Som man jo siger.. Jævnfør sidste indlæg, så er jeg simpelthen en flydende korkprop for tiden. Selvom jeg igår morges efterlod en portion havregryn på stuebordet, fløj uden af døren med en tandpastaklat i mundvigen, ca. 8 minutter for sent, efter at have sovet lige omtrent 3 timer for lidt, så har jeg faktisk haft det man kan definere som en temmelig god uge. Trods en behandling af kroppen der burde resultere i kollektivt nedbrud, så har jeg været glad, smilende, overskuds-agtig (stadigvæk temmelig ustruktureret) men vigtigst af alt: tilpas i det jeg foretog mig. Og man må bare konkludere, at eget mindset ER key to happyness. 

Jeg tænker tit over om jeg ofte forventer for meget af mine omgivelser. Altså, om jeg er for afhængig af andres respons. Jeg har rejst meget det sidste år, og jeg sad i maj måned sidste år på en sten og kiggede på azurblåt hav i Thailand og lovede mig selv én ting: At jeg skulle blive min egen bedste ven. Det har jeg bestræbt mig på siden. I nogle perioder går det over al forventning. I andre perioder skælder og smælder jeg mig selv hele vejen til Uganda og kan simpelthen ikke få formuleret nok hvor ÅNDSSVAGT et menneske jeg er. Og det passer jo ikke. Og den slags må man aldrig sige til sig selv. For så får det simpelthen glasset til at flyde over selv ved den mindste lillebitte dråbe af modgang.. Akkurat som i sidste uge. 

Jeg vil så gerne være én af dem, der kan stå op om morgenen, kigge sig selv i spejlet og sige "hold kæft hvor er du bare pisse fed (på den fede måde!) og hvor er du bare dejlig og hold kæft hvor jeg elsker dig" og al den ståhej. Men det er sgu sværere end som så. For det første virker det helt vildt fjollet sådan at stå der og give sig selv en større kærlighedserklæring. For det andet så er man sgu da bare ikke ret pæn med uglet hår og 3 mm åbne øjne. Ikke desto mindre, så er det næste skridt i projektet. Nu er det lykkedes meget godt (i 3 dage, bevares) at bevare optimismen og være glad mens jeg gør noget. Nu vil jeg prøve at rose mig selv undervejs i processen også. Spændende er det og jeg lover at fortælle ærligt om hvordan det går. 

In case nogen læser med - så tak. Jeg aner ikke hvad det her er og skal blive til, jeg kan bare mærke, at det er godt at få luftet tankerne. Til et tomt tekstfelt som ikke kigger dømmende på en og tænker "Hvad fanden snakker du egentlig om". Så tak. Og rigtig god torsdag. 

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Min mor har altid sagt jeg var en korkprop af den simple årsag, at jeg altid flyder ovenpå når jeg møder en krise i livet. Ikke sagt at jeg aldrig bliver såret, vred, frustreret, ked af det eller simpelthen blot føler mig som verdens mindste menneske. For trust me, det sker for ca. hele verdens befolkning. Men jeg tror det der ligger bag korkprops-metaforen er, at jeg har en evne til at klatre op fra de der forbandede store, sorte huller vi alle kan havne i og så finde ud af hvordan jeg undgår at ende i et magen til fremadrettet. Bare ikke i sidste uge..

Sidste uge var mildest talt en fucking lorteuge. Sådan en af de uger, hvor man har lyst til at lægge sig i fosterstilling midt på freaking cykelstien. En af de uger hvor man har lyst til at (sorry!) give alle umulige cyklister en flad, kaste med vasketøjskurven, råbe af nogen i Netto og hvor man samtidig blot kigger sig i spejlet og tænker "Hvad fanden er der EGENTLIG galt" og samtidig ikke have noget svar på dét spørgsmål. Stress, overbelastning, for meget alkohol. I don't know. Jeg stod ikke til at redde i sidste uge, så er det sagt. Hvorfor? Pas. Men jeg tror det skyldes, at jeg tit kan blive ramt af en helt umulig trang til at gøre alting "godt nok". 

