Jeg lovede at skrive et indlæg om hvorfor jeg er gået ned med en depression. Det bliver så hårdt at sætte ord på, men jeg håber at det kan give mig styrke til at kravle ud af mørket. Så her kommer den hårde, onde men ærlige sandhed.

Vi skal tilbage til omkring starten af juli måned. Jeg havde i en uges tid haft det underligt. Jeg havde en sindssyg kvalme og led af ekstreme migræner og mange kramper. Jeg havde ingen idé om hvad det var, men da jeg har haft kronisk blærebetændelse i 12 år, tænkte jeg at jeg måske havde en lige nu jeg ikke kendte til (jeg har i mange år ingen symptomer fået når det har været der) og det var gået i nyrerne. Jeg ringede 1813 for at forhøre mig, og jeg blev bedt om at møde op på akutmodtagelsen på hospitalet. Jeg møder op og bliver selvfølgelig bedt om at aflevere en urin prøve. De tester den med det samme, og jeg bliver kaldt ind igen og får at vide at jeg har blærebetændelse. Der er så bare en anden ting.. Jeg er gravid.
Jeg bliver virkelig overrasket for vi har virkelig passet på. Men jeg ringer alligevel til Matt og beder ham om at komme ud på hospitalet.

Da jeg havde haft så voldsomme kramper, bliver jeg sendt direkte til gynækologisk afd., så de kan se om alt er som det skal være derinde. Matt møder mig, og han får en opdatering. Efter vi sad i venteværelset og havde tygget lidt på den er vi faktisk ovenud lykkelige. Det var ikke planlagt, men hvor er det fantastisk. Jeg kommer ind og bliver scannet. Derefter, oven i min pludselige lykke får jeg en forfærdelig besked. Ja jeg er gravid. Men uden for livmoderen.
Det betyder at jeg skal opereres ASAP.

Jeg er ked af det, men det skal jo fjernes, da en graviditet uden for livmoderen er ret farlig.
Nå, men jeg kommer under kniven, total panisk da jeg er så bange for operationer.
Efterfølgende får jeg at vide der har været komplikationer. Det har været sværere end først antaget. Jeg tror at jeg lige der lukkede af, indtil jeg hørte lægen sige 'du har minimal chance for at blive gravid igen'. Jeg ved ikke hvordan det kan lade sig gøre. Jeg hørte ikke rigtig efter for at være ærlig. Jeg var bare.. Knust. Ødelagt. Og angst for at Matt ville gå fra mig nu når jeg ikke kan give ham børn.

Det føles som så længe siden nu. Det føles som en dødsdom. Ihvertfald for mine drømme. Jeg har ikke været meget ude, medmindre det var meget vigtigt. Jeg har svært ved at tage mig sammen til at gøre de mest simple ting, såsom at gå i bad. Bare det at stå op om morgenen er en kamp. De fleste dage vågner jeg og bare kigger op i loftet i en time eller to.
Jeg har til gengæld fundet en glæde der gør tingene mere overskuelige. Jeg er begyndt at tegne meget igen. Jeg er glad for at sidde over det samme i nogle timer, og bare stresse helt af og fokusere på det. Jeg får lyst til at gå ned i skoven og bare tegne efter omgivelserne.
Kunst har hjulpet mig mere end så meget andet.

Tiden læger alle sår, men hold nu op hvor tager det bare lang tid.

Design your blog - select from dozens of ready-made templates or make your own; simply “point & click” - click here!

Likes

Comments

Det er et spørgsmål jeg tit får. Hver dag jonglerer jeg det danske og engelske sprog og kan lynhurtigt skifte fra et sprog til det andet. Med det sagt, så er det faktisk ikke så let som man skulle tro.

Jeg er mere eller mindre vokset op som to sproget. På trods af det har der altid blevet talt mest dansk i mit barndomshjem. Dog havde jeg som barn en anelse svært ved at finde ordene på dansk, så det endte tit med jeg bare oversatte direkte, hvilket som regel ikke giver mening. Så mit andet modersmål gled mere og mere ud i sandet og i dag er det stort set glemt, fordi jeg prioriterede det at kunne tale dansk mere.

