Posted i: {info}

Den første tid er gået, næsten 3,5 måned og jeg elsker min nye titel og alt hvad der følger med den. Alba Leonora har bestemt taget både Philip og jeg med storm og vi er ovenud forelsket i hende ❤️

Efter hun er blevet 3 måneder, er der sket rigtig meget med hende og hun smiler, griner og pludrer dagen lang. Alba er ikke barnet, der kan sove hvor eller når som helst. Det er faktisk ofte lidt af en kamp med søvnen og som regel sover hun også kun 30-45 min af gangen (om dagen). Det går lidt bedre i barnevognen, hvor jeg har større succes med at få hende til at sove videre efter første opvågning, men det kræver dog også, at barnevognen bliver ved med at være i bevægelse, så ja - jeg får gået Valby tynd 😂 Jeg har altid viklen eller bæreselen med, når vi er på tur, da man aldrig ved, hvornår hun vågner op og så er det altså rart at være på den sikre side.

Da Alba rundede de 3 måneder fik hun en hel del mere tålmodighed, så nu er det sørme også muligt at sætte hende i Nomi-stolen og gå i bad uden hun græder efter kun 5 min. Dét er rart og gør virkelig tingene meget, meget nemmere.

Hun har helt fra starten af spist hver 2-3 time om natten og det gør hun også stadigvæk. Enkelte gange tager hun et lidt længere stræk - efter hun er blevet puttet om aftenen, hvor vi så kan komme op på små 4 timer uden mad. En nat, med så mange opvågninger, er selvfølgelig ret hårdt, så Philip og jeg går ofte i seng samtidig med hende, da vi er dødtrætte og man lærer at prioritere sin søvn fremfor tv/computer som vi ellers plejede at slappe af til før vi blev forældre.

Om dagen sover Alba i sin slyngevugge og om natten sover hun nogle (få) gange i den gamle trævugge og ellers lige i smørhullet i vores seng. Det er SÅ hyggeligt 😇😍 - I starten sov vi vildt dårligt med hende i midten, men da hun vågner hver gang vi prøver at flytte hende, får hun altså lov til at blive liggende og ja: jeg har altid sagt, jeg ikke skulle have børn i sengen, meeen.. det er faktisk rigtig hyggeligt og en hel del nemmere, når man ammer så mange gange. Efter jeg er blevet mor, har jeg virkelig ændret holdning til mange ting. Man ved bare slet ikke, hvad det er, man går ind til (kliché, I know) men jeg er dog heller ikke bleg for at indrømme det 🙈

På søndag skal hun døbes og jeg har derfor rigtig travlt med forberedelserne. Jeg har teamet op med Julie bag @confettiandco_ hvilket nok er den bedste beslutning længe. Med en lille mus, der ikke sover så meget, så er det guld værd med en torvholder, som ikke er en selv. Jeg har simpelthen ikke tiden til det og da jeg ikke vil gå på kompromis med dåben, så har jeg i stedet valgt at hyre Julie. Julie agerer eventplanner - det er fantastisk og noget jeg klart kan anbefale til andre, der står i samme situation 👶🏻💒🎂 Jeg glæder mig til at vise jer en masse billeder fra dåben - jeg er gået all-in 😍🙌🏻🎈

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Lyder umiddelbart skræmmende for de fleste – specielt førstegangsforældre, men vi tog kampen op og valgte at rejse, da Alba Leonora blot var 7 uger gammel. Der er en masse, som har spurgt ind til det og derfor har jeg valgt at skrive et lille blogindlæg:

Når man skal rejse med en lille, skal man som det første have anskaffet sig et pas til barnet og til dette kræves selvfølgelig et pasbillede. Vi tog forbi den lokale fotobutik i Valby. Her skulle Alba ligge ned og fotografen tog så billedet oppefra. Det tog kun få minutter, men var ikke helt nemt. Barnet skal jo, ligesom de voksnes pasbilleder, kigge ligeud, må ikke smile, man skal kunne se ørene og armene må ikke være i vejen. Specielt den sidste del var lidt af en udfordring for os, da Alba hele tiden tog hendes arme op eller drejede sit hoved 🙆 Dernæst skal man forbi borgerservice, hvor man bestiller passet. Det er gyldigt i to år, når de er så små og koster 115 kr for selve passet. Vi gav derudover 200 kr. for billedet, så i alt 315 kr.