Når sandheden skal frem, så er jeg ikke et superstruktureret menneske, der bare har pissemeget styr på det hele. Jeg er ikke typen der har den mest velkoordinerede kalender, og kan balancere venner, veninder, skole, arbejde, kæreste, hobby'er og SAMTIDIG få trænet hjernedøde 6 dage om ugen, så man kan komme til at ligne den fotomodel man gerne vil. Det. Sker. Bare. Ikke. Færdig. 
.... Oooog det har jeg så lidt svært ved at indse engang imellem. Alle kender det med at blive ramt med 33 tons motivation og bare tænke "Fuck hvor skal der bare ske noget NU!!!" og så skal det absolut være på samtlige parametre i det man kalder livet. Og det er jo umuligt. For helvede hvor er det umuligt. Hver gang tingene ikke gik som planlagt i sidste uge, kunne jeg mærke tårerne presse sig på og mit blod pumpe ca. 15 gange hurtige rundt i kroppen. Af frustration. Men nu vil jeg prøve noget nyt. Jeg vil være verdens motherfucking største korkprop, som jeg tidligere har været. Jeg lå i fosterstilling i hele sidste uge. I den her uge vil jeg ikke bande ad en eneste cyklist, jeg vil sige "pyt" hvis jeg ikke får trænet eller ikke når at læse alle 15 kapitler i denne uge. I stedet vil jeg som nu drikke the og læse et magasin (hvilket jeg ikke har gjort i flere år!), og så vil jeg kigge ud på regnen og tænke "Kæft, hvor er det en god mandag!"

Update på korkprop-situationen følger..

Likes

Comments

Jeg var i påsken 2017 på tur med min kæreste til Paris. Vi har spenderet hele dagen med shopping, jeg har været i samtlige Zara butikker der er at finde i Paris, jeg har været nødsaget til at købe et par nye sko, fordi mine fødder praktisk talt er ved at gå i opløsning, har lige bakset rundt i et prøverum med 5 stykker tøj jeg ikke følte mig tilpas i (surprise, i og med de var revet end fra hylderne uden nogen som helst form for plan) og lige dér, der hænger den.. Den fineste hvide t-shirt med en ananas på det ene bryst omkranset af teksten "Always be happy". Min kæreste kigger på mig og siger "Den her, den må du have. Den passer perfekt til dig". Og jeg købte t-shirten med den glade ananas. Pæn var den også, men mest af alt fordi den rørte noget indeni mig. Den talte til den person jeg rigtig godt kunne tænke mig at være. Bevares, jeg er til dels allerede en glad og udadvendt pige, der spreder godt humør og god stemning (læs: rigtig god stemning), men jeg har også skyggesider og følelser jeg har svært ved at håndtere, og det er netop dem, jeg godt kunne tænke mig at komme til livs! 


Jeg har i længere tid gået med en boblende fornemmelse i maven. Jeg har så længe jeg kan huske haft lyst til at blogge/filme/udtrykke mig kreativt in some kind of way, men har, to be fair, ikke haft nosserne til at gøre det. Det ved jeg stadigvæk ikke helt om jeg har. Overhovedet. Faktisk. Men jeg har brug for et "digitalt space", hvor jeg kan lufte de tanker, jeg er træt af at tude min kærestes/veninders/families øre fulde med.. Eller måske rettere sagt ikke kan finde ud af at tude deres øre fulde med. Så nu prøver jeg her!


Ovenstående er et værre muzak, I know! Men kender I det med, at man gerne vil være den bedst tænkelige udgave af sig selv? Den der "Fååårk hvor er jeg bare glad altid og hvor har jeg styr på lortet og samtidig overskud til at give dig komplimenter og sige dit hår er pænt"-agtige type. Den type vil jeg gerne være. En glad (men struktureret) ananas. Så følg med, jeg skal nok komme godt i mål. Håber du vil være med.


/Emma

Likes

Comments