Jeg har altid været over middel når det kom til engelsk, men efter jeg mødte Matt er det selvfølgelig blevet bedre, da jeg også bruger det oftere. Men.. Da 98% af min kommunikation hver dag foregår på engelsk, tænker jeg på engelsk, jeg drømmer på engelsk. Det gør det også væsentligt lettere at skifte sprog meget hurtigt.

Jeg går ofte ud kun mig og mine venner, bare for at komme lidt ud og være mig selv. Det er her den bliver tricky. Når jeg skal tale dansk udelukkende en hel aften, så kludrer jeg meget i ordene de første par timer. Det er her jeg begynder at oversætte direkte, og glemme hvad tingene hedder på dansk. Efter et par timer er der ingen problemer. Når jeg så kommer hjem igen, og skal tale engelsk, sker der præcis det samme.
Når Matt og jeg er ude sammen med mine venner, så er der intet problem med at skifte sprog alt efter hvem jeg taler med.

Så det spørgsmål er nu besvaret, og det er faktisk væsentligt mere kompliceret end man skulle tro.

Likes

Comments

​Well, ja. Jeg er mega skod til at blogge lige for tiden.

Jeg vil også mene jeg har en sådan okay grund til det? Ihvertfald er der sket så meget og jeg har vitterligt svært ved at overskue andet end at sidde og se dårlige serier hele dagen. 

I starten af juli begyndte jeg hos en psykolog. Det er rart at få snakket om de ting der har gjort mig til den person jeg er i dag, men det er virkelig mentalt opslidende. Oven i hatten fik jeg efter en samtale med min psykiater ud af at jeg har rendt rundt med en depression i længere tid. Jeg har haft en depression før, så jeg burde kende tegnene, Men det er nu sådan det er. Jeg vil meget gerne komme ind på hvorfor jeg fik denne her depression, og hvorfor jeg nok valgte at gå rundt med noget der nemt kan behandles, men det bliver i et andet indlæg, da det stadig er et virkelig følsomt emne for mig. 

Udover det, så skal jeg flytte inden 1. september. Long story short, så ejer mine forældre den lejlighed jeg bor i. Min bror har så ønsket at flytte hjemmefra, hvilket vil sige, at jeg skal finde noget andet. Så lige nu leder jeg med lys og lygte efter en lejlighed som jeg også har råd til. Det er rigtig svært at finde sådan en i København, medmindre vi vil bo to mennesker + katte på 20 kvm. Så jeg må nok sige farvel til livet herinde, og rykke til Vestsjælland. Jeg håber inderligt at vi kan finde noget i Holbæk da jeg elsker den by. Ellers hedder den Slagelse.. Hvilket også er okay. Vi må tage hvad vi kan få.

Mit vægttab er sat på standby. Jeg hader det. Men jeg kan simpelthen ikke få slæbt mig selv nogle steder hen. Og det er da bare at sparke til en der ligger ned, når folk kommer hen til mig på gaden imens jeg venter på bussen og siger 'Du burde ikke ryge når du er gravid.' hvilket gør så ondt, for det er ikke hver dag jeg kan overskue at tage mit korset på for at skjule min fede klamme mave. Og så det andet.. Som jeg vil skrive om senere.


Anyway, det var bare en lille kort update, og forhåbentlig bliver der skrevet mere flittigt.

Likes

Comments

Jeg har godt nok forsømt bloggen, og det er jeg ked af. Mest for mig selv, da jeg har brugt den som min dagbog.

Det skyldes dog at jeg har haft ret travlt. Vi nåede lige at komme hjem fra Tyrkiet før at Matts bror landede i Kastrup lufthavn. Det har været så dejligt at have ham her i en uge, og jeg tror også Matt har været glad for det.
Han fyldte nemlig 29 i onsdags, så allerede i april skrev jeg til hans mor og spurgte om de havde mulighed for at flyve herover omkring hans fødselsdag for at overraske ham. Jeg fik dog intet svar, men i midten af maj skrev hans lillebror Ed til mig. Han afsluttede sin bachelor i sociologi i slutningen af maj, og var derfor den eneste der havde mulighed for at tage turen.
Så da Matt kom hjem sidste torsdag og hans bror sad her, var han lige ved at græde. Når den mand jeg elsker så højt bliver så følelsesladet kan jeg selv mærke tårerne presse sig på.

