Når man hører eller læser om ordet celleforandringer, kan ordet kræft heller ikke undgå at blive nævnt. Og selvom de to ord overhovedet ikke behøver at have noget med hinanden at gøre, så stivner de fleste et kort øjeblik eller får en klump i halsen, når de hører disse to ord. Og lige efterfølgende begynder tankerne at flyve rundt i hovedet på en. Ja det var ihverfald det der skete for mig, da jeg modtog en mail fra min læge for godt en måned siden: “Der er ved rutine undersøgelsen af din livmordhals fundet celleforandringer, og jeg anbefaler, at du får taget en udvidet prøve ved en gynækolog.” Det kom lidt som et chok. Ved alle de andre undersøgelser jeg har været til tidligere, har der ikke været tegn på noget, og ved undersøgelsen hos lægen, fik jeg at vide, at alt så fint ud. Men prøven viste altså noget andet.
Jeg gik straks i gang med at google “celleforandringer på livmordhalsen”, og selvom der ikke stod noget overvejende dårligt, så havde ordene alligevel sat sig fast i mit hoved, og jeg begyndte at bekymre mig unødigt.
Jeg arbejder jo som sekretær ved en hudlæge, og flere gange om dagen ringer jeg patienter op med beskeden:”der er fundet celleforandringer i den prøve vi tog, og det betyder bla bla bla.” Og selvom jeg er klar over begrebet celleforandringer og beroliger patienter hver dag, befandt jeg mig alligevel på den anden side som uvidende og bekymret patient.
Nåh men jeg får hurtigt kontaktet en gynækolog og får en tid 4 dage efter. Jeg bliver lokalbedøvet, og den udvidede prøve bliver taget og sendt til undersøgelse. Han forklarer mig om, hvad der videre skal ske i tilfælde af, at der er negative celleforandringer. 1 1/2 uge senere ringer telefonen. Det er gynækologen. “Der er fundet svære celleforandringer ved den udvidet prøve, og du skal ha foretaget et keglesnit, som vi talte om sidst.” Tre dage senere er der post fra Holbæk sygehus i min e-boks. “Keglesnittet skal foretages d. 8. nov ved ambulant indlæggelse. Der er sat 40 min af.”
Det var så i går. Dagene op til havde jeg svært ved at tænke på andet. Hvad skulle der ske? Hvordan? Gør det ondt? Og hvad med bagefter? Men altså det gik fint og selvom jeg kun blev lokalbedøvet, så blev jeg noget omtumlet og lå og havde min egen fest. Det var godt jeg havde chauffør på. I dag har jeg lidt ondt, og er utrolig træt. Om ca 3 uger får jeg så svar på, om de har fået det hele med, og om seks måneder skal jeg til en kontrol undersøgelse.

Selvom det var lidt af et chock, at få at vide der var celleforandringer som så efterfølgende skulle fjernes ved et mindre indgreb, så er det ikke det, der har fyldt mest i mit hoved. Da jeg helt tilbage i starten af september fik brev fra Region Sjælland ang rutineundersøgelse af livmordhalsen, fik jeg i første omgang ikke bestilt ved min egen læge til dette. Brevet hængte fint på køleskabet i næsten en måned, og det var faktisk kun fordi jeg skulle til lægen i en anden anledning, at jeg fik foretaget undersøgelsen. Om der er mere mellem himmel og jord, ved jeg ikke, men to dage efter jeg havde bestilt tid ved lægen, lå der endnu et brev fra Region Sjælland i postkassen. En reminder om at jeg skulle huske at bestille en tid ved lægen til undersøgelse af livmordhalsen. Hvert tredje år får jeg lavet denne undersøgelse, og på de tre år der er gået siden sidst, er der kommet negative celleforandringer. Havde jeg sprunget over denne gang, og først fået foretaget undersøgelsen om 3 år, tør jeg ikke tænke på, hvad de celleforandringer kunne ha udviklet sig til.

Så kære kvinder, fat mod og se at få bestilt tid til den undersøgelse. Og selvom selve undersøgelsen er ubehagelig med glidecreme og kolde instrumenter, så synes jeg, det er vigtigt at få gjort.

Kh Christina


Flyt din blog til Nouw - nu kan du importere din gamle blog - Klik her

Likes

Comments

“Når det føles som nat indeni. Når alt føles umuligt. Når du føler, du visner. Når du føler, du dør psykisk. Så er det din sjæl, der skriger på liv. Lyt!”
(citat Mette Holm)

Sådan har jeg haft det de sidste par dage. Og selvom jeg har redskaberne til at komme videre og ovenpå igen, og selvom jeg inderst inde godt ved, hvad jeg skal gøre, så forbliver jeg trist, ked og uoplagt.