Vi ville gerne have vores Emmaljunga kombivogn med på ferien, da hun jo stadigvæk er for lille til en klapvogn og for at sikre, den ikke blev beskadiget under transport, havde vi booket en Airshell hjemmefra. En Airshell, er en form for blød kasse, som man kommer stel + vogn ned i og derefter bliver den afleveret i lufthavnen som stor bagage. Den blev opbevaret i Malaga lufthavn, så den var klar, da vi skulle retur 14 dage senere. Virkelig smart og meget betryggende at vide ens dyrebare barnevogn kommer sikkert frem! I kan booke Airshells på deres egen hjemmeside www.airshells.com og læse meget mere.

Turen mod lufthavnen gik rigtig fint, jeg havde Alba i bæreselen og hun sov igennem tjek-in, bagdrop og security. Vi var taget ud i lufthavnen i ekstra god tid, da vi ikke ville stresse og der skulle være tid nok til mad, bleskift osv. For at undgå tryk i ørerne, var jeg blevet anbefalet at amme ved både take-off og landing og det fungerede rigtig fint. Her kræver det dog lidt timing, da barnet jo skal være sulten på ét bestemt tidspunkt. Jeg gav hende kun en lille smule mad i lufthavnen, så jeg vidste, hun stadigvæk var sulten og gad spise i flyet 🙌

Vi tog en dag af gangen og alt gik efter Alba's hoved. Vi nød 14 dage i varmen, hvor vi alle tre var sammen og hyggede os. Jeg vil klart anbefale alle at skaffe sig et (ekstra) solsejl, da det der f.eks. medfølger ved vores Etch kombivogn, slet ikke var nok. Vi måtte hele tiden trække det til den ene og anden side, så Alba ikke fik solen lige i hovedet. Det var ret irriterende og ville jeg da godt have vidst inden. Derudover havde vi også taget en lille sutteflaske med, så vi havde mulighed for at tilbyde hende lidt væske, så hun ikke blev dehydreret. Jeg tilbød hende endvidere brystet meget oftere end herhjemme af samme årsag.

Jeg er ikke blevet skræmt af at rejse med en lille og glæder mig allerede til næste gang, som bliver til februar, hvor vi jo skal giftes i Thailand 😍

​Som altid - TAK fordi I læste med 💘

Likes

Comments

Dette indlæg vil omhandle den sidste del af min fødselsberetning. I sidste indlæg, nåede jeg til det tidspunkt af fødslen, hvor mit vand gik, da jordemoren var igang med at undersøge mig. Jeg havde på daværende tidspunkt åbnet mig 5 cm og det havde altså kun taget knap 30 min at gå fra 4 til 5 cm. Jordemoren ringede til fødestuen og der gik ikke længe, før jeg blev hentet og kørt derned. Jeg kunne hverken gå eller sidde, så det tog ret lang tid at komme frem, da jordemoderen hele tiden måtte stoppe kørestolen, når jeg fik en ve - hvilket jeg jo mere eller mindre fik 24/7 😅

På fødestuen fylder de badekaret op med vand, da jeg jo ønskede en naturlig fødsel, uden medicinsk smertelindring. Okay, det var plan A FØR veerne startede og den blev meget hurtigt lavet om til plan B, der bestod af en epidural. Jeg havde på daværende tidspunkt været igang i 16-17 timer og havde ingen pauser mellem veerne, så jeg kunne desværre ikke klare mere. Min krop OG mit sind var fuldstændig smadret og hvis jeg var blevet tilbudt et kejsersnit, så havde jeg nok sagt ja - på trods af, at det var det absolut sidste jeg ønskede inden (hvorfor tilbyder de egentlig ikke kejsersnit? 😂🙄) hahaha..

En epidural blokade var lige dét, jeg havde brug for, og jeg kunne for første gang i knap 2 dage, få lidt at drikke og spise. Jeg sendte Philip en tur i 7-Eleven, hvilket var yderst tiltrængt - ikke kun for mig, men også for Philip, der ikke havde veget fra min side siden torsdag nat og på dette tidspunkt nærmede vi os lørdag omkring kl 18-19 stykker. Jeg havde aldrig klaret fødslen uden Philips STORE hjælp - Han var uundværlig og jeg føler mig så lykkelig over, at han er min. Han steppede op og huskede alle de værdifulde råd fra Heidi - vores private jordemoder. I kan læse mere om hendes fødselsforberedelse og Meyermetode lige her.