Jeg ser Ed som min egen bror, da vi har det forhold som vi har. Derfor var det også svært at sige farvel til ham i lufthavnen en uge senere. Da Matt kom hjem om aftenen var han også ked af det. Det har været hårdt for ham at forlade alt, for at være sammen med mig. Jeg får virkelig dårlig samvittighed over det. For havde han ikke mødt mig, så havde han ikke behøvet at flytte til et andet land. Det lyder rigtig egoistisk, men det tager også hårdt på mig at se ham være så ked af det.

Imens Ed var her fik vi oplevet en masse ting. Vi tog rundt og så alle turist tingene, og heldigvis var vejret godt. Han blev introduceret til det danske køkken, så jeg har nok kommet til at fede ham lidt op. Når Matt var på arbejde sad vi herhjemme og lavede tøseting. Det er fedt at have en svoger der gider de ting ikke?

Jeg vil smutte til køjs nu, før jeg falder i søvn på sofaen.
Jeg skal nok få tid til at skrive mere, nu hvor jeg har tid!

Likes

Comments

Lige nu er det en uge siden vi kom hjem fra Tyrkiet. Jeg beklager de manglende opslag, men for at være ærlig.. Jeg var ude hele dagen og hjemme sent om natten.

Men ja, det var faktisk vores første kæreste tur, og det var så lækkert. Da min far arbejder i det selskab vi rejste med, fik vi turen virkelig billigt, og blev indlogeret på et 4 stjernet hotel med udsigt til stranden. Så lækkert!

Vores tur var dog ikke at vi kun lå ved poolen. Vi var bla ude og prøve jetski. Hvilket vil sige at Matt styrede den og jeg sad bagpå for jeg er lidt af en tøs. Men efter 10 minutter var det faktisk ret fedt.

Men en souvenir er jeg bestemt glad for jeg kom hjem med. Jeg fik anbefalet en tatovør dernede, og efter jeg var nede til en snak, bestilte jeg en tid til aftenen før vi tog hjem. Jeg er så glad for den, men lige nu er den i klø 24/7 stadiet, argh! Uden tvivl det værste ved tatoveringer er når de klør og man ikke må klø med negle!

Uden tvivl den bedste ferie jeg nogensinde har haft, og jeg håber vi kan komme afsted igen næste år

Likes

Comments

Vi fik den helt spontane ide at tage på afbudsrejse. Så imens jeg skriver det her, ligger jeg på stranden i Tyrkiet og hvor er det lækkert!

Vi har haft total forkælelse i dag med tyrkisk bad, og drikke drinks og spise tapas ved hotellets strand.

Jeg vil ikke skrive så meget mere, vil lige nyde min ferie, men jeg vil opdatere om aftenen.

JEG ELSKER TYRKIET!
🇹🇷

Likes

Comments

I dag har været en meget stressende dag for mig. Åbenbart er der skimmensvamp i min lejlighed, så i dag kom der både blikkenslager og malere. Jeg havde intet fået at vide om det, så jeg vågnede i morges ved at der lige pludselig stod 4 fremmede mænd i min stue. Jeg var rigtig angst da jeg vågnede, for jeg forstod jo slet ikke hvad der skete.

Jeg beder dem om at gå, for jeg kender dem ikke. De fortæller mig hvorfor de er der, og at jeg skulle have fået varsling om det. Det har jeg så bare aldrig fået. En af dem går ned og henter viceværten så det hele kan blive opklaret. Jeg forklarer at jeg ikke har fået varsling om det, og det altså ikke er første gang det her er sket. Jeg får en sviner af dimensioner af ham, hvor jeg blandt andet bliver kaldt for dum. Du kan sige meget om mig uden jeg tager det personligt, men kalder du mig dum bliver jeg virkelig ked af det. For er der en ting jeg altid har kunne regne med i livet, så er det min høje intelligens.