Jeg føler mig snydt. Snydt for det liv, jeg selv mener, jeg burde leve. Jeg føler mig magtesløs. Magtesløs og bekymret fordi jeg har en søn som skiller sig ud fra mængden, men ingen lytter til mig. Ingen tager mig seriøst. Jeg føler ikke, jeg får nok ud af det liv, jeg er blevet skænket. Jeg skal mere. Jeg er mere værd. Jeg har mere at byde på. Hele mit liv har jeg præsteret jævnt. Er træt af at være jævn. Jeg vil være mere end det.

Det hele bebrejder jeg mig selv. Jeg har selv taget de valg, der har ført mig hertil, men jeg er ikke tilfreds med min egen præstation her i livet. Og den eneste der kan ændre på det, er mig selv.

Men når jeg nu er så bevidst om hvad der er galt, og hvad det kræver for at ændre det, hvorfor gør jeg det så ikke bare? Hvis jeg kendte svaret på det spørgsmål, så ville det hele være meget nemmere.

Men sådan er livet ikke. Nemt. Hele livet igennem bliver vi udfordret og sat på prøve. Og ligesom vi tar et skridt frem, går der kort tid, og så tar vi to skridt tilbage.

Denne personlige udviklingsrejse jeg er på, er langt fra nem og lutter lagkage. Og selvom der dog er flere gode end dårlige dage, så er det ik sådan, at de gode dage bare kommer automatisk. Jeg skal kæmpe for dem. Hver dag er en kamp for mig. Det gode mod det onde. Adfærdsmønstre, jeg skal ændre. Tankegange, jeg skal ændre. Følelser, jeg skal lære at kende og forstå.

Og det er altså ikke altid det er lige let. Den ene dag er alt godt og dejligt, den næste er alt i vejen, og livet er så meget i mod mig. Hvordan det kan ændre sig så drastigt fra dag til dag, ved jeg ikke. Måske fordi mange små udfordringer over længere tid, pludseligt får bærret til at flyde over?

Jeg skal nok komme op igen, og jeg ved også, at når jeg er oppe, så kan jeg se mere klart og konstruktivt på tingene. Man skal aldrig begynde at fiksede noget, når man er nede.

Med håbet om nogle bedre dage i sigte, vil jeg ønske dig en dejlig dag

Knus Christina

Likes

Comments

Både min eksmand og jeg kom hurtigt videre med vores liv efter vores brud, og ca. et halvt år efter vi blev skilt, havde vi begge fundet en ny partner. Det er de partnere vi er sammen med i dag. Vores brud gik ret smertefrit. Min eksmand ville ikke have så meget med, så jeg beholdt stort set alt. Og da vi var ret enige om det meste, blev vi skilt via nettet. Det krævede jo kun vores nem-id. Fra jeg sagde, jeg ville skilles, til skilsmissen gik igennem, gik der ca. en uge – fjorten dage. Det er alligevel skræmmende det kan være så nemt og gå så hurtigt at blive skilt!!!???

Men vi kom som sagt hurtigt videre og fandt kærligheden igen. Og det var jo dejligt for os begge to. Men med en ny kæreste følger også en ”ny mor”, papmor, stedmor eller hvad vi skal kalde det. Det gjorde mig utrolig usikker i starten, og jeg gjorde det nok til en konkurrence om, hvem der var bedst. Hende eller mig? Og jeg følte mig utrolig provokeret af, at hun var så meget på og involveret i mine børns liv. Jeg så mig selv som mor med stort M, og havde ikke brug for at hun også tog del i den rolle. Hun var med til alle arrangementer og førte sig frem. Og da hun selv havde et barn, hvorfor skulle hun så lege supermor overfor mine børn? Det var i hvert fald sådan jeg følte det. Prøvede dog at trøste mig selv med, at det trods alt var meget bedre, at hun kunne lide mine børn og gad dem, end at hun ikke kunne lide dem og var efter dem hele tiden.

Det er heldigvis slet ikke der vi er i dag. I dag har vi et super forhold til hinanden, og jeg er meget taknemmelig for vores relation, og for at hun er en del af mine børns liv. Det er ofte hende jeg kontakter, hvis der er noget i forhold til børnene. De er rigtig glad for hende og omtaler hende sommetider som stedmor, hvilket jeg har det helt fint med. For det er jo det hun er. Men hvordan er vi kommer hertil?

Kommunikation, dialog og åbenhed. Vi fik afstemt vores forventninger til hinanden og sat ord på vores tanker og følelser. Vi fik snakket om, hvad vi synes er i orden, og hvor grænserne bliver overskredet. Men vi ville nok ikke have været her i dag, hvis ikke hun havde rakt hånden ud. Hun er i stor grad grunden til, at vi har det gode forhold til hinanden, som vi har. og det vil jeg gerne sige hende et stor TAK for.

Som i så mange andre situationer er det kommunikation og åbenhed, der har gjort udslaget her. Jeg kan ikke opfordre andre nok til, at snakke sammen. Så kom gang med at kommunikere.