Jeg åbnede mig ret hurtigt, på trods af Epiduralen, der jo ofte har den effekt, at fødslen kan gå lidt i stå eller i hvert fald sløve den en del. Meget hurtigt var jeg altså 10 cm åben, men det var gået så stærkt, at baby ikke havde kunne følge med, så selvom jeg var klar, så var hun det altså ikke. Jeg blev bedt om at stille mig op på alle 4 og vrikke med hoften, så jeg kunne hjælpe hende lidt på vej og derved åbne lidt op i bækkenet. Altid skønt at stå på alle 4, kun med en hospitalsskjorte på, ledninger alle steder pga. epiduralen samt elektroder gennem mig, så de kunne holde øje med lillepigen. på baby. I kan lige forestille jer det, ikke? 😂😂 Tænker der nok er en hel del, der også har prøvet det ;-)

Nåh, men omkring kl 22.15 er baby også ved at være langt nok nede og jeg gør mig klar til at presse. Jordemoder oplyser, at mit fostervand er lidt grønt og tilkalder en læge. Jeg blev pludselig nervøs og ja, egentlig skide bange. Hvad betød det nu? Lægen ankom og tog blodprøver på lillepigens hoved, så de kunne holde øje med hendes tilstand. Dette gjorde de hvert kvarter, indtil hun var ude. Heldigvis var prøverne helt som de skulle være hver gang og lægen var ikke bekymret. Hun sagde dog på et tidspunkt noget med en sugekop og et ve-hæmmende drop, men heldigvis blev det aldrig aktuelt og kl. 23.10 efter maks. 30 minutter i pressefasen var vores lille Alba Leonora ude hos os ❤ Hun vejede knap 3300 gram og var 51 cm. lang.

Hun blev lagt op på mit bryst med det samme og det var den bedste følelse - aldrig har jeg oplevet noget lignende. Tårerne trillede ned at kinden og fra dét øjeblik stoppede vores liv som vi kendte dét og et nyt - familieliv - begyndte 😍

Jeg var ret kvæstet efter fødslen, men det blev heldigvis bedre for hver dag og her, 5 uger efter fødslen, er jeg ikke hæmmet eller mærket mere. Min ryg endte med at tage mest skade, men med så lang en latensfase, hvor Philip lindrede mine smerter med et kraftigt lændetryk (jeg bad ham jo trykke hårdere & hårdere for hver ve) samt en foroverbøjet stilling i næsten 48 timer, så er der vel ikke noget at sige til, at ryggen har været lidt på overarbejde 😝

Epiduralblokaden var dét, der fungerede for mig og jeg kunne ikke være den foruden. Jeg tager hatten af for dem, der klarer en fødsel uden nogle former for smertelindring, men vores kroppe er ikke ens - intet forløb er ens og min holdning er, at man hverken kan eller må sammenligne. Vi er ALLE pisse seje - om man føder vaginalt eller ved kejsersnit og om man får smertelindring eller ej 🙆 #girlpower

Tak fordi I læste med - Ovenstående billeder er selvfølgelig kun mine og må ikke deles. De er ret personlige og håber derfor, I vil tage godt imod dem ✨

Likes

Comments

Posted i: {info}

I er mange, der har spurgt ind til vores datters navn og eftersom hun nu allerede er blevet navngivet, da vi havde brug for at få lavet et pas til hende, så ser jeg ingen grund til at holde det fra jer 😉

Philip og jeg har været meget i tvivl og  har slet ikke været enige igennem graviditeten, hvorfor vi til sidst valgte at skubbe dét til efter hun var født. Måske blev vi klogere, når vi så hende. Vi havde selvfølgelig nogle favoritter hver især og det var følgende navne:

  • Leonora
  • Nellie
  • Ellie
  • Alba
  • Aura
  • Elinora
  • Ellienora
  • Ellinore

På fødestuen, bag min seng, hang der et spejl med et navn på - nemlig Alba og derfor er hendes navn - efter lidt hjælp fra 'skæbnen' 😜 blevet følgende: Alba Leonora 👶💘

Hun vil nok kun blive kaldt Alba, men jeg er også helt vild med navnet Leonora og synes det er så smukt med dobbeltnavne, så det skulle hun selvølgelig have. Mange af jer, vil nok associere navnet med Alba fra Familien fra Bryggen, men navnet har været en af vores favoritter i mange, mange år - også før ´Geggo´ fik deres lille Alba 😉 Men derudover, så gør det jo ikke noget, at blive associeret med sådan en sød lille, brunhåret pige som Alba jo er!

Hav en dejlig onsdag - her nydes dagen under dynen, imens min lille Alba Leonora, tager sin første lur.