Malerne og blikkenslagerne er her i flere timer, og sætter en skillevæg op ved begge vinduer. Lige pludselig siger de at de altså var færdige for i dag, og de kommer igen i morgen. Så nu er det hele virkelig rodet, jeg kan ikke sætte noget på plads, de formåede at smadre den lille gips ting jeg har med Vincent's fodaftryk.. Den kan limes, men den har stadig stor affektionsværdi for mig.

Så hele dagen har jeg følt mig rastløs og virkelig ked af det over det hele. Under det hele måtte jeg låse mig ude på badeværelset og bare græde det ud, for jeg følte ikke der var plads til mig i mit eget hjem. Fordi jeg har været så nede i dag, og samtidig siddet helt alene, da Matt er på arbejde, har mine katte virkelig været om mig. Normalt er de som katte nu engang er og bare kigger på mig som om de tænker 'Jeg hader dig virkelig meget, men fordi du giver mig mad kan du tolereres', hvilket jo er en del af kattens charme. I dag har de kravlet rundt på mig og har lagt sig på mig og gået i gang med at spinde fordi de ved det beroliger mig.

Jeg er faktisk et hundemenneske, jeg er opvokset i et hunde hjem, og havde selv hund da jeg flyttede hjemmefra. Som barn havde jeg også en kat. Han hed Ludvig, hvilket er en forkortelse for Satans Afkom. Han var det ondeste dyr jeg nogensinde har mødt. Hvis ikke han var blevet syg og aflivet da han var 17 år, så var han blevet 100 kun for at pisse min far af. Så selvom jeg havde kat de første 16 år af mit liv, havde Ludvig ligesom givet mig 'traumer'. Så jeg ville faktisk ikke have kat.

En aften i oktober åbnede jeg Dba og på forsiden var der et billede af en lille killing på 12 uger. Der stod i annoncen at han var halv maine coon og halv skovkat, men han skulle bortgives hurtigt da tidl. ejer ikke kunne have ham. På trods af jeg ikke var bestemt glad for katte, kunne jeg ikke forholde mig til at hvis jeg ikke reddede ham, så ville hans skæbne være meget værre. Så jeg ringede med det samme til nummeret i annoncen og sagde at hvis ingen havde ringet på ham, så ville jeg gerne tage ham ind, og jeg kunne hente ham allerede dagen efter. Så dagen efter havde vi en kattekilling. Han viste sig at være den mest hengivne killing, og ville altid ligge hos mig. Helst ved brystet da han på den måde kunne høre mit hjerte slå. Selv når støvsugeren kom frem løb han hen til mig for beskyttelse, hvilket er meget atypisk katte.

Efter nogle måneder tænkte vi at Zero nok var ensom når vi ikke var hjemme. Så i marts fandt jeg endnu en kat der skulle bortgives, og igen følte jeg at hun skulle reddes. Så jeg tog hele vejen til Århus for at hente Mishka. Hun var så sød under hele togturen, og holdt hele tiden øje med om jeg stadig var der. Jeg tror vi knyttede et meget tæt bånd den dag. Hun er også den skønneste kat. Hun er ikke så meget til at sidde hos en, men hver aften jeg går i seng, kommer hun over og ligger hos mig indtil jeg sover. Det er ligegyldigt hvor i lejligheden hun er, om hun er vågen eller sover. Indenfor 30 sekunder hvor jeg har lagt mig, så kommer hun over. Jeg er en kontrolfreak, og jeg er faktisk ret utryg ved det punkt lige der hvor man falder i søvn, for jeg føler jeg mister kontrollen, oveni det er jeg meget plaget af mareridt. Men det at Mishka kommer over, ligger sig ved siden af mig og har sin pote på min arm, det hjælper mig virkelig meget. Det siger nok også lidt om det bånd jeg har med min prinsesse.


Selvom jeg aldrig har været katte menneske, så er jeg det helt klart nu. Selvom de på mange områder er nogle svin, så er de der virkelig til at trøste og passe på en når man er bange og ked af det. Jeg ville ikke have været foruden mine skønne katte børn.