Venligste hilsner Christina

Likes

Comments

Jeg elsker de amerikanske højtider, og de sidste par år er Halloween rykket indenfor (udenfor) hos os. Børnene elsker det ligeså meget som mig, mens kæresten bare synes vi er tossede.
Vi starter gerne med at tage i kastanjeskoven for at finde kastanjer. Og så er det hjem og lave edderkopper og andre kastanje dyr. Mine børn har en utrolig eventyrlig fantasi, så her er det kun fantasien der sætter grænser. På billederne nedenunder er vist en hest, en hund, en orm, en ko med lænke (det er den på højre billede) og selvfølgelig edderkopper/edderkoppespind.

Bagefter pynter vi op, og hoveddøren er et hit. Jo mere spindelvæv jo bedre. Jo uhyggeligere jo bedre. De tar opgaven meget seriøst. Og vi ved godt, at det forpligter når man pynter hoveddøren til Halloween, så der er købt rigeligt med slik de de børn og barnlige sjæle, der skulle lægge vejen forbi os.
I år har vi ikke selv lavet græskar herhjemme, men drengene har fået brugt deres kunstneriske evner sammen med mormor. Og da de er hos deres far når det er “rigtig” Halloween, har de sammen med mormor, allerede været ude at tigge om slik.

Til sidst har jeg brygget en lille historie sammen for at fuldende Halloween. Det tog måske lidt overhånd, men jeg har i den grad en livlig fantasi. Fandt på historien for 2 år siden, men den holder stadig. For ligesom at man skal stille noget sødt frem til nisserne til jul, for at de ikke skal drille, så skal man også stille noget sødt frem til Dracula, for at han ikke skal lave ballade. Skumfiduser og rød sodavand er det han elsker allermest. Han kommer flyvende på sin cykel om natten. For om dagen sover han jo i sin kiste. Nogen gange kan børnene være så heldige, at Dracula efterlader en lille gave.

Happy Halloween Christina

Likes

Comments

Min eksmand og jeg er i fællesskab blevet enige om en 7/7 ordning mht vores drenge. Vi bor tæt på hinanden, snakker godt sammen og kan uden problemer ses til fælles arrangementer med børnene og vores kærester. Denne løsning fungerer rigtig godt for os. Vi passer os selv i de uger vi har børnene, og blander os ikke i hinandens opdragelse og hverdag. Men vi er også ret enige om den generelle opdragelse. Er der noget vi mener den anden forælder skal vide, så smider vi en sms eller ringer. Vi snakker langt fra sammen hver dag eller hver uge. Og drengene ringer heller ikke hjem. Ikke fordi de ikke må, men helt fra starten har de givet udtryk for, at de bedst kan overskue hverdagen, hvis de kun er i kontakt med den forælder de er hos. Så hvis jeg møder dem, i den uge de er hos deres far, så får jeg et hej, men ikke nødvendigvis et kram. Og det er da hårdt. Mega hårdt. Især i starten hvor jeg var ekstra sårbar. Men her gælder det om, at tænke på børnene og være stærk. Så må jeg tude når de ik ser det. Og når vi er til f.eks. fællesspisning med skolen, så sidder vi sammen, men børnene henvender sig stort set kun til den forælder de er hos, og den anden træder i baggrunden og blander sig ikke. Ihvertfald slet ikke foran børnene. For os fungerer det rigtig godt.
Og med tiden har jeg lært, at nyde det der med, at være deltids mor. Det betyder ikke, at jeg ikke bekymrer mig om dem, når de er hos deres far, eller står klar til at hjælpe, hvis han har brug for det. Men jeg har lært, at “nyde” den uge, hvor børnene er hos deres far. I den uge kan jeg gøre, hvad jeg vil uden at få dårlig samvittighed. Arbejde længe, gå ud med veninderne, tage på forlænget weekend, træne mm. Og i den uge hvor drengene så er hjemme, der sætter jeg dem først og er 110% på. Det tar gerne lige en dags tid eller to, at omstille sig, men jeg nyder og sætter lige meget pris på begge uger.

Likes

Comments

Jeg hører til den kedelige skilsmisse statistik vi har i Danmark. Og med to små børn var der en del overvejelser, der skulle vendes. Var det et nemt valg? Nej overhovedet ikke. Var det, det rigtige valg? Ja absolut, og på intet tidspunkt har jeg fortrudt min beslutning. For ja det var mig, der var skurken!!! Hende der gik. Hende der besluttede at splitte familien. Hende der valgte, at hendes børn skulle være skilsmissebørn. Har det været nemt efterfølgende? Øh nej bestemt ikke. Har jeg været bitter, har jeg været ked af det, og har jeg været bange for hvordan fremtiden ville se ud? Ja, ja og ja. MEN når det er sagt, så har jeg fundet styrken til at komme videre og ovenpå igen, i viden om at min beslutning var den rigtige. Var det en egoistisk beslutning? Måske. Gav jeg op for let? Nej, for vi havde prøve, at redde det, der var tilbage. Men når mine drenge efter 4 år stadig siger de ville ønske mor og far boede sammen, så stikker det lidt i mit hjerte.

Likes

Comments

Instagram@mor_tilto