeg vil hellere glemme den kamp jeg må kæmpe hver dag.

Kampen mod tårerne og tristheden.

It is easier to put on a happy face, than let everyone see you hurting.

The fight is over for me today.

Perhaps tomorrow will be my fight to win?

I morgen er der en ny dag <3

Likes

Comments

Sommerferie er skønt.
Vi sover længe, kører på ture, spiser is.
Hverdagen er lagt på hylden og de lyse aftener bliver udnyttet til ture på stranden. Stor fornøjelse for hund og datter. Lutter idyl

Eller noget... Ingen tvivl om at jeg elsker min familie. Elsker at have tid sammen med dem og nyde dem.

Desværre er der bare et lille men!
Jeg har ikke energien.
Hovedpine, smerter i venstre side, balanceproblemer og træthed sætter sit præg på humør og udholdenhed. Der er ingen rytme, ro, forudsigelighed og rammer om min dag.

Førhen ville jeg bare have fulgt strømmen og været tilfreds med impuls beslutninger. Det er jeg som sådan stadig. Jeg vil helst bare springe ud i dagen og se hvor den fører hen. Og gør det ofte. Regningen lyder bare promte... Øv dage forude.

Jeg mærker nu, at ferien har taget sin del af mig og jeg må finde tid til mig selv igen. Tid til ro og gode vaner. Når jeg hviler ordentligt og har faste gøremål i min hverdag trives jeg bedst.
Uanset hvor meget jeg kæmper imod, så mærker jeg virkningen af det.

Altså må kedelige hverdag gerne komme igen og lade sin ro falde over mig og mit hus.

"under frelserens blod jeg hviler, friet fra angst og frygt.
Under frelserens blod jeg hviler, der kan jeg hvile trygt.
Om hver en stjerne blegner, ja om alt andet forgår
Under frelserens blod jeg hviler, evigt hans navn består"

For mange vil det vers/omkvæd ikke give en masse mening, men for mig betyder det meget. Tænk at jeg uanset hvor meget rod og forvirring jeg har i mit hoved. Stress, angst, uro når jeg ikke hviler nok så ved jeg, at hvile er mange ting. Og at jeg kan bede om den hjælp - altid. Jeg får den også altid. På en god dag vil jeg endda modtage den gave Gud giver mig og finde hvilen.

Mit håb og ønske for jer er, at i alle må få hvile ❤

Tak at i læste med. Brug det eller lad være ☺
Mine tanker er hos dig.
Kram ❤

Likes

Comments

Hmm. Faktisk er det blog halløj ikke så nemt som jeg ført troede.

"Det er jo bare at skrive" - tænkte jeg. Ak nej...

Mrs perfect her kan ikke bare skrive en blog med alle de tanker der farer igennem hovedet. Der skal komma de rette steder, linjeskift og store bogstaver! Der skal heller ikke skrives i talesprog, men korrekt skriftsprog.

HJÆLP!! Hvordan katten gør jeg så?

Jeg kan jo ikke holde til det i mit hoved. Det har 3 blodpropper sørget for!

Meningen var at, jeg ville skrive om mit nye liv, men mit gamle er i vejen. Jeg vil skrive mine tanker og følelser, oplevelser og overlevelser. Det skal da ikke være perfekt for det er jeg bestemt ikke. Mine fine resultater i skolen skal ikke dominere denne blok. Det skal det menneskelige - uanset talesprog og kommaer. Desuden er det mega svært og skælde ud på livet på korrekt skrift!!! For pokker da!!!

Nå, here goes... Jeg er 44 år gammel. Mor til 4 unge mennesker (de vil altid være mine børn, men de protestere imod titlen børn) ældste er 23 år yngste er 12 år. De mellemste er 21 og 17. Alle med samme far. (Har hørt det er usædvanligt, men ikke mindre sandt...) Vi er dog skilt idag. Børnene har fået den dejligste bonus far og bonus mor (vi er begge gift igen)


Jeg fik for knap 3 år siden blodpropper i hjernen og deraf nogle følger, som farver min verden en lidt anden farve end før.