Tak fordi I læste med 🙏

Likes

Comments

Posted i: {info}

Som overskriften lyder, havde jeg nok verdens værste (og måske også længste) latensfase (hvis jeg selv skal sige det). Det hele startede med, jeg var forbi fødegangen til tjek torsdag den 27.07.17 - min terminsdag - pga. mit forhøjede blodtryk. Her laver lægen en hindeløsning og vil faktisk sætte mig igang dagen efter. Men, natten til fredag, blot få timer efter hindeløsningen, får jeg veer. Philip og jeg tager ud på hospitalet fredag kl. 13, hvor vi alligevel havde en tid til igangsættelse. Vi var helt høje og tænkte, at vi da selvfølgelig ville møde vores lille datter samme dag.. Sådan skulle det ikke være. Jordemoderen, vi kom ind til, delte ikke samme overbevising som lægen fra dagen før og ville ikke sætte mig igang, så hun var meget tilfreds med, jeg selv havde fået veer og lavede blot endnu en hindeløsning og sendte os derefter hjem igen.

Det blev fredag aften og veerne havde taget til hele dagen og jeg var på daværende tidspunkt oppe på 5 veer pr. 10 min. Det nærmede sig ve-storm og den ene ve blev afløst af en ny - uden pause. Jeg havde stor glæde af min fødselsforberedelse med Heidi og gjorde brug af fokus på vejrtrækning og små bevægelser frem-og-tilbage med hoften. Dette, sammen med et lændetryk fra Philip, gjorde at jeg kom nogenlunde igennem, men hold nu k...! Aldrig har jeg følt sådan en smerte. Det var nærmest ulideligt og det krævede alt mit fokus ikke at bryde sammen 😳

Timerne gik og da klokken blev 23, hvor jeg altså havde haft veer i 21 timer, var de nede på 3-4 minutters mellemrum - Nogle gange kom der mere end 5 veer pr. 10 min. men så ændrede det sig lidt og derefter tilbage til 3-4 minutters mellemrum. Slet ikke til at finde ud af og vi ringede derfor ind til fødegangen. Efter et hav af spørgsmål - noget Philip stadigvæk omtaler som et forhør - fik vi lov til at komme ind. Det tog os selvfølgelig 100 år at komme fra 3. sal, ned i bilen og køre de 8 min. til Hvidovre hospital, for jeg havde på dette tidspunkt så sindssyg ondt og måtte stoppe op hvert minut og trække vejret, lettere sindssygt, igennem veerne 😝 Det var ulideligt og ja, stakkels naboer!

På Hvidovre blev vi mødt med beskeden om, at jeg kun havde åbnet mig 2 centimer og altså blot 0,5 cm siden vi var der tidligere på dagen. (WTF 😱) - Denne besked kunne jeg slet ikke håndtere og dér brød jeg sammen. Hvordan kunne jeg kun have åbnet mig så lidt, når jeg havde haft veer i SÅ lang tid og når de gjorde så pokkers ondt? Det var en forfærdelig besked at få og imellem tårer, veer og smerte, fik jeg fremstammet: Så hverken vil eller kan jeg mere 👻

Ingen vej tilbage, hvilket jeg selvfølgelig godt vidste, men det var som om, fornuften forsvandt mere og mere i takt med veerne. Nå, men jeg var altså nødsaget til at tage imod en smertestillende cocktail for at komme igennem natten, selvom planen var en fødsel fri for smertestillende. Hehe, vi var vidst hurtigt røget hen til plan B! Heldigvis virkede pillerne ekstremt hurtigt og jeg fik sovet 6-7 timer uden smerte. Dét var yderst velkomment!


Lørdag den 29/7 startede veerne så småt forfra og her kunne jeg igen øve teknikkerne fra Heidi og holde fokus på vejrtrækningen. kl. 15 var veerne igen tilbage for fulde hammer og der var 2-3 min imellem og nogle gange slet ingen pause. En ve blev efterfulgt af en ny ve, der bare toppede den anden og jeg mistede mit fokus. Jeg mistede endnu engang fokus på min vejrtrækning og alt det andet gode, vi havde øvet os på. Rigtig ærgerligt, men jeg var dødtræt og fuldstændig udbrændt.. 

Vi kørte endnu engang ud på fødegangen og heldigvis havde jeg på daværende tidspunkt åbnet mig 4 cm og da jordemoren undersøgte mig - gik mit vand. Yay!!! Det var en fantastisk følelse: nu ville der 'snart' ske noget 😃

Fortsættelse følger 😉 Stay tuned! 

Likes

Comments