Likes

Comments

Klokken er nu 1 om natten, og jeg kan ikke falde i søvn. Så jeg ligger og funderer over det hele, og jeg er kommet frem til en konklusion;
Hold kæft hvor har jeg ikke høje tanker om mig selv.

Jeg har ærlig talt ingen idé om hvorfor det er sådan. Jeg tror det er fordi nogle af de mennesker jeg brugte min tid på i flere år, havde tendens til at gøre tykt grin med mig. Måske er det bare jokes, men der var nok en del sandhed bag.
Af samme person har jeg flere gange fået af vide at jeg nok ikke burde spise det jeg var igang med, bare jeg tog en kiks. Hvis jeg stod foran spejlet og blev ked af hvordan jeg så ud, ville personen ikke forsøge at opmuntre mig, men derimod sige at det var også rigtigt, og jeg burde tabe mig.

Ovenstående lyder måske ikke så hårdt, og dengang tænkte jeg at det var en rigtig ven der var ærlig overfor mig. Senere viste personen sit sande jeg, hvilket nu kan bekræfte mig i, at det var decideret ondskabsfuldt ment.

Det har haft rigtig stor betydning for hvordan jeg ser mig selv i dag.
Når jeg er oppe og træne, og folk går forbi mig og kigger på mig tænker jeg automatisk at de synes jeg burde gå, for jeg er så fed at der ikke er noget at gøre. Jeg tror ikke jeg ville tænke så meget over det, hvis der var flere på min størrelse deroppe. Alle deroppe er nogle virkelig pumpede mænd, og nogle ultra tynde og tonede piger.
Jeg fortalte om det til Matt, som mener at de nok bare tænker at det er sejt at jeg prøver at gøre noget ved det jeg føler er forkert.
Jeg ville ønske jeg kunne se det sådan, men det kan jeg ikke.

Jeg har det utrolig svært med mig selv. Jeg er virkelig usikker. Jeg er overbevist om, at er jeg tynd, så er jeg meget smukkere og har et bedre liv. Inderst inde ved jeg godt det er noget pis, men det er ikke altid nemt at se.

Nogen dage har jeg virkelig lyst til at smide håndklædet i ringen, og bare forblive fed.

Skal jeg være helt ærlig. Så er det nok fordi at siden jeg blev syg har jeg haft et brændende ønske om at være ligesom alle andre.

Likes

Comments

To gange om ugen sidder jeg om aftenen med en knude i maven, og tårerne presser sig på. To ud af syv dage er jeg et vrag og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv.
Jeg ved jeg ikke er alene i denne situation, og måske kan det her hjælpe andre, jeg er ikke sikker. Men jeg ved at det her bliver min historie om den sværeste beslutning jeg nogensinde har taget.

Jeg var 19 år da jeg stod med en positiv graviditets test i hånden. Jeg havde på det tidspunkt været i et forhold med min søns far i ikke engang 3 måneder. Abort var ikke en mulighed på trods af omstændighederne.
Graviditeten forløb efter planen, men jeg bar meget plaget af de gener der kan følge med.
I september 2012 kom verdens smukkeste lille baby til verden. Jeg har aldrig følt så ekstrem kærlighed til et andet menneske, som jeg har gjort til min lille dreng.

Alting gik fint, og vi levede et helt normalt familie liv i lidt over et år. Lige indtil min eks kæreste kom hjem og fortalte at han altså ikke elskede mig.
Så derefter var det naturligt at Vincent og jeg flyttede hjem til mine forældre. På det tidspunkt var Vincent halvandet år.
Da jeg derefter skulle finde mit eget sted at bo, valgte jeg i fællesskab med mine forældre og kommunen at det bedste for Vincent var at mine forældre blev netværks pleje familie for ham. Det var en så svær beslutning, men på det tidspunkt følte jeg ikke at det var hensigtsmæssigt for ham, da jeg var nede i en depression.