Ikke mere arbejde med børn, som privat dagplejer. Ikke mere frivilligt arbejde som førhen. Fritidsaktivitet blev sat på standby og venskaber skal kæmpe for at vedligeholdes.

Familien måtte se deres datter, søster, moster, tante som en version - i stykker!

Min egen lille (store) familie måtte se deres mor og hustru kæmpe. Først for at tale, siden at spise, gå, holde balance, se gennem øjne som kun så klart på venstre del af det. Og ikke mindst med træthed og mangel på mental overskud. (fornemmelsen af bitterhed kan skinne igennem).

Venner måtte se, at overskud til dem blev nedprioiteret. En veninde skal dog have en kæmpe tak for stor forståelse og kamp ved min side, da jeg nærmest ikke ænsede hendes tilstedeværelse på sygehuset. <3

Nu er ser så gået 3 år om ganske kort tid og man skulle tro at tingene var blevet bedre. Bevares, jeg spiser selv rigtig mad. Kan klare de fleste ting selv. Balancen er stadig uorden, synet stadig væk på højre side, følelsesforstyrrelse i venstre side blev hængende, det samme gjorde trætheden.

"Hvad så nu", blev omdrejningspunktet for mine tanker efter den første tid, hvor jeg vågnede ordentlig op igen.

Genoptræning stod naturligvis på programmet. Både fysioterapeutisk og ergoterapeutisk træning var nødvendig. Jeg skulle klare at gå på trapper, cykle på motionscykelløb mm. Der skulle lægges strategier for hverdagen hjemme hos os. Faktisk blev en gåtur med vores hund nærmest fejret med hurra råb og flag.

Stærkt fremad det gik, eller...

Det stod klart efter 6-8 mdr. at jeg ikke blev bedre - ikke meget bedre - i hvertfald.

Hvad så nu???

Frustration og vrede fyldte så meget. I starten gik det faktisk rigtig godt, jeg så lyst på alting og var bare glad for at være i live.

Det er jeg selvfølgelig stadig, nu har jeg bare ramt realismen også og det kræver mere end Genoptræning og fysioterapi at overvinde/acceptere.

Livet går videre siger alle og det er heldigvis sandt. men... Nogen glemte at fortælle det også ville blive hårdt. Hårdere end alt andet jeg nogensinde har prøvet.

En dag her jeg det godt (altså taget mine små udfordringer i betragtning) en dag har jeg det træls. Nogen dage også meget træls. Toppen af de dage bliver udlignet af piller mod depression og angst. If you can't beat it, live with it.

Læger og sygeplejersker siger, at det er helt normalt at skulle bruge disse typer piller efter en hjerneskade. Omvæltningen i livet kan gøre dem nødvendige for at klare det nye liv - Hjerneskade??!! Tænk, det skal jeg også forholde mig til...


Hvis jeg ikke havde min tro, ville jeg være lost nu.

Jeg har en jeg kan hælde det hele ud over, når min verden bliver fyldt af mørke tanker og følelser.

Når kampen for at opnå et "normalt" liv bliver unormal hård.

Mit liv bliver ikke ændret med et trylleslag. Men byrden bliver lettere at bære når jeg ved at Gud er på min side. Han gav mig livet på godt og ondt. Faktisk lægger han ikke større byrder på mine skuldre end jeg kan bære.


Når det er sagt eller skrevet, er mit liv fyldt med uro og hårde dage.

Nogen som jeg sikkert gerne vil dele med jer undervejs.

Desuden træner jeg samtidig min evne til at holde ud at kigge på en skærm længere tid ad gangen.

Sorry, men valget er jeres ;)

Læs denne blok - eller lad være.


Hej hej herfra

Kram

Likes

Comments