Ah, der er næsten ikke noget skønnere end himmelhøj sol, fregner på næsen og iskaffe i lange baner. Det skulle da lige være oversize, uldne sweatre, varm kakao og gyldne blade i skovbunden. Hver årstid er magisk på sin egen måde, og selvom vi måske ikke har fået den sommer vi drømte om her i Danmark, skal vi stadig huske at nyde efteråret som har gjort sin entré. Luften er blevet koldere og mere klar, og som jeg har skrevet i forrige indlæg, er det en god idé, at ændre lidt i sin hudpleje-rutine. Især hvis man som jeg har tendens til tør hud.

Men det er ikke kun i min hudplejerutine at jeg laver små justeringer. Jeg har stor respekt for naturens cyklusser, om det er årstidernes skiften, min egen kvindelige cyklus, månens faser eller noget andet. I stedet for at kæmpe imod og ønske evig sommer og trodse efteråret med shorts og bare skuldre, synes jeg, at man skal omfavne forandringen. Den er tiltrængt, den er nødvendig og den er sågar gavnlig, hvis det lykkes at tune ind på den.

Hvordan tuner jeg så ind på efteråret? Det gør jeg bl.a ved at ændre min hudplejerutine (mere fugt udenpå) og spise flere sunde fedtstoffer, som også er med til at holde huden glad. Her kan nævnes nødder, fiskeolie, fed fisk. Og så er det at spise hvad der er i sæson. Det er nu engang det, der smager bedst og det, der har de højste næringsværdier netop nu. Her i september/oktober er det især blomkål, rødebede, hokkaido græskar, bladselleri, persillerod, portobellosvampe, Hvis man er vant til at spise efter årstiden får man også naturligt og nemt en varieret kost. Og nej, der er desværre ikke en årstid for chokoladekage. Eller heldigvis, for det betyder at man kan spise det præcis når man har lyst ;-)

Helt automatisk får jeg også lyst til at spise lidt 'tungere' om efteråret. Hvor salater og lette anretninger fylder en del om sommeren, indbyder årstidens frugt og grønt til nogle lidt andre retter. Varme, kraftige gryderetter fx, eller en cremet græskarsuppe. Det er helt naturligt at du begynder at 'crave' andre madvarer og middage end før. Hvis du ikke er vant til at mærke efter hvad din krop har brug for, kan det selvfølgelig være lidt svært. Men det kan sagtens læres, og indtil da er det et godt råd at spise sæsonbestemt. De bedste kokke kunne ikke drømme om at bruge grøntsager i deres madlavning som ikke var i sæson, og det med god grund. Det gælder med kost-tilskud, det gælder med søvn og det gælder med mad: mærk nu efter, din krop er klogere end du tror!

Til sidst: de fleste af os tuner jo faktisk allerede ind på de forskellige årstider, når de skifter garderoben ud. Det er alligevel sjældent at se folk med vinterjakker på i juli. Jeg vil gerne opfordre til at byde efteråret velkomment og nyde de gode ting der er sæsonbestemt. Det skal nok blive sommer igen, og hvis du virkelig ikke kan vente, er en afbudsrejse i december måske ikke helt af vejen? Man skal jo have sin dosis d-vitamin, siger de kloge ;-)

Billede fra weheartit.com

Blog på mobilen - Blog via mobilen - Nouw har en af markedets bedste blogging apps - Klik her

Likes

Comments

Årstidernes skiften kræver altid lidt af din hudpleje. Og måske især overgangen til efterår og vinter. Det bliver koldere udenfor og vi skruer op for (radiator)varmen indenfor. Det kræver lidt ekstra af vores daglige fugtighedscreme, især hvis du har tendens til tør hud. Det er ikke en helt dårlig idé at skifte din creme ud med en rigere version, og evt. supplere med lidt ansigtsolie. Selv hvis du ikke har tendens til tør hud er det en god idé med en federe creme. Alt slags hud kan bruge en ekstra håndsrækning i efteråret/vinteren.

En af mine personlige favoritter er denne fra Aderma. Jeg har købt den online på webapoteket.dk, da det var her den var billigst. Generelt har jeg haft rigtig gode erfaringer med Aderma, og derfor var det et af de første mærker jeg undersøgte da jeg skulle finde en ny fugtighedscreme. Cremen hedder A-derma Hydralba 24H Rich.

En god idé er ellers at tage ned på apoteket og bede om prøver på forskellige cremer, hvis du er bekymret for at en creme er for fed (eller ikke fed nok).

Jeg gav næsten 100,-for denne creme og det synes jeg er meget fornuftigt. Man kan få en del cremer fra Aderma helt uden parfume hvis man er til det, men den jeg har købt er mildt parfumeret. Den fås i en light og en rich udgave, hvor jeg har valgt en rich udgave her til efteråret. Cremen er formuleret med havreekstrakt, E-vitamin og vegetabilsk glycerin, for 'en langvarig fugtgivende effekt og beskyttelse mod klimatiske påvirkninger' ifølge hjemmesiden. Det er lige hvad jeg havde brug for!

Ændrer I ud i jeres hudpleje rutine efter årstid?

Likes

Comments

Velkommen til Happybuddha - en blog om velvære og skønhed. 

Happybuddha udsprang af at jeg blev træt af small-talk over café latte og jeg indså at der måtte gøres noget for min egen skyld, og at det var mig selv, der måtte gøre det. Jeg ville skabe et frirum til mig selv - og forhåbentlig andre - hvor jeg kunne diskutere, nyde og skrive om alle de ting i livet jeg fandt interessante. Spiritualitet, mental sundhed og selvudvikling. Jeg håber I vil føle jer hjemme her i mit forum - jeg håber det bliver ligeså meget jeres forum og at I vil deltage aktivt, hvis I skulle finde noget herinde der taler til jeres hjerte.


In the end, only three things matter: How much you loved, how gently you lived, and how gracefully you let go of things not meant for you - Buddha


Likes

Comments