Jeg har måtte se ham når jeg ville, hvilket jeg gerne vil hver dag. Det gjorde jeg også i en periode, lige indtil det gik op for mig hvor hårdt det tog på os begge to. Så nu er det kun to gange om ugen.
Fordi han har boet der siden han var baby, er der mange der spørger om han ved at jeg er hans mor. Det gør han. Når jeg kommer derhjem, eller henter ham i børnehaven råber han 'MOR!' og løber hen for at give mig et stort kram og kys.
Men det gør det også så meget hårdere. Om aftenen når han bliver puttet er han helt opløst fordi han ved godt at når han går i seng, så kører jeg hjem.
Når jeg så kommer hjem efter mine besøg, er jeg lige ved at græde, for jeg savner ham helt ubeskriveligt.

Da sagen er en frivillig anbringelse, er målet hjemgivelse. Det bliver gjort i små portioner. Tidligere i år begyndte vi at have ham hjemme en eftermiddag. I midten af juni skal han være her på sin første overnatning. Jeg er lykkelig over de små fremskridt, men samtidig ville jeg ønske at jeg bare kunne have ham boende her. Han har boet hos mine forældre siden han var baby. Nu er han snart 4 år. Jeg synes det ville være så synd at hive ham ud af hans vante omgivelser, bare så mit behov om at have ham her kan blive opfyldt. Hvis han kommer om 5 år og siger han gerne vil bo hos mig, vil jeg gøre alt for at han kommer til at bo her. Men det skal være på hans egne præmisser, ikke mine.

Jeg valgte at anbringe mit barn. Det betyder ikke at jeg ikke elsker ham. Tværtimod. Det har været så hård en beslutning, og to et halvt år senere er det nok endnu sværere. Men den er gjort af kærlighed.

Likes

Comments

Matt og jeg mødtes på Tinder i juni 2015. Første dag vi skrev sammen var vi begge lidt fulde og besluttede os for at FaceTime. Det resulterede i at vi snakkede sammen i 6 timer, om alt og ingenting. Vi følte begge at kemien var så god at vi blev nødt til at mødes. Det krævede lidt logistisk tænkning da jeg boede i København og Matt i London. Men to uger efter vores første samtale fløj jeg til London. Da jeg landede i Gatwick sent om aftenen, havde jeg så mange sommerfugle i maven. Jeg var så nervøs at jeg var ved at kaste op. Da jeg kommer ud i ankomst hallen ser jeg ham og går over mod ham. Jeg giver ham et kram og jeg får et kys på kinden (virkelig sådan en total britisk ting). Det første jeg siger er at jeg bliver nødt til at ryge. Jeg rystede over hele kroppen, så jeg skulle bare have en cigaret til nerverne.

Turen hjem til hvor han boede var så lang og så akavet.
Da vi endelig kommer hjem og jeg får stillet min kuffert og vi står i køkkenet, får han endelig samlet mod til at kysse mig. Bare at tænke på det giver mig sommerfugle i maven.
Vores første uge sammen var helt fantastisk, og vi fældede begge en tåre da jeg skulle hjem igen. Jeg lyver ikke når jeg siger at jeg sad og græd på hele turen hjem.

Der gik desværre en måned før vi kunne ses igen. Men da jeg tog til England igen, var det så dejligt at se ham igen og det føltes bare.. Fantastisk. Han introducerede mig til hans venner og de er de sødeste mennesker.
Da jeg skulle hjem, tog Matt med. Vi lavede de typiske turist ting, og han faldt fuldstændig for København og Danmark. Måneden efter tog han springet og flyttede herover.

I dag, et år senere bor vi stadig sammen, og jeg er stadig ligeså forelsket i ham som jeg var for et år siden.
Han må have det på samme måde, for på trods af han svor at han aldrig ville giftes. Så gik han på knæ, poured his heart out, og gav mig en lille fin ring på fingeren.

Jeg er så.. Wow.. Selvom jeg gerne ville giftes, fordi ægteskabet betyder meget for mig, så havde jeg accepteret at det ikke ville ske netop fordi han ikke ville. Så jeg er overrasket!

Jeg er utrolig traditionel, så indenfor et år kan jeg underskrive alt med
Hannah Katuza-Lewis

Det er så surrealistisk. Alligevel sidder jeg allerede og kigger på brudekjoler 😄

Likes

